ORDDANNELSESSTRUKTUREN AF DANSKE KENTAURNOMINALER



Relaterede dokumenter
Opdateringer til førsteudgaven for Claus Drengsted-Nielsen: Grammatik på dansk

Opdateringer til førsteudgaven for Claus Drengsted-Nielsen: Grammatik på dansk

DET SOM FORMELT SUBJEKT, OBJEKT OG PRÆDIKATIV I DANSK

Modalverbernes infinitiv

Gruppe 1, Audiologi René Gyldenlund Pedersen, Ivan Hemmingsen, Louise Thygesen Smidt og Mette Toft Hansen Skriftlig gruppeaflevering Morfologi

sproget.dk en internetportal for det danske sprog

Grammatik: Fællesnavne: Ting, begreber og levende væsener: F.eks. knallert, spade, radio, virkelighed, ide, hund, giraf

JO HERMANN. Latinsk grammatik. på dansk. Akademisk Forlag

gyldendal tysk grammatik

Aalborg Katedralskole Masterplan for grundforløb i almen sprogforståelse

Aalborg Katedralskole Masterplan for grundforløb i almen sprogforståelse

BINDEELEMENTER I DANSKE NOMINALKOMPOSITA

Aalborg Katedralskole Masterplan for grundforløb i almen sprogforståelse

Grammatik Pronominer (fortsat) og præpositioner

Ordliste over anvendt fagterminologi

Grammatik og tekst. 5 Mortensen, Kristine Køhler: Multimodalitet - Venskaber på tværs af billeder og tekst

Et alternativ til periodediagrammerne. af Henrik Jørgensen

Test din viden om Substantiver

Sproglige rettelser (udkast)

Test din viden om Pronominer

Dansk sproghistorie 12

ALMEN GRAMMATIK 1. INDLEDNING. At terpe eller at forstå?

Test din viden om Præpositioner

DANLATINSK FORMÅL MATERIALER OPDELING AF ELEVER

Citation for published version (APA): Gregersen, S. (2014).»En hvislen i bækken«det danske sprogs kentaurer. Mål og Mæle, 36(3), 5-8.

Tillægsord (adjektiver) Hvilken ordgruppe tilhører ordene Hvis, da, og, når Præpositioner Adverbier Konjunktioner (biord)

Censorvejledning for censorer i skriftlig fransk begyndersprog og fortsættersprog A, hhx. Analog prøve

Problem 1: Trykbevidsthed

Førarbejde. Diskuter og arbejd i små grupper. Hvornår bliver du stresset? -hvorfor? Hvordan kan du blive mindre stresset?

Aalborg Katedralskole Masterplan for grundforløb i almen sprogforståelse

Test din viden om Verber

Test din viden om Adjektiver

Semantikopgave Ved Tobias Scavenius

NyS. NyS og artiklens forfatter

Substantiver - genus. For det meste samme genus i dansk og svensk: En stol Et bord. En kvinde, en mand Et barn. Undtagelser findes:

Niveau F - august 2012 Månedsopgave August 2012 Niveau F Navn: PS Forlag ApS

Niveau C marts 2013 Marts 2013 Niveau C Navn: Klasse: PS Forlag ApS

Sproglig-stilistisk analyse (en omtale af forskellige kilder)

Det islandske ordklasseopmærkede korpus MÍM Sigrún Helgadóttir

Han overfører altså dele fra en brugt ytring, og bruger dem i sine egne sætningskonstruktioner dog ikke grammatisk korrekt.

Grammatik Personlige pronominer Institutionaliserede præpositioner

Dansk som andetsprog G

Rita Lenstrup. Kritiske bemærkninger til artikel af Henning Bergenholtz, Helle Dam og Torben Henriksen i Hermes 5 l990, side

For år tilbage var der et indslag i cirkusrevyen. Det var på nogenlunde samme

De bøjes i måde (modus) og art (diatese). Navneordene står altid i akkusativ efter et verbum.

Børns sprogtilegnelse. Sprogpakken. Sprogtilegnelse i teori og praksis. Børns sprogtilegnelse. Børns sprogtilegnelse

Dansk/historie-opgaven

Emnet for denne artikel er et højfrekvent idiom i moderne dansk talesprog, nemlig det privative udtryk lade være:

Grammatik Personlige pronominer Institutionaliserede præpositioner

Minigrammatik. Oversigter fra tysk.gyldendal.dk

4. KAPITEL - NOMINALSYSTEMET (substantiver, proprier, adjektiver, pronomen og numerale)

GRAMMATIK OVER DET DANSKE SPROG

Undervisningsbeskrivelse

Prædiken til 2. s. i fasten kl i Engesvang

Ny Forskning i Grammatik

Almen sprogforståelse

GRAMMATIK OVER DET DANSKE SPROG

AKTIVE VERBER. - 2 ens sæt ordkort med infinitiv (I) - 2 ens sæt vendekort med præsens, imperfektum og perfektum (II) - 3 arbejdsark (kopi/www)

Barnets sproglige miljø fra ord til mening

Bedømmelsesvejledning til prøven i skriftlig fremstilling D, december Dansk som andetsprog

FIP-kursus i tysk WORKSHOP MED FOKUS PÅ DEN NYE SKRIFTLIGE PRØVE

dansk TRÆNING DANSK.GYLDENDAL.DK

En fagperson fa r ordet: Interview med Hans Basbøll

Indholdsfortegnelse. Er brudeparret nervøst eller nervøse? 4. Sin eller ens/sig eller en? 6. Er en kongelig hofleverandør kongelig? 8.

Sprogtest til optagelsesprøven

Årsplan for engelsk 6. og 7. kl. 2016/17 Hanne og Simon Ward

Det fællesskabende møde. om forældresamarbejde i relationsperspektiv. Artikel af cand. psych. Inge Schoug Larsen

Dansk D. Almen forberedelseseksamen. Sproglig prøve. Torsdag den 3. december 2009 kl AVU092-DADSP. (1 time)

Grammatisk mini-encyklopædi Ved Sten Stenbæk Fjerritslev Gymnasium

Dansk D. Almen forberedelseseksamen. Sproglig prøve. Tirsdag den 7. december 2010 kl AVU101-DANsp/D. (1 time) Prøveafholdende institution

ENGELSK GRAMMATIK. Videooversigt. De skriftlige opgaver... 2 Eksamen... 2 Grammatik... 3 Shakespeare... 4 Up your game!... 5.

Social kapital og mediernes indflydelse på deltagerdemokratiet

Dansk som andetsprog G

dansk sprog og kultur

DET KOMMER! 1 12 TR PÅ DANSK!

Sådan bruger du Den Dansk-Engelske Regnskabsordbog

Basale hjælpemidler til løsning af skriftlige afleveringer/ årsprøve/ terminsprøve og eksamen:

Svøbt i mår. Dansk Folkevisekultur Bind 2 Et spørgsmål om stil. C.A. Reitzel. Redigeret af Flemming Lundgreen-Nielsen Hanne Ruus

substantiver/navneord

Vejledning for censorer i skriftlig fransk begyndersprog A, hhx. Gl-Fransk digital

En analyse og vurdering

Hjælp til kommatering

Det er pinse. Jesus er død, Jesus er opstanden, Jesus er faret til himmels. Historien om Jesus er slut.

15. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 13. september 2015 kl Salmer: 447/434/29/369//41/439/674/661

Lis holder ferie i følgende perioder i juni og juli: Ferie i uge 27 og 28 Lis er på stævne i uge 29

Gruppe 1. Kapitel 11: Penge Kinesisk møntfod: Kinesisk møntfod yuán, kuǎi i daglig tale. 1/10 yuán kaldes jiǎo=máo 1/100 yuán kaldes fēn

Test din viden om Adverbier

Tal i det danske sprog, analyse og kritik

Overvejelser på baggrund af forskningsprojektet:

Fag Januar-februar Marts april Maj - juni Faglige mål American business Skrive essay. Skrive essay. Grammatik Læse værk Cultural understanding

DR LIGETIL Opgaver til Din geniale krop: Voksenliv

Pinsedag I. Sct. Pauls kirke 19. maj 2013 kl Salmer: 441/434/283/403//290/723/439/287 Uddelingssalme: se ovenfor: 723

1. Sætninger. En sætning indeholder ét subjekt (grundled) og ét finit (tidsbøjet) verbum (udsagnsled),

Grammatik Blandet - Opsamling

Menneskelig udvikling og modning tak!

Kultur og kulturmøder - information til vejledere Hospitalsenhed Midt

At tilegne sig det skrevne sprog uformelt i samspil med læsende og skrivende omgivelser

Lær skak træk for træk

Substantivernes former

Undervisningsbeskrivelse

Transkript:

FOLIA SCANDINAVICA VOL. 10 POZNAŃ 2009 ORDDANNELSESSTRUKTUREN AF DANSKE KENTAURNOMINALER EUGENIUSZ RAJNIK Adam Mickiewicz University, Poznań ABSTRACT. The present paper reviews different approaches to a type of morphological constructions called kentaurer in Danish. These morphological formations, also referred to as kentaurnominaler or gerundiumformer are productive in the language. The paper offers a morphological classification of these constructions. INDLEDNING Formålet med denne artikel er at gøre opmærksom på kentaurnominaler i moderne dansk først og fremmest vedrørende deres orddannelse samt til dels deres morfologi og semantik Jeg vil desuden præsentere forskellige opfattelser af denne slags dannelser. Der findes nogle andre betegnelser for kentaurnominaler. E. Hansen & L. Heltoft (1994:57ff.) bruger denne term, men kalder dem også kentaurer, mens R. Zola Christensen & L. Christensen (2005:242) kalder dem gerundiumformer eller kentaurkonstruktioner. Den følgende oversigt over kentaurnominaler er ikke udtømmende og gør heller ikke krav på at være det. Jeg har forsøgt at klassificere disse konstruktioner efter deres orddannelsesstruktur. Jeg opstiller de enkelte strukturtyper og beskriver nogle morfologiske fænomener vedrørende de enkelte eksempler. Der er kun udvalgt nogle typiske eksempler. Det materiale, som jeg har samlet, bygger på forskellige grammatikker og artikler, og eksemplerne kommer først og fremmest derfra, og delvist fra aviser, tidsskrifter og Korpus 2000. Kentaurnominaler stammer fra verber, og denne art konstruktioner er en produktiv dannelsestype. De udgør en forholdsvis stor del af det danske ordforråd, men kun få af dem findes i danske ordbøger. Med -en kan der i dansk dannes abstrakte substantiver til de fleste simple verber. Suffikset -en (< fællesnord. *-un, *-an) er blevet produktiv under påvirkning af tyske substantiverede infinitiver

198 Eugeniusz Rajnik på -en, der i tysk bliver opfattet som substantivische Konversion (W. Fleischer & I. Barz 1995:49). Dermed hører det til den mest udbredte måde at danne verbalsubstantiver. Ifølge Chr. Lisse (1948:50) kan der ved hjælp af -en dannes rene handlingsabstrakter (med ufuldstændig bøjning) til praktisk talt alle verber, av (sic!) hvilken grund det snarest bør regnes for en bøjningsendelse. Han nævner bl.a. følgende eksempler: råben og skrigen, kommen og gåen, gøren og laden, viden og kunnen. Udlændinge bruger substantiver såsom viden, hilsen, prædiken, som er blevet leksikaliseret, men problemet er, at de ikke altid ved, hvornår man kan anvende de spontant afledte kentaurer, der ikke er leksikaliseret. De ved således ikke, hvornår de må bruges, for der findes mange restriktioner vedrørende deres brug. Jeg kan illustrere dette med nogle eksempler taget fra E. Hansen & L. Heltoft (1994:66): *deres venten hende /statisk/ deres venten på hende /aktivitet/ *hendes skriven en kronik /overgang/ hendes skriven på en kronik /aktivitet/ *deres slåen børnene /non-durativ aktivitet/ deres slåen på børnene /durativ aktivitet/. 1. FORSKELLIGE OPFATTELSER AF KENTAURNOMINALER Som nævnt findes der forskellige opfattelser af begrebet kentaurnominaler i dansk faglitteratur. De følgende overvejelser vil først og fremmest bygge på E. Hansen & L. Heltoft (1994) og R. Zola Christensen & L. Christensen (2005), men andre danske sprogforskere har også beskæftiget sig med kentaurnominaler, selv om de ikke har brugt denne term. De beskriver disse konstruktioner på forskellige måder. I Elementær Dansk Grammatik kategoriserer P. Diderichsen (1957:81) -en-dannelser på følgende måde: En Mellemstilling mellem Infinitiv og Verbalsubstantiv indtager Ordene paa -en (...): Køren, Snakken osv., der kan dannes til næsten alle Verber. Aa. Hansen (1967 II) beskriver afledningerne på -(e)n i kapitlet Betegnelser for handling, virksomhed. Ifølge ham står de infinitiven nærmest: de kan bevare hele verbaludtrykket fra den finitte forbindelse i samme udstrækning som denne, de er ubøjelige som denne, men kan modsat denne tage attributive bestemmelser foran sig. (ibid. s. 279). Ifølge Aa. Hansen bruges -en-afledninger især: a) hvor intet af de andre verbalsubstantiver har vundet hævd eller har bevaret den rent abstrakte verbale betydning: hestens traven; (...) leve i stille nyden, hold op med den råben og skrigen (...); b) hvor man vil bevare verbalforbindelsen (...): en evig venden blade i et album (...). (ibid. s. 280). Aa. Hansen (ibid. s. 281) angiver også nogle sammensætninger med disse verbalsubstantiver som sidste led: partitagen, hensyn(s)tagen, stillesidden, hovedrysten. En grundig gennemgang af kentaurnominaler findes hos E. Hansen & L. Heltoft (1994), som giver en udmærket og detaljeret redegørelse for kentaurer,

Orddannelsesstrukturen af danske kentaurnominaler 199 hvad angår morfologi, syntaks og semantik, og karakteriserer dem ved, at de ikke har nogen nominale fleksiver eller numerusbøjning. Typisk for disse konstruktioner er, at de kun optræder i singularisform og uden efterstillet bestemt artikel, numeralier eller mængdeadjektiver, men at de kan optræde sammen med foransatte bestemmere (ibid. s. 58), fx en kortvarig diskuteren for og imod; den(ne) gøen og mjaven natten lang; enhver afvigen fra traditionen. E. Hansen & L. Heltoft (ibid. s. 64) betragter nogle verbalsubstantiver med suffikset -en som leksikaliseringer af oprindelige kentaurer, fx gaben, skelen, viden, kunnen, væren, banken, kvidren, der er forskellige fra de produktive kentaurer, bl.a. ved at kunne optræde som andet led i komposita (ibid. s. 64), fx paratviden, hjertebanken, ikrafttræden, opvågnen, afstandtagen. De mangler som kentaurerne suffigeret bestemt artikel, fx *videnen, men: præ(di)kenen, hilsenen, der ikke opfattes som oprindelige kentaurer. R. Zola Christensen & L. Christensen (2005:242) kalder disse -en-dannelser for gerundiumform eller kentaurkonstruktion, fx lev-en, mal-en, tru-en, gå-en, læs-en, løb-en, og opfatter dem som en økonomisk og skriftsproglig teknik, der sætter sprogbrugeren i stand til at danne et nominalt led af et verbum med (eller uden) komplementer. (ibid. s. 243). H. Galberg Jacobsen & P. Skyum-Nielsen (2007:163) bruger termen verbalsubstantiver på -en, fx løben. Ægte kentaurer kan altså opfattes som konstruktioner, der dannes ved at tilføje suffikset -en til en simpel, præfigeret eller sammensat verbalstamme derivater. De kan også opstå ved hjælp af en verbalstamme og en præpositionsforbindelse eller en verbal ordgruppe som basis, men i de to sidste tilfælde kan man betragte kentaurer som samdannelser, dvs. ord der opstår under to samtidige orddannelsesprocesser, nemlig sammensætning og afledning. De er ubøjelige og optræder kun i singularis, men kan forekomme med ubestemt artikel og med foransatte bestemmere (pronominer, adjektiver, participier, substantiver i genitiv). De indgår ikke i andre orddannelseskonstruktioner. De ældre leksikaliserede kentaurer (som beskrevet ovenfor) fungerer lidt anderledes i sproget, men det skyldes, at de ikke opfattes som kentaurer af sprogbrugerne. 2. KENTAURERNES ORDDANNELSESSTRUKTUR Kentaurerne kan dannes af simple, fx nysen (:nyse), eller komplekse verber, fx fremtræden (:fremtræde). Følgende verber kan være basis for dem: 1) Simpelt verbum. De simple verber, som kan danne basis for kentaurnominaler, kan være transitive, intransitive eller refleksive, fx

200 Eugeniusz Rajnik ageren, banden, banken, blanden, bliven, brokken sig, diskuteren, drikken, finden, giften (sig), given, grublen, gøen, gøren, gåen, henten, higen, hjælpen, holden, hævden sig, håben, jodlen, kommen, kniben, kunnen, laden, leven, lukken sig, læsen, løben, malen, mediteren, pegen, plagen, rumlen, rysten, råben, sidden, skaben, skelen, skelnen, skrigen, skriven, slåen, snakken, snorken, soven, spillen, spisen, stressen, stræben, svirren, syngen, sætten sig, søgen, tagen (sig), truen, tænken, undren, venden, venten, vinken, visnen, vælten, væren, æden sig. Hertil anføres nogle konteksteksempler: hans ageren; de sultne køers brølen; aktiv handlen; ingen holden i hånd; skrivemaskinens klapren; sin faglige kunnen; leve i stille nyden; hold op med den råben og skrigen; litterær skaben; skelnen mellem borgere; søgen efter identitet; en vis undren; præsidentens tagen sig ret til noget; hestens traven; komme / være i vælten, mellem væren og ikke væren. 2) Præfiksverbum. En anden gruppe kentaurnominaler dannes af præfigerede verber, bl.a. med præfikserne be-, for-, som er fast forbundet med stammen. Det drejer sig først og fremmest om stærke verber, fx bekræften, beståen, forbliven, forholden sig, forsvinden, fortællen. Nedenfor følger nogle konteksteksempler herpå: firmaets tiårige beståen; hans forbliven i politik; en kritisk forholden sig til situationen; generationers kommen og forsvinden; skuespillernes fortællen. I mange tilfælde bruges kentaurnominaler ikke ved det simple verbum som basis (fx *holden sig, *ståen, *svinden, *tællen), men kun ved det afledte verbum, fx forholden sig til musik, efter min faders forsvinden, en lang fortællen. 3) Ægte sammensat verbum. Der findes nogle kentaurnominaler, som er blevet dannet af et kompositum med en præpositionel verbalpartikel, fx af, fra, med. Det er en fast dannelse, fx aflytten (:aflytte); fratræden (:fratræde): direktørens fratræden; medvirken (:medvirke): deres aktive medvirken. 4) Uægte sammensat verbum. Uægte sammensætninger, hvor verbet er en løs dannelse med en præpositionel, adverbiel eller adjektivisk verbalpartikel, fx af, frem, hen, ind, op, sammen, til, ude, øde, kan også ligge til grund for nogle kentaurnominaler. Verbalstammen, der fungerer som basis, går tilbage til et kompositum, men der findes også ofte en enhedsforbindelse (en ordgruppe), som kan bestå af et verbum og en præposition eller et adverbium / adjektiv, som bærer hovedtrykket. Enhedsforbindelser kan betragtes som faste forbindelser af to selvstændige ord. Enhedsforbindelser bliver dannet først, og senere kan sammensætningerne dukke op, når der er behov for nye ord med en mindre konkret, ordret betydning. Sammensætninger bruges især i skriftsprog, mens enhedsforbindelser bruges i tale-

Orddannelsesstrukturen af danske kentaurnominaler 201 sprog. Ofte er der en semantisk forskel mellem den komplekse form og enhedsforbindelsen, fx udeblive blive ude, ødelægge lægge øde, sml. læreren udeblev fra timen de kan blive ude på torvet; jeg ødelagde tv et tv-serien lagde gaderne øde. I disse tilfælde har enhedsforbindelserne hovedsageligt en konkret og sammensætningerne en overført betydning, men så nemt er det alligevel ikke, sml. aftagen (:aftage, sml. tage af), afvigen (:afvige, sml. vige af), fremtræden (:fremtræde, sml. træde frem), henstillen (:henstille, sml. stille hen), henvisen (:henvise, sml. vise hen), indgriben (:indgribe, sml. gribe ind), indtagen (:indtage, sml. tage ind), indtræden (:indtræde, sml. træde ind), opbryden (:opbryde, sml. bryde op), opståen (:opstå, sml. stå op), optræden (:optræde, sml. træde op), sammenstimlen (:sammenstimle, sml. stimle sammen), tiltræden (:tiltræde, sml. træde til), udebliven (:udeblive, sml. blive ude), udtræden (:udtræde, sml. træde ud), ødelæggen (:ødelægge, sml. lægge øde). Til illustration har jeg valgt følgende konteksteksempler: hans energi er i aftagen; en sikker fremtræden; henstillen af cykler forbudt; den militære indgriben i Kosovo; indtræden af skattepligten; livets opståen på Jorden; sangerens første optræden; Polens internationale optræden; hans udebliven. 5) Verbum + præpositionsforbindelse. Der findes en gruppe kentaurer, som dannes af en verbalstamme og en præpositionsforbindelse. Orddannelsesmæssigt skal de betragtes som samdannelser. I nogle tilfælde bevares præpositionen i den pågældende samdannelse /se a)/, men undertiden forsvinder den /se b)/ og basen smelter senere sammen med suffikset -en og danner en samdannelse: a) Førsteleddet svarer til præpositionen og styrelsen i en præpositionsforbindelse, sml. omsiggriben (:gribe om sig); ikrafttræden (:træde i kraft): efter lovens ikrafttræden. b) Førsteleddet hører til i et præpositionsled, der mister præpositionen ved overgangen til brug som sammensætningsled, sml. hovedrysten (:ryste på hovedet): en kontant hovedrysten; sabelraslen (rasle med en sabel): meningsløs sabelraslen. 6) Enhedsforbindelse (verbal ordgruppe). En ordgruppe kan også være basis for kentaurnominaler. I så fald er der to muligheder for konstruktionens opståen.

202 Eugeniusz Rajnik a) Det andet element i en verbal ordgruppe, der fungerer som basis for en kentaurkonstruktion, er et substantiv / adjektiv / adverbium eller en præposition. Disse konstruktioner hører ligesom de ovennævnte /5)/ til samdannelser, fx afskedtagen (:tage afsked), afstandtagen (:tage afstand), bedreviden (:vide bedre), fremtrængen (:trænge frem), hensyntagen (:tage hensyn), ikkeværen (:være ikke), indgriben (:gribe ind), indskriden (:skride ind), indtrængen (:trænge ind), medleven (:leve med), modværen (være imod), omflakken (:flakke om), opblussen (:blusse op), opvågnen (:vågne op), partitagen (:tage parti), stillesidden (:sidde stille), stillingtagen (:tage stilling), tilbagetræden (:træde tilbage), tilbagevenden (:vende tilbage), udenadslæren /med fuge-s/ (:lære udenad). Følgende konteksteksempler kan anføres: en principiel afstandtagen; han er altid fuld af overlegen bedreviden; mangel på hensyntagen; denne hensyntagen; større hensyntagen; den militære indgriben i Irak; vandets indtrængen i kælderen; hans medleven i mine problemer; en kritisk stillingtagen; hans tilbagevenden som partileder. b) Der findes en særlig kategori af -en-dannelser, hvor basis udgøres af en enhedsforbindelse (uægte sammensat verbum), som består af to ord: et verbum + et adverbium / en præposition / et substantiv, men rækkefølgen ændres ikke (jf. E. Hansen & L. Heltoft 1994:59ff.). Konstruktionen fungerer som en ikkesammensat forbindelse, sml. flytten om (:flytte om). Til illustration kan angives følgende eksempler: (...) den megen flytten om på bøgerne (...); familiens holden fast ved traditionerne (...); der er nu noget festligt ved denne lukken op og tagen imod; denne tagen afsked går mig på nerverne; denne (manglende) tagen hensyn; efter flere års flakken om i Sydamerika (...) (ibid. s. 59ff.); en konstant flytten rundt; en råben og løben frem og tilbage; tagen sig sammen. 3. DIFFERENSER MHT. FREKVENS ELLER INDHOLD Ved en del verber forekommer der kentaurer (på -en) og verbalsubstantiver på andre suffikser (bl.a. -else og -(n)ing), som kan konkurrere med hinanden: 1) ordpar af samme stamme med vidtgående overensstemmelse i form, delvist i indhold, men der kan være forskel i frekvens, sml. fratræden / fratrædelse, ikrafttræden / ikrafttrædelse, fx en lovs ikrafttræden frem for en lovs ikrafttrædelse, medvirken / medvirkning, fx under medvirken / medvirkning af der Kgl. Kapel, opklæben / opklæbning, fx opklæbning af plakater frem for opklæben af plakater, søgen / søgning, tiltræden / tiltrædelse, fx tiltrædelse af en aftale frem for tiltræden af en aftale, vanden / vanding, fx vandingen af markerne frem for vanden af markerne;

Orddannelsesstrukturen af danske kentaurnominaler 203 2) ordpar af samme stamme med vidtgående overensstemmelse i form, som frembyder differens med hensyn til indhold, fx aftagen aftagning, afvigen afvigelse, fremtræden fremtrædelse, henstillen henstilling, indtræden indtrædelse, opstigen opstigning, opståen opstand opstandelse, skriven skriveri, udtræden udtrædelse udtræding udtrædning. Hvad angår semantiske forhold mellem kentaurnominaler og verbalstammekonversion (afledninger med nulsuffiks), svarer forskellene i høj grad til forholdet mellem begge modeller: skrigen (kontinuum) et skrig (kan danne pluralis). Der findes en tendens i den semantiske differentiering mellem kentaurnominaler og afledninger med nulsuffiks. Kentaurnominalerne betegner en hændelse i dens forløb (varighed), mens de sidstnævnte ord mere eller mindre indskrænker forløbet til et enkelt tilfælde, sml. skrigen skrig, råben råb, løben løb. Denne differentiering er dog på ingen måde uden undtagelser, da begge dannelserne ofte er semantisk meget tætte på hinanden, sml. hjælpen hjælp. 4. AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER Jeg har i det foregående forsøgt at præsentere forskellige opfattelser af kentaurnominaler, som hører til de ofte brugte orddannelsestyper i moderne dansk. De danske lingvister bruger først og fremmest termer såsom kentaurnominaler / kentaurer (E. Hansen & L. Heltoft 1994) hhv. gerundiumformer / kentaurkonstruktioner (R. Zola Christensen & L. Christensen 2005). Formålet med artiklen har været at klassificere kentaurnominalerne efter deres orddannelsesstruktur. Det viser sig, at der er mange simple verber, men kun få præfigerede og ægte sammensatte verber, som kan fungere som basis for kentaurer. Der findes dog en lang række kentaurnominaler med en verbal ordgruppe, som er basis for dem. Der forekommer nogle forskelle mellem kentaurnominaler og verbalsubstantiver på andre suffikser vedr. anvendelsesfrekvens, men også forskellig betydning. BIBLIOGRAFI Becker-Christensen, Christian et al. (red.). 2005. Politikens nudansk ordbog med etymologi. 3. udg. København: Politikens Forlag. Christensen, Robert Zola & Christensen, Lisa. 2005. Dansk Grammatik, Odense: Syddansk Universitetsforlag. Diderichsen, Paul. 1957. Elementær Dansk Grammatik. 2. udg. København: Gyldendal. Fleischer, Wolfgang & Barz, Irmhild. 1995. Wortbildung der deutschen Gegenwartssprache. 2. durchgesehene und ergänzte Aufl. Tübingen: Max Niemeyer Verlag. Hansen, Erik & Heltoft, Lars. 1994. Kentaurnominaler i dansk. I: Red. Baron, Irène. NORDLEX-Projektet sammensatte substantiver i dansk. (= LAMBDA 20). Frederiksberg: Institut for Datalingvistik, Handelshøjskolen i København, 57-67. Hansen, Erik & Heltoft, Lars. 2000. Grammatik over det Danske Sprog. (Under forberedelse): Hansen, Erik: Kapitel III: Nominaler. Foreløbig udgave. Roskilde: Roskilde Universitetscenter, Institut for Sprog og Kultur.

204 Eugeniusz Rajnik Hansen, Aage. 1967. Moderne Dansk, bd. II. København: Grafisk Forlag. Jacobsen, Henrik Galberg & Skyum-Nielsen, Peder. 2007. Dansk sprog. En grundbog. 2. udg. København: Schønberg. Lisse, Christian. 1948. Nordisk og unordisk i orddannelsen. Endelser og forstavelser i dansk. I: Nissen, Mogens (red.): Gør sproget frit. Ved dansk forening til nordisk sprogrøgt. (= Vort nordiske modersmål IV). København: Gyldendal, 41-72.