HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 19. december 2016 Sag 235/2015 (1. afdeling) A (advokat Thomas Stigaard Hansen, beskikket) mod Codan Forsikring A/S (advokat Christina Neugebauer) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Frederiksberg den 4. juni 2014 og af Østre Landsrets 9. afdeling den 17. juni 2015. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Jens Peter Christensen, Kurt Rasmussen og Lars Apostoli. Påstande Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Codan Forsikring A/S, skal anerkende fuld dækningspligt for hans personskade ved færdselsuheldet den 19. november 2010, subsidiært yde erstatning med 2/3 og mere subsidiært 1/3. Codan Forsikring A/S har påstået stadfæstelse, subsidiært fradrag i erstatningen med en af Højesteret fastsat brøkdel. Supplerende sagsfremstilling Retslægerådet har i en erklæring af 20. oktober 2016 besvaret en række supplerende spørgsmål. Af erklæringen fremgår bl.a.:
- 2 - Spørgsmål 5B Det bedes ligeledes oplyst, om der er nogen lægefaglig dokumentation for eller oplysninger om, at A var ude af stand til at forstå, hvad han foretog sig. Det må antages, at sagsøgers handleevne og forståelse af egen situation i udtalt grad har været præget og påvirket af den svære sindssygdomstilstand, som han var i. Spørgsmål 6 Er det ud fra de nu foreliggende akter muligt at bedømme, om A var påvirket af alkohol, stoffer eller andet på uheldstidspunktet den 19. november 2010? Det er ikke muligt sikkert at fastslå om sagsøger var påvirket på tidspunktet for uheldet. Påvisning af Ketaminen ved retskemisk analyse kan tilskrives, at der som led i den akutte traumebehandling blev behandlet blandt andet med dette lægemiddel den 19.11.10, første gang klokken 06.00 Spørgsmål 8 Den 17. november 2010 er til journalen kl. 14:00 bl.a. noteret: Objektiv psykisk: Vågen og klar, kontakten læderet. Der er sparsom blik kontakt. Tidvis råbende og udskældende. P.t. findes uændret psykotisk med forfølgelsesforestillinger, er helt uden sygdomserkendelse og kan ikke overtales til indlæggelse. Pt. Skønnes ikke akut homieller suicidaltruet for pt., om end der utvivlsomt er lidt bekymring for pt.s mors sikkerhed, nu hvor det er vaslet, at han vil blive indlagt. Den 30. november 2010 er til journalen kl. 12.00 bl.a. noteret: Pt. har overfor personale givet udtryk for at han har et ønske om at dø. Ved samtalen i dag er pt. fåmælt og afvisende i kontakten Vågen, klar, orienteret. Pt. er fåmælt, afvisende og garderet i kontakten. Lettere vredladen. Fremkomme med paranoide forestillinger. Afviser hallucinatoriske oplevelser. Man kan mistænke at pt. dissimulerer. Vurderes som værende psykotisk. Potentielt suicidalfarlig. Den 3. december 2010 er til journalen kl. 10.30 bl.a. noteret: fortsat suicidal og kan ikke tage afstand fra dette, men er bevidst om sin situation og vurderer selv, at han pga. sin fysiske tilstand får svært ved at gennemføre suicidum. Den 20. december 2010 er til journalen kl. 14.00 bl.a. noteret:
- 3 - Pt. Benægter ud over dette alle andre symptomer, beskriver om episoden op til indlæggelsen, at nogen specifikke var efter ham, og han flygtede derfra, og at det var en bevidst handling, at han kørte i modsat retning. Udover dette har pt. ikke særligt lyst til at tale mere. På bl.a. den baggrund spørges, om det er overvejende sandsynligt, at skadelidte i tiden op til den 19. november 2010 var ude af stand til at forstå, at han tog sin moders bilnøgler. Det må antages, at sagsøger i gængs forstand forstår/erkender, at han tager sin mors bilnøgler, men handlingen og motivet for denne har baggrund i det realitetstab han på grund af psykose er præget af. Sagsøgers oplevelse og forestillinger har for ham selv virkelighedspræg, og hans handlinger følger heraf. Spørgsmål 11 Retslægerådet bedes, oplyse, om det lægefagligt bedømt er overvejende sandsynligt, at appellanten overhovedet ikke var i stand til at overveje og vurdere rækkevidden af sin handling, da han kørte på motorvejen med mellem 109 og 126 km/t mod færdselsretningen og førte bilen direkte mod lastbilen? Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 8. Retsgrundlag Færdselslovens 101 og 103 har følgende ordlyd: 101. Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet. Stk. 2. Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden. Stk. 3. Erstatningen for tingsskade kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden 103. Personskade eller tab af forsørger, der er en følge af sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne i 101, stk. 1 og 2. Stk. 2. Sker der tingsskade ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer, afgøres det under hensyn til de foreliggende omstændigheder, om og med hvor stort et beløb erstatning bør ydes
- 4 - Bestemmelserne fik deres nuværende ordlyd ved lov nr. 495 af 27. november 1985. Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1036/1985 om erstatning og forsikring for skader opstået ved benyttelse af motordrevne køretøjer. I betænkningen hedder det bl.a. s. 76-163: 4.5. Udvalgets overvejelser. Selv om man i det seneste tiår har kunnet konstatere en nedgang i antallet af personskader i trafikken, finder udvalget grund til at understrege, at den motoriserede trafik indebærer en særdeles betydelig fare for andre trafikanters liv og helbred. Det gælder navnlig for fodgængere og cyklister. Blot et øjebliks uopmærksomhed fra en sådan trafikants side eller et barns handling i kådhed, kan få helt uforholdsmæssigt alvorlige følger for den pågældende. Da ikke blot børn, men også unge, midaldrende og ældre erfaringsmæssigt ikke vedvarende under deres færden kan optræde så forsigtigt, som de også efter deres egen opfattelse i og for sig burde, må det efter udvalgets opfattelse være rimeligt, at anlægge det synspunkt, at den meget betydelige risiko, den omfattende motoriserede trafik medfører, i øget udstrækning gennem trafikerstatningsordningen bør bæres af den motoriserede trafik gennem færdselslovens særlige ansvars- og forsikringsordninger. Selv om den eksisterende sociale lovgivning i de fleste tilfælde vil føre til, at også den skadelidte, som har udvist egen skyld, ikke kommer til at stå helt uden dækning, taler væsentlige sociale og humanitære hensyn efter udvalgets opfattelse for at sikre sådanne skadelidte en videregående økonomisk dækning for personskade. Især må det forekomme rimeligt, at der gennem en lempelse af reglerne om egen skyld sikres de børn og unge, der ofte på grund af et øjebliks ubetænksomhed eller kådhed alvorligt skades af den motoriserede trafik, økonomisk baggrund for den langvarige og omfattende genoptræning, der ofte er nødvendig, for at de atter kan komme til at fungere selvstændigt og få en meningsfuld tilværelse. Også med hensyn til erstatning for tab af forsørger taler sociale hensyn efter udvalgets opfattelse for en lempelse af reglerne om egen skyld. Da de eksisterende bestemmelser om egen skyld efter udvalgets mening ikke kan antages at have nogen væsentlig præventiv funktion for så vidt angår personskader, finder udvalget ikke, at hensynet til forebyggelse af ulykker kan anføres imod en lempelse af reglerne om egen skyld. Udvalget finder også grund til at fremhæve, at en lempelse af egenskyldsreglerne som følge af den lovpligtige forsikringsordning ikke vil lægge en urimelig byrde på den enkelte skadevolder. På den anden side finder udvalget det ikke rimeligt eller forsvarligt at fastslå et erstatningsansvar på objektivt grundlag uden hensyn til egen skyld i de relativt få tilfælde, hvor skadelidte har medvirket forsætligt til skaden, f.eks. i forbindelse med selvmordsforsøg, hvorfor domstolene i dette tilfælde bør have adgang til at lade erstatningen bortfalde eller eventuelt nedsætte. På tilsvarende måde bør der være adgang til at lade forsørgertabserstatning bortfalde eller nedsætte. Det vil efter udvalgets opfattelse være naturligt i de nævnte tilfælde at lade erstatningen bortfalde, men udvalget har dog ikke fundet at burde afskære muligheden for alene at nedsætte erstatningen, f.eks. i tilfælde, hvor skadelidtes medvirken må antages at være en følge af sindssygdom, åndssvaghed eller forbigående sindsforvirring, uden at der foreligger en tilstand som omhandlet i myndighedslovens 64.
- 5 - Kapitel 10 Resumé af udvalgets overvejelser og forslag 10.3. Ændring af reglerne om egen skyld m.v. Under hensyn hertil og til retstilstanden i de øvrige nordiske lande, hvor der kan ske en lempelse af erstatningsansvaret i tilfælde af groft uagtsom medvirken fra skadelidtes side, finder udvalget, at der også i Danmark fortsat bør være adgang til at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde når der foreligger en meget grov uagtsomhed fra skadelidtes side, jfr. nærmere betænkningens kapitel 4.5. Udvalget finder det så meget desto mindre rimeligt eller forsvarligt ubetinget at fastslå et erstatningsansvar på objektivt grundlag uden hensyn til skadelidtes egen skyld i de relativt få tilfælde, hvor skadelidte har medvirket forsætligt til skaden, f.eks. i forbindelse med selvmordsforsøg. Domstolene bør derfor i disse tilfælde have adgang til at lade erstatningen bortfalde eller eventuelt nedsætte denne. 10.4. Ændring af reglerne om sammenstød for så vidt angår personskade. Udvalget stiller på den baggrund forslag om, at de foreslåede regler om objektivt ansvar og egen skyld, for så vidt angår fodgængere, cyklister og passagerer, tilsvarende skal gælde med hensyn til personskade, der i sammenstødstilfælde har ramt førere af motordrevne køretøjer. Der foreslås derimod ingen ændring af sammenstødsreglerne for så vidt angår tingsskade. Til 101, stk. 2. Såfremt skadelidte forsætligt har medvirket til skaden, vil erstatningen som udgangspunkt skulle bortfalde. Kun under særlige omstændigheder kan der i denne situation blive tale om at yde skadelidte eller skadelidtes efterladte erstatning, og i så fald må det antages, at erstatningen som hovedregel nedsættes. Til nr. 2 [ 103] Den foreslåede ændring af sammenstødsreglen indebærer, at der for så vidt angår personskade gælder et objektivt erstatningsansvar for det andet i sammenstødet implicerede køretøj, og at det er reglen i 101, stk. 2, om egen skyld, der finder anvendelse på spørgsmålet om eventuel nedsættelse eller bortfald af førerens erstatning. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 1985-86, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 7, sp. 312-321): Almindelige bemærkninger
- 6-2. Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1036/1985 om erstatning og forsikring for skader opstået ved benyttelse af motordrevne køretøjer. Betænkningen er afgivet af justitsministeriets trafikerstatningsudvalg, som blev nedsat i 1975 med den opgave at foretage en gennemgang af færdselslovens regler om erstatning og forsikring og fremkomme med de forslag, som gennemgangen gav anledning til. 3.3. Forbedring af førerens stilling ved personskade som følge af sammenstød Udvalget finder heller ikke, at præventive hensyn taler imod den foreslåede lempelse af egenskyldsreglerne i sammenstødstilfælde, da ordningen alene skal gælde for personskade, og da udvalget forudsætter, at erstatningen ved uheld, som står i forbindelse med selvmord og selvmordsforsøg, altid vil bortfalde eller eventuelt blive nedsat som følge af, at skadelidte anses for at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter og har derfor foreslået, at færdselslovens særlige regler om sammenstodstilfælde ændres, således at den personskade, som ved sammenstød forvoldes på føreren, ejeren eller brugeren, vil kunne kræves erstattet af det andet motorkøretøjs ansvarsforsikring i kraft af det objektive erstatningsansvar. Justitsministeriet er opmærksom på, at der ved forslaget alene sker en udvidet erstatningsretlig beskyttelse af føreren i sammenstodstilfælde, mens dette ikke er tilfældet ved eneulykker. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om A har krav på erstatning for den personskade, som han pådrog sig ved færdselsulykken den 19. november 2010 efter sammenstød med en lastbil på Amagermotorvejen, hvor han var kørt imod færdselsretningen. Spørgsmålet er, om Codan Forsikring A/S som ansvarsforsikringsselskab for lastbilen er forpligtet til at erstatte skaden, eventuelt efter nedsættelse af erstatningen, såfremt A forsætligt eller groft uagtsomt har medvirket hertil, jf. færdselslovens 103, stk. 1, jf. 101, stk. 2. Af de grunde, der er anført af landsretten som findes bestyrket ved Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 8 og 11 i den supplerende erklæring af 20. oktober 2016 tiltræder Højesteret, at A forsætligt har medvirket til skaden, og at han ikke som følge af sin sindssygdom manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt i forbindelse med sin kørsel. Der skal herefter tages stilling til, om erstatningen skal nedsættes eller bortfalde i medfør af færdselslovens 103, stk. 1, jf. 101, stk. 2, 1. pkt.
- 7 - Det fremgår af forarbejderne, at erstatningen som udgangspunkt skal bortfalde, hvis skadelidte forsætligt har medvirket til skaden, f.eks. i forbindelse med selvmordsforsøg, men at det kan komme på tale alene at nedsætte erstatningen i tilfælde, hvor skadelidtes medvirken må antages at være en følge af sindssygdom mv., uden at der foreligger en tilstand som omhandlet i myndighedslovens 64, nu erstatningsansvarslovens 24 b (betænkning nr. 1036/1985 om erstatning og forsikring for skader opstået ved benyttelse af motordrevne køretøjer s. 77). I det foreliggende tilfælde, hvor A udførte sit selvmordsforsøg ved med høj hastighed at køre ind i en modkørende lastbil, hvorved han udsatte lastbilens fører og andre trafikanter for alvorlig fare, tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at erstatningen skal bortfalde. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen til Codan Forsikring A/S betale 75.000 kr. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.