Forældre information om Børnestavning Målet med at indføre børnestavning: at give alle børn stor lyst, frimodighed og glæde ved at formulere sig skriftligt. at børnene hurtigere bliver dygtige forfattere og sekretærer. at skabe en atmosfære af lærelyst og rummelighed i klassen. at kunne give alle elever udfordringer på deres niveau undervisningsdifferentiering. Børns staveudvikling kan sammenlignes med deres taleudvikling og deres motoriske udvikling - den bedste udvikling kommer, når barnet i sit eget tempo og i en positiv støttende atmosfære får lov til at forsøge sig frem og får positive tilbagemeldinger på sine resultater. Sprogforskningen viser: - at alle børn gennemgår den samme staveudvikling, når først de kommer i gang med at skrive selv blot sker det i forskelligt tempo. Den nye læseforskning viser: - at den mest effektive læring finder sted, når barnet selv er aktivt og skal tænke sine egne løsninger frem i stedet for blot at kopiere andres. Psykologisk forskning viser: - at det dybest set er gennem sejre og succeser et menneske udvikler sig. I børnestavning er der mange succeser, men næsten ingen nederlag!
Forventninger til børnestavningen: - børnene vil udvikle sig i forskelligt tempo. - det vigtigste er, at alle er i udvikling. - i begyndelsen vil det være svært at læse det, børnene skriver også for børnene selv, men det ændrer sig. - de fleste børn vil med det samme få stor lyst til at skrive, men nogle skal i begyndelsen opmuntres meget. -børnene vil undervejs pludselig bruge stumme d er, dobbeltkonsonanter eller lignende overalt i skrivningen afhængig af deres staveudvikling, men det er kun en overgang. I starten vil det helt sikkert være svært for os voksne at læse det, børnene skriver, men øvelse gør mester. - sig til barnet, at vi ikke har lært børnestavning som små og derfor ikke kan læse alt. - lad barnet selv læse. - vi kan læse det højt, vi kan, og mumlelæse resten. - vi kan læse indenad og bagefter kommentere de dele, vi er sikre på. Vi voksnes opgave er: - at opmuntre og rose barnet, når det skriver. - at tale med barnet om det, det har skrevet. - ikke at påtale stavefejl. - at opmuntre barnet til at børnestave, hvis det spørger om korrekt stavning skriv de lyde, du kan høre. - at forklare bedsteforældre, større søskende og andre om børnestavning. Nogle af børnene i en børnehaveklasse er allerede klar til at begynde at skrive små historier. Andre er her i begyndelsen mest trygge ved kun at skrive enkelte ord, og det er helt i orden. De vil sikkert snart få mod på at skrive historier. I begyndelsen skriver børnene måske kun et enkelt bogstav for et ord, men efterhånden kommer der flere på.
Et eksempel på børnestavning: Camilla 0. klasse Voksen oversættelse: Min kat rendte fra os - jeg tror at den er død - vi skal nok ha killinger til sommer og jeg glæder mig. Læs mere om børnestavning på: www.bjerre-friis.dk eller lyt til radio udsendelsen fra Radio midt/vest på ovenstående hjemmeside. Med venlig hilsen Jesper Friis Bilag Hvad er børnestavning?
Artikel af Janne Clavin Hvad er børnestavning? Min søn går i 1. klasse og er glad for det, selv om han har svært ved at sidde stille. De lærer at stave ved at bruge noget, som læreren kalder børnestavning. Så vidt jeg har forstået, går det ud på, at man staver et ord, som man synes, det lyder. For eksempel skriver min søn jaj, når han mener jeg. Er det en kendt og anerkendt metode til at lære børn at skrive? Og hvad er idéen i at lære børnene at stave forkert, før de lærer at stave rigtigt? Allerede i børnehaveklassen undervises eleverne i bogstaverne og deres lyde. alle bogstaver har et navn og en lyd. bogstavet a hedder a og har lyden aaaaaaaaaaaaaaaaa. Tænk hvis alle bogstaverne og deres lyde skulle indlæres, før eleverne kunne skrive og læse historier - det ville da være trist, og mon ikke vi ville gå glip af en masse gode historier. Eleverne bygger med andre ord deres skrivning på de lyde, de kan høre eller allerede kender i forvejen. En af de vigtigste forudsætninger for at lære er, at eleverne tør prøve sig frem. De viser herved læreren, hvor de er nået i deres staveudvikling, og læreren får derved tjek på, hvornår den enkelte er modtagelig for endnu et trin på stavevejen, så der kan gåes videre i retning mod det, vi kalder voksenstavning. Børnestavning hjælper efter manges mening til en hurtigere læseindlæring, da man ikke fokuserer så meget på det, eleverne ikke kan, men på det de faktisk kan. Ikke alle elever er lige hurtige til at knække koden, men ved hjælp at blandt andet børnestavning og anden individuel læring i skolen undgår i som forældre, at jeres barn hægtes af og mister modet. Hjælp til med at motivere jeres barn, så det trives i skolen. bak op om det, der foregår derovre. Venlig hilsen Janne Clevin Ps: du skriver, at dit barn har svært ved at sidde stille. Det er vist ikke børnestavningens skyld, men vær glad for, at han har lyst til at skrive historier, og spørg, om han vil læse dem højt for dig så skal du få oplevelser. Janne Clevin har været lærer i folkeskolen i mere end 30 år. Hun er ud af en børneglad familie som datter af en alle tiders børneven, Jørgen Clevin. Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns skolegang? Så skriv til skole@juniormag.dk