energi til vækst En effektiv klimapolitik og et frugtbart erhvervsklima før og efter 2012 erhvervsklima før og efter 2012

En effektiv klimapolitik og et frugtbart erhvervsklima før og efter 2012 De beslutninger, der træffes om, hvordan Danmark skal nå klimamålet for 2008 2012, har betydning for danske virksomheders konkurrencesituation. Der er flere veje at følge, og der er stor forskel på omkostningerne og de videre perspektiver for det danske samfund ved at følge én vej frem for en anden. Det er også fortsat uafklaret, hvilken klimapolitik Danmark, EU og verden vil følge efter 2012. Klimatopmødet i Montreal i december 2005 banede vejen for en uforpligtende dialog mellem EU, USA og store udviklingslande som Kina og Indien. Resultatet af denne dialog vil være retningsgivende for forskning og teknologiudvikling og dermed for, hvor der skabes nye arbejdspladser fremover. CO-industri og Dansk Industri lægger med denne pjece op til en debat om, hvilken vej vi skal vælge i klimapolitikken. Det vil have stor betydning for virksomhedernes konkurrenceevne og for hele udviklingen i samfundet. Klimapolitik bør derfor interessere os alle. energi til vækst En effektiv klimapolitik og et frugtbart erhvervsklima før og efter 2012 CO-industri Vester Søgade 12 DK-1790 København V Telefon +45 3363 8000 www.co-industri.dk Dansk Industri H.C. Andersens Boulevard 18 DK-1787 København V Telefon +45 3377 3377 www.di.dk

Energi til vækst En effektiv klimapolitik og et frugtbart erhvervsklima før og efter 2012 Januar 2006

Forord I den kommende tid skal vi beslutte os for, hvordan vi kan leve op til Kyotoaftalen, der udløber i 2012. Samtidig skal vi finde grundlaget for en global klimaaftale fra 2013 og frem. Det er beslutninger, der får stor betydning for det danske samfund. Miljø- og klimapolitikken bliver nemlig retningsgivende for forskning og teknologiudvikling og dermed for, hvor der skabes nye arbejdspladser. Beslutningerne kan samtidig få stor miljømæssig betydning, men kun hvis tilstrækkeligt mange lande bidrager til indsatsen. Klimapolitikken har således væsentlig betydning for udviklingen af vores samfund, og den er derfor en problemstilling, som bør interessere os alle sammen. CO-industri og Dansk Industri ønsker med denne pjece at lægge op til debat om, hvordan Danmark skal forholde sig til klimapolitikken både under og efter Kyoto-aftalen. Januar 2006 Thorkild E. Jensen Formand CO-industri Hans Skov Christensen Adm. direktør Dansk Industri Udgivet af: CO-industri og Dansk Industri Tryk: P.J. Schmidt A/S ISBN: 87-7353-582-6 4000.01.06 3

Indhold Sammenfatning... 7 Danmarks klimaforpligtelse frem mod 2008 2012... 11 EU-landenes reduktionsforpligtelser... 12 Definition af EU-klimaredskaber... 14 Den danske indsats indtil nu... 16 Omkostningerne ved klimatiltagene... 18 Afstanden til kyoto-målet... 18 Ensartet tildeling af kvoter er en nødvendighed... 20 JI og CDM kan bringe os omkostningseffektivt i mål... 26 Yderligere indenlandske reduktioner... 22 JI og CDM kan bringe os omkostningseffektivt i mål... 26 CO-industri og Dansk Industri mener... 27 En global klimaaftale efter 2012... 29 En global aftale for miljøets skyld... 30 Udgangspunktet for klimaforhandlingerne... 33 Forskning og teknologi... 36 Veje til en global klimaaftale... 37 CO-industri og Dansk Industri mener... 39 5

Kyoto-aftalen Politikere fra alle verdens lande blev i 1992 enige om FN s Klimakonvention. Målet er at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, så de menneskeskabte påvirkninger ikke får negative følger for miljøet. Sammenfatning I 1997 i Kyoto blev de industrialiserede lande som opfølgning på 1992- klimakonventionen enige om at begrænse deres udslip af drivhusgasser. Industrilandene skal ifølge Kyoto-protokollen reducere deres udslip af drivhusgasser med fem pct. i perioden 2008 til 2012 sammenlignet med deres udslip i 1990. De seks drivhusgasser, som er omfattet af Kyoto-aftalen, er CO 2, der primært stammer fra afbrænding af fossile brændsler (olie og kul), HFC, PFC og SF6, som anvendes i industrien som kølemidler eller isoleringsgasser, metan, som stammer fra landbruget og endelig lattergas. De forskellige drivhusgasser påvirker miljøet i forskellig grad og på forskellig måde, men for overblikkets skyld beregnes deres samlede miljøpåvirkning ofte med en fælles beregningsfaktor kaldet CO 2 -ækvivalenten. Kina, Indien og andre udviklingslande, som ganske vist udleder en stadigt stigende mængde drivhusgasser, er ikke omfattet af en pligt til at reducere deres udledning frem til 2012 set i forhold til 1990. EU skal ifølge Kyoto-aftalen reducere drivhusgasudledningen fra 1990 til 2008 2012 med otte pct., USA med syv pct., mens Japan og Canada skal reducere deres udledning med seks pct. Andre lande, som f.eks. Rusland, skal fastholde udledningen på et uændret niveau i forhold til 1990 og enkelte lande, som f.eks. Australien, må øge deres udledning med otte pct. Forudsætningen for, at Kyoto-aftalen trådte i kraft var, at mindst 55 lande, der tilsammen står for mere end 55 pct. af de samlede drivhusgasudledninger, godkendte Kyoto-aftalen. USA og Australien har afvist at godkende aftalen. Da USA er verdens største udleder af drivhusgasser, vil den globale miljøeffekt af Kyoto-aftalen være væsentligt mindre end de aftalte fem pct. reduktion. Med Ruslands godkendelse i februar 2005 er kravet til aftalens ikrafttrædelse opfyldt, og aftalen er derfor trådt i kraft. På nuværende tidspunkt har 144 lande godkendt Kyoto-aftalen. De politiske beslutninger om, hvad Danmark gør i klimapolitikken, vil udover de miljømæssige effekter også få betydning for udviklingen af det danske samfund. Klimapolitikken har væsentlig betydning for virksomhedernes konkurrenceevne i forhold til omverdenen og dermed mulighederne for at fastholde og skabe arbejdspladser i Danmark. Det er derfor helt centralt, at klimapolitikken indrettes på en måde, så den har en reel og global miljøeffekt og samtidig ikke forringer danske virksomheders konkurrenceevne. Opfyldelse af Kyoto-aftalen Danmark har siden 1990 gennemført initiativer, som medfører, at udledningen af drivhusgasser er ca. 30 mio. ton lavere, end den ellers ville have været. Ifølge den seneste officielle opgørelse mangler der dog fortsat reduktioner på mindst otte mio. ton, for at vi kan opfylde den danske klimaforpligtelse. Ikke mindst på kort sigt er det vigtigt, at dansk og international klimapolitik ikke medfører forringelser af de danske virksomheders konkurrenceevne. Derfor bør EU harmonisere reglerne for tildeling af CO 2 -kvoter i de kom- mende nationale tildelingsplaner. Det gælder særligt i forhold til en ensartet definition både af hvilke anlæg, der er omfattet af kvotetildelingen, og af reglerne for tildeling af kvoter til nyinvesteringer. Det er muligt at sikre en kvotetildeling til danske virksomheder, der modsvarer tildelingen i det øvrige Europa. Det kræver, at der gøres en yderligere indsats for at finde indenlandske CO 2 - besparelser, og at staten afsætter flere midler til at gennemføre besparelser uden for landets grænser. De indenlandske CO 2 -besparelser kan fremmes ved at fjerne afgiftsregler og administrative barrierer, der hindrer gennemførelsen af energibesparelser og udnyttelsen af overskudsvarme. Samtidig vil udviklingen af et velfungerende marked for energiservice kunne understøtte, at de rentable energibesparelser inden for rumvarme i husholdningerne udnyttes bedre. Den del af reduktionsforpligtelsen, der ikke kan opfyldes ved omkostningseffektive indenlandske tiltag, bør hentes ved besparelser uden for landets grænser. Afhængigt af hvordan staten indregner effekten af energispareindsatsen mv., vil der være behov for at gen- 6 7

nemføre sådanne CO 2 -besparelser i en størrelsesorden, der svarer til 10 15 mio. ton CO 2 i form af JI- og CDMprojekter. Disse projekter vil samtidig være midlet til at fremme den helt nødvendige overførsel af teknologier til udviklingslande, Rusland samt til Østog Centraleuropa. Danmark bør derfor afsætte flere midler til køb af JI- og CDM-kreditter. Herigennem kan der sikres omkostningseffektive CO 2 -reduktioner, samtidig med at nye markeder kan modnes og på længere sigt være grundlaget for afsætning af nye og mere energieffektive teknologier. Efter udløbet af Kyoto-aftalen På lang sigt skal vi sikre os, at der skabes en reel, global aftale efter udløbet af Kyoto-aftalen i 2012. Det er nødvendigt af to grunde. Dels fordi klimapolitikken kun kan have en positiv virkning på miljøet, hvis tilstrækkelig mange af de store CO 2 -udledere deltager i aftalen. Dels fordi en europæisk enegang vil have konkurrencemæssige og dermed samfundsøkonomiske konsekvenser uden at gavne miljøet nævneværdigt. Derfor bør vi fra dansk side stille krav om, at en kommende global aftale sikrer, at alle lande, der bidrager med betydende udledninger af drivhusgasser, er omfattet. Udviklingslandenes bidrag bør tilpasses deres muligheder for at reducere udledningerne, mens alle de industrialiserede lande bør være omfattet af ensartede forpligtelser. Derved sikres en omkostningseffektiv miljøindsats, og det undgås at skævvride konkurrencesituationen mellem virksomhederne i de forskellige dele af den industrialiserede verden. Samtidig skal vi hele tiden holde os for øje, at midlerne til at nå betydelige reduktioner i det globale udslip af drivhusgasser er udvikling af ny energiteknologi og spredning af energieffektiv teknologi. Indsatsen for at sikre den nødvendige udvikling af energiteknologier bør derfor forstærkes, og der bør arbejdes for effektive mekanismer, som kan sikre den nødvendige spredning af teknologi til udviklingslandene. Derfor bør der både på EU-plan og i Danmark afsættes væsentligt flere penge til forskning, teknologiudvikling og markedsmodning inden for energieffektive teknologier. Der bør endvidere etableres forskningssamarbejder mellem EU, USA og Asien på energiområdet. Samtidig er det nødvendigt, at der etableres effektive instrumenter til at overføre allerede kendte teknologier til udviklingslandene for også dér at sikre en effektiv miljøindsats. Hvis der ikke sker en massiv overførsel af allerede kendte teknologier og af nye teknologier inden for f.eks. kulkraftteknologi, vil det ikke lykkes at begrænse klimabelastningen væsentligt. I denne sammenhæng skal Danmark forstå at udnytte sine styrkepositioner inden for netop energiteknologier og energieffektive apparater. Danmark skal satse på videre forskning, udvikling og demonstration inden for disse teknologier og herigennem skabe vækst og afsætning ikke mindst på de nye markeder i bl.a. udviklingslandene. 8 9

Danmarks klimaforpligtelse frem mod 2008 2012 Statens og virksomhedernes muligheder i 2008 2012 De enkelte EU-medlemslande har forpligtet sig til at nå et individuelt klimamål. Det kan landene enten nå ved at reducere tildelingen af CO 2 -kvoter, ved at gennemføre drivhusgasbesparende aktiviteter i sektorer, der ikke er omfattet af kvotesystemet, eller ved at købe JI- og CDM-kreditter. Herudover kan medlemslandene også købe CO 2 -kvoter i lande, som har overskydende kvoter. Disse overskydende kvoter vil være en del af den samlede mængde kvoter, som de enkelte lande råder over. Kvoterne kaldes Assigned Amount Units, og dem kan kun staterne købe og sælge. Virksomheder, der er omfattet af kvoter, skal vælge den mest omkostningseffektive løsning for at holde sig inden for den tildelte kvote. Det betyder, at de må sammenholde udgiften ved at gennemføre energibesparende investeringer i egen virksomhed med enten udgiften ved at købe retten til at udlede mere CO 2 på EU s kvotemarked eller med udgiften til og usikkerheden ved at købe JI- og CDM-kreditter. Ud fra denne sammenligning må virksomheden lægge en strategi for, hvordan den bedst kan overholde sin kvotetilladelse. Kyoto-aftalen betyder, at der er fastsat overordnede rammer for EU s klimapolitik frem til udgangen af 2012. EU er samlet set forpligtet til at reducere udledningen af drivhusgasser med otte pct. i 2008 2012 i forhold til 1990. Det De enkelte EU-landes Kyoto-mål Pct. 35 30 25 20 15 10 5 0-5 -10-15 -20-25 -30 UK væsentlige for perioden 2008 2012 bliver derfor at sikre en klimapolitik, der er omkostningseffektiv og har minimale konkurrenceforvridende effekter under de givne rammer. 1990 1997 Tyskland Danmark Frankrig Portugal EU15 Østrig Irland Italien Finland Sverige Grækenland Belgien Holland Spanien EU (15) skal samlet skære udledningen af drivhusgasser ned med 8 pct. i gennemsnit for perioden 2008 2012 i forhold til 1990. Danmark påtog sig i 1997 en forholdsvis stor del af nedskæringen, idet vi skal skære hele 21 pct. i forhold til vor udledning i 1990. Da forhandlingerne om byrdefordelingen fandt sted i 1997, svarede det til hele 33 pct. reduktion. Andre lande f.eks. Spanien har derimod fået lov til at øge deres udledning med 15 pct. i forhold til 1990. Note: Udledningstal for Luxembourg i 1997 findes ikke hos FN Kilde: De enkelte landes nationale allokeringsplaner og FN 10 11

EU-LANDENES REDUKTIONSFORPLIGTELSER EU har internt besluttet, at virksomhederne gennem et europæisk kvotehandelssystem (EU ETS) skal være med til at løfte den klimapolitiske opgave. Herudover kan virksomhederne i et endnu uvist omfang benytte sig af Kyoto-protokollens JI og CDM-mekanismer. EU s samlede Kyoto-forpligtelse blev i 1998 udmøntet i en intern byrdefordelingsaftale. I denne forhandling gik Danmark med til at reducere sin udledning med hele 21 pct. i forhold til 1990. På tidspunktet for forhandlingerne om byrdefordelingsaftalen (1997) svarede dette reelt til en reduktion på 33 pct. af Danmarks drivhusgasudledning. klimapolitik. Og det kan få store konsekvenser for danske virksomheders konkurrencesituation. Danmark har altså frem mod 2008 2012 et særligt problem, som skal løses på den mest hensigtsmæssige og omkostningseffektive måde. Danmark har hidtil gjort en betydelig indsats for at reducere udledningerne i Danmark. Der er fortsat indenlandske, rentable reduktioner at gennemføre. Men den ekstraordinært store danske forpligtelse forudsætter et ekstraordinært stort statsligt engagement, som til dels skal rettes mod gennemførslen af JI- og CDM-projekter. Anvendelse af disse projekter til løsning af opgaven skal samtidig fremme Regeringens klimastrategi om at anvende omkostningseffektive midler må fortsat være grundlaget for den videre indsats. Hvordan regeringen og Folketinget vælger at opfylde klimamålsætningen, vil den nærmeste fremtid vise. I løbet af de kommende måneder skal Danmark og de øvrige EU-lande udarbejde en national plan for tildeling af CO 2 -kvoter for perioden 2008 2012. For at Danmark vælger de rette midler til at nå klimamålet, er det vigtigt at se på de hidtidige erfaringer, som Danmark har gjort i bestræbelserne på at reducere drivhusgasudledningen. Byrdefordelingsaftalens resultat, som fremgår af figuren på forrige side, vidnede om, at der var meget store forskelle på den byrde, de enkelte lande tog på sig. De meget store forskelle har gjort det vanskeligt efterfølgende at gennemføre en fælles europæisk den helt nødvendige teknologioverførsel til udviklingslande, Rusland og Central- og Østeuropa og modne dem som markeder for nye energiteknologier, hvor netop Danmark har en styrkeposition. 12 13

Definition af EU-klimaredskaber EU s medlemslande har som led i Kyoto-aftalen indført to redskaber til at sikre, at EU kan opfylde Kyoto-aftalens krav om en reduktion på otte pct., hvor det bedst kan betale sig. Kvotehandel Det ene redskab er etableringen af et kvotehandelssystem for de europæiske virksomheder, EU s Emission Trading Scheme (ETS), som trådte i kraft i 2005. Kvotehandelssystemet fastsætter regler for virksomheder i visse energi-intensive sektorer (f.eks. elproduktion, cement, papir, kalk og tegl). Disse kvoteomfattede virksomheder får tildelt en mængde CO 2 -kvoter, der giver dem tilladelse til at udlede CO 2 fra deres produktion. Hvis virksomheden udleder mere end det tilladte, skal den købe flere tilladelser hertil, hvis den udleder mindre, kan den sælge overskydende kvoter til andre. Kvotetildelingen til EU s virksomheder sker ud fra nationale tildelingsplaner i de enkelte medlemslande. På denne måde sikres det, at reduktionen i CO 2 -udledningen sker der, hvor det bedst kan betale sig. Projektkreditter Et andet redskab er handel med CO 2 -kreditter, de såkaldte Joint Implementation projekter (JI) i industrilande, hvor der efter nøjere aftaler og godkendelser kan gennemføres CO 2 -reducerende projekter. Det kan f.eks. være i Øst- og Centraleuropa eller Rusland. Tilsvarende projekter i udviklingslandene kaldes Clean Development Mechanism-projekter (CDM). Disse projekter kan gennemføres efter nærmere regler og krav. Herefter kan CO 2 -værdien af projektet i form af JI eller CDM-kreditter købes. Kreditterne giver køberen tilladelse til at udlede den mængde CO 2, som projektet kan opgøres til at have fjernet. JI og CDM-kreditterne kan betyde, at energibesparende aktiviteter, som ellers ikke ville blive gennemført, fordi det ikke ville være rentabelt, kan blive rentable gennem den værdi, de har som JI eller CDM-kredit for en investor. Der er konstateret betydelige problemer i forhold til FN-systemets procedurer for godkendelse af CDM-projekter. Efter klimatopmødet i Montreal i december 2005 er der dog håb om, at både CDM- og JI-projekterne fremover kan blive vurderet og godkendt i et højere tempo end hidtil. Udover denne usikkerhed er det også en reel barriere for virksomhedernes anvendelse af JI- og CDM-projekter, at det er usikkert, om virksomhederne overhovedet kan få godkendt projekterne i tide til afvikling i Kyoto-aftalens indsatsperiode 2008 2012. Barriererne forværres af, at virksomhederne ikke ved, hvor meget de i det hele taget må anvende JI- og CDM-kreditterne. For danske virksomheder bliver dette først klart, når Folketinget vedtager Danmarks plan for tildeling af CO 2 -kvoter til virksomhederne. Planen ventes vedtaget i løbet af 2006, og den skal træde i kraft 1. januar 2007. 14 15

DEN DANSKE INDSATS INDTIL NU Danmark har siden 1990 gennemført initiativer, som medfører, at udledningen af drivhusgasser er ca. 30 mio. ton lavere, end de ellers ville have været. Dette skal sammenholdes med en nuværende, samlet dansk udledning på ca. 70 mio. ton CO 2 pr. år. Miljøstyrelsen udgav i marts 2005 en rapport med en opgørelse af klimaindsatsen i perioden 1990 2001 og omkostningerne herved. Den klimarelaterede indsats forventes at medføre, at udledningerne af drivhusgasser i 2010 vil være 20,6 mio. ton lavere, end de ellers ville have været. De store bidrag til reduktionerne stammer fra etablering af decentral kraftvarme og vindmøller, anvendelsen af afgifter samt tilskudsordningerne til energibesparelser i erhvervene. Udover de klimarelaterede tiltag er der gennemført en række initiativer, der ikke primært har haft til formål at reducere udledningen af drivhusgasser. Det gælder eksempelvis omstilling til naturgas og etablering af kraftvarme i de store byer. Disse tiltag har bidraget med en reduktion på yderligere ca. 10 mio. ton. Indsatsen betyder, at Danmark på baggrund af de allerede gennemførte tiltag kan leve op til kravene i Kyoto- aftalen om, at en væsentlig del af klimamålsætningen skal nås ved indenlandske tiltag. Der er således gennemført meget betydelige investeringer siden 1990, og samtidig har virksomheder og borgere betalt et stadigt stigende tilskud over elregningen til vedvarende energi og decentral kraftvarme. I 2004 udgjorde dette beløb ca. 3,6 mia. kr. Den danske klimaindsats og en række øvrige initiativer har tilsammen medført, at el og varme i dag produceres med 30 pct. mindre CO 2 -udslip end i 1990. Og for produktionserhverv er energiintensiteten, der udtrykker energiforbruget i forhold til bruttoværditilvæksten (BVT), faldet med 13 pct. fra 1990 til 2004. Særligt siden 1993 er der opnået betydelige reduktioner. Fremstillingsindustrien har f.eks. reduceret energiintensiteten med 15 pct. fra 1993 til 2004. Den danske fremstillingssektor har dermed opnået en enestående lav energiintensitet. I 2002 var energiintensiteten 14 pct. lavere end EU-gennemsnittet, når der korrigeres for forskelle i industristruktur. Det betyder samtidigt, at der i de danske fremstillingsvirksomheder resterer væsentligt færre omkostningseffektive reduktionsmuligheder end i tilsvarende virksomheder i det øvrige Europa. Danmarks udledning af drivhusgasser fordelt på områder Mio. ton CO 2 -ækvivalenter 100 Energi 90 80 70 60 Transport Landbrug og skovbrug Erhverv 50 40 30 Husholdninger Affald 20 10 0 1990 1993 1996 1999 2002 2005 2008 2011 Anvendt energi pr. produceret enhed er faldende TJ pr. mio. kroner BTV (2000-priser) Klimakorrigeret 2,0 Landbrug og gartneri Fremstillingsvirksomhed Produktionserhverv i alt 1,5 Bygge- og anlægsvirksomhed 1,0 0,5 0,0 90 91 92 93 94 95 96 97 98 98 00 01 02 03 04 Danmarks totale udledning udgør godt 70 mio. ton, uden den hidtidige indsats ville udledningen være ca. 100 mio. ton årligt. Note: CO 2 -ækvivalenter er en omregning af de seks drivhusgasser til én samlet værdi. Værdierne efter 2003 viser de forventede udledninger. Kilde: DMU 2005 Den energi, der er anvendt i produktionserhvervene er faldet med 13 pct. pr. produceret enhed i perioden 1990 til 2004. Note: Figuren viser energiintensiteten, som måles i hvor mange terajoule (TJ= 10 10 joule), der anvendes pr. mio. kr. bruttoværditilvækst (BTV). Kilde: Energistatistik 2003, Energistyrelsen. 16 17

OMKOSTNINGERNE VED KLIMATILTAGENE Der er en betydelig forskel på omkostningerne ved de gennemførte tiltag. Det billigste initiativ har været de frivillige CO 2 -aftaler med industrien, hvor omkostninger er opgjort til 0 kr. pr. ton. Det dyreste har været omstilling af ældre boliger til kraftvarme til mere end 1.800 kr. pr. ton. For størstedelen af initiativerne ligger omkostningerne på ca. 300 kr. pr. ton. Det er mere end dobbelt så højt som det pejlemærke på 120 kr. pr. ton, der blev fastlagt af regeringen i klimastrategien fra 2003. De hidtidige danske klimatiltag har således været forholdsvis dyre. Der bør Prisen for CO 2 -besparelser varierer betydeligt CO 2 pris (kr./ton) 2.000 1.500 1.000 500 i de fremtidige klimainitiativer i langt højere grad tages hensyn til omkostningerne. Spørgsmålet er så, hvor langt vi er fra målet efter denne meget betydelige og omkostningskrævende indsats, og hvordan vi når målet, også kaldet klimamankoen, på den mest omkostningseffektive måde. AFSTANDEN TIL KYOTO-MÅLET Miljøstyrelsen udgav i juni 2005 en opdateret opgørelse af den danske klimamanko. Det fremgår heraf, at mankoen er ca. 8 13 mio. ton pr. år i 2008 2012. 0 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 Mio. ton CO 2 -besparelse I perioden 1990 til 2001 har prisen for reducering af CO 2 -udledning ligget omkring 300 kr. pr. ton. Billigst har været de frivillige aftaler med industrien, der er sat til 0 kr. Dyrest har været omstilling af ældre boliger til kraftvarme, hvor prisen på reduktionen har været 1.800 kr. Kilde: Danmarks udledning af CO 2 -indsatsen i perioden 1990 2001 og omkostningerne herved, Miljøstyrelsen 2005 Klimamanko så langt er Danmark fra at nå Kyoto-målet Mio. ton CO 2 -ækvivalenter Danmarks beregnede totale gns. udledninger i 2008 12 72,3 Kyoto-forpligtelsen 55 Andel der skyldes Basisårsproblemet 5 Den besparelse Danmark herefter skal nå 12,3 Planlagte investeringer i JI- og CDM-projekter 4,5 Manko 7,8 Besparelse fra Energispareaftalen 2,0 Manko 5,8 Note: JI- og CDM-projekter er projekter, hvor staten investerer i reduktioner i andre lande. Kilde: BMWA-Bericht COORETEC 2003 Danmarks klimapolitiske mål og resultater, Miljøstyrelsen Juni 2005 og Energispareaftalen, juni 2005 Forskellen på de fem mio. ton er det såkaldte basisårsproblem. Det skyldes, at Danmark under forhandlingerne om EU s interne byrdefordeling ikke tog højde for, at Danmarks CO 2 -udledning i 1990 var ekstraordinært lav. Danmark udledte ikke så meget CO 2 i 1990 som normalt, fordi det havde regnet så meget, at det bedre kunne betale sig at importere billig elektricitet produceret på vandkraftværkerne i Norge frem for selv at producere på de dyrere danske kulkraftværker. Danmark medtog ikke dette forhold i forhandlingerne og påførte sig derved en ekstra udfordring. Det er efterfølgende aftalt med EU s medlemmer, at der skal tages nøjere stilling til spørgsmålet. Det er endnu uvist, hvad udfaldet af denne genforhandling bliver. Når der ses bort fra basisårsproblemstillingen, er klimamankoen opgjort til ca. otte mio. ton om året, idet staten allerede planlægger køb af JI- og CDMkreditter svarende til 4,5 mio. ton. Som følge af Energispareaftalen fra juni 2005, der er indgået af et bredt folketingsflertal, forventes det, at mankoen reduceres med to mio. ton om året. Den resterende klimamanko kan derfor være på ca. seks mio. ton. Hvad betyder de høje oliepriser Olieprisen har stor betydning for beregningen af den danske klimamanko. Danmarks fremskrivning er baseret på ældre antagelser fra det Internationale Energi Agentur (IEA), hvori der regnes med en oliepris på 26 USD pr. tønde. IEA s vurdering af udviklingen i energiprisen på olie ligger nu på 35 USD pr. tønde, hvilket er lavere end de relativt høje oliepriser, som har præget det globale energimarked i de seneste år, 18 19

og som i løbet af 2005 har nået et historisk højt niveau på mellem 60 og 70 USD pr. tønde. En fortsættelse af det niveau for olieprisen, som har kendetegnet energimarkedet i 2005, vil få mærkbar effekt på det danske såvel som det Uensartet tildeling af kvoter Opførelse af nyt kraftværk i Danmark i Tyskland Behov for kvoter i 2005 2007 1.900.000 1.900.000 Tildelte kvoter (ton CO 2 ) 855.000 1.875.000 Kvoter i forhold til behovet 45 pct. 98,7 pct. Værdi af tildelte kvoter kr. 127.395.000 kr. 279.375.000 Forskel i indtjening kr. 151.980.000 Eksemplet viser, at hvis man sammenligner en nybygning af et moderne kraftværk i Danmark med et i Tyskland, får det tyske værk tildelt langt flere kvoter, hvilket vil give en stor forskel i indtjeningen. Note: 1 ton CO 2 = 149 kr. Kilde: Danmarks og Tysklands nationale allokeringsplaner, samt egne beregninger europæiske energiforbrug og dermed på udledningen af CO 2. Reviderede antagelser om olieprisen i 2008 2012 bør derfor indarbejdes i EU-landenes fremskrivninger. I forbindelse med regeringens Energistrategi er virkningen af høje olieog kvotepriser opgjort til en reduceret CO 2 -udledning på 4,7 mio. ton, når olieprisen er 50 USD pr. tønde, og CO 2 - kvoteprisen er 300 kr. pr. kvote. Heraf kommer reduktionen på de 2,9 mio. ton fra produktion af el og varme, de 0,3 mio. ton CO 2 er fra reduktioner i industrien, mens resterende 1,5 mio. ton reduceres inden for transport og husholdninger. ENSARTET TILDELING AF KVOTER ER EN NØDVENDIGHED De enkelte virksomheder, der er omfattet af EU s kvotehandelssystem, får tildelt en given kvote efter nærmere regler. De overordnede regler for tildelingen er i princippet ens for de europæiske lande, men i realiteten har det i 2005 2007 vist sig, at der er forskel på den måde, der tildeles kvoter på. Det er af stor betydning for de danske virksomheder, som er omfattet af det europæiske kvotehandelssystem (EU ETS), at de tildeles kvoter efter principper, der stiller dem lige med deres europæiske konkurrenter. Hvad er omfattet af EU-kvotedirektivet? Kvotedirektivet foreskriver, hvilke produktionsanlæg der skal være omfattet af direktivet. Men alligevel er det ikke så entydigt. De enkelte medlemslande har i den plan for fordeling af CO 2 -kvoter, som de har indsendt til Kommissionen for 2005 2007, beskrevet, hvordan de har defineret de omfattede produktionsanlæg. Og Kommissionen har i de fremsendte planer accepteret, at der anvendes forskellige definitioner. Problemstillingen omkring definitionen af anlæg kan undgås ved, at Kommissionen håndhæver sine netop offentliggjorte retningslinjer for tildelingsplanerne i 2008 2012. Efter disse retningslinjer skal ensartede produktionsanlæg omfattes af kvotesystemet i alle EU-lande. CO 2 -tildelingens betydning for investeringer I de nationale planer for tildeling af kvoter for perioden 2005 2007 kan det konstateres, at der også er forskel på, hvordan der tildeles kvoter ved etablering af nye virksomheder og udvidelse af eksisterende produktion. Tildelingen af kvoter til nyinvesteringer vil påvirke investeringsbeslutningerne. På grund af forskelle i CO 2 -tildelingen ved nyinvesteringer vil eksempelvis et tysk kraftværk, der bygges i perioden 2005 2007 have en indtjening, der årligt vil være mere end 150 mio. kr. højere end på et tilsvarende dansk kulkraftværk. En skævvridning af de europæiske investeringer kan kun undgås ved, at der sikres ensartet tildeling af kvoter ved investering i ensartede produktionsanlæg, uanset hvor investeringen finder sted i Europa. Desværre løser 20 21

EU Kommissionens nye retningslinjer for 2008 2012 tildelingsplanerne ikke dette problem. Små produktionsanlæg bør udelades I den nuværende periode (2005 2007) tillader kvotedirektivet at undtage virk- udgøre fem pct. af de tildelte kvoter svarende til ca. to pct. af Danmarks samlede CO 2 -udledning. Det ville altså ikke have stor betydning for den samlede CO 2 -udledning, at disse mindre udledere trådte ud af systemet. Samtidig ville alle disse mindre virksomheder kunne spare administrative Når der ses bort fra basisårets fem mio. ton CO 2, vil den forventede klimamanko på seks mio. ton med den nuværende pris på det europæiske kvotemarked koste ca. en mia. kr. om året. Hvis denne omkostning efterlades hos de danske virksomheder, vil den få en negativ indvirkning på virksomhedernes konkurrenceevne. Det er derfor af stor økonomisk betydning for det danske samfund, herunder virksomhederne, at der findes en hensigtsmæssig måde at opfylde den resterende del af den danske klimaforpligtelse på. Det kan nås gennem etablering af klimaprojekter uden for landets grænser (JI og CDM-projekter). Det kan også ske ved at finde og udnytte omkostningseffektive reduktionsmuligheder inden for landets grænser. DI og CO-industri mener at der fortsat er omkostningseffektive muligheder for at reducere udledningerne i Danmark. Især på tre områder: Anvendelse af overskudsvarme i industrien En mere fleksibel kraftvarmeproduktion Energibesparelser i husholdningerne, særligt rumvarme Der bør herudover ses nærmere på mulighederne i transportsektoren, der ikke er omfattet af EU s kvotesystem, men er kilde til store og stigende CO 2 - udledninger. Årligt energisparepotentiale frem mod 2015 somheder med mindre produktionsværker med beskedne udledninger af CO 2. Denne såkaldte opt-out mulighed har Holland med succes benyttet sig af. Men dette vil ikke være muligt i 2008 2012, med mindre kvotedirektivet ændres. Hen ved 75 pct. af de danske produktionsanlæg, der er omfattet af kvotesystemet i Danmark, er så små, at de maksimalt udleder 25.000 ton CO 2 årligt. Heraf er mange anlæg fjernvarmeanlæg. Men der er også en lang række produktionsvirksomheder iblandt. Hvis disse virksomheder fik valget mellem at blive taget ud af kvoteordningen og i stedet være underlagt afgiftssystemet, så ville deres udledninger højst ressourcer og spare besværet med at skulle sætte sig ind i kvotesystemets regler for udformning af overvågningsplaner mm. Kommissionen overvejer fortsat en direktivændring på dette punkt. Men problemet bliver ikke løst med virkning fra 2008. YDERLIGERE INDENLANDSKE REDUKTIONER Set i lyset af den hidtidige danske klimaindsats (beskrevet på side 16 18) er der begrænsede muligheder for at finde omkostningseffektive indenlandske reduktioner, men mulighederne for yderligere reduktioner bør naturligvis undersøges. Energi målt i PJ Forbrug Privatøkonomisk potentiale Samfundsøkonomisk potentiale Rumvarme 217,6 103,5 51,3 Proces 66,5 18,5 16,5 Belysning 24 14,4 5,7 Køl/Frys 15,1 5,4 4,3 Elmotorer 12,4 3,8 1,9 Ventilation 11,9 4,5 4,8 Pumper 8,4 3,5 2,9 Øvrige 71,3 23,5 17,2 Total 427,2 176,9 104,5 Når der ikke skal tages højde for statens mistede skatteindtægter mv., vil der kunne findes fordelagtige besparelser på rumvarme på hele 103,5 PJ. Selv efter at der tages højde for statens mistede skatteindtægter mv., kan der i husholdninger, offentlig sektor og erhverv findes samfundsøkonomiske rentable besparelser på 51,3 PJ inden for rumvarmen. Note: PJ = Energienheden Petajoule (PJ=10 15 joule) Med potentiale menes det, der er økonomisk rentabelt at gennemføre. Kilde: Faglig baggrundsrapport til energihandlingsplanen, Energistyrelsen december 2004 22 23

Årligt besparelsespotentiale for rumvarme frem mod 2015 Energi målt i PJ Erhverv Offentlig Husholdninger Total Varmt vand - 1,3 9,7 11,0 Vinduer - 2,3 21,0 23,3 Tag - 0,8 8,7 9,5 Væg - 2,8 22,3 25,1 Gulv - 1,2 14,0 15,2 Ventilation - 2,0 14,6 16,6 Total 2,7 10,3 90,4 103,4 Især inden for husholdningerne kan der findes privatøkonomiske, rentable besparelser inden for rumvarmen. Hovedparten findes ved besparelser, der omfatter udskiftning af vinduer og isolering af vægge. Note: PJ = Energienheden Petajoule (PJ=10 15 joule) Kilde: Faglig baggrundsrapport til energihandlingsplanen, Energistyrelsen december 2004 Anvendelse af overskudsvarme Der bør åbnes op for udnyttelse af overskudsvarme i industrien. Det vil formentlig kræve en ændring af afgiftsreglerne og den administrative regulering, der for øjeblikket forhindrer muligheden for anvendelse af overskudsvarme. Der er en betydelig samfundsøkonomisk gevinst ved at udnytte spildvarmen. CO 2 -udledningerne herved vil kunne reduceres med ca. 0,5 mio. ton om året. Fleksibel kraftvarmeproduktion De nuværende afgiftsregler betyder, at der i dag produceres kraftvarme (kombineret el- og varmeproduktion) i perioder, hvor det vil være langt billigere udelukkende at producere varme eller endog i visse tilfælde at hente elektricitet fra elnettet og bruge det til varmeproduktion. Denne uhensigtsmæssighed kan forhindres ved at omlægge kraftvarmebeskatningen. Det vil være en omlægning, der vil medføre et samfundsøkonomisk overskud. Omlægningen vil nemlig medføre en lavere elproduktion, som dermed giver anledning til en lavere udledning af CO 2. Et folketingsflertal har besluttet en omlægning af kraftvarmebeskatningen. Skatteministeriet har opgjort reduktionerne af en sådan omlægning til 1,8 mio. ton. Potentialet for energibesparelser I juni 2005 blev der indgået en politisk aftale, hvor det blev slået fast, at der skal gennemføres aktiviteter, der samlet medfører en energibesparelse på 7,5 PJ pr. år over perioden 2006 2013 (en petajoule (PJ) er 10 15 joule). 7,5 PJ svarer til 1,8 pct. af det samlede danske energiforbrug. Indsatsen medfører, at CO 2 -udledningerne forventes reduceret med ca. to mio. ton om året i perioden 2008 2012. I regeringens energispareredegørelse fra december 2004 er der imidlertid anvist økonomisk rentable energibesparelser på mere end 175 PJ frem mod 2015. Størstedelen af energisparepotentialet mere end 100 PJ er på rumvarme, og heraf er ca. 90 pct. af potentialet inden for husholdningerne. De største sparebidrag kan hentes ved udskiftning af vinduer, bedre isolering af vægge og gulve samt forbedring af ventilationssystemer. Der er et samlet samfundsøkonomisk rentabelt besparelsespotentiale på 90,4 PJ alene inden for rumvarme i husholdningerne. Set i lyset af den danske klimamanko bør mulighederne for at gennemføre de økonomisk rentable indenlandske klimatiltag undersøges nærmere. Der er et betydeligt økonomisk incitament for husholdninger og erhverv til at gennemføre yderligere energibesparelser. Hvis disse ikke realiseres, må det skyldes barrierer i markedet, f.eks. mangel på viden om mulighederne. Der er med Energistrategien fra juni 2005 åbnet for, at aktørerne på energispareområdet kan bidrage til finansieringen af energispareprojekter og til gengæld få del i besparelsen. Det har den fordel, at de husholdninger og virksomheder, hvor besparelserne gennemføres, ikke selv skal bidrage til finansiering af besparelsesinitiativerne. Samtidig er der åbnet for, at der kan handles med energibesparelser, så det er muligt at gå efter de billigste besparelser. Det bør undersøges, om det betydelige energisparepotentiale i højere grad kan realiseres set i lyset af de nye muligheder for etablering af et marked for energiservices. 24 25

JI OG CDM KAN BRINGE OS OMKOSTNINGSEFFEKTIVT I MÅL Der er fortsat muligheder for at igangsætte nye indenlandske, omkostningseffektive aktiviteter til reduktion af CO 2 -udledningen, men der vil forsat være en del af den danske klimamanko, der ikke kan realiseres omkostningseffektivt i Danmark. Denne manko kan dækkes gennem kvotekøb og køb af projektkreditter uden for landets grænser. Anvendelsen af projektkreditterne har den fordel, at den fremmer en helt nødvendig overførsel af teknologier til Øst- og Centraleuropa, Rusland samt udviklingslandene. Samtidig gøder projektkreditterne jorden for afsætning af energiteknologier, hvor særligt danske virksomheder har en styrkeposition. Nu og her er der dog betydelige risici forbundet for virksomhederne ved at engagere sig i JI og CDM-kreditter. Disse risici kan staten undgå. For så vidt angår JI-kreditterne har den danske stat en forsikringsmulighed i modsætning til virksomhederne. Staten kan beslutte at gennemføre et JI-projekt i et givet land og samtidig tegne forsikring i overskydende kvoter i det pågældende projektland. Hvis projektet f.eks. ikke når at blive godkendt i FN-systemet inden 2008 2012, og derfor ikke kan tælle med i Kyoto-forpligtelsen, har staten sikkerhed i kvoter udleveret af projektlandet. Prisen for en JI eller CDM-kredit ligger på 5 10 euro per ton CO 2. Prisen i EU s kvotesystem er ca. 20 25 euro per ton CO 2. Der er derfor meget at spare, ved at staten sikrer sig JI- og CDM-kreditter snarest muligt. Staten kan med fordel allerede nu reservere JI-kreditter til at dække den danske klimamanko. Når der ses bort fra basisårets fem mio. ton og de allerede planlagte køb af JI- og CDMkreditter på 4,5 mio. ton vil mankoen afhængigt af, hvordan staten indregner effekten af energispareaftalen mv. udgøre seks mio. ton. En manko på seks mio. ton vil af staten kunne dækkes af kreditter til en pris på ca. 250 mio. kr., mens udgiften vil være en mia. kr. årligt, hvis den skal dækkes på EU s kvotemarked med de nuværende kvotepriser. Omkostningen vil være 1,8 mia. kr., hvis den skal dækkes af indenlandske tiltag med det omkostningsniveau, som har været gældende i 1990 2001. Udover at et stort statsligt engagement betyder, at klimaopgaven kan løftes billigere, er et statsligt inflow af JI/CDM-kreditter også en betingelse for, at tildelingen af kvoter i Danmark kan ske efter nogenlunde samme principper som i andre af EU s medlemslande. CO-INDUSTRI OG DANSK INDUSTRI MENER Arbejdet for at sikre virksomhederne ensartede konkurrencevilkår i de kommende nationale allokeringsplaner skal intensiveres. Som led i dette arbejde er det helt afgørende, at staten afsætter betydeligt flere midler til køb af JI- og CDM-kreditter. Det vil fremme teknologioverførslen og modne markedet for energiteknologier. Samtidig vil det sikre en omkostningseffektiv opfyldelse af den danske klimaforpligtigelse og skabe grundlaget for en kvotetildeling til danske virksomheder, der modsvarer tildelingen i det øvrige Europa. Der er et behov for harmonisering af reglerne for tildeling af CO 2 -kvoter i EU-landene særligt i forhold til at anvende en ensartet definition af, hvilke anlæg der er omfattet af kvotetildelingen, reglerne for tildeling af kvoter til nyinvesteringer og muligheden for at lade små anlæg med beskeden CO 2 -udledning kunne fravælge at deltage i kvotesystemet. Centrale elementer i arbejdet med den nationale allokeringsplan er desuden: At energispareplanens CO 2 -besparelser skal indregnes i mankoopgørelsen, og beregningsforudsætningerne skal tage udgangspunkt i realistiske oliepriser. Afgiftsregler og administrative barrierer, der hindrer gennemførelsen af energibesparelser, udnyttelsen af overskudsvarme og en hensigtsmæssig produktion af el og varme, skal ændres. Udviklingen af et velfungerende marked for energiservices skal understøttes. Et særligt fokus bør rettes mod at få markedet til at fungere, således at besparelserne høstes inden for rumvarme i husholdningerne. 26 27

En global klimaaftale efter 2012 Forhandlingerne om en global klimaaftale efter 2012 skrider langsomt frem. På klimakonferencen i Montreal i december 2005 blev det besluttet at igangsætte en formel men uforpligtende dialog i løbet af de kommende to år omkring mulighederne for en global klimaaftale. De hidtidige erfaringer viser imidlertid, at der er behov for snart at finde frem til en aftale, hvis den skal kunne træde i kraft i 2013. En reel, global aftale er helt nødvendig af to grunde. Dels fordi klimapolitikken kun kan have en positiv virkning på miljøet, hvis tilstrækkelig mange af de store CO 2 -udledere deltager i aftalen. Dels fordi en europæisk enegang vil have negative konkurrencemæssige og dermed samfundsøkonomiske konsekvenser uden at gavne miljøet nævneværdigt. En global aftale er nødvendig Mio. ton CO 2 -ækvivalenter 8.000 EU-25, 1990-udledning 7.000 6.000 5.000 4.000 3.000 2.000 1.000 0 EU-25, Kyoto-udledning (2010) USA og udviklingslande: Udledningsforøgelse 1990 2010 Selv om de 25 EU-lande når deres Kyoto-mål og reducerer deres udledning af drivhusgasser fra lidt over til lidt under 5.000 mio. ton, nytter det ikke meget, når USA og udviklingslandene i samme periode øger deres udledning med mere end 7.000 mio. ton. Note: For EU-25 er alle seks drivhusgasser opgjort. For USA og U-lande er det kun CO 2. Kilde: IEA 2004 og FN 28 29

EN GLOBAL AFTALE FOR MILJØETS SKYLD I dag har EU og visse andre industrilande påtaget sig at reducere deres udledning af drivhusgasser frem mod 2008 2012 set i forhold til 1990. Dette er en følge af, at de har underskrevet Kyoto-protokollen fra 1997. Drøftelser om, hvad der skal ske efter 2012, er som nævnt i gang. Under Kyoto-aftalen har Kina, Indien og andre udviklingslande ikke påtaget sig at reducere deres udledning af drivhusgasser. Det blev de ikke forpligtet til bl.a. for at skabe rum for økonomisk vækst i denne del af verden. USA har efter indgåelsen af Kyoto-aftalen afvist at lægge låg på sine udledninger af drivhusgasser og har derfor ikke underskrevet Kyoto-aftalen. En række af de største udledere af drivhusgasser står dermed uden for Kyoto-aftalens reduktionskrav. Det betyder, at Kyoto-aftalens virkning på den globale udledning af drivhusgasser bliver meget beskeden, også selv om der ofres mange ressourcer i EU, Japan og Canada for at leve op til forpligtelsen. Miljøvirkningen af EU s, Japans og Canadas indsats reduceres yderligere, fordi det bliver mere rentabelt at producere i andre lande, hvor der ikke er begrænsninger på CO 2 -udledningen. Beregninger viser, at hen ved 20 pct. af EU s reducerede CO 2 -udledning i 2010 blot vil flytte ud over grænsen til områder, der ikke har en Kyoto-reduktionsforpligtelse. Hvis denne situation fortsætter, vil investorer, der investerer i energiin- tensiv produktion, gradvis vælge at investere uden for Europas grænser, i lande, der ikke har krav til reduktion i udledningen af drivhusgasser. Den ringe virkning af den hidtidige klimapolitik og behovet for en global miske konsekvenser. EU s stats- og regeringschefer har drøftet et udspil om reduktioner på 15 30 pct. frem mod 2020 set i forhold til 1990 i de industrialiserede lande. EU-Kommissionen har beregnet, at Udledning af drivhusgasser Regioner pct. fordeling 2000 2050 Canada og USA 23 12 Udvidet EU 14 8 Rusland + CIS 8 5 Oceanien og Latinamerika 12 10 Afrika og Mellemøsten 12 23 Asien 31 42 I alt 100 100 USA og Canada, der i dag tegner sig for 23 pct. af den globale udledning af drivhusgasser, vil i 2050 tegne sig for kun 12 pct. Det skyldes ikke et tilsvarende fald i deres udledninger, men at vækstøkonomier, som bl.a. de asiatiske, vil have en stor stigning i deres udledning. De vil derfor tegne sig for en stigende andel. Kilde: Kommissionens meddelelse, feb. 2005, Winning the battle against global climate change aftale kan også illustreres ved at se på EU s andel af den samlede globale udledning af drivhusgasser. I 1990 var Europas andel af den globale drivhusgasudledning ca. 25 pct. Denne andel var faldet til ca. 14 pct. af den globale drivhusgasudledning i 2000. Og EU- Kommissionens seneste fremskrivning viser, at andelen falder yderligere frem mod 2050 til ca. otte pct. Ændringerne i de relative andele forklares først og fremmest af den betydelige økonomiske vækst i Kina og Indien. Økonomiske konsekvenser ved EU-enegang Udover at det kun vil have en beskeden miljøvirkning, hvis EU går enegang, vil det også få meget betydelige økono- EU-enegang i 2025 vil reducere EU s vækst i BNP med 1,7 procentpoint, hvis EU reducerer sin CO 2 -udledning inden for EU s grænser med 20 pct., uden at verdens andre lande påtager sig samme forpligtelse. Det er en regning på ca. 1.400 mia. kr. i dagens priser svarende til næsten hele det danske bruttonationalprodukt. Kommissionen undervurderer endog den reelle virkning. For der er ikke medregnet, at industriens investeringer i særligt energiintensive virksomheder gradvist vil flytte ud af EU s område. En udflytning, der betyder, at CO 2 -udledningen blot flytter over grænsen, så miljøvirkningen udebliver. Omkostningerne vil derimod blive reduceret betydeligt, hvis alle større 30 31

CO 2 -udledere deltager i indsatsen på nogenlunde ensartede vilkår. Også udviklingslandene skal deltage, men med en indsats, der afhænger af, hvad de økonomisk set magter. Samtidig vil en deltagelse fra alle større CO 2 -udledere føre til, at et større marked for energiteknologier bliver stimuleret, hvilket både vil fremme forskning, teknologi og antallet af arbejdspladser inden for de berørte sektorer. Men hvis ikke alle større udledere deltager, og EU på egen hånd fortsætter sin klimaindsats på niveau med Kyoto-indsatsen eller med skærpede reduktionskrav, så vil miljøvirkningen udeblive, og det vil have betydelige konsekvenser for EU s økonomi. Sammenholdt med EU s målsætning om en vækst på fire pct. om året i 2012 (Lissabon-målsætningen) er EU-enegang på klimaområdet selvsagt noget, der trækker i den forkerte retning. UDGANGSPUNKTET FOR KLIMAFORHANDLINGERNE To forhold afgør, om den ønskede miljøvirkning af en klimaaftale nås, og om prisen på aftalen bliver meget dyr: Antallet af store CO 2 -udledere, som er med i aftalen, og Graden og typen af den forpligtelse, som landene påtager sig. I internationale fora holdes løbende drøftelser om mulighederne for en global klimaaftale. Conference of the Parties (COP) er det overordnede organ for FN s Klimakonvention og altså dér, hvor beslutningsmyndigheden for globale klimainitiativer ligger. Montreal blev aftalen om en videre dialog med bl.a. USA s deltagelse netop baseret på konventionen. EU s udgangspunkt EU s forhandlingsudgangspunkt er en fortsættelse af Kyoto-aftalen med faste reduktionsmål på 15 30 pct. i de industrialiserede lande og styrket anvendelse af projektmekanismerne, som muliggør overførsel og finansiering af energieffektive teknologier. Hvis EU i de videre forhandlinger holder fast ved kravet om store reduktionsmål for industrilandene som helhed og fastholder planerne om yderligere reduktioner efter 2012, er det relevant at se på, hvad EU s forhandlingsudspil Verdens udslip af CO 2 fordelt på områder Mio. ton CO 2 -ækvivalenter 40.000 OECD 35.000 30.000 25.000 20.000 15.000 10.000 5.000 0 1971 2002 2010 2020 2030 Overgangsøkonomier Udviklingslande Den betydeligste stigning i udledningen af CO 2 vil i fremtiden finde sted i udviklingslandene. Note: Overgangsøkonomier er bl.a. Rusland, en række Øst- og Centraleuropæiske lande, Ukraine mv. Kilde: IEA 2004 Det fælles udgangspunkt for en global aftale er FN s klimakonvention fra 1992 om at stabilisere udledningen af drivhusgasser. Denne konvention er alle medunderskrivere af, og den er derfor det reelle grundlag for de videre forhandlinger. På klimakonferencen i på 15 30 pct. reduktion i de industrialiserede lande vil betyde for EU s medlemslande. I 1998 indgik EU s på det tidspunkt 15 medlemmer en intern byrdefordelingsaftale om, hvordan EU skulle leve op til sin Kyoto-målsætning på -8 pct. i 2008 2012. 32 33

EU s klimamål for 2020 et forhandlingsudspil Pct. 40 30 20 10 0-10 -20-30 Luxembourg Danmark 2020 forhandlingsudgangspunkt, såfremt alle skal nå samme mål Tyskland Østrig EU15 Belgien Italien EU har lagt op til, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 15 30 pct. for EU-landene samlet set. Det bliver svært at se, hvordan det skal nås, når det i forvejen er svært for landene at nå det nuværende mål på 8 pct. til 2012. Hvis alle landene skal nå det samme mål i 2020, vil det blive ekstra svært for de lande, der som f.eks. Spanien har fået lov til at øge deres udslip indtil 2012. Og hvem skal bære den ekstra byrde, hvis det kun er i gennemsnit, at landene skal nå målet. Kilde: De enkelte landes nationale allokeringsplaner Holland Finland Frankrig Sverige Irland Spanien Grækenland Portugal økonomiske vækst i forhold til, hvad det vil koste, hvis man fremmer den teknologiske udvikling og tager denne i anvendelse. Dette ses udmøntet i den aftale, som USA, Australien, Japan, Kina, Indien og Sydkorea underskrev i juli 2005. Omdrejningspunktet her er fortsat økonomisk vækst under hensyntagen til klimaet. Et hensyn, der skal tilgodeses gennem forskningsmæssige samarbejder om teknologiske løsninger på udledningen af drivhusgasser, løsning af nationale miljøproblemer, og som samtidig sikrer energiforsyning til rimelige priser. Der forventes en fortsat positiv økonomisk udvikling i udviklingslandene, særligt Kina, Indien, Sydafrika, Brasilien, Mexico og en række andre lande. Dette betyder, at velstanden stiger, men det betyder samtidig også, at energiforbruget vil stige voldsomt. Det bekræftes af Kommissionens fremskrivninger for alle drivhusgasser, og det bekræftes også af det Internationale Energi Agenturs fremskrivninger i CO 2 -udledningen. Uden absolutte mål for USA s udledninger synes det med de nuværende meldinger imidlertid utænkeligt, at Indien vil påtage sig forpligtelser. Det vil også være mere legitimt for andre udviklingslande at afvise reduktionsmål, Med aftalen får de sydeuropæiske lande samt Frankrig, Sverige og Irland lov til enten at øge deres udledning eller holde sig status quo i perioden 2008-2012 set i forhold til 1990. Alligevel har disse lande svært ved at nå målet. Andre lande skal reducere deres udledning. Noget som også disse lande har vanskeligt ved at efterleve. Det er i dette lys svært at se, hvordan EU internt skal efterleve sit eget forhandlingsudspil på 15 30 pct. reduktion i 2020 set i forhold til 1990. Spørgsmålet er, hvem de europæiske ledere forestiller sig skal bære byrden? Ved Klimakonferencen i Montreal valgte EU-landene at nedtone kravet om faste reduktionsmål. Det fik i sidste ende både de store udviklingslande og USA til at deltage i den videre dialog. Udgangspunktet for USA USA s udgangspunkt for en videre dialog er, at der ikke sættes faste reduktionsmål, men derimod aftales samarbejder om forskning og teknologisk udvikling. USA s synspunkt er, at en reduktionsindsats med den eksisterende viden er alt for dyr og begrænsende for den Udgangspunktet for de øvrige centrale aktører Der er ingen tvivl om, at der blandt en række store CO 2 -udledere i udviklingslandene, bl.a. Kina og Sydafrika, er en stigende forståelse for problemstillingen. så længe verdens største økonomi ikke påtager sig sin del af forpligtelsen. Endelig er det uvist, hvordan Rusland, der var tungen på vægtskålen for Kyoto-protokollens ikrafttrædelse, vil forholde sig efter 2012. Rusland har nu gang i den økonomiske vækst, men 34 35