Kapitel 1 Fordringer som kreditsikring 1.1 Indledning Når en debitor opnår kredit eller lån hos en kreditor, hæfter (penge-) debitor, hvis andet ikke er aftalt, personligt for tilbagebetalingskravet, således at (penge-)kreditor om nødvendigt kan opnå dækning for sit krav gennem tvangsrealisation af de aktiver, som debitor ejer på fyldestgørelsestidspunktet. I en række tilfælde finder kredit- og långivere, herunder ikke alene de traditionelle finansieringsvirksomheder som pengeinstitutter m.v. men også andre kreditgivere som leverandører af varer og tjenesteydelser, at debitors personlige hæftelse ikke er tilstrækkelig til at sikre det skyldige beløbs betaling. I stedet for at yde blankokredit stilles der derfor enten i forbindelse med kredittens etablering eller senere krav om sikkerhedsstillelse, således at kreditor har bedre mulighed for at få sit krav indfriet, såfremt debitor personligt skulle mangle evnen eller viljen til at opfylde sin forpligtelse. Sikkerhed for kreditors krav kan enten være personel eller reel. Personalsikkerhed, typisk i form af kaution, indebærer, at en anden person end hoveddebitor tillige hæfter personligt over for kreditor for hel eller delvis opfyldelse af hoveddebitors forpligtelse. Ved realsikkerhed opnår kreditor derimod sikkerhed i et eller flere aktiver, som tilhører debitor (eller en tredjemand), 1 således at kreditor ved debi- 1. Hvorvidt der er tale om panteret for egen gæld eller panteret for tredjemands gæld har betydning i forskellige relationer. Såfremt det ved tvangsauktion over det pantsatte aktiv viser sig, at panthaver ikke opnår fuld dækning for sit krav, aktualiseres spørgsmålet, om pantsætter hæfter personligt for panthavers krav, således at panthaver for restfordringen kan søge sig fyldestgjort i pantsætters øvrige formue. Er der tale om pant for egen gæld, må det have formodningen for sig, at pantsætter hæfter personligt for kravet (i forbindelse med ejerpantebreve vil den personlige hæftelse følge af det underliggende retsforhold). Er der tale om pant for tredjemands gæld, må den deklaratoriske regel derimod være, at pantsætter ikke hæfter personligt for panthavers krav, medmindre der er særlige holdepunkter herfor. Nærmere om de problemstillinger, som knytter sig til forholdet mellem panteretten og det personlige gældsansvar, se bl.a. Carstensen og Rørdam, Pant, s. 23 ff., Bent Iversen, Prioritetsstillinger i fast 11
Fordringer som kreditsikring tors manglende betaling forud for debitors øvrige, usikrede kreditorer kan søge sig fyldestgjort gennem realisation af de pågældende aktiver. Der vil typisk være tale om panteret i fast ejendom, løsøre eller fordringer og ved kreditkøb ejendomsforbehold i det solgte. Hvorvidt en kreditor i det enkelte tilfælde bør søge at sikre sit tilgodehavende gennem kaution eller panteret beror på en række overvejelser og kan ikke besvares entydigt. Ved kaution må kreditor foretage en generel kreditvurdering af kautionisten. Det afgørende er, om kreditor på baggrund af en vurdering af kautionistens nuværende og fremtidige indtjeningsevne og formueforhold finder, at denne til sin tid, når det skyldige beløb skal betales, er i stand til at indfri kreditors tilgodehavende, såfremt hovedskyldneren ikke opfylder sin betalingsforpligtelse. Derimod kan kreditor ikke lægge afgørende vægt på værdien af enkelte af kautionistens aktiver. I forhold til kreditor medfører en kautionsforpligtelse ingen begrænsninger i kautionistens muligheder for faktisk eller retligt at disponere over sine aktiver (medmindre kautionisten tillige pantsætter disse til kreditor som sikkerhed for skyldnerens gæld). Kautionisten kan derfor, inden kreditors krav aktualiseres, afhænde eksempelvis enkelte særligt værdifulde aktiver. Kreditors vurdering af kautionisten svarer i det væsentligste til den, som en kreditgiver normalt vil foretage af en debitor forud for ydelse af kredit uden sikkerhed. Er kreditor en finansiel virksomhed, skal de særlige regler herom i lov om finansiel virksomhed 47 og 48 om henholdsvis kaution inden for og uden for erhvervsforhold ligeledes tages i betragtning. 2 Ved pantsætning vil pantsætningsaftalen og især iagttagelse af den fornødne sikringsakt derimod begrænse pantsætters mulighed for at råde over det pantsatte til skade for kreditor. Kreditor må inden pantsætningen vurdere, om det eller de pantsatte aktiver på et eventuelt realisationstidspunkt vil have en sådan værdi, at der må formodes at kunne opnås dækning for det beløb, som debitor til sin tid måtte skylde kreditor. Ved anvendelse af fordringer som sikkerhed for lån og kredit skal det bemærkes, at kreditgiverens kreditrisikovurdering i nogen grad er anderledes og generelt må anses for mere usikker end ved kreditsikring gennem andre aktivtyper som fast ejendom og løsøre. Den kreditgiver (panthaver/erhverver), der eksempelvis opnår sikkerhed ejendom, s. 139 ff., Iversen, Kristensen og Madsen, Panteret, s. 53 ff. samt von Eyben, Panterettigheder, s. 37 ff. 2. Nærmere om 47 og 48, se eksempelvis Hans Viggo Godsk Pedersen, Kantion, s. 93 ff. 12
for kredit til en virksomhed (pantsætter/overdrager) gennem pant i virksomhedens kreditsalgsfordringer, må ud over den almindelige kreditvurdering af virksomheden tillige vurdere risikoen for, at det viser sig, at fordringernes skyldnere, det vil sige virksomhedens kunder, ikke er i stand til at betale, når fordringerne forfalder. Kreditgiver må endvidere indregne risikoen for, at skyldnerne overhovedet ikke kan tilpligtes at betale, f.eks. fordi de varer, som virksomheden har leveret til skyldnerne, og som danner grundlag for de pantsatte fordringer, har været behæftet med mangler. En sådan mangelsindsigelse vil normalt også kunne gøres gældende over for den, som har fået fordringen overdraget (kreditgiveren), jf. GBL 27, hvorefter erhververen af en simpel fordring ikke får bedre ret over for skyldneren, end overdrageren havde. 3 En række forhold har bevirket en ændring i virksomhedernes muligheder for at opnå kredit og lån mod sikkerhed i de forskellige aktivtyper. For løsøres vedkommende har den teknologiske udvikling betydet, at især driftsmidler og driftsinventar efter blot få års anvendelse er af yderst begrænset værdi. Endvidere har udbredelsen af forskellige leje- og leasingarrangementer medført, at erhvervsejendomme og driftsmidler og driftsinventar i mindre omfang end tidligere ejes af virksomhederne, hvorfor disse aktiver ikke vil kunne benyttes til sikring af virksomhedernes kredit. Hertil kommer, at de særlige regler om virksomheds- og fordringspant i TL 47 c ff. har medført nye og ændrede muligheder for at etablere sikkerhed i blandt andet varelagre og fordringer. Blandt andet disse forhold har været medvirkende til, at fordringer og i nogen grad lager- og salgsvarer i dag spiller en større rolle som kreditsikringsmiddel end tidligere. Specielt til sikring af en virksomheds driftskredit er omsætningsaktiverne velegnede, idet der ofte vil være en sammenhæng mellem kreditbehovet og mængden af omsætningsaktiver i virksomheden. 1.2 Fordringers overdragelighed 1.2 Fordringers overdragelighed Ganske som andre aktivtyper kan fordringer overdrages og benyttes til at sikre en kreditors tilgodehavende. Uanset om der er tale om 3. Om bevarelse af indsigelser i øvrigt i forbindelse med overdragelse af de forskellige typer af fordringer, se nedenfor under 1.5.3. 13
Fordringer som kreditsikring overdragelse til eje, pant eller anden form for sikkerhedsstillelse, er udgangspunktet, at fordringens skyldner må finde sig i, at fordringen overdrages fra én kreditor (overdrageren) til en anden kreditor (erhververen). Mens kreditorskifte således ikke kræver skyldners accept, kan debitorskifte normalt kun gennemføres efter accept fra kreditor. 4 Den i forhold til skyldneren frie overdragelighed kan dog være begrænset. Der kan f.eks. mellem skyldforholdets oprindelige parter være indgået en aftale, som helt eller delvist begrænser kreditors adgang til at overdrage kravet mod skyldneren. En sådan aftalemæssig begrænsning i mulighederne for at overdrage en fordring foreligger eksempelvis, såfremt Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed af 1992 (AB 92) er vedtaget i forbindelse med en entrepriseaftale. Af disse betingelsers 5, stk. 2 følger, at såfremt entreprenøren overdrager uforfaldne tilgodehavender i henhold til en entrepriseaftale, går transporter, der står i forbindelse med arbejdets udførelse (de såkaldte vedkommende transporter), forud for andre transporter (uvedkommende transporter). 5 Kreditors mulighed for at overdrage sit krav kan også være udelukket, fordi den indgåede aftale er af en sådan art, at den forudsætter et personligt forhold mellem skyldner og kreditor. F.eks. spiller en låntagers person ved en aftale om pengelån en så afgørende rolle for långivers ydelse af lånet, at låntager i almindelighed ikke kan over- 4. Den almindelige obligationsretlige regel om at debitorskifte kræver kreditors samtykke følger forudsætningsvist af blandt andet UfR 1985.220 V og UfR 1994.243 H. Eventuel ret til samt de nærmere betingelser for debitorskifte kan enten være fastlagt oprindeligt ved kreditforholdets etablering eller aftales senere mellem debitor og kreditor, jf. eksempelvis UfR 1993.866 H, hvor debitorskifte var klart aftalt i et løsøreejerpantebrev. Kreditors pligt til at tåle overgang til ny debitor ansås her også at omfatte overdragelse til et anpartsselskab. Se tillige Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB 92), hvor det udtrykkeligt fremgår af 5, stk. 3, at hverken bygherren eller entreprenøren uden samtykke fra den anden part kan overføre deres forpligtelser i henhold til entreprisekontrakten til andre. Debitorskifte kan også have hjemmel i lov, se f.eks. lov om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsovertagelse, selskabslovens kapitel 15 om fusion og spaltning samt konkurslovens kapitel 7 om konkursboets mulighed for at indtræde i den konkursramtes gensidigt bebyrdende aftaler. Herudover indeholder TL 39, stk. 1 nærmere regler for fremgangsmåden ved debitorskifte, når det i et pantebrev med pant i fast ejendom er bestemt, at gælden ikke kan forlanges indfriet ved ejerskifte. Sammenhold med Almindelige betingelser (A) for digitale pantebreve i fast ejendom, pkt. 7, hvorefter pantegælden ikke forfalder til betaling ved ejerskifte, medmindre andet er vedtaget i pantebrevet. Generelt om debitorskifte, se eksempelvis von Eyben m.fl., Lærebog i obligationsret II, s. 22 ff., Lynge Andersen og Werlauff, Kreditretten, s. 28 ff. samt Gomard, Obligationsret 3. del, s. 153 ff. 5. Se nærmere nedenfor i kapitel 2.9.2. 14
drage sit krav på långiver om udbetaling af lånet. Erklæres en låntager konkurs, vil konkursboet ej heller under henvisning til reglerne i konkurslovens kapitel 7 om konkursboets ret til at indtræde i de af skyldneren indgåede gensidigt bebyrdende aftaler, kunne kræve et lån udbetalt fra en långiver. Dette gælder formentlig også, selvom konkursboet kan stille betryggende sikkerhed, der måtte være en betingelse for lånets udbetaling, f.eks. pant i fast ejendom til sikkerhed for et realkreditlån. 6 Det er derimod antaget, at en garantistillelse kan overdrages. Se UfR 1997.1376 H. Til sikkerhed for et arrangement mellem selskabet S og banken B udstedte et kautionsforsikringsselskab K en garanti over for B. Som led i en anden bank C s overtagelse af B s arrangementer med S transporterede B garantien til C. Højesteret fandt, at garantien kunne overdrages ved aftale mellem de to banker, og at det ikke var en afgørende forudsætning for S eller K, hvilken bank der var berettiget til at gøre garantien gældende. Der findes i lovgivningen bestemmelser, der af sociale og andre hensyn begrænser eller udelukker overdragelse af bestemte krav. Disse krav kan være af såvel offentligretlig som privatretlig karakter. Eksempelvis kan krav på personskade- og forsørgertabserstatning, jf. erstatningsansvarsloven 18, stk. 1, ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. For livsforsikringers vedkommende gælder det, at forsikringstagerens eller den begunstigedes ret over for forsikringsselskabet som udgangspunkt ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning. Derimod kan rettigheder ifølge en livsforsikring overdrages, f.eks. ved sikkerhedsstillelse, jf. nærmere forsikringsaftaleloven 116 og 117. 7 1.3 Krav om sikringsakt 1.3 Krav om sikringsakt Som nævnt ønsker kreditor/panthaver ved en panteret eller anden sikkerhedsret i debitors/pantsætters aktiver at opnå en fortrinsret til de pantsatte aktivers realisationsværdi, således at hvis debitors økonomi 6. Jf. Gomard, Obligationsret 3. del, s. 67, Lindencrone Petersen og Ørgaard, Konkursloven, s. 492 samt Ørgaard, Konkursret, s. 63. 7. Nærmere om den frie overdragelighed og begrænsninger heri, se eksempelvis von Eyben m.fl., Lærebog i Obligationsret II, s. 39 ff. 15
Fordringer som kreditsikring bryder sammen, vil kreditor i det omfang det pantsattes værdi er tilstrækkelig, og panteretten ikke kan omstødes efter konkurslovens regler få dækning forud for debitors øvrige simple kreditorer. Mens selve pantsætningsaftalen er tilstrækkelig til at skabe ret i det indbyrdes forhold mellem panthaver og pantsætter (inter partes), er panthavers fortrinsret i forhold til tredjemand betinget af, at der foretages en såkaldt sikringsakt. Ved at iagttage den fornødne sikringsakt opnår panthaver omsætnings- og kreditorbeskyttelse, det vil sige beskyttelse over for andre godtroende erhververe, der ved senere aftale med pantsætter søger at opnå ret over det pantsatte aktiv, og over for pantsætters retsforfølgende kreditorer, herunder et eventuelt konkursbo. 8 Kravet om iagttagelse af en sikringsakt for at opnå en i forhold til tredjemand beskyttet ret indebærer, at en bestemt procedure skal iagttages. Mens der i det indbyrdes forhold mellem pantsætter og panthaver i vidt omfang hersker aftalefrihed, opnås beskyttelsen i forhold til tredjemand derimod alene gennem iagttagelse af standardiserede og præventive krav. 9 Hvilken sikringsakt, der skal iagttages i forbindelse med en sikkerhedsstillelse (eller anden form for overdragelse af aktiver), vil bl.a. afhænge af, hvilken aktivtype sikkerheden omfatter. Som eksempler på sikringsakter kan nævnes tinglysning (ved rettigheder over fast ejendom, underpantsætning af løsøre, virksomheds- og fordringspant samt ejendomsforbehold i motorkøretøjer), rådighedsberøvelse (ved papirbaserede negotiable dokumenter og håndpantsætning af løsøre), denunciation (ved overdragelse af simple fordringer) samt registrering i en værdipapircentral (ved rettigheder over de såkaldte fondsaktiver). Fælles for disse sikringsakter er, at de i forskellig grad virker prioritetskonstaterende, offentliggørende og rådighedsbegrænsende. 10 8. Iagttagelse af sikringsakten har også betydning i andre sammenhænge. I det omfang anvendelse af konkurslovens omstødelsesregler er betinget af, at en disposition er foretaget inden for en bestemt tidsfrist typisk 3 måneder inden fristdagen anses dispositionen ved fristberegningen eksempelvis først for foretaget ved en eventuel sikringsakts iagttagelse, jf. KL 73. Se nærmere Lindencrone Petersen og Ørgaard, Konkursloven, s. 629 ff., von Eyben og Møgelvang- Hansen, Kreditorforfølgning, s. 272 ff. samt Ørgaard, Konkursret, s. 90 ff. 9. Jf. Lynge Andersen og Werlauff, Kreditretten, s. 16. 10. Nærmere om formålet med at stille krav om sikringsakter, se Peter Mortensen, Indledning til tingsretten tredjemandskonflikter ved løsøre, s. 170 ff., Iversen, Kristensen og Madsen, Panteret, s. 480 ff., Carstensen og Rørdam, Pant, s. 45 ff., Lindencrone Petersen og Ørgaard, Konkursloven, s. 399 ff., von Eyben, Panterettigheder, s. 61 ff. samt Jesper Berning, Omsætningsformuen som kreditsikring, s. 133 ff. Specielt i relation til simple fordringer, se Lars Hedegaard Kristensen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, s. 755 ff. 16
I forhold til andre konkurrerende rettighedshavere til de samme aktiver er det væsentligt, at det på objektiv måde kan konstateres, hvornår de enkelte rettighedshavere har erhvervet deres ret. Hermed begrænses mulighederne for, at parterne senere bringer yderligere aktiver ind under sikkerheden tillige. 11 En betryggende prioritetskonstatering opnås ikke nødvendigvis ved at lægge vægt på tidspunktet for aftalens indgåelse, idet der så vil være mulighed for antedatering. Ved sikringsaktens iagttagelse konstateres sikkerhedsretten derimod af en uvildig tredjepart, f.eks. af en værdipapircentral ved registrering af rettigheder over fondsaktiver. Iagttagelse af en bestemt sikringsakt medfører desuden, at den sikkerhedsstillendes øvrige kreditorer normalt får mulighed for at konstatere, at der er sket en sikkerhedsstillelse med den virkning, at de berørte aktiver ikke længere fuldt ud kan indgå i vurderingen af debitors formueforhold. F.eks. kan man ved gennemsyn af tingbogen konstatere, hvilke rettigheder der er tinglyst på en bestemt fast ejendom, og ved henvendelse til skyldneren ifølge en simpel fordring kan man få oplyst, om fordringen er overdraget. Endelig indebærer sikringsaktens iagttagelse, at det bliver umuligt eller i hvert fald vanskeligt for pantsætter at disponere retligt over de berørte aktiver i strid med den allerede indrømmede ret. Den rådighedsbegrænsende virkning kan tillige fungere som et værn mod proformapantsætning og omgåelse, hvorved pantsætter bevarer den fulde rådighed over det pantsatte, således at pantsætningen kun får betydning i tilfælde af pantsætters insolvens. 12 1.4 Fremstillingens emne 1.4 Fremstillingens emne Hovedsigtet med nærværende fremstilling er at redegøre for de krav, som gælder med hensyn til korrekt iagttagelse af sikringsakten og hermed opnåelse af en i forhold til tredjemand beskyttet ret ved sik- 11. Se i den forbindelse UfR 2000.2093 V, hvor en kommanditandel fandtes tilstrækkelig individualiseret i en ægtepagt om skilsmissesæreje. Landsretten anførte bl.a., at»der ikke synes at være særlig risiko for, at manden vilkårligt vil kunne forøge særejet på bekostning af fællesejet«. 12. Jf. Fr. Vinding Kruse, Ejendomsretten III, s. 1656 og Højlund Christensen, Fremtidige fordringer, s. 71. 17
Fordringer som kreditsikring kerhedsstillelse i fordringer. 13 Der lægges således vægt på de sikkerhedsretlige aspekter af kreditretten. 14 I afsnit 1.5 knyttes der dog nogle indledende bemærkninger til selve aftalen om sikkerhedsstillelse, det vil sige om det indbyrdes retsforhold mellem panthaver og pantsætter. De aftaleretlige aspekter af låne- og kreditgivning vil derimod ikke blive behandlet. 15 Vægten er lagt på sikkerhedsstillelse i forbindelse med erhvervsvirksomheders kredit- og låneoptagelse. Bl.a. som følge af kreditaftalelovens forbrugerbeskyttelsespræceptive regler er der betydelig forskel i reglerne om kreditaftaler afhængig af, om kreditmodtageren har forbrugerstatus eller er erhvervsdrivende. Kravene til udformning af sikringsakter er derimod i alt væsentligt de samme, uanset om den sikkerhedsstillende er erhvervsdrivende eller forbruger. Ifølge kreditaftalelovens 1, stk. 1 finder lovens regler anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde kredit til en forbruger. 16 Kreditgiveren har bevisbyrden for, at en aftale ikke er omfattet af loven, jf. 1, stk. 3. En række af lovens regler af obligationsretlig karakter samt om ejendomsforbehold finder dog også anvendelse på erhvervsdrivendes kreditkøb, se nærmere 49-52. Kreditaftalelovens regler kan ikke ved aftale fraviges til skade for forbrugeren, og reglerne om køb med ejendomsforbehold er ufravigelige i forhold til enhver køber, jf. 7, stk. 1 og 2. 13. Med hensyn til anden form for kreditsikring kaution samt sikkerhed i fast ejendom og løsøre henvises der i det hele til den herom foreliggende litteratur. Se eksempelvis Lynge Andersen og Werlauff, Kreditretten, Iversen, Kristensen og Madsen, Panteret, Peter Mortensen, Digital tinglysning rettigheder over fast ejendom, samme, Indledning til tingsretten tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, samme, Sikkerhed i fast ejendom, Anders Ørgaard, Sikkerhed i løsøre, Carstensen og Rørdam, Pant, Hans Helge Beck Thomsen og Claus Rohde, Kreditaftaler og ejendomsforbehold, samme, Kaution, garanti og andre solidariske skyldforhold, Lennart Lynge Andersen, Kreditaftaleloven 2010 med kommentarer, Hans Viggo Godsk Pedersen, Kaution, Nina Dietz Legind, Privat kaution, samme, Privat kaution for banklån, Camilla Hørby Jensen, m.fl., Bankjura Udvalgte emner samt von Eyben, Panterettigheder. 14. Kreditretten betegnes af Lynge Andersen og Werlauff som reglerne om, hvorledes virksomheder og personer får tilført fremmedkapital, og hvilke retlige instrumenter kreditgivere vil kunne anvende, når de foretager udlån, jf. Kreditretten s. 15. Se tillige Lennart Lynge Andersen og Henrik Juul, Introduktion til kreditretten, s. 15 ff. 15. Nærmere herom, se bl.a. Tanja Jørgensen, Forbrugerkredit retligt og retspolitisk, s. 171 ff. og Lynge Andersen og Werlauff, Kreditretten, s. 15 ff. 16. En kreditgiver defineres i lovens 4, nr. 2 som en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed, mens en forbruger i 4, nr. 1 defineres som en person, der i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af denne lov, hovedsagelig handler uden for sit erhverv. 18
Kreditaftaleloven indeholder bl.a. nærmere regler om form og indhold af forbrugerkreditaftaler, herunder en vidtgående oplysningspligt for kreditgiver, jf. 7 a-17 og 23-24, regler om forbrugerens fortrydelsesret, jf. 19, samt regler om forbrugerens betalinger, herunder førtidig indfrielse og misligholdelse, jf. 25-30. For så vidt angår sikkerhedsretlige forhold indeholder kreditaftaleloven regler om køb med ejendomsforbehold ( 34-48) samt forbud mod underpant i kreditkøb ( 21) og om anvendelse af negotiable dokumenter ( 31). I medfør af 21, stk. 1 kan kreditgiveren ikke i kreditkøb i forbindelse med aftalens indgåelse eller levering af det solgte få pant i dette til sikkerhed for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser, 17 og efter 31, stk. 1 må kreditgiveren ikke i forbindelse med en kreditaftale modtage veksler eller andre særlige skylddokumenter, der forpligter forbrugeren, og som ved overdragelse kan medføre indskrænkninger af forbrugerens ret til at fremsætte indsigelser vedrørende aftalen. Endelig indeholder kreditaftaleloven i 32 og 33 særlig vidtgående regler om forbrugerens bevarelse af indsigelser m.v. ved overdragelse af kreditgivers fordring i henhold til en forbrugerkreditaftale. 18 Af TL 47, stk. 10 fremgår det, at omsætningspapirer, simple gældsbreve og andre fordringer ikke kan pantsættes efter reglerne om underpant i løsøre. 19 Reglerne om overdragelse af fordringer findes hovedsagelig i gældsbrevsloven, der sondrer mellem omsætningsgældsbreve (negotiable gældsbreve), som er reguleret i lovens kapitel II og simple gældsbreve, som er behandlet i kapitel III. Følgende omsætningsgældsbreve er ifølge GBL 11, stk. 2, nr. 1-4 omfattet af gældsbrevslovens kapitel II: Ihændehavergældsbreve, det vil sige gældsbreve, som lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver, til hvem gælden skal betales. Ordregældsbreve, det vil sige gældsbreve, som lyder på betaling til en bestemt person eller ordre. For at der skal være tale om et ordregældsbrev, skal der i teksten udtrykkelig anføres»eller ordre«. 1.4 Fremstillingens emne 17. Se hertil UfR 1998.67 H. 18. Om kreditaftaleloven henvises i det hele til eksempelvis Hans Helge Beck Thomsen og Claus Rohde, Kreditaftaler og ejendomsforbehold, Lennart Lynge Andersen, Kreditaftaleloven 2010 med kommentarer samt Lennart Lynge Andersen og Michael Gregersen, Finansiering af forbrugerkreditkøb. 19. Dette gælder dog ikke for pantebreve herunder pantebreve i fast ejendom, som skal tinglyses efter reglerne i tinglysningsloven, jf. TL 47, stk. 10, 2. pkt. 19
Fordringer som kreditsikring Pantebreve i registreret skib eller luftfartøj, medmindre der i pantebrevet er indføjet»ikke til ordre«eller lignende forbehold, (en såkaldt rektaklausul). Navnegældsbreve, det vil sige andre gældsbreve, som lyder på betaling til en bestemt person, men som udtrykkelig angiver at være omsætningsgældsbreve. 20 Omsætningsgældsbreve i gældsbrevslovens forstand og andre negotiable fordringer er særligt velegnede til omsætning. Det skyldes navnlig, at de er tillagt særlige negotiabilitetsvirkninger, der bl.a. giver sig udslag i, at erhververen af et omsætningsgældsbrev opnår en betydelig bedre retsstilling end erhververen af en simpel fordring. Sikringsakten i forhold til pantsætters kreditorer ved overdragelse af omsætningsgældsbreve omfattet af gældsbrevsloven er ihændehavelse af dokumentet, jf. GBL 22. Også andre fordringer end omsætningsgældsbreve er tillagt sådanne negotiabilitetsvirkninger. Det drejer sig bl.a. om pantebreve i fast ejendom, hvor sikringsakten ved overdragelse er tinglysning, jf. TL 1-1 a, samt de såkaldte fondsaktiver, som er reguleret i kapitel 34 i lov om kapitalmarkeder (LKM). 21 Fondsaktiver er efter LKM 3, stk. 1, nr. 34 dematerialiserede omsættelige værdipapirer, der er registreret i en værdipapircentral (CSD). Fondsaktiver er typisk, men ikke udelukkende værdipapirer, der er noteret på NASDAQ, Copenhagen A/S. 22 Ikke-børsnoterede værdipapirer kan også udstedes gennem en værdipapircentral. Sikringsakten ved overdragelse af fondsaktiver er registrering i en værdipapircentral, jf. LKM 184, stk. 1. Reglerne om overdragelse af omsætningsgældsbreve og andre negotiable fordringer, herunder pantebreve i fast ejendom og fondsaktiver, vil blive omtalt nærmere nedenfor i kapitel 4. Omend gældsbrevsloven efter sin ordlyd kun finder anvendelse på gældsbreve, det vil sige skriftlige erklæringer, der hjemler en i hoved- 20. Generelt om begrebet omsætningsgældsbrev, se eksempelvis Iversen, Kristensen og Madsen, Panteret, s. 591 ff., Lynge Andersen m.fl., Gældsbrevsloven, s. 77 ff., Gomard, Obligationsret 3. del, s. 121 ff. samt Lyngsø, Gældsbrevloven, s. 81 ff. 21. Lov om kapitalmarkeder (LKM) er trådt i kraft den 3. januar 2018. 22. NASDAQ Copenhagen A/S er pt. det eneste selskab, som har en dansk tilladelse til at drive et reguleret marked i EU-retlig forstand. NASDAQ Copenhagen er en del af NASDAQ Nordic, som også omfatter børserne i Helsingfors, Stockholm, Island, Tallinn, Riga og Vilnius. NASDAQ Nordic ejes af det amerikanske selskab NASDAQ, Inc., som også driver børsen NASDAQ i USA. 20
sagen ubetinget, ensidig fordring på et bestemt pengebeløb, 23 finder reglerne om simple gældsbreve dog i almindelighed analog anvendelse på andre former for simple fordringer, herunder mundtlige fordringer. 24 Af simple gældsbreve og fordringer kan bl.a. nævnes skadesløsbreve, fordringer i henhold til købekontrakter og andre kreditsalgsfordringer. 25 Sikringsakten ved overdragelse af simple fordringer omfattet af gældsbrevsloven er denunciation til skyldneren i henhold til fordringen, jf. GBL 31, stk. 1 og 2. Det vil sige en underretning til skyldneren (enten fra overdrageren eller fra erhververen) om, at der er sket en overdragelse af fordringen. De sikkerhedsretlige problemstillinger i forbindelse med overdragelse af simple fordringer vil blive omtalt nærmere nedenfor i kapitel 2. Efter gennemførelse af lov nr. 560 af 24. juni 2005 er det også muligt at pantsætte en virksomheds udestående simple fordringer efter reglerne om virksomheds- og fordringspant, jf. reglerne herom i TL 47 c-47 g. Denne form for pantsætning af en virksomheds fordringer sker gennem udstedelse af et skadesløsbrev eller et ejerpantebrev, hvor sikringsakten er tinglysning i personbogen, jf. TL 47 c, stk. 2 og 47 d, stk. 2. Reglerne om fordringspant og de dele af virksomhedspant, som vedrører fordringer, behandles i nedenfor i kapitel 3. 1.5 Aftaler om sikkerhedsstillelse 1.5 Aftaler om sikkerhedsstillelse Selvom hovedsigtet med nærværende fremstilling som nævnt er at redegøre for de krav, som stilles til behørig iagttagelse af sikringsakter ved sikkerhed i fordringer, skal der i det følgende knyttes nogle bemærkninger til de særlige problemer, som relaterer sig til aftalen mellem pantsætter og panthaver om sikkerhedsstillelse inter partesrelationen. 23. Sammenhold med UfR 1994.360 V, hvor et kautionsdokument ikke blev anset for et gældsbrev og derfor ikke kunne danne grundlag for udlæg, jf. retsplejelovens 478, stk. 1, nr. 5. 24. Nærmere om begrebet gældsbrev, se von Eyben m.fl., Lærebog i Obligationsret II, s. 57 ff., Lynge Andersen m.fl., Gældsbrevsloven, s. 32 ff., Gomard, Obligationsret 3. del, s. 79 ff. samt Lyngsø, Gældsbrevloven, s. 29 ff. 25. Navnegældsbreve, der ikke falder ind under GBL 11, stk. 2, nr. 3 eller 4, er simple gældsbreve og dermed omfattet af de særlige regler i gældsbrevslovens kapitel III. 21