En måned i Borås Det var splittede følelser, jeg stod med på Københavns hovedbanegård, den dag jeg skulle af sted. På den ene side skulle jeg forlade min kone og mit snart tre årige barn i en hel måned, på den anden side så var jeg på vej til en praktikperiode i Borås, Sverige, inden for akutområdet. Min store lidenskab har altid befundet sig inden for den akutte del af sygeplejen, og det er da også den del af sygeplejen, jeg ønsker at beskæftige mig med, når jeg afslutter uddannelsen. Men her stod jeg altså klar til at sige farvel for en hel måned, jeg havde nemlig bestemt mig for ikke at komme hjem i den periode jeg var i praktik, da jeg mente det ville være sværere for min datter at forholde sig til jeg ville nemlig kun være i stand til at være hjemme en dag om ugen pga. den lange transport. Bedst som jeg var ved at sige farvel, kom meddelelsen at mit tog var aflyst. Det gjorde det ikke alene mere problematisk at sige farvel, men satte også tusind tanker i gang da det tog jeg skulle rejse med var tilpasset et andet tog længere oppe i Sverige. Nå men det lykkedes mig at finde et nyt tog der gik til Malmø, det lugtede da lidt af Sverige, og jeg begav mig af sted på min tidsmæssigt længste tur hjemmefra nogen sinde. På stationen i Malmø lykkedes det mig at få nye billetter samt for 100 kr. mad kuponer til togets spisevogn, som en undskyldning for aflysningen, så min bitterhed over turens start blev hurtigt vendt til optimisme. Borås rådhus, findes i centrum af byen med masser af fede butikker rundt om. Side 1
Min Første dag i Borås startede med en kæmpe rundvisning på den lokale højskole, en skole der ca. rummer 10.000 elever, og en præsentation af så mange mennesker at jeg til sidst blev i tvivl om, hvem jeg selv var. Turen gik derefter til den lokale ambulance station, hvor jeg skulle køre med seks af praktikdagene, der blev jeg selvføleligt præsenteret for lidt flere mennesker, og til sidst ankom vi så til skadestuen. Skadestuen var det sted der var min base under praktik opholdet, der blev jeg naturligvis præsenteret for endnu et hold af mennesker, hvilket resulterede i at jeg faktisk ikke havde styr på nogen navne overhoved. Skadestuen hvor jeg tilbragte langt de fleste af mine praktikdage. Her stod jeg så, på Borås skadestue efter 5 timers rundvisning og præsentation, totalt ør i hovedet efter at havet givet hånd til det halve af byens borgere og skulle med det samme starte på min første vagt. Min vejleder Helen var utrolig flink og hjælpsom, men forstod ikke så godt dansk hvilket ikke bare var en særlig evne hun havde, men en generel ting blandt svenskerne i dette område. Helen spurgte mig fra starten, om jeg havde styr på det med at lægge venflon, tage blodprøver og lave 12 punkts afledning med EKG, for ellers så var det noget, jeg skulle lære inden jeg rejste tilbage til Danmark. Efter som jeg kun lige var startet på 4. semester havde jeg selvfølgelig ikke styr på nogle af de ting som Helen ville lære mig, men var selvfølgelig meget opsat på at få det, og jeg fik da også mulighed for at øve mig på alle tre dele allerede den første dag. Side 2
De efterfølgende dage gik med fuld fart, der var så mange nye rutiner, arbejdsopgaver og mennesker at holde styr på, at tiden fløj af sted. Det sprogmæssige var dog en større udfordring end jeg havde forstillet mig, for at gøre mig forståelig var jeg nødt til at tillægge mig en svensk accent. Hvilket gjorde at jeg hverken talte rigtig svensk eller dansk. Og når jeg var hjemme i den lejlighed hvor jeg boede sammen med to øvrige udvekslingsstudenter, så talte vi engelsk fordi den ene var fra Holland og den anden fra Portugal. Den efterfølgende periode begyndte mine sproglige evner at udvikle sig, jeg begyndte at forstå mere og mere af det svenske og fik hentet dele frem fra min tidlige engelsk undervisning, jeg troede, jeg havde glemt. Alt i alt så var jeg godt tilfreds med min sproglige udvikling, indtil jeg fik en tysk patient. Der ramlede alt sprogmæssigt ned om ørene på mig, normalt så kan jeg godt føre en simpel samtale på tysk, men i den her situation fik jeg rodet svensk, engelsk, dansk og tysk sammen i en stor masse, som det kun var mig selv, der var i stand til at forstå. Boligkomplekset hvor jeg boede i lejlighed sammen med Bruno fra Portugal og Robie fra Holland. I min fritid fik jeg tiden til at gå sammen med de to studerende jeg boede sammen med, vi gik i biografen, rundt og så på byen, i svømmehallen og festede i weekenderne sammen med de øvrige udvekslingsstudenter der var i byen. Det vil sige jeg festede i weekenderne, mens de øvrige studerende havde lidt svært ved kun at holde sig til weekenderne, så der sneg sig som regel en ekstra fest ind i løbet af ugen, der selvfølgeligt skulle foregå i vores lejlighed. En af de utallige fester der blev holdt i vores lejlighed, efter et mindre indkøb hos System bolaget Side 3
I praktikforløbet fik jeg som sagt også mulighed for at følge ambulancekørslen i 6 dage, det var en speciel, lærerig og til tider hektisk oplevelse, der kunne variere meget fra den ene dag til den anden. Til tider var der ikke noget at lave, så snakkede vi, så fjernsyn eller vægttrænede og så pludseligt var der alarmkald der krævede at man straks løb til ambulancen - hvilket var lidt kaotisk når det skete alt imens man sad på toilettet med bukserne nede om anklerne. De typer af alarmkald jeg kom ud til var alt fra lavt blodsukker / hypoglykokæmi, skiulykke med skinnebens / tibia fraktur, hjerteproblemer i massevis, åndedrætsproblemer, mindre trafikulykke, brækket lårben / collon femur fraktur, bugsmerter, selvmordsforsøg / suisidal og meget mere. En af de ambulancer jeg fik mulighed for at køre med. Ambulancepersonalet var utrolige flinke og meget villige til at lære fra sig, de viste mig, alt jeg ville se, og jeg fik mulighed for at være med under behandlingen og plejen af patienterne. Personalet bestod af ambulancebehandlere, sygeplejersker, sygeplejersker med et års ambulance og akutmedicinsk overbygning samt anæstesi sygeplejersker. De havde et højt fagligt niveau, en stor kompetence til at udføre selvstændige opgaver, de gav medicin og anvendte teknisk udstyr der gav dem optimale muligheder for at redde liv uden for et hospital. I min praktik på skadestuen begyndte jeg, som tiden skred frem, at blive helt ferm til at tage blodprøver, det lykkedes næsten hver eneste gang, jeg fik også lært at placeringen af elektroderne til EKG overvågning og begyndte at få held med at anlægge venflon. Side 4
Min vejleder Helen, som jeg gik sammen med 80 % af tiden, var utrolig god til at vise mig afdelingens rutiner, jeg fik mulighed for at lære nogle af de praktiske ting, der skal laves for at en skadestue kan fungere. Det gav mig mulighed for at optælle materiale og derved lære nogle af navnene på de ting der hyppigt anvendes deriblandt medicinen. Derudover fik jeg rig mulighed for at studere patienter, der havde slået hovedet / obs. Comotio, jeg fik prøvet at stoppe en arterie blødning, at se hvordan proceduren er ved højhastighedsulykker, anlægge forbindinger og se diverse medicinske sygdomme. En af byens mange vartegn, en lille borg der lå på toppen af en bakke nær centrum. Det jeg brugte mest tid på imens jeg var i Borås, var at arbejde / studere. Jeg havde fået et skema, hvor jeg var skrevet på næsten hver dag, ca. 10 timer pr. dag. Det gav mig mulighed for at nå at prøve og se en masse ting hver eneste dag, og hvis jeg ville have fri skulle jeg bare sige til, så jeg fik det fuldstændig som jeg ville have det. Sidst på måneden fik jeg takket, alle dem jeg havde lært at kende i byen for et dejligt og lærerigt ophold. Jeg fik pakket min kuffert, og gjorde mig klar til at rejse hjemad. Jeg havde en utrolig følelse af succes og glæde, jeg syntes det havde været en pragtfuld måned, der havde udviklet mig både personligt og fagligt. Jeg kunne næsten ikke vente med at se min familie igen, og der var ifølge togplanen kun 4 timer til jeg ville stå i København, men der ventede mig endnu en tog aflysning, en times ventetid, og forsinkelse før det skulle lade sig gøre. Jan Christensen,, 26/03-2003 Side 5