DOM Afsagt den 5. marts 2014 i sag nr. BS 4-535/2013: Dødsboet efter A mod Codan Forsikring A/S som mandatar for Y-firma Sagen drejer sig om differencekravserstatning. Stævning er modtaget den 7. juni 2013. Under sagens har sagsøgeren, boet efter A, ifølge sin endelige påstand, påstået sagsøgte, Codan Forsikring A/S, dømt til betaling af 995.527,90 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til betaling sker. Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse. Sagsøgte er størrelsesmæssigt enig i sagsøgerens opgørelse af kravet, men har nedlagt påstand om frifindelse under henvisning til, at kravet er forældet. Den 12. juni 2006 var sagsøgeren under sin ansættelse hos Y-firma udsat for en arbejdsulykke. Y-firma var på ulykkestidspunktet arbejdsskadeforsikret hos sagsøgte Codan Forsíkring A/S. Efter ulykken anerkendte sagsøgte erstatningsansvaret og erstatningspligten. Til brug for erstatningssagen var sagsøgeren undergivet undersøgelse af speciallæge Kaj Døssing, der afgav speciallægeerklæring den 2. januar 2007. Den 11. maj 2007 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at sagsøgeren ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Arbejdsskadestyrelsen begrundede afgørelse i, at sagsøgeren havde genoptaget sit arbejde efter ulykken og oppebar den samme løn som før ulykken. Den 4. marts 2010 traf Ankestyrelsen en midlertidig afgørelse om at forhøje sagsøgerens erhvervsevnetabsprocent fra 15 til 40. Den 27. april 2010 blev sagsøgeren tilkendt førtidspension. Den 12. maj 2010 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen sagsøgerens erhvervsevnetabsprocent til 40. Af afgørelsen fremgår følgende: "Vi ser på størrelsen af dit erhvervsevnetab igen med det samme." Sidste administrative afgørelse omkring erhvervsevnetabet blev truffet af Arbejdsskadestyrelsen den 14. juli 2010, hvor arbejdsskadestyrelsen fastsatte erhvervsevnetabet til 65 % bl.a. under henvisning til, at sagsøgeren var blevet tilkendt førtidspension. Af afgørelsen fremgår det bl.a.:
- 2 - "Vi vil ikke behandle spørgsmålet om erhvervsevnetab igen. " Den 16. februar 2012 skrev sagsøgte til 3F Ringkøbing-Skjern og bad om at få fremsendt en kopi af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab. Samtidig bad sagsøgte 3F oplyse, om der stod et differencekrav eller, om sagen kunne afsluttes. 3F Ringkøbing-Skjern meddelte ved skrivelse af 16. februar 2012 sagsøgte følgende: "Under henvisning til telefonsamtale dags dato fremsendes hermed ifølge aftale kopi af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010. Afdelingen har ingen differencekrav og betragter sagen som afsluttet." Sagsøgers anbringender er: "1. Ansvarsgrundlaget er ubestridt og forældelsesspørgsmålet vedrører ikke sagsøgtes erstatningspligt. Sagsøgtes forældelsesindsigelse vedrører alene det yderligere krav på erstatning, som sagsøger har fremsat, efter at Arbejdsskadestyrelsen i 2010 forhøjede vurderingen af erhvervsevnetabet til først 40% (den 12. maj 2010) og siden til 65% (den 14. juli 2010). Forud for disse afgørelser havde Arbejdsskadestyrelsen vurderet det varige erhvervsevnetab, der kunne være omfattet af sagsøgtes erstatningspligt, til mindre end 15% og dermed ikke berettigende til differencekravserstatning. Først i 2010 indtrådte en ret for sagsøger til at kræve differencekravserstatning for varigt erhvervsevnetab af sagsøgte, og følgelig kan den 5-årige forældelsesfrist i henhold til arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 3, tidligst løbe fra 2010. Forældelsesfristen blev afbrudt ved suspensionsaftale pr. 16. april 2013 og derved mindre end tre år efter, at Ankestyrelsens to afgørelser om varigt erhvervsevnetab blev truffet i henholdsvis maj og juli 2010. Allerede af den grund er sagsøgers krav mod sagsøgte ikke forældet. 2. Efter arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 3, jf. stk. 2, regnes forældelsesfristen for sagsøger krav først fra den dag, hvor sagsøger blev bekendt med sit krav, eller fra den dag, da sagsøgers manglende kendskab hertil kunne tilregnes sagsøger som groft uagtsomt. I en arbejdsskadesag som den foreliggende kan forældelsesfristen for krav på erstatning for erhvervsevnetab tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold er så afklaret, at det kan konstateres, at den tilskadekomne har pådraget sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen. I relation til det omhandlede differencekrav om erhvervsevnetabserstatning indtrådte dette tidspunkt tidligst, da Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab af 14. juli 2010; subsidiært afgørelse af 12. maj 2010, forelå. 3. Under alle omstændigheder kan det pågældende tidspunkt ikke have foreligget før den 27. april 2010, hvor sagsøger fik tilkendt førtidspension.
- 3-4. Der kan ikke indtræde forældelse i en sag som den foreliggende, hvor skadelidte på helt sædvanlig vis i en arbejdsskadesag - afventede Ankestyrelsens vurdering af det varige erhvervsevnetab, og hvor skadevolders forsikringsselskab var bekendt med, at man afventede denne afgørelse og først kunne fremsætte differencekrav vedrørende erhvervsevnetab, når Ankestyrelsen på et senere tidspunkt måtte omgøre Arbejdsskadestyrelsens vurdering og fastslå, at der forelå erhvervsevnetab af en sådan størrelse, at det berettigede skadelidte til erstatning i henhold til erstatningsansvarslovens regler. 5. At forældelsesfristen i denne sag først løber fra det tidspunkt, hvor Ankestyrelsen i 2010 omgjorde Arbejdsskadestyrelsens vurdering og fastslog, at der forelå et erstatningsberettiget erhvervsevnetab, understreges tillige af, at sagsøgte i 2012 rettede henvendelse til sagsøgers daværende rådgiver og spurgte til differencekravet, jf. den som bilag 20 fremlagte skrivelse af 16. februar 2012 fra sagsøgte. Herved har sagsøgte over for sagsøger tilkendegivet, at fremsættelse af differencekrav for erhvervsevnetab først ville kunne fremsættes, når Ankestyrelsens afgørelse forelå, og at forældelse ikke løb fra et tidligere tidspunkt. 6. Det forhold, at sagsøger ikke forud for Ankestyrelsens afgørelser fra maj og juli 2010 havde viden om et krav over for sagsøgte, understreges af Ankestyrelsens afgørelse af 4. marts 2010 (bilag 12), hvori Ankestyrelsen i relation til fastsættelse af et midlertidigt tab af erhvervsevne udtaler: Ved afgørelsen om at fastsætte et midlertidigt tab af erhvervsevne har vi lagt vægt på, at din helbredsmæssige tilstand efter vor opfattelse ikke på tidspunktet for sagens lægelige oplysninger var stationær. Vi kan således ikke vurdere din erhvervsevne på længere sigt. Når Ankestyrelsen, der har landets bedste ekspertise og erfaring i at vurdere erhvervsevnetab, ikke i marts 2010 var i stand til at vurdere, om sagsøger havde et varigt erhvervsevnetab, havde sagsøger naturligvis heller ikke selv nogen mulighed for at fastslå eksistensen af et sådant krav. 7. Det følger endvidere af højesteretspraksis, at forældelse af differencekrav i henhold til erstatningsansvarsloven skal regnes fra datoen fra den endelige afgørelse vedrørende erhvervsevnetab i den arbejdsskadesag, der behandles efter arbejdsskadesikringsloven. Det fremgår tillige, at krav efter erstatningsansvarslovens regler først skal gøres gældende, når der er truffet endelig afgørelse vedrørende arbejdsskadesikringsloven. 8. Det forhold, at der i den generelle forældelseslovgivning findes visse særregler vedrørende en 1-årig tillægsfrist kan ikke begrænse skadelidtes adgang til at kræve erstatning i en arbejdsskadesag som den foreliggende med længere frist end den generelle forældelsesfrist (3 år for almindelige krav, 5 år for krav angående arbejdsskade). Den særlige 5-årige forældelsesfrist, der følger af arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 3, og som netop blev indsat som en specialregel for at yde større beskyttelse mod forældelse i arbejdsskadesager i forhold til andre erstatningssager, kan ikke omgås på denne måde.
- 4-9. En teori om, at der kun skulle gælde en 1-årig frist i sådanne tilfælde, ville også være i strid med særreglen i 36, stk. 4, hvorefter krav i henhold til en arbejdsskade tidligst kan forældes tre år efter, at Arbejdsskadestyrelsen har truffet afgørelse. Da særreglerne om længere forældelsesfrister for arbejdsskadesager netop blev indsat af lovgiver før lovens vedtagelse med henblik på at sikre skaderamte arbejdstagere en bedre retsstilling for både krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven og differencekrav i henhold til erstatningsansvarsloven, kan det ikke antages, at der for sidstnævnte arbejdsskadekrav skulle gælde en kort tillægsfrist på et år efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. 10. Dertil kommer, at de særlige tillægsfrister på 1 år, der følger af den generelle forældelseslovgivning, er minimumsfrister ( indtræder forældelse tidligst et år efter ). Også af den grund kan de ikke reducere de generelle forældelsesregler, der følger af forældelsesloven, endsige de specielle forældelsesregler, der følger af arbejdsskadesikringsloven. 11. Det forhold, at sagsøgte har anerkendt erstatningspligten, har i sig selv medført afbrydelse og ikke blot suspension af forældelsesfristerne, jf. forældelseslovens 15. 12. Der er ikke grundlag for at antage, at skadelidte i denne sag har forskertset retten til at kræve erstatning fra skadevolder som følge af retsfortabende passivitet. Sagsøger kunne ikke have fremsat krav over for sagsøgte før tidligst medio 2010. Det tidsrum, der herefter gik indtil et krav blev fremsat, har ikke forringet sagsøgtes retsstilling og der er ikke tale om, at sagsøgte er blevet påført et tab eller har indrettet sig i forventning om, at der ikke blev fremsat et krav. Det bemærkes herved, at selve kravet ikke er et tab i erstatningsretlig forstand, idet erstatningspligten og erstatningsopgørelsen er ubestridt mellem parterne og der er derfor tale om et beløb, som sagsøgte skulle have betalt til sagsøger efter erstatningsansvarslovens regler. 13. Det forhold, at sagsøgers fagforening i brev af 16. februar 2012 til sagsøgte skrev afdelingen har ingen differencekrav og betragter sagen som afsluttet er ikke en sådan meddelelse, der afskærer A (nu i dennes sted dødsboet) fra at indtale et berettiget erstatningskrav over for Codan. 13.1. Det forhold, at en afdeling hos skadelidtes daværende rådgiver, en fagforening, udtalte at afdelingen betragtede sagen som afsluttet, kunne hverken sprogligt eller retligt opfattes som en uigenkaldelig afskrivning af skadelidtes eget, personlige krav på personskadeerstatning. 13.2. For det andet fremgår det af brevet, at fagforeningen medsendte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010, hvoraf fremgik, at Ankestyrelsen netop havde omgjort Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og tilkendt A en så høj erhvervsevne-tabserstatning (65%). Netop derfor talte al sandsynlighed for, at der nu var et differencekrav over for den ansvarlige arbejdsgiver.
- 5-13.3. For det tredje følger det af erstatningsansvarslovens regler, at man slet ikke kan give afkald på et fremtidigt erstatningskrav for personskade. Det antages således i den juridiske litteratur, at det som udgangspunkt end ikke kan aftales mellem parterne, at en sag ikke skal kunne genoptages efter erstatningsansvarslovens 11 eller efter almindelige genoptagelsesregler, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Det følger dels af erstatningsansvarslovens 11, dels af aftalelovens 36. Det er tillige antaget af Assurandør-Societetet (nu Forsikring & Pension) og Justitsministeriet. 13.4. For det fjerde vil det efter højesteretspraksis stride mod aftalelovens 36, såfremt sagsøgte ville fastholde sagsøger på et udsagn i sagsøgers tidligere rådgivers brev af 16. februar 2012. Blandt andet henset til, at sagsøgte samtidig blev gjort bekendt med Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010, har det for sagsøgte fremstået som en nærliggende mulighed, at rådgiverens udsagn om, at der ikke fremkom noget differencekrav, beroede på en vildfarelse. " Sagsøgtes anbringender er: "1. Grundlæggende synspunkter) Til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende, at sagsøgers krav er forældet. Sagsøgtes grundlæggende synspunkt er, at differencekrav på erhvervsevnetabserstatning forælder 1 år efter Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse. Da afgørelsen om endeligt erhvervsevnetab blev truffet 14. juli 2010, og da forældelsen ikke er afbrudt før udtagelse af stævning i juni 2013 er kravet forældet. Der er ikke forhold hos sagsøgte eller repræsentanten for sagsøgte (forsikringsselskabet), f.eks. en bestemt udvist adfærd, som kan begrunde at forældelse ikke er indtrådt. 2. Uddybende anbrindender) 2.1. Vedr. Forældelsesreglerne) Det er udgangspunktet, at krav som udspringer af et uheld som nærværende, forældes 5 år efter at skadelidte var bekendt med at der kunne eksistere et krav, jf. Arbejdsskadesikringslovens 36. Krav på erstatning består af en række erstatningsposter, og der gælder som udgangspunkt ikke forskellige forældelsesfrister i relation til de enkelte erstatningsposter, jf. f.eks. U2013.1823H. Henset til omstændighederne ved sagsøgers tilskadekomst, hvorefter sagsøger allerede på uheldstidspunktet pådrog sig flere brud, er det ubetænkeligt at konkludere, at det allerede der måtte stå sagsøger klart, at der kunne eksistere krav. Det forældelsesmæssige udgangspunkt er således, at kravet er forældet 5 år efter tilskadekomsten (dvs. 12. juni 2011).
- 6 - Sagsøger har i al fald siden afgørelsen om midlertidigt erhvervsevnetab (bilag 9) i juni 2007 været klar over at der kunne eksisterer et krav på differenceerstatning. Det har formodning imod sig, uanset om Ankestyrelsen ikke var i stand til at fastsætte et endeligt erhvervsevnetab før 2010, at sagsøger ikke på et tidligt tidspunkt var bekendt med, at uheldet ville kunne have ervhvervsmæssige konsekvenser for sagsøger. Den særlige situation i denne sag er, at det ikke var muligt at gøre kravet op. I en sådan situation kan forældelse (normalt) ikke indtræde inden kravet kan gøres op. I sager om rene krav efter erstatningsansvarsloven (EAL) vil krav på erhvervsevnetab som forelægges for Arbejdsskadestyrelsen efter EAL 10, som udgangspunkt forælde 1 år efter der foreligger en vurdering. Der er ikke grundlag for at antage at der gælder et anderledes princip for differencekrav. Princippet om at forældelse ikke indtræder mens kravet ikke kan gøres op følger i forhold til sager om differenceerstatning bl.a. af U1995.843H. Det er hverken i medfør af retspraksis eller i lovgivningen udtrykkeligt anført, hvornår krav på differenceerstatning forælder. Forholdet er imidlertid nævnt i lovens forarbejder, og forarbejderne støtter sagsøgtes synspunkt om forældelse. Det bemærkes videre, at retspraksis har fastslået, at såfremt man ikke har gjort krav overfor skadevolder på nogen midlertidige erstatningsposter i 5-års perioden som foreskrevet i Arbejdsskadesikringslovens 36, da kan man ikke gøre et differenceerstatningskrav gældende, jf. Østre Landsrets dom af 27. september 2012. Det er sagsøgtes opfattelse, bl.a med henvisning til Østre Landsrets dom af 27. september 2012, litteratur og lovens forarbejder, at differenceerstatningskravet ikke kan adskilles fra den øvrige del af erstatningssagen på en sådan måde, at der gælder en ny selvstændig 3-årig hhv. 5-årig forældelsesfrist for et sådant krav, cfr. forældelseslovens 2 og 3 og Arbejdsskadesikringslovens 36. Arbejdsskadestyrelsens afgørelsestidspunkt er ikke i sig selv afgørende for hvornår en forældelsesfrist begynder at løbe. For differenceerstatningskrav gælder en selvstændig 1-årig tillægsfrist til 5-års fristen. Denne 1-årige frist kan udledes af bl.a. forældelseslovens 14 og 21, sammenholdt med at både 2 og 3 i forældelsesloven og Arbejdsskadesikringslovens 36. Der er ingen grund til at antage, at forældelsesreglerne i denne sammenhæng skal fortolkes til fordel for skadelidte. Skadelidte har haft 1 år fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til at gøre kravet gældende. Arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 4 er ikke anvendelig på denne sag, idet denne bestemmelse udtrykkeligt vedrører krav efter loven (og altså ikke krav i henhold til EAL). Forældelseslovens 15 kan ikke anvendes som løftestang for at forældelsen er afbrudt.
- 7 - Hensigten med forældelsesreglerne er at sikre, at skadevolder på et tidspunkt kan indrette sig i tillid til at der ikke opstår yderligere krav. Tidspunktet for hvornår forældelse indtræder i denne sag kan ikke udstrækkes som anført af sagsøger. 2.2. Vedr. sagens øvrige omstændigheder) Det gøres videre gældende, at sagsøger har fortabt retten til at gøre et krav på differenceerstatning gældende, idet denne har udvist retsfortabende passivitet ved ikke at gøre kravet gældende i mere end 2 år efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Videre gøres gældende, at sagsøgers tilkendegivelse i mail af 16. februar 2012 (bilag 20) ikke er en tilkendegivelse af at kravet ikke er forældet, men blot en anmodning om at modtage oplysninger om differencekravet. Det bemærkes i den forbindelse særligt, at Codan Forsikring A/S på dette tidspunkt ikke nødvendigvis var klar over hvornår Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse om erhvervsevnetab. Sagsøgers og sagsøgtes dialog i 2012 er ikke et udtryk for forhandling i medfør af forældelseslovens 21. Det gøres gældende, at sagsøgers repræsentants erklæring af 16. februar 2012 (bilag 21) udgør en bindende erklæring om at der ikke udestår yderligere krav i sagen, og stævning er jo så derudover også udtaget mere end 1 år efter denne tilkendegivelse. Denne erklæring er afgivet af sagsøgers professionelle repræsentant, og uden nogen forbehold, og må anses for bindende for sagsøger. Det bemærkes, at det ikke er sagsøgtes opgave at vurdere, om der evt. udestår et differencekrav alene på baggrund af en tilkendegivelse om, at der er truffet en afgørelse om erhvervsevnetab i Arbejdsskadestyrelsen. Sagsøgte er således ikke i ond tro eller lign. i forbindelse med dialogen i 2012. Det er sagsøgers professionelle repræsentant som bærer risikoen for at der er foretaget en fejlvurdering i 16. februar 2012. Sagsøgte har indrettet sig i tillid til denne meddelelse." Rettens begrundelse og afgørelse Den almindelige forældelsesfrist efter forældelseslovens 3, stk. 1, er 3 år. Denne frist er i arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 3, som en undtagelse til forældelseslovens 3, stk. 1, fastsat til 5 år for krav som omhandlet i nærværende sag jf. arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 2. Den 5-årige frist efter arbejdsskadesikringsloven regnes efter lovens 36, stk. 3, fra den dag fordringshaverens (her sagsøgeren) blev bekendt med fordringen eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomt. I hvert fald efter at Arbejdsskadestyrelsen i første omgang den 11. maj 2007 havde prøvet spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne findes sagsøgeren at have haft et sådant kendskab til et muligt krav på differencekravserstatning, at forældelsesfristen på 5 år senest skal regnes fra dette tidspunkt. Forældelse er således i princippet som udgangspunkt indtrådt den 11. maj 2012, d.v.s., før stævningens udtagelse den 7. juni 2013. Imidlertid er genbehandlingen sagsøgerens sag fortsat indenfor det administrative klagesystem. Efter arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 4, gælder der i sådanne tilfælde en undtagelse til ovennævnte, hvorefter for-
- 8 - ældelse af krav tidligst indtræder 3 år efter Arbejdsskadestyrelsens henholdsvis Ankestyrelsens afgørelse i sagen. I denne sag traf Ankestyrelsen den 4. marts 2010 afgørelse om at forhøje sagsøgerens erhvervsevnetab til 40 %. Sagsøgeren findes derfor senest fra dette tidspunkt at burde have kunnet indse, at der kunne opstå et spørgsmål om differencekravserstatning. Da sagsøgeren imidlertid ikke har forfulgt kravet før ved stævning af 7. juni 2013 er kravet også som udgangspunkt i medfør af arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 4, forældet. Da retten heller ikke finder, at forældelseslovens 21, stk. 2, kan fortolkes som et tillæg på 1 år til fristen i arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 4, frifindes sagsøgte. Thi kendes for ret: Sagsøgte, Codan Forsikring A/S, frifindes. Inden 14 dage skal sagsøgeren til dækning af sagsøgte udgifter til advokatbistand betale 70.000 kr. Beløbet inkluderer moms.