1 1.søndag efter trinitatis, den 2. juni 2013 Vor Frue Kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Luk 16,19-31 Salmer: 745, 434, 696, 614, 292, 685 v.4, 375 Gud, lad os leve af dit ord Som dagligt brød på denne jord Det evige liv er et liv med Gud både her og hisset. Ikke det samme liv sandsynligvis, men et liv med den samme Gud. Ordene er Prenters, tidligere teologiprofessor i Århus. Jeg tænker, at det vil være vanskeligt at være uenig med ham. Vi har aldrig kunnet forestille os, at livet var slut med livet. Vi har altid tænkt på et hisset og aldrig kun på et her. Som den jødiske vandrelegende om Den rige mand og Lazarus demonstrerer, har vi også til tider gjort os meget konkrete forestillinger om efterlivet. Forestillingerne siger sikkert mere om os, end de siger om efterlivet med Gud. Men kogt ind til benet med formuleringer som Prenters om efterlivet som et liv med den samme Gud hisset, som vi har levet med her, siger vi hverken for meget eller for lidt.
Vi er et par generationer, som har sagt for lidt, når vi så det som vores opgave at flytte evigheden ind i vores liv. Det evige liv var her og nu, hed det slagordsagtigt, eller lidt mere politisk korrekt ude på venstrefløjen, at det evige liv var her som en vision om endnu bedre tider. Ansigt til ansigt med døden er det vanskeligt at opretholde forestillingen om det evige liv som noget, der allerede skulle være overstået. Hvad enten vi møder døden som vores egen forestående i angsten, eller vi møder døden som venners og families død i tabet og savnet, er vi sjældent i tvivl om, at vi er hos Gud i døden. Det er i virkeligheden forbundet med større vanskeligheder at forstå, at vi også skulle være det i livet. Lindhardt afskaffede godt nok det evige liv, det år jeg blev født. Lindhardt gjorde op med folkelige forestillinger om, at mennesker kommer i himlen efter døden for at give desto bedre plads til vores tro på opstandelsen. Efterlivet er et møde med Kristus, ikke et møde med hinanden. Himlen, det er at møde ham, der sagde, jeg er opstandelsen og livet. Det kunne denne radikale tænkers mere konservative kollega Prenter ikke være uenig i. Det evige liv er et liv med Gud både her og hisset og altså den Gud, som åbenbarede sig i Kristus. 2
3 Det var ikke efterlivet med Gud men billederne, man gjorde op med. Litteraten Nils Gunder Hansen siger i en nyligt udkommen bog om tidsånden fra 40 til nu, at det er en misforståelse at hævde, at Lindhardt afskaffede det evige liv. Som de fleste af sin tids teologer, afmytologiserede han kristendommen. Det vil sige, at han fjernede de billedlige forestillinger om et gensyn i en anden sfære til fordel for en billedløs tro på Kristus slet og ret. Projektet var i en tid, hvor den såkaldte eksakte videnskab gik sin sejrsgang, at rense kristendommen for oplagt overtro og immunisere den i dens ellers håbløse konkurrence med videnskaben. Lindhardt kunne tage udgangspunkt i de ord, I kender fra jordpåkastelsen ved graven. Ordene Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Ordene er ikke en genereel lære om den menneskelige cyklus af liv og død. De kan oversættes til tror du, at den døde og du selv er skabt af Gud? Tror du, at du kommer til at miste alt og blive til intet igen? Og tror du, at Gud har skabt dig, og at du ikke er ene, når gælden skal betales? Det er selvfølgelig de rappe replikker, der huskes, som når Lindhardt sagde, at man kan ikke tage det evige liv fra folk, som ikke engang ved, hvordan de skal slå en weekend ihjel. Det er
forenklingen eller misforståelsen, at Lindhardt ene mand skulle have afskaffet det evige liv, vi husker. Anliggendet var langt væsentligere som et opgør med hele århundredets udviklingsoptimisme. Lindhardt viste, hvordan tidens udviklingstro også er en form for evighedstro. De grundtvigske bønder tænkte i vækst og i det, der gror, også i deres forestillinger om efterlivet. Missionsfolkene ventede dommedag og trøstede sig selv med, at det nok var dem selv, der kom til at sidde og dømme. Og socialdemokraterne ventede på fremtiden som en slags sekulariseret himmerige. De ville gøre gode tider bedre. Det er på engang kulturkritik og trøst, når det derfor hedder, at vi ikke i evighed skal nøjes med vores egne forestillinger men møde Kristus. Det er evigheden. Disse tanker har Århusprofessoren nu også fremført i en prædiken over netop Den rige mand og Lazarus, som han kalder en jødisk vandrelegende uden et eneste kristeligt ord. Hvis der alligevel kan komme en prædiken ud af den tekst, kan det kun ske ved at tale teksten midt imod, siger Lindhardt. Og det gør han. Med rette. Vi deler ikke 50 ernes behov for at storme de billeder, kristendommen er blevet forstået ved hjælp af. Tværtimod. Vi leder efter billeder og 4
forestillinger, vi kan hvile vores evigt udfordrede bevidsthed i. Og hvorfor ikke forvente os det smukkeste af evigheden. Et liv i Abrahams skød, en hvile på grønne vange, et himmelsk måltid med god mad og stærk vin som ved et bryllup, hvor med venner i lys vi tale. Var halvtressernes opgave at afmontere billederne, så vi kunne møde Kristus som den rene og skære udfordring til vores eksistens, leder vi efter smukke billeder som hjælp til at forstå. Dengang afmytologiserede man, vi genmytologiserer. Kirken overlevede den eksakte videnskabs succes. Intet er længere så eksakt, som det har været. Og kirkeligheden overlevede blandt andet ved kunsten, musikken, digterkunsten, i mindre grad den bildende kunst. Hvis billederne ikke er helt på omgangshøjde med tidens længsel, skyldes det måske, at den evangeliske pointe er vanskelig at male frem. Vi kan se Lazarus i Abrahams skød og den rige mand i pinestedet. Vi kan se den dybe kløft mellem dem. Vi kan se den rige mands mange brødre på afveje. Det står så tydeligt, at det er vanskeligt at se, at det er aldeles uevangelisk. Fortællingen handler om den retfærdighed, som sker fyldest i det hinsidige, hvor al ulighed 5
udlignes. Den rige fik sit gode her, Lazarus får det gode hinsides. Således fordeles sol og vind ligeligt. Man kan sige, at evangeliet er så mange ting, men ét er ganske aldeles sikkert: det går os ikke efter fortjeneste. Gik det sådan, ville vi alle være fortabte. Også Lazarus. Det går os både her og hisset efter Guds nåde og barmhjertighed. Det er evangeliet. Vi kommer hverken nu eller nogensinde til at bære de fulde konsekvenser af vores gøren og laden. Vi kommer til at stå til ansvar. Det gør vi allerede. Og vi kommer ansigt til ansigt med vores dommer til at erkende, hvordan vi svigtede vores forpligtelse, hvordan vi levede på hinandens bekostning. Lignelsen slutter med ordene om, at hvis den rige mands brødre ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde. Så kan det næsten ikke blive værre. Vi tror tværtimod, at det eneste, der hjalp, var, at en opstod fra de døde. Det er Gudstro. Nu har vi ladet Lindhart får ordet så mange gange, så hvorfor ikke slutte med et rigtigt lindhardsk udtryk: tror du, det er sandt, hvad Kristus siger, så tror du på opstandelsen. Hvis du I hans ord hører sandheden om dig selv, tror du på Kristus som levende, så tror du på opstandelsen. 6
7 Så bliver kun det spørgsmål tilbage, hvordan i alverden denne legende om Den rige mand og Lazarus er havnet i Lukasevangeliet. Tja, måske fordi den siger noget om vores forestillinger om retfærdighed og sådan lidt bagvendt tilskynder os til selv at finde kontrasten til evangeliets anderledes tale. Måske fordi Lukas skriver til den rige Teofilus og ikke kan nære sig for at advare ham imod rigdommens bedrag. Hvem ved. Nu står den der som en evig advarsel mod at tro på bogstaverne. De slår ihjel, mens ånden gør levende. Både her og hisset. Lov og tak og evig ære