Bankpakkerne. Bankpakkerne som kriseindgreb i Danmark hvem var vindere og tabere?

Bankpakkerne Bankpakkerne som kriseindgreb i Danmark hvem var vindere og tabere? Afsluttende projekt til HD 1. del af Mikkel Wenøe Bach Business and Social Sciences - Aarhus Universitet Vejleder: Per Johnsen Smidt Studienummer: 411574 Ansat ved AarhusKarlshamn

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 1 1.1. Problemformulering... 1 1.2. Afgrænsning... 2 1.3. Metode... 2 1.4. Struktur... 2 1.5. Solvenskravet... 3 2. Bankpakkerne... 5 2.1. Bankpakke I Bankpakken (2008)... 6 2.1.1. Beskrivelse... 6 2.1.2. Anvendelse... 7 2.1.3. Vurdering... 8 2.2. Bankpakke II Kreditpakken (2009)... 10 2.2.1. Beskrivelse... 10 2.2.2. Anvendelse... 11 2.2.3. Vurdering... 11 2.3. Bankpakke III Exitpakken (2010)... 13 2.3.1. Beskrivelse... 13 2.3.2. Anvendelse... 13 2.3.3. Vurdering... 14 2.4. Bankpakke IV Konsolideringspakken (2011)... 14 2.4.1. Beskrivelse... 14 2.4.2. Anvendelse... 14 2.4.3. Vurdering... 15 2.5. Bankpakke V Udviklingspakken (2012)... 16 2.5.1. Beskrivelse... 16 2.5.2. Anvendelse... 17 2.5.3. Vurdering... 18 3. Analyse af bankpakkernes effekt... 18 4. Konklusion... 24 5. Kildefortegnelse... 26

1. Indledning I årene inden finanskrisen var optimismen på de finansielle markeder høj, pengeinstitutter såvel som private personer investerede i aktier, fast ejendom, råvarer ja nærmest alt hvad der kunne investeres i, med den tilgang at det kun kunne gå opad. Stemningen var skabt af en lang periode med højkonjunktur hvor væksten var i top, boligmarkedet støt stigende og lave renter. Optimismen gav alle pengeinstitutterne incitament til at låne flere og flere penge ud til diverse investeringer og risikoen syntes lille eftersom pengene blev ved med at vælte ind. Pengeinstitutterne stoppede ikke der, de lånte i stor stil ud til hinanden og nogle meget kreative lånemetoder blev benyttet hvor bankerne også kunne optage risiko på andres lån i håb om gevinst. Kompleksiteten i markedet var stor og den globale finanssektor var kædet sammen på kryds og tværs af nærmest uendeligt mange forskellige investeringer. Netop kompleksiteten og euforien af højkonjunkturen kan være nogle af de grunde til den langsomme reaktion fra den globale banksektor da finanskrisen begyndte at ramme USA i 2007, hvorefter den fik lov at sprede sig over hele Europa og resten af verden, i 2008. Det kan argumenteres at hvis mange af pengeinstitutterne havde accepteret de første tab og likvideret deres positioner ville finanskrisen aldrig have fået lov til at sprede sig i det omfang den gjorde. Den stadig eksisterende optimisme var dog svær at slippe af med og bankerne stod fast og begyndte at falde én efter én på de efterfølgende enorme tab. Problemet for mange af de danske pengeinstitutter var at de havde finansieret deres egne udlån med korte markedsbaserede lån fra udenlandske banker de nu ikke kunne få fornyet pga. nedgangen. De danske pengeinstitutter begyndte derefter at blive hårdt ramt og nogle gik konkurs hvilket igen påvirkede sektoren fordi den var sammenbundet af lån til hinanden - den nedadgående spiral synes derfor ikke til at stoppe uden hjælp fra staten. Staten hjalp bankerne igennem de såkaldte bankpakker, som vil blive behandlet i denne rapport, lignende bankpakker blev benyttet i mange andre lande i Europa. Behandlingen vil forsøge at afklare om pakkerne hjalp og hvorvidt det har været bankerne eller staten der har høstet den største gevinst på dem. Det har igennem medierne været diskuteret frem og tilbage om hvorvidt bankerne har været hensynsløse i deres optag af risiko fordi de har regnet med at staten i sidste ende ville agere sikkerhedsnet. Konceptet too big to fail er ofte blevet fremhævet, hvilket er et udtryk for at bankerne simpelthen var involveret i for store dele af den danske økonomi til at staten ville lade dem gå ned en sikkerhed der kan være meget uretfærdig set fra den almindelige skatteyders synspunkt. 1.1. Problemformulering Denne rapport behandler de 5 bankpakker der blev gennemført, i Danmark, i perioden 2008-2012, som følge af den globale finanskrise. Formålet med rapporten er at vurdere bankpakkernes effektivitet, som kriseindgreb. For at kunne udfylde dette formål vil rapporten undervejs opnå følgende delmål. Beskrive og forklare bankpakkerne. Side 1

Redegøre for hvordan bankpakkerne blev brugt. Foretage en vurdering af de enkelte bankpakker, med udgangspunkt i de enkelte bankpakkers formål samt sammenligning til udlandet. Lave en analyse af bankpakkernes virkning på den danske økonomi og lave en sammenligning med udlandet. Konkludere hvorvidt de danske bankpakker var bedre eller dårligere end udlandets løsninger. 1.2. Afgrænsning Rapporten fokuserer udelukkende på pengeinstitutter, på trods af at bankpakkerne også påvirkede realkreditinstitutter, forsikringsselskaber med mere. Rapporten vil ikke gengive samtlige punkter i bankpakkerne til fulde, men vil behandle dem der er dømt mest vigtige for at have en effekt på den danske økonomi. Det er ikke rapportens formål at forklare hvorfor finanskrisen opstod, men den vil løbende foretage kommentarer eller henvisninger på nogle af årsagerne. Det erkendes at den analyse der foretages af bankpakkernes virkning på den danske økonomi blot vil være en argumentativ sandsynliggørelse af rapportens konklusioner og aldrig vil kunne påvise det ene eller det andet. Denne erkendelse er et produkt af at det er umuligt at vide hvad der var sket, hvis bankpakkerne ikke var blevet gennemført, samt et produkt af at den danske økonomi er så kompleks, at de variable der kan måles på, ikke er den isolerede effekt af bankpakkerne. 1.3. Metode Denne rapport forsøger i sidste ende ikke at skabe ny viden. Rapporten sammenfatter konklusioner fra artikler og undersøgelser med henblik på at opfylde problemformuleringen. Rapporten vil dog blive farvet af mine egne meninger på baggrund af det materiale der er udvalgt og brugt som kilder. Det er naturligt at nogle af de kilder der er benyttet i rapporten vil være farvet af forfatterens politiske retning. Rapporten vil forsøge at forholde sig kritisk til kilderne og fremstille argumenterne på så saglig basis så mulig. Det er desuden også et problem at de økonomiske resultater for bankpakkerne er fremstillet af politikerne og deres embedsmænd da det er i deres interesse at fremstille bankpakkerne med så godt et resultat så muligt. Kilder fra ministerierne vil dog behandles mindre kritisk end kilder fra diverse medier da de ligger under for større ansvarlighed og konsekvens på det materiale der bliver udsendt. Der vil igennem rapporten blive forsøgt at gå så tæt på den direkte kilde så muligt for at opnå så høj reliabilitet og validitet så muligt. (Andersen, 2010) 1.4. Struktur Opgaven er opbygget efter blooms taksonomi, og vil med dette værktøj opretholde en rød tråd, fra problemformulering til konklusion. Jeg forudsætter at læseren kender blooms taksonomi, men vil nævne at formålet er, skridt for skridt, at bevæge sig fra det beskrivende til det vurderende plan af det emne man behandler. Side 2

Referencesystemet anvendt, til de kilder der er benyttet, er American Psychological Association Fifth Edition. Dette sker ved at i slutningen af det afsnit hvor kilden er benyttet vil den blive henvist således. (Forfatter, År) Alle henvisninger kan desuden findes til sidst i rapporten under kildefortegnelsen. Henvisninger til love vil ikke være henvist med kilde, jeg vil dog på det kraftigste anbefale den officielle webside for love i Danmark. https://www.retsinformation.dk/ I starten af hvert hovedafsnit vil der indgå en forklarende metatekst der vil guide læseren, med formål om at læseren vil være i stand til at bevare overblikket. 1.5. Solvenskravet I denne rapport omtales to vigtige krav til et pengeinstitut, kendt som minimumskapital- og solvenskravet, de vil derfor blive defineret her som de er beskrevet i Lov om finansiel virksomhed (LFV) afsnit V kapitel 10. For at definere kravene gennemgås desuden andre fagudtryk. I 124 og 127 LFV står der at 1. Solvenskravet: Basiskapitalen i et pengeinstitut skal mindst udgøre 8% af de risikovægtede poster. 2. Minimumskapitalkravet: Basiskapitalen skal mindst udgøre 5 millioner euro. 3. Kapitalkravet: Defineret som det største krav af solvenskravet og minimumskapitalkravet. Bemærk at solvensprocent derfor vil kunne udregnes således I de følgende underafsnit defineres basiskapitalen og de risikovægtede poster. 1.5.1.1. Basiskapital I 128 er det beskrevet at basiskapitalen er den reducerede kernekapital tillagt den reducerede supplerende kapital fratrukket den andel af kapitalkravet, i et sektorrelateret datterselskab eller et andet penge/realkredit/forsikrings-institut, der er direkte eller indirekte ejet jf. 139. Bemærk at er fratrukket for at pengeinstituttet kan bruge den kapital til at opfylde solvenskravet til den ejede andel af den anden virksomhed. Dermed Dette giver dog ikke direkte svar på hvad basiskapitalen er før end vi har defineret de nye begreber. Side 3

1.5.1.2. Kernekapital Kernekapitalen for et pengeinstitut er beskrevet i 129 og er på mange måder det vi kalder egenkapital i en almindelig virksomhed. Det der bl.a. indgår i kernekapitalen er indbetalt aktiekapital, reserver og overført overskud. Derudover indgår også en ny variabel kaldet den hybride kernekapital der er unik for pengeinstitutter og vil blive defineret i næste afsnit. Kernekapitalen fratrækkes jf. 131: Beholdningen af egne kapitalandele, immaterielle aktiver, skatteaktiver og årets løbende underskud. Dermed opnås den reducerede kernekapital. Bemærk den reducerede kernekapital indeholder stadig den hybride kernekapital. 1.5.1.3. Hybrid kernekapital Den hybride kernekapital defineres jf. 132. Kort forklaret er hybrid kernekapital lån som banken har optaget under nogle helt specielle vilkår. Et af vilkårene er at lånet aldrig kan opsiges eller forfalde fra långivers side på en forudbestemt dato, det varer i realiteten evigt eller til pengeinstituttet selv vælger at indfri det 1. Et andet krav er at der kun må betales renter på lånet såfremt banken har et opsparet overskud (reserver). Til sidst har långiveren, såfremt pengeinstituttet går konkurs, først krav på sin fordring efter alle andre kreditorer, aktionærer undtaget. Dermed kan lånet ifølge 132 opfattes så risikofrit at det kan tælle med i kernekapitalen. 1.5.1.4. Supplerende kapital Den supplerende kapital defineres i 135. En vigtig regel for supplerende kapital er at den højst må udgøre det samme af basiskapitalen, som kernekapitalen. Er den supplerende kapital reelt højere vil det overskydende ikke tælle med imod kapitalkravet. Supplerende kapital er primært lån jf. 136, som pengeinstituttet har optaget på nogle betingelser der er ansvarlige, men ikke lige så skrappe som for den hybride kernekapital. Krav til lånet er bl.a. at det har en fast løbetid og ikke kan kræves tilbagebetalt før tid af långiver medmindre pengeinstituttet går konkurs, det kan heller ikke tilbagebetales før tid på pengeinstituttets ønske medmindre der gives tilladelse fra Finanstilsynet. I de sidste 3 år før lånets planlagte indfrielse vil det ikke tælle 100% med i den supplerende kapital der indgår i basiskapitalen, da det kun tæller 75% med 3 år før, 50% 2 år før og 25% 1 år før. Supplerende kapital regnes derfor ikke ligeså værdifuldt for pengeinstituttet som den hybride kernekapital, der i princippet kan opfattes som bankens egen. Efter nedsættelsen af de lån der står til at forfalde inden for 3 år og en evt. nedsættelse til værdien af kernekapitalen kaldes det for den reducerede supplerende kapital. 1 Med tilladelse fra Finanstilsynet Side 4

1.5.1.5. Risikovægtede poster De risikovægtede poster er defineret i 142 og omfatter poster hvori der kan tillægges en kreditrisiko, aktierisiko, renterisiko, valutarisiko, råvarerisiko, eller i princippet en anden reel risiko. 1.5.1.6. Opsummering Kapitalkravet for et pengeinstitut er specielt fordi at lån med særlige vilkår kan tælle med i størrelsen af basiskapitalen. Pengeinstitutter vil derved have nemmere ved at opfylde solvenskravet på 8% så længe den supplerende kapital ikke overstiger kernekapitalen. Solvensprocent er ofte en variabel der bliver forbundet med sikkerhed i et pengeinstitut, men det er altså vigtigt at pointere at pengeinstituttet godt kan optage risiko for lånte penge uden at det ødelægger deres solvensprocent. 2. Bankpakkerne Mange danske banker var i store problemer som følge af finanskrisen der startede i 2007-2008. De fleste banker havde store udlån til debitorer der nu var ude af stand til at fortsætte afdrag på deres lån fordi de var gået konkurs. Bankerne var desuden tungt eksponeret i andre investeringer og tabte store beløb fordi hele verdensmarkedet raslede nedad grundet finanskrisen. De tabte penge gjorde at bankerne nu var nødt til at være meget forsigtige med at udlåne flere penge og lave investeringer, simpelthen af frygt for at gå konkurs. Indskydere i bankerne stod desuden overfor en risiko ved at have pengene stående fordi der var chance for at banken gik konkurs og indskuddet tabt. Denne effekt blev af staten erklæret usund og farlig for den danske økonomi fordi erhvervslivet og de almindelige husholdninger ikke kunne opnå den nødvendige kapital og sikkerhed til at lave nye investeringer eller opretholde drift og forbrug. Bankpakkerne var statens løsning til forhindre at finanskrisen skulle skabe for meget nedgang i økonomien og undgå den kaos og frygt det ville skabe i samfundet hvis bankerne gik ned. I praksis var bankpakkerne en helt ny række af love om finansiel stabilitet hvoraf nogle var midlertidige og andre permanente. Mange af lovene er stadig gældende i dag, men de vigtige midlertidige love der for alvor eksponerede staten til stor risiko er efterhånden udfaset eller på vej til det. De følgende underafsnit vil give en beskrivelse, en anvendelse og en vurdering af de forskellige bankpakker. Beskrivelsen vil gå så tæt på den relevante kilde så muligt og vil ofte henvise direkte til de love der blev gennemført. Anvendelsen vil give konkret data på resultater af de forskellige bankpakker samt give konkrete eksempler på hvornår og hvordan de blev benyttet. Data omkring anvendelsen tager udgangspunkt i offentligt statsmateriale, årsrapporter og artikler. Vurderingen vil reflektere over hvad der kunne være gjort anderledes og hvor vidt bankpakkerne virkede efter hensigten, vurderingen vil som oftest tage udgangspunkt i artikler bakket op af konkret data. Efter afsnittene om Bankpakkerne vil jeg give en samlet vurdering af hele forløbet med udgangspunkt i makro og nationaløkonomi. Side 5

2.1. Bankpakke I Bankpakken (2008) 2.1.1. Beskrivelse Bankpakken blev vedtaget d. 10. oktober 2008 igennem bekendtgørelsen af lov om finansiel stabilitet (LFS). Den garanti der er bestemt i loven udløb d. 30. september 2010. To statsejede selskaber blev oprettet i forbindelse med bankpakken: Det Private Beredskab til Afvikling af Nødlidende Banker, Sparekasser og Andelskasser (Det Private Beredskab) blev stiftet af finansrådet d. 13. juni 2007 og er en forening hvor nødlidende pengeinstitutter frivilligt kan blive medlem mod betaling. Paragrafferne i Bankpakken gjaldt udelukkende for de banker der valgte at blive en del af Det Private Beredskab. (LFS 1-2) (Finansrådet, 2011) Finansiel Stabilitet A/S (Afviklingsselskabet i LFS) blev stiftet samtidig med vedtagelsen af bankpakken. Virksomheden skulle sikre at de forpligtelser Det Private Beredskab fik til sine medlemmer blev garanteret. Ligeledes garanterede Finansiel Stabilitet de krav de simple kreditorer havde imod pengeinstitutterne der var medlem af Det Private beredskab. (LFS 3-6). Bankpakken gav fuld garanti for simple kreditorer samt indskydere for tilgodehavender i danske pengeinstitutter, desuden stillede den garanti for indskydere i danske filialer af udenlandske pengeinstitutter. Derudover blev der også givet fuld garanti for de lån bankerne ydede til hinanden. Staten garanterede helt ubegrænsede beløb hvilket betød at pengeinstitutter samt deres kunder havde en kæmpe sikkerhed ved at være medlem i Det Private Beredskab. En af de vigtigste konsekvenser af Bankpakke I var at pengeinstitutterne kunne låne penge af andre banker fordi staten nu stillede garanti for lånet, på den måde kunne bankerne få den fornødne kapital til at drive driften videre på trods af en usikker økonomi grundet krisen. Garantiaftalen for de pengeinstitutter der vælger at blive medlem af Det Private Beredskab havde følgende hovedpunkter: Det Private Beredskab sælger medlemskabet til pengeinstitutterne og er derefter forpligtet til at betale 7,5 mia. kroner årligt til Finansiel Stabilitet i den 2-årige periode garantien er gyldig. Det Private Beredskab bestemmer selv hvor meget de enkelte pengeinstitutter skal betale af den totale garantiforpligtelse. (LFS 9 stk. 2) Det Private Beredskab stiller 10 mia. kroner til rådighed til Finansiel Stabilitet, til kaution for eventuelle tab Finansiel Stabilitet bliver nødt til at dække. (LFS 9) Overstiger tabene fra Det Private Beredskabs medlemmer de 25 mia. kroner der indtil videre er stillet til rådighed skal medlemmerne selv dække tab i Finansiel Stabilitet for yderligere 10 mia. kroner. (LFS 9 stk. 3) Side 6

Finansiel Stabilitet kan nu uden statsfinansiering dække et tab i bankerne for op til 35 mia. kroner da dette beløb er finansieret af medlemmerne af Det Private Beredskab alene. Overstiger tabene 35 mia. kroner vil staten dække resten af det tab ved at overføre kapital til Finansiel Stabilitet. (LFS 10-11) Skal Finansiel Stabilitet dække tab for mindre end 25 mia. kroner, dvs. den garantiforpligtelse der i alt blev betalt af Det Private Beredskab, har Finansiel Stabilitet et overskud. Dette overskud skal i så fald tilfalde staten. (LFS 11) 2.1.2. Anvendelse Resultatet for Bankpakke I var principielt et overskud på 13 mia. kr. for staten, dog hører der med til historien at Roskilde Bank gik konkurs 1. september 2008, dvs. før Bankpakke I var gældende. Finansiel Stabilitet A/S overtog afviklingen af Roskilde Bank på samme præmisser som en afvikling under Bankpakke I, det endte på et tab af -10,5 mia. kr. Derfor regnes resultatet af Bankpakken som +2,5 mia. kr. for staten i de fleste henvisninger og officielt materiale. (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2013) De danske bankers udgifter, dvs. garantiprovisionen, var alt andet end en mindre omkostning for bankerne, jeg vil her give eksempel på to banker hvor jeg vil sammenligne udgifterne til statsgarantien med bankens totale omkostninger, eksklusiv nedskrivninger udlån, for at give et billede af hvor stor en byrde det var for bankerne. Se på Figur 1. Nykredit brugte i 2008 112 mio. kr. på Bankpakke I dvs. omkring 5,8 % af deres samlede omkostninger. I 2009 var det 500 mio. kr. hvilket udgjorde hele 21,9 % af bankens samlede omkostninger. I 2010, der var det sidste år med bankpakke I, blev det til 370 mio. kr. hvilket svarer til 17,0 %. Udgifterne til bankpakke I var altså forholdsmæssigt meget store i forhold til hvad Nykredit brugte på almindelige driftsomkostninger. Det skal dog nævnes at Nykredits absolut største udgifter i perioden ikke kommer fra driften, men fra nedskrivninger af udlån hvilket må antages at være som følge af krisen. Figur 1 - Nykredits udgifter på Bankpakke I (Nykredit Bank, 2013) Se på Figur 2 og Figur 3. Danske Bank brugte i 2008 0,6 mia. kr. på Bankpakke I, denne udgift må antages at være garantiprovision, men det kan ikke udelukkes at Danske Side 7

Bank har forbundet andre udgifter i denne kategori da den ikke bliver beskrevet yderligere. I 2008 udgjorde garantiprovisionen 2,1 % af de samlede omkostninger eksklusiv nedskrivninger på udlån. I 2009 brugte Danske Bank 2,5 mia. kr. på garantiprovisionen hvilket svarede til 8,7 % og i 2010 brugte Danske Bank 1,9 mia. kr. hvilket svarede til 7,3 %. Udgifterne på garantiprovisionen er altså større for Danske Bank, men i forhold til de andre driftsomkostninger er de markant mindre end for Nykredit. Figur 2 og Figur 3 - Danske Banks udgifter på Bankpakke I (Danske Bank, 2010) (Danske Bank, 2011) Ud fra sammenligningen kan det ses at 2009 var det dyreste år under Bankpakke I, hvilket også var det år hvor krisen kradsede mest. Vurderingen af hvor meget pengeinstitutterne individuelt skulle betale i garantiprovision må have været en vægtning af bankens størrelse og risiko i forhold til de andre der blev medlem af det private beredskab, men det har ikke umiddelbart været muligt at finde noget officielt dokumentation for det helt præcise grundlag. Det er dog påfaldende at Nykredit forholdsmæssigt betaler et beløb der ligger langt større end det beløb Danske Bank betaler, dog er satsen højst sandsynligt ikke bestemt ud fra deres eksisterende omkostninger, men som før nævnt, nærmere på den risiko banken har påtaget sig. Bruges den argumentation kunne det antages at Nykredits investerings og udlåns portefølje i større grad blev udgjort af risikobetonede poster end den af Danske Banks. Størrelsesmæssigt ligger de to banker dog ret langt fra hinanden idet Danske Bank også eksisterer i udlandet mange steder. Garantiprovisionen kan dermed have været et skøn over hvor meget af Danske Bank der reelt set var i Danmark og kalkuleret garantiprovisionen ud fra det. Slutteligt skal det dog pointeres at den totale garantiprovision fra alle pengeinstitutter der deltog var på 25 mia. kr. hvoraf Danske Bank har betalt 5 mia. kr. altså en femtedel af det totale beløb. 2.1.3. Vurdering Det kan være svært at give et fyldestgørende svar på hvad der ville have været sket hvis ikke Bankpakken var blevet indført. Bankpakken gav bankerne og deres indskydere meget stor sikkerhed og hvis de ikke havde haft denne sikkerhed kunne man have forestillet sig at der havde været en forværring af finanskrisen. Uden sikkerhed kunne der opstå en form for panik i samfundet hvor virksomheder og private begyndte at trække deres indestående kapital ud af bankerne. Havde det ført til normal konkurs og afvikling af de nødlidende banker ville det have gået ud over mange virksomheder og indskydere generelt, hvilket kunne havde ledt til en endnu større nedadgående spiral for den danske økonomi. Frygten kunne have eskaleret samfundet til en tilstand der Side 8

kunne have bragt Danmark i en situation som den der er set i Sydeuropa, men i sidste ende er det dog gisninger eftersom det aldrig blev aktuelt. Det er kommet frem i medierne at mange pengeinstitutter, deriblandt Danske Bank, stod i en situation der var meget kritisk i 2008 og at en statsgaranti fra staten var uhyre vigtig at få gennemført for at Danske Bank ville overleve. Det altoverskyggende problem var den store mangel på likviditet da de korte og mellemlange lån der normalt havde finansieret banken ikke kunne optages mere pga. manglende sikkerhed. Politikerne var overbevist om at hvis Danske Bank gik ned så ville det få så store konsekvenser for den danske økonomi og samfundet generelt at det ville være en regulær katastrofe. Politikerne var derfor under pres for at komme frem med en løsning og statsgarantien endte med at blive gennemført igennem Bankpakke I dog imod betalingen af de minimum 15 mia. kr. i garantiprovision. (Nyholm, Bendtsen, & Aagaard, 2012) Et andet meget omdiskuteret emne omkring bankpakken, der først har fået mediernes opmærksomhed senere, er omkring involveringen af ATP. ATP er Arbejdsmarkedets Tillægs Pension og var på tidspunktet en tvungen pensionsopsparing for alle i Danmark der var i arbejde. Ifølge kilden lånte ATP, lige før bankpakken, 40 mia. kr. ud til de danske pengeinstitutter med en garanti fra nationalbanken. Ud af de 40 mia. kr. fik Danske Bank eftersigende en betydelig del. Bestemmelserne og renten for lånet fremgår ikke i artiklen, men det er påfaldende at et så stort beløb af folks egen pensionsopsparing blev benyttet til at redde bankerne uden at det umiddelbart blev offentliggjort. (Aagaard, Nyholm, & Bendtsen, 2012) Spørgsmålet der er stillet utallige gange siden, er hvorvidt garantiprovisionen betalt af bankerne var for stor eller for lille. Her vil de to siders synspunkter blive opstillet. På den ene side kan man argumentere for at provisionen var for høj eftersom den endte i et overskud for staten, hvor statens formål ikke var at tjene penge, men at stabilisere den danske økonomi et mål der blev opfyldt. Finanskrisen var noget ingen kunne forudse, derfor er det ikke rimeligt at bankerne skal betale en så høj pris for det. På den anden side kan man argumentere for at bankerne blev reddet på trods af en situation de selv havde bragt sig i ved at følge strømmen af hensynsløse investeringer og et oppustet marked på den internationale scene, der ultimativt ledte til finanskrisen. Virksomheder der ikke kan klare sig selv er ikke normalt virksomheder man ønsker at bevare, derfor er det vel kun rimeligt at der betales en klækkelig sum af bankerne for en direkte redning fra staten og dens skatteydere. Hvis konsekvensen for at drive dårlig virksomhed forsvinder og staten fungerer som sikkerhedsnet, risikeres en ineffektiv finanssektor. Dengang provisionen blev fastlagt vidste man reelt ikke hvilke banker der ville gå konkurs og hvilke der kunne klare sig. Staten stillede uendelig garanti, hvilket kunne have været en katastrofe for statskassen. I virkeligheden viste det sig dog at Bankpakken var et overskud for staten, men den sikkerhed der fulgte med Bankpakken Side 9

er svær at opgøre i kroner og ører for de pengeinstitutter der deltog eftersom samfundet havde reageret anderledes. Gevinsten for at pengeinstitutterne fik Bankpakke I kunne derfor godt potentielt overstige de udgifter der er blev betalt. En ting der heller ikke bliver nævnt i nogle af de officielle regnskaber der forekommer, er skat. Bankerne kan nemlig fratrække provisionen og bruge den som fradrag når der skal betales skat. Det betyder at selskabsskatten på 25% af de samlede indtægter på garantiprovisionen faktisk direkte kan trækkes fra som en udgift for staten, det svarer til 25% af de 25 mia. kr. nemlig 6,25 mia. kr. Dermed er bankpakken ikke en overskudsforretning på 2,5 mia. kr. for staten, men et underskud på 3,75 mia. kr. Fordi man ikke har valgt at lade dette indgå i regnskabet på baggrund af regnskabstekniske argumenter, sender man et bevidst signal om et overskud på bankpakken der reelt ikke eksisterer. (DR P1, 2011) 2.2. Bankpakke II Kreditpakken (2009) 2.2.1. Beskrivelse Kreditpakken blev vedtaget d. 3. februar 2009 igennem bekendtgørelsen af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter (LSK). Pakken indeholdt også en ændring til LFS, primært i form af en tilføjelse af 16a-16d. Pakken er dermed todelt: For det første kunne pengeinstitutter frem til den 31. december 2010 ansøge om individuelle garantier fra staten lignende de forhold der tilhørte Bankpakken. Den oprindelige garanti i Bankpakken ville på dette tidspunkt være udløbet, pengeinstitutterne fik dermed muligheden for at forlænge den, med op til 3 år. (LFS 16a-16d) For det andet kunne pengeinstitutter indtil d. 30. juni 2009 ansøge om et direkte kapitalindskud (lån) af staten. (LSK 1-2) Vilkårene, og ikke mindst garantiprovisionen, for den nye statsgaranti skulle forhandles individuelt og garantien gjaldt kun for lån udstedt senest d. 31. december 2010. Det primære krav for at opnå denne garanti var at pengeinstituttet opfyldte solvenskravet på 8%, men solvenskravet kunne forhøjes efter en individuel vurdering af finanstilsynet. (LFS 16a-16b) Det lån pengeinstitutterne kunne modtage blev beregnet ud fra virksomhedens kernekapitalprocent således at de efter kapitalindskuddet havde en kernekapitalprocent på mindst 12. (LSK 3) Grunden til at lånet påvirker kernekapitalen er at lånet er et stående ansvarligt lån uden udløbsdato og vil derfor kunne opfylde kravene for hybrid kernekapital. (LSK 1-2) Pengeinstitutterne blev inddelt således: Kernekapitalprocent på under 9 kan få lån indtil de opnår en kernekapitalprocent på 12. (LSK 3-2) Kernekapitalprocent på over 9 kan maksimum opnå et lån der øger deres kernekapitalprocent med 3. (LSK 3-3) Side 10

Kernekapitalprocent under 6 skal forhandles individuelt, for at opnå et lån der giver den størst mulige kernekapitalprocent. Dette er det eneste forbehold der kan resultere i at et pengeinstitut ikke har en kernekapitalprocent på 12 eller derover efter lånet. (LSK 3-4) For at opnå lånet var det et krav at pengeinstituttet opfyldte solvenskravet på 8%, men solvenskravet kunne forhøjes efter en individuel vurdering af finanstilsynet. (LSK 4) Renten banken skulle betale staten for lånet blev fastsat individuelt for hvert enkelt pengeinstitut. (LSK 8-2 10) 2.2.2. Anvendelse I praksis blev der udlånt 75 mia. kr. til de danske pengeinstitutter og 25 mia. kr. til de danske realkreditinstitutter. Renten for de lån der blev udstedt var individuel og skulle afspejle den risiko staten påtog sig ved at yde lånet, i praksis var renten i gennemsnit 10 % og svingede imellem 9-12 % alt efter risikoens størrelse. (TV2, 2009) I perioden 2009 til 2013 forventer staten at resultatet af renteindtægterne udgør 11,42 mia. kr. Derudover har staten tabt 3 mia. kr. på de kapitalindskud de udstedte til banker der siden er gået konkurs, disse banker er Vestjysk Bank, Max Bank, Eik Bank, Amagerbanken, Fjordbank Mors, Sparekassen Østjylland og Spar Salling Sparekasse. Fra 2009 til 2013 har staten altså indtil videre tjent 8,42 mia. kr. på kapitalindskud under kreditpakken, bemærk at samtlige kapitalindskud er uden udløbsdato og renteindtægterne derfor først stopper så snart bankerne vælger at indfri lånene. Bankerne kan i øvrigt kun indfri dem under bestemte rammer der bl.a. inkluderer at finansstyrelsen vurderer det økonomisk ansvarligt. (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2013) De individuelle statsgarantier udstedt under kreditpakken, der gik i kraft efter garantien i bankpakken udløb, har staten haft en indtægt af 3,55 mia. kr. i garantiprovision. Der deltog ikke nær så mange banker som under bankpakken og garantiprovisionen blev bestemt individuelt alt efter den risiko der var på de lån der var optaget. Nogle af de pengeinstitutter der deltog i garantien gik siden konkurs og staten mistede derved 3,28 mia. kr. for den garanti der blev ydet. Samlet set fik staten altså et overskud på 0,27 mia. kr. på statsgarantiordningen af kreditpakken i perioden 2008-2013. De banker der var medlem af garantiordningen, men gik konkurs var Amagerbanken, Fjordbank Mors, Max Bank og Sparekassen Østjylland. (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2013) 2.2.3. Vurdering Kreditpakken har været udsat for massiv kritik i medierne under argumentet at den danske stat kunne have tjent mange flere penge på at yde disse kapitalindskud. Mange af pengeinstitutterne kan takke kreditpakken for deres nuværende finansielle gevinst og det moralske spørgsmål ligger i hvorvidt det har været hensigtsmæssigt at benytte skatteydernes penge til at fremme dem. Professor Finn Østrup fra CBS fremhæver at regeringen på tidspunktet havde tre muligheder for at give lån til pengeinstitutterne Side 11

1. Lån med fast høj rente 2. Lån med alm. rente, men staten får del i pengeinstitutternes overskud og stigning i aktiekurs. 3. I stedet for at låne køber staten aktier så pengeinstitutterne får kapital den vej. Staten sikrer sig dermed en profit hvis aktierne stiger. Regeringen havde fået gennemført en analyse af en konsulentvirksomhed Rothschild for 100 mio. kr. der anbefalede at staten sikrede sig en del af den gevinst pengeinstitutterne ville opleve som følge af den direkte hjælp. Anbefalingen løb altså på at vælge mulighed 2 eller 3 og er senere blevet omtalt som den såkaldte upside model da den skal give afkast for staten i den økonomiske optur man forventer at give pengeinstitutterne igennem lånene. Det skal nævnes at mange lande benyttede upside modellen, men det er dybt forskelligt hvem der har tjent på det på nuværende tidspunkt, ofte bliver Sverige dog fremhævet i medierne fordi de tjente godt på upside modellen og generelt er et land der har meget tilfælles med Danmark. Imod anbefalingerne valgte regeringen at vælge mulighed 1 der også havde den laveste risiko for staten, Finn Østrup siger sig ikke uenig i regeringens valg da det var en svær tid, men påpeger at renten nærmere skulle have være 18-20 % frem for de 9-12 % der synes ualmindeligt rundhåndet fra regeringens side. (Skrydstrup & Mortensen, 2012) (DR (Ritzau), 2012) Selve forhandlingerne om valget af kapitaltilførselsmetoden og derefter renten har været emne for hård kritik og ligefrem konspirationsdannelse. DR kørte fra den 12. til den 26. november 2012, 3 afsnit af dokumentarprogrammet Sikke en fest. Programmet stillede stor kritik af finanssektoren og gjorde dem nærmest til syndebukke for finanskrisen, jeg vil gerne understrege at jeg mener det var en iscenesættelse der ikke fortæller hele sandheden. En ting vil jeg dog fremhæve, nemlig forhandlingerne til kreditpakken, hvor programmet satte fokus på det hastværk de sidste forhandlinger gik på og det dårlige udbytte staten endte med at få da de forhandlede med bankernes topchefer. Staten gik glip af en betragtelig indkomst i forhold til hvis de havde valgt upside modellen eller have sat renten betydeligt højere. Havde pengene i stedet været i statens hænder frem for pengeinstitutterne ville den nuværende regering måske ikke være i gang med alle de sociale reformer vi ser i dag. Henrik Sass Larsen kritiserede valget af modellen til kreditpakken og kaldte det for Danmarkshistoriens største tyveri. Med den fremgang vi har set for pengeinstitutterne tyder meget på at han kan have ret, men det er stadigt vigtigt at pointere at kreditpakken var en kritisk nødvendighed på tidspunktet og krævede hurtige beslutninger det er dog påfaldende at regeringen valgte at gå imod en undersøgelse for 100 mio. kr. og formegentlig lod sig diktere af finanssektoren. (Thomsen, 2012) Ligesom ved bankpakken er regnskabet for kreditpakken også undladt skat. Den rente pengeinstitutterne betaler til staten er igen fradragsberettiget hvormed indkomsten på lånene kun vil udgøre 8,565 mia. kr. og indkomsten fra garantiprovisionen kun udgøre 2,6625 mia. kr. Når udgifterne trækkes fra indtægterne bliver resultatet af kreditpakken et overskud på 4,9475 mia. kr. Dette beløb er statens reelle resultat af kreditpakken og er under halvdelen af de 11,18 mia. kr. der er opgivet i det officielle Side 12

materiale. Den skat staten går glip af, er og bliver en udgift forbundet med kreditpakken. (DR P1, 2011) (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2013) 2.3. Bankpakke III Exitpakken (2010) 2.3.1. Beskrivelse Exitpakken blev vedtaget d. 25. juni 2010 i lov om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten ofte blot refereret til, som lov om håndtering af nødlidende pengeinstitutter (LNP) Exitpakken trådte formelt først i kraft d. 1. oktober 2010, dvs. dagen efter garantiordningen fra Bankpakken (I) løb ud. Exitpakken betyder at staten nu ingen garanti stiller ud over det der kan blive dækket af indskydergarantifonden hvilket også var tilfældet før Bankpakken (I). Bemærk at indskydergarantifonden dækker indskud for op til 100.000 euro (ca. 750.000 kr.), hvorimod den før Bankpakken (I) kun dækkede op til 350.000 kr. Endvidere er det besluttet at Finansiel Stabilitet A/S ikke kan tvinge nødlidende pengeinstitutter til at blive afviklet. Fortsat kan de dog overtage og afvikle pengeinstitutter der er nødlidende såfremt pengeinstituttet frivilligt ønsker det. En afvikling af et pengeinstitut foretages ved at der dannes et datterselskab under Finansiel Stabilitet A/S der overtager alle aktiviteter i pengeinstituttet og gennemfører en afvikling. Reelt betyder det at kunder i banken ikke mister lån, dankort og betalingsservice lige med det samme, men har en chance for at flytte deres aktiviteter. Almindelige indskud og simple kreditorer har dog ikke fuld dækning for deres tilgodehavender såfremt de ønsker at flytte. 2.3.2. Anvendelse Med exitpakken stoppede staten med at holde hånden under finanssektoren. Lån og garantier under kreditpakken fik stadig lov at leve videre, men exitpakken satte formelt punktum for flere aftaler og indskydergarantifonden var igen den eneste sikkerhed for almindelige indskydere og var finansieret af sektoren selv. Finansiel Stabilitet A/S bliver desuden vedligeholdt som mulighed for afvikling af nødlidende pengeinstitutter og finansieres i stedet igennem indskydergarantifonden uden dækning fra statens side. Både Amagerbanken og Fjordbank Mors valgte frivilligt at overdrage afviklingen til Finansiel Stabilitet hhv. d. 5. februar 2011 og d. 24. juni 2011. Fordelen ved at lave denne form for afvikling frem for regulær konkurs er at kunderne i banken ikke mister den daglige drift fra den ene dag til den anden og i princippet ikke mister noget såfremt deres indestående ikke overstiger 100.000 euro. Afviklingen vil dog foregå nogenlunde som en regulær konkurs idet alle værdier bliver likvideret og kreditorer kan opnå betaling som var det en almindelig konkurs pointen er bare at driften kører videre igennem Finansiel Stabilitet A/S indtil det hele er overstået. Side 13

2.3.3. Vurdering Exitpakken er den pakke der sluttede de store vigtige statsindgreb og kappede livlinjen imellem staten og bankerne. Pakken bærer dog også præg af at staten har lært af finanskrisen idet Finansiel Stabilitet A/S forbliver og nu finansieres af bankerne i stedet. Dette betyder at kunder i en bank der går konkurs stadig kan bruge deres konto og fortsætte deres aktiviteter fordi den i stedet bliver drevet af Finansiel Stabilitet A/S. Dermed undgås det at kunderne udsættes for det chok en konkurs kan skabe og derfor ikke skaber yderligere kaos i samfundet, dog vil banken stadig afvikles under normale omstændigheder og er der indskud for over 100.000 euro kan man sætte krav mod banken som under en normal konkurs. Banker kan desuden, før de reelt set er konkurs, vælge at lade sig afvikle igennem Finansiel Stabilitet A/S hvis de kan mærke at banken ikke kan klare sig mere, derved sikres også en mere blød overgang. 2.4. Bankpakke IV Konsolideringspakken (2011) 2.4.1. Beskrivelse Konsolideringspakken blev vedtaget d. 14. juni 2011 i lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel stabilitet og ligningsloven, senere blev følgende tilføjet: d. 7. september 2011 i aktstykke 181 - Styrkelse af medgiftsordningen, samt d. 22. november lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven. Konsolideringspakken gav sunde pengeinstitutter et større incitament til at overtage nødlidende pengeinstitutter i form af en medgiftsordning ydet af Indskydergarantifonden. Indskydergarantifonden er finansieret af finanssektoren og indeholder dermed reelt ingen udgifter for staten, desuden beslutter fonden selv størrelsen af medgiften. Da konsolideringspakken blev vedtaget udvidede staten dog medgiftsordningen yderligere således at staten kan bidrage med et beløb til det sunde pengeinstitut, hvis det usunde pengeinstitut havde en individuel statsgaranti (jf. Bankpakke II). Størrelsen af bidraget fra staten er det beløb det ville have kostet for staten at indfri statsgarantien hvis det nødlidende pengeinstitut blev afviklet af Finansiel Stabilitet A/S. Et pengeinstitut kan også vælge kun at overtage en del af et nødlidende pengeinstitut hvormed Finansiel Stabilitet A/S vil overtage og afvikle resten. Udnyttes ordningen står indskydere og simple kreditorer i det nødlidende pengeinstitut til at få fuld dækning for deres krav igennem det pengeinstitut der overtager. 2.4.2. Anvendelse Konsolideringspakken er benyttet to gange hvor staten og indskydergarantifonden har givet medgift, på Max Bank og Sparekassen Østjylland. Side 14

Den 8. Oktober 2011 overgik alle privatkunder og erhvervsengagementer under 5 mio. kr. fra Max Bank til Sparekassen Sjælland. Det overtagne segment betegnes som den sunde del af Max Bank og det usunde segment på erhvervsengagementer over 5 mio. kr. blev overført til Finansiel Stabilitet A/S med henblik på afvikling eller anden løsning. Overtagelsen medførte en medgift fra staten på 0,45 mia. kr. fordi staten stod til at miste dette beløb på den statsgaranti der var blevet stillet igennem kreditpakken. Derudover modtog Sparekassen Sjælland en medgift fra indskydergarantifonden på 0,9 mia. kr. (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2011) (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2013) (Garantifonden, 2012) Den 21. April 2012 overgik alle privatkunder og erhvervsengagementer under 5 mio. kr. fra Sparekassen Østjylland til Sparekassen Kronjylland. Der benyttes samme metode som ved Max Bank og de erhvervsengagementer over 5 mio. kr. blev overført til Finansiel Stabilitet A/S. Sparekassen Østjylland var forinden blev inspiceret af finanstilsynet der fandt dem ude af stand til at opfylde solvenskravet, hvormed pengeinstituttet blev tvunget til at stoppe virksomheden. Sparekassen Kronjylland fandt det en fordel at overtage dele af Sparekassen Østjylland og modtog i den sammenhæng en medgift fra staten på 0,08 mia. kr. for statsgarantien samt 0,4 mia. kr. fra indskydergarantifonden. (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2012) (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2013) (Garantifonden, 2013) 2.4.3. Vurdering Konsolideringspakken er en god løsning til håndtering af nødlidende pengeinstitutter. Erhvervs- og Vækstministeriet påpeger i begge tilfælde at alle indskydere har fået fuld dækning og at det tab som staten har lidt er blevet dækket af de overskud der har været på bankpakkerne indtil videre, hvilket også fremgår af resultatet. Med konsolideringspakken ses det at det udelukkende er erhvervsengagementer på over 5 mio. kr. der har haft grund til at være usikre, denne grænse ligger betydeligt højere end de 100.000 euro der normalt er dækket under indskydergarantifonden. Det skal påpeges at det stadig er frivilligt for et pengeinstitut at vælge overtagelsen af et nødlidende pengeinstitut, men både Sparekassen Sjælland og Sparekassen Kronjylland har altså fundet det økonomisk fordelagtigt at udvide igennem denne ordning. I fremtiden når alle statsgarantier til pengeinstitutterne er udløbet står staten uden risiko overfor nødlidende pengeinstitutter, dermed vil det kun resultere i en medgift fra indskydergarantifonden såfremt et andet pengeinstitut vælger at overtage. Indskydergarantifonden er som sagt betalt af pengeinstitutterne selv og havde i 2012 indtægter på 1,6 mia. kr. hvilket blev til et resultat på 22 mio. kr. efter omkostninger og medgifter. Til sammenligning havde de i 2011 et resultat på 500 mio. kr. (Garantifonden, 2013) Side 15

2.5. Bankpakke V Udviklingspakken (2012) 2.5.1. Beskrivelse Udviklingspakken blev gennemført d. 2. marts 2012. Udviklingspakken er tredelt i forskellige fokusområder der tilsammen skal fremme små og mellemstore virksomheders finansieringsmuligheder. Pengeinstituttet FIH Erhvervsbank A/S er på tidspunktet et nødlidende pengeinstitut der står med et statsgaranteret lån (jf. Bankpakke II) de har meget svært ved at indfri. Det bedømmes at en fuldstændig afvikling af pengeinstituttet vil have store negative konsekvenser for de virksomheder der benytter banken og vil forværre den i forvejen svækkede danske økonomi. I stedet foretages en opsplitning af FIH således at Finansiel Stabilitet A/S overtager alle statsgaranterede krav med henblik på at afvikle dem, til hjælp overtager Finansiel Stabilitet A/S FIH s ejendomsportefølje der på tidspunktet er ca. 16 mia. kroner værd, også med henblik på at afvikle dem. Statens risiko for tab på denne ejendomsportefølje er fuldstændig dækket at FIH s moderselskab FIH Holding A/S og staten har ret til 25% af et større overskud end de 16 mia. kroner såfremt ejendomspriserne stiger i mellemtiden. Planen derefter er at resten af FIH Erhvervsbank A/S reetableres med henblik på at blive specialiseret i finansiering af små og mellemstore virksomheder, dermed en styrkelse af denne sektor. Landbruget i Danmark har haft store problemer med at blive finansieret som følge af finanskrisen. Finansiel Stabilitet A/S har ligeledes haft svært ved at sælge levedygtige landbrugsengagementer de har overtaget, til pengeinstitutterne da de ikke ønsker at løbe risikoen. Der oprettes derfor et nyt landbrugsfinansieringsinstitut (LFI) der udelukkende skal finansiere nye anlæg til landbrug med effektive driftsledere eller helt nye landmænd. LFI er kun for finansiering til anlæg, så landbruget skal stadig bruge de normale pengeinstitutter til finansiering af driften og realkreditinstitutter til finansiering af ejendomme. LFI overtager landbrugsengagementer de selv vurderer levedygtige fra Finansiel Stabilitet A/S og andre pengeinstitutter såfremt landmanden og pengeinstituttet giver tilladelse dertil. Denne ordning er vurderet en fordel både for landmændene samt de pengeinstitutter der finansierer dem da det vil skabe mere stabilitet i sektoren og undgå en overeksponering (risiko) i landbrugsfinansiering fra nogle pengeinstitutter. Side 16

Det vurderes at LFI skal have en basiskapital på ca. 300 mio. kr. for at starte op og at finansiering samt oprettelsen af LFI skal ske ved inddragelse af den finansielle sektor, landbrugs- og fødevaresektoren, DLR Kredit og Finansiel Stabilitet A/S. Eksportvirksomheder i Danmark får forbedrede lånemuligheder hvilket foretages ved at tilføje Eksport Kredit Fonden (EKF) ekstra lånekapital på 15 mia. kr. så den nu når op på i alt 35 mia. kr. Tanken er at de ekstra lån vil øge eksporten i Danmark og samtidig støtte de små og mellemstore eksportvirksomheder. Ministeriet erkender at langt størstedelen af lån fra EKF er til store virksomheder, men at undersøgelser viser at 40 % af de penge der udlånes til store virksomheder havner i omsætningen hos små og mellemstore underleverandører. De 15 mia. kr. finansieres ved at trække på den statslige genudlånsordning. Derudover vil staten stille kaution på de lån pengeinstitutter udsteder til små og mellemstore virksomheder i forbindelse med vækst indenfor alle erhverv. Det sker ved at staten for lån op til 10 mio. kr. dækker 75 % af de tab et pengeinstitut vil få som følge af misligholdelse af lånet. Desuden kautionerer staten for 65 % for lån op til 25 mio. kr. I alt er der afsat 550 mio. kr. til denne kautionsordning. Finansieringskilde nævnes ikke. Desuden tilføres Vækstfonden 500 mio. kr. der kan bruges til ansvarlige lån der udelukkende gives til vækstinitiativer for små og mellemstore virksomheder indenfor alle erhverv. Finansieringskilde nævnes ikke. (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2012-2) 2.5.2. Anvendelse Landbrugets finansieringsbank åbnede i oktober 2012 og finansiel stabilitet er medejer af selskabet. EKF skriver i deres årsrapport at de havde nyudstedelser i 2012 på 16,4 mia. kr. en fremgang på omkring 20 % fra 2011, hvilket de kalder den største tilgang af kunder de har set på et år. Grunden til fremgangen ligger de på de små og mellemstore virksomheder der havde den største forøgelse i kunder. Det er ikke nævnt hvorvidt fremgangen skyldes udviklingspakken. (EKF, 2013) Vækstfonden nævner i deres årsrapport for 2012 at de nye såkaldte vækstlån, der er produktet af udviklingspakken, først er blevet lanceret i december 2012 det fremgår derfor ikke nogen steder om ordningen er blevet benyttet. (Vækstfonden, 2013) Side 17

2.5.3. Vurdering Eftersom udviklingspakken er forholdsvis ny har det ikke været muligt at finde konkret talmateriale der viser noget om dens virkning. Initiativerne ser dog ud til at være gennemført og det vil være spændende at se om de resulterer i en mærkbar fremgang for 2013. Initiativerne er meget målrettede og der er ingen tvivl om at landbrug og små og mellemstore virksomheder der ønsker vækst vil have meget nemmere ved at opnå finansiering. Spørgsmålet er hvorvidt den lettere tilgang til finansiering for dette segment kan føre til mærkbar vækst i Danmark eller om fremgangen blot er en minimal part af det store hele. 3. Analyse af bankpakkernes effekt Dette afsnit vil indeholde en analyse af Bankpakkernes samlede effekt på Danmark, vurderet ud fra et makro- og nationaløkonomisk perspektiv. Det er vigtigt at pointere at det er umuligt, indenfor rammerne af denne undersøgelse, at isolere bankpakkernes effekt i Danmark uden støj i variablene, afsnittet skal derfor opfattes som en sandsynliggørelse frem for et påvist resultat. For at få et overblik over hvornår bankpakkerne trådte i kraft henvises til Figur 4, bemærk at fristen for at få statsgaranti eller en indsprøjtning af hybrid kernekapital igennem kreditpakken var ved afslutningen af bankpakken. Kreditpakken påvirker dog stadig banksektoren idet der stadig betales renter på lånene og provision på garantierne. Figur 4 - Tidslinje over bankpakkerne Se først på den årlige vækst i Danmarks BNP i Figur 5. Der ses generelt en stigning i BNP før finanskrisen pga. højkonjunkturen og den buldrende økonomi. I 2008 faldt BNP for første gang 2 med lidt under 1 %, dette må skyldes finanskrisens start med 2 Den første gang på grafen dvs. minimum første gang siden 1995 Side 18

krakkene 3 i USA. Grunden til at faldet kun ses på 1 % må være fordi finanskrisen først startede halvt inde i 2008 for Danmark og været stabil indtil da. Endnu værre blev det i 2009 hvor BNP faldt med næsten 6 %, det må formodes at faldet kunne have været værre hvis ikke staten havde givet den ubegrænsede garanti i bankpakken eftersom det ville have givet flere konkurser pga. manglende muligheder for lån. Faldet på de 6 % er dog ret stort og indikerer det massive problem Danmark stod overfor med finanskrisen. I 2010 og 2011 ses der igen en stigning i BNP og det må tolkes som delvist værende en effekt af kreditpakken der gav direkte kapitalindsprøjtninger til pengeinstitutterne, der havde så hårdt brug for den kapital for at kunne løbe rundt. Kig på Figur 7 hvor det kan ses at Danmarks BNP også faldt i 2012 med lidt under 0,5 %, det er et meget skidt tegn at BNP igen faldt - det er dermed et meget validt spørgsmål om hvorvidt bankpakkerne reelt var gode nok til at vende krisen. Hvis vi sammenligner med USA og Sverige, der begge benyttede upside-modellen frem for fastforrentede lån i kreditpakken, kan vi se at væksten i BNP er større for hvert år og ikke negativ i 2012. Det tyder på at upside-modellen i realiteten var bedre end den danske model, i hvert fald taget i betragtning den rente pengeinstitutterne skulle betale. Jeg vil inddrage et eksempel fra en artikel om et amerikansk forsikringsselskab AIG der blev reddet af staten i 2008 ved at staten opkøbte aktier i firmaet, i dag står den amerikanske stat til et overskud på de aktier til 22,7 mia. dollars efter at virksomheden er kommet på rette kurs igen. Den amerikanske stat opkøbte 80 % af aktieposten fordi AIG havde hårdt brug for kapitalen. Et resultat som dette kan den amerikanske stat bruge direkte på at få gang i økonomien igen ved at bruge pengene på offentlige investeringer. (Overgaard, 2012) 3 Ofte omtales konkursen af Lehman Brothers som den officielle start på finanskrisen. Det skete d. 15. september 2008 og var den største konkurs i USA's historie. Det var dog ikke kun Lehman Brothers der gik konkurs og markederne havde allerede set stor nedgang i 2007 og begyndelsen af 2008. Side 19

Figur 5 - Årlig vækst i BNP (Danmarks Statistik, 2013) Tag nu et kig på Figur 6 der viser væksten i beskæftigelsen i Danmark. I perioden 2005 til 2008 blev beskæftigelsen større og det ser ud til at 2008, hvis den havde fulgt trenden, kunne være blevet bedre hvis ikke finanskrisen var kommet til. I 2009 og 2010 ser vi dog at der har været massefyringer på det danske arbejdsmarked hvor op i mod 130.000 har mistet arbejdet eller taget orlov. 2011 ser mere lovende ud, men beskæftigelsen gik dog alligevel ned med 10.000. Det er kritisk for væksten i BNP at flere mennesker kommer i arbejde og Danmark kan komme tilbage til fuld beskæftigelse 4. Se på Figur 8 der viser beskæftigelsen i udvalgte lande Danmark normalt sammenligner sig med. Det kan ses at lande som Holland, Sverige, England, Norge og Schweiz har fået vendt den negative vækst i beskæftigelsen og ser dermed ud til at være godt på vej ud af finanskrisen, imens Danmark stadig sakker lidt bagud og ikke rigtigt kan se en fremgang endnu. Det må, alt andet lige, betyde at de tiltag der har været foretaget i Danmark igennem bankpakkerne ikke har været lige så gode som i de andre lande. Havde staten indkasseret et større beløb fra pengeinstitutterne igennem kreditpakken ville der have været penge i statskassen til reelle projekter og initiativer der kunne få gang i væksten. Nu sidder pengeinstitutterne og pengeinstitutternes aktionærer i stedet med pengene og meget tyder på at de ikke bliver brugt på at skabe positiv vækst i Danmark. 4 Her menes den gængse forståelse for fuld beskæftigelse inden for makroøkonomi. Nemlig at alle der ønsker arbejde til de nuværende lønninger kan få det. Side 20

Figur 6 - Årlig vækst i beskæftigelse (Danmarks Statistik, 2013) Figur 7 - Udvalgte landes vækst i BNP Side 21

Figur 8 - Beskæftigelsen siden 2007 i udvalgte lande Se nu på Figur 9 der viser den effektive rente af statsobligationer siden 2000. Renten er blevet presset nedad for de fleste lande siden starten af finanskrisen og er et udtryk for at mange investorer søger sikker havn for deres penge i statsobligationer. Renten er bestemt af efterspørgsel og er så at sige den rente staten betaler for at en investor putter penge i dem. Den danske rente er ret lav hvilket er et udtryk for at der er generel konsensus om stor troværdighed til de danske offentlige finanser. Det ses også at lande som Italien og Spanien skal betale en meget højere rente fordi usikkerheden der er meget større. Jeg valgte ikke at inkludere Grækenland fordi renten er så høj at den gik helt ud af billedet. Grafen viser at Danmark, sammen med det meste af EU og USA, oplever tiltro til at landet styrer den rigtige vej og er sikkert på vej ud af krisen, fordi investorer er villige til at putte penge i statsobligationerne. Se på Figur 10 der viser ændring i kreditvilkår for private og erhverv per kvartal fra pengeinstitutter. Nettobalancen er en opgørelse foretaget ved spørgeskema af Nationalbanken, der vurderer om der er blevet strammet eller svækket på kreditvilkårene for udlån, her skal figuren læses sådan at en negativ ændring er en stramning i kreditvilkår og en positiv ændring er en svækkelse af kreditvilkårene. Det er tydeligt at se at starten på finanskrisen i 4. kvartal 2008 medførte en stor stramning af kreditvilkårene og blev igen strammet i første halvdel af 2009 på trods af at bankpakken blev gennemført. Dernæst ser vi dog kreditvilkårene uændret eller meget svagt svækket, hvilket må være kapitalindsprøjtningen fra kreditpakken der Side 22

viser sin effekt. Der er dog siden sket yderligere stramninger hvilket må have sin oprindelse i exitpakken der stoppede med hjælpen fra statens side. Det er påfaldende at på trods af alle bankpakkerne er kreditvilkårene ikke på noget tidspunkt blevet svækket synderligt. Vækst i Danmark kommer kun af finansiering, og for mange stramninger er ikke vejen frem. Jeg mener dog nærmere at grafen er et udtryk for at pengeinstitutterne er blevet meget mere ansvarlige i deres udlån og alle de stramninger der er sket er en naturlig reaktion på alle de problemer der var årsagen til finanskrisen. Alt andet lige viser grafen at bankpakkerne ikke er blevet udnyttet af bankerne som et sikkerhedsnet til at udlåne med mindre sikre lån, det er dog en hårfin grænse da for meget tilbageholdenhed vil tilbageholde den vækst staten forsøger at få i gang. Figur 9 Effektiv rente af statsobligationer for udvalgte lande (http://www.statistikbanken.dk/mpk100) Figur 10 - Udlån til private og erhverv, ændring af kreditstandarder (Danmarks Statistik) Side 23