1 16. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 20. september 2015 kl. 10.00. Høstgudstjeneste Salmer: Nu går vi glad vor kirkegang /434/25/728//730/439/729/476 Åbningshilsen Vi er til takkegudstjeneste for hvad vi dagligt bruger. Vi undres, vi ser ligefrem på underne, vi har dem for vore øjne i dag, vi takker og vil øve os i dele og give. Og menighedsrådet giver frokost i dag, ja okay, I har betalt via kirkeskatten, og så skal vi høre om de fremskredne tilbygningsplaner til kirken ved menighedsmødet kl. 12.30. Vi fejrer livets høst og bom, så skal vi høre om døden i dag. En glædesrøver, en festdræber. Men det er bunden opgave denne søndag i kirkeåret. Jah og dog: herinde kan vi sige tingene som de er og også vove at se det værste i øjnene, fordi her overgås det værste altid af det bedste. Dermed får vi mere end vi aner af glæde som er større og dybere. Så lad os i dag tåle at møde det, vi ikke kan lide, holde det ud og gennem det hente styrke og mod til at leve. Hvad så? Undres vi ikke mere, er takken fremmed, går vi så meget op i os selv, at vi holder på vores og ikke vil dele og give? Går vi mere op i, hvad døden
2 gør af skade på andre og os selv end på, hvad Jesus, den opstandne, betyder og kan fylde os med? Lad os bekende det, der er forkert, forvredet og usundt i vores liv. Lad os finde højmesseguiden, slå op side fire og bede disse bønner ærligt og ligefremt og gerne højt Evangeliet er læst fra kortrappen: Luk 7,11-17 Bøn. Lad os bede! Herre Jesus Kristus, kom og besøg os. Rejs os op til at trodse døden til at leve frimodigt og se frem til liv når døden har passeret forbi. Amen. Prædiken Vi er i færd med at fejre en dejlig høstgudstjeneste i glæde over fire nye menneskers liv og dåb. En gudstjeneste i glædens tegn. For livet høster, men det gør døden også. I dag hvor vi fejrer livets høst, mødes vi af dødens høst. Lige før efteråret og vinteren tager over, mindes vi om, at vi falmer ligesom skoven. I søndags hørte vi om, at vi ikke skulle gøre os bekymringer og så møder vi i dag døden. Og endda et ungt menneskes død, ligesom en far på 39, der blev bisat her i fredags. Så er døden unatur og ubærlig og hæslig. Og en mor står tilbage, som tillige er enke.
3 Hun har mistet før og nu er hun helt alene uden et socialt og økonomisk sikkerhedsnet og ingen til at føre slægten videre. Hun er færdig. Hendes søn er død få timer før og skal på grund af de klimatiske forhold begraves samme dag. Det går så frygtelig hurtigt. Gør jer ikke bekymringer og så den ubærlige død! Det skriger til hinanden! Døden kan vi ikke med. Den er virkelig ond og fjendsk. Nogle gange søger vi at tale den ned, vi prøver at gøre den naturlig og søger at forlige os med den og der er gange, hvor døden er ønskelig og kan opleves som en befrielse for den døende og for de pårørende, når det nu er som det er. Men egentlig kan vi ikke med den. Kan vi da ikke bare få lov til at leve? Men i dag sker der noget med døden. Den død, vore kære møder og som vi skal møde, møder sin overmand,. Den bliver tacklet. Selv om døden er et vilkår, vi ikke kommer uden om, den unge mand mødte den også siden hen og moderen med, så modsiges døden her på en måde, som gør, at den alligevel mister noget kraft, den holdes i snor, selv når den er allermest hæslig. Bare fordi Jesus møder den. Han ser enken. Og så kommer Hans indvolde i bevægelse. Det går Ham til marv og ben at se, hvor
4 hun lider. Sådan er Han. Ikke kold og utilnærmelig, ikke bare sådan styr på alt. Han blev menneske mellem os og som en af os. Han lader sig gå på af døden. Da Hans ven dør, græder Han og bliver vred. Og så afbryder Han ligtoget, får bærerne til at holde inde. Pinligt. Begravelsen er blevet afbrudt. Og så siger Han til enken: Græd ikke. Og til den døde: Rejs dig op. Han giver ordrer, befaler. Gråden standser, den døde rejser sig op. Som en barmhjertighedshandling i medynk med enken, som får sin søn tilbage. En barmhjertighed, vi ønsker at se i sådanne situationer, men som vi ikke ser. Det, der skete i Nain, sker ikke hos os. Vi skal fortsætte så længe vi er her med at følge vore døde til graven og på et tidspunkt skal nogen følge os. Og dog betyder det noget mere end vi lige tror. Endnu mere, da Han selv rejste sig op af døden med kød og knogler. Det betyder følgende: Nu kan vi sige til den, der er død, ikke alene: af jord er du kommet, du er skabt, heller ikke alene: til jord skal du blive : du bliver til ingenting, men også det tredje som klimaks: af jorden skal du igen opstå : du skal blive levende og komme op at stå. På kort sigt triumferer døden og vi fryser og gyser. Men i længden, til sidst taber den. Job malede det voldsomt stærkt op for os i den første
5 læsning: Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Tænk, han siger det. Hvordan kunne han? Fordi han véd noget: Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. I forbindelse med, at Jesus en anden gang gengav en anden livet, sagde Jesus de her ord: Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø (Joh 11,25f). Så standser ligtoget og overvindes af livets optog. Vi får et eksempel. Et tegn. Døden og sorgen bliver konfronteret med Jesus og livet. Døden volder os sorg og plage, men den skal for altid konfronteres og kæmpes ned af Jesus. Døden må vige for Gudsrigets kræfter. Gud har besøgt sit folk. En stor profet fra Gud har rejst sig iblandt os. Det skete dengang. Siden skete det endnu stærkere i påsken, da Jesus stod op fra de døde. Og nu midt i vores liv og død og før efteråret sætter ind, gøres det gældende for os, så nu besøger Gud os, nu rejser Jesus sig iblandt os som livets bannerfører og truer ad døden. Der føjes noget til døden. Døden høster og så føjes der tre ord til: et dog, som begrænser døden, et men som føjer noget til og et ligesom. Ligesom Jesus
6 opvakte denne søn fra de døde og ligesom Gud vakte sin eneste og døde søn af op af dødens, sådan skal Gud gøre det med os til sidst! Døden høster nu, ja, men vi venter noget bedre. Kaj Munk: De slår os ihjel langfredag, vi lurer dem påskemorgen. Styrken i det, glimtet i øjet, han kender en hemmelighed. Historien er ikke fortalt færdig. Der kommer en føljeton. Vi trænger sådan til, at det her bliver stort for os og lever dybere i os end før. Derfor er vi nødt til at mødes, høre det og synge det ind i os mens vi priser Gud. Gud er i stand til at gøre langt ud over, hvad vi beder om eller forstår, hørte vi i den anden læsning. Vi trænger til at bede om styrke til vort indre menneske, så håbet og troen lever og klinger derinde og hele tiden overhaler døden indenom som glæden midt i tårerne, som dog og men og ligesom, så vi bliver rodfæstede og grundfæstede i Hans kærlighed og kan fatte og erkende hvor stor bredden og længden og højden og dybden er. Derfor skal vi nu rejse os op og leve oprejst. Lad din dødsfrygt blive talt ned af dristigt håb til Kristus. Løft jeres hoveder, jeres forløsning nærmer sig. På den måde trodser og konfronterer Jesus døden og gråden og forlænger den underlige bekymringsløshed. Amen.
7