6 Nr. 4. 2001
Debatartikel Af Dorthe Berntsen Er psykologens vurderinger troværdige i sager om overgreb mod børn? Det er langt fra givet, mener en kognitionspsykolog, der bygger videre på den aktuelle debat i Psykolog Nyt og retter kritik mod Dansk Psykolog Forenings dispositioner. overgreb Opklaring af Psykologer foretager mange vurderinger, som bygger på personlig dømmekraft eller intuition. Dømmekraften er blevet formet af uddannelse og erfaring, men er stadig i høj grad personlig frem for regelsat og formel. Det skaber en usikkerhed i dens anvendelse ikke mindst i retlige sammenhænge og en sårbarhed over for kritik. Kliniske psykologer er af professor, dr.jur. Eva Smith for nylig i dette blad ( Psykologer skal træde varsomt, PN 1/01) blevet kritiseret for deres dømmekraft i sager om formodede sexovergreb mod børn. Kirstens L. Moesgaards svar til Eva Smith ( Ingen patent på sandheden, PN 2/01) kan ses som et eksempel på, hvordan seriøs kritik mødes med en ikke særligt overbevisende insisteren på den praktiske psykologiske dømmekrafts overlegenhed. Dansk Psykolog Forenings politik på samme område præges ligeledes af en noget afvisende indstilling over for kritiske røster både i og uden for foreningen. Min egen baggrund for at udtale mig er især min rolle i debatten om børns troværdighed som vidner (se fx Berntsen, 1999). Den væsentligste litteraturkilde for nærværende indlæg er Robyn Dawes bog House of cards. Psychology and psychotherapy based on myth. Robyn Dawes er selv klinisk psykolog og fremsætter i sin bog en velfunderet kritik af den praktiske psykologiske dømmekrafts evne til at foretage præcise og neutrale vurderinger. Psykologers evner I sit svar til Eva Smith fremfører Kirsten L. Moesgaard, at en børnepsykologisk undersøgelse altid og så tidligt som muligt bør indgå i processen, når der er mistanke om seksuelle overgreb. Hun spørger retorisk: Hvis ikke psykologen skal levere den nødvendige viden om børns udvikling, hvem skal så? Herved mener jeg, at Kirsten L. Moesgaard gør sig skyldig i en misvisende forenkling af virkeligheden. Der ligger i hendes synspunkt en påstand om, at kliniske børnepsykologer er de bedste til at foretage vurderinger i sådanne sager, herunder de bedste til at afgøre, om et barn har været udsat for en forbrydelse eller ikke. Det er et stærkt synspunkt, som synes at implicere, at psykologer er bedre til at efterforske sådanne sager end politiet, eller i det mindste kan supplere politiets efterforskning med en viden, der øger sikkerheden i den endelige afgørelse. Det er imidlertid ikke alene et stærkt synspunkt, det er også et synspunkt uden videnskabelig dækning. Når man ser på de undersøgelser, der er foretaget over praktiserende psykologers evne til at foretage præcise vurderinger af for eksempel en persons fremtidsmuligheder eller stille diagnoser, tegner der sig for det første et billede af, at praktiserende psykologer ikke er mere præcise end ikke-psykologer, når sidstnævnte har lært at bruge samme hjælpemidler som de uddannede psykologer, herunder relevante test. For det andet er begge grupper væsentligt dårligere til at stille diagnoser og lave prognoser end rene statistiske beregninger på grundlag af objektive data, såsom personens alder, socialklasse, intelligensniveau, sygdomshistorie og straffeattest. Det skal ikke forstås sådan, at de statistiske beregninger er 100 % præcise i deres forudsigelser, for det er de langt fra, men de er i de fleste tilfælde mere præcise end de vurderinger, som fremsættes på baggrund af åbne samtaler mellem behandler og klient. Modelfoto Nr. 4. 2001 7
overgreb Opklaring af Opklaring af Med henblik på problemstillingen om seksuelle overgreb mod børn, viser flere eksperimenter, at børnepsykologer ikke er i stand til ud fra et barns adfærd og kropssprog at afgøre, om det pågældende barn taler sandt eller fortæller en opdigtet historie. Ligeledes har kontrollerede undersøgelser af brugen af projektive test (såsom barnets leg med dukker, tegning af personer) vist, at sådanne test ikke er stand til at differentiere mellem misbrugte og ikke-misbrugte børn, skønt de fortsat bruges med netop det formål i klinisk psykologisk praksis. Der er med andre ord ingen evidens for, at kliniske børnepsykologer kan bidrage med en viden, der forbedrer efterforskningen og rettens bedømmelse i sager om seksuelle overgreb. Jeg tror derimod gerne på, at kliniske børnepsykologer generelt er gode til at føre terapeutiske samtaler med børn. Men det er noget helt andet end spørgsmålet om efterforskning og retssikkerhed og vil derfor ikke blive behandlet her. Falsk legitimering Jeg har igennem nogen tid iagttaget et paradoks. Når praktiserende psykologer skal afgrænse sig fra andre erhvervsgrupper (som også rådgiver, undersøger og støtter via samtale), så henviser nogle gerne til deres videnskabelige baggrund. Når samme psykolog skal legitimere brugen af tvivlsomme metoder (fx projektive test) eller synspunkter uden støtte i videnskabelige undersøgelser (fx det synspunkt, at børn sjældent påvirkes af ledende spørgsmål), så henviser psykologen typisk til sin kliniske erfaring eller ligefrem sin årelange kliniske erfaring. Således indleder Kirsten L. Moesgaard da også sit lange svar til Eva Smith med parolen: Med udgangspunkt i min faglige og erfaringsbaserede viden er det min opfattelse, at en børnepsykologisk undersøgelse af et barn altid bør indgå i processen, hvor der er mistanke om seksuelt overgreb.... Men er der hold i denne påberåbelse af erfaringen som vidensgrundlag? Sagt med andre ord: Bliver psykologiske vurderinger mere præcise med erfaringen? Det kan man ikke uden videre gå ud fra. Det er et empirisk spørgsmål. Ifølge de undersøgelser, jeg omtalte ovenfor, vil svaret været nej. Set i forhold til det aktuelle emne vil en novice altså være lige så god (eller lige så dårlig) som en mere erfaren psykolog, når det handler om at afgøre, hvorvidt et barn har været ude for et seksuelt overgreb. At lære af sine fejl Det kan lyde underligt. Hvorfor skulle en psykolog dog ikke lære af sine erfaringer på samme måde som andre faggrupper? Lægen bliver bedre til at skelne mellem ondartede og godartede svulster, smeden bliver bedre til at finde frem til den rigtige pakning, tandlægen bliver bedre til at afgøre, hvornår der skal foretages rodbehandling, elektrikeren bliver bedre til at skelne mellem strømførende og ikkestrømførende kabler hvorfor i alverden skulle psykologen så ikke også lære af sine erfaringer? Studier af læreprocesser i forbindelse med problemløsning viser, at vi lærer af vore fejl. Det er ikke mængden af indtryk, der er afgørende for, om vi lærer noget af praksis. Det er fejlene, hvis vi vel at mærke identificerer dem og finder ud af, hvad vi gjorde galt. Her er feedbacken af afgørende betydning, og på det punkt er psykologen, som skal foretage assessment, i en vanskeligere position end mange andre faggrupper, hvor feedbacken er umiddelbar og giver en ret præcis melding om fejltagelser og fejlslutninger. Hvis lægen tager fejl, vil sygdommens udvikling informere ham eller hende om diagnosens fejlagtighed. Hvis elektrikeren tager fejl, bliver resultatet et rap over fingrene (i bedste fald). Hvis smeden bruger en forkert pakning, vil samlingen lække og vandet dryppe, og hvis tandlægen borer ind i nerven, vil patienten uden tvivl gøre opmærksom på det. I mange tilfælde er der ingen lignende feedback for psykologens fejltagelser. Hvis en psykolog fejlagtigt identificerer et barn som seksuelt misbrugt, ja, så vil den formodede krænker antageligt nægte, men det vil han eller hun også i mange tilfælde, hvor psykologen har foretaget en korrekt vurdering. Kun i tilfælde, hvor der foreligger uafhængig evidens, såsom børnepornografisk materiale eller sikre fysiske tegn (sædrester og kønssygdomme), kan psykologen være sikker på sin vurdering og i sådanne tilfælde er den ironisk nok ikke nødvendig. Svagt begrebsapparat Denne mangel på direkte og utvetydig feedback betyder, at psykologen har umådeligt svært ved at uddrage sikker viden fra praksis. Og skønt udveksling af erfaringer er vigtig, så løser det ikke usikkerhedsproblemet at lægge mange kliniske erfaringer sammen. Et eksempel til belysning af den påstand er de såkaldte symptomlister, hvor man ud fra en sammenlægning af kliniske erfaringer for nogle år siden mente at have fundet frem til en liste af adfærdstræk, som man anså for sikre tegn på seksuelle traumer. Senere viste mere systematiske undersøgelser, at ingen af de opregnede adfærdstræk var isoleret knyttet til seksuelle trau- 8 Nr. 4. 2001
Modelfoto ~ Hvis en psykolog fejlagtigt identificerer et barn som seksuelt misbrugt, ja, så vil den formodede krænker antageligt nægte } mer, endsige altid til stede ved samme. Der var med andre ord langt fra tale om sikre tegn. Usikkerheden ved den erfaringsbaserede vurdering kan også illustreres af det eksempel, som Kirsten L. Moesgaard giver fra sin egen børnekliniske praksis. Hun fortæller, at ud af de børn, som gennem en årrække blev henvist til hende med mistanke om seksuelt misbrug, var mistanken efter hendes vurdering kun begrundet i en tredjedel af tilfældene, i en anden tredjedel fandt hun ikke grundlag for at formode et seksuelt overgreb, og i endnu en tredjedel kunne spørgsmålet ikke afgøres. Almindelig viden om forskningsmetode tilsiger, at man benytter sig af et svagt begrebsapparat, hvis man i en tredjedel af tilfældene ikke kan foretage en klassificering. Det kaster en væsentlig tvivl over holdbarheden af den klassificering, der er foretaget for de to andre tredjedeles vedkommende. Endvidere forekommer det lidt underligt, at fordelingen på de tre kategorier lige præcis ligger på chanceniveau med en tredjedel i hver. Det udelukker selvfølgelig ikke, at fordelingen kan afspejle virkeligheden, men det kunne være interessant at vide noget om, hvordan fordelingen er på andre børneafdelinger i landet. Idiosynkrasi og ideologi Problemet med den manglende feedback er antagelig størst for de psykologer, der arbejder alene. Her kan man forestille sig, at der kan udvikle sig idiosynkrasier i psykologens erfaringsbaserede viden på grund af manglende korrektion fra kolleger. Når en psykolog i den såkaldte Roumsag i Politiken er citeret for at have sagt, at sexmisbrugte børn lugtede surt ud ad munden, smilede med nedadvendte mundvige og i nogle tilfælde udviklede basunkinder ved oralsex, ja, så er der antagelig tale om erfaringsbaserede idiosynkrasier frem for en holdbar viden. Et lignende problem kan imidlertid også opstå, hvis psykologen indgår i et kollegialt fællesskab, som også er et politisk og ideologisk fællesskab, således at den kollegiale kritik og psykologens forståelse af sin egen praksis præges af forudfattede fortolkninger frem for en åbenhed over for de enkelte tilfældes mangetydighed. Som eksempel herpå vil jeg nævne noget af den kritik, som Eva Smith fremførte (PN, 1/2001), nemlig at det i en årrække var god tone at hævde, at børn ikke kunne fantasere og digte om uhyggelige ting underforstået at enhver anklage om overgreb var begrundet. Den påstand har sine rødder i en politisk-ideologisk bevægelse i 1980 ernes USA, en aflægger af halvfjerdsernes feminisme, som så seksuelle overgreb eller incest som yderst almindelig og som udtryk for et kvindeundertrykkende samfund. Den amerikanske incestterapeut Christine Courtois (1988) udtrykte det således:... men are conditioned into roles of power and domination with regard to females, who are conditioned to be passive and dependent. Incest is seen as the tragic and most extreme manifestation of this power imbalence... (p. 119). Enhver tvivl om en anklages eller mistankes velbegrundethed var derfor et udtryk for et mandsdominerende samfunds undertrykkelse af den svage part. Var der en formuleret mistanke, så var den højst sandsynlig også begrundet. Indspist Dansk Psykolog Forening har en rem af huden, når Johanne Bratbo sidste år i sin leder i Psykolog Nyt 20/2000 kan Nr. 4. 2001 9
~ Jeg har siddet i paneldiskussioner, hvor resultater fra talrige videnskabelige psykologiske undersøgelser blev underkendt med henvisning til den kliniske erfarings overlegenhed skrive følgende: Debatten om børns troværdighed som vidner og værdien af videoafhøringer kom i forlængelse af adskillige sager om anklager mod pædofile (min fremhævning). I stedet burde der have stået anklager mod personer mistænkt for pædofili. At være mistænkt og være pædofil er som bekendt ikke det samme ej heller ud fra rettens og politiets vurderinger i mange af de nævnte sager, hvor de fleste førte til frifindelse, eller der blev aldrig rejst tiltale. At være mistænkt for pædofili og at være pædofil er kun det samme ud fra meget snævre ideologiske betragtninger, som beskrevet ovenfor. Johanne Bratbos sproglige forkortelse eller ideologiske slip-of-tongue blev bragt i en leder om resultatet af en lukket konference med en udvalgt gruppe af psykologer, som har til opgave at planlægge et offentligt debatmøde om børns troværdighed som vidner. Denne gruppe er udvalgt ud fra et særligt kriterium. Som svar på personlig henvendelse fik jeg oplyst af Johanne Bratbo, at gruppen bestod af de psykologer, der i 1999 var meget fremme i medierne og/eller meget direkte involveret i undersøgelser og behandlingstiltag i forbindelse med nogle af de meget omtalte overgrebssager altså praktikere. Flere har oplevet personlig chikane fra Pædofiligruppen og pres på anden måde der gør, at de gerne vil mødes først i denne udvalgte kernegruppe.... (brev af 18. januar 2000) Jeg stiller mig tvivlende over for, om et sådant udvælgelseskriterium til fulde kan sikre alsidigheden i de synspunkter, der bringes til torvs. Den tvivl deler Johanne Bratbo ikke. I omtalte leder evaluerer hun resultaterne } fra gruppens interne debatmøde på følgende vis: En af de mere håndfaste konklusioner blev, at vi nu er fagligt klædt på til at gå videre med planlægningen af en ekstern debatdag med deltagelse af eksterne aktører og samarbejdspartnere. På grund af denne tilbøjelighed til identifikation med bestemte synsvinkler i debatten, mener jeg ikke, som Kirsten L. Moesgaard, at det vil være rimeligt for retssikkerheden, hvis Dansk Psykolog Forening skulle udpege særligt kvalificerede psykologer til at optræde i retten som sagkyndige på området, idet det ikke kan udelukkes, at ideologiske og politiske hensyn vil blive vejet lige så tungt, ja, måske endda tungere end faglige. Kejserens nye Klæder På trods af ovennævnte svagheder ved den erfaringsbaserede psykologviden er det forbløffende ofte lykkedes at få andre faggrupper til at lytte til selv de mest utrolige synspunkter med henvisning til den årelange kliniske erfaring. Jeg har siddet i paneldiskussioner, hvor resultater fra talrige videnskabelige psykologiske undersøgelser blev underkendt med henvisning til den kliniske erfarings overlegenhed, når det handler om at forstå generelle forhold i virkeligheden, såsom børns påvirkelighed. Jeg tror, at forklaringen på den slags argumenters slagkraft skal søges i en slags Kejserens nye Klæder -effekt. Offentligheden, herunder jurister, forestiller sig måske, at den årelange kliniske erfaring henviser til en særlig, meget avanceret, egenskab hos psykologer en særlig psykologbegavelse som de kloge ved hvad er, men som de dumme ikke kan se. Nuvel, ingen vil virke dum, altså bøjer man sig for argumentet. Det er min bedste forklaring på, at Referencer: Berntsen, D. (1999). Retrospektiv opklaring af overgreb kan vi stole på børns erindringer? Psyke & Logos, 20, 531-568. Courtois, C.A. (1988). Healing the incest wound. Adult survivors in therapy. New York: W.W. Norton. Dawes, R.M. (1996). House of cards. Psychology and psychotherapy built on myth. New York: The Free Press. kliniske børnepsykologer her i landet indkaldes som sagkyndige i retten for at orientere om hukommelse og suggestibilitet samt underviser i vidnepsykologiske problemstillinger på Politiskolen, skønt hukommelse og suggestibilitet ikke er klinisk psykologiske spørgsmål, men problemstillinger, som traditionelt og i international sammenhæng behandles af den eksperimentelle/almene kognitions- og udviklingspsykologi. Videnskabelig viden om børns hukommelse, suggestibilitet, sprogudvikling etc. kan ikke uddrages af en klinisk praksis, hvad enten der er tale om udredning eller en terapeutisk setting. Det kræver eksperimenter med tilfældigt udvalgte forsøgspersoner, undersøgere der er blinde i forhold til hypoteserne, tilfældig inddeling i eksperimental- og kontrolgrupper og ensartede undersøgelsesbetingelser. Eller lige så systematisk udførte observationer. Under alle omstændigheder kræver det en kontrol med virkeligheden, som hverken kan eller skal være til stede i konsultationsrummet. Dorthe Berntsen er cand.psych., lektor i psykologi ved Aarhus Universitet 10 Nr. 4. 2001
Kommentar Johanne Bratbo Psykologers rolle i overgrebssager bliver let et følelsesladet emne, konstaterer Dansk Psykolog Forenings formand Johanne Bratbo, som har fået forelagt Dorthe Berntsens synspunkter. - De seneste artikler og debatindlæg bekræfter, hvor vanskeligt og provokerende dette område er: Det er på den ene side forfærdeligt, hvis der bliver begået justitsmord, og det er på den anden side forfærdeligt, at børn fortsat skal lide overlast, hvis vi på grund af forkerte rammer og sagsprocesser ikke får underbygget deres situation tilstrækkeligt. - Diskussionen rører ved principper, som både må interessere og bekymre. Når der fx tales om børns troværdighed, uden at der samtidig stilles spørgsmålstegn ved voksnes troværdighed, så hænger det jo ikke ordentligt sammen. Vi har ikke brug for at udvikle en situation på feltet, hvor de, der er for børn holder sammen i én gruppe, og de, der er for voksne, holder sammen i en anden. Der ligger en etisk og faglig fordring, som kun kan løftes tværfagligt og med respekt for, hvad den enkelte faggruppe kan levere. - Her skal jeg måske slå fast, hvad både Eva Smith og Dorthe Berntsen synes at overse: At Dansk Psykolog Forening netop taler om et område, som skal dækkes af psykologer med særlig ekspertise, og altså ikke bare kliniske (børne-)psykologer en bloc. Det fremgår tydeligt af den lederartikel, Dorthe Berntsen refererer til, men ikke refererer så præcist. I lederen tales der også om erfaringsudveksling i samme åndedrag som stringens i undersøgelsesmetodik, træning i analyser osv. Skulle psykologer uddannet på en forskningsinstitution ikke kunne omsætte erfaring til viden i en sådan målrettet proces af opkvalificering? Det føler jeg mig overbevist om. - Og for nu at gøre kritikken af lederen færdig: Når det handler om sager om anklager mod pædofile, så er det ikke bare ord, jeg har tabt ud af munden. I de tilfælde, hvor dommen er faldet, er der ingen grund til at sætte mistænkt foran. Pædofili findes, pædofile overgreb begås det er en virkelighed, vi er nødt til at forholde os til. Jeg er da også sikker på, at budskabet er blevet ret forstået, udtaler Johanne Bratbo. Dyb grøft Hvad den konkrete kritik af Dansk Psykolog Forenings noget afvisende indstilling angår, har Johanne Bratbo denne kommentar: - For halvandet år siden vurderede foreningen det tvingende nødvendigt med en klarere fagpolitisk diskussion af psykologers arbejdsopgaver på feltet. Vi valgte på den baggrund at sammensætte en arbejdsgruppe bestående af de psykologer, som igennem godt et års tid havde været mest synlige omkring disse aspekter. - Samtidig kontaktede jeg personligt Dorthe Berntsen og forsvarsadvokat Thomas Rørdam for at forespørge om deres mulige interesse i en ekstern temadag, som skal afholdes senere. Jeg har efterfølgende sendt Dorthe Berntsen et brev om, at vi fortsat er meget interesseret heri. - Når Dorthe Berntsen i denne sammenhæng betragtes som ekstern, er det ikke udtryk for afvisning, men fordi hendes synspunkter adskiller sig så markant fra psykologernes bidrag i øvrigt og stemmer bedre overens med, hvad der traditionelt udtrykkes af forsvarsadvokaterne. Det gør ikke synspunkterne mindre vigtige at have repræsenteret på temadagen, men de er altså eksterne i deres karakter. - Endelig: Dorthe Berntsen udtaler sig i artiklen så sort-hvidt om psykologers kvalifikationer og viden i forhold til at vurdere børns udsagn, at hun bidrager til en gensidig mistænkeliggørelse mellem faggrupperne. Det er trist. Grøften bliver gravet så dyb, at alle, der forsøger at skræve over den, risikerer at falde i, siger Johanne Bratbo. jc Nr. 4. 2001 11