Øje for børnefællesskaber At lytte åbent og at indleve sig i et barns oplevelse af en bestemt situation, at acceptere samt at bekræfte er vigtige elementer når vi forsøger at bevare en anerkendende holdning i det pædagogiske arbejde. I denne artikel beskrives og analyseres fem hverdagssituationer med børnefælleskaber og hvordan personalet bagefter reflekterede over dem. Er vi mere optaget af voksen-barn relationer end barn-barn? Af udviklingskonsulent Kirsten Skøtt Marie på 3 år kommer senere end de andre børn. Hun kommer ind på stuen og ser lidt forladt ud - de andre børn er i gang med noget rundt omkring. pædagogen inviterer hende til at klippe en kat til fastelavnsriset. De klipper og imens spørger pædagogen: Hvem afleverede dig? Marie lyser op: Mor og mormor. Pædagogen: Både mor og mormor - hvor er du heldig!! Marie ser glad ud. Oline og Rikke kommer ind fra legepladsen. Marie er straks optaget af de to og råber hej. Børnene får at vide, at de skal vaske hænder og i rundkreds, - de tre får ikke kontakt med hinanden. 1
Som konsulent i projektet er jeg tilknyttet et antal institutioner, hvor jeg et par gange kommer og observerer dagligdagen ud fra et fokus, de ansatte har fastlagt på en forudgående supervisionsaften. Som eksempel på et fokus kan nævnes Hvordan håndterer vi situationer, hvor børnene løber rundt, er urolige eller rastløse på en god måde eller Hvordan kvalificerer vi den pædagogiske indsats i forhold til børn, som skiller sig ud. Mine observationer indgår på lige fod med de ansattes oplevelser i de konkrete situationer, når vi efterfølgende reflekterer over praksiseksemplet. Her får vi ofte øje på vanetænkning og rygmarvshandlinger, man som ansat ikke er så bevidst om. I det ovenstående eksempel var den efterfølgende refleksion, at Marie bliver hjulpet rigtig godt i overgangen fra en morgen med mor og mormor til børnehavelivet ved, at Mette snakker med hende om den særlige aflevering i dag. De ansatte var næsten overraskede over, at få betonet, hvad det betyder for barnet at blive taget imod med den opmærksomhed, da de oplevede, det var noget de gjorde helt naturligt uden at tænke så meget over det. Det blev også tydeligt for dem, at de kunne være meget mere opmærksomme på barnets eget forsøg på at forbinde sig til de andre børn og skabe rum for det. Pædagogen skal udvikle børnefællesskaber Spørgsmålet som rejser sig er, om vi generelt har mere fokus på relationen mellem barnet og de voksne end på børnenes indbyrdes forbindelser? Man kan overveje, om vi her er fanget i en vanetænkning om at vi voksne i daginstitutionen skal give børnene opmærksomhed og omsorg som erstatning for den tid de ikke er sammen med deres forældre, at vi overser vores mulighed for at tilrettelægge, så børnefællesskaber opstår og styrkes. Det gælder både når et barn kommer om morgenen, men også i løbet af dagen, hvor børnene ind imellem er udenfor og gerne vil være med i legefællesskaber som i følgende eksempel: Det er på legepladsen En lille fyr hænger på en gokart han siger til den voksne: Jeg har ikke nogen at lege med. Bagved ham leger nogle børn ildebrand ved at de lægger nogle brædder på et imaginært bål. Den voksne siger til ham Så spørg drengene der og vend din gokart, så du viser du gerne vil være med. Der sker ikke mere.. Pædagogen reflekterer over, hvorfor hun bare snakker til ham og i stedet for at gå ind i legeuniverset og sige noget i retning af: Jeg tror der er brug for en brandbil måske sidder du i en brandbil hallo kan jeg få en brandbil til en ild, som breder sig Har vi en vanetænkning om, at vi voksne ikke blander os i legen? Bliver vi instruktive, når vi vil hjælpe børn til at lege frem for at lege med? Når vi leger med, kan vi støde ind i både regler og normer: Det er morgen, og de børn, som er kommet, leger med trylledej sammen med to voksne. En dreng kommer sammen med sin mor han ser lidt genert ud og holder en plasticpistol, så den stikker ind i munden. - Den mandlige pædagog: God morgen! - Mor: Siger du ikke god morgen? - Pædagogen: Det er svært med en pistol i munden... - Drengen tager pistolen ud og retter den mod pædagogen: God morgen Hænderne op eller jeg skyder! - Pædagogen laver en falde om bevægelse med armene. De andre børn følger med i scenariet og morer sig højlydt. Da drengen har sagt farvel til sin mor, kommer han løbende ind og er klar til at være med i aktiviteten sammen med de andre børn. 2
I refleksionerne over situationen drøfter personalet, at selvom det ikke var tilfældet i eksemplet her, så kunne situationer som denne støde imod regler i børnehaven. Det kunne være en regel om at pistoler ikke må ikke rettes mod andre, eller ingen pistoler i børnehaven eller i munden. Vi kan spørge os selv, hvordan vi vælger vores fokus i en konkret situation med et barn? For eksempel om vi forholder os til pistolen eller til, hvordan barnet starter sin dag i børnehaven og kommer med i et fællesskab, som er ved at etablere sig på dette tidspunkt af dagen. En løs fortand er en del af hverdagslivet De ældste børn i børnehaven er i en før-skolegruppe. Denne dag mister Tobias den ene løse fortand den blev vist slået ud ved at uheld. Da jeg kommer, sidder Tobias midt i en børneflok, mens den mandlige pædagog holder en fugtig klud på hans mund, som bløder. Tobias græder højlydt, mens han krampagtigt holder en plasticpose med den tabte tand i hånden. De planlagte før-skole aktiviteter er stoppet. Børnene sidder rundt om Tobias, kommer med trøstende ord og tager del i tabet og ulykken ved at fortælle om de gange, hvor de selv har tabt tænder og mistet blod. Her var plads til at alle kunne følge med og tage del i dagens vigtige hændelse.. 3
Refleksioner over denne situation handler om, hvilken betydning vi tillægger de hændelser, som sker i hverdagslivet, som optager børnene og som giver børnene mulighed for selv at udveksle erfaringer. Hvilken betydning tillægger vi det fællesskab, som opstår spontant om en situation som i eksemplet? Hvordan beskrives den læring, når dagen er omme: Som en afbrydelse af det vi egentlig skulle lave? Eller som en særlig mulighed for at børnene kan være aktører indenfor et område, som lige nu er vigtigt i deres førskole-liv? Udviklingsprojektet handlede om udsatte børn og de ansatte ønskede ofte fokus på urolige børn eller børn der forstyrrer. Overordnet handler det om at anerkende det enkelte barns udgangspunkt, f.eks. at virkeligheden lige nu er sådan at barnet har uro, som kan virke forstyrrende i det fælles liv. Frem for at fokusere på det urolige, som et handicap ved barnet, har vi kigget på, hvordan de konkrete situationer barnet indgår i gør det vanskeligere eller lettere for barnet blive engageret og deltage i det fælles. Det er morgen og der leges med trylledej på stuen. Alle børnene er med, og når der kommer nye børn til inviteres de ind i fællesskabet. Børnene er meget optagede af at lege med den bløde dej de har forme og andre ting, de kan bruge til at få figurer ud af dejen f.eks. hvidløgspressere, så de kan lave hår på figurerne. En lille Jonas med hurtige bevægelser er vild med at trykke dej ud med hvidløgspressere. I stedet for at stoppe ham siger pædagogen til alle børnene: Hvis jeres engel skal have hår på så spørg Jonas han er vist ekspert i hår.. Derved synliggør hun barnets bidrag til aktiviteten. 4
Refleksion over dette eksempel er mine egne tanker efter forløbet. Mens jeg iagttog tænkte jeg, hvor længe mon Jonas får lov til at presse dej og fylde med sin måde at lege på og jeg ventede, at han nok snart fik det gule kort som: Jonas, de andre skal måske også lave hår, så nu må du blive færdig.. Ikke fordi han forstyrrede i aktiviteten, men hans leg var anderledes. Efterfølgende tænker jeg, at det lykkedes pædagogen at bevare en åben tilgang til Jonas engagement. Hun lever sig ind i hans oplevelse. Hun accepterer hans måde at gøre tingene på og endelig bekræfter hun og synliggør ham som ekspert i hår. Netop at lytte åbent, at indleve sig i barnets oplevelse af situationen, at acceptere samt at bekræfte er delelementer i den proces, vi indgår i, når vi forsøger at bevare en anerkendende holdning i det pædagogiske arbejde. Med disse eksempler har jeg forsøgt at vise, hvordan vi kan få øje på vanetænkning og praksis, som vi ikke tænker så meget over, ved at stille spørgsmål til konkrete hverdagseksempler og den grundtænkning, som ligger bag. En af de metoder vi anvender i refleksioner over observationer og de ansattes hverdagseksempler er at skifte perspektiv og se situationen fra forskellige vinkler, det kan være de involverede børns vinkel, den ansattes eller forældrenes. Det åbner for at forstå, hvad der er på spil for alle parter i den konkrete situation. Endelig er det et fælles projekt, at vi undersøger den aktuelle praksis og gerne vil bidrage til udvikling af en pædagogisk praksis, hvor vi har øje for børnefællesskaber. 5
Artiklen er bragt i Tidsskriftet 0-14 1/2009 Udgives af Dansk Pædagogisk Forum, Høegh-Guldbergs Gade 51, 8000 Århus C 6