KL marts 2008 Udgivet af: Kontoret for Økonomiske Analyser og Erhverv Weidekampsgade 10 Postboks 3370 2300 København S Tlf. 3370 3370 www.kl.dk Tryk: KL Tryk
Som led i arbejdet med kvalitetsreformen har regeringen gjort afbureaukratisering til et væsentligt element i den kommende reformpakke. Fokus for regeringen er regler rettet mod de kommunale institutioner, der har den daglige kontakt med borgerne. Målsætningerne følger i høj grad KL s synspunkter. KL har også presset på for et stærkere fokus på afbureaukratisering i sine oplæg til indhold i kvalitetsreformen. Det er dog ikke nok, at der er fokus på afbureaukratisering. De mange flotte ord i regeringens kvalitetsreform skal omsættes til reel afbureaukratisering. Dette rejser spørgsmålet om, hvordan man definerer afbureaukratisering. Hvad forstås ved afbureaukratisering, og hvordan kan man vurdere, om arbejdet med afbureaukratisering har været en succes? Det er KL s holdning, at afbureaukratisering bl.a. er et spørgsmål om at forenkle og reducere antallet af regler. Omfanget af regler er dog ikke nødvendigvis det afgørende. Man kan således forestille sig, at der fjernes regler uden at det letter medarbejdernes arbejde. Det gælder i de tilfælde, hvor den administrative belastning, der lå i de afskaffede regler, blot indarbejdes i andre eksisterende regler. Afbureaukratisering skal derfor defineres i henhold til målet. Målet med afbureaukratisering er, at medarbejderne på institutionerne rent faktisk kan mærke, at de bruger mindre tid på papirarbejde og mere tid på kontakten til borgerne. I forlængelse heraf er afbureaukratisering et spørgsmål om at skabe mere tid og organisatorisk kraft til at løfte kerneopgaven i forhold til borgerne. Dette rejser et nyt spørgsmål. Hvordan sikres det, at medarbejderne får mere tid til kontakten med borgerne? Der kan i den forbindelse peges på mindst tre væsentlige elementer. For det første skal de regler, som til hverdag administreres af medarbejderne forenkles eller helt fjernes, hvis de er overflødige. Fokus på omfanget af regler er som nævnt ikke altid tilstrækkeligt, men færre og mindre bureaukratiske regler er et skridt i den rigtige retning. 3
For det andet skal den statslige styring af kommunerne være mere fleksibel. Kommunerne har således de bedste betingelser for at tilrettelægge indsatsen, så den er målrettet kerneopgaven og tilpasset lokale vilkår og behov. Afbureaukratisering er derfor også et spørgsmål om at øge de kommunalpolitiske frihedsgrader til at planlægge og tilrettelægge indsatsen, jf. princippet om mål- og rammestyring. For det tredje er afbureaukratisering et spørgsmål om tværgående koordinering. En af de mest frustrerende og tidskrævende opgaver for medarbejderne er, når de skal skabe sammenhæng mellem forskellige sektorspecifikke regler, der peger i forskellige retninger. Afbureaukratiseringen skal derfor sikre, at der er sammenhæng mellem regler på tværs af sektorer. KL vil arbejde aktivt for, at regeringen indfrier deres løfter om afbureaukratisering, og KL har i den forbindelse formuleret en række synspunkter på afbureaukratisering. Synspunkterne kan samtidig siges at være mål og krav, som KL vil stille til staten i den løbende dialog om afbureaukratisering, herunder i forbindelse med økonomiforhandlingerne. KL foreslår, Bindende forenklingsplaner på de enkelte ministerområder Klare mål og operationelle succeskriterier Løbende turnusundersøgelser Sammenhæng mellem regelsæt Alle områder skal være omfattet af regelforenkling Fælles tilgang til regelforenkling Redegørelse om status på arbejdet med regelforenkling Etablering af regelforenklingsråd Indførelse af indberetningsstop Forenklingsforsøg Tid til implementering af nye regler Tilstrækkelig og kvalitetssikret IT-understøttelse Forenkling på overenskomstområdet Denne pjece fokuserer på den statslige regulering af kommunerne, herunder de kommunale institutioner, og forslagene er således rettet mod de statslige love og regler. Det er dog KL s holdning, at de tanker, der ligger bag forslagene, også vil kunne anvendes, når kommunerne skal se på mulighederne for at forenkle egne regler. 4
Nedenfor uddybes KL s syn på det videre arbejde med regelforenkling, herunder de enkelte forslag. Bagerst ses desuden en række konkrete eksempler, hvor KL mener, der er behov for regelforenkling Bindende forenklingsplaner på de enkelte ministerområder For at arbejdet med afbureaukratisering skal blive en succes, er det helt afgørende, at de enkelte ministre gøres ansvarlige for at rydde op i regeljunglen. Det er i sidste ende det enkelte ministerium, der i praksis skal gennemføre regelforenklingerne. Det er derfor vigtigt, at der stilles bindende forenklingskrav på de enkelte ministerområder. KL mener, at der bør stilles krav om, at det enkelte ministerium skal udarbejde en bindende plan for arbejdet med afbureaukratisering. Planen skal på de enkelte ministerområder indeholde målsætninger for arbejdet med afbureaukratisering og hvilke konkrete aktiviteter der igangsættes for at indfri målene. Herudover skal planen også angive proces og tidsplan for arbejdet. Samtidig med at de enkelte ministre skal udarbejde bindende forenklingsplaner, er der behov for, at den tværgående koordinering i staten styrkes. Dels for at sikre et ensartet og højt ambitionsniveau i de forskellige sektorplaner, og dels for at sikre fremdrift i implementeringen af planerne. Det er efter KL s opfattelse oplagt, at finansministeren sikrer den tværgående koordination på tværs af ministerområder. Det er KL s holdning, at der bør foreligge færdige planer med bindende forenklingskrav på samtlige velfærdsområder senest medio 2008. Klare mål og operationelle succeskriterier Når ministerierne udarbejder forenklingsplaner med bindende forenklingskrav, er det afgørende, at målsætningerne er så konkrete, at det kan vurderes, om de er nået. Det er fx ikke nok, at et ministerium i deres forenklingsplan bedyrer, at de vil arbejde aktivt for regelforenkling. Det er vigtigt, at der opstilles klare mål og operationelle succeskriterier, der muliggør en vurdering af effekten at initiativerne om regelforenkling. Helt konkret mener KL, at der på de enkelte ministerområder skal opstilles mål for reduktionen af den administrative belastning samt angivelse af, hvornår målene skal være indfriet. 5
Klare og målbare målsætninger betyder, at det kan afgøres om regelforenklingsarbejdet har været en succes eller ej. Dermed er det også lettere at holde den enkelte minister ansvarlig for, at den gode vilje omsættes til konkrete resultater. Det er KL s opfattelse, at målene og succeskriterierne klart skal afspejle den overordnede målsætning om at skabe mere tid for medarbejderne til at løfte kerneopgaven. I forlængelse heraf bør forenklingsplanerne som minimum indeholde mål for (i) forenkling eller ophævelse af regler, der i hverdagen administreres af medarbejderne på institutionerne, (ii) forøgelse af de kommunale frihedsgrader til at tilrettelægge indsatsen og (iii) større sammenhæng mellem forskellige sektorregler. Løbende turnusundersøgelser På en række velfærdsområder arbejdes der i øjeblikket med regelforenkling. Det drejer sig om beskæftigelsesområdet, skoleområdet, ældreområdet, handicapområdet, området for udsatte børn og unge. Det er imidlertid afgørende, at det igangværende arbejde ikke lukker af for fremtidig regelforenkling. Der udvikles løbende nye og bedre arbejdsgange i kommunerne, og herudover arbejdes der over en bred kam på at optimere organiseringen af arbejdet. Samtidig vil der formentligt også løbende blive stillet nye krav til opgaveløsningen. Det er derfor også nødvendigt, at det løbende vurderes, om der er mulighed for at forenkle de eksisterende regler. På den baggrund mener KL, at der skal iværksættes løbende turnusundersøgelser, hvor de enkelte ministerområder gennemgås på skift eller parallelt. Turnusundersøgelserne har to formål. For det første skal turnusundersøgelserne anvendes til at undersøge, om der er konkrete regler, der enten kan forenkles eller helt fjernes, fordi de er blevet uaktuelle. For det andet skal turnusundersøgelserne anvendes til at følge op på det hidtidige forenklingsarbejde, herunder om de konkrete mål for forenkling er blevet nået på de enkelte ministerområder. Sammenhæng mellem regelsæt Kommunerne har løbende fokus på at skabe mest mulig sammenhæng i opgaveløsningen. Sammenhæng i opgaveløsningen er en afgørende forudsætning for at kunne tilbyde borgerne den bedst mulige service. 6
Derfor er det som nævnt tidligere vigtigt, at reglerne understøtter sammenhæng i opgaveløsning. I alt for mange tilfælde skal den konkrete opgave i dag løses med udgangspunkt i forskellige regelsæt, som sætter forskellige krav, rammer og vilkår for arbejdet. Det ses fx på træningsområdet, som er reguleret i både sundhedsloven og serviceloven. De forskellige regelsæt kan trække opgaveløsningen i forskellige retninger og gøre det vanskeligt for kommunerne at yde en helhedsorienteret og sammenhængende indsats på tværs af sektorer. KL foreslår derfor, at det ifm. turnusundersøgelserne bliver obligatorisk at vurdere, om reglerne på det pågældende lovområde kan tilpasses anden sektorlovgivning på en mere hensigtsmæssig måde. Afsættet for vurderingen må være kommunalreformens vision om borgerne i centrum. Alle områder skal være omfattet af regelforenkling Skal de ambitiøse mål om at lette de administrative byrder for medarbejdere på institutionerne indfries, er det afgørende, at der bliver tale om en tilbundsgående regelforenkling, hvor enhver sten vendes. En tilbundsgående regelforenkling betyder for KL to ting. For det første skal en minister i forbindelse med turnusundersøgelserne ikke kunne frede nogle særlige lovområder fra regelforenkling. Arbejdet med regelforenkling vil løbe ud i sandet, hvis ministeren har en generel mulighed for at frede et område, fx med argumentet om at en kreds af forligspartier står bag reglerne, eller at området er politisk følsomt. Der vil således være en stor risiko for, at mange komplekse områder ville blive undtaget, selv om der netop her kunne være et stort forenklingspotentiale. Ingen lovgivning må derfor være undtaget fra eftersyn. Det er muligt, at der på nogle områder ikke er grundlag for at ændre de pågældende regler. Dette kan imidlertid kun afgøres ved at foretage en systematisk vurdering af reglernes virkninger, herunder om de kan indrettes på en mere hensigtsmæssig og fleksibel måde. For det andet skal der også i højere grad foretages en systematisk vurdering af, i hvilket omfang ny lovgivning og regulering medfører øget belastning af de kommunale institutioner. Fælles tilgang til regelforenkling For KL er det afgørende, at arbejdet med regelforenkling tager udgangspunkt i frontmedarbejdernes ønsker og erfaringer. Det er medarbejderne på institutionerne, som til 7
dagligt administrerer reglerne i mødet med borgerne, og det er derfor også dem, der bedst ved, hvor skoen trykker. KL mener, at de - indtil videre - positive erfaringer fra beskæftigelsesområdet skal bredes ud til de øvrige ministerområder, når der ifm. med turnusundersøgelserne skal screenes efter muligheder for at forenkle eller helt fjerne regler. I forbindelse med turnusundersøgelserne er det derfor KL s holdning, at der på tværs af alle ministerområder anvendes en bottom-up tilgang, hvor fagmedarbejderne får mulighed for at komme med forslag til forenkling. Det er netop denne metode, der med succes har været anvendt på beskæftigelsesområdet, hvor man har inviteret medarbejderne i samtlige kommuner til en række konferencer og workshops. I forlængelse heraf skal de enkelte ministerier i de bindende forenklingsplaner redegøre for, hvorledes institutionernes medarbejdere inddrages i arbejdet med regelforenkling. Redegørelse om status på arbejdet med regelforenkling Turnusundersøgelserne er en god anledning til at følge op på arbejdet med regelforenkling. I forlængelse heraf mener KL, at der skal udarbejdes en samlet redegørelse hvert år om status for arbejdet med regelforenkling. Redegørelsen skal indeholde to dele. Første del skal give en generel status for forenklingsarbejdet og skal samtidig redegøre for eventuelle nye tværgående initiativer. Anden del skal redegøre for status på de enkelte ministerområder, herunder redegøre for, i hvilket omfang de fastsatte mål for forenkling er indfriet på de respektive ministerområder. Viser denne status, at målene ikke er eller ikke kan forventes indfriet, skal redegørelsen beskrive hvilke initiativer og aktiviteter, der iværksættes for at nå målene. Den enkelte minister har således en initiativforpligtigelse. Etablering af regelforenklingsråd KL foreslår, at der oprettes et regelforenklingsråd, som har to overordnede formål. For det første skal regelforenklingsrådet komme med forenklingsforslag målrettet kommunerne, herunder også om der er nogle regler, der helt kan fjernes. Både i form af enkeltforslag og i form af særskilt fokus på særlige lovområder. 8
For det andet skal regelforenklingsrådet have en koordinerende funktion. Det betyder bl.a., at sektorministeriernes bindende forenklingsplaner skal forelægges regelforenklingsrådet. Herudover skal regelforenklingsrådet udarbejde den føromtalte årlige redegørelse for status på arbejdet med regelforenkling. På baggrund af regelforenklingsrådets koordinerende funktion foreslår KL, at rådet forankres under finansministeren. Indførelse af indberetningsstop En vigtig del af mål- og rammestyringen er, at kommunerne fritages for proceskrav mod at de til gengæld dokumenterer deres resultater. KL er enig i, at kommunerne skal kunne dokumentere deres resultater. Men det kan samtidig konstateres, at kommunerne i en række tilfælde og i modstrid med principperne i mål- og rammestyringen også måles på processen. Det gælder fx i forbindelse med rettidighed i indsatsen på beskæftigelsesområdet og anbringelsesstatistikken på området for udsatte børn og unge. Den megen dokumentation af bl.a. arbejdsprocessen betyder, at kommunerne i stort omfang skal indberette data til de centrale myndigheder. Disse indberetningskrav lægger beslag på en uhensigtsmæssig stor del af medarbejdernes tid ude på institutionerne. Det er derfor KL s holdning, at forenklingsarbejdet også skal fokusere på omfanget af indberetninger, herunder om der er mulighed for at fjerne nogle af indberetningskravene. KL foreslår, at der som minimum indføres et indberetningsstop. Indberetningsstoppet betyder, at der ikke kan indføres et nyt indberetningskrav, uden at der fjernes et andet indberetningskrav. Forenklingsforsøg Regeringen lægger i forbindelse med dens kvalitetsreform op til, at institutioner kan ansøge om på forsøgsbasis at blive undtaget fra hele eller dele af regelsættet på udvalgte lovområder. KL er enige i, at dette er en god idé. KL argumenterede allerede i forbindelse med forberedelsen af regeringens kvalitetsudspil for, at institutioner forsøgsvist kan undtages for visse regler. 9
Det er KL s holdning, at sektorministerierne én gang årligt skal give kommunerne adgang til at ansøge om fritagelse for hele eller dele af regelsættet på udvalgte lovområder. Tid til implementering af nye regler Afbureaukratiseringen skal sikre, at medarbejderne får mere tid til borgerne. Det er i den forbindelse vigtigt, at være opmærksom på den administrative byrde, der er forbundet med, at medarbejderne skal sætte sig ind i nye komplekse regelsæt. Det er vigtigt, at der er tid til at implementere ny lovgivning. Herudover skal der gives tid til at se virkningerne af den nye lovgivning, før der eventuelt gribes til endnu et nyt regelsæt. Hvis der hele tiden kommer nye regler, skal medarbejderne bruge uforholdsmæssigt meget tid på hele tiden at sætte sig ind i de nye regler. KL mener derfor, at der skal følges systematisk op på, om kommunerne får den fornødne tid til at implementere nye regler, og om der foreligger det fornødne centrale regelgrundlag for implementeringen. Tilstrækkelig og kvalitetssikret IT-understøttelse Uanset omfanget af regelforenklinger vil medarbejderne også fremover have en række administrative opgaver, som de skal løse. KL mener derfor også, at det er et væsentligt element i arbejdet afbureaukratisering, at medarbejderne har de rette betingelser for at løse deres administrative opgaver så nemt og hurtigt som muligt. Det betyder også, at der skal være den fornødne IT-understøttelse. Fokus på at sikre en tilstrækkelig IT-understøtttelse af de administrative opgaver omfatter to aspekter. For det første skal de nationale IT-systemer, som medarbejderne arbejder i, fungere effektivt, så der ikke opstår tidsspilde på grund af IT-problemer. Det indebærer bl.a., at der sker en løbende kvalitetssikring af de nationale IT-systemer. For det andet skal fristen for ikrafttræden af ny lovgivning give tid til at kommunerne får udviklet de nødvendige lokale IT-løsninger. Forenkling på overenskomstområdet Målsætningen om, at medarbejderne skal bruge mere tid på borgerne og mindre tid på administrative opgaver, er en fælles målsætning, der deles af stat, kommuner og de 10
faglige organisationer. Det betyder også, at det er et fælles ansvar, at sikre den fornødne forenkling. De faglige organisationer har generelt presset på for regelforenkling i forbindelse med trepartsaftalen. Dermed har de faglige organisationer også en forpligtigelse til selv at bidrage til forenklingsarbejdet. Det er derfor KL s holdning, at der bør ses på mulighederne for, at KL og hovedorganisationen på det pågældende område igangsætter et fælles projekt om forenkling på overenskomstområdet. Konkrete eksempler på behovet for regelforenkling På de følgende sider ses en række konkrete eksempler, hvor KL mener, der er behov for regelforenkling. Der er ikke tale om en udtømmende oversigt, men eksemplerne illustrerer, at der er et markant behov for regelforenkling, hvis medarbejderne skal få mere tid til borgerne. 11
Beskæftigelsesområdet Forenkling af ungereglerne Reglerne om aktiv beskæftigelsesindsats for unge under 30 år opererer med ikke færre end 10 forskellige målgrupper med finurlige sondringer, som hverken de unge eller medarbejderne kan overskue og forstå, og som derfor er overordentlig tidskrævende at administrere. KL mener, at der skal opbygges et helt nyt forenklet regelsæt, som tager udgangspunkt i, om den unge har en uddannelse eller ej, samt hvilke forudsætninger den unge har for at tage en uddannelse. Herudover skal alle eksisterende aktive tilbud kunne anvendes fleksibelt over for alle unge, som også skal være omfattet af de samme regler for kontaktforløb. Forenkling af sanktionsreglerne Reglerne om sanktioner ved manglende rådighed eller manglende medvirken i aktive tilbud er så komplicerede, at de er meget vanskelige at forstå både for borgerne og for medarbejderne. Reglerne kan derfor heller ikke virke efter hensigten og giver anledning til overordentlig tidskrævende ad-ministration. Det er KL s holdning, at der skal udarbejdes et nyt forenklet regelsæt efter følgende principper: Tydeligt beskæftigelsesrettet mål med sanktioner, forudsigelig sammenhæng mellem adfærd og sanktion, et enkelt regelsæt med få sanktionstyper, kun aktuel adfærd sanktioneres og ens hændelser skal udløse samme sanktion. 12
Folkeskoleområdet Sammentænkning af elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan Det fremgår af folkeskoleloven, at der til hver elev i folkeskolen udarbejdes tre forskellige dokumenter: (i) en elevplan til brug for løbende evaluering af undervisning og resultater, (ii) en uddannelsesbog fra 6. klassetrin, som bl.a. løbende skal afdække den enkelte elevs behov for vejledning ifm. valg af uddannelse og erhverv og (iii) en uddannelsesplan på 9. og 10. klassetrin, som skal indeholde, hvilke mål eleven har for uddannelse efter grundskolen eller 10. klasse. Det er unødigt bureaukratisk at arbejde med tre forskellige dokumenter, og KL foreslår derfor, at elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan samles i ét dokument. Dette vil lette medarbejdernes administrative byrder, da man dermed kan undgå uhensigtsmæssige gentagelser og overlap. Forenkling af arbejdet med kvalitetsrapporter Der er på folkeskoleområdet fastsat krav til kvalitetsrapporter. KL er generelt positiv over for arbejdet med kvalitetsrapporter, men en del af kravene er vanskelige at operationalisere. Det er fx vanskeligt at finde og validere oplysninger om, hvordan elever, der modtager specialpædagogisk bistand i specialklasser samt elever, der modtager undervisning i dansk som andetsprog, klarer sig i forhold til eleverne set under ét. KL foreslår derfor, at der generelt bør være fokus på progressionen for den enkelte elev frem for det nuværende krav om at sammenligne elevpræstationerne. Herudover foreslår KL, at hver enkelt kommune beslutter procedure og frist for kommunalbestyrelsens behandling af kvalitetsrapporten, og ikke som i dag, hvor der er en unødig central regulering af den kommunale arbejdsproces. Dette handler om at give kommunerne de fornødne frihedsgrader, så de kan tilrettelægge arbejdet mest hensigtsmæssigt. 13
Området for udsatte børn og unge Mere fleksible procedurer i børnesager Reglerne på børneområdet er i dag så stive, at alle børnesager skal følge den samme procedure uden hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende i den enkelte sag. Et eksempel på dette er, at kommunen i dag efter loven har pligt til at tilbyde barnet eller den unge en samtale, hvor kommunen kan orientere barnet eller den unge om sin afgørelse, selvom barnet løbende har været inddraget og hørt og derfor allerede er orienteret om kommunens beslutning. Et andet eksempel er kravet om, at kommunen i alle anbringelsessager skal følge op på sagen allerede 3 måneder efter iværksættelsestidspunktet uden hensyn til, om der i den konkrete sag er behov for dette. Begge er eksempler på, at formen bliver vigtigere end indholdet, og at det faglige personales behovsvurdering tilsidesættes. KL foreslår, at de nuværende stive procedureregler erstattes af et mere fleksibelt regelsæt, så medarbejderne får større frihed til at tilrettelægge sagsforløbet og vurdere behovene ud fra de individuelle og konkrete forhold. Flere børn i den samme sag Hvis der er flere børn i den samme familie, som har behov for særlige støtte, skal kommunerne efter de nuværende regler foretage de samme procedurer i forhold til hvert enkelt barn. Eksempelvis skal kommunen indhente samtykke fra forældrene til at igangsætte en undersøgelse i forhold til hvert af børnene. En familie med 3 børn skal således give 3 samtykker og skal medvirke til 3 undersøgelser. Der skal desuden udarbejdes en handleplan for hvert af børnene, selv om de får det samme tilbud. KL foreslår, at kommunerne ud fra en konkret og individuel vurdering får mulighed for at indhente et samlet samtykke, foretage en fælles undersøgelse og udarbejde en fælles handleplan i familier med flere børn med behov for særlig støtte. Det vil sikre, at familierne ikke skal trækkes igennem de samme procedurer flere gange. Samtidig får sagsbehandleren frigjort tid til samtalen med børnene og forældrene og til samarbejdet med de relevante samarbejdspartner, hvilket er den egentlige målsætning med regelforenklingsarbejdet. 14
Social- og sundhedsområdet Genoptræning I dag reguleres træningsopgaverne gennem både serviceloven og sundhedsloven, hvilket er ulogisk. Eksempelvis gælder der i de to lovgivninger forskellige regler for borgernes adgang til frit valg og klageadgang. Endvidere arbejdes der efter forskellige kvalitetsmodeller. I mange kommuner vil træning efter begge lovgivninger imidlertid foregå i samme fysiske rammer og udføres af det samme personale. KL foreslår derfor, at træning efter serviceloven (den del der vedrører vedligeholdende træning og genoptræning uden forudgående sygehusindlæggelse) og genoptræning efter sundhedsloven samles i sundhedsloven. Dermed vil borgeren opleve en smidigere overgang mellem genoptræning i forlængelse af hospitalsophold (sundhedsloven) og efterfølgende andre behov for træning, støtte m.m. (serviceloven). Frit valg Det frie valg af hjemmehjælp fylder meget i kommunerne, og især de årlige beregninger af timepriser er en administrativ tung byrde. Samtidigt har det vist sig vanskeligt for virksomheder at etablere sig som leverandør - ikke mindst om aftenen og natten, fordi det tager tid at få tilstrækkeligt mange kunder til, at der er god økonomi også for private. Resultatet er, at borgerne ikke har et reelt frit valg, hvis de har brug for komplekse ydelser eller hjælp i ydertimer. Før indførelsen af frit valg brugte en god håndfuld kommuner udbud til at skabe valgfrihed mellem private og kommunale leverandører, og samtidig kan udbud afhjælpe kommunerne ved at overflødiggøre timeprisberegninger prisen bliver i stedet fastsat via udbuddet. Alligevel bliver udbud nu kun brugt i én kommune. Årsagen er, at de nuværende regler er rigide, og opstiller strammere krav end de almindelige udbudsregler. Det betyder, at vil kommunen anvende udbud, kan konsekvensen meget vel blive, at den skal lukke hele den kommunale hjemmepleje ned. Meningen med frit valg var at skabe konkurrence. KL foreslår derfor en ændring af udbudsmulighederne på ældreområdet, som vil gøre det lettere og mere attraktivt for kommunerne at anvende udbud som en model til at skabe frit valg vel at mærke uden at hele den kommunale leverandørvirksomhed sættes på spil. 15
KL Weidekampsgade 10 Postboks 3370 2300 København S