ELITEIDRÆTTENS KANON

ELITEIDRÆTTENS KANON

Eliteidrætten giver stof til uforglemmelige stunder. Derfor har vi taget initiativ til dette utraditionelle og lidt uhøjtidelige arbejde. Med en kanon for dansk eliteidræt ønsker vi at fremhæve spændvidden i store danske idrætsoplevelser og sætte fokus på eliteidrættens betydning. Sådan sagde Carl Holst, formand for eliteidrætsorganisationen Team Danmark, ved nedsættelsen af det kanonudvalg for eliteidræt, som er udpeget og sammensat af Team Danmark og støttet af Kulturministeriet. Opgaven var at udvælge 12 danske værker, der repræsenterer store og centrale præstationer inden for dansk eliteidræt. Udvalget har set det som en udfordring at skabe en kulturel fortælling om dansk eliteidræt. At prioritere mellem usammenlignelige aktiviteter og præstationer, mellem forskellige tiders syn og forskellige betydninger er en udfordring. Udvalget valgte derfor at gå systematisk til værks med udgangspunkt i en tidshorisont på cirka 100 år, ligesom det valgte at strukturere værkerne indenfor nogle kategorier. De valgte værker repræsenterer en egenværdi, men tilsammen repræsenterer de en væsentlig del af den rummelighed, begejstring og betydning, eliteidrætten indeholder for udøvere, tilskuere og samfund. De udvalgte kategorier er: Fantastiske karriereforløb Store danske præstationer Nyskabelser Mytiske personer og begivenheder Særligt medrivende begivenheder og dramaer Udvalget håber med kanonen at medvirke til en løbende debat og dialog om eliteidrættens værdier og betydninger.

ILSON KIPKETER (1972- ) Når man kan få en løbedisciplin til at lyse af dansens elegance, så kan man også få en verdensrekord til at ligne en leg. Og det gjorde Wilson Kipketer i 1997, da han forbedrede den legendariske englænder Sebastian Coe s nærmest uopnåelige verdensrekord på 800 meter. At det var en pragtpræstation, Wilson Kipketer leverede på rekordaftenen, understreges af, at hans rekord står endnu og at der ikke var tale om et mirakuløst lykketræf, bevises af de tre VM-guldmedaljer, han vandt på distancen. Om nogen har Wilson Kipketer vist, at eliteidræt kan være en æstetisk nydelse, et smukt udtryk midt i den eksplosive kraftpræstation. Denne nye dansker har beriget både den nationale og internationale atletik, og gennem sine imponerende præstationer i en krævende, klassisk disciplin får den barnefødte kenyaner sit eget kapitel i den danske idrætshistorie. WILSON

Da det kvindelige ungdomslandshold i 1987 tabte UVM-finalen til Sovjetunionen i Randers, anede de færreste, at international kvindehåndbold stod foran en revolution. Men den kom, skabt af træneren Ulrik Wilbek og nogle spillere, der ville vide med afsæt i en vilje, en spillelyst og en træningsindsats, ingen før havde set hvor langt de kunne drive ambitionerne. De drev det, med skiftende spillere og senere på den resultatmæssige top med Jan Pytlick som afløser for Wilbek, til EM-guld, VM-guld og OL-guld. Med en stærk udstråling af selvtillid og spilleglæde og med en klar mentalitetsændring moderniserede danskerne spillet, tilførte kvindehåndbold som sport en ny atletisk dimension og de gav tilskuere og tv-seere oplevelser, som ingen kunne forestille sig fandtes, og som udløste en bevægelse af begejstring, der har givet dansk kvindeidræt et løft. DET KVINDELIGE HÅNDBOLDLANDSHOLD

Vi skal ikke kun respektere, beundre og ophøje dem, vi elsker men også dem, der har udfordret os, provokeret pænheden og nedbrudt barrierer. Fordi, de har troet på en idé. Og på sig selv. Som Anja Andersen har gjort det. ANJA ANDERSEN (1969- ) Hun var verdens bedste håndboldspiller, hun var i evig kamp med sit rasende jeg, hun led store personlige nederlag, hun var med til at vinde det største af det største og hun endte som billedet på idrætskvinden, der ikke accepterede kønsbestemte grænser for ambitioner og adfærd. Hun blev en vinder, hun er en vinder på godt og ondt, og hun skabte en helt ny bevægelse i dansk idræt. Anja Andersen har holdbarhed og det beviser hun i sit nye liv som træner, der har givet hende de fornemste klubtriumfer.

BJARNE RIIS (1964- ) At drømme om at vinde verdens hårdeste og mest spektakulære cykelløb Tour de France og også realisere målet, vil for en fladlandsdansker være at gøre utopi til virkelighed. Og hvis nogen for femten år siden havde sagt, at en samlet dansk sejr i Tour de France ville finde sted indenfor de næste fem-seks år, var de blevet grinet ud. Men Bjarne Riis magtede det umulige i 1996 og skabte undervejs i løbet filmiske dramaer, hvis spændingsscener var så mættede og medrivende, at de fik en nation til at gispe efter vejret. Riis sejr, der balancerede på kanten til det store folkelige opgør med den årtier lange, fastgroede dopingkultur i cykelsporten, har fået status som et højdepunkt, som en uforglemmelig og holdbar præstation i dansk idræt.

FODBOLDLANDSHOLDET EM 1992 Denne præstation kan karakteriseres som historisk. Fordi, den hører hjemme på en liste over begivenheder, det reelt ikke bør være muligt for danske idrætsfolk at vinde: listen over de største mesterskaber i de største idrætsgrene. Men det skete i 1992, da fodboldlandsholdet kom med i den europæiske slutrunde i Sverige, idet det borgerkrigsramte Jugoslavien blev udelukket. Og selv om vi ser bort fra eventyrbaggrunden ferien, grillpølserne og sandalerne så er selve kampene, spændingen undervejs og den endelige triumf nok til at bære hændelsen mindst 100 år frem i tiden. Tænk på, at vi stadig mindes bronzeholdet fra 48 med Carl Aage Præst, John Hansen og Knud Lundberg, ganske som Sophus Krølben Nielsen fra 1908 er blevet en myte. Det, der skete 26. juni i Göteborg 1992, da Tyskland blev slået 2-0 i EM-finalen, er præstationen. Intet over, intet ved siden af. Så uforståelig, så uforklarlig, så uvirkelig, at den ramte os alle og samlede nationen i en uendelig begejstringsnat.

(1964- ) MICHAEL LAUDRUP Han er landets mest omtalte og respekterede idrætsnavn gennem tiden. Og sammen med H.C. Andersen den mest kendte dansker udenfor landets grænser. Han dækker samtlige kategorier og overskrifter på udvalgets arbejde. I popularitet har han formentlig ikke sin ligemand. Ord er derfor nærmest overflødige, når han skal præsenteres men skal der findes nogle, der rammer en side af hans betydning ind, så er det, at Michael Laudrup med sin tekniske kunnen og sit satelit-overblik formåede at forbløffe ikke-fodboldkyndige, der således gennem Laudrups bevægelser og boldbehandling fik åbnet øjnene for spillets smukhed. Han har, gennem sit skabende spil på højeste niveau, bragt forståelsen af fodboldlegens enkelthed ned i græshøjde. Det kræver en ydmyg verdensstjerne at magte noget sådant. Og det kræver glæde ved spillet at kaste sig ud i en belastende trænergerning for at føre sine visioner videre. M

OLE OLSEN (1946- ) På sin egen ligefremme facon, der har afsæt i jysk muld og solide træsko, hev Ole Olsen gashåndtaget i bund og drønede ind i de danske hjem i 1971, da han uden at nogen nærmest havde hørt om manden blev verdensmester i speedway. Og dermed var en ny idrætsgren opfundet og en ny stjerne født. Ole Olsen, der med sin optimisme, sit glade ansigt og sit kammeratlige du, Claus, når han blev interviewet til fjernsynet, fremstod som sportens ukuelige Klods-Hans og han besejrede os alle, vandt kongeriget og blev en legende. Tre gange tog han den individuelle VM-titel, men Ole Olsen prægede sporten i sådan en grad, at hans person blev identisk med speedway, hvor han stadig er et stort navn på det internationale, organisatoriske plan. Dansk idræt har næppe haft nogen anden stjerne, der har formået at få folkelighed og professionalisme til at balancere på så fornem vis som Ole Olsen fra Vojens.

PAUL ELVSTRØM (1928- ) Når man er selfmade, besat af havet, vinder fire olympiske guldmedaljer og bliver verdensmester 15 gange i 8 forskellige bådtyper, så er man bedst af alle. Og når man desuden, som Elvstrøm, skaber teknisk udvikling i sejl, udstyr og regelsæt, samt gør den aktive karriere livslang ja, så har man gjort sig udødelig på den danske idrætsscene. Og dette førte da også, uundgåeligt og naturligt, til titlen Århundredets idrætsnavn på mandesiden, da Danmarks Idræts-Forbund i 1996 markerede sit 100-års jubilæum. Paul Elvstrøm var ikke til at komme uden om, da han skummede bølgerne og han er det heller ikke, når dansk eliteidræt skal i glas og ramme.

(1921- ) L I S H A RT E L Det menneskelige drama i kombination med virkeliggørelsen af den olympiske drøm har gjort dressurrytteren Lis Hartel til et fænomen på ridesportens verdensscene. Det er historien om kvinden, der på sin hest Jubilee ikke bare red ind og udfordrede den mandsdominerede og militæruniformerede dressurelite, men som også gjorde det med baggrund i en svær poliosygdom, der havde nedsat Lis Hartels førlighed, og som var en ekstra og særlig hård modstander. Hendes to olympiske sølvmedaljer i 1952 og 1956 blev symbolet på viljestyrke og karakter og medaljerne blev tillige en art folkeliggørelse af den sportsgren, der ellers kun havde overklassens opmærksomhed. Lis Hartel og Jubilee bragte dressursporten vidt omkring men ikke mindst viste hun gennem talrige internationale opvisninger, at idrætten giver håb for alle. Hendes præstationer har bl.a. givet hende plads, i øvrigt som første repræsentant fra Skandinavien, i den internationale kvindeidræts Hall of Fame i New York.

KNUD LUNDBERG (1920-2002) På landsholdet i fodbold, håndbold og basketball. Knud Lundberg var medicinsk uddannet, men valgte journalistikken og forfatterskabet som levevej. Han forærede sin fodbold-olympiske bronzemedalje fra London i 48 til en holdkammerat, der ikke kom med i selve bronzekampen og han oplevede at blive afsat som anfører for landsholdet, da han nægtede at bære slips til en jubilæumsbanket i Norge. Knud Lundberg var sin egen, en karakterfast personlighed, der sagde nej til alle professionelle tilbud, da han ikke ville underkaste sig pengesportens idealer og betingelser, og som også sagde nej til at blive avlstyr i det nazistiske Tyskland, der værdsatte hans blonde, ariske gener. Knud Lundberg talte altid for idrætsmandens frihed for værdien af boldlegens kreative sider. Han gjorde den aktive karriere livslang, og han gav sine synspunkter videre gennem en betydende og anerkendt journalistisk indsats. Det var kærlighed til boldsporten indtil døden.

(1920- )R H AGNHILD 44 verdensrekorder, olympisk sølvmedalje i 1936 som 15-årig, det største svømmetalent i verden i sin tid, valgt af Danmarks Idræts-Forbund til Århundredets idrætsnavn på kvindesiden ved 100-års jubilæet i 1996 og også optaget i svømmesportens Hall of Fame i USA. En fantastisk atlet med en lysende sportslig fremtid, men også en meget ung pige, hvis karriere aldrig blev fuldbyrdet på grund af Anden Verdenskrig. Ragnhild Hveger blev i de tidlige ungdomsår påvirket af familiens fascination af Tyskland og de nationalsocialistiske idealer, og hun traf dengang nogle personlige valg, der i efterkrigstidens idrætsmiljø blev fordømt og skabte kulde omkring hende, hvilket bl.a. resulterede i, at hun ikke blev udtaget til OL i London 48. Ragnhild Hveger fik OL-comeback i 1952 i Helsinki og nåede også finalen ganske som hun gjorde det ved EM to år senere, 33 år gammel. Svømmepigen fra Helsingør vil blive husket som en rekordsluger af uhørt karakter, et lysende navn i dansk og international svømmesport.

IVAN OSIIER (1888-1965) Ivan Osiier var læge og dansk fægtnings bedste mandlige atlet gennem tiden. Han begyndte sit sportsliv som roer i Skjold, var med til at stifte Fægteklubben af 1907 og Akademisk Fægteklub. Hans karriere strakte sig over mere end 40 år, og som OL- og VM-sølvvinder tilhørte han verdenseliten. Det mest forbløffende ved Osiiers karriere er hans olympiske præsentation. Han var med i 1908, 1912, 1920, 1924, 1928, 1932 og 1948. Han, der også var en rebel i idrætssystemet og som altid udfordrede autoriteterne, meldte afbud til Berlin-legene i 1936 på grund af nazisternes jødeforfølgelser; nogle vidste altså, hvad der foregik og havde mod til at reagere. Osiier er blevet hædret med den internationale olympiske komité IOC s æresdiplom til OL-deltagere, der har været med over et 40-årigt forløb. Fire har modtaget dette diplom, blandt dem to danskere den anden er Elvstrøm. Havde Ivan Osiier været aktiv i vor tid, havde han været en tv-stjerne og dermed en magnetisk kraft i det danske idrætsbillede.

Kanonudvalget: Else Trangbæk, formand Camilla Andersen Rasmus Bech Olav Skaaning Andersen Morten Stig Christensen Mette Terkelsen tidligere OL-deltager og lektor i idrætshistorie ved Institut for Idræt tidligere landsholdsspiller i håndbold og medejer af rejsebureauet Travel Sense redaktør på Politiken sport chef på DR-sporten chef på TV2-sporten og tidligere landsholdsspiller i håndbold tidligere bestyrelsesmedlem i Team Danmark og lektor i journalistik, RUC Kanonudvalget er udpeget af Team Danmark og kulturministeren i 2005