Litteratur GLEM ALT OM ALI BABA Det skriver Mellemøstens forfattere om men ikke meget er oversat til dansk s. 18 / Investeringer Miner, der sviner Danske pensionskasser investerer i Perus konfliktfyldte mineindustri s. 26 / libanon FLYGTNINGE-PENGE går i de forkerte lommer Tragedien i tragedien. Penge, der skulle gavne nødstedte syriske flygtninge strandet i Libanon, forsvinder. Udvikling har talt med folk på stedet, der lever med korruptionen s. 44 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN NR 2 2014 apr/maj 41. ÅRGANG TEMA Nu skal handel og bistand ind under samme hat. Hvad kommer det til at betyde? s. 32 / Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
Vælg en bank der låner penge til verdens fattige! Oikos er et bæredygtigt pengeinstitut med en klar etisk profil Har du Oikos som din bank, kan du være sikker på, hvad dine penge bliver brugt til. Du lader dine penge arbejde blandt verdens fattige, indtil du selv skal bruge dem. Vi drømmer om en mere retfærdig verden og vi lader det ikke blive ved drømmen. Penge gør forskel det gør vi også! Oikos formidler dine indlån til bl.a. mikrolån, som er hjælp til selvhjælp for verdens fattige. Oikos har haft faste samarbejdspartnere gennem 18 år, og de har fokus på de sociale resultater, som mikrolånene skaber. Pengeinstitut med samvittighed! Ved at vælge Oikos som din bank, giver du dit personlige bidrag til FN s 2015 fattigdomsmål det første mål er nemlig at halvere andelen af verdens fattige. SE HVORDAN DU SKIFTER BANK: WWW.OIKOS.DK Nørregade 6, 1. sal, 1165 København K T. 3336 2332 kbh@oikos.dk Vesterport 3, 5. sal, 8000 Århus C T. 8668 2333 aarhus@oikos.dk Oikos henvender sig til private, organisationer, foreninger, iværksættere og mindre erhvervsvirksomheder. Oikos samarbejdspartnere: Folkekirkens Nødhjælp, Strømmestiftelsen Norge, Oikocredit Holland, SIDI Frankrig. Medlem af: Dansk Forum for Mikrofinans og Socialøkonomisk Netværk
Indhold DANMARKS GLOBALE MAGASIN NR 2 2014 Apr/maj 41. årgang Ukendte nationer s. 62 / Hestesport i Afghanistan s. 12 / udvikling Unicef: Hvert fjerde barn kan ikke læse s. 11 / Vaccine mod malaria s. 11 / Filippinerne: Efter tyfonen Haiyan. Reportage s. 6 / Libanon: Flygtninge-penge forsvinder s. 44 / Analyse: Den Centralafrikanske Republik s. 48 / erhverv Peru: Mellem guldgrube og minefelt s. 26 / Miner, der sviner med danske investeringer s. 30 / Sol og vind: Kenya satser på grøn energi s. 31 / Handel er vejen til mere og hurtigere udvikling s. 32 / Overraskende vækstlande s. 31 / s. 26 / Miner, der sviner - med din pension? Danske pensionskasser har investeret 65 millioner kroner i Perus stærkt konfliktfyldte minesektor. politik TEMA: Synergi-ministeren vil skabe job i Afrika s. 36 / New Zealand: Handel og udvikling under én hat s. 39 / Nyt håb og ny forfatning i Tunesien s. 35 / Fem kvinder, der gør en forskel s. 42 / Kosovo: Byvandring i konfliktens skygge s. 54 / kultur Værker fra Verden: En sort stuepiges dagdrømme s. 4 / Skønlitteratur i Mellemøsten: Farvel, Ali Baba s. 18 / Sri Lanka: Safe Zone som turistmål s. 23 / Jelili Atiku Afrikas førende performance-kunstner s. 24 / Fotoreportage: Efter geden! Afghanistan hestesport s. 12 / s. 6 / Filippinerne: Efter Haiyan Et ukueligt gåpåmod præger folk i byen Tacloban, der blev lagt ned af en tyfon i november 2013. Perfomance på nigeriansk s. 24 / faste sider Kronik af Hollands handelsog udviklingsminister s. 32 / Kulturen Kort: Sydsudan og selvhjælpsbog s. 58 / Navne: Martin Bille Hermann ny Danida-chef s.60 / Asiatisk Plads: Nyt om dansk bistand s. 61 / Indvikling: Solstik for små penge s. 62 / s. 48 / Medierne ser et folkemord Analyse: Grimt, det der sker i Den Centralafrikanske Republik. Men det er ikke et folkedrab, siger forskere.
Værker fra verden kunstnere fra nær og fjern udstiller i udvikling. Dagdrømmeren Mary Sibande, Sydafrika Sophie er en sydafrikansk hushjælp, som i sine drømme søger tilflugt fra hverdagen, hvor hun gør rent i andre folks hjem. 4/ Gennem sine drømme træder figuren Sophie ind i den hvide elites verden, der ellers er helt uopnåelig for en sort arbejderklassekvinde i det moderne sydafrikanske samfund. Hun forvandler sig til en række episke karakterer: En lady på vej til bal (t.v.), en ridende victoriansk dronning kvinde, en superhelt. Værkerne er skabt af den sydafrikanske kunstner Mary Sibande (f. 1982). Hendes mor og mormor arbejdede begge som hushjælp, og hun er selv den første kvinde i familien, der har taget en akademisk uddannelse. Hendes værker er kritiske blikke på køn, klasse og magt i et Sydafrika, der stadig er mærket af årene med apartheid. Flere billeder i serien kan ses på Udviklings nyligt udgivne single Vi burde alle være feminister. Den kan downloades på App Store. Se annonce side 43. www.gallerymomo.com I'm a lady
Her Majesty, Queen Sophie 5/
Efter tyfonen Dem med de dårligste huse døde Hver dag finder de fortsat to-tre lig under murbrokker og i mudderet i byen Tacloban epicenteret for tyfonen Haiyan, der for knap et halvt år siden ramte Filippinerne med stor styrke. Af Jan Kjær, Tacloban Fotos: Jan Kjær 6/
Geraldine er bange. Hun står med sine syv mindre søskende og venter på en åben lastbil, der skal føre familien til et evakueringscenter. Tyfonalarmen har lydt igen på øen Leyte og dens hovedby Tacloban med 250.000 indbyggere. Ligesom den gjorde den 8. november 2013, da tyfonen Haiyan eller Yolanda, som de kalder den i Filippinerne ramte Leyte og naboøerne Samar og Cebu med vindstød på helt op til 320 kilometer i timen. 13-årige Geraldine har den tvivlsomme fornøjelse at bo ved Ground Zero, filippinernes eget øgenavn for byen Tacloban. Sammenligningen med hullet, hvor det terrorramte World Trade Center i New York stod, er ikke skudt helt forbi. Måneder efter tyfonen ligner store dele af Tacloban stadig en krigszone. Overalt ligger der murbrokker og væltede træer. Metalstumper stikker frem af et tykt lag mudder, der også er fyldt med sko, elektronik og tøjstumper. Vi har ikke længere brug for læger og sygeplejersker, men ingeniører og håndværkere, der kan være med til at genopbygge og renovere. Jesper Lund, koordinator, FN s humanitære koordineringsenhed OCHA De fattige led druknedøden Vi skreg! I småregnen ved siden af evakueringslastbilen fortæller Geraldine om de højdramatiske timer, da Haiyan ramte. Hun og familien havde søgt tilflugt på den lokale skole, der af myndighederne var udpeget som evakueringssted. Vindens kræfter var enorme og skabte en kæmpe flodbølge, der løftede biler op på tagene. Skibe rev sig løs fra fortøjningerne og sejlede hen over beboelsesområder og væltede huse og træer. Vandet kom derfor væltende ind i klasselokalerne, så Geraldine og familien måtte kravle op på stole og borde, og holde fast i gitrene foran vinduerne. Nogle kravlede endda op på skolens loft, da vandet steg. Flere på skolen lå døde efter tyfonen, fortæller Geraldine. Men langt de fleste af dødsofrene havde ikke taget evakueringsordren alvorligt. De blev tilbage i deres lave, små hytter af bambusstænger med tage af palmeblade i Tacloban-forstaden San José. 700 døde i bare Geraldines del af byen. De fleste druknede. De fleste var fattige. De lidt rigere havde murede huse med en førstesal, hvor de var bedre beskyttet mod de stigende vandmasser og de kraftige vindstød. Lig dukker stadig op Måneder efter tyfonen finder man stadig to-tre lig om dagen under murbrokker og i mudderet. Det er blot et skelet, siger Leo Bahin og peger på en lille sort sæk på jorden foran kontoret for lokalområdet kaldet Barangay 87 tæt på San José, hvor han er formand. Skelettet er lige blevet fundet under oprydningsarbejdet, og det er det 63. bekræftede dødsoffer i hans område, hvor indbyggertallet er cirka 3.800. I alt 90 procent af husene her blev alvorligt ødelagte af Haiyan. Lokalformanden viser rundt på den nærliggende San José Central School, hvor Geraldine og hendes familie oplevede Haiyan. Leo Bahin står op på en stol og viser, hvor højt vandet stod i klasselokalerne. Knap tre meter! Udenfor ligger bjerge af gennemblødte skolehæfter og -bøger. Ubrugelige og lige til skrotkassen. Eleverne er nogle af de mange millioner ofre for katastrofen. De fleste skoler er ødelagte, og det samme gælder inventar og undervisningsmateriale. Organisationer som FN's børnefond (UNICEF) og buddhistiske Tzu Chi Foundation gør et kæmpe arbejde for at få skolerne til at fungere igen i telte eller midlertidige pavilloner. Samme dato på gravene Få kilometer derfra er syvårige Meranova i gang med at feje og gøre rent på et gravsted foran San Joaquinkirken. Ismael Malibago står der på trækorset. Meranova retter lidt på et papirhjerte med hilsner til sin afdøde onkel. Datoen for dødsdagen er 8. november. Ligesom på de hundredvis af andre kors ved siden af onklens grav. På kirkegården hænger farvestrålende og hjerteskærende hilsner til Filippinerne Cebu Tyfonen haiyan Samar Tacloban Leyte Tyfonen Haiyan ramte Filippinerne med vindstød på op til 320 kilometer i timen, noget af det højeste målt i verden nogensinde. 6.200 døde er fundet, men der savnes stadig ca. 1.800 personer. Over 14 millioner mennesker blev på en eller anden måde berørt af tyfonen. Seks millioner mistede deres indtægter. Over en million huse blev helt eller delvist ødelagt. FN har bedt om 788 millioner dollars og har modtaget 362 millioner. Danida har via FN-systemet og nødhjælpsorganisationer bidraget med 47 millioner kr. med World Food Programme (WFP) som største enkeltmodtager (18 mio. kr.). Øriget med de 7.107 øer er meget udsat for naturens luner. Udover tyfoner rammes Filippinerne jævnligt af vulkanudbrud, jordskred, jordskælv og tsunamier. Tjek også Twitter #Haiyan og #YolandaPH de mange børn og unge, der mistede livet under tyfonen. 310 mennesker døde i dette område, og mange savnes stadig, forklarer kirkens præst, fader Kevin. Det flade San Joaquin fik også flodbølgen at føle. Omkring kirken står en række telte, der nu huser knap 20 familier. Da vi havde flest, var der 50 familier ved kirken, men mange har nu fået bygget midlertidige nødboliger, forklarer præsten. Kontanter i hånden Ved San Joaquin-kirken arbejder 31-årige Ida. Hun er en af de mange tusinder lokale, som FN betaler for at hjælpe med at rydde op efter ødelæggelserne. 7/ >
> Desuden har hun haft fem dages Cash for Work-beskæftigelse af Tzu Chi Foundation til 500 pesos per dag og 15 dage til den lidt lavere FN-tarif. Ved siden af Ginalyns shop sælges T-shirts for 30 kroner stykket med motiv af skibet Eva Jocelyn. Teksten siger Tindog, Tacloban! (Rejs dig, Tacloban!) Besøgende valfarter til skibet, og T-shirts som souvenir giver en oplagt mulighed for at få penge i kassen. 8/ Livet går videre. Havnen i tacloban. Det er godt arbejde, og jeg får 260 pesos om dagen, fortæller hun. Det svarer til cirka 32 kroner. Udover at skabe orden i kaos er formålet med dette Cash for Workprogram også at bringe penge i cirkulation i de ødelagte områder. Både FN og mange ngo er, heriblandt Folkekirkens Nødhjælp, benytter sig af at uddele kontanter til ofrene for Haiyan. Bortset fra de første døgn, hvor nødhjælpsforsyninger var nødvendige til alle, er problemet de fleste steder ikke længere at skaffe fødevarer. Problemet er arbejde og penge. Filippinerne er et rimeligt velfungerende land, og langt størstedelen af landets 105 millioner indbyggere slap uskadt. Men priserne på transport, mad og byggematerialer er steget betragteligt i katastrofeområderne. En tur med en cykeltaxi kan nu koste op til 30 pesos (fire kroner). Før var det fem eller 10. En fisk kunne fås for 90 pesos. Nu er prisen et sted mellem 220 og 280, forklarer Felix Lebacitas, der også er præst. En turistattraktion I nærheden af Taclobans havn ligger skibet Eva Jocelyn, der under tyfonen pløjede sig igennem hytter og træer og lagde sig til rette langt oppe på landjorden. Foran skibsskroget sidder Ginalyn Villarmenta med sin 12-årige datter Juliana og vasker sig i fuld offentlighed. Sæben skummer over ansigt og krop. Tænderne får en omgang med tandbørsten. Ginalyns bolig blev totalt ødelagt under stormen, men hele familien overlevede. Jeg har fået 15.000 pesos til at starte en lille forretning, siger hun tilfreds og peger op mod et lille skur ved vejen. Politisk splid Den nationale regering i Manila får ikke mange pæne ord med fra beboerne i de ødelagte områder. For sent og for lidt, lyder dommen over dens katastrofeindsats. Der mangler støtte fra regeringen, siger præsten Felix Lebacitas. Han har taget sagen i egen hånd og får hjælp til sit sogn gennem private donorer og firmaer. I Tacloban ses fjendskabet mellem to af Filippinernes mest indflydelsesrige familier som årsagen til den langsomme genopbygning. Taclobans borgmester hedder Alfred Romualdez, nevø til Imelda Marcos, gift med tidligere præsident Ferdinand Marcos. Den nuværende præsident hedder Benigno Aquino, hvis far blev myrdet i 1983 under Marcos-styret.Lederen af Radio Abante, Fred Padernos, siger til britiske The Guardian, hvad mange tænker: Det er klart, at indbyggerne i Tacloban bliver straffet. Det skyldes, at borgmesteren hedder Romualdez." Borgmester Romualdez havde lovet, at alle var genhuset allerede i december. Det løfte har han slet ikke kunnet indfri. Stort behov for nødboliger I centrum af Tacloban er livet ved at nærme sig normalen. Husene har fået repareret de ødelagte tage, 20 procent har fået strømmen tilbage, mange forretninger har slået portene op igen, og trafikken i gaderne er atter kaotisk. Hovedkvarteret for FN s humanitære koordineringsenhed OCHA ligger i det gamle Hotel Alejandro. Lederen af FN-koordineringsindsatsen i det østlige Visayas-område, der inkluderer øerne Leyte og Samar, er danske Jesper Lund, der i det store hele er tilfreds. Det er gået rigtigt godt, fordi filippinerne er vant til tyfoner. Der er et be-
redskab på plads, og myndighederne reagerer proaktivt, forklarer han. Den garvede FN-mand har aldrig oplevet en katastrofe, hvor man er gået så hurtigt fra den livreddende fase, over nødhjælpsfasen til den stabiliserende fase. Nu gælder det den tidlige genopbygningsfase. Den største udfordring nu er nødboliger, siger han. 4,1 millioner mennesker mangler stadig tag over hovedet og bor i telte, skoler eller lignende. Økonomien skal op i gear Den anden store udfordring er livelihood, fortsætter Jesper Lund. Ordet er en del af udviklingsjargonen og betyder, at mennesker skal kunne skaffe sig de basale fornødenheder som mad, vand og tøj. Det kræver, at man har noget at leve af. Tyfonen fik godt og grundigt ødelagt de to hovederhverv på øerne: landbrug og fiskeri. Fiskernes både blev smadret, millionvis af palmetræer ødelagt, og det tager seks-otte år, før man igen kan høste kokosnødder fra nye træer. Risbønderne mistede deres såsæd. Vi fokuserede hurtigt på at få rismarkerne i gang, og 80 procent er nu tilplantet, forklarer Jesper Lund. En række industrier og forretninger holder stadig lukket, fordi fabrikker, butikker og lagre blev ødelagt af tyfonen. Det betyder arbejdsløshed og dermed manglende lønninger og skatteindtægter. Økonomien skal skubbes i gang, før de ødelagte områder for alvor kan komme på fode igen, og det kræver andre ekspertiser. I Tacloban ses fjendskabet mellem to af Filippinernes mest indflydelsesrige familier som årsagen til den langsomme genopbygning. Vi har ikke længere brug for læger og sygeplejersker, men ingeniører og håndværkere, der kan være med til at genopbygge og renovere, siger Jesper Lund. Genopbygningen ventes at vare fire-fem år. De fattige er mest udsatte Denne gang slap Geraldine med skrækken. Hun og hendes syv søskende kunne næste morgen vende tilbage til deres lille nyopførte skur i bydelen San José ved lufthavnen. Denne tyfon blev aldrig farlig. Men for Geraldine og mange andre fattige familier er der ikke noget valg. De bliver nødt til at vende tilbage til de samme farlige, lavtliggende områder. Regeringen har sat store skilte op med en forordning om, at man ikke må bygge 40 meter fra kysten. Hundredvis af nye skure med skinnende nye bliktage viser, at den advarsel ikke tages alvorligt. Der er lang vej til en normal hverdag efter tyfonen Haiyans ødelæggelser, men uanset hvor man kommer, lyder ordene til privatpersoner, ngo er og det internationale samfund: Tusind tak for hjælpen! Det fortæller ofrene, det står på mure og bannere, og det vises i videoer på internettet. 9/ raptim member of raptim network værdi for pengene personlig service stor fleksibilitet over 50 års NGO-erfaring Vi har en tillidsfuld og god dialog med Unitas Rejser, og vi kender hinanden godt efter hånden. I dag har jeg det så dan, at når jeg ringer til Unitas Rejser, er det som at bede en kollega om hjælp Eva Madsen personalekonsulent, Danmission Tlf. 8723 1230 Glarmestervej 20A 8600 Silkeborg www.unitasrejser.dk raptim@unitas.dk annonce
10/ Find den rigtige lejer til Deres bolig I forbindelse med udstationering er en af de væsentlige opgaver, at finde den rigtige lejer til boligen derhjemme. Boligen skal indbringe den rigtige leje og ikke mindst skal man være tryg ved den lejer som boligen overdrages til. Comfort Housing samarbejder med en lang række internationale private og offentlige virksomheder. Vore lejere er derfor ofte ansatte som skal arbejde i København i en periode. Virksomhederne og de enkelte lejere er interesserede i huse og lejligheder som fremtræder i god indflytningsklar stand. Såvel møbleret som umøbleret. Vore lejere efterspørger alt fra eksklusive villaer over familievenlige huse og række huse til større og mindre lejligheder. Beliggenheden er typisk i København og de attraktive bolig området i Nordsjælland. Blandt vore lejere er både familier, par og enlige. Vi tilbyder Dem: Indledende uforbindende møde hvor Deres bolig og Deres muligheder gennemgås. Professionel præsentation af Deres bolig, bl.a. med fotos, grundplanstegning og grundig beskrivelse af boligen. Individuelt udarbejdet lejekontrakt. Annoncering i relevante medier. Mulighed for huslejegaranti. Kvalitetstjek af Deres bolig for optimering af udlejningen. Se mere på: www.comforthousing.dk Vi glæder os til at byde Dem velkommen og til at give Dem en god oplevelse. Kontakt os på tlf. +45 6116 5588, så er De godt på vej. annonce
AGENDA udvikling Vaccine mod malaria Verdens første vaccine mod malaria er på vej. Allerede i 2015 vil medicinalfirmaet GlaxoSmithKline lancere en vaccine mod sygdommen kun de sidste godkendelser mangler, for at firmaet kan sætte vaccinen på markedet. Vaccinen vil hjælpe menneskets immunsystem til at forsvare sig mod malariaparasitten, som spredes af myg, og den er udviklet med støtte fra blandt andet Bill & Melinda Gates Foundation. GlaxoSmithKline vil sælge malariavaccinen til fremstillingsprisen plus et tillæg på fem procent, der skal gå til forskning i nye malariamidler. Malaria koster hvert år over 600.000 mennesker livet verden over de fleste af dem i Afrika. /RH Hvert fjerde barn kan ikke læse Problemet er velkendt, men der mangler dygtige lærere, fastslår FN. Af REGNER HANSEN Bare en enkelt sætning er for meget. Hvert fjerde barn i u-lande er ude af stand til at læse mere end højst et par sammenhængende ord. Dette fremgår af en årlig rapport fra FN s organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO). Målt i absolutte tal er det 175 millioner børn verden over, som ikke kan læse overhovedet Hvis man højner kravet til, at børnene generelt skal kunne læse (og regne), er det i alt 250 millioner, der mangler disse basale færdigheder. Rapporten, som sammenholder målsætningen om uddannelse til alle med virkeligheden, tyder på, at analfabetismen er mere udbredt end hidtil antaget. Mange u-lande er opmærksomme på den udbredte analfabetisme, men det hjælper ikke. UNESCOs generalsekretær, Irina Bokova, har en forklaring. Hun fastslår, at det handler om andet og mere end at forbedre adgangen til uddannelse. Dårlig kvalitet hæmmer læringen selv for dem, der rent faktisk kommer i skole, skriver Bokova i forordet til dette års rapport. Der bliver hyret flere lærere, men de har ikke de nødvendige kvalifikationer til at undervise i læsning. UNDERFINANSIERET Ifølge rapporten er grundskolen på verdensplan underfinansieret med, hvad svarer til over 140 milliarder kroner. Donorlande bør øge deres bistand til uddannelse, hedder det, og de bør fokusere på de fattigste og mest oversete i u-landene. Der er nemlig betydelige interne forskelle i u-lande med hensyn til børn og analfabetisme en kløft mellem sociale klasser og mellem kønnene. Hvis den nuværende tendens fortsætter, vil drenge fra de mest velstående familier i Afrika syd for Sahara alle have gennemgået en grundskole i 2021, mens piger fra fattige familier i samme region må vente med at nå dette mål indtil 2086. Fotos: Stephane de sakutin/afp/scanpix (ned.) & Søren rud/danida (øv.) 11/
Afganistan Mandefolkesport 12/ fotos: casper hedberg
Billedserie Hestesporten buzkashi Grib den døde ged, rid rundt om pælen og smid geden i kridtcirklen. Sådan spiller man buzkashi. En kontant hestesport, hvor det eneste udstyr er en pisk og gerne også en udtjent, sovjetisk tank-hjelm. Buzkashi er frådende heste, trampende hove og tunge dyrekroppe, der tørner sammen. Ingen dommere, linjevogtere og pointtællere. Eneste regel er, at det drejer sig om at få fat i bolden en død, hovedløs ged og beholde den længe nok til at nå frem til kridt-ringen, hvor den skal dumpes. Geden ligger ved spillets start på jorden og skal samles op fra en hest i bevægelse hvorefter 22 andre ryttere søger at vriste geden fra dig! (foto) Sådan har buzkashi været spillet i Afghanistan i århundreder. Men der er sket det samme som i europæisk fodbold: Pengene sætter dagsordenen for sporten. For med velstandsstigningen, blandt andet som følge af den massive udviklingsbistand til landet, er priserne på gode heste og gode spillere bare gået op og op. Det, der engang var en traditionel hestesport spillet ved bryllupper og festivaler, er nu blevet konkurrence mellem krigsherrer og andre pengestærke sponsorer. Hvem har flest heste? Hvem vinder mest? Konkurrencen rigmændene imellem har sendt priserne op, så de bedste og dyreste heste til buzkashi i dag koster 50.000 dollars i et land, hvor den årlige indkomst i snit ligger på 687 dollars (2012). /Göran Engström/SK 13/ >
> 14/ Han har den hovedløse ged! Efter ham! Fredag er den officielle kampdag for buzkashi. Så valfarter tilskuere og spillere fra flere provinser til Qasaba-området lige nord for Kabul.
15/ Buzkashi er en ualmindelig fysisk sport for mænd og heste. >
> 16/ Morgendagens buzkashi-stjerne?
14-årige Zakir Mohammed Zaman, som er den yngste i en familie, hvor alle beskæftiger sig med Buzkashi, klæder her om til træning med en af familiens syv heste. 17/ Casper Hedberg pitstop. et velfortjent hvil. Den svenske fotograf (f. 1983) har en bachelor i fotojournalistik fra Midtsverige Universitet i Sundsvall og har arbejdet som fuldtidsfotograf siden 2005. Han har vundet en pæn bunke priser for sine serier, blandt andet fotoreportagen her i bladet om hestesport i Afghanistan, der har vundet priserne Picture Of The Year International og det svenske Årets Bild, begge i kategorien sportsreportage.
18/ illustration: otto dickmeiss
litteratur Mellemøsten Glem alt om Ali Baba Moderne litteratur fra Mellemøsten handler i høj grad om de udfordringer, borgerne i et område præget af uro og krige oplever. Kun få af regionens forfattere er oversat til dansk. 19/ Af Anna Bridgwater Litteraturen i Mellemøsten er skrevet i konflikternes skygge. I den del af verden, der strækker sig fra Middelhavet til Iran og fra Sortehavet til Den Arabiske Bugt, har krige, konfrontationer og uroligheder i nyere tid taget al opmærksomheden. Alligevel skabes der moderne litteratur, der tager fat i den aktuelle hverdag, og som ligger langt fra områdets bedst kendte litterære værker fra Mellemøsten, nemlig Al Quran (Koranen) fra 600-tallet og den 200 år senere klassiker Alf layla walayla, bedre kendt som Tusind og én nat. Udvikling tager i denne serie temperaturen på skønlitteraturen lige nu uden for den vestlige verden. Vores litterære verdensomsejling begyndte i Latinamerika, drog videre til Sydøstasien og er nu nået til Mellemøsten. To slags arabisk Mellemøsten er hjem for hovedsageligt arabere, persere, tyrkere, kurdere og israelere. Hvert folk har sit eget sprog, og det mest udbredte sprog er arabisk. Lektor Elisabeth Moestrup fra Aarhus Universitet underviser i moderne arabisk sprog og litteratur, og hun forklarer, at det arabiske sprog har to niveauer: Man taler én version, som varierer fra land til land, men skriver en anden, fælles arabisk. Skriftsproget er ikke nogens modersmål, og derfor er det lidt stift. Der er en masse forsøg på at skrive på talesprog, men det fælles arabiske skriftsprog sættes højt, for det hænger sammen med Koranen og den arabiske enhed. På trods af det fælles arabiske sprog har hvert land sin egen litteratur. June Dahy, studielektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, forklarer: I de arabiske mellemøstlige lande er der en meget stor litteratur, og det er ikke én litteratur, men i stedet er der meget national litteratur, for litteratur og nationalitet går hånd i hånd. Litteratur om konflikter June Dahy slår fast, at Mellemøstens krige og kriser er meget synlige i den arabisk-sprogede litteratur. Hun giver nogle eksempler: I den palæstinensiske litteratur overskygger tabet af Palæstina alt, for det er jo ikke overstået. I Libanon er litteraturen præget af borgerkrigen. Det kan ikke være anderledes, for mange har lidt tab og er traumatiserede. Og i Syrien har der de sidste 10-15 år været nogle værker om massakren i byen Hama i 1982. En af de forfattere, som bruger litteraturen til at beskrive en konflikt, er syreren Khaled Khalifa. Hans seneste roman, La Sakakin fi >
> 20/ Matabekh Hazehi Al-Madina (No Knives in this City s Kitchens) fra 2013, er en skildring af, hvordan et ubarmhjertigt regime knuser borgernes muligheder og drømme, indtil al medmenneskelighed er borte. De aktuelle politiske temaer dukker også op i den kurdiske litteratur. De 16 millioner mennesker, der taler kurdisk, bor hovedsageligt i Tyrkiet, Irak og Iran, og den tyrkisk-kurdiske børnebogsforfatter Adil Erdem, som i dag bor i Danmark, siger: Kurderne har aldrig haft en national følelse, fordi kurderne aldrig har været et land. Litteraturen handler ofte om det fortabte land, det manglende oprør mod besættelsesmagterne, de menneskelige og kulturelle tab. Litteraturen i Kurdistan er altså optaget af de politiske forhold. Stærk socialrealisme Typisk bruges der en socialrealistisk fortællestil til at bearbejde nutiden, og de særegne forhold i Mellemøsten giver også grobund for en særlig romantype: Der er en fængselsgenre i arabisk litteratur, fordi der er så mange fanger overalt, siger June Dahy. Den politiske litteratur rummer også kritik af udlandet, især Israel og USA. Desuden fortæller June Dahy, at litteratur ofte bliver brugt til at behandle religion: Fiktion er et af de steder, hvor man kan kritisere misbruget af religionen, både på det individuelle og det institutionelle plan. Den irakiske forfatter Muniam Alfaker, som har boet i Danmark siden 1978, pointerer, at moderne mellemøstlige forfattere også skriver om de temaer, som optager forfattere over hele kloden kærlighed, menneskelige dilemmaer og ensomhed. Han mener, at litteraturen er blevet mindre politisk de seneste år. June Dahy er enig: Der har været en slags krav om, at forfattere skulle vise et politisk engagement, men det er man ved at give slip på i erkendelse af, at det politiske ikke fører nogen steder hen. Alligevel fylder samfundets kollektive udfordringer stadig mere end personlige problemer i Mellemøstens litteratur. Som studielektor June Dahy siger: Det er stadig sjældent, at man ser en fuldstændig individua listisk roman, som kun kredser om jeg'et. Der er altid en samfundsmæssig vinkel. Der videregives et blik på den nationale tragedie, som findes i de fleste samfund den fælles arabiske tragedie. Det slår igennem i litteraturen, at militarismen ødelægger barneuskylden. Og i mange romaner er der et skær af absurditet, fordi virkeligheden er absurd. Moderne mellemøstlige forfattere skriver om de temaer, som optager forfattere over hele kloden kærlighed, menneskelige dilemmaer og ensomhed. Der har været en slags krav om, at forfattere skulle vise et politisk engagement, men det er man ved at give slip på i erkendelse af, at det politiske ikke fører nogen steder hen. June Dahy, studielektor, Københavns Universitet Statens indblanding De forfattere, som undgår at skrive om nutidens konflikter, har måske også et lettere liv, for mange steder i Mellemøsten bortcensureres kritik af magthaverne. Den irakiske forfatter Muniam Alfaker, som flygtede fra Irak i 1978 og siden har været bosat i Danmark, viser en digtsamling, som han fik udgivet i Syrien i 1983. Hvert enkelt digt i manuskriptet har fået et officielt stempel, som betyder, at det er godkendt til tryk: Først skal man have tilladelse fra Informationsministeriet til at få bogen trykt. Og så skal man have tilladelse til distribution. Det gælder også i dag. Irak havde samme system under Hussein. I dag er der ingen censur i Irak, og Muniam Alfaker udgav selv digtsamlingen Ghaima ala safr (Sky på flugt), på det irakiske kulturministeriums forlag i 2011. Han fortæller også, at nogle arabiske lande lokker med penge for at tilskynde forfattere til at skrive den slags litteratur, magthaverne helst vil se: I De Forenede Arabiske Emirater og Qatar gives der statsstøtte til forfattere, der skriver om de klassiske temaer, og som bruger de klassiske former, fortæller Alfaker. I de fleste af landene er der censur i større eller mindre grad, men det får ikke alle til at holde mund: I Saudi-Arabien er der en stærk litterær bevægelse, som er mere mod erne, og disse nye forfattere skriver meget symbolsk for at undgå censuren. Mange kvinder skriver fremragende romaner om kvindeliv og hverdagen. Der er også romaner om lesbisk kærlighed, siger Muniam Alfaker, som også fortæller, at arabiske forfattere nogle gange får udgivet deres værker i Libanon, hvor der traditionelt er færre begrænsninger på trykkefriheden. Men i Iran blev digteren Hashem Shaabani henrettet d. 27. januar 2014. Hans forbrydelse var at udtrykke kritik af regimet gennem sit forfatterskab. Iran har ellers en 1.000 år gammel lyrisk tradition og en medfølgende respekt for afdøde lyrikere. Mange kender Omar Khayyam, som levede i 1000-tallet. Han var videnskabsmand og digter, og kendes især for sin poesi om livets skrøbelighed og skønhed. Også Shams al-din Hafiz eller Hafez, som levede i 1300-tallet og regnes for en persisk nationalpoet, læses i dag, og mange valfarter stadig til hans grav i Shiraz. Få læsere Selvom der findes forfattere, der sætter livet på spil, har de ikke nødvendigvis et stort publikum. Som Elisabeth Moestrup udtrykker det: Læsning er ikke en del af at hygge sig i Mellemøsten. June Dahy mener alligevel, at litteraturen lever og har det godt. Man har et problem med læsning, og unge læser ikke så meget. Men der sker det samme i Mellemøsten som i alle andre lande, nemlig at den litterære scene bliver mere kommerciel. Alle lande har bogmesser og store litterære festivaler, og det er også populært at møde forfatterne. Irakiske Muniam Alfaker har også oplevet et blomstrende litterært miljø. Siden Saddam Husseins fald har han besøgt Irak flere gange, og han siger: Der er en gade i Bagdad, hvor man traditionelt køber bøger. Man mødes på café, og der er et levende kulturelt miljø. Der er også en aktiv forfatterforening i Bagdad. >