Skolebestyrelsens beretning for skoleåret 2002/2003 I det forløbne år har skolebestyrelsens sammensætning blandt de forældrevalgte ikke ændret sig. Louise Stampe Berggreen er formand, Ulla Langholz er næstformand, og de øvrige medlemmer er Pernille Christensen, Henrik Linnemann, Søren Jarl, Niels Henrik Kall og Henrik Thomasen. I dette skoleår har lærer Tage Granum og pædagog Dursun Arda fra Blæksprutten været medarbejder-repræsentanter og Julie Kall (6c) og Andreas Weisenfeld (7a) elevrepræsentanter. Skolebestyrelsen mødes mindst én gang om måneden og behandler sager vedrørende skolens liv og hverdag. Skolebestyrelsen fungerer godt. Der er ofte en engageret debat på møderne, men vi er altid nået frem til en fælles holdning og har (endnu) aldrig været nødt til at afholde en afstemning om et punkt/forslag. Skolebestyrelsen fastsætter principper på en række vigtige områder f.eks. undervisningens organisering (herunder elevernes timetal på hvert klassetrin og udbud af valgfag), samarbejdet mellem skole og hjem og arbejdets fordeling mellem lærerne. I skolebestyrelsen er der et ønske om at gennemgå samtlige eksisterende principper, der gennem tiden er vedtaget i skolebestyrelsen. I 2002/2003 vedtog vi nye principper for skole/hjem-samarbejdet. De nye principper kan læses på skolens hjemmeside (under Skolebestyrelsen ). Der er tale om en længere proces, når nye principper skal udarbejdes. Når skolebestyrelsen efter et oplæg fra en arbejdsgruppe eller fra ledelsen er nået frem til en foreløbig formulering, skal udkastet behandles på et lærermøde, før skolebestyrelsen træffer beslutning om den endelige formulering. Kontaktforældrene får også mulighed for at komme med idéer og forslag, idet principperne drøftes på møderne med kontaktforældrene. I øjeblikket er vi i gang med at revidere principperne for fagfordeling. En lang række spørgsmål sendes til høring i skolebestyrelserne fra Børne- og Undervisningsudvalget/ Kulturdirektoratet i Frederiksberg Kommune. I mange tilfælde drejer det sig om spørgsmål, der ikke direkte har betydning for børn og forældre på Skolen ved Bülowsvej. Kontaktforældreordningen på Skolen ved Bülowsvej I efteråret 2002 færdiggjorde skolebestyrelsen en folder om kontaktforældreordningen på Skolen ved Bülowsvej. Tanken er, at folderen fremover skal udleveres til nye kontaktforældre, når de vælges på det første forældremøde. Vi håber i skolebestyrelsen, at folderen kan være med til at inspirere til et styrket
samarbejde mellem forældre og skole, specielt ønsker vi i skolebestyrelsen et tæt samarbejde med vores bagland, de øvrige forældre. Kontaktforældrene mødes (mindst) 3 gange årligt med de forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelsen. Det sidste møde blev afholdt d. 29. oktober. De næste møder afholdes d. 23. februar og d. 21. april 2004. Nye principper for skole/hjem samarbejdet Skolebestyrelsen vedtog (som tidligere nævnt) i skoleåret 2002/2003 nye principper for skole/hjem-samarbejdet. Tidligere var der i nogle klasser to forældremøder og én skole/hjem-samtale ( DISKO-modellen ) og i andre ét forældremøde og to skole/hjemsamtaler. I skolebestyrelsen synes vi ikke, at én årlig skole/hjem-samtale er nok for alle elever, og samtidig synes vi, at der i alle klasser bør afholdes to årlige forældremøder planlagt i samarbejde mellem lærere og kontaktforældre. Samtidig mener vi, at forældrene som hovedregel bør træffe nye lærere i klassen ved årets første forældremøde, da det er af stor betydning at kunne sætte ansigt på, når børnene derhjemme fortæller om oplevelser fra skolen. Så efter de nye principper er udgangspunktet i alle klasser to årlige forældremøder og to årlige skole/hjem-samtaler og nye lærere vil som hovedregel deltage i det første forældremøde. Det understreges desuden, at oplægget til skole/hjem-samtalen skal være et skriftligt oplæg (et samtalepapir ). Fransk fra 7. klasse Skolebestyrelsen har besluttet at udbyde fransk som tilbudsfag på 7. klassetrin (og dermed også 8. og 9. klassetrin), så eleverne kan vælge mellem fransk og tysk. Tidligere kunne de kun vælge tysk på Skolen ved Bülowsvej. Tysk skal oprettes blot én elev ønsker det. Fransk kan oprettes, hvis skolen beslutter dette. Det er besluttet, at fransk oprettes, hvis mindst 15 elever melder sig. Elevernes valg for dette skoleår har betydet, at der er blevet ét tyskhold og ét franskhold. Kombinationslokaler Det store emne på forårets skolebestyrelsesmøder var kombinationslokaler. En overgang så det ud til, at det både var nødvendigt at undervise visse klasser i SFO ernes lokaler og at bruge nogle af skolens lokaler til SFO om eftermiddagen. Siden viste det sig, at der lige præcis var lokaler nok til, at al undervisning kunne foregå på skolen. Men på grund af voldsom pladsmangel på SFO`erne om eftermiddagen, var det nødvendigt at indføre brug af kombinationslokaler. Kometgruppen på Paraplyen flyttede 1. maj flyttet over i fællesrummene i stueetagen og på 1.sal i bygning B. Kometgruppen bestod af alle de børn fra
Paraplyen, der næste år skulle i 3. klasse (de går altså nu i 3. klasse). De pædagoger, der fulgte med var gamle pædagoger, der kendte børnene. Der er selvfølgelig indført ekstra rengøring. Flytningen er gået over al forventning, og både børn og voksne er faktisk glade for de nye rammer. Skolen er i øjeblikket i gang med at evaluere ordningen. De nye børnehaveklassebørn på Paraplyen startede 1. maj på Kometen, som er omdøbt til Universet. Skolen har i år 5 børnehaveklasser, (den oprindelige prognose sagde 6). Skyggeklassen (børnehaveklasse E) er meget stor, mens de 4 øvrige børnehaveklasser er lidt mindre end de foregående år. ( Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, hvor mange børnehaveklasser, der oprettes. På Ny Hollænderskolen blev der i første omgang oprettet to små skyggeklasser, men de er blev siden sammenlagt, fordi elevtallet var kommet ned på 28). Når den nye skole på Niels Ebbesens Vej åbner i august 2004 flytter 4 skyggeklasser fra Skolen ved Bülowsvej derover. Det giver mere luft både på skolen og på SFO erne. Desværre er SFO en på den nye skole ikke klar d.1. maj 2004. Derfor forestiller man sig i kommunen, at de børn, der næste år skal starte i børnehaveklasse på Niels Ebbesens Vej, skal gå på SFO erne på Skolen ved Bülowsvej og Ny Hollænderskolen i de første 3 måneder. Flere forældre har over for skolebestyrelsen udtrykt, at de fandt det urimeligt at indkøre børnene et sted, hvor de kun skal gå i 3 måneder og har foreslået, at disse børn udskød skolestarten til 1. august. Skolebestyrelsen har forsøgt at rejse dette over for kommunen, men for kommunen er det helt afgørende, at det ville påvirke ventelisterne at lade børnene gå i børnehave i yderligere 3 måneder. Klassesammenlægninger Efter at skolen har fået 3-4 spor og efter at Tre Falke Skolen er startet, er klassesammenlægning blevet noget, som ganske mange årgange vil blive berørt af. I skolebestyrelsen bestræber vi os på at inddrage forældrene så tidligt som muligt. I dette skoleår var det nødvendigt at sammenlægge tre 6. klasser til to 7. klasser. Skolebestyrelsen afholdt d.4. marts et orienterende møde, hvor ledelsen,skolebestyrelsen og forældrene fik mulighed for at komme i dialog. Ændring af skoledistrikter I 2004 åbner den nye skole på Niels Ebbesens Vej. I den forbindelse planlægger kommunen at ændre skoledistrikterne i distrikt Øst, således at en del af det nuværende distrikt omkring Skolen ved Bülowsvej overføres til den nye skoles distrikt. Målet er, at Skolen ved Bülowsvej, Ny Hollænderskolen og den nye skole på Niels Ebbesens Vej alle skal blive tresporede i de kommende år. Skolebestyrelsen har i et høringssvar støttet idéen.
Omlægning af SFO2 til klub I efteråret 2002 vedtog Frederiksberg kommune at omlægge SFO 2 til fritidsklub fra 1.maj 2003, således at der blev etableret et samlet klubtilbud for 4. 7. klassetrin. Konkret betyder det, at de børn fra 5. klasse, der går på Tempeltræet kan fortsætte der i 6. og 7. klasse, hvor de tidligere fra 1.maj i 5. klasse skulle skifte til en fritidsklub. Der er stadig pladsgaranti og fremmødekontrol for børnene fra 4. og 5. klassetrin. Men hvor Tempeltræet før var det eneste fritidstilbud for børn fra Skolen ved Bülowsvej på disse klassetrin, vil der nu være mulighed for at vælge mellem forskellige fritidsklubber. I den østlige del af Frederiksberg er der et meget stort pres på skoler og fritidstilbud, så skolebestyrelsen frygter, at der fremover ikke vil plads på Tempeltræet til alle de børn fra (en kommende) 3. klasse, der søger plads. Vi finder det meget uheldigt, hvis nogle børn tvinges til at tage imod et tilbud om en anden fritidsklub, der ligger længere fra skolen. I foråret viste det sig, at der slet ikke var pladser nok til de mange børn fra 5. klasse, der ønskede at blive på Tempeltræet og alle de nye børn fra de kommende 3. klasser. Fordi Tempeltræet først 1.maj overgik til fritidsklub, udmeldte man pr. 30. april alle børn fra 5. klasse og skaffede på den måde plads til alle de børn fra kommende 3.klasser, der ønskede at gå på Tempeltræet. Den mulighed har man ikke næste år, for man kan ikke flytte børn, der ønsker at blive, fra en fritidsklub. Med ekstra brandsikring forventer man at kunne udvide Tempeltræets kapacitet. I skolebestyrelsen vil vi følge udviklingen tæt. Fremtiden skoleåret 2003/2004 Principper for fagfordeling I skolebestyrelsen er vi stadig i gang med at udforme nye principper for fagfordeling. De gældende principper har været uddelt sammen med dagsordenen til et møde med kontaktforældrene. Her er der en række ting, vi ønsker at ændre. Vi ønsker ikke principper, der lægger op til at lærerne følger en klasse fra 1. klasse til 9. klasse (selvom dette selvfølgelig i konkrete tilfælde kan være vældig godt). Vi ønsker heller ikke, at principperne skal lægge op til et meget stærkt fålærerprincip (f.eks et tolærerprincip i indskolingen), men synes, at fagligheden skal stå stærkere. Temaaften på 7. klassetrin om alkohol og rusmidler Skolebestyrelsen ønsker at etablere en tradition for, at der på (6. eller) 7. klassetrin afholdes en temaaften for forældre og børn omhandlende alkohol og rusmidler. Vi forestiller os, at en foredragsholder udefra kunne indlede aftenen med et foredrag, der kunne lægge op til en samtale/diskussion i de enkelte klassers forældregrupper. Målet skulle være, at der i de enkelte klasser blev aftalt nogle spilleregler for f.eks. alkohol og fester, før det eventuelt blev et problem.
Tidligere har Misbrugscentret på Frederiksberg stået for et meget vellykket arrangement på skolen, hvor forældre og elever hver for sig var sammen med en af arrangørerne. Dette punkt blev drøftet på mødet med kontaktforældrene d.29. oktober 2003, hvor der var stor opbakning til idéen. Skolebestyrelsen fik på dette møde megen inspiration fra kontaktforældrene. Kontaktforældrene ønskede, at arrangementet skulle ligge efteråret i 7. klasse. Det kan ikke lade sig gøre i år, så skolebestyrelsen vil arbejde på, at det placeres ret kort efter jul. Skolebestyrelsen er blevet kontaktet af skolens SSP-lærer, der gerne vil stå for udviklingen af disse temaaftener i samarbejde med SSP-lærerne på de andre skoler i den østlige del af Frederiksberg. Skolebestyrelsen har videregivet idéer og materialer til SSP-læreren. Sikre skoleveje Dette emne vil skolebestyrelsen arbejde i det kommende år. Til næste møde udarbejdes et forslag til en henvendelse til kommunen angående cykelstriber på Bülowsvej. Ansættelse af ny afdelingsleder Ved ansættelser er repræsentanter fra skolebestyrelsen med i et ansættelsesudvalg. I foråret 2001 blev Mette Østerby ansat som afdelingsleder med indskolingen som særligt område. Men lige op til sommerferien flyttede hun med sin familie til Jylland og holdt derfor op. Fra 1. januar 2004 overtages jobbet af Merete Bliddal. Mette Østerby havde taget fat på at udbygge samarbejdet i indskolingen både på langs og på tværs. Specielt er at tæt samarbejder i de nuværende 1.klasser sat i gang. Merete Bliddal vil videreføre og videreudvikle dette arbejde. Mobning Frederiksberg Kommune har vedtaget en handleplan mod mobning for skoler og institutioner. Borgmesteren vil personligt kontakte alle skolebestyrelserne. Skolen har i de sidste år taget flere skridt til forebyggelse af mobning. Sidste år indførte man en ny gårdvagtsordning med en lille gruppe af faste gårdvagter, og i år har skolen oprettet en vennegruppe, der består af ca. 40 elever fra alle klassetrin på nær børnehaveklasse og 1. klasse. Eleverne har selv meldt sig til gruppen, der skal være med til at gøre skolen til et godt sted at være for alle elever. I grupper på 4 går vennerne rundt i det store frikvarter og observerer, hvad der forgår rundt på skolens arealer (herunder om der er nogen, der er kede af det). Vennerne er i tæt kontakt med gårdvagterne og skal ikke selv forsøge at løse konflikter. De bærer en badge (tegnet af en elev) og er dermed synlige på skolen.
Sidste efterår arrangerede skolebestyrelsen et foredrag for forældrene ved Klaus Henriksen (medforfatter til Mobbedrengen ) med titlen Mobning i skolen- kan vi gøre noget ved det?. Foredraget var virkelig spændende og tankevækkende, men desværre var kun en ret lille del af skolens mange forældre til stede. Den nye folkeskolelov Den nye folkeskolelov vil med sikkerhed komme til at være et stort emne i skolebestyrelsens arbejde i det kommende år. Den nye lov sættes i værk over en årrække. Som noget af det første skal der fra næste skoleår undervises i engelsk i 3. klasse.