Rapport
Indhold Scenekunst Update 2013 DEL 1 Forord v. Statens Kunstråds Scenekunstudvalg...Side 4 Intro til teksten...side 5 Samtiden er mere end samtiden af Rune Lykkeberg...Side 6 Internationalisering...Side 7 Digitalisering... Side 11 Ligestilling og diversitet...side 14 Publikumsudvikling...Side 17 Kort afsluttende kommentar...side 20 DEL 2 Referencer...Side 22 Programoversigt 16. og 17. maj 2013...Side 23 Biografier...Side 24 Kreditliste...Side 29 Deltagerliste...Side 30 Side 2
Scenekunst Update 2013 DEL 1 Side 3
Forord Scenekunst Update 2013 Statens Kunstråds Scenekunstudvalg inviterede i maj 2013 til seminardage i Aarhus og København om scenekunstens udfordringer lige nu. Det blev en koncentreret inspirationsdag med vidensdeling og konstruktiv debat. Der var sat fokus på fire områder, hvor den danske scenekunst er udfordret i dag. De aktuelle områder; internationalisering, digitalisering, ligestilling og publikumsudvikling var identificeret ud fra det helikopterperspektiv, som arbejdet i Statens Kunstråds Scenekunstudvalg har givet udvalgets medlemmer, og ønsket var at belyse status quo i samspil med scenekunstmiljøet. For at opnå dette havde udvalget inviteret en dansk scenekunstgruppe inden for hvert område, der gav eksempler på deres praksis, udfordringer og begrebsverden. For at udvide dialogen var sagkyndige fra udlandet ligeledes inviteret indenfor, så deres afsæt og metode kunne give anledning til eftertanke og inspiration. Alle delte generøst ud af deres viden, kom med eksempler på hvordan de havde udviklet deres felt gennem konkrete udfordringer, og hvordan udfald i arbejdsprocesserne (forventede såvel som uventede) havde fremprovokeret nye refleksioner og målsætninger. Dagens oplæg blev efterfulgt af diskussion både efter hvert emne og i en afsluttende paneldebat ledet af moderator Tore Leifer. De inviterede scenekunstgrupper og oplægsholdere fra Danmark var: Teater No Domain ved Anders Nyborg, Recoil Performance Group ved Ole Kristensen, Projektteatret Global Stories ved Ditte Maria Bjerg og Egnsteatret Aaben Dans Productions ved Thomas Eisenhart og Lisbeth Klixbüll. Fra udlandet bidrog Wolfgang Hoffmann fra Aurora Nova Productions (DE), Matt Adams fra performancegruppen Blast Theory (UK), Lina Zavalia fra Settings (SE), og Jo Taylor fra Morris Hargreaves McIntyre (UK). Stor tak til alle fremmødte som deltog aktivt, nysgerrigt og engageret i arrangementet, det var vi glade for. Tak til oplægsholdere og moderator for skarpe og interessante udspil og tak til samarbejds partnerne på projektet for seriøst og generøst samarbejde. Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, juni 2013 Side 4
Intro til teksten Scenekunst Update 2013 Dagene blev indledt af journalist og debattør Rune Lykkeberg fra Dagbladet Information (nu kulturredaktør på Politiken), som var inviteret til at komme med sit personlige indspark i kulturdebatten anno 2013. Rapporten fra dagene består af originale tekstoplæg fra oplægsholderne og/ eller sammendrag fra de mundtlige oplæg og diskussioner, som fandt sted i henholdsvis Aarhus og København. At Scenekunsten og miljøet omkring den skal udvikle sig, var der generelt enighed om blandt oplægsholderne såvel som seminardeltagerne i Aarhus og København. Derimod var svarene på hvordan og i hvilken retning udviklingen skal foregå knap så entydige. Det er netop ønsket med referaterne at give læseren mulighed for eftertanke og finde inspiration til nye spørgsmål, når debatten fortsætter i studiet, hjemme på kontoret og i samspil med kolleger og øvrige interessenter. Side 5
Samtiden er mere end samtiden Scenekunst Update 2013 Af Rune Lykkeberg For ikke så længe siden talte jeg med publikum på vej i biografen. Vi lavede for dagbladet Information en række interview med biografgængere om deres kriterier for at vælge de film, som de skulle ind og se. Det interessante var, at jeg hørte to forskellige svar, som ofte kom fra samme person. Det første svar var, at de gerne ville se noget virkeligt. Det kunne være filmen om Lincoln eller Hitchcock. De ville altså gerne se noget doku mentarisk. Det næste svar, som ofte kom lidt senere i samtalen, var, at de gerne ville se noget fantasy, noget overnaturligt, som et par af dem sagde. De henviste til Hobitten og Harry Potter filmene som eksempler. Nu var der jo ikke tale om systematiske interview, men korte samtaler med tilfældigt udvalgte forbrugere, så den lille undersøgelse har ikke videnskabelig kvalitet. Men den afspejler en tendens, som vi genkender: Nemlig dyrkelsen af det dokumentariske, den journalistiske realistisme på den ene side, og det fantastiske, det overnaturlige på den anden side. Vi genkender det første som en enorm optagethed af samtiden. Og det er en ganske bestemt produktion af samtiden som fænomen, der ofte underforstås. Det er samtiden, som vi kender den fra forsiderne af aviserne og tv-nyhederne: Irak-krigen, bandekriminalitet, trafficking, spin, æresdrab, klimakatastrofer, tvangsægteskaber osv. Forfatterne er længe blevet bedt om at skrive en samtidsroman, der ligesom skulle sætte de forskellige skandale-historier sammen i et litterært plot, så et lykkeligt læsende publikum kunne se deres egen verden litterariseret. Teaterinstruktørerne er blevet opfordret til at lave teater, som reflekterer samtiden. Der skal helst være indvandrere på scenen, så vi også i teatret kan gense os selv, som vi mener, vi er, og der må også være noget politisk, aktuelt. Og de danske tv-serier er fulde af den slags dominerende samtidsrealisme. Den anden tendens viser bare, at publikum på samme tid forventer mere end bare samtidsgengivelse. Man kan sige, at den journalistiske realisme leverer samtiden, mens præsterne og fantasy-producenterne leverer overskridelsen. Og offentligt virker æstetikken overflødig, hvis den ikke bliver til nytte som branding eller nydelse som gastronomi. Alle er tilhængere af moderne kunst, teater og litteratur, men ikke mange lader til at være påvirket af det æstetiske. Spørgsmålet bliver på ny, hvad skal samtiden med kulturen? Kunsterne, teaterinstruktørerne og forfatterne synes mere og mere opsatte på at levere samtid til samtiden, til at bekræfte det journalistiske verdensbillede med malerier af danske sold ater i Afghanistan, dramatik om Breivik, litteratur om velfærdsstaten og aktualiseringer af klassikere, som eksempelvis Jeppe på Bjerget kommer til at handle om alkoholisme og ligestilling. Det er efter min opfattelse en uheldig strategi: Kunsten bredt forstået kan snarere vise os alt muligt i vores samtid, som ikke er med i vores forståelse af samtiden fra forsiderne. Den behøver ikke bekræfte journalismens monopol på at definere samtiden, den kan udfordre det. Man kan i teatret være så heldig at komme ind og se samtiden, som man aldrig har set den før. Det er både dokumentarisk og eventyrligt. Side 6
Internationalisering Scenekunst Update 2013 Efter Lykkebergs indlæg, blev ordet givet til dagens første talere, hvor international co-produktion, samarbejdskulturer, turnéudvikling og generøsitet blev belyst. Nogle af de spørgsmål, der indledningsvis gav afsæt til emnet var: Hvad står man overfor, når man agerer internationalt, hvilke udfordringer følger med? Hvordan lærer vi at tænke som internationale kunstnere? ANDERS NYBORG fra Teater NoDomain har siden 1994 beskæftiget sig med musikteater og han beskrev de udfordringer, han senest har oplevet i sit samarbejdet omkring Either/Or Cabaret, en musikforestilling baseret på Søren Kierkegaards litterære værk. Forestillingen var co-produceret med Shanghai Dramatic Arts Center og Odense Teater, og rollerne var besat af såvel kinesiske performere, det engelske punk band Tiger Lillies og danske skuespillere. At skabe fundamentet for projektet var en lang og lærerig proces, som blev indledt med research via en dansk agent i 2007 og siden dialog med det danske kulturinstitut i Beijing. Herefter fulgte den direkte kontakt mellem Teater NoDomain og Shanghai Dramatic Arts Center. Det var i særdeleshed her, at de kulturelle forskelle mellem kontraktkulturens normer (lad os få en underskrift på papiret) og relationskulturens (lad os lære hinanden rigtigt godt at kende) arbejdsgange kunne mærkes. Nyborg gennemgik således udfordringerne i det kulturelle møde og det essentielle i at tage højde for disse forskelle, inden samarbejdet påbegyndes, for at undgå unødvendige faldgruber, som kan påvirke det kunstneriske samarbejde såvel som de administrative, logistiske og økonomiske udfordringer. Nyborg understregede, at udfordringen er i særdeleshed at få skabt de nødvendige relationer med interne og eksterne samarbejdspartnere og andre organisationer. I opstarten af projektet oplevede Nyborg og Side 7
Scenekunst Update 2013 hans danske team co-produktionen som et pioner projekt hvilket også var realiteten for Teater No Domain - men efter at Nyborg og kolleger havde været i Kina på research og til indledende møder, stod det pludseligt klart, at mange danske kulturorganisationer og kunstnere faktisk havde gjort sig lignende erfaringer i Kina. Pludselig var Nyborg en del af denne fortrolighedskreds, men hans spørgsmål til branchen og til ham selv - er klare: Hvordan kan vi skabe mere åbenhed mellem danske institutioner og enkelte kunstnere, så erfaringerne fra internationalt samarbejde og co-produktion styrker dansk kulturliv? Vil et tættere samarbejde netop ikke gøre det mere attraktivt at samarbejde på tværs af landegrænser? Nyborg påpegede desuden, hvordan en nøjagtig koordination af kulturmidler og strategier kan styrke international co-produktion, og hvor vigtig inddragelse af de lokale ambassader og erhvervsliv mm. er i forhold til at sikre dansk succes i udlandet. Det er min oplevelse, at vi kan gøre det bedre. Et styrket samarbejde mellem forvaltning og ministerier i tæt sparring med erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, ambassader, konsulater og lignende kan skabe en bedre udnyttelse af de ressourcer, muligheder og kræfter, der allerede er i spil i et land som Danmark. WOLFGANG HOFFMANN, stifter af Aurora Nova Productions i Berlin, talte om international turnévirksomhed og understregede, at det ikke er kompagninavnet, som er det internationale varemærke, men derimod den enkelte forestilling, som over tid opbygger et stærkt renommé og større efterspørgsel. En efterspørgsel som på sigt kan pege positivt tilbage på kompagniet. Med denne tilgang har Hoffmann skabt en stærk platform og har de sidste fem år genereret profit på fore stillinger, som han har valgt at arbejde videre med. Denne model giver mulighed for at forbedre værket i mødet med nye publikummer og at arbejde med dobbelt besætninger, så værket for hver præsentation sikres endnu flere eksponerings muligheder. Eksempler på dette er solo forestillingen Leon, som efter sit gennembrug i Edinburgh har modtaget invitationer fra det amerikanske og asiatiske marked (værket kommer også på turné i Danmark), eller danseforestillingen Pandora 88, som i 2013 kan fejre sit 10 års jubilæum. Her står Hoffmann selv på scenen, senest i Teheran. Baseret på den erfaring pointerede Hoff mann, at alle kompagnier, som ønsker at arbejde internationalt, bør overveje deres udviklings strategi nøje og sikre, at der er økonomi og råderum til at holde udvalgte værker i live eller til at genoptage dem, når der er potentiale til en international turné. Efter hans Side 8
Scenekunst Update 2013 overbevisning bør dette sikres, selv om man umiddelbart har mere lyst eller pligt til at skabe nye produktioner. Grunden er, at det, som virkelig sælger en forestilling, er mund til mund snak mellem programlæggere, agenter og producenter. Derfor er det vigtigste for en forestillingen at blive set live af et internationalt publikum. De forskellige flotte og forførende marketingmaterialer er gode at have, men de er kun af sekundær betydning. Han anbefalede derfor bl.a. at sætte fokus på de festivalcirkler, som kan være med til at sikre, at et værk bliver set af de rette. Hoffmann pegede desuden på generøsitet som en afgørende faktor. En kongstanke som var med til at forme Aurora Nova og gøre dem legendariske for deres kuratering og præsentationer ved Fringe Festival Edinburgh. Selv kalder han modellen the solidarity model of cross promoting. Deres succes på festivalen var et resultat af, at de stod tæt sammen med ligesindede kunstnere. Helt basalt delte de scene og teknik med dem. Præmissen for samarbejdet var, at alle delte regningen, og alle tog en fælles risiko og hjalp med teknisk setup og PR. Det var en selvforstærkende støtte på et af verdens travleste festivalmarkeder, hvor alle kæmper om opmærksomhed fra publikum, presse og programlæggere. Strategien skabte en ubetalelig energi omkring Aurora Nova programmet, som tiltrak den købestærke gruppe af teaterchefer, meningsdannende skribenter og ikke mindst et interesseret publikum. Debat: Hoffmanns tanker om generøsitet gav anledning til refleksion, og en danser og koreograf blandt publikum udtrykte, at det var svært for internationale teaterog dansekunstnere at lave research og producere i Danmark, da det er dyrt at leje øvelokaler og svært at få adgang til dem. Et økonomisk og logistisk problem som bremser udvekslingen. Som en respons på dette fortalte Lina Zavalia fra Settings om en non profit organisation i Sverige, der hedder Maximum Spaces. Det er et nyoprettet digitalt bookingsystem, der tilbyder professionelle kunstnere ledige og tomme lokaler til deres prøver og performances, næsten uden omkostninger. Systemet muliggør således nemmere tilgang til lokaler og et samarbejde imellem kunstnere, kunstinstitutioner og skoler. Debatten blev derefter drejet hen på, hvorvidt det kan lade sig gøre at arbejde med samme forestilling flere gange, når der i Danmark er en forventning om, at der skal skabes noget nyt. Rikke Juellund fra Scenekunstudvalget gjorde her opmærksom på, at det er muligt at søge støtte fra Scenekunstudvalget til arbejde med genopsætninger. Anders Nyborg fremhævede i sit oplæg, at der er brug for en mere åben dialog omkring det internationale arbejde. Og et medlem fra publikum understregede: Vi er p.t. utroligt låste i vores forretningstankegang. Vi er nød til at være mere åbne overfor nye og anderledes inputs fra verden omkring os. En relationskultur vil fremhæve følelsen af samarbejde og udveksling og fjerne fokus fra teater som forbrugsvare. Publikum gav også udtryk for, at det danske system har brug for at udvikle sig, så alle nyuddannede scenekunstnere kommer til at arbejde langt mere målrettet med det internationale marked og potentiale. Pointer fra oplægsholdere og publikum: Der skal være en bedre koordination af kulturmidler i samspil med diplomatstøtte og erhvervsstøtte Vi skal blive bedre til at dele erfaringer, og vi har brug for en mere åben dialog på det nationale plan omkring internationalt arbejde Det danske uddannelsessystem bør udvikles, så alle nyuddannede scenekunstnere tænker internationalt Forestillinger skal ses live af et internationalt publikum, for at fremme international turnévirksomhed. Lysten til at co-producere skal absolut findes i kunsten og ikke i økonomien. Der skal være grund til at inddrage (inter) national identitet og kultur. Raffinér værker på repertoiret og sats internationalt Generøsitet skaber en ubetalelig energi, som tiltrækker skribenter og publikum Side 9
Digitalisering Scenekunst Update 2013 Herefter blev der sat fokus på software, interaktivitet, iscenesættelse og vidensdeling. For hvordan påvirker den digitale udvikling scenekunsten lige nu? Hvad er digital scenekunst og er det stadig scenekunst, hvis fremtidens scene er online på Ipad, smartphone osv.? Computerteknologi er så godt som allestedsnærværende i vores samtidskultur. Dette faktum er imidlertid ikke ensbetydende med at alle iscenesættelser, der involverer en computer, er digital scenekunst. Softwarekunstneren OLE KRISTENSEN fra Recoil Performance Group indskærpede, at begrebet som minimum fordrer en grad af programmering; at man instruerer eller koreograferer computeren, så»det digitale optræder som en del af materialet for det kunstneriske udtryk.«og det var netop, hvad Kristensen demonstrered under sit oplæg, imens et betaget publikum fulgte med i programmeringen på storskærmen. Herved påviste Kristensen samtidig programmeringens umiddelbare tilgængelighed, og at udgangspunktet for et interaktivt scenekunstværk ikke nødvendigvis kræver stor matematisk indsigt eller et hav af teknologisk udstyr, men blot et kamera, en computer, en videoprojektor, open source værk tøjer - og en god portion arbejdstimer og kreativitet. Scenekunsten er som alle fagområder påvirket af værktøjernes digitalisering. Vi har allerede været gennemdigitaliseret på det redskabsmæssige teknologiske plan, både foran, på og bag scenen i årtier. Lysstyring, scenemekanik, videoprojektion, billetsystemer og administration har som regel computeren til fælles; det er den samme slags maskine, der opfører sig forskelligt i forhold til sin rolle. Rent fysisk lever det digitale nemlig i noget håndgribeligt, som optager rum, kan kastes med og gå i stykker; Et kollektiv af computere, hvis indmad er ensartet. Side 10
Scenekunst Update 2013 Det er i programmeringen af computerne, forskellen ligger. Det er her, de beslutter deres optræden. I denne instruktion af maskinerne ligger et kreativt potentiale, som er umådeligt stort, kan optræde i nuet og fortolke omgivelserne. Desværre optræder programmeringen som oftest ikke som et materiale på samme måde som de andre ting, vi skaber for et publikum. Færdige løsninger købes og sælges. Computeren formes i hybrider af sine forgængere, den mimer medierne; papirarket, videomaskinen, tv-apparatet, cdspilleren. I det digitales naturlige sprog er de fleste stadig analfabeter. De kan ikke instruere eller koreografere computerne, de kan ikke programmere dem. Ordsammenstillingen Digital Scenekunst giver først mening, når det digitale optræder som en del af materialet for det kunstneriske udtryk. Et afklarende spørgsmål er derfor; hvad kan kun lade sig gøre med det digitale? Alt det andet er set på scenen utallige gange, helt analogt - Bare se på Swoboda; han projicerede myriader af filmloops og fik ting til at bevæge sig af sig selv - længe før computeren. Det var smukt, men ikke digitalt. Prøv at anskue computeren som en medspiller, ikke blot en afspiller - som materialisator af en abstrakt koreografi, et sæt improvisationsregler eller en fysikalitet; en bevægelse, der vækker minder om fiskestimer, sort sol, bladenes raslen, smeltende is, ringe i vandet eller noget helt særegent levende. På denne måde opstår det digitale i nuet som en aktør, en art performer, der via sin instruktion/ koreografi/software kan være til stede, sanse, opføre sig, og på sin klodsede vis optræde i et samspil med mennesker foran et publikum. Digital scenekunst går i dialog med materialet, programmeringen som gør computeren til en aktør i et netværk af steder og mennesker - ikke blot et redskab, der mimer objekter og medier fra forgangne tider. I Recoil Performance Group er vi heldige at en koreograf og to programmerende kunstnere har mødtes i dette skabende rum. Med udgangspunkt i eksempler fra egne og andres værker forsøgte softwarekunstner Ole Kristensen at afklare hvad det digitale i scenekunsten er. Hvordan prøver man med software? Hvad koster det? Hvor lang tid tager det at programmere? Hvad gør man med en aktør på scenen, der ikke rejser sig, når den snubler? Er alt det udstyr ikke dyrt? Hvor finder man talentet? I forholdet mellem koden og kroppen udspiller der sig et udfordrende rum, som hverken er skærm, telefon, film, tv, naturfænomen, radio, fugleflokke, papir, vandstrømme, lys, matematik, is eller billede. Men lidt af det hele og helt sig selv. Lysets bevægende tøven. En dansende logik. Efter de indsigtsrige demonstrationer, blev ordet givet til Kristensens internationale kollega. MATT ADAMS fra Blast Theory pointerede, at det ikke er nok at lave forestillinger, der viser hvordan teknologi kan bruges på scenen. Vi må i stedet spørge os selv, hvad er live performances i en digital tidsalder? Adams indledte med sin egen motivation, som i begyndelsen af karrieren var en frustration over det traditionelle teaterformat. Hvorfor skal vi sidde i rækker? Hvorfor skal der være pauser og programmer? Herefter henviste Adams til den britiske teaterskaber Peter Brook, der med bogen The Empty Stage (1968) har kogt teater ned til fire essentielle elementer; performeren, publikum, nuet og rummet. Adams forklarede, at den digitale revolution har udfordret hvert af disse elementer. I et virtuelt rum kan rollerne imellem performer og publikum skifte og ændre vores fornemmelse for tid og sted. Der er derfor kommet et større fokus på deltagelse, da mange af os har Iphones, laptops og Ipads, og det arbejder Blast Theory bevidst med. I deres opsætninger bliver publikum til meningsskabende aktører. Blast Theory skaber med deres værker en kontekst hvori en begivenhed kan udfolde sig, og mens det sker anser man højst sandsynligt sig selv som en aktiv deltager, en medspiller eller et vidne og ikke som et publikumsmedlem. Hos Blast Theory er du protagonisten. For at illustrere dette, blev der vist en videopræsentation af online spillet I d hide you, hvor forholdet mellem publikum, tid og rum udvides i en hektisk jagt igennem Manchesters gader og online (spillet er også opført i andre byer). Du kan logge dig ind på spillet og følge et hold løbere, som med kamera skal forsøge at finde andre i d hide you løbere og filme dem for at samle points. Du oplever byen gennem deres øjne via videostreams, eller du kan bidrage til spillet Side 11
Scenekunst Update 2013 med din mobil ved at tweete #idhideyou når du møder en løber. Byens rum og mødet med folk på gaden får et nyt perspektiv. Med udgangspunkt i projektet A machine to see with forklarede Adams også, hvordan et etisk dilemma formes, da publikum langsomt indser, at de er del af et plot, hvor målet er at røve en rigtig bank i real time. A machine to see with er en film, hvor du spiller hovedrollen, og hvor du modtager instruktioner via din mobiltelefon. Handlingsforløbet er igangsat med deltagernes online tilmelding på nettet. På dagen modtager de hver især et automatiseret opkald, som giver dem en adresse i byen, og de bliver således løbende bekendt med projektets egentlige udfordring, bankrøveriet. Hvordan? Med hvem? Og hvor langt vil de gå? Debat: Præsentationerne blev fulgt op af diskussion om det tværgående samarbejde mellem uddannelser. Til dagligt underviser Kristensen på IT Universitetet, og han oplever en for stærk opdeling danske uddannelser og studerende imellem. Han forklarede at Danmark holdes tilbage af en romantisk idé om, at kunsten har en tættere forbindelse til det humanistiske end til det naturvidenskabelige. Denne misforståelse er med til at besværliggøre samarbejdet mellem institutionerne, når kunsten deler laboratoriet og den konkrete materialeundersøgelse, en praksis, med det naturvidenskabelige. Det blev hurtigt tydeligt i debatten, at der er stor forskel på det interdisciplinære råderum i henholdsvis Danmark og blandt vores omkringliggende europæiske naboer. Matt Adams har siden 1997 bygget bro mellem kunstprojekter i Blast Theory og forskningsprojekter på University of Nottingham. Kunstnere får her lov til eksperimentere med den nyeste software og teknologi, som det ellers ville have været for omkostningstungt at inddrage i deres opsætninger. Universitetet får samtidig mulighed for at teste deres udstyr i praksis og diskutere teknologiens anvendelighed. Der er således tale om en win-win situation, og samtidig muliggør det en finansiering af Blast Theory. Debatten omhandlede ikke kun samarbejdet imellem uddannelsessystemet og kunstscenen, men også mellem de traditionelle teatre og Blast Theory. Adams forklarede, at det var svært for dem at samarbejde med mange af de ældre teaterscener, da den traditionelle scenekunst ikke var tilpasset de nye digitale former, og derfor kan praktiske og økonomiske aspekter spænde ben for samarbejdet. Det kan for eksempel handle om deres billetsalg, der ikke matchede nye digitale former og modeller. Digitaliseringen handler således ikke kun om at undersøge nye æstetiske former, men også om at teste forskellige forretningsmodeller og publikumsgrupper. Pointer fra oplægsholdere og publikum: Anskuer vi kodningen af computeren som materialisering af en abstrakt koreografi eller en fysikalitet, så giver det mange muligheder på scenen Et interaktivt scenekunstværk kræver ikke nødvendigvis stor matematisk indsigt eller et hav af teknologisk udstyr Vi bør sikre et bedre tværgående samarbejde imellem uddannelse og scenekunst Digital scenekunst kan tiltrække nye publikumsgrupper Digital scenekunst kan teste nye forretningsmodeller Side 12
Ligestilling og diversitet Scenekunst Update 2013 Herefter behandles identitet, normudvidelse, repræsentation og udviklingspotentiale af to aktører, der begge arbejder koncentreret med hvilke historier, der egentlig repræsenteres i scenekunsten. Moderator Tore Leifer spurgte indledningsvis: Hvordan kan de enkelte projektteatre arbejde aktivt med ligestilling og diversitet? Og hvordan er det et aktiv i forhold til at udvikle kvaliteten af den scenekunst, der produceres? Og hvordan kan et fokus på ligestilling løse de problemer, som scenekunsten har? Med udgangspunkt i overskriften Leaving the comfort zone talte DITTE MARIA BJERG om ligestilling og diversitet som et aktiv i det kunstneriske arbejde. Fra 2004-2010 var Bjerg aktiv i ligestillingsnetværket Agenda 009. Med udgangspunkt i et af netværkets debatarrangementer, italesatte Bjerg den udbredte bekymring om, at reflekteret, aktivt arbejde med ligestilling (og diversitet) i scenekunst kan være et angreb på den kunstneriske frihed. Et overgreb, der risikerer at instrumentalisere kunsten. Bjerg pegede gennem tre af Global Stories projekter på, hvordan mangfoldighed og ligestilling snarere kan ses som værktøjer. Til at udvikle nye formater, arbejde tværdisciplinært og undersøge relation mellem publikum og scene. Og mere pragmatisk: Tiltrække nye samarbejdspartnere og nye publikumsgrupper. Paradise a Pinoy Café udsprang af historier om filippinske au-pairs og deres mødre i Filippinerne. Bjerg fortalte om sin kunstneriske rejse fra Rialtoteatret på Frederiksberg til Filippinerne, hvor hun sammen med filippinske filmfolk besøgte de filippinske mødre. Resultatet af denne proces blev en del af en performativ video-installation, der blev præsenteret på Charlottenborg, i Roskilde samt i Berlin. Projektet Marokko - kvinder i dialog over Photo: Global Stories Side 13
Scenekunst Update 2013 Middelhavet undersøgte forbindelser mellem herboende marokkanske kvinder og det arabiske forår. Bjerg beskrev processen fra de første dialogmøder med en fokusgruppe af marokkanske kvinder over præsentationen af en mobil tesalon til den afsluttende evaluering med fokusgruppen. Kernen i disse to kunstneriske projekter er løbende at udfordre sig selv i forhold til: Hvis historier beretter vi? Og fra hvilket perspektiv? Med Andre Øjne er et mangfoldighedsprojekt, der startede i 2010. MAØ blev initieret af skuespilleren Morten Nielsen, inspireret af hans rolle som den pakistanske mand Samir i forestillingen Gidsel. I samarbejde med professionelle make up-artister og en fotograf får mennesker mulighed for at skifte etnicitet og se verden med andre øjne. Hvis man er majoritet, kan man prøve at være minoritet. Og omvendt. Bjerg beskrev Med Andre Øjnes formater som kunst samt læringsredskab til bl.a. virksomheder, der arbejder med mangfoldighed. Et systematisk arbejde med ligestilling og diversitet, både strukturelt og kunstnerisk, vil, ifølge Bjerg, løse mange af de udfordringer dansk scenekunst står i. Bl.a. vil man kunne tiltrække nye publikumsgrupper, hvis de ser deres historier blive fortalt og hvis de repræsenteres på scenen. Herefter fik Lina Zavalia fra Stockholm ordet. LINA ZAVALIA repræsenterer organisationen Settings, som konsulterer forskellige kulturorganisationer og aktører i forhold til både ligestilling og diversitet. Settings arbejder hen imod at skabe mere inkluderende og inspirerende arbejdspladser og organisationer igennem mødemodeller, normcreative leadership, kuratering og tilrettelæggelse. I perioden 2012-2013 har Settings b.la. arbejdet med Cullberg Balletten, Norrlands Operaen og Helsingborg by. For Settings er udgangspunktet at synliggøre de normer, som omgiver os. Normer som er med til at påvirke, hvem vi er, og hvordan vi rubricerer hinanden. Hvis normen behandles som en vane, kan man forsøge at ændre den eller sætte den i nyt perspektiv. Hver enkelt person kan med nyt perspektiv tage stilling til sin egen position og iscenesættelse. Pointen for Settings er netop, at vi iscenesætter os selv at vi skaber; køn, seksualitet og etnicitet. Settings undersøger, hvordan forskellige former for iscenesættelse påvirker vores opførsel. Det resulterer i et skift af vores forståelse af os selv og vores omgivelser. Til illustration bad Zavalia derfor publikum om at udføre en enkelt øvelse med fokus på begrebet at tolerere. Sammensat i par, skulle den ene part agere tolererende, tale og være aktiv (A), mens den anden skulle være den tolererede part, som skulle lytte og være passiv (B). Første trin af øvelsen baseredes på enkelte observationer. A til B, jeg tolererer dine sko/briller/skjorte/ etc.. Under næste trin i øvelsen placeres B i en referenceramme: Jeg kender andre med samme Side 14
Scenekunst Update 2013 sko/briller/skjorte/etc., og derfor kan jeg tolerere dig. Øvelsen konkluderer, hvor fordømmende vi mennesker ofte er, selv i de tilfælde hvor vi ønsker at være tolerante og åbne. Det handler netop om hvilken norm, der sætter dagsordenen, og hvordan dette kan forandres. LGBT bevægelsen i Sverige er f.eks. meget bevidst om dette og er konsekvent begyndt at besvare spørgsmålet hvordan er det et være homoseksuel? med modsvaret hvordan er det at være heteroseksuel? Således skubber norm creativity også til de opfattelser som former samfundet. Debat: Bjerg åbnede den efterfølgende debat med at sætte fokus på de større statsstøttede teatre. Scenekunsten har, ifølge Bjerg, vigtige redskaber til at udvikle samfundet generelt, og de kan ikke få samme støtte om 5-10 år, hvis de ikke åbner op for at arbejde med diversitet. Bjerg tilføjede, at fordelingen af midler mellem store institutioner og uafhængige projektforetagender er meget skæv. Hun foreslog at imødekomme dette ved at lade de større institutioner fungere som værter for de mindre. Oplæggene blev efterfulgt af et spørgsmål fra dagens moderator, Tore Leifer. Han ville gerne høre, om man kan tillade sig at afkræve en fokusering på diversitet for derved at komme i betragtning til støtte. Scenekunstudvalget udtalte, at det ikke er et krav for at modtage støtte, men at de håber at skabe en øget bevidsthed på området og derfor har valgt at indsætte spørgsmålet om mangfoldighed i ansøgningsskemaerne. En scenekunstner fra publikum var enig i, at forandringerne skal komme fra miljøet selv. Hun udtalte, at forandringer gerne skal genereres gennem miljøer, der har researchet på emnet, og herigennem fundet nye perspektiver omkring diversitet. Et medlem fra scenekunstudvalget forklarede, at en gennemgående tendens er, at mandlige ansøgere sætter overvejende mandlige hold, mens kvindelige ansøgere sætter hold, hvor kønsfordelingen er mere ligeligt fordelt. Erfaringen er dog, at mønsteret kan brydes, ved at man lader denne information sive og derved skærpe opmærksomheden på problematikken. For kønsfordelingen er skæv. Den efterfølgende debat blev en diskussion om behovet for nye perspektiver omkring ligestilling og diversitet indenfor scenekunsten. Side 15
Scenekunst Update 2013 Pointer fra oplægsholdere og publikum: Mangfoldighed og ligestilling kan anskues som værktøjer til at udvikle nye formater, arbejde tværdisciplinært og undersøge relationen mellem publikum og scene Strategisk arbejde med diversitet kan få nye publikumsgrupper ind i teateret Det er vigtigt at folk føler sig inkluderet i teateret, da det ellers vil blive et demokratisk problem Samfundets iscenesættelse af køn, seksualitet og etnicitet påvirker vores forståelse af os selv og vores omgivelser Normerne omkring køn og ligestilling i Danmark er fastlåste, og vi bør derfor åbne op for en diskussion af, hvordan vi kan ændre dette Igangsæt ændringen ved at starte med dig selv Side 16
Publikumsudvikling Scenekunst Update 2013 Dagen afsluttedes med indblik i forankring, visioner, kulturbrugere og motivation fra et publikumsudviklingsperspektiv. Tempora mutantur, nos et mutamur in illis [tiderne forandres, og vi forandres med dem]. Med disse bevingede ord indledte moderator Tore Leifer sine overvejelser om teatrenes forhold til deres publikum, hvorefter han opridsede det centrale paradoks i, at alle stræber efter at få salene fyldt op hver aften men bruger man al sin energi på at få huset fyldt op, så dør det. Så hvordan gør man det rigtigt? LISBETH KLIXBÜLL og THOMAS EISENHARDT, stifterne af Åben Dans forklarede, hvordan deres gode resultater med publikum hviler på et langvarigt og mangefacetteret netværks- og opbygningsarbejde, mere end på enkeltstående publikums- eller marketingtiltag. Åben Dans blev stiftet i 1997 og eksisterede i 10 år på basis af projektbevillinger fra Scenekunstudvalget med produktionskontor i København. Efter fire års målrettet arbejde for at skabe interesse blandt politikere, kulturelle aktører og publikum i Roskilde kommune åbnede de 1. januar 2008 som Danmarks første (og indtil i år, 2013 hvor Marie Brolin er blevet en del af Black Box Theatre i Holstebro, var de også det eneste) egnsteater med dans som den primære udtryksform. Klixbüll og Eisenhardt arbejder bevidst med den lokale forankring og de fordele, det giver at kunne skabe langvarige relationer til samarbejdspartnere og publikumsgrupper i et lokalsamfund. Eisenhardt forklarede, at som egnsteater bygger deres økonomi ikke kun på billetsalg, men også på at være en del af Roskildes kulturprofil. De eksperimenterer med at bruge dansen i nye sammenhænge, både indenfor og udenfor teatret, og bruge den almenmenneskelige relation til dans, krop og sansning som en indgang til deres publikum. Efter flytningen til Roskilde har de oplevet at blive inddraget i uventede beslutningsprocesser på lokalplan, da lokalsamfundet ønskede at promovere og drage nytte af deres unikke kompetencer - også i uventede Side 17
Scenekunst Update 2013 projekter som handler om byplanlægning. Mens Roskilde er blevet en ambassadør for dans, er Åben Dans blevet ambassadør for Roskilde. Kompagniets flytning til Roskilde har rykket ved selvforståelsen. Åben Dans har etableret et stærkt fundament, hvorfra de kan udvikle deres scenekunst og arbejde med en bredere definition af dansen. I forbindelse med den nye udvikling begyndte Åben Dans at fokusere mere på forskellige målgrupper og skabte i den forbindelse blandt andet forestillinger til babyer, samtidig med at de også gav danseworkshops på det lokale plejehjem. De har lige nu en vision om, at de vil være med til at indføre dans som obligatorisk undervisning i folkeskolerne. For at illustrere deres mission og foreløbige resultater, viste de en lærerig og stemningsfyldt kortfilm om Åben Dans og deres base i Roskilde. Herefter fik Jo Taylor mikrofonen og publikums opmærksomhed. JO TAYLOR fra Morris Hargreaves McIntyre forklarede, at vi står ansigt til ansigt med en række forandringer indenfor publikumsudvikling; en eksplosion af det digitale, konkurrence fra utallige fritidsaktiviteter og en demokratisering af kulturen. Hvis vi skal imødekomme denne udfordring, bliver vi nødt til at ændre os. Vi skal stadig være drevet af det visionære i vores arbejde, men vi skal også blive mere fokuserede på vores publikum. Vi bliver nødt til at forstå deres behov, ønsker og motivationer. Analysen af publikum bør ikke kun baseres på forbrugshistorik, som ofte indhentes direkte fra teatrets billetdatabase, men bør også orienteres efter at tilbyde den enkelte nye valgmuligheder eller åbne op for andre publikumsgrupper. Morris Hargreaves McIntyre har derfor udviklet modellen Culture Segment, for derved at skabe en udvidet forståelse af kulturbrugerne. Den består af i alt otte grupper, der opdeler publikum igennem deres værdier, og hvilke oplevelser, de ønsker at opnå i mødet med kunsten. Ifølge Taylor er publikumsudvikling ikke kun en opgave for marketingafdelingen men for hele organisationen. Vi bliver nødt til at engagere publikum på nye måder, og det kan ske ved at lade publikum blive en del af den kreative proces, hvor deres egne erfaringer eller ideer bliver en del af forestillingen. Man skal dog også være opmærksom på, at det ikke er alle publikumsgrupper, der har deltagelse som den højeste prioritet. Taylor pointerede, at det er vigtigt at hjælpe sit publikum med at skabe et sprog omkring de forestillinger, de har set. Det kan f.eks. gøres ganske enkelt med spørgsmål som eksempelvis: How would you recommend this show? Dette vil motivere folk til at sætte ord på deres oplevelser og dele dem med andre. Et operakompagni i Wales har med stor succes gjort dette ved at uploade publikums ærlige og ligefremme meninger på Facebook. Nemt og enkelt skabes et sprog omkring forestillingerne, og de personlige netværk aktiveres. Taylor forklarede, at det ikke er et overfladisk incitament, der skal igangsættes for at sælge flere billetter. Hvis vi ønsker at være relevante, så bliver vi nødt til at mene det, og det betyder, at vi skal undersøge alle dele af vores praksis også vores (relation til) publikum. Debat: En scenekunstner blandt publikum spurgte Taylor, om det var rigtigt kun at gå efter, hvad publikum ville have. Taylor præciserede, at udgangspunktet skal være en stærk kunstnerisk vision. Men at teatrene bør sikre sig en klar forståelse af publikums forventninger. På den måde kan vi afgive et passende løfte til dem, men vi kan også overgå deres forventninger. Det er vigtigt at huske på, at der findes publikumsgrupper, som ønsker at blive udfordret. De prioriterer opdagelse, udforskning og diskussion højt, mens andre grupper ønsker mere konventionel underholdning. En deltager ville gerne have et råd til, hvordan små teatre/projekter, som lever af at turnere, lærer deres publikum at kende. Taylor anbefalede at downloade McIntyres skema og herefter gå i dialog med det potentielle publikum. En ide er at gå sammen med andre små teatre, så man i fællesskab kan opbygge et kendskab til de lokalområder, som besøges på skift. Ole Kristensen kommenterede, at CONSUM på nettet giver oplysninger om det danske publikum, hvilket kan være en hjælp til at skab en segmentering af det danske publikum. Debatten berørte også, hvordan det kan afføde ny energi og dynamik til en arbejdsplads, hvis Side 18
Scenekunst Update 2013 man lader publikum få mulighed for at komme ind i øvelokalet. Jo Taylor nævnte i den forbindelse Steppenwolf Theatre i Chicago, som er en frontløber på dette område. Det blev herudover foreslået, at de større statsstøttede teatre burde skabe relationer til de mindre institutioner. Taylor forklarede, at det i UK er normen, at store institutioner involverer sig i udviklingen af mindre kompagnier eller enkelte kunstnere. Ikke kun for at hjælpe de mindre grupper, men i høj grad også som en vigtig del af deres egen overlevelsesstrategi. En model og tænkning som Taylor anbefalede. Hun var ganske overrasket over, at denne måde at tænke på ikke er et krav til de større institutioner i Danmark. Pointer fra oplægsholdere og publikum: Publikumsudvikling er en opgave for hele organisationen og ikke kun PR afdelingen Arbejde bevidst med den lokale forankring og de fordele, det giver at kunne skabe langvarige relationer til samarbejdspartnere og til publikumsgrupper i et mindre samfund Brug den almenmenneskelige relation til dans, krop og sansning som en indgang til publikum Vi skal fokusere mere på vores publikum og prøve at forstå deres behov, ønsker og motivationer Modellen Culture Segment fra Morris Hargreaves McIntyre kan hjælpe organisationer med at tilpasse deres produktioner til publikums behov, uden at det går ud over det kunstneriske indhold I UK involverer større institutioner sig i udviklingen af mindre kompagnier og/ eller enkelte kunstnere, som en del af deres støttegrundlag Side 19
Kort afsluttende kommentar Scenekunst Update 2013 Programmerne i Aarhus og København var ens, men spørgsmål og refleksioner fra publikum og talere skabte variation under forløb og debat. Dog var der bred enighed om, at fremtidens scenekunst har et stort udviklingspotentiale. Især det tværfaglige samarbejde og publikumsudvikling optog publikum og talere, uafhængigt af om der blev talt fra et lokalt eller international perspektiv. Side 20