3. søndag efter trin. Luk 15,1-10. Der mangler en Egentlig et fint og smukt lille puslespil. Ikke sandt. Der er bare det ved det, at der mangler en brik. Sådan som vores tema lyder i dag: der mangler en. Puslespillet er næsten færdigt men der mangler bare lige den ene brik. Hullet tiltrækker hele opmærksomheden, så vi næsten ikke kan andet end fokusere på den der brik, der mangler. En mand havde 100 får men der manglede en. En der var så vigtig, at han forlod de 99 for at gå ud og søge. En kvinde havde 10 mønter men taber en af dem, og nu mangler der en. Og hun leder og leder indtil hun har fundet sin mønt. Jamen kunne de da ikke bare glæde sig over de 99 får og de 9 mønter de trods alt stadig havde? Det kan de lige så lidt som du og jeg kan lade være med at fokusere på den ene manglende brik. Der vil hele tiden være noget i vejen, så længe den brik mangler. Og sådan har Gud det, vil Jesus fortælle os med sine to små fortællinger. Gud kan ikke se bort fra den ene brik der mangler. Vi skal i dag zoome nærmere ind på udtrykket omvendelse. Et helt centralt begreb i den kristne tro men også et ord som er
blevet så grueligt misforstået og ligefrem misbrugt både uden for såvel som inden for kirken. Når vi hører ordet omvendelse, tænker mange på Indre Mission vel at mærke i den mørke udgave, som alle kan være enige om at foragte. Kaj Munk fortæller om et vækkelsesmøde han havde været med til som barn og siger: selv ølkassen jeg sad på var blevet omvendt. Og når man først har fået sat begrebet omvendelse i bås med Indre Mission, så føler mange, at de er i deres gode ret til at diske det udtryk og rynke hånligt på næsen af det. Det er helt sikkert rigtigt, at begrebet Omvendelse er blevet misbrugt i mange sammenhænge. Men vi kan ikke rende fra, at Jesus brugte det ord adskillige gange og at det faktisk er hovedpointen i vores tekst her således bliver der større glæde i himlen over en synder, der omvender sig Men hvis vi nu definerer omvendelse på en ny måde, nemlig som en livslang forvandlende proces mod at blive genskabt i Guds billede, hvor fokus er på Jesus og på ikke min synd, og ikke på det, jeg skal gøre kan du så fornemme, at der begynder at dukke et nyt billede op af omvendelse som noget godt noget godt der må ske med mig? Og det er jo nu engang sådan, at en rejse altid begynder med det første skridt stort eller småt så dog det første skridt. Selv en rejse på mange tusinde km begynder med det 1. skridt. Og det 1. skridt på rejsen med Gud det er det, vi kalder omvendelse.
Jeg er blevet væk. Jeg er ganske enkelt blevet væk. Sådan en følelse af fortabthed kan nogle gange lægge sig som en klam tåge over ens liv en tåge som gør at jeg mister orienteringssansen, retningsbestemmelsen. Jeg føler mig rundt på gulvet mit liv hænger ikke sammen mere og gir ikke rigtig hverken mening eller glæde. Jeg føler mig helt fortabt! Sådan kan nogle mennesker nogle gange sige om deres liv og deres situation lige nu. Jeg føler mig så fortabt hvad skal jeg dog gøre? Oplevelsen af at være blevet væk og at føle sig fortabt er en grundmenneskelig erfaring som ganske enkelt er forbundet med det at være menneske. Sådan er det at være menneske. Og Bibelen og den kristne tradition gir os ret: ja, det er en del af det at være menneske at kunne føle sig fortabt føle at man er blevet væk. Det er faktisk en meget præcis beskrivelse af vi menneskers vilkår uden for Paradis, efter det store fald, syndefaldet. Denne følelse af at være blevet væk, at være fortabt den har sit udspring i det Biblen fortæller om de første mennesker og Paradisets have. Mennesker føler sig fortabt og Biblen føjer til: du føler sådan, fordi du er fortabt, fordi du rent faktisk er blevet væk. Kan man være fortabt uden at føle, man er fortabt altså i åndelig betydning? Ja, det er faktisk et ganske godt spørgsmål. For hvordan føles det at være fortab? Går folk sådan i almindelighed rundt og føler at de er fortabte? Føler du dig fortabt? Nej vel, det gør vi jo ikke altid. Det er lidt ligesom med søvn: hvem kan præcis huske det tidspunkt man faldt i søvn?
Kunne man det, så var man jo overhovedet ikke faldet i søvn men har været vågen hele tiden. Så det lumske, det bedrageriske ved fortabelse er, at den ikke altid mærkes. Og den kan som visse sygdomme opdages for sent. Man kan nemlig komme til at vågne op i fortabelsen og først her opdage, at man er fortabt. Andre gange tror jeg det at være fortabt opleves som et sug en længsel en utilfredshed med sit liv en tristhed eller et håb. Det at være blevet væk kan nemlig erfares på mange forskellige måder. Fåret vi hører om her er et ekko af mennesket af mennesket Adam og Eva. Da de havde gjort det, de ikke måtte gøre, gemte de sig. Men da Gud kom for at gå aftentur med dem som sædvanlig, kunne han ikke finde dem og råbte: Eva, hvor er I? Adam, hvor er I? Her ser vi, at det altid er Gud, der tager initiativet til omvendelsen det er Gud, der opsøger og leder efter os. Mens det er os der blevet væk. Vi får jo ofte byttet gevaldigt om på forholdet: vi synes, det er Gud, der er blevet væk, og derfor må vi så se at finde ham igen. Men ifølge Bibelen forholder det sige lige præcis modsat: det er os, der er blevet væk eller rettere har gemt os for Gud vendt ham ryggen eller hvordan vi nu vil udtrykke det. Og det er Gud, der ligesom manden i vores fortælling må gå hjemmefra og begive sig ud på en lang, lang redningsekspedition for at finde os.
Se, det stiller jo tingene i et noget anderledes lys. Nu er det mig, der er blevet væk og må findes og ikke mig, der må finde ud af og finde tilbage til Gud. Gud er den aktive han leder det er ham, der finder. Omvendelse er at blive fundet. Omvendelse hænger ikke på mine skuldre. Nej, omvendelse afhænger af Gud at han finder mig og jeg lader mig finde. Sten og Stoffer: Sten: tror du på Gud? Stoffer: en er i hvert fald ude efter mig. En er i hvert fald ude efter mig. Det er faktisk det, Jesus siger her. En er ude efter mig ikke i den dårlige betydning. Men en Gud, Jesus er gået ud for at lede efter mig. Evangeliet handler om, at der er en der har måttet drage hjemmefra for at lede efter en hjemløs. Ham der er gået hjemmefra og har begivet sig ud på en lang og farefuld rejse fra himmel til jord det er Jesus. Ligesom hyrden gik hjemmefra og ud i nattens mørke for at lede efter sit får. Og den hjemløse det er mig. Jeg har forladt mit oprindelige hjem Guds hjem og er enten faret vild imod min egen vilje eller er med vilje gået så langt væk som muligt fra mit barndomshjem. I hvert fald er jeg nu blevet væk blevet fortabt blevet hjemløs.
Vi kommer så let til at forbinde omvendelse med noget, vi gør. Og især kommer vi til at forveksle omvendelse med forbedring moralsk forbedring. At vi holder op med noget forkert og begynder at gøre noget rigtigt. Men det er en fatal misforståelse. For tænker vi sådan, så forveksler vi omvendelsen med omvendelsens resultater - dens frugter. Omvendelse det er ikke forbedring nej, det er at blive fundet fundet af ham der er rejst hjemmefra for at finde. Forbedring, eller helliggørelse, som det hedder på kirkesprog det er en følge af omvendelsen af at være blevet fundet. Det var det farisæerne dengang havde misforstået. Og derfor blev de så vrede på Jesus. Det var i og for sig ok at Jesus spiste sammen med mennesker. Hvis de altså bare havde ændret sig og lagt deres livsstil om og var blevet tilpas fromme. Men Jesus gjorde lige præcis det modsatte. Han spiste sammen med mennesker før end de havde lagt deres livsstil om og havde forbedret sig. Og det gjorde han lige nøjagtig fordi, det er det omvendelse betyder at blive fundet mens man endnu er fortabt. Der er jo ikke megen fidus i at blive fundet, hvis man allerede er blevet fundet. Som apostlen Paulus udtrykker det i sit brev til menigheden i Rom kap.: Gud viser sin kærlighed til os ved at Kristus døde på korset og så kommer det mens vi endnu var syndere. Dvs førend vi havde forbedret os. (Det er fantastisk gang på gang at se, hvordan Jesus og Paulus siger det samme men på hver deres måde.) I begge fortællinger tales der om den helt vilde store glæde hos hyrden og kvinden, da de igen finder det, de havde mistet.
Således siger jeg jer, bliver der større glæde i himlen over en synder der omvender sig end over 99 retfærdige, som ikke synes de har brug for omvendelse. Ellevild glæde i himlen. Der er fest i himlen, når du og jeg lader os finde. Vi må stille os selv det spørgsmål: har der været fest i himlen for mig? Lad mig slutte med samtalet som kan illustrere dette, at det er Gud, der er den aktive i omvendelsen ham der leder og finder. En nygift mand fortalte om, hvordan han fandt sin hustru på en lejr arrangeret af kirken. Han fortalte om, hvordan de helt tilfældigt mødtes nogle gange. Men for hver gang de mødtes, følte han noget vokse i sig. Han blev klar over, at han følte noget helt særligt for denne pige. Og det blev til flere møder af mere organiseret art. Og til sidst fik han taget sig sammen til at erklære pigen sin kærlighed. Det sjove var, at hun kunne fortælle den samme historie bare fra en lidt anden vinkel. Længe før de overhovedet havde talt sammen, havde hun lagt mærke til ham og var blevet hemmelig forelsket i ham. Hun havde derfor sørget for på forskellige vis at de mødtes enten ved bordet eller på gangen. Det, han troede var tilfældigheder, var nøje orkestreret af hende. Hun var kommet ham i forkøbet. Og da han endelig fik taget sig sammen til at erklære hende sin kærlighed, var det blot en reaktion på den kærlighed hun allerede havde vist ham nemlig ved at tilrettelægge, ved at orkestrere de tilsyneladende tilfældige møder. Hans kærlighed var en respons på hendes kærlighed. Hun ventede kun på at han skulle vågne op og få øjnene op for hende.
Sådan kommer Gud os i forkøbet i omvendelsen. Det er ham der går hjemmefra for at søge efter os. Det er ham, der finder os og ikke os, der finder ham. Vi er de hjemløse han der den der gjorde sig hjemløs og rejste væk hjemmefra for at finde os de hjemløse. De fortabte dem der er blevet væk. Så når du står midt i verden og kigger forvirret rundt efter Gud og efter mening så husk: det er ikke Gud, der er blevet væk: det er dig og mig. Det er heller ikke os, der skal finde Gud han finder os. Og når vi så endelig er fundet, finder vi ud af, at det var ham, der tilrettelagde alle de små tilfældighed, så vi mødtes, eller så jeg begyndte at spørge efter ham. Det var Gud er orkestrerede det hele fra begyndelsen af. Han venter kun på, at jeg får mit taget sammen til at reagere på hans kærlighed. Det er omvendelse: Gud søger jeg begynder at længes og jeg lader ham finde mig. Og det er ham der har orkestreret det hele så jeg nu er blevet fundet. Og derfor er der fest i himlen. Har der været fest for dig i himlen? Lad os gi ham lov til at finde os, så vi ikke længere skal være hjemløse.