VEJLEDNING TIL FQM-TESTEN Functional quality of movement test beregnet for apopleksipatienter. Udarbejdet af fysioterapeut Anne W Brown og Karen Eriksen, med støtte fra Sygekassernes Helsefond, Danske Fysioterapeuter og Ældreforskningsfonden. Valideret 1999/2000 af cand.scient. Svend Kreiner, Biostatistisk institut ved Københavns Universitet. Litteraturhenvisning: Eriksen Karen, PT; Brown Anne Watson, PT; Schultz-Larsen Kirsten, MD, PhD; Kreiner Svend, MSc Standardized Assessment of Functional Quality of Movement in Stroke Patients. The validation of a Functional Quality of Movement Assessment Instrument (FQM- test). Under publicering. Kontaktadresse: e-mail : KE04@BBH.hosp.dk Fax: DK 3531 3949 (undgå venligst opringning) Post: Fysioterapeut Karen Eriksen, MC Fysioterapien, H s amb. bygning 10, Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, 2400 København NV Ide: Vi har ønsket at udvikle en test, der ikke alene registrerer om apopleksipatienten kan udføre en funktion, men også hvordan patienten udfører den. Det gøres ved hjælp af en parameter med funktionsevne og 3 parametre for kvalitet af bevægelse. Derudover har vi ønsket en test, der kan anvendes både på hospital og i patientens hjem. Patienten testes i dagligdags aktiviteter i forskellig kontekst. Aktiviteterne fremstår som serier af helheder i stedet for delelementer af en aktivitet. Testen registrerer hvordan patienten spontant bruger sin krop, og sine hjælperedskaber, samt udfører aktiviteterne. Aktiviteterne er udvalgt med fokus på forskellige elementer, der findes i bevægelser. Testen er udviklet med basis i en funktionel genoptræning, der har det mål, at give patienten bevægeøkonomiske og varierede muligheder for bevægelse og funktion i dagligdagen. 1/5
Retningslinier for anvendelse af FQM testen: FQM testen kan anvendes af fysioterapeuter med neurologisk erfaring. Den tager 30-45 min at udføre. FQM testen er valideret og afprøvet på patienter med middelsvære til svære følger efter apopleksi. Den kan både anvendes til sammenligning af grupper af patienter, og test af patienter individuelt over tid. På grund af antallet af aktiviteter, er den særlig velegnet til at se udviklingen af funktionsevne og kvalitet af bevægelse hos den enkelte patient. Lav ikke om på testen!, brug den som den er, og send os dine erfaringer. Testens indhold: Testens opgaver er aktiviteter, der består af små serier af bevægelser. Nogle er fælles for alle patienter, andre er specifikke. Det fremgår af teksten i skemaet, hvilke du skal vælge til gående eller til kørestolsbrugere. Skemaet består af: forslag til en forside med generelle oplysninger om patienten sammentælling og resultatopgørelse på første side 42 aktiviteter, heraf kan de 39 anvendes af kørestolsbrugere. Aktiviteterne er fordelt på 5 aktivitetsområder: toiletbesøg, aktiviteter i køkken, aktiviteter i og ved sengen, mobilitet inde og mobilitet ude. 4 parametre (kolonner): For hver enkelt aktivitet er der en funktionsparameter, der måler patientens funktionsevne. De tre kvalitetsparametre måler: 1)uønskede reaktioner, 2)integration af de afficerede dele af kroppen og 3)kontrol af aktiviteten. definitioner til brug for registrering indenfor de enkelte parametre, findes bagerst i skemaet. Testens udførelse: Bed patienten om at gennemføre aktiviteten, men stop hvis du skønner, det er uforsvarligt, eller er til gene for patienten. Vær neutral og sig så lidt som muligt (anvend teksten i skemaet). Du skal ikke vejlede patienten eller opfordre til en bestemt teknik, registrer kun det, du ser. Hvis patienten har brug for hjælp, så hjælp så lidt som muligt, verbalt (evt. demonstration eller pegebog) eller fysisk. Hvis patienten f.eks. bruger hjælpemiddel plus personhjælp registreres det, der er nødvendig for at udføre aktiviteten, nemlig personhjælp. Se i øvrigt definitioner bagerst i skemaet under Funktionsevne, også hvis patienten ikke ønsker at udføre en bestemt aktivitet, eller du skønner, den skal vente. Aflysning eller udvælgelse af test: 2/5
Hold evt. pauser undervejs, eller fuldfør testen om nødvendigt en dag eller to senere, angiv grunden. Du kan også undlade aktivitetsområder, der ikke er relevante på testtidspunktet. Relevansen stiger, jo mere patienten kan bevæge sig / deltage i aktiviteten, da det er patientens bevægelser, der registreres. Påklædning: Patienten skal være klædt på, så du kan se patientens bevægelser. For damers vedkommende helst i bukser, (brug det samme ved hver test og angiv, hvis patienten foretrækker noget andet f.eks.nederdel). Vi har anvendt bukser uden lynlås. Patienten har sko på og evt. skinne. Gangredskaber og skinner: Tag udgangspunkt i hvad patienten fungerer sammen med og lad patienten bruge det. Det kunne være en skinne / gangredskab / kørestol. Vær opmærksom på, at de opfattes som personlige hjælpemidler - "en del af patienten", og skal registreres som hjælpemiddel på forsiden af skemaet og ikke i selve skemaet under testningen. Hjælpemidler der registreres under testning: Her menes "eksterne" hjælpemidler f.eks. toiletforhøjer/ møbelstøtte mm, der siger noget om, hvor afhængig patienten er af tilpassede omgivelser / bestemt kontekst mm. Se definitionerne bagerst i skemaet under Hjælpemidler Testopstilling og gennemførelse: Der kræves ikke noget specielt lokale. Testen kan bruges hjemme hos patienten, eller vælg nogle bestemte steder i afdelingen og se i teksten, hvordan rekvisitterne skal stå.. Centimeterangivelserne tager højde for patienternes forskellige højde. Brug de samme omgivelser og tidspunkt på dagen for testning. Følg den samme rækkefølge af aktiviteterne fra gang til gang (angiv hvis du vælger en anden end skemaets rækkefølge). Følg udgangs og slutstillinger. En udgangsstilling er gældende indtil en ny defineres. Aktiviteten afprøves 1 gang, men kan gentages, hvis du er i tvivl om registreringen. Rekvisitter: Stol med armlæn, dørtrin (evt. bred liste i døråbningen), toilet, vandhane, kande, kop, bord med lav skuffe, glas med skruelåg (eks. marmeladeglas man kan holde om med 1 hånd), seng med hovedpude(r) og evt. sengehest hvis patienten beder om det, bluse uden knapper (sweat-shirt), almindelige sko (hvis der er snører ses bort fra snørerne), evt. sko med skinne og ankelsokker, A5 konvolut med et ark papir i (gerne med en hilsen!), evt. brevkniv, spisestuestol ved et bord, dør (ikke skydedør), trappe med ca. 13 trin, fliser (eller asfalt). Afkrydsning: 3/5
Forsiden: Informationer på forsiden kan du selv udvælge/ tilføje efter dine behov. Patientens mobilitetsniveau registreres: Patientens mobilitet deles op i 3 niveauer. De angiver om patienten: A) går, B) kombinerer gang og brug af kørestol, C) bruger kørestol. Hvis patienten kombinerer gang og brug af kørestol (niveau B) forsøges det, patienten vælger, evt. det sværeste først. Patientens brug af gangredskab registreres: Lad patienten vælge det redskab, han er vant til at bruge. Ved tvivl afprøves det, der giver mindst støtte. Lykkes det ikke, anvendes det alternative. Angiv hvilket redskab, der anvendes i testen, og hvor det bruges (aktivitetsområder). Et eksempel kunne være, at patienten anvender stok inde og rollator ude. Hvis patienten bruger forskellige redskaber indenfor samme aktivitetsområde, kan du markere det anvendte direkte i skemaet. Selve skemaet: Aktiviteterne består af små serier af bevægelser. Du skal kun registrere det, der er angivet med kursiv. Muligheder for afkrydsning: Hver aktivitet må kun få 4 krydser, 1 kryds indenfor hver parameter (kolonne).. Funktionsparameteren har 4 felter at vælge imellem. Du kan afkrydse enten " kan ikke "kan / kan med hjælpemidler / eller kan med personhjælp. Kvalitetsparametrene giver hver 3 felter at vælge imellem. Du kan afkrydse enten ja / nej eller delvis. Definitioner: Læs vejledningerne grundig til hver enkel parameter. De findes bagerst i skemaet. Ikke udført aktivitet: Hvis du eller patienten afslår at udføre aktiviteten sættes minus i margen, så du kan se, den ikke er glemt. Sammentælling: De 4 krydser skal oversættes til tal, enten +1, 0, eller -1 uanset hvilken aktivitet, der testes. Øverst i skemaet angives hvilke værdier, de enkelte felter / kryds giver. 4/5
Praktiske råd: I testsituationen behøver du ikke at bruge tal, anvend x er. Det er lettere at tælle sammen til sidst. Du kan erstatte x et med et S, hvis patienten angiver ubehag eller smerte under udførelsen. Brug et K, hvis patienten anvender kørestol til en aktivitet, hvor han har valget mellem at bruge kørestol eller gå (gælder kun for patienter med mobilitetsniveau B (kombinerer gang og brug af kørestol). Regler for sammentælling: Du kan tælle hvert enkelt af de 5 aktivitetsområder sammen hver for sig (1 tal for funktion og 3 tal for kvalitet), det giver et overblik over, hvor ændringerne sker fra gang til gang. Du kan evt. undlade et eller flere aktivitetsområder hvis de ikke er relevante. Total sum: Du skal lægge resultaterne fra de tre kvalitetsparametre sammen for hvert aktivitetsområde for at få et samlet resultat for kvalitet. du skal lægge resultaterne fra aktivitetsområderne sammen for henholdsvis funktion og kvalitet, for at få patientens samlede resultat. (også hvis du evt har undladt et område) OBS: Du må aldrig lægge tal fra funktionsparameteren sammen med tal fra kvalitetsparametrene. Patientens samlede resultat skal bestå af 2 tal. Du oplever måske at testen ikke umiddelbart ser ud til at vise nogen ændring / fremgang fra gang til gang. Det kan skyldes at patienten har skiftet til et mere krævende mobilitetsniveau eller gangredskab. Det fremgår af skemaets forside. Diverse: Testskemaet er skrevet i Word, se vis udskrift for at se om sideopsætningen evt. skal ændres (så skemaet ikke deles). Skemaet kan anvendes i Microsoft excel for evt. grafisk fremstilling. (send e- mail, hvis du har brug for det) 5/5