RED MENNESKEHEDEN FRA UDSLETTELSE

Nyhedsorientering september 2012 RED MENNESKEHEDEN FRA UDSLETTELSE Ny video fra LaRouche-kampagnen advarer om de uhyggelige konsekvenser af en atomkrig iværksat af præsident Obama. USA s generelstabschef Dempsey undsiger Obamas politik og advarer imod angreb på Syrien eller Iran. Kongresmedlem Walter Jones siger, at krig kan betyde Obamas afsættelse. Finansverdenen venter på Den tyske Forfatningsdomstols dom over tysk deltagelse i ESM og dermed muligheden for fortsatte hjælpepakker til finansverdenen og euroens fremtid. Landingen af det mobile laboratorium»curiosity«på Mars åbner nyt kapitel i menneskets tilstedeværelse i andre dele af Solsystemet og muligheden for at forsvare Jorden og menneskeheden imod trusler fra det ydre rum. Efter introduktionen med de seneste strategiske begivenheder er nyhedsorienteringen en redigeret version af en tale Schiller Instituttets formand Tom Gillesberg holdt den 30. august 2012, der kan ses på www.schillerinstitut.dk/drupal/node/647. Den 3. september udgav den amerikanske LaRouchebevægelse en ny skræmmende video med titlen»unsurvivable«(ingen overlevende), der med danske undertekster kan ses på www.schillerinstitut.dk/drupal/ node/648. Videoen beskriver de frygtelige konsekvenser, som en fuld atomkrig vil have, en begivenhed der er fare for vil indtræffe, hvis Obama fortsætter som præsident. Siden likvideringen af Gadaffi afsluttede USA s og Natos krig imod Libyen, har præsident Obama nemlig presset på for en forsættelse af konfrontationen med Rusland og Kina gennem militære angreb på Syrien og Iran. En konfrontation Lyndon LaRouche har advaret om, vil lede til en mulig atomkrig. I den mellemliggende tid har kun en massiv indsats af den amerikanske generalstab forhindret en sådan fortsættelse af den amerikanske militærindsats. Mens Obama netop har bragt Syriens beholdning af kemiske våben på banen som en mulig undskyldning for at starte et amerikansk militært angreb, har general Martin Dempsey, lederen af den amerikanske generalstab, på det kraftigste advaret imod militære angreb på såvel Syrien som Iran under hans nylige besøg i Europa. I en rundbordsdiskussion med den britiske presse på den KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, 1551-5648408 35 43 00 33 SI@SCHILLERINSTITUT.DK WWW.SCHILLERINSTITUT.DK

amerikanske ambassade i London den 30. august afviste han på det kraftigste, at der var nogen paralleller mellem den tidligere situation i Libyen og den nuværende i Syrien [for dermed at udelukke et amerikansk ledet militært angreb]. Samtidig sagde Dempsey, at han ikke ønskede at kende til Israels eventuelle planer om et angreb på iranske atomanlæg, for det ville indikere et medansvar, hvis man traf en sådan forkert beslutning, og det ønskede han ikke at have. Gennem europæiske diplomatiske kanaler kommunikerede den amerikanske generalstab samtidig til Israel, at de, i tilfælde af et israelsk angreb på Iran, ikke ville få rygdækning fra USA, når der kom et modsvar fra Iran. Pålidelige rapporter beretter, at Obama efterfølgende sendte meget vrede beskeder til Dempsey om at han havde udtalt sig uden først at have fået tilladelse fra præsidenten, og dermed havde modarbejdet Obamas krigspolitik. Rapporterne melder også, at Obama arbejder på hurtigst muligt at få udskiftet Dempsey. Kongresmedlem Walter Jones sendte ligeledes den 29. august et brev til præsident Obama (se www.larouchepac. com/node/23791), hvor han advarede Obama mod at involvere USA i krigshandlinger uden Kongressens udtrykkelige tilladelse, da det ifølge forfatningen kun er Kongressen, der kan erklære krig. Der vil derfor være grundlag for at afsætte præsidenten, hvis han på egen hånd engagerer USA militært. Som en del af den voksende modstand imod Obamas krigspolitik kunne LaRouche-aktivister, der netop uddelte 2000 flyvesedler med overskriften: En stemme på Obama er en stemme for atomkrig (se www.larouchepac.com/ node/23821) på det demokratiske partikonvent i Charlotte, North Carolina, fortælle, at der absolut ingen opbakning var fra de delegerede til Obamas krigspolitik, men at der tværtimod var en stor interesse for at læse om faren ved Obamas politik. Politik fra middelalderen For to dage siden [den 28. august, se www.schillerinstitut. dk/drupal/node/646] holdt Schiller Instituttet et debatmøde med titlen»glass-steagall eller Kaos«, hvor vi forsøgte at sprede den debat, som vi længe har ført, om hvad der er galt med finanssystemet, og hvilke løsninger, der findes på krisen. Noget som indtil nu har fyldt for lidt i den offentlige debat. Vi forsøger dermed at få andre økonomer, politikere, aktivister osv. med på banen, for hvis der ikke sker et skifte i diskussionen og den førte politik, så ligger der et absolut mareridt frem for os. De fleste politikere og eksperter opfører sig netop nu som et dådyr, der står midt på en mørk vej og kigger forhekset mod et par billygter, der nærmer sig med rasende hast. Dådyret behøver såmænd blot bevæge sig til højre eller til venstre alt andet end blot at fortsætte med hvad det gør netop nu, så er der håb. Men dådyret bliver i stedet stående totalt paralyseret. Der er, hvad vi ser netop nu politisk. Vi har set, hvordan nationer er gået fra moderne tider ned i den mørke middelalder. Irak er et godt eksempel, for inden Vesten gik militært ind, havde man et højt udviklet sundhedsvæsen, et samfund hvor de flest unge, både drenge og piger, kunne få en uddannelse. Et velordnet samfund med en voksende middelklasse. I dag er Irak et samfund, der bringer minder frem om den mørke middelalder. Den form for sammenbrud, og måske tilmed ting der er endnu værre, venter hele verden nu, hvis der ikke sker en forandring. Skal man forsøge at beskrive, hvad der foregår inde i hovedet på de fleste eksperter, politiske institutioner og den offentlige mening, så er man allerede tilbage i Middelalderen. Besøger man det medicinsk-historiske museum Medicinsk Museion her i København, får man et skrækkeligt indblik i tidligere tiders lægevidenskab, hvor folk så op til lægerne som nogle magikere eller mystikere, der kunne hjælpe imod dårligdommene, uden at der var et naturvidenskabeligt fundament for det. Fik man syfilis, så skulle man blot tage kviksølv. Når folk fik feber, ordinerede man åreladning, hvor man tappede blod. Var det ikke nok, så tog man et trepaneringsinstrument og slog trekantede huller i kraniet, så alt det dårlige kunne komme ud. Var folk syge i forvejen, så øgede det ikke chancerne for overlevelse, hvis man kom under denne form for behandling. Det er nøjagtig det samme, som man laver netop nu økonomisk. Vi har set et internationalt finanssystem blive kørt i sænk af international finansspekulation. Man afskaffede Glass/Steagall, man afskaffede reguleringerne, og sagde:»lad nu bankerne og spekulanterne gøre, hvad de har lyst til, for de har forstand på det her med penge.«de har så kørt det hele i sænk i en grad, hvor det ikke bare er deres verden, der er truet, men hele den globale økonomi. Hvad gør man så? Så siger man, at denne syfilis skal bekæmpes med giftigt kviksølv i form af finansielle hjælpepakker til finansverdenen. De stakkels patienter, der døde i hobetal når de kom under lægernes behandling i middelalderen, modsvares i dag af den dødbringende behandling, som Grækenland, Irland og andre lande udsættes for.»patienten er syg, hvad skal vi gøre?vi må lave nogle åreladninger i form af nedskæringer. Så skal patienten nok få det bedre.«når patienten så bliver stadig blegere, så ordinerer man bare nogle flere åreladninger indtil patienten dør. Den samme form for civilisationssammenbrud og overgang til barbari ser vi på den strategiske front. Efter 30-årskrigen fra 1618-1648, hvor store dele af Europa blev lagt i ruiner, fordi alle skulle blande sig i deres naboers interne anliggender, religion osv., og hvor Europa var tæt på at dø, så lavede man Den Vestfalske Fred, hvor man blev enige om, at hvis man skulle overleve, så måtte man have et system, hvor man respekterede national suverænitet. Hvor lande fik lov til at styre sine egne interne anliggender, og hvor de andre lande blandede sig uden om, så man ikke fik en gentagelse af de foregående 30 års kaos og krig. Briterne og Obama vil skabe atomkrig Hvad vi ser i Mellemøsten netop nu, er en proces 2 Schiller Instituttet september 2012

væk fra civilisation og over til barbari. Nato førte en krig imod Libyen, hvor man afsatte Gadaffi, fordi man sagde, at man måtte gennemføre et regimeskifte for at beskytte befolkningen. Så skulle der nok komme bedre tider og demokrati. Dem, der siden har besøgt Libyen, kan dog fortælle, at det ikke er blevet mere trygt og sikkert for befolkningen, men at man er på vej mod den samme form for kaos og civilisationssammenbrud, der hersker i Afghanistan og Irak. Nu forsøger man så man at iværksætte regimeskifte i Syrien og Iran. Der kører en konstant propaganda i medierne, om at problemet i Syrien er diktatoren Assad, så hvis man blot kan få afsat Assad, så vil der komme fred og demokrati. Noget lignende siger man om Iran. Det er selvfølgelig en lige så stor løgn, som det har været i forbindelse med Afghanistan, Irak og Libyen. Men den helt store forskel netop nu er, at Rusland har gjort klart, at man ikke vil acceptere et sådant udefra dirigeret regimeskifte i Syrien og Iran. Rusland kan ikke leve med, at skulle være en slave til fremmede magter. Det vil man forhindre med alle midler. Derfor ser vi konfrontationen i forbindelse med Syrien og Iran, hvor Rusland under Putin, med Kina og Indien i ryggen sammen med en stor del af det øvrige Asien og Sydamerika, insisterer på håndhævelsen af princippet om national suverænitet, og at USA og dets allierede i Europa derfor må opgive sine planer om et udefra iværksat regimeskifte. Man erkender, at der kan være masser af problemer i Syrien, der måske også kræver international hjælp, men det er noget, som Syriens befolkning afgør. De skal bestemme, hvem der regerer deres land. De skal bestemme deres egen fremtid, og det samme gælder for Iran. Det de nemlig ved i Rusland og Kina er, at Syrien og Iran kun er skridt på vejen. Det som det egentlig drejer sig om er, at Rusland, Kina og resten af Asien skal knækkes og underkaste sig et verdenssamfund under ledelse af Storbritannien og USA. Den opsætning betyder, at hvis man fortsætter den nuværende kurs og laver et vestligt militært indgreb i Syrien, og samtidig lader Israel angribe Irans atominstallationer, og efterfølgende, når Iran har slået tilbage imod Israel, bomber Iran sønder og sammen, så er det ikke blot uhyrlige overgreb imod disse nationer, der betyder, at millioner af mennesker bliver dræbt unødvendigt, men at vi står med en direkte fare for atomkrig. Rusland har følt sig tvunget til at trække en streg i sandet og sige stop. Rusland har allerede har gjort omverdenen opmærksom på, at man frygter, at en regional konflikt i Mellemøsten kan føre til brugen af atomvåben. Og når først atomvåben er i spil, så gælder der en helt særlig logik. Det giver ikke mening at kaste en atombombe eller fem. Bruger man først atomvåben, så skal man i princippet bruge alle sine atombomber imod modstanderen på én gang, og så håbe, at man får ødelagt så meget, at der ikke kommer for mange atommissiler den anden vej. Atomvåben er frygteligt dødbringende våben. De fleste har set billeder af de frygtelige ødelæggelser, der fandt sted i Hiroshima og Nagasaki, efter at USA i 1945 kastede sine to eneste atombomber over de to byer, med brutal død og ødelæggelse til følge. Men de atombomber, som man brugte dengang, er nogle små kinesere i forhold til de kæmpe atomare kanonslag, som man har i dag. De er langt mere ødelæggende og dødbringende. Atomkrig er så frygteligt, at alle normale mennesker vil sige, at det kan det aldrig komme til. Ingen, der er ved sin fornufts fulde brug, vil nogensinde overveje muligheden af at starte en atomkrig. Det er for frygteligt til at kunne ske. Men det har man jo sagt før i andre sammenhænge. Da man havde bygget Titanic, sagde man, at man med ny teknologi havde bygget et skib, der ikke kunne synke. Derfor kunne man godt sejle gennem isfyldt farvand. Man fristes til at udfordre skæbnen og begår dermed Hybris, som grækerne ville udtrykke det. Derefter følger så Nemesis, gudernes straf, på et eller andet tidspunkt. Der er en parallel til det, der foregår i Mellemøsten netop nu, i form af begivenhederne på Balkan op til 1. Verdenskrig. Der er masser af intriger og fordækt spil. Udenlandske interesser og efterretningstjenester huserer, og der strømmer masser af penge og våben til udefra. Der er så mange aktører og interesser involveret, at hele regionen og verden meget let bliver trukket med i en eskalation. Syrien-kampe truer hele Mellemøsten I Syrien foregår ikke en krig imellem Assad-regeringen og den syriske befolkning, som man ellers får indtryk af, når man følger medierne her. Det er ikke primært syrere, som regeringen kæmper imod, men professionelle udenlandske krigere, Mujahedinere og al-qaida folk. De strømmer til udefra med masser af penge og våben for at føre hellig krig imod det sekulære styre i Syrien. Der er f.eks. en stadig strøm af lejesoldater og våben fra Libyen til kampzonerne i Syrien via Tyrkiet. Saudi-Arabien og Qatar har brugt store summer på at finansiere våben og udstyr, og i Tyrkiet er der en bizar bustrafik, hvor minibusser hver dag transporterer krigere fra deres logi frem til den syriske grænse, hvor de rykker ind for at kæmpe i Syrien, og så om aftenen bliver busset tilbage igen, når dagens kampe er forbi. Der er oprettet en række flygtningelejre i Tyrkiet, hvor man nægter medier og hjælpeorganisationer adgang, fordi Tyrkiet ønsker at bruge lejrene imod Syrien. Mange af de, der flygtede fra Syrien pga. kamphandlinger, trusler eller fordi de blev lovet guld og grønne skove, ønsker nu at vende hjem igen, men det forhindres med hård hånd af de tyrkiske myndigheder. Flygtningene udsættes for trusler og overgreb, og man forsøger at presse dem til at gå ind i kampen imod det syriske militær og regeringen. Libanon er også kraftigt påvirket af begivenhederne, for der er en stadige strøm af»rebeller«, der er kommet til Libanon på vej til kampene i Syrien. De er nu også i gang med at destabilisere Libanon. Israel truer samtidigt med ikke blot at bombe atomanlæg i Iran, men også»præventivt«at bombe Hizbollah i Libanon, september 2012 Schiller Instituttet 3

fordi man regner med, at de vil affyre en regn af missiler ind i Israel, hvis man angriber Iran. I Jordan, hvor der også er flygtninge fra Syrien, har der netop været en række demonstrationer imod regeringen finansieret af Saudi- Arabien. Samtidigt har den iranske forsvarsminister udtalt, at man allerede nu sender våben til den syriske regering (der er netop en våbenleverance, der har passeret igennem Suez-kanalen), og at Iran er klar til at sende både våben og soldater til Syrien for at hjælpe regeringen, hvis den på et tidspunkt skulle blive militært presset af oprørsstyrkerne. Der er allerede stor aktivitet fra udenlandske efterretningsorganisationer, som er i gang med at samle efterretning og i f.eks. Tyrkiet træner og uddanner oprørsstyrker til at bekæmpe den syriske regering. Det ser ud til at bl.a. Storbritannien, USA og Frankrig er meget involveret og måske også Israel. Samtidigt er Obamaadministrationen begyndt at true med et direkte militært indgreb, på trods af at man ved, at man aldrig vil få mandat til det fra FN s sikkerhedsråd, hvor Rusland og Kina vil nedlægge veto. Efter at have været på telefonen med Storbritanniens premierminister Cameron for et par dage siden kom Obama ud og sagde, at man var bange for Syriens kemiske våben, og at man ville overveje et indgreb, hvis man mente, at Syrien begyndte at flytte disse kemiske våben. Våben, som Syrien har masser af, men som de aldrig har gjort brug af. Efter at Frankrigs præsident Hollande ligeledes havde været på telefonen med Cameron, kom han også ud med lignende trusler. Briterne iscenesætter krigene Tænk tilbage på, hvorledes premierminister Tony Blair fik startet invasionen af Irak, efter at have fremlagt»beviser«på, at Irak var i gang med at producere masseødelæggelsesvåben. Den samme form for retorik er Obama nu i gang med i forbindelse med Syrien og deres kemiske våben. Vi har allerede set, hvad man kan gøre med propaganda i forbindelse med en række massakrer, der har fundet sted i Syrien. Der har for nyligt været rapporter om en massakre på omkring 400 mennesker i Daraya, men der har også tidligere været en række massakrer, hvor folk har fået skåret halsen over. Massakrerne er typisk iværksat af udenlandske fundamentalister imod Assad-tro grupperinger, men man filmer så ligene efterfølgende og lader verdens medier påstå, at det er Assad-regeringen der står bag. De danske medier har således relativt ukritisk videreformidlet de informationer, som man har modtaget fra rebellernes propagandacentral i London. Hvad ville der ske, hvis man pludselig siger, at man ser, at der flyttes på de kemiske våben? Eller hvis der kommer meldinger om, at man har målt, at der var blevet brugt kemiske våben et sted i Syrien? Scenen er nu sat, så man kan retfærdiggøre et udefrakommende militært angreb på Syrien. Verden befinder sig i denne ekstremt farlige situation, fordi der er en underlæggende barbarisk middelalderlig holdning hos briterne og Obama, om at det er den stærkes ret, der må gælde. Obama mener, at eftersom han er USA s præsident, så kan han gøre som han vil.»hvis jeg har lyst til at føre krig i Libyen, så kan jeg gøre det også uden at få Kongressens tilladelse. Er der folk derude, som jeg ikke kan lide, så sender jeg amerikanske droner af sted for at likvidere dem. Er de amerikanske statsborgere, så er det så meget desto mere tilfredsstillende, at jeg alligevel bare kan dræbe dem for jeg er jo USA s enerådende præsident.«obamas forfatningsstridige mentalitet gør det hele så frygteligt farligt, fordi han mangler den naturlige fornuft, der normalt ville gribe ind i processen og stoppe en udvikling imod atomkrig. Den form for ydmyghed overfor historien og sit embede har Obama ikke. Derfor er vores kampagne i USA under ledelse af Lyndon LaRouche så frygtelig vigtig. Lyndon LaRouche har ikke blot været en ledende kritiker af USA s politik igennem de seneste fem årtier, men har også fremlagt hvad man kunne gøre ved det. Han har gennem et halvt århundrede kommet med nye forslag og programmer, der kunne skifte den politiske og økonomiske kurs. Obama er en Nero eller en Hitler LaRouche er også den, der allerede i en webcast den 9. april 2009 advarede verden om, hvilket monster der havde indtaget Det hvide Hus. Han kortlagde Obamas dysfunktionelle personlighed og forklarede, hvorledes Obamas narcissistiske personlighedsforstyrrelse gjorde ham til en Nero eller en Hitler, der ville ødelægge både USA, verden og sig selv, hvis ikke omgivelserne greb ind i tide. Obamas personlighedsforstyrrelse gør, at han tror, at han er Guds (eller måske en hvis anden herres) gave til menneskeheden. Obama mener derfor ikke, at han kan tage fejl. Hvis folk ikke parerer ordrer, får han dem ryddet af vejen. Og så er han ligesom Nero prædisponeret for at begå selvmord, hvis verden ikke vil gøre, som han dikterer. Man kan derfor ikke blot være tilskuer og afvente, hvad der kommer ud af et amerikansk valg mellem Mitt Romney og Barack Obama. De er begge totale politiske katastrofer og dybt uegnede til at løse de kriser, som vi står med. Det kan hurtigt blive for sent, hvis vi får en konfrontation mellem Storbritannien og USA på den ene side, og Rusland og Kina på den anden så er der en truende fare for, at vi ender med en altødelæggende atomkrig. Der skal derfor andre ting til. Man må afsætte Obama, og det kan man sagtens ifølge den amerikanske forfatning. Både når præsidenten forbryder sig imod forfatningen, som Obama gentagne gange har gjort det, men ifølge det 25. tillæg til forfatningen også hvis præsidenten er blevet vanvittig. Og hvis man laver en liste over de mest vanvittige ting, som en amerikansk præsident kan gøre, så vil det at udløse en atomkrig nok ende øverst på den. Så er man om noget, til alvorlig fare for sig selv og sine omgivelser, og så må omverdenen gribe ind. Vi må fortælle disse ubehagelige kendsgerninger, selv om det ikke er det mest spændende at tænke på. En af grundene til at store katastrofer sker, som f.eks. 1. Verdenskrig, som Europa den dag i dag ikke rigtig er kommet sig over, er, at visse strateger, militærfolk og politikere har en tendens til at lukke øjnene for de værst tænkelige konsekvenser af de 4 Schiller Instituttet september 2012

handlinger, som man udfører. Man tænker:»så galt kan det ikke gå, og det ville være politisk selvmord at gå imod den offentlige mening«. I optakten til 1. Verdenskrig var den tyske offentlighed overbevist om, at når først krigen var startet, så ville man vinde den i løbet af tre uger. Noget lignende tænkte man i Frankrig og Rusland. Alle sagde disse dumheder igen og igen, og selv de, der måtte have en vis skepsis over for dem, ønskede ikke at risikere deres position, embede eller karriere ved at gå imod den fastlagte politik eller offentlige mening. Derfor fik katastrofen og det efterfølgende mareridt lov til at udvikle sig. I dag må vi sørge for, at der sker et skifte i forhold til den fastlagte kurs. Når man indser, hvor katastrofale konsekvenser en fortsættelse af den nuværende politik kan have, så må man tage bladet fra munden og gøre noget. Obama er finansverdenens lakaj Der er en parallel overgang fra civilisation til barbari på både det strategiske og økonomiske område, og de to ting hænger sammen. I USA har vi haft stor succes med at sætte Glass/Steagall på dagsordenen, som vi også fremlagde det på debatmødet. Der et politisk momentum, hvor størstedelen af Den amerikanske Kongres er for en genindførelse af en Glass/Steagall-lovgivning, for det er noget, der har stor opbakning fra deres vælgere. Derfor burde det være en naturlig ting, at det var et fremtrædende punkt på det kommende demokratiske partikonvent, men det kommer ikke til at ske. Der var en forberedende kongres i Detroit, hvor man diskuterede og vedtog, hvad der skulle være den demokratiske politiske platform. De forskellige udvalgte delegerede kunne så foreslå, hvad der skulle være en del af programmet. En af de delegerede lavede et forslag om, at en genindførelse af Glass/Steagall skulle være en del af demokraternes program. Det gjorde mange andre delegerede også, men de fik alle at vide, at de ikke kunne stille det forslag, da det allerede var på dagsordenen. Det, der så skete på mødet i Detroit på direkte ordre fra Obama, var, at alle forslagsstillerne én efter én rejste sig op, og frafaldt deres forslag. Fordi, sagde man, Obama skulle have frie hænder til selv at skrive det demokratiske partiprogram. Alle forslagene, inklusive forslaget om en genindførelse af Glass/Steagall, blev dermed taget af bordet, på trods for den brede opbakning til det fra de delegerede. Det var et tydeligt eksempel på det totalitære system, der venter, hvis ikke Obama bliver afsat. I stedet for at få renset op i finansverdenen gennem en indførelse af Glass/Steagall har Obama-administrationen, i lighed med den forudgående Bush-administration, blot lavet en endeløs række af hjælpepakker til finansverdenen. I stedet for at indføre reguleringer, der kunne forhindre en gentagelse af de unoder, der bragte hele systemet på afgrundens rand i 2007-2008 en afgrund man stadig balancerer på i dag så lader man markedet fortsætte den politik, der har lagt den fysiske økonomi i ruiner, og man giver tilmed lidt ekstra gift til økonomien i form af store september 2012 hjælpepakker til finansverdenen, der vil trække endnu flere penge ud af den fysiske økonomi, der skal være fundamentet for vor fremtidige velstand. Den nylige Libor-skandale dokumenterede med al tydelighed, at verdens førende finansielle institutioner har været involveret i svindel og bedrag på højeste niveau, når man skulle fastsætte den rente, som var grundlaget for en stor del af aktiviteterne i det internationale finanssystem. Man løj for at kunne fastsætte en falsk rente, som man så kunne tjene en masse penge på. Barclays Bank indrømmede, at de havde gjort det, men man er nu i gang med at undersøge alle de andre ledende banker, der har gjort præcis det samme. Det har stater, kommuner, firmaer og private tabt rigtig mange penge på, men alligevel giver man blot bankerne en lille symbolsk bøde, i stedet for at konfiskere deres gevinst og sætte de ansvarlige chefer i fængsel. Det samme var tilfældet, da HSBC, Storbritanniens største bank, blev taget i USA for gennem mange år systematisk at have renvasket størstedelen af narkopengene fra de mexicanske narkokarteller. I stedet for at konfiskere deres enorme gevinst og sætte de ansvarlige folk i fængsel, så gav man dem en symbolsk lille bøde på 700-1.000 mio. dollars en lille procentsats af det, som de har tjent på deres ulovlige aktiviteter. Kvantitative Lempelser III Obama-regeringen har, i lighed med den foregående Bush-administration, været en loyal tjener til Wall Street og de private finansinteresser og det er den politik, som man har tænkt sig at fortsætte med. Man er netop nu i gang med at forberede det man kalder QEIII, kvantitative lempelser III, hvor det er meningen, at Federal Reserve skal trykke en enorm mængde ekstra penge, der så bliver lånt ud til finansverdenen til en ekstremt lav rente. Man håber så, at den kæmpe overflod af fri kapital betyder, at de nødlidende spekulationsbobler bliver pumpet op igen. Dermed kan sammenbruddet i finansverdenen måske udskydes. Noget lignende forbereder chefen for Den europæiske Centralbank, ECB, Mario Draghi, her i Europa. Den 6. september skal han fremlægge sine planer for, hvordan ECB kan løse den akutte euro- og statsgældskrise i EU gennem at lade ECB opkøbe alle de usælgelige statsobligationer. Men hvis man i stedet for at ændre den fejlslagne politik blot oversvømmer markedet med likviditet, så ender man i samme situation, som Tyskland oplevede i 1923, hvor hyperinflationen hærgede. Man forsøger at løse et problem, euro- og bankkrisen, med et andet og langt værre: at folk mister tilliden til det hele inklusive pengesedlerne. Det eneste, der indtil nu har blokeret for denne proces, har været Den tyske Forfatningsdomstol, der den 10. juli besluttede, at den tyske forbundsdags beslutning om at gå med i EU s finanspagt og den tyske tilslutning til ESM, Den europæiske Stabilitetsmekanisme, der skal bruges til at opkøbe eurolandes dårlige gæld, ikke kunne træde i kraft, før forfatningsdomstolen havde vurderet sagen. På baggrund af en lang række klager fra medlemmer af Forbundsdagen og andre institutioner påtog domstolen Schiller Instituttet 5

DEBATMØDE: GLASS/ST Christen Sørensen fhv. overvismand og professor ved Syddansk Universitet Kristian Weise direktør for tænketanken Cevea Tom Gillesberg Schiller Instituttets formand Elke Fimmen Schiller Instituttet i Tyskland, viceformand for Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo sig derfor at undersøge, om lovene er forfatningsstridige, hvilket man regner med vil tage op til et år at undersøge. Da euroen ville kollapse, hvis ESM må vente så længe, så vil domstolen allerede den 12. september afgøre, om sagen skal have opsættende virkning, eller Tyskland kan tilslutte sig aftalerne, mens sagsbehandlingen pågår. Det er, hvad alle venter på. Hvis den tyske forfatningsdomstol beslutter, at Tyskland for nærværende ikke kan tilslutte sig Finanspagten og ESM, så har vi en akut eurokrise og en form for sammenbrud samme eftermiddag. Bliver udfaldet som ventet lidt mere uklart, så har man i bedste fald købt lidt ekstra tid. Vil Spanien også forlade euroen? I mellemtiden har alle travlt med at sige offentligt, at euroen selvfølgelig vil overleve, og at alle de nuværende euro-lande fortsat vil være en del af euroen alt mens de forbereder sig på det modsatte. Det er en udbredt 6 Schiller Instituttet september 2012

EAGALL ELLER KAOS! Den 28. august arrangerede Schiller Instituttet et debatmøde om Glass/Steagall-bankopdeling på Frederiksberg. Alle talerne støttede Glass/Steagall, men derudover var der forskellige bud på andre tiltag, der er nødvendige for at løse finans- og eurokrisen, nødvendigheden af en regulering af finansmarkederne, et økonomisk program for Sydeuropa og faren for krig. Der var omkring 35 gæster til stede og en livlig debat. Island og verden behøver Glass-Steagall Følgende hilsen fra Álfheiður Ingadóttir blev læst op på Schiller Instituttets debatmøde om Glass-Steagall. Alfheidur Ingadottir er næstformand for det islandske parlament Altinget, hvor hun er indvalgt som repræsentant for Reykjavik Nords valgkreds og er næstformand for Venstre-Grønne-bevægelsens gruppe, der har den nytiltrådte økonomiminister, Steingrímur Jóhann Sigfússon, som partiformand. Álfheiður Ingadóttir Næstformand for det islandske Althing Jeg støtter fuldt ud en Glass/Steagallopdeling af banktiviteter i normal bankvirksomhed og investeringsbankaktiviteter i Island og andre nationer. Jeg håber, at Island ikke blot vil være det først land, der begynder at komme sig over bankkrisen, men også det første land, der vedtager en Glass/ Steagall-lov. I april 2012 introducerede jeg, sammen med 14 andre medlemmer af Altinget, fra partier og uafhængige der representerer alle på nær 16 medlemmer af parlamentet, et beslutningsforslag, der bemyndiger regeringen og økonomiministeren til at udpege en komité, der skal udarbejde et lovforslag om bankopdeling og eventuelt andre forslag til parlamentet. Målet er at gennemføre en total adskillelse af investeringsbanker og normale kommercielle banker, og komitéens forslag skal vise, hvordan dette mål kan opfyldes. Vi vil genfremsætte beslutningsforslaget, når det nye parlamentsår begynder, da det endnu ikke har været til afstemning. Vi ved, hvad der skete med almindelige menneskers bankindeståender før krisen, da disse indeståender blev satset på spekulative investeringer, og tabt af de selv samme banker. Konsekvenserne var virkelig hårde for det islandske folk, der mistede deres jobs i tusindvis, ja, mistede selv deres hjem, og vi skal forhindre, at det nogen sinde sker igen. Efter krisen, og i hele 2011, mente økonomiministeriet ikke, at Island skulle foretage en sådan bankopdeling før de øvrige europæiske lande eller USA. Men vi, der fremlægger dette beslutningsforslag for parlamentet, er trætte af at vente. Vi bør vedtage en Glass/Steagall-lov, selv om vi bliver de første. Jeg vil opfordre mine kolleger i det danske folketing til at gøre sig fortrolige med vores beslutningsforslag, og alvorligt overveje lignende tiltag. Danmark og Island er medlemmer af Nordisk Råd, og jeg mener, det kunne være gavnligt også at tage spørgsmålet op der. Vi parlamentsmedlemmer er valgt til at tjene folket. Vi må derfor tage modige skridt til at beskytte folket i den nuværende svære økonomiske krise. Jeg sender mine bedste ønsker for et succesfuldt Schiller Institut Glass/Steagall-debatmøde. Se og hør alle taler og diskussionen: www.schillerinstitut.dk /drupal/node/646 forventning, at Grækenland snart må forlade euroen, men det store spørgsmål er, om andre lande vil følge med ud af euroen eller om euroen helt må opløses. I løbet af juni blev der trukket 74 mia. euro netto ud af de spanske banker. Pengene forsvandt ud af Spanien og til udlandet. To tredjedele af det beløb stod andre banker for. Bankerne flytter deres penge til udlandet, fordi de frygter, at spanske banker går bankerot, og/eller at Spanien må forlade euroen. Forlader Spanien euroen, vil der omgående være to september 2012 forskellige eurokurser: Den, der gælder uden for Spanien, og en anden lavere kurs inden for Spaniens grænser. Lader man pengene stå i Spanien, bliver de derfor devalueret i værdi over for udlandet. Men denne kapitalflugt skaber en uholdbar situation. Et bankvæsen er baseret på tillid. De penge, som folk sætter i banken, bliver ikke i banken, men bliver lånt ud eller investeret. En bank har derfor på et givet tidspunkt kun værdier til at dække 8-12 % af deres indskud, så hvis der Schiller Instituttet 7

er et stormløb på banken, hvor alle pludselig trækker deres penge ud, så løber den hurtigt tør for penge. Derfor er tillid til banksystemet altafgørende. Det, der skete i Irland og Grækenland i tiden op til, at de andre EU-lande måtte træde hjælpende til, var en kapitalflugt i lighed med den, der er i gang i Spanien netop nu. De 74 mia. euro var en fordobling i forhold til måneden før, men det er nu den fjerde måned i træk, hvor pengene strømmer ud af de spanske banker. Imens bliver offentligheden holdt uvidende om, hvad der egentlig foregår. Sandsynligvis har ECB allerede været i gang med ulovlige støtteopkøb af spanske statsobligationer, mens man på forskellig vis har kanaliseret penge til Spanien for at forhindre et kollaps. Men hvis man skal redde Spanien indenfor det nuværende system, så skal man i løbet af september måned stå klar med en pose penge på minimum 100 mia. euro. Åreladninger og trepaneringer Dette er dog kun begyndelsen. Man har i et stykke tid været i gang med at årelade den spanske økonomi og afprøve forskellige former for trepaneringer. Oven i problemerne med sammenbruddet af den enorme ejendomsboble så har de mange nedskæringer presset arbejdsløsheden op over de 25 % og op over 50 % for de unge. Økonomien skrumper på alle områder. Den officielle spanske statsgæld har indtil nu ikke været så stor som en række andre EU-landes, men det skyldes, at de spanske regioner har en høj grad af selvstyre og står for en stor del af de offentlige aktiviteter. Disse spanske regioner melder sig nu hos centralregeringen, for at få hjælp til at håndtere de voksende problemer. Catalonien, en af de rigere regioner der har Barcelona som hovedby, er netop kommet ud og har krævet, at de får lov til at beholde en større andel af de skatteindtægter, som de opkræver. Det er kun begyndelsen, for så længe man ikke gør andet end at indføre stadig større nedskæringer, så vil økonomien fortsætte sit frie fald og problemerne blive endnu større og umulige at håndtere. Jo flere åreladninger man foretager, desto tættere kommer patienten på døden. Denne nedskæringspolitik forårsager også en menneskeflugt. I Grækenland, hvor der har været det største kollaps og de største nedskæringer, har næsten en million mennesker ud af en befolkning på elleve millioner forladt landet i jagten efter et bedre liv. Det samme ser man i Irland, i Spanien osv. Folk flygter, men hvor skal de flygte hen? Alle flygter i jagten på en bedre fremtid, men det vil også medføre, at de andre EU-lande vil mærke konsekvenserne. Der vil være en voksende hær af arbejdsløse, der vil være villige til at arbejde for langt lavere lønninger end den lokale arbejdskraft, bare for at få et eller andet at leve af. Vi ser en ustabil og uholdbar sammenbrudsproces, der bliver værre og værre, og for hvilken, der ikke findes nogen kur inden for det nuværende systems rammer. Der skal noget helt andet til. Man må ind og rense op. Systemet består af bunker af folk, der hævder, at de er i besiddelse af finansielle værdier, som der ikke findes nogen fysisk dækning for. Tager man alle fordringerne for gode varer, og accepterer dem som sikkerhed for nye gigantiske udlån til finansverdenen, så går det hele bankerot. Glass/Steagall er løsningen Man er i stedet nødt til at have en Glass/Steagallbanksaneringsproces, hvor man går igennem banksektoren bank for bank, og beslutter, hvilke dele af bankaktiviteterne der er af vital betydning for samfundsøkonomien hvad der f.eks. er vigtigt for virksomheders og almindelige menneskers daglige aktiviteter og hvad samfundet derfor skal holde hånden under og redde, og hvad der må sejle sin egen sø. Den normale bankaktivitet fortsætter i normale banker uden spekulationsaktiviteter, mens den enorme mængde af andre spekulative transaktioner som f.eks. derivater og lignende, med alle deres flot klingende navne som Credit Default Swaps, Morgage Backed Securities osv., bør møde samme foragt som de latinske besværgelser, som tidligere tiders kvaksalvere fremsagde, når de»hokus pokus filihankat«lokkede pengene ud af folks lommer. Folk aner ikke, hvilket svindelnummer alle disse finansielle derivater egentlig udgør og har derfor accepteret dem alt for længe. Staten må fremover kun holde hånden under normal»kedelig«bankaktivitet. Efter at have afskrevet denne store mængde af fiktive finansielle værdier og forpligtelser, så kan staten skabe kreditter til langsigtede økonomiske investeringer. Hvis vi har en gruppe af arbejdsløse, så gælder det om at få dem sat i gang med noget fornuftigt hurtigst muligt. Jo længere de går arbejdsløse, jo dårligere arbejdskraft vil de være fremover. De mister hurtigt dele af deres arbejdsevne og deres kvalifikationer bliver forældede. Hvis man netop er færdiguddannet, og så går fem år uden at bruge sin uddannelse, så kan man næsten begynde forfra. Samfundet må derfor sætte projekter i gang, der udnytter denne ledige arbejdskraftskapacitet. Man kan lave investeringer på mange områder, men det skal frem for alt være projekter, der løfter hele samfundets produktivitet og videnskabsniveau, og dermed forøger samfundsøkonomiens kapacitet. Projekter som det amerikanske Apollo-program, hvor man for at realisere Kennedys vision om at sende en mand til månen og få ham helskindet tilbage til Jorden igen, måtte lave en række grundlæggende opdagelser og opfinde en hel masse nye ting, der var utænkelige før. Derfra fik vi alt lige fra computere til teflonpander og kunstige hjerter. Man vælger nogle mål, som vil transformere økonomien på en måde, så befolkningen bliver bedre uddannet og kommer op på et højere kundskabsmæssigt niveau. Vi forsøger at indføre robotter til at udføre det ensformige manuelle arbejde og sørger for, at en voksende del af befolkningen kan gå fra blot at lave fysisk produktion, til gennem deltagelse i forskning og udvikling at være med til at opfinde og benytte helt nye principper og processer, der kan skabe grundlaget for en voksende fremtidig økonomi 8 Schiller Instituttet september 2012

og en højere levestandard. Netop nu er skibets autopilot sat lige mod en meget stejl klippefront, som vi inden for kort tid vil smadre ind i med stor kraft. Går man linen ud tager en konfrontation med Rusland og Kina gennem at angribe Syrien og Iran, og når så det viser sig, at man ikke kan vinde krigen med konventionelle våben, kaster atombomber så er der ikke særligt gode fremtidsudsigter for menneskeheden. Ud over at omgående dræbe en uhyggelig mængde mennesker, så vil en atomkrig gøre det noget nær umuligt at klare sig for de overlevende. En udløsning af en betydelig del af Jordens atomarsenal vil, udover evt. radioaktive konsekvenser, udløse en»atomvinter«, hvor de store mængder materie, der hvirvles op i Jordens atmosfære og stratosfære, betyder, at temperaturen på Jorden, i årene der følger, vil falde drastisk. Sandsynligvis med 5-10 grader, ned under det niveau, der var ved sidste istid. Samtidig vil afgrøder overalt på Jorden blive ramt pga. mangel på sollys. Atomkrig har så store negative konsekvenser, at det synes som en absurd tanke, at nogen ville lade det ske, men hvis vi ønsker at undgå det, så må folk forstå faren, så de er med til at gribe ind og skifte autopilotens kurs, frem for blot at marchere med uden at tænke på konsekvenserne. Curiosity kan genstarte rumalderen Det er meget ironisk, at netop som vi står i denne farlige situation, hvor teknologier udviklet af os mennesker truer vor fremtidige eksistens, så har vi haft et afgørende faseskift i vores interaktion med vort solsystem og den omgivende galakse i form af den succesfulde landing af det mobile forskningslaboratorium»curiosity«(nysgerrighed) på Mars. Med John F. Kennedy som præsident besluttede USA, under indtrykket af Sovjetunionens succes med at sende Sputnik i kredsløb omkring Jorden, at man ville sende en mand til Månen. Det blev til Apollo-programmet, der ikke blot transformerede den amerikanske økonomi, men også verden. Det fik store konsekvenser for den teknologiske udvikling og økonomien, men det forandrede også måden, som vi så tingene på. De fleste har set det berømte filmklip, hvor Neil Armstrong som det første menneske sætter sin fod på Månen og udtaler de berømte ord:»det er lille skridt for et menneske, men et stort spring for menneskeheden«. Det var sandt, for gennem at vi nu stod på Månen, så var vi ikke længere en jordcivilisation, men en rumcivilisation. Vi er også til stede ude i verdensrummet, på trods af at det kun har været med et begrænset antal mennesker i et begrænset stykke tid. Efter mordet på Kennedy blev der droslet kraftigt ned på ambitionerne i forbindelse med rumprogrammet, men selv de alt for små rester, der har fået lov til at fortsætte, har, hver gang vi har besøgt nye steder i Solsystemet, vist os, at vi må revurdere vore forestillinger om, hvordan Solsystemet og vort univers fungerer. Hver gang vi har sendt en satellit, en rumsonde, eller et rumskib af sted, så holder det, som vi tror vi vil finde, aldrig stik. Der er hele tiden nye opdagelser, som afslører, at vort univers er endnu mere spændende og fascinerende, end vi troede. Ideen med Kennedys rumprogram var ikke blot at komme til Månen. Det var tænkt som begyndelsen, ikke afslutningen. Han satte målet, om at bringe en mand sikkert til Månen og hjem igen inden udgangen af 1960 erne for at have et ambitiøst konkret mål at arbejde frem imod på den korte bane. Men samtidigt arbejdede man også på den naturlige fortsættelse: at sende mennesker til Mars. Rejsen videre fra Månen Efter rejsen til Månen var der tre indlysende fortsættelser på rumprogrammet: For det første behøvedes en eller flere permanente rumstationer. For det andet burde der være en permanent menneskelig tilstedeværelse på Månen, der kunne udvikle og opbygge de produktionsfaciliteter, der behøves for menneskets fremtidige rejser ud i rummet. For det tredje skulle man forberede muligheden for at sende mennesker til Mars. Disse tre opgaver er tre forskellige aspekter af det samme program. For at have permanent menneskelig tilstedeværelse på Månen behøver man en meget bedre forståelse af f.eks. det miljø, som man vil blive udsat for der iblandt betydningen af den lavere tyngdekraft på den menneskelige organisme, og hvordan man opbygger en kunstig biosfære (i første omgang i et lille lukket miljø), hvor mennesket ville kunne fungere. Noget som ophold på en rumstation hjælper med at undersøge. Skal vi til Mars behøver man også lignende kundskab fra en permanent rumstation, og hvis menneskeheden skal til Mars, så er Månen et nødvendigt springbræt. Når man skal flytte større mængder af udstyr til Mars, kan man nemlig med stor fordel producere ting på Månen, da det kun kræver en sjettedel af energien at forlade Månens tyngdefelt, i forhold til den kraft, der er nødvendig for at forlade Jordens. Denne naturlige fortsættelse af det amerikanske rumprogram fandt aldrig sted. I bøger skrevet på daværende tidspunkt tog man det for givet, at det første menneske ville sætte sin fod på Mars indenfor to årtier, men hele processen blev aborteret. USA fortsatte med at sende rumsonder ud i rummet, og Rusland byggede en rumstation med permanent menneskelig tilstedeværelse, men det var programmer på et langt lavere niveau, end den helhjertede satsning som Kennedy stod for. På Mars med lysets hastighed Men selv når man på daværende tidspunkt diskuterede muligheden for at rejse til Mars, så var det baseret på konventionelle teknologier med en rejsetid på 3-12 måneder, alt efter Mars placering i forhold til Jorden. Vi har stadig ikke fået en mand på Mars, som ville være fantastisk, for en professionel geolog ville i løbet af kort tid kunne fortælle os rigtig meget om Mars og Solsystemets historie. Men med Curiosity har vi fået det næstbedste, nemlig kunstige september 2012 Schiller Instituttet 9

øjne og ører på Mars. Der er en hel vifte af kunstige sanser på Curiosity, som ikke blot gør det ud for menneskelige sanser, men også en hel masse andre, som vi mennesker ikke er i besiddelse af. Curiosity har samtidigt kunstige arme og hænder, som kan gribe fat i ting og undersøge dem, og som tilmed kan skyde på klipperne med en laserstråle og så efterfølgende aflæse, hvad den kemiske sammensætning er. Og fordi den er større og ikke bruger solceller, men har sit eget lille kernekraftværk, så er den langt mere mobil end de tidligere små robotter, der har besøgt den røde planet. I modsætning til de 3-12 måneder det tager at sende en mand til Mars, så tager det med planeternes nuværende indbyrdes placering fjorten minutter, fra vi giver en besked fra Jorden, til den kan blive udført på Mars. Det sker med lysets hastighed. Dette repræsenterer med Armstrongs ord et lille skridt for mennesket, men et stort spring for menneskeheden. Lige som det store spring for menneskeheden ikke var selve det fysiske skridt på Månen, men hele det nye potentiale der blev åbnet op, så gør det samme sig gældende med Curiosity. Hvis vi beslutter os for, at vi vil overleve som menneskehed, så vil Curiosity blot være den første af det, der vil blive til en sand hær af robotter, som vi har på Mars og i omløb omkring andre himmellegemer i vort solsystem inklusive en strøm af satellitter, der hjælper os til bedre at forstå, hvad det egentlig er der foregår derude. Det vil give os en større indsigt i, hvordan vort solsystem og vor galakse fungerer, men også sætte os i stand til at forsvare os imod udefra kommende trusler. Vor viden om Jordens historie fortæller os nemlig, at Jorden med jævne mellemrum er blevet ramt af himmellegemer fra det ydre rum, som har skabt rigtig stor ravage. Truslen fra Asteroider og kometer Trusler imod Jorden kan f.eks. være asteroider og kometer, der rammer Jorden med høj hastighed, og derfor deponerer en kæmpe mængde kinetisk energi. Selv en lille asteroide med en diameter på 100 meter, som er et meget lille legeme, kan faktisk smadre en storby som New York eller København. Har man et lidt større klippestykke, der er omkring en kilometer i diameter, så kan det påvirke flere lande eller måske et helt kontinent. Har man en asteroide eller et andet legeme, der er ti kilometer i diameter, så vil et sammenstød have betydning for hele Jordens klima og de menneskelige livsbetingelser på Jorden, pga. de enorme mængder materie, der vil blive hvirvlet op. Selv hvis det kun er kort tid Jorden vil være ubeboelig, så kan en sådan begivenhed betyde menneskehedens udslettelse. Tidligere kunne vi ikke gøre så meget, ved sådanne farer, men det kan vi snart. Eftersom vi ved, at sådanne sammenstød vil true os med mellemrum, så må vi lære at håndtere dem. Indtil nu er størstedelen af vor menneskelige aktivitet blevet brugt på simpel overlevelse og tilfredsstillelsen af visse grundlæggende behov, inklusive uddannelse, sundhedsvæsen og lignende. Men med fortsat videnskabeligt og teknologisk fremskridt vil vi være i stand til at dække menneskehedens grundlæggende fysiske og åndelige behov med en skrumpende del af arbejdsstyrken, og samtidig anvende en voksende del af menneskets aktivitet på kunst, forskning og udvikling og på at bygge den fysiske infrastruktur, der ikke blot vedrører vor fysiske overlevelse her og nu, men sikrer menneskehedens overlevelse i vores galakse på lang sigt. Det kræver, at vi bliver i stand til at kontrollere, hvad der foregår i vort solsystem, og senere også er aktive i mange andre dele af vor galakse. I første omgang indebærer det, at vi, gennem brug af kunstige sanser ude i verdensrummet, er i stand til i tide at opdage de asteroider, kometer og andet, der truer med at ramme Jorden. Vi kan så gribe ind og lave de nødvendige små ændringer i deres bane, som kan sikre, at de ikke rammer os. Jo tidligere vi ved, hvilke himmellegemer der er tale om, jo lettere er det at ændre deres bane. Derfor ser det også ud til, at kometer er et ekstra stort problem, fordi de sandsynligvis kommer med større hastighed og kortere varsel. Curiosity indebærer starten på denne proces. Vi er rykket fra Månen til Mars. I første omgang med kunstige sanser og teknologi, som vi styrer med lysets hastighed, og som er det første spæde skridt, der ville blive fulgt af langt flere. Rusland tilbyder samarbejde om SDE Samtidig med de voksende internationale spændinger som et resultat af Obama-regeringens konfrontationssøgende politik, så har Rusland tilbudt et samarbejde om det, som de kalder SDE (Strategic Defense of Earth), et Strategisk Forsvar for Jorden. Et sådant forsvar af Jorden imod fremmede himmellegemer er ikke noget, som de enkelte lande kan gøre hver for sig. Det er noget, som man må samarbejde om som en samlet menneskehed. Med i SDE er også et forsvar imod løsslupne atommissiler, så man kan sige, at Rusland foreslår et samarbejde om at sikre menneskehedens fremtid, mens Obamas truer med at udradere den. Som vi har beskrevet det i tidligere nyhedsorienteringer, er det også en russisk erkendelse af, at de begik en stor strategisk fejl i 1983, da de afviste Reagans tilbud om et amerikansk-russisk samarbejde om SDI (Strategic Defense Initiative), Det strategiske Forsvarsinitiativ, som LaRouche var arkitekten bag. I 1977 havde Lyndon LaRouche påbegyndt en international kampagne for etableringen af et forsvar baseret på nye videnskabelige og teknologiske principper, der ville kunne opdage og tilintetgøre indkommende interkontinentale atommissiler. Ikke gennem at forsøge at ramme dem med langsomme og dyre kinetiske missiler, men gennem at uskadeliggøre dem med lasere, røntgenlasere, plasmakanoner og andre energiintensive teknologier. Det var LaRouches idé, at USA og Sovjetunionen parallelt skulle bygge sådanne forsvarssystemer, så man én gang for alle kunne fjerne terrorbalancen og truslen om menneskehedens undergang i atomkrig. 10 Schiller Instituttet september 2012

Der var en række militær- og videnskabsfolk, der støttede LaRouches idé, og i 1983 lykkedes det at vinde Reagan for ideen. Den 23. marts holdt præsident Reagan en tale på nationalt fjernsyn i USA, hvor han tilbød Sovjetunionen et sådant samarbejde, men på trods af at der ved LaRouches mellemkomst havde været amerikansk-russiske forhandlinger om programmet, så svarede Sovjetunionen desværre»njet«. De ville ikke gå med i et samarbejde, for at fjerne faren for atomkrig. På trods af LaRouches advarsler om, at Sovjetunionens økonomi ville kollapse i løbet af fem år, hvis de takkede nej, for i stedet at forsøge at bygge sådanne systemer på egen hånd, så var det præcis, hvad de gjorde. Seks år efter faldt Berlinmuren. Rusland har nu erkendt, at man begik en strategisk brøler. De har lært af deres fejltagelse, og indbyder nu USA til et samarbejde omkring SDE for menneskehedens fælles bedste. Vi må have Obama afsat hurtigst muligt, så vi i stedet for konfrontation og atomkrig kan få et sådant samarbejde i stand omkring SDE, og dermed give menneskeheden helt andre og bedre fremtidsudsigter. Vi må ud af middelaldertankegangen Ser man på USA og Vesteuropa, så er vi allerede åndeligt langt inde i en ny mørk middelalder specielt hvis man ser på det menneskesyn, den populærkultur og den overordnede politik, som præger institutionerne og den offentlige mening. Vi har en»grøn«bevægelse, der prædiker, at mennesket er det værste, der findes, og at mennesket skal forhindres i at underlægge sig og omforme naturen. Den britiske prinsgemal prins Philip, som var med til at grundlægge Verdensnaturfonden, WWF, siger, at det største problem Jorden har, er den voksende befolkning, og at menneskeheden burde reduceres til et antal på under en milliard. Han har også gentagne gange udtalt, at han gerne ville genfødes som en dødelig virus, så han kan være med til at løse problemet. Det er et frygteligt menneskesyn, et frygteligt åndeligt barbari, og vi behøver derfor et kulturelt paradigmeskifte, der kan skifte vore værdinormer tilbage til noget mere menneskekærligt. Vi må atter erkende, hvad det vil sige at være menneske. Dyr er skabt til at handle som deres forfædre. Hver ny generation er skabt til at gøre som den foregående. Den dag, der ikke længere er behov for den funktion, som de udfører, så dør dyrearten ud. Vi mennesker er derimod skabt til at skabe noget nyt. Vi er skabt til at skabe og gøre noget, som end ikke kunne tænkes i vores forældres generation. Vi laver nye opdagelser og skaber fremskridt. Vi har en iboende kreativitet som gør, at vi både som individer og som menneskehed øger vor indsigt og dermed også vor magt over naturen. Dermed er vi med til at sikre, at de kommende generationer kan gøre noget, som vi kun kunne drømme om. Vi bidrager med gennembrud, der sikrer den kommende menneskeheds fortsatte eksistens. Men for at den proces skal kunne finde sted, så kræver det et samarbejde mellem stærke suveræne individer, og et samarbejde mellem stærke suveræne nationer ikke en samling af ensrettede og enstænkende kloner. Ti kloner, der tænker identisk, er ikke en berigelse, men har man derimod hundreder af nationer, der hver har deres særpræg, deres særegne kulturelle baggrund som de er stolt af, og derfor uden at føle sig truet kan tage de bedste dele af de andre landes åndelige bidrag og oversætte dem til en kreativ fornyelse af deres egen kultur, så kan vi have et polyfonisk samspil, hvor der hele tiden kommer nye ideer og nye gennembrud i alle de forskellige nationer. På samme måde som Curiosity ikke er et rent amerikansk projekt, men hvor alle andre ledende videnskabelige samfund rundt om i verden, inklusive Danmark, er involveret, og byder ind med deres enestående spidskompetencer. Menneskelig udødelighed Dermed kan vi mennesker leve videre i menneskeheden, selvom vort legeme må dø. De videnskabelige opdagelser vi laver, de enestående kulturelle bidrag vi leverer, de skønne ideer vi skaber, politiske og økonomiske forandringer som vi bidrager med, lever alle videre i de kommende generationer. De er udødelige under forudsætning af at menneskeheden ikke bliver helt vanvittig og udraderer sig selv, som der er fare for netop nu! Der må politisk lederskab til, og det ser ikke ud til at komme fra de ledende politikere i Europa og USA. Derfor må vi, der er samlet her i dag, og de der lytter og læser med derude, folk, der måske sidder i det politiske, administrative eller militære apparat, tage et ansvar for at bryde denne destruktive og farlige proces, der er i gang. Vi må beslutte os for at være historiske individer. Ikke blot personer, der levede på et eller andet historisk tidspunkt, men bruge vore unikke talenter til at præge og forme den tid, som vi lever i, og sørge for, at tingene går i den rigtige retning. Selv om man som individ eller organisation føler, at man har begrænset magt og indflydelse, så kan man fungere som en katalysator, der gør, at rigtig mange andre mennesker, der ellers ikke ville gøre noget fornuftigt, pludselig bliver en afgørende del af at redde deres land og menneskeheden ud af den dybe eksistentielle krise, som vi befinder os i, fordi de får tilgang til de nødvendige ideer og løsninger. Jeg vil opfordre alle til at gå med i vores kampagne og være med til at sprede vort materiale og ideer. Snak både med jeres venner, og folk I indtil nu ikke kender så godt, for der må være en bevægelse af frem for alt unge mennesker, der uddanner sig til at være det lederskab, som verden mangler netop nu, men også i alle andre aldersgrupper og på alle niveauer af samfundet. Der må være en fornuftens stemme, der nu melder sig på banen og ikke helmer, før vi har fået afværget den nuværende ekstremt farlige situation, og i stedet fået verden ind på en ny kurs, der giver alle nationer og mennesker mulighed for at realisere deres iboende potentiale til gavn for menneskeheden og de kommende generationer. september 2012 Schiller Instituttet 11