Bush-bombe under dansk EU-politik

Bush-bombe under dansk EU-politik Inden for to år skal danskerne afgøre nationens placering i den nye verdensorden - Danmark står over for et opgør med EU-forbeholdene - Med de central- og østeuropæiske landes optagelse i Unionen ligger venstrefløjens europapolitik i ruiner - Også de borgerlige må revurdere deres EU-politik - Ugebrevet analyserer dansk udenrigspolitik efter terrorangrebet I løbet af de næste 24 måneder skal Folketinget træffe nogle af de vigtigste udenrigspolitiske beslutninger, nationen har stået over for siden 1864. Danmarks venner og allierede forventer, at Danmark én gang for alle vælger side. Senest om to år vil det ikke længere være muligt for nationen Danmark at fastholde og fortsætte den efterhånden hundrede år gamle udenrigspolitiske doktrin, hvor Danmark både søger international indflydelse og samtidig forsøger at fastholde muligheden for en lunken og valen optræden i alliancer som NATO og EU. Konturerne til en ny verdensorden er ved at tegne sig efter terroren i New York. Store og afgørende elementer i den nye verdensorden lå allerede i kortene inden den tirsdag, hvor fire passagerfly blev omdannet til missiler:! Den Europæiske Union vil i løbet af få år udvide medlemskredsen med 10 nye medlemslande. Det vil bl.a. gøre EU til verdens suverænt førende stormagt på det udenrigs-økonomiske område. Samtidig vil der komme et stort pres på EU for, at Unionen kan fungere som en udenrigspolitisk magt, der kan afbalancere USA.! NATO vil lukke 1-7 nye medlemslande ind i varmen. Ruslands ageren i den nuværende situation kan være afgørende for, om Rusland optages som medlem af NATO. Med artikel fem-beslutningen - den såkaldte musketer-ed - har alle NATOlandene reelt på forhånd givet NATO beføjelser i kampen mod terrorisme. En udvidelse af alliancen med Rusland vil føre til dramatiske ændringer i hele alliancens funktion.! USA er tilbage på den verdenspolitiske scene. Bush-administrationen indledte sit arbejde med en udenrigspolitik, der er blevet betegnet som unilateralisme eller America first-politikken, hvor USA har foretrukket nationale løsninger i stedet for at deltage i internationale arrangementer. Den situation er totalt forandret efter terrorhandlingerne.! Rusland har med terrorhandlingerne fået ekstra muligheder for at knytte sig tættere til både Europa og USA. Den gode økonomiske situation forstærker denne mulighed, da det er sværere for præsidentens indenrigspolitiske modstandere at mobilisere protester, når det går godt med økonomien. Terrorhandlingerne ikke alene forandrer og forstærker det nye verdensbillede. Begivenhederne i New York betyder også, at der er opstået et klart krav til alle verdens nationer om at vælge side. Dette gælder ikke kun i kampen mod terrorisme. I fremtiden vil der være en mere klar opdeling af, hvilke nationer der er med i det internationale fællesskab, og hvilke der står udenfor. Det skaber problemer for den traditionelle danske udenrigs- og europapolitik, hvor Folketinget oftest er endt med at spille på to eller flere heste af hensyn til den indenrigspolitiske situation. Danmark er velkendt i det internationale diplomati som landet, der konsekvent står med et ben inde og et ben ude - og altså aldrig for alvor vælger side. Under 2. Verdenskrig blev regeringen siddende, selv om landet blev besat af nazi-tyskland. I firserne var det NATO-fodnoterne. I halvfemserne var det EUforbeholdene. I den nye verdensorden er der ikke plads til lande, der kører det danske dobbeltspil. Derfor vil danske politikere formentlig inden for to år skulle træffe det afgørende valg og endelig beslutte, om Danmark er inde eller ude. I den nye situation må stort set alle Folketingets ledende partier ændre på afgørende punkter i deres udenrigs- og europapolitik: Nr. 31 24. september 2001 1

! SF. Partiet rammes værst af alle. Hjørnestenen i folkesocialisternes europapolitik er ideen om, at Danmark i dag er et foregangsland for central- og østeuropæerne. De danske EU-forbehold skal fungere som en rambuk, der sikrer, at nye medlemslande ikke tvinges til at deltage fuldt ud. Den politik lig ger i ruiner, når udvidelsesforhandlingerne afsluttes i løbet af de næste 18 måneder.! Venstre og Konservative. Vil på to områder blive tvunget til at ændre europapolitik. Visionerne om den europæiske minimalstat løbes over ende af et bredt krav om mere EU efter terrorangrebet. Derudover bliver et vigtigt led i den internationale kamp mod terror en forøgelse af udviklingsbistanden, som de to partier i dag ønsker at skære ned på.! Socialdemokratiet. Udenrigsministeren havde lagt op til, at EU skulle sælges til skeptiske socialdemokratiske vælgere på at være noget andet og bedre end USA. Den strategi er død. Den retorik, Mogens Lykketoft anvendte, da han for et par uger siden præsenterede regeringens EU-visioner, er ubrugelig i dag. EU er nødvendig i den nye verden Behovet for at udbyg ge og udvide EU-samarbejdet er det samme i dag, som det var inden, USA blev udsat for det brutale terror-angreb. Der er behov for at øge og forbedre EUs udenrigs- og sikkerhedspolitik og for at forbedre EUs handlekraft på dette område. Der er også behov for at udvide og udbyg ge EU-landenes samarbejde på politi- og flygtninge-området. Sådan lød ønsket fra mange inden den amerikanske tragedie. Ønskerne om en udbygning af EU-samarbejdet på disse områder er de samme i dag. Men paradoksalt nok har argumenterne for en styrkelse af EU-samarbejdet og den personkreds, der fremfører ønskerne, forandret sig de seneste 13 dage. Siden den amerikanske præsident George W. Bush kom til magten i USA, har analytikere og politikere i Europa set den nye amerikanske administrations handlinger som et potentielt springbræt, der kunne bringe EU ind i rollen som en tung aktør på den internationale scene. Den amerikanske administration gennemførte i sine første måneder med stor diplomatisk brutalitet sin unilaterale America First-politik. USA afstod fra at medvirke til internationale løsninger af en række verdensomspændende problemer. Det blev et amerikansk nej til Kyoto-protokollen, nej til den internationale krigsforbryderdomstol, nej til et prøvestop for kernevåben og biologiske våben, og et amerikansk udspil om at ændre ABM-traktaten for at gøre det muligt for USA at indføre et nationalt missilskjold. USA vendte blikket indad, og det gav ifølge mange iagttagere Europa muligheden for at indtage en mere central rolle på den internationale scene. Emnet blev diskuteret i korridorerne ved det uformelle EU-udenrigsministerrådsmøde i Genval i starten af september, og mange delte opfattelsen af, at Europas time var kommet. Problemet var blot, at det så ud til, at europæerne ikke var i stand til at gribe chancen, fordi Unionen reelt står uden klart politisk lederskab. Se også Ugebrevet Mandag Morgen nr. 30, 2001. EU-skeptikere støtter nu en europæisk sikkerhedspolitik Efter angrebet på World Trade Center og Pentagon er situationen dramatisk forandret for EU. USA er igen tilbage på verdensscenen og i færd med at samle en international koalition til kamp mod terrorisme. Lande og politikere, der altid har talt for behovet for at udbyg ge og styrke det europæiske samarbejde, har fået flere nye allierede, og endnu flere vil melde sig de kommende måneder. En vigtig drivkraft i denne udvikling er frygten for, at USA alene vil indlede et hævntogt mod dele af den muslimske verden. En aktion, der kan bringe verden ud i en alvorlig krise. Mange mener, at Europa og især EU-samarbejdet kan dæmpe den amerikanske hævnlyst, samtidig med at Europa dog stadig betragtes som en amerikansk allieret. EU er ganske naturligt en mere afbalanceret og mindre konfrontatorisk udenrigspolitisk aktør end USA. Forklaringen er den enkle, at EUs fælles udenrigspolitiske holdninger er et kompromis af synspunkter, der kan accepteres af alle Unionens 15 2 Nr. 31 24. september 2001

medlemslande. I USA er det derimod præsidenten, der stort set alene udformer udenrigspolitikken. Angsten for, hvad et USA alene kan finde på, får mange tidligere EUskeptikere til at argumentere for, at EU nu skal spille en mere central rolle. Udtalelser fra SFs formand, Holger K. Nielsen, er kun et af flere eksempler på, at terror-angrebet har øget antallet af støtter for en mere aktiv europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. USA tog NATO-allierede på sengen Det er dog et åbent spørgsmål, om USA reelt vil agere alene, eller om amerikanerne ikke i virkeligheden var dem, der i dagene efter terror-angrebene udviste den største besindighed og stod bag de mest gennemtænkte handlinger. Et eksempel, der klart trækker i den retning, er hele NATO-diskussionen om brugen af alliancens artikel 5. Det er den paragraf, der populært kaldes for musketer-eden, og som kort fortalt går ud på, at NATOs medlemslande betragter et angreb på et medlemsland som et angreb på dem alle. Op til NATOs jubilæumstopmøde i Washington 1999 forsøgte USA at få sine europæiske allierede med på en ændring af alliancens fortolkning af artikel fem. Amerikanerne ønskede dengang, at artikel fem også skulle dække terrorisme, og at NATO skulle spille en rolle i kampen mod international terror. Det ønske afviste europæerne, og slutresultatet af diskussionerne blev et kompromis i sluterklæringen, hvor fortolkningen af artikel 5 blev fastholdt. Men for at imødekomme USA, slog man samtidig fast, at alliancens sikkerhed kan blive berørt af andre risici af en bredere natur, inklusive terroristhandlinger. Da amerikanerne dagen efter terror-aktionen henvendte sig til de NATO-allierede med en forespørgsel om anvendelse af artikel 5, blev de allierede reelt taget på sengen. Politisk var det umuligt ikke lynhurtigt at imødekomme det amerikanske ønske om en solidaritetserklæring med udgangspunkt i netop artikel 5. Men samtidig med, at NATO-ambassadørerne enedes om denne erklæring onsdag aften, havde de 19 NATO-lande også reelt ændret NATOs fremtidige arbejdsopgaver voldsomt. Og på en rekordtid, der får EU-landenes fax-diplomati omkring Østrig-sagen til at ligne en langtrukken affære. I NATO-hovedkvarteret er der ingen tvivl om, at amerikanerne vidste, hvad de gjorde, da de henvendte sig til deres allierede. USA benyttede en opstået mulighed til at få drejet alliancen i den ønskede retning. Hvordan NATO-alliancen vil udvikle sig de kommende år, og hvilken rolle NATO vil få i den nye verdensorden, er endnu for tidligt at give et klart billede af. Det store uafklarede spørgsmål handler om alliancens fremtidige forhold til Rusland. Ved sit næste topmøde i Prag vil NATO invitere til en ny udvidelse af alliancen. Men det er uklart, hvor mange og hvilke lande der vil blive indbudt som medlemmer. Alt fra 1 til 7 invitationer nævnes, og ingen vil i dag udelukke, at der vil blive udstedt en invitation til Rusland. Det vil blandt andet afhænge af, hvordan Rusland agerer i den nuværende situation. Dansk udenrigspolitik i ruiner I forhold til den hjemlige politiske scene vil den nye verdensorden føre til et dramatisk opgør med årtiers danske udenrigspolitik. Næsten alle ledende partier i Folketinget vil blive tvunget til at gøre op med europa- og udenrigspolitiske mærkesager. Og mest afgørende, så vil Danmark formentlig blive tvunget ind i en situation, hvor det ikke længere vil være muligt for kongeriget at fortsætte årtiers tøvende udenrigspolitik. Det er slut med på den ene side at ønske at være en udenrigspolitisk aktør og på den anden side ikke ønske at være forpligtet på alle områder, når det gælder multinationale institutioners fælles værdigrundlag og engagement. Efter terrorhandlingerne er der allerede opstået en klar tendens til, at det internationale samfund afkræver alle lande en klar stillingtagen - i første omgang i forhold til en eventuel deltagelse i kampen mod terrorisme. Det er tilladt kun at deltage begrænset, hvis der findes gode argumenter for ikke at deltage fuldt ud. Men det er ikke muligt at undlade at vælge side. Det er her, Danmark havner i alvorlige forklaringsproblemer, som er med til at give kongerigets internationale image mange Nr. 31 24. september 2001 3

skrammer:! Danmark er med i NATO, men ikke i den europæiske forsvarspolitiske dimension.! Danmark er med i FNs flygtningekonvention, men ikke med i EUs flygtningearbejde.! Danmark fører fastkurspolitik, men deltager ikke i ØMUen. Danmark er med andre ord et land, der ønsker at udnytte fordelene af den stabilitet, som multinationale institutioner har skabt, men som ikke selv ønsker at forpligte sig fuldt ud i det internationale samarbejde. Det er tvivlsomt, om denne linie kan fastholdes i den nye verdensorden, der er på vej. Økonomiminister Marianne Jelved forsøgte at bringe emnet på banen i forbindelse med det radikale landsmøde forrige weekend. Men forsøget på at rejse en diskussion om behovet for, at Danmark vælger side, druknede i en indenrigspolitisk debat om fremtiden for de danske EU-forbehold. Fremtiden for de danske EU-forbehold vil være afgørende for, hvordan omverdenen betragter Danmarks fremtidige internationale engagement. Men det er almindeligt anerkendt, at forbeholdene næppe kan sendes til folkeafstemning før efter det danske EU-formandskab. Det afsluttes den 1. januar 2003. I forhold til Danmarks internationale omdømme er det dog formentlig tilstrækkeligt, at der kommer en klar politisk tilkendegivelse af, at politikerne vil forsøge at afskaffe forbeholdene. Men inden den diskussion for alvor bliver aktuel, så vil ledende politiske partier stå over for at skulle sikre opbakning til afgørende ændringer i partiernes udenrigs- og europapolitik. Disse ændringer vil i lige så høj grad som en kommende afstemning om forbeholdene få betydning for Danmarks fremtidige internationale image. Løbet er kørt for et Europa i flere hastigheder SF er det parti, der står over for at skulle foretage den største kovending på det europapolitiske område. I maj 1992 vedtog SF en europapolitisk strategi, som partiet anvendte i sin kamp mod Maastricht-traktaten. Op til folkeafstemningen den 2. juni 1992 argumenterede SF for, at et dansk nej skulle bruges til at ændre fundamentalt på EU-princippet om, at alle medlemslande skal deltage i alle dele af EU-samarbejdet for at kunne være medlemmer. SF anså dengang princippet for at være den største hindring for en hurtig udvidelse - i første omgang med Norge, Sverige og Finland og derefter med lande fra Central- og Østeuropa. Derfor skulle princippet brydes, og det blev det danske nej til Maastricht-traktaten brugt til. Da SF i oktober 1992 forhandlede om Det Nationale Kompromis med Socialdemokratiet og de Radikale, var det sidste og afgørende spørgsmål, som truede med at få forhandlingerne til at bryde sammen, netop spørgsmålet om, hvorvidt det skulle være en dansk regerings politik, at danske forbehold også skulle være åbne for andre lande. Ønsket om et Europa i flere hastigheder har siden det danske nej i 1992 været hjørnestenen i SFs europapolitik. Den politik fastholder partiet også i dag med henvisning til de central- og østeuropæiske landes forhandlinger om EU-medlemskab. Men kan partiet fastholde det hovedmål, når udvidelsesforhandlingerne afsluttes - måske allerede om 15 måneder. Med stor sandsynlighed vil alle kandidatlandene acceptere hele EUs regelsæt, og dermed vil EU-samarbejdet om få år bestå af 25 medlemslande, hvor kun ét land - Danmark - ikke deltager fuldt ud i eksempelvis EUs forsvarsdimension. Kan SF i den situation holde til at argumentere for, at Danmark stadig ikke skal deltage fuldt ud i EU-samarbejdet? Hvad vil i givet fald være partiets argumenter for at opretholde forbeholdene? Borgerligt opgør med den europæiske minimalstat Venstre og Konservative står også over for at skulle gøre op med to partipolitiske kæpheste, som egentlig let kan frafaldes, hvis ellers den politiske vilje er til stede. Det ene punkt er de to partiers ønske om det, der populistisk kan kaldes for en europæisk minimalstat. V og K ønsker, at EU skal udstyres med et såkaldt kompetencekatalog, og 4 Nr. 31 24. september 2001

at EU-samarbejdet skal begrænses til det væsentlige. Efter terrorhandlingerne går udviklingen i den stik modsatte retning, og der er overalt et ønske om større EU-engagement. Fra det udenrigspolitiske til det økonomiske og konkurrencepolitiske for at undgå en økonomisk recession i kølvandet på Manhattan-tragedien. De to borgerlige partier har i høj grad låst sig fast på ønsket om et kompetencekatalog, og de ser Tyskland som en garant for, at et sådant katalog indføres i EU. Det er reelt en fejlvurdering, da selv tyskerne ikke tror på, at det kan lade sig gøre. De erkender, at der fra tysk side primært er tale om et indenrigspolitisk paradeforslag op til forbundsdagsvalget næste år i oktober. Et andet afgørende område, hvor V og K må ændre deres politiske prioriteter, er i forhold til udviklingspolitikken. De to partier har lagt op til at skære i den danske ulandsbistand. Men netop ulandsbistanden ser ud til at blive et af de vigtige europæiske bidrag til kampen mod terrorisme. Fattigdom er fantastisk næring til ekstreme synspunkter, og en øget indsats på bistandsområdet vil være et langsigtet bidrag i kampen mod terrorisme. Socialdemokratiet står også over for at skulle gennemføre en - i hvert fald retorisk - ændring af partiets udenrigspolitiske profil. Udenrigsminister Mogens Lykketoft skabte både furore og opmærksomhed, da han i en tale i Det Udenrigspolitiske Selskab præsenterede regeringens europapolitik. Lykketoft havde kasseret et oplæg skrevet af ministeriets embedsfolk og brugte i stedet sommeren på selv at skrive sin. Et afgørende retorisk kneb, som udenrigsministeren benyttede sig af i talen, var at pege på, at Europa og europæerne har en række fælles værdier, som ikke deles af Europas militære NATO-allierede - USA. Lykketofts kritik af USA skabte stor bestyrtelse blandt dem, der går under betegnelsen atlantisterne i Udenrigsministeriet, og det gav genlyd i State Department i USA. En af bevæggrundene for Lykketofts USA-kritik var at anvende forskellene mellem USA og Europa til at få EU-skeptiske socialdemokrater til at se fordelene ved det europæiske samarbejde. Det var tænkt som et langsigtet træk fra udenrigsministeren, men efter terrorhandlingerne i USA er det ikke længere muligt at anvende antiamerikansk retorik som salgsargument for Unionen. Socialdemokratiet må derfor finde en ny argumentation med udgangspunkt i den nye verdensorden, som kan anvendes over for partiets EU-skeptiske bagland. Ole Vigant Rybor g or@mm.dk Nr. 31 24. september 2001 5