!!"
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 2 Forord Dette er et undervisningsmateriale, der ledsager koncerten med Aviaja Lumholt i Copenhagen JazzHouse 15. november 2007. Undervisningstilbuddet er en del af koncertrækken Rytmiske udspil, som udbydes til de ældste klasser i folkeskolen samt gymnasiet/hf og VUC på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Rytmiske udspil er blevet til i et samarbejde mellem 3 rytmiske spillesteder i København og Musikken i Skoletjenesten. De 3 spillesteder er Copenhagen JazzHouse, Vega og Pumpehuset. Med 3 koncerter på 3 måneder vil koncertrækken give sit bud på det rytmiske musikliv i København, som det ser ud her og nu. Koncertformen er dialogkoncerten. Grundtanken er, at afstanden mellem scene og publikum brydes gennem dialogen. Koncertformen lægger derfor op til, at eleverne har mulighed for at gå i dialog med kunstnerne oppe på scenen. Dialogen kan være både verbal og musikalsk. I sammenhæng med alle koncerterne vil de deltagende klasser modtage et gratis undervisningsmateriale. Du kan læse mere om koncertrækken Rytmiske udspil på: www.skoletjenesten.dk Indhold: Om Aviaja Lumholt.... s. 3 Musik i globaliseringens tidsalder.... s. 4 Fra grønlandsk trommesang til grønlandsk rap..... s. 9
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 3
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 4 Musik i globaliseringens tidsalder Af Ulla Hahn Ranmar, Musikken i Skoletjenesten I denne artikel tager vi et kig ud i musikkens globaliserede verden. For lige som verden er blevet mindre i forhold til for eksempel udlandsrejser og mediernes nyhedsstrømme, lige sådan er verden også rykket tættere sammen på det musikalske plan. Den store, vide verden er ikke længere så stor Størstedelen af klodens befolkning har i dag adgang til radio, tv eller internet og er herigennem forbundet i et kontaktnet, som altså dækker det meste af jordkloden. Medierne fortæller os om hændelser, der kort forinden er foregået på den modsatte side af jordkloden. Vi lever i en tid, hvor mediernes enorme slagkraft på flere planer påvirker os i vores hverdag. Verden er blevet mindre, og det fjerne er ikke længere så fjernt. Denne tendens har ikke mindst haft sin indflydelse på, hvordan musikken lyder i dag. Musik er en kulturel udtryksform, der siden radioens udbredelse har udgjort en massiv, mediebaseret tilstedeværelse i vores hverdag. Dette er ikke mindst sket på grund af musikkens ubesværede overførsel til radiomediet. Senere er tv-mediet også kommet stærkt ind på banen som musikformidler og distributør, ikke mindst i kraft af lanceringen af forskellige musikkanaler, hvoraf MTV, lanceret i 1981, nok er den mest kendte. Den øgede geografiske mobilitet i form af stærkt forbedrede transportmuligheder har også været medvirkende til, at man kan stifte bekendtskab med musikere fra de før helt fremmede kulturer. Indvandring og midlertidige besøg af folk fra lande uden for Danmarks grænser har i høj grad haft stor indflydelse på det danske musikmiljø. Går man ned ad Strøget i København en ganske almindelig torsdag eftermiddag, er det ikke specielt de danske eller vestlige toner, der præger lydbilledet. Chancerne for at møde gademusikere, der stammer fra Sydamerika eller Østeuropa, er lige så store som at møde musikere, der er opvokset i Danmark.
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 5 Da vesten mødte verden Det at musikgenrer således mødes, blander sig og inspirerer hinanden, er der på ingen måde noget nyt i. Til alle tider har musikken, i kraft af at være en social udtryksform og kulturbærer, været noget, der er blevet tolket og modtaget som repræsentant for hele folkeslag og kulturer. I forbindelse med møder mellem forskellige folkeslag, som f.eks. ved migrationer, har musikken været en udtryksform, hvorigennem man både indadtil og udadtil kunne signalere, hvem man var. Den vestlige verdens kontakt til disse fremmede musikkulturer foregik bl.a. gennem musiketnologer, der med deres tunge oppakning på ryggen besøgte fremmede kulturer, og gennem optegnelser og skalanedskrivninger blev oplevelserne bragt tilbage til den vestlige verden. Også de omfattende koloniseringer rundt omkring i verden har været skelsættende i forhold til den vestlige verdens møde med de fremmede musikkulturer. Hvad der generelt er kendetegnende for disse musikalske/kulturelle møder, er dog, at både indsamlingen og måden at forholde sig hertil er foregået med den vestlige verdens skyklapper på. Dette skal forstås således, at den vestlige verden ikke kun har præget verdens magtfordeling gennem en omfattende imperialisme. Også på det musikalske plan har den vestlige verden forsøgt at dominere og har i forhold til musikforståelse overført de vestlige musikbegreber og anskuelsesmåder på den fremmede musik. Dette gav selvfølgelig til et meget forenklet og unuanceret billede af de fremmede musikformer, der oftest var baserede på helt anderledes forudsætninger. Konklusionen blev derfor også oftest, at den fremmede musik var primitiv og ikke ligeså sofistikeret og udviklet som den vestlige musikkultur. Synspunkter, der jo først og fremmest hvilede på misforståelse og manglende indsigt.
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 6 Musik-kolonisering Når kulturer på denne måde mødes, vil udfaldet også altid være, at det nye og fremmede både inspirerer og på forskellig vis påvirker de eksisterende musikformer. Den europæiske kunstmusik har optaget træk fra de fremmede musikformer og inkorporeret det i sin egen musik. For op igennem kolonitiden kom den fremmede musik samtidigt også til at repræsentere det mystiske og eksotiske. Det fremmede blev ligefrem moderne. Klassiske komponister såsom Mozart og Debussy indlagde træk og stemninger fra den mellemøstlige og asiatiske musik i deres egen musik. Ligeledes er de koloniserede landes musikformer blevet påvirket og ændret i mødet med den vesteuropæiske musik. Folkeslagene har nogle gange adopteret den europæiske musikform, mere eller mindre på deres egne præmisser. Musikformer har direkte blandet sig. Og til tider har den koloniserende magt også brugt musikalsk censur som magtmiddel. Ved at ulovliggøre de oprindelige musikformer har kolonimagten forsøgt at indføre sine egne kulturelle dagsordner. Den grønlandske musik er et typisk eksempel på, hvordan kolonitiden og globaliseringen har påvirket en musikkultur. Du kan læse mere om dette i den efterfølgende artikel. Mediernes rolle I dag blandes eller fusionerer musikformer med vidt forskellig etnisk, geografisk og musikalsk baggrund. I den vestlige verden inspirerer musikformer fra fjerne steder af kloden, og de inddrages i musikken i form af rytmer, toner eller instrumenter. Indisk musik inddrages i dance-musik, mellemøstlig musik blandes med vesteuropæisk rap og brasiliansk musik blandes med amerikansk jazzmusik. Det, der adskiller den moderne tidsalder fra tidligere tider, er først og fremmest det, at musikken i højere grad er blevet globaliseret. Nu kan vi på tværs af grænser og lange afstande afsøge og inspireres af musikformer, der tidligere ville have været fremmede. Det magthierarki, der tidligere placerede den vestlige musikkultur øverst, er blevet udfordret og til
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 7 dels også brudt. På nogle måder har mediernes udbredelse altså afskaffet den musikalske imperialisme, som der tidligere var tale om. Globaliseringen bevirker, at man som musikforbruger stifter bekendtskab med et utal af musikformer, der har rod både fjernt og nær. Og i kraft af denne globalisering er vores forestilling om musik også i højere grad blevet pluraliseret, dvs. flersidig og nuanceret. Man kan mene, at vi som musikforbrugere er blevet mere tolerante eller åbne overfor den musik, der tidligere ville have virket fremmed og underlig. Men er dette ikke også blot et forenklet billede? Måske har den imperialistiske magtkamp i stedet indtaget medierne. Hvor magtanvendelsen tidligere foregik gennem koloniseringen af landområder, foregår koloniseringen på det musikalske plan nu måske igennem medierne. Man kan f.eks. spørge sig selv, om verdensomspændende mediekanaler som MTV også er udtryk for en form for musikimperialisme indenfor popmusikken? Musik + globalisering = verdensmusik? Denne sammenblanding af musikkulturer lægges ofte ind under den samlende betegnelse verdensmusik. Det er en omgang blandede bolcher, der indeholder mange og vidt forskellige musikgenrer. Betegnelsen verdensmusik blev til i slutningen af 1980 erne, da pladeforhandlere i London havde problemer med at placere den stadig stigende mængde musik, som de modtog specielt fra afrikanske og sydamerikanske lande. Man kaldte musikken for Worldmusic, og denne bolchedåse er efterhånden blevet yderst omfattende og inkluderer musik lige fra jødisk klezmer til grønlandsk rap og igen til global beat. Betegnelsen verdensmusik dækker både de såkaldte rene, ikke-vestlige musikformer, der via medierne, musikerbesøg og pladedistribution er kommet til vesten. Samtidig lægges de musikfusionsformer, der er opstået i kølvandet af globaliseringen, også i ned den samme dåse med verdensmusik. Men hvor opstår forskellen mellem den musik, der benævnes verdensmusik, og den almindelige musik? Måske hviler betegnelsen i højere grad på nuanceforskelle end deciderede musikalske forskelle. Man kan sige, at i kraft af den
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 8 globalisering, som er allestedsnærværende også indenfor vestlige musikgenrer, der ikke falder ind under betegnelsen verdensmusik, har betegnelsen verdensmusik måske allerede udspillet sin rolle. Stort set ingen musikformer i det moderne samfund kan anses for at være rene eller være upåvirkede af andre musikformer fra andre steder i verden. Mediernes netværk er allestedsværende og -nærværende, og stort set ingen dele af verdens befolkning kan siges at være ude af kontakt med resten af verden. Man kan spørge sig selv, om betegnelsen verdensmusik i sig selv overhovedet er en brugbar term. Beskriver verdensmusik rent faktisk den pågældende musik, eller er betegnelsen i højere grad er blevet en rodekasse eller et forsuttet bolche, som efterhånden intet siger om det reelle musikalske indhold? Hvor går vi hen? Men hvor ender vi og musikken så henne i fremtiden? Man kan spørge sig selv, om hvor længe denne sammenblanding og gensidige inspiration vil forsætte. Bliver fremtidens musik bare én stor gryderet, hvor man ikke længere kan skelne mellem, hvad der er tomat og kylling, vestlig og ikke vestlig musik? Måske vil vi stadig forsøge at skelne konservativt mellem, hvad der er vestlig og ikke-vestlig musikkultur. Måske bevæger vi os igen tilbage til vores egne rødder og graver i vores forhistorie, vores folkemusik og gamle instrumenter, som det også tidligere er blevet gjort. Eller måske bliver det ikke længere vigtigt at vide, om musikken kommer fra Tunesien, Thule eller Tåstrup. Hvem ved kun fremtiden kan vise os, hvad musikkens veje vil bringe vores øre. Du kan læse mere om verdensmusik på: www.worldmusic.dk
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 9 Fra grønlandsk trommedans til grønlandsk rap Af Ulla Hahn Ranmar, Musikken i Skoletjenesten I denne artikel kan du kort læse om nogle af de musikformer, som op gennem tiden har eksisteret blandt den grønlandske befolkning. Nogle musikformer går helt tilbage til inuitternes livsformer, hvor kontakten med andre kulturer var meget stærkt begrænset. Mange andre er kommet til siden hen, først via koloniseringen og derefter den moderne globalisering. Den grønlandske mentalitet er på mange planer præget af en enestående åbenhed og fleksibilitet overfor det nye. Dette skinner også tydeligt igennem i den grønlandske befolknings tilgang til de musikformer, som efterhånden er kommet til udefra. Trommedansen Den grønlandske trommesang og -dans har tætte relationer til musikformer hos andre af de arktiske folkeslag. Trommesange er blevet brugt af åndemanerne ved ceremonier, men også som et underholdningselement ved samlinger. Det er den sidstnævnte funktion, som vi her dykker lidt ned i. Grundelementerne i inuitternes, de oprindelige grønlænderes, trommedans er stemme og tromme. Stemmen og sangen er det bærende element i musikken, og denne ledsages af trommespil og dans. Trommen består af en træramme, hvorover der er udspændt en isbjørneblære som trommeskind. Trommen kaldes qillat, og den anslås med en lille pind på rammen og altså ikke på skindet. I mange af sangene anvender sangeren kun få rigtige ord og iblander i stedet lyde og stavelser som elementer. Dansens bevægelser er både meget komplekse og meget individuelle. Sangeren står med let adskilte ben med trommen placeret oppe foran brystet. Herfra bevæger sangeren kroppen i rytmiske bevægelse, oftest opad og nedad.
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 10 Den grønlandske trommedanser kan være både mand og kvinde og optræder som udgangspunkt alene. Dog kan trommedansen også nogle gange være centrum for en venskabelig dyst, hvor sangerne udfordrer hinanden. Sangerens udholdenhed og sangens kompositoriske værdi er afgørende elementer i dysten. Gennem sangen gør sangerne nar ad hinanden og konkurrerer om publikums latter, som i sidste ende også afgør vinderen af dysten. Trommesangs-dysterne har til tider også været centrum for mere alvorlige uenigheder, hvor familier eller enkeltpersoner har haft et udestående med hinanden. Gennem trommedansen har samfundet kunnet finde en mere fredelig og dermed mere brugbar løsning på problemerne. Trommedansen havde først og fremmest en social funktion, som underholdning for de små inuit-samfund. Der var bygget særlige hytter af sne, de såkaldte qaggi, hvis formål var at rumme begivenheder som trommedansen. Da missionærerne kom til Vestgrønland i 1600-tallet, forbød de, som et led i deres missionærvirksomhed, trommedansen. De lærte i stedet inuitterne de kristne salmesange. Trommesangs-traditionen døde derved langsomt ud, undtaget i de allernordligste og østligste egne, hvor missionærer ikke vovede sig til. Her findes der stadig i dag ældre mennesker, som har lært trommesangens grundelementer fra deres forældre. Trommedansen har dog efterhånden også fået et nyt liv blandt den øvrige grønlandske befolkning. Som et udtryk for tendensen til at søge tilbage til rødderne arrangeres der til tider kurser i trommedans i de større grønlandske byer, og amatørteatergrupper optræder med trommedansen. Salmer Med missionærernes ankomst til Grønland i 1700-tallet kom både kristendommen og samlesangen til. Grønlænderne tog kirkesangen til sig og gav den efterhånden deres eget præg. Ved gudstjenesterne i nutidens kirker i Grønland synger menigheden stadig flerstemmige salmer. Flerstemmigheden med sin meget typisk grønlandske lyd opstår nærmest pr. automatik i menigheden.
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 11 Polka og europæisk folkemusik I 1700-tallet blev Grønland også besøgt af europæiske hvalfangere fra bl.a. Holland, Tyskland og Skotland, som bragte deres folkemusik-tradition med sig. Hermed blev både nye instrumenter, såsom harmonika og violin, og den europæiske polkarytme introduceret for de grønlandske fangere. Polkaen, kaldet kalatuut, tog grønlænderne hurtigt til sig og gav den et grønlandsk præg. Det er i høj grad en brugsmusik, som også den dag i dag flittigt hives frem til baller og festlige samlinger, kaldet dansemik. Vaigat-musikken Amerikanernes tilstedeværelse i bl.a. Thule har også haft indflydelse på det grønlandske musiklandskab. Via deres radiosendere udbredte amerikanerne musik i hele det arktiske område, og denne kunne selvfølgelig også høres på de grønlandske radiomodtagere. Heraf opstod vaigat-musikken, som ligger meget tæt op af den amerikanske countrymusik og stadig er meget populær til store fester og forsamlinger. Navnet vaigat-musik kommer af det grønlandske sund Vaigat, som ligger i nærheden af Jakobshavn og øen Disko i Vestgrønland. Moderne musikformer Efter 2. Verdenskrig gav den teknologiske udvikling efterhånden den grønlandske befolkning mulighed for at få kontakt til verden uden for Grønland. Via radio og siden hen tv hørte grønlænderne nu populærmusik fra både Danmark, USA, England og andre dele af den vestlige verden. Grønlænderne begyndte også selv at lave populærmusik, dog var musikken i de første årtier meget præget af efterligninger. Efterhånden voksede der en både politisk orienteret og veluddannet ungdom frem i 1970 ernes Grønland. Oprør og løsrivelsestanker en reaktion imod den danisering, som prægede det grønlandske samfund var vigtige budskaber i musikken. Sociale problemer og frustrationer fik en central placering i de oftest socialistiske sangtekster. Samtidigt blev den grønlandske identitet vigtigere og vigtigere. Musikken fik et mere grønlandsk præg, der blev
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 12 sunget på grønlandsk, og inuitternes trommesange blev inddraget. Denne periodes største band var rockbandet Sume. Medlemmerne i Sume var netop et eksempel på den nye intellektuelle grønlandske ungdom, som søgte indad imod de grønlandske idéer, men samtidigt fandt musikalsk inspiration udefra. For eksempel krydrede bandets to forsangere Malik Høegh og Per Berthelsen (far til Julie Berthelsen) sangteksterne med en tostemmig vokal hentet fra den grønlandske salmesang. Den musikalske kvalitet var høj, og Sume opnåede da også stor opmærksomhed uden for Grønland, ikke mindst i Danmark. I Grønland blev bandets første pladeudgivelse fra 1973 købt af ca. 20% af den samlede grønlandske befolkning. Et ret imponerende salgstal, som næppe nogen anden har gjort dem efter. Med Sume var udgangspunktet for et aktivt, grønlandsk rockmiljø også blevet lagt, og mange nye navne kom til. Etableringen af pladeselskabet ULO gjorde også, at den grønlandske musik kunne produceres under tidssvarende forhold på grønlandsk jord. I samme periode udkom den grønlandske folkesanger Rasmus Lyberths første plade. Gennem sin musik forstod han at formulere en inderlighed og intensitet, som talte til det grønlandske hjerte. Han har efterhånden opnået status som grønlandsk nationalskjald, både i Grønland og her i Danmark. I 1980 erne og 90 erne forsatte den grønlandske musikscene med at udvide sig. Stilarterne ekspanderede, og kvaliteten forsatte med at øges. Både techno, heavy metal, hip hop og rap har fundet vej til det grønlandske musiklandskab. I 1995 udkom den første plade fra et grønlandsk hip-hop band. Bandet hedder Nuuk Posse og rapper om, hvordan det er at være inuit og drengerøv i den grønlandske hovedstad. Den grønlandske musik er på mange måder blevet en del af den globale landsby. Men forbindelsen til den oprindelige inuitkultur og den grønlandske mentalitet er ikke forsvundet. Sammenfaldene mellem den grønlandske trommedans og den nutidige grønlandske rap er
Rytmiske udspil - Aviaja Lumholt s. 13 heller ikke svære at få øje på. Begge musikformer har det verbale i centrum, og samtidigt skaber begge et rum, hvor humor, pralerier og verbal duellering kan erstatte slagsmål og vold. Læs mere: Det kan være svært at finde kilder til den grønlandske musik. Et godt udgangspunkt er dog følgende artikel: Polar pop og inuit rock, af Steen Deertz http://www.musikbibliotek.dk/7810 Hvis du vil vide mere om den grønlandske trommesang, er følgende bog et must: Trommesang-traditionen i Grønland, af H.C. Petersen og Michael Hauser, Forlaget Atuagkat 2006. Koncertrækken Rytmiske udspil er blevet til i et samarbejde mellem spillestederne Vega, Copenhagen JazzHouse og Pumpehuset samt Skoletjenesten/Musikken i Skoletjenesten.