Prædiken til 3. søndag efter trinitatis, Luk 15,1-10. 1. tekstrække

1 Grindsted Kirke Søndag d. 21. juni 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter trinitatis, Luk 15,1-10. 1. tekstrække Salmer DDS 753: Gud, du som lyset og dagen oplod Dåb: DDS 448,1-3 + 4-6: Fyldt af glæde over livets under DDS 597: Så vide om land, som sol monne gå - - - DDS 492: Guds igenfødte, ny-levende sjæle Altergang DDS 487: Nu fryde sig hver kristen mand DDS 345: Guds menighed er jordens største under Tekstlæsninger GT-læsning: Es 57,15-19 Dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. Jeg anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt. Jeg blev vred over deres syndige griskhed, jeg slog dem og skjulte mig i vrede; i frafald fulgte de den vej, de ville. Men jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile, jeg giver dem

2 trøst til gengæld. Hos de sørgende skaber jeg læbernes frugt: Fred, fred for den, der er langt borte, og for den, der er nær, siger Herren, og jeg helbreder dem. Epistel: 1 Pet 5,6-11 Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer. Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden. Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer. Magten er hans i al evighed! Amen. Prædiketekst: Luk 15,1-10 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde:»den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.«men han fortalte dem denne lignelse:»hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«prædiken Lige børn leger bedst, siger et ordsprog. Dermed menes, at vi har det bedst og kommer bedst overens med dem, som ligner os eller står lige med os. Og det gælder allerede fra børn. Børnene vælger legekammerater i samme alder, med samme interesser, samme grundlæggende syn på verden som dem selv. Og det fortsætter op i voksenårene og bliver måske endda tydeligere dér. Vi isolerer os i interessefællesskaber, trosfællesskaber, klubber, mødes med arbejdskolleger osv. for lige børn leger bedst! Det er en meget indgroet tankegang hos os. Hvis man bryder ud af det mønster, bliver man mødt med en masse hvorfor er. Hvorfor gør du ikke ligesom os? Hvorfor vil du ikke være sammen med os? Derfor bliver man

3 også hellere i det samme mønster, hvor man føler sig godt tilpas. Er der ingen lige børn i ens omgangskreds eller bare til en fest, så kan man føle sig fremmed. Vi kan også alle sammen tænke efter, hvor mange mennesker, af dem vi omgås, der er meget forskellige end os. Har vi venner, med hvem vi kun har det tilknytningspunkt, at vi begge er mennesker men ellers på alle andre områder er forskellige? Prøv at tælle efter, om du overhovedet har nogen. Jeg gætter på, at det er få. Hvordan ser den kristne menighed ud? Er det også lige børn? Hvor meget variation er der? Jeg har for nylig hørt et par interessante undersøgelser om det. Den ene peger på fordelingen af mennesker og på, at ensheden er slående. Langt størstedelen af den kristne menighed har nogenlunde samme økonomiske rammer, selvfølgelig med lidt variation. Der er nogenlunde samme mentalitet der er fx ikke mange eksperimenterende typer, hvad enten det gælder kunst, seksualitet, økonomi eller andet, kirken har ikke mange intellektuelle, ikke mange hjemløse og flygtninge, men mange i middelklassen. Politisk kunne det være sjovt at lave en exitpoll, for der ville sikkert også være noget enshed der. Vi glæder os over, at den kristne menighed hos os er stor og trofast, men det tyder på, at vi generelt har fat i en noget homogen skare af mennesker, og at vi derfor også frastøder andre typer. Det er nemlig en selvforstærkende tendens, for hvis gruppen er homogen, så er det vanskeligt at blive en del af, hvis man er anderledes. Vi spotter nemlig hurtigt, hvem der er anderledes. Jesus har sendt menigheden ud til alle folkeslag for at døbe og lære om hans kærlighed. Missionsbefalingen, som vi hørte ved dåben, hedder på engelsk The Great Commission, den store befaling eller udsendelse, og nogle peger på, at det nogle steder i stedet for the Great Commission er blevet til The Great Omission, den store udeladelse, den store frastødelse. Og vi bliver nødt til at spørge: Får vi virkelig signaleret, at evangeliet er for alle uden undtagelse? Alle sociale lag, alle typer af mennesker, og prioriterer vi tid med folk af andre typer end os?

4 Hvorfor er det relevant i dag? Jo, spørgsmålet var som nævnt i begyndelsen af gudstjenesten: Hvem vil Jesus gerne være sammen med? Hvilken menighed samler han omkring sig? De lignelser, Jesus fortæller, tager udgangspunkt i, at alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig i den gamle oversættelse af Bibelen stod der: de knurrede, hvordan det så har lydt og sagde:»den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.«der var en markant anderledes menighed, end farisæerne og de skriftkloge var vant til. De plejede at gå omkring som hanekyllinger i samfundet med næsen i sky, i lange kapper og fine klæder, og så afholdt de sig helt fra at beskæftige sig med de fattige, tolderne, synderne og dem, der er anderledes end dem. Her var der tale om en homogen gruppe. Men så kommer Jesus og tager imod alle dem, som de foragter og kritiserer dem for at distancere sig fra dem. Han går til tolderne og synderne, til kvinderne, til de prostituerede, de fattige, spedalske, blinde og lamme og han spiser sammen med dem. Det at spise sammen med mennesker signalerede noget meget tættere end hos os. At spise sammen med en anden betød, at man inviterede vedkommende ind i vennekreds. Derfor udvalgt man nøje, hvem man spiste sammen med. Det skulle helst være nogle på samme niveau som en selv og gerne højere, så man kunne kravle lidt op af stigen og sætte næsen endnu mere i sky. Jesus gik rundt mellem udskuddet, og de sagde: Hvad er det for en gruppe mennesker, han vil have med at gøre? Hvad er det for en menighed, han samler? Og fortæller han det udskud om Guds rige? Siger han ikke, at børnene hører hjemme i Guds rige? At alle er velkomne? At Guds rige er 1.000 gange større end de snævre rammer, vi har sat? Jo, det er nøjagtig hvad han gør. Skulle der være nogen grund til at tro, det er anderledes i dag? Nej, vi må ud med evangeliet til alle slags mennesker, og da har Gud brug for os alle sammen. Hører du Guds Great Commission? Kan vi strække hånden ud til andre end os selv med invitationen til Guds rige? I dag er der

5 fokus på flygtninge og nydanskere, og lad os strække hånden ud og hjælpe, hvor vi kan. Den anden undersøgelse, jeg gerne vil nævne, nu vi er inde på det med det kristne fællesskab, beskriver forskellige typer fællesskaber og deres indflydelse på dem, der er med i det. Vi kan let få skabt fællesskaber, som kan være trange at være i. Vi kan have et præstations-fællesskab. Det kan være ganske godt, man kan nå langt med stor dynamik, for man præsterer noget, og der kan være mange frivillige. Men det kan udvikle sig usundt på den måde, at man i fællesskabet skal præstere en bestemt måde at være menneske på. Man skal måske bidrage meget. Måske skal man helst være sjov for at være med. Undersøgelser viser, at der typisk er 2-3 i en skoleklasse, som har betegnelsen sjov. Man kan blive presset af at være den sjove eller at forsøge at blive den sjove, men andre falder igennem. Det kan også være andre præstationsforventninger, der gør, at fællesskabet bliver trangt på forskellighed. Der findes også idyl-fællesskaber. Det er et fællesskab, som altid taler om det, der er godt. Idyllen hersker i sådan et fællesskab. Men rundt omkring i krogene sidder mennesker, som har problemer. Men man kan ikke lægge det frem her, for idyllen hersker. Fællesskabet bliver trangt for sandhed. Man kan have et elendigheds-fællesskab. Jantelovens fællesskab, et trist fællesskab, som fungerer så længe man kan understrege, at vi ikke kan noget som helst. At være kristen er at have dårlig samvittighed eller: At være kristen er at have dårlig samvittighed over ikke at have dårlig samvittighed. Det er svært at være frivillig af frygt for, at andre siger: Han skal ikke tro, han er noget. Fællesskabet bliver trangt for tillid og nedbryder selvfølelsen. Dele af disse svagheder ved fællesskaber kommer vi aldrig fra, fordi vi selv er syndige mennesker, som let falder ned i det bekvemmelige. Det er dog godt at være opmærksom på disse typer af fællesskaber, for at komme ud over det værste skævheder i det og for selv at kunne være i det med frimodighed. For det er jo ikke meningen, at en eneste skal forlade det kristne fællesskab, og derfor må det ikke blive

6 trangt. Forældre kan gøre evangeliet trangt for børn, og vi kan presse hinanden ud af det kristne fællesskab. Her gælder det om at være opmærksom på det, der forener os for evangeliet forener os på en enestående måde, så Guds menighed er jordens største under! Jesus skærer igennem alt, hvad jeg tidligere har sagt med sine lignelser om Guds rige. Hvor markant, det har lydt, er svært at gengive, men vi gør forsøget. Der er tre lignelser i Luk 15, hvoraf vi har hørt de to. Lignelsen om det mistede får og den tabte drakme. Derefter kommer den velkendte lignelse om den fortabte søn. Hvorfor fortalte Jesus lignelser om det mistede, det tabte, det fortabte? Fordi det er sådan, vi er. Vi er som det mistede får. Jesus sammenligner os med får, der er kommet væk fra hyrden og ikke kan komme tilbage. Et får, der er kommet væk fra flokken, ejer ikke evnen til at komme tilbage. Det er hjælpeløst, og dets eneste chance er, at hyrden kommer og finder det. Selv når det er blevet fundet, kan det ikke følge hyrden og gå pænt bagefter, men vil hele tiden dreje af, hvis det ser en grøn plet græs. Der adskiller et får sig i forhold til en hund. En hund kan også komme væk fra sin ejer, men når den bliver fundet, går den lydigt med tilbage og følger lige i hælene på ham. Fåret drejer af, og det er ikke til at få med tilbage til de andre får. En fårehyrde, der senere blev præst, har fortalt, at der kun er en mulighed for at få det tilbage: Man må kaste fåret ned på jorden, overmande det og binde fødderne sammen to og to, så det ikke selv kan komme nogen vegne, og så bære det hjem på skulderen. Hvad betyder det i forhold til Guds rige, når Jesus sammenligner os med får? Jo, han vil sige så tydeligt som muligt, at vi for at leve i Guds rige, må acceptere at være hjælpeløse får, der altid er afhængige af hyrdens hjælp. Den kristne menighed er en forsamling af hjælpeløse får, der ikke selv har noget at bidrage med. Det var derfor, toldere og syndere befandt sig godt i Jesu selskab. Han tog imod dem. Han krævede ikke på forhånd, at de opførte sig på en bestemt måde, han så ikke efter, hvilken gruppe de hørte til, men ville redde alle ind i Guds rige.

7 Dette træk bliver helt tydeligt i den anden lignelse om de 10 drakmer. Her mister en kvinde én drakme enten en mønt eller et smykke, og hun sætter alt til side for at finde den ene, der er blevet væk. Og hun finder den. Hvad har drakmen gjort for at blive fundet? Ingenting. Den har ikke ligget og råbt om hjælp, men bliver bare fundet på samme måde, som Mingus i dag blev fundet og fik Guds rige ved dåben. Som hyrden holder hun en fest og sammenkalder nær og fjern for at tage del i festen. Vi kan spørge: Hvis man har 100 får og mister et, hvorfor lader man så de 99 i stikken for at finde det? Eller hvis man har 10 drakmer, så er det vel ikke så slemt at miste en? Jo, for Gud er hvert eneste menneske så værdifuldt, at han ikke vil miste én eneste. Hyrden satte alt til side for at finde den ene, der var blevet væk. Og hvordan gjorde han det? Ja, her kommer selve evangeliet tydeligst frem: Han gjorde det ved selv at blive et lam; Se, der er Guds lam, som bærer verdens synd, sagde Johannes Døberen om Jesus. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. v7 Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Jesus havde al guddomsherligheden og levede i det perfekte fællesskab med Gud, men han blev et offerlam for at bære vores synder på korset. Sådan gjorde den gode hyrde. Vi er får! Og måske kan det så blive tydeligt, hvad det betyder for det kristne fællesskab. Hvem vil Jesus være sammen med? Alle fårene! Farisæere kan ikke længere gå rundt som hanekyllinger med næsen i sky og foragte andre mennesker, for

8 vi er alle på samme plan. Ingen er større end andre, for enhver kristen er blevet reddet af Jesus uden at røre en finger. Vi har blot hørt det gode budskab. Guds menighed er jordens største under, skal vi synge til sidst i gudstjenesten. Og det er netop, hvad den er; jordens største under. Her mødes høj og lav, ung og gammel, spædbørn som Mingus og hele vejen op, mand og kvinde, alle nationaliteter alle har den samme frelser og er blevet reddet på samme måde af hyrden. Og sådan vil det være på den yderste dag, når Guds rige åbnes i fuldt flor. Så kommer menigheden af toldere og syndere, som bliver båret ind, en efter en. Og så bliver der glæde i himlen. Det bliver der allerede i dag, når vi hører evangeliet: Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig. Amen!