Historien om Rama Bind 2: Kapitel 19-32 Originaltitel: Ram Katha Rasavahini Af Sathya Sai Baba

Historien om Rama Bind 2: Kapitel 19-32 Originaltitel: Ram Katha Rasavahini Af Sathya Sai Baba Oversat af www.saibabapaadansk.dk

Hanuman omfavner sin elskede Rama Vi bør værne om Rama s gode og hæderlige navn, som vi værner om selve vort åndedrag. Historien om Rama Kapitel 23, afsnit 35 2 2

Forord (gentagelse fra bind 1) Historien om Rama, dette kildevæld af hellig sødme, har for millioner af mænd, kvinder og børn i mange århundreder været en bestandig kilde til trøst. Den har været til trøst, når de har været sorgfulde; den har givet dem livskraft, når de har været slået i gulvet af ubeslutsomhed; den har givet dem oplysning, når de har været forvirrede; den har været til inspiration i øjeblikke med modløshed og til vejledning, når de har været fanget i et dilemma. Historien om Rama er et intenst, menneskeligt drama, hvor Gud optræder i rollen som menneske. På verdens mægtige scene omgiver dette menneske sig med perfekte såvel som ufuldkomne mennesker; humane og inhumane mennesker udyrene og dæmonerne. Alt det gør Herren, for gennem forskrifter og eksempler at skænke os Den højeste Visdoms velsignelse. Det er en historie, der udspiller sig nænsomt og berører menneskene dybt i deres hjerter. Historien fremkalder en klar og let forståelig reaktion på det gribende; det der skaber medlidenhed; det triumferende; det der er tilbedelsesværdigt; det der skaber henrykkelse, og det der får os til at overgive os. Alt det der får os til at transformere os - fra dyr til menneske og fra menneske til det guddommelige, der er vores inderste kerne. Ingen anden beretning i menneskehedens historie har haft så stor en indvirkning på menneskets sind. Historien om Rama hæver sig over historiens milepæle og overskrider geografiens grænser. Den har formet og sublimeret generationers vaner og holdninger. Over store dele af kloden er Ramayanaen, Historien om Rama, blevet et helbredende blodlegeme i menneskehedens blodcirkulation. Historien har slået rod i folks samvittighed. Derved har den ansporet og tilskyndet dem til at bevæge sig hen ad sandhedens, retskaffenhedens, fredens og kærlighedens vej. Gennem legender, sagn, vuggeviser, myter, eventyr, dans og drama; gennem billedhuggerkunst, musik og kunstmaling; gennem ritualer, poesi og symboler er Rama blevet selve åndedrættet, lyksaligheden og skatten for utallige åndeligt søgende. Personerne i Historien om Rama opfordrer og inviterer de åndeligt søgende til at efterligne sig og til selv at ophøje sig. Personerne tilvejebringer lysende eksempler til efterfølgelse og eksempler på spændende oplevelser. De advarer de vankelmodige mod moralsk fordærv, voldshandlinger, stolthed og smålighed; gennem deres troskab og sjælsstyrke indgyder historiens personer de vankelmodige mod. Til ethvert sprog og til enhver dialekt, som menneskers tunger har udtænkt til brug for at udtrykke deres højeste ønsker, har Historien om Rama tilføjet en enestående opmuntrende liflighed og sødme. Sai Baba (Isa, Gud), hvis tanke er universet, hvis vilje er dets historie, er forfatteren, instruktøren, skuespilleren, tilskueren og anmelderen til det drama, der for evigt åbenbarer sig i tid og rum. Han har nu valgt selv at berette historien om denne ene, storslåede akt i dette mægtige drama. Denne akt hvori Han selv antog rollen som Rama. I skikkelse af Rama instruerede, inspirerede, oplivede, korrigerede, afhjalp, trøstede og opmuntrede Han de samtidige mennesker i Threta-tidsalderen (den anden af en cyklus på i alt fire tidsaldre). Som Sai Rama er Han nu engageret i den samme opgave. Historien om Rama er blevet bragt som afsnit i tidsskriftet Den tidløse Vognstyrer (originaltitel: Sanathana Sarathi ). Det meste af det læserne med begejstring har læst i disse afsnit, må have forekommet dem at være begivenheder og oplevelser fra Threta-tidsalderen og direkte råd til folk på Rama s tid i relation til samtidige problemer og vanskeligheder. Men når du læser disse sider, vil du som læser ofte blive behageligt overrasket over identiteten mellem Rama i Historien om Rama, og den Sai Rama, som du nu oplever. Videnskaben (science) har skabt et billede af Jorden som en indkapslet enhed, der kan lignes med et rumskib. Jorden bliver opfattet som et rumskib i hvilket menneskeheden er nødt til at udleve sin skæbne. Sai-ence er, som vi ved, hastigt i gang med at forme dette rumskib til kærlighedens lykkelige hjemsted. Denne bog må have været Sai Baba s vilje udtrykt som et 3 3

altafgørende universalmiddel til fjernelse af de sygdomme, der lægger hindringer i vejen for denne universelle kærlighed. Disse sygdomme er: Den syndige trang til sanselige glæder; den voksende uærbødighed over for ens forældre, lærere, de ældre, åndelige ledere og vejledere; den katastrofale overfladiskhed og respektløshed inden for sociale, ægteskabelige og familiemæssige forhold; den dæmoniske tillid til vold som et middel til at nå umoralske mål; den konstante parathed til godkendelse af terror og tortur som midler til at nå personlig og fælles vinding og fordel foruden mange andre ondskabsfuldheder. I Historien om Rama har Sai Rama, på sin egen enkle, liflige og opmuntrende måde, sammenfattet sit eget guddommelige virke som Rama! Hvor er vi heldige! At have denne guddommelige beretning i vore hænder; at kunne lade den prente sig dybt i vore hjerter. Måtte vi, gennem studiet af denne bog, blive omdannet til virkningsfulde og entusiastiske redskaber, der kan fuldende Hans mission: At forme menneskeheden til én familie og at få hver enkelt af os til at forstå Sai Rama som Sandheden; den eneste sandhed der eksisterer. Sai Baba har erklæret, at Han er den selv samme Rama, der er kommet til Jorden igen. Videre erklærer Baba, at Han søger efter sine fordums medarbejdere og arbejdere. Det gør Han for at tildele dem roller i sin nuværende mission, der går ud på at genoplive rigtig handling og føre mennesket til Fredens Tilflugtssted. Mens vi tænker dybt over denne første del af Historien om Rama, lad os da bede til, at også vi bliver tildelt roller, og måtte Han, som belønning, skænke os synet af dette Tilflugtssted. N. Kasturi Redaktør, Sanathana Sarathi 4 4

Den indre betydning (gentagelse fra bind 1) Rama er den, der bor i ethvert legeme. Han er Rama i hjertet; han er den evige lyksalighed i ethvert individ. Hans velsignelser, der med stor kraft springer fra denne indre kilde, kan skænke fred og lyksalighed. Han er selve legemliggørelsen af rigtig handling, af alle de moralske love og regler der holder menneskeheden sammen i kærlighed og enhed. Ramayanaen, Historien om Rama, lærer dig to lektier: Værdien af ikke-tilknytning og behovet for at blive bevidst om det guddommelige i alle væsener. At tro på Gud og at have ikketilknytning til verdslige anliggender er nøglerne til menneskelig befrielse. Giv afkald på sanseobjekterne, og du opnår Rama. Sita gav afkald på hovedstaden Ayodhya s luksustilværelse og kunne derfor i eksil-perioden være sammen med Rama. Da hun kastede lange blikke efter den gyldne hjort og higede efter den, mistede hun samværet med Rama. Forsagelse fører til glæde; tilknytning forårsager sorg. Vær i verden, men ikke af den. Rama s brødre, kammerater, ledsagere og samarbejdsmænd er hver især eksempler på personer, der er gennemtrængt af rigtig handling. Dasaratha (Rama s fader) er repræsentant for det, der slet og ret er fysisk; det der rummer de ti sanser. (De fem videnssanser og de fem handlingssanser). De tre kvaliteter - den sløvende kvalitet, den lidenskabelige kvalitet og den rene og gode kvalitet repræsenteres af de tre dronninger. Livets fire mål er de fire sønner. Lakshmana (Rama s broder) er intellektet; Sugriva (abe-konge og Vali s broder) er skelneevnen. Vali (abe-konge; broder til og fjende af Sugriva) er fortvivlelsen. Hanuman (halvt abe halvt menneske; stor hengiven af Rama) er legemliggørelse af mod. Broen er opført over illusionens hav. De tre dæmon-ledere, Ravana, Kumbhakarna og Vibhishana, er legemliggørelserne af henholdsvis den lidenskabelige kvalitet (Ravana), den sløvende kvalitet (Kumbhakarna) og den rene og gode kvalitet (Vibhishana). Sita (Rama s hustru) repræsenterer viden om Gud eller bevidstheden om Den universelle Absolutte, som det enkelte menneske er nødt til at erhverve sig og er nødt til at genvinde ved i livets smeltedigel at gennemgå møje og kvaler. Gør dit hjerte rent og stærkt, idet du tænker over Historien om Rama s storslåethed. Bliv grundfæstet i troen på, at Rama er din egen eksistens virkelighed. Baba 5 5

Indholdsfortegnelse Kapitel 19 Dandaka-skoven side 7 Kapitel 20 Panchavati side 15 Kapitel 21 Den listige skurk side 25 Kapitel 22 En forbundsfælle bliver accepteret side 40 Kapitel 23 En vellykket eftersøgning side 52 Kapitel 24 Lanka i brand side 64 Kapitel 25 Broen side 75 Kapitel 26 Belejringen side 87 Kapitel 27 Den nedre region side 99 Kapitel 28 Ti hoveder ruller side 105 Kapitel 29 Lykkelige Ayodhya side 114 Kapitel 30 Kroningen side 118 Kapitel 31 Sita s landsforvisning side 128 Kapitel 32 Dramaets afslutning side 139 Ordliste side 141 6 6

Kapitel 19 Dandaka-skoven 19.1. I konstant kontemplation på Rama tilbragte Bharatha således sine dage i Nandigrami (landsbyen lidt uden for Ayodhya, hvor Bharatha havde slået sig ned i Rama s eksilperiode). Imens priste Sita, Rama og Lakshmana langt derfra i skoven på Chitrakuta bjerget hans hengivenhed og fornemmelse for pligttroskab. Der, i deres fredfyldte og stille hjem i skoven, var de lykkelige. En dag forsøgte en tåbelig mand ved navn Jayantha at måle Rama s mod. En spekulation, der er ligeså tåbelig og selvmorderisk som en myres forsøg på at finde ud af havets dybde! 19.2. Tilskyndet af ren og skær drillelyst omdannede Jayantha sig selv til en krage. Den fløj hen til Sita, der sad ved siden af Rama fordybet i beskuelse af sceneriet, der lå spredt ud for deres øjne. Med sit skarpe næb pikkede og hakkede kragen i hendes sarte fodsål. Det forårsagede, at blod piblede fra såret. Da Rama så blodet pible ud af såret, rev han noget tørt græs af og smed det efter kragen. 19.3. Rama vil aldrig skade nogen, der ikke har forvoldt skade. Men når det er nødvendigt, og når det skal gøres, vil selv Rahu sluge Månen, er det ikke sandt? (Rahu er en dæmon og dæmonens Kethu s stedbroder. De er også begge ugunstige planeter; en måneformørkelse er det fænomen, der viser Rahu, 'der sluger Månen'). Det samme gælder for Rama. Han vil aldrig skade en uskyldig. Men disse græsstrå forvandlede sig til en vældig flamme og fløj hen mod Jayantha. Da han flygtede, jagtede flammen ham ubønhørligt, hvorhen han fløj. Hjælpeløs og bange vendte kragen tilbage til sin oprindelige skikkelse, og Jayantha kastede sig for Rama s fødder og bønfaldt om hjælp. Guden Indra fik kendskab til, at den formastelige var han egen søn. Også Indra angrede sin søns skamløshed og uærbødighed. 19.4. Jayantha knælede foran Rama og bad om nåde. Han sagde: Jeg er en tåbe. Jeg var ikke bevidst om usselheden i min handling. Frels mig fra din vrede; frels mig fra denne ild. 19.5. Rama forbarmede sig over den usle fyr, der på denne måde havde ydmyget sig selv. Han fratog ham synet på det ene øje og sendte ham af sted i live som et enøjet individ. Rama ophævede virkningen af det græs, der var blevet til et ild-missil, og græsset genvandt sin oprindelige natur. Jayantha var taknemmelig over, at han var sluppet med blot en symbolsk straf for den afskyelige forbrydelse, han havde begået. I lang tid boede han på Chitrakutabjerget, hvor Sita, Rama og Lakshmana havde taget ophold. En dag, det var den tiende dag i Margasira s månedens lyse halvdel (en måned der falder i perioden november-december), beordrede Rama Jayantha at forlade sit nuværende levested og drage sydpå. 19.6. Sita, Rama og Lakshmana forlod også Chitrakuta, og de kom til den store vismand Athri s ashram. Gennem sine disciple fik vismanden på forhånd kendskab til Rama s intention om at besøge hans fristed, hans retrætested. Så da Rama nærmede sig ashrammen, gik Athri langt ud ad skovstien for at byde Rama, Sita og Lakshmana velkommen. Athri blev så overvældet af glæde over dette tegn på nåde, at han i sin begejstring græd voldsomt. Han erklærede, at dette besøg betød, at han havde nået sit livs højeste mål. Han sagde, at med dette besøg havde hans asketiske levevis endeligt båret frugt. Den aften samlede vismanden Athri sine disciple, og han placerede Rama på den fornemmeste plads foran hele forsamlingen. I mellemtiden havde vismandens gemalinde, Anasuya, opvartet Sita, og hun havde også sørget for at bringe Sita hen til forsamlingen. Over for alle de tilstedeværende beskrev Athri nu begivenhedens hellighed. Ligeledes beskrev han Rama s, Sita s og Lakshmana s kraft og evner samt de guddommelige kræfter, der havde ladet sig inkarnere som disse tre skikkelser. Anasuya priste også Sita s dyder og gav hende hellige råd vedrørende kvinders pligter og de idealer, som de altid skal holde sig for øje. Sita talte om den kendsgerning, at alle individer, 7 7

alle væsener og alle skabninger har det feminine princip uløseligt forbundet med deres sammensætning. Hun fortalte endvidere, at skønt der er maskuline og feminine roller, der bliver spillet på verdens scene, så er alle eksistenser grundliggende feminine med hensyn til styrke, følelser og holdninger. Hun sagde, at hendes Herre, Rama, er inkarnationen af det eneste maskuline princip i universet. I ham, sagde hun, er der intet spor af dualisme; af mit og dit, af sorg og glæde. Han er legemliggørelsen af frygtløshed; han er den personificerede styrke og kraft. Det evigt maskuline har giftet sig med det evigt feminine. Skønt naturen forekommer mangfoldig og forskelligartet, er den i virkeligheden én udifferentieret enhed. Således åbenbarede Sita sandheden om det at forene sindet med Den guddommelige Gnist (også kaldet Rama-princippet den tiltrækning der får universet til at eksistere og fungere) for Anasuya, vismanden Athri s gemalinde. 19.7. Rama, Sita og Lakshmana tilbragte en meget lykkelig tid i vismanden Athri s ashram. De gav ashrammens beboere og disciple gode råd om forskellige problemer vedrørende rigtig handling. Efter at have taget afsked med vismanden genoptog de deres rejse gennem junglen. Ashrammens indbyggere græd sorgens tårer, da de skiltes fra det lille selskab. På trods af deres inderlige ønske om at ledsage Rama på hans skovtilværelses efterfølgende etaper, var de nødt til at blive tilbage og genoptage den livsform, til hvilken de havde dedikeret deres liv. Hjælpeløse var de nødt til at være vidne til deres hjertes guddommelige herres afrejse. 19.8. Junglen genlød af rasende brøl fra vilde dyr, der vandrede omkring i søgen efter bytte. Fugle med mangfoldige fjerdragter sang melodiøst i træerne. Hver enkelt fugl havde sin egen skønhed og sang. Deres kurre, sang og skrig var balsam for øret. Det forekom, som var de tre kommet ind i en ny verden af frydefulde sanseindtryk. Mens de drog gennem dette fantastiske og storslåede område, fik de pludselig øje på en vidunderlig ashram. I dens centrum lå et malerisk tempel. Lakshmana gik forrest og ryddede sporet ved at fjerne buskadset, der stod i vejen. Han knækkede de tornede slyngplanter, der hang over deres hoveder og truede med at skade de vejfarende. Rama og Sita kunne gå sikkert langs det spor, han ryddede. Da de kom til ashrammens område, åbenbarede en henrivende have sig for deres øjne. Haven var velplejet, og den blev tydeligvis passet i kærlighed. Frugttræer og blomstrende træer skød smukt op af jorden og stod med deres henrivende skønhedskroner. Grenene hang mod jorden under vægten af modne, saftige frugter. Sita blev opfyldt af glæde; hun glemte al sin udmattelse; hun var helt fortabt i den himmelske fred og glæde, som hun var trådt ind i. Hun gik bag Rama, idet hun nød den frydefulde fornemmelse, hun fik af naturen, der omgav hende. Da nogle beboere bemærkede, at de tre nærmede sig, skyndte de sig hen til deres guru. Denne skyndte sig ud til ashrammens hovedport for at byde Rama, Sita og Lakshmana velkommen. Gæsterne mødte en gæstfrihed, der fuldt ud levede op til deres status. De blev budt inden for og fik kølige, forfriskende drikke. Lækre frugter og rodfrugter blev placeret foran dem. Gæsterne accepterede opvartningen og hilste den med stor fornøjelse velkommen. De spiste det enkle måltid. Om aftenen badede de og udførte de foreskrevne ritualer. Rama talte til ashrammens beboere om den ideelle måde at opføre sig på. Han gav dem tilladelse til at stille spørgsmål vedrørende tvivl, der forvirrede dem, samt spørgsmål om de indviklede og vanskelige problemstillinger, der dukker op i forbindelse med fortolkningen af de hellige skrifter. Fulde af begejstring bød beboerne denne mulighed velkommen. I enkle og dækkende vendinger kom Rama med overbevisende og tydelige forklaringer. Ashrammens beboere oplevede uden tvivl selve Himlen på Jorden. Indbyrdes talte de med stor glæde om, at Rama s tilstedeværelse var en ligeså ophøjet oplevelse som kontakten med selve Gud i Himlen. 19.9. Da daggryet brød frem, badede Rama, Sita og Lakshmana og gennemførte deres tidlige ritualer. På trods af ashrammens beboeres klagende bønner begyndte de deres videre rejse, idet de gik i rette med dem og forklarede dem, at de ikke skulle stå i vejen for, at de opfyldte deres højtidelige løfter og beslutninger. De fortalte, at de havde besluttet sig for ikke at opholde sig i nogen ashram eller noget andet sted i mere end én enkelt nat. 8 8

19.10. Da de genoptog deres rejse og drog gennem skoven, dukkede en skrækindjagende skikkelse pludselig frem. Det var det rædsomme uhyre, Viradha, der nu truende for frem mod dem. Sita blev naturligvis forskrækket og bange over at se dette genfærd. Snart genvandt hun dog modet, da hun kom i tanke om, at når hun havde Løven Rama til at beskytte sig, så havde hun ingen grund til at være bange for den svage fyr, der havde vist sig! Lad uhyret blot brøle det bedste, det har lært, trøstede hun sig. Hun stod bag Rama og iagttog begivenhedernes gang. Fra sin bue skød Lakshmana en skarp pil mod uhyret. Snart regnede det ned over uhyret med missiler fra hans bue. Da uhyret blev såret af pilene, forvandlede Viradha sig til et flammende raseri af vrede. Dette væsen, der fremstod som selve legemliggørelsen af død og tilintetgørelse, kastede sig nu over Lakshmana. Rama så, at hans broder var ved at blive udmattet af kampen. Han satte derfor en pil med en halvmåneformet spids på sin frygtindbydende bue og skød den mod uhyret. Pilen smadrede den tregrenede fork, som uhyret svingede med, i småstykker. Herefter skar pilen uhyrets hoved af. I netop det øjeblik dukkede en lysende, himmelsk skikkelse frem fra det faldne lig! 19.11. Som en konsekvens af en forbandelse, som han havde påkaldt sig selv fra sin guddommelige herre, Kubera (rigdommens Gud), var Viradha blevet født som et uhyre på Jorden. Viradha var én blandt en gruppe himmelske engle, (himmelske musikere; en klasse af halvguder), der tjente Kubera. Senere havde Kubera fået medlidenhed med ham og erklæret, at Viradha s dæmoniske forløb ville slutte i selv samme øjeblik, han mødte sin død gennem en pil fra Rama s bue. Det blev ham fortalt, at han derefter kunne vende tilbage som himmelsk engel og leve i Kubera s nærvær. Så den himmelske engel faldt for sin frelsers fødder og priste ham derved til skyerne, inden han drog til sin varige bolig. 19.12. Rama begravede uhyrets kolossale legeme. Han gennemførte også de ritualer, der er foreskrevet en sådan afskaffelse af et legeme. Netop da faldt der en byge over stedet. Det var, som om guderne oven over græd glædestårer over den medfølelse, som Rama udviste. 19.12. Dernæst kom Rama til vismanden Sarabhanga s berømte ashram. Selv inden Rama nærmede sig ashrammen, talte asketerne og de hellige mænd indbyrdes om de ødelæggelser, der blev forårsaget af dæmonkongen Ravana s fjendtlige overfald. Da Rama, Sita og Lakshmana dukkede op midt i deres samtale vedrørende dette emne, forstod de formålet med gæsternes besøg, og med sig selv vidste de, at deres frygt snart ville ophøre. Da vismanden Sarabhanga så Rama s guddommelige og henrivende skikkelse, kunne han næppe tro sine egne øjne. Han tvivlede på, om det var en drøm, en illusion eller en besynderlig oplevelse forårsaget af en form for meditativt vanvid. Men snart forstod han ægtheden af sin gode skæbne. Han blev overvældet af begejstring over at nå det mål, han så længe havde stræbt efter. Han vidste, at hans asketiske levevis endelig var blevet velsignet med hans inderligste længslers virkeliggørelse. Den gæstfrihed han tilbød dem, var overstrømmende. 19.14. Af et godt hjerte priste han Rama. Rama! Du er Den himmelske Svane (skelneevne), der majestætisk bevæger sig på de vande, der fylder vismænds sind. Åh! I dag har jeg virkeliggjort livets mål, sagde han. Rama! Jeg er ikke bevidst om nogen åndelig disciplin, der er værdig til dette navn. Det er udelukkende muligt for mig at nå dig gennem én vej; kærlighedens vej. Nu har mine øjne set dig; de behøver ikke at se andet. Du har givet dit ord på, at du vil opfylde alle vismænds ønsker. Godt. Nu må du stå ved dit ord. Mit ønske er følgende: Indtil mit åndedrag forlader denne krop, skal du være foran mig i denne særdeles henrivende skikkelse. Endnu mens mit blik er fæstnet på dig, ønsker jeg at befri mig for denne krop. Således lød hans indtrængende bøn. 19.15. I løbet af et øjeblik blev et ligbål stablet op. Vismanden steg op på det. Med Sarabhanga siddende ubekymret på toppen af det blev bålet antændt. Hans øjne skinnede af glæde ved begejstringen over at se på Rama. Øjenlågene end ikke sitrede; hans blik veg ikke. Med Rama s, Sita s og Lakshmana s skikkelser printet i sit hjerte, reducerede Sarabhanga sit legeme til en håndfuld aske. Hans hjertes rolige, blå vande genspejlede Rama s blå skikkelse, 9 9

som han havde elsket og forgudet til sit sidste åndedrag. Hans sjæl smeltede sammen med det universelle, der lå foran ham. 19.16. Selv om ashrammens beboere i første omgang sørgede over deres gurus og herres afgang, erkendte de snart, at han havde haft det enestående held at få denne sjældne velsignelse. Gud var selv kommet i menneskelig skikkelse og havde velsignet Sarabhanga, idet denne blev forenet med Gud i Hans storslåethed og herlighed. De følte, at de også havde fået del i denne nådegave. De elskede og forgudede Rama og priste ham på forskellige måder. De råbte: Hil! Sejr! Sejr!, og tog deres herres aske, og i ærbødig taknemmelighed smurte de den på deres pande. 19.17. Nyheden om Sarabhanga s ofring af sig selv spredtes snart fra hans ashram og ud til beboerne i andre ashrammer. De knælede for Rama s fødder og priste ham for hans medfølende mission. Herre! Hvor var Sarabhanga heldig, udbrød de. De fortsatte: Mangen en vismand er blevet offer for den grådige brutalitet, der udøves af områdets dæmoniske stamme. Men Sarabhanga blev velsignet af Herren selv. Han ofrede sit legeme og sit liv til Herren. Herre! Frels os fra disse grådige og glubske fjender. Lad os gøre fremskridt med vore åndelige øvelser uden at blive udsat for disse dæmoniske overfald. Og Herre, lad os til slut blive velsignet med den frugt, vi stræber efter: At se dig for vores blik. Således bønfaldt de inderligt. 19.18. Nu trådte en vismand ved navn Sutheekshna frem og knælede for Rama. Han var disciple af den navnkundige Agastya (vismand og forfatter til flere vediske hymner). Sutheekshna var en uforlignelig hengiven, og hans sind var gennemtrængt af kærlighed til Rama. Han havde en urokkelig tro på, at Gud alene kan nås gennem kærlighed. I sit sind kunne han ikke forestille sig et andet billede af Guds fysiske form end Rama. Uden at blinke med øjnene stirrede han på Rama. Selv ikke det korteste øjeblik ønskede han, skulle gå til spilde. Ved synet af Rama smeltede vismandens hjerte af ren og skær tilbedelse. 19.19. Sutheekshna sagde: Herre! Er du draget så langt ind i dette område blot for at velsigne mig? Kan du ikke forene mig med den kærlighed, som du er? Når du nu er kommet til Jorden i denne synlige skikkelse, ønsker du så stadig, at jeg skal tilbede dig som Den formløse Absolutte? Nej, jeg elsker denne form og dette navn. Jeg kender hverken til ritualer eller ceremonier. Det eneste jeg ved, er at du, der er kærlighedens legemliggørelse, kan nås gennem kærlighed. Det eneste af værdi, som jeg har akkumuleret, er inderlig længsel. Det er den eneste askese, jeg har underkastet mig; den eneste askese, jeg har pålagt mig selv. Fortæl mig, er det ikke nok? Oh, du Frelser fra kvalerne ved fødsel og død! Ingen form for tilbedelse er så effektiv som gennem kærlighed at tjene Herren, er det ikke sandt? Er der noget, der kan skænke større glæde end at synge til din pris, meditere på din kærlighed og i denne proces at opnå usigelig lyksalighed?, spurgte han. Ubevidst om hvor han var, og hvad han foretog sig, dansede Sutheekshna omkring. Tårer flød i strømme ned ad hans kinder. For alle, der ikke kunne vurdere den indre glæde, som han oplevede, forekom han at være vanvittig. Rama kendte tilskyndelsen og driften i vismanden; han trak ham tæt ind til sig og omfavnede ham på den kærligste måde. For at bringe ham tilbage til bevidstheden om sine omgivelser talte Rama blidt og kærligt til ham. Mens Rama holdt hans hænder, sank den store vismand hen i den højeste, fuldstændige sindsligevægt. Han blev som en dukke; ubevægelig og urokkelig. Rama bragte ham tilbage til bevidsthed. Så snart vismanden kom til bevidsthed, kastede han sig for Rama s fødder. 19.20. Mens vismanden lå udstrakt på jorden, løftede han sine hænder op over sit hoved, og idet han i tilbedelse samlede sine håndflader, udtrykte han sin glæde og frydede sig derved. Han sagde: Herre! Du er den kæmpebrand, der tilintetgør Vildfarelsens Skov, i hvilken mennesket er faret vild. Du er Solen, der gør det muligt for lotusblomsten i gode menneskers hjerter at blomstre smukt og velduftende. Du er De vilde dyrs Konge, der er kommet for at tilintetgøre de dæmoniske elefanters afkom. Du er Ørnen, der er kommet for at jage og dræbe 10 10

fuglen, der i en tilbagevendende cyklus af glæde og sorg flyver ind i fødslen og flyver ud ved døden. Herre! Dine øjne er lige så henrivende som lotusblomster; mine to øjne kan opsuge din strålende skikkelses skønhed. Du er Månen, der spreder køligt lys for at behage de tæt knyttede chakora fugle - nemlig Sita s øjne. Som Den himmelske Svane svømmer du lykkeligt i de fredfyldte søer, der skinner i vismændenes hjerter. Du er fuglen, Garuda (himmelsk fugl; hvidbrystet ørn; den fjerprydede races konge; Herren Vishnu s transportmiddel), der jager og tilintetgør slangerne, der formerer sig i tvivlernes og de ikke troendes sind. Al grusomhed, forvirring og ulykke vil blive brændt bort, når et kort blik fra dine øjne falder på dem. På denne og andre måder priste Sutheekshna Rama, og han opnåede stor glæde ved at få denne mulighed. Han benyttede sig også af chancen for at stirre ufravendt på Herren og få hans billede printet i sit hjerte. Han var ikke bevidst om tidens gang eller om kroppens behov. Han blinkede ikke én gang i den tid, han så på og drak store slurke af Rama s herlighed. 19.21. Rama så på ham et stykke tid, så lagde han sine hænder på vismandens skuldre og løftede ham op. Han sagde: Sutheekshna! Du besidder alle ønskværdige dyder. Spørg mig, om hvad du måtte ønske, og jeg vil velsigne dig med det, du ønsker. Vismanden svarede: Oh, du de fortvivledes ven og slægtning! Mit ønske er følgende: Tag altid ophold i mit hjertes dyb sammen med Sita og Lakshmana. Rama sagde: Lad det ske. Så med vismanden som ledsager gik Rama af sted mod Agastya s ashram; Sita og Lakshmana fulgte ham. 19.22. Et kort stykke vej senere hørte de en flods brusen. Da de gik mod lyden og nærmede sig floden, kunne de se en bjergtinde ved siden af den strømmende flod. Midt på bjergsiden var der anlagt smukke blomsterhaver. Som en lotusblomst, der stråler midt i en sø, kunne de se Agastya s bedårende ashram på et tæppe af duftende blomster. 19.23. Ord kan ikke på en dækkende måde beskrive dette sceneris udsøgte og intense beskaffenhed. I et kort øjeblik stod Rama, Sita og Lakshmana som forstenede over synet af denne fascinerende pragt. Atmosfæren var i den grad åndelig. Her så de dyr, der ifølge deres natur er hinandens fjerner, lege og bo sammen. Der var dyr, der lever i vandet, og dyr, der lever på land. Der var alle former for vilde dyr og fugle. På flodbredden kunne de se adskillelige hellige mænd og asketer sidde fordybet i meditation. 19.24. Da de var tæt på ashrammen, løb Sutheekshna i forvejen for at overbringe sin herre nyheden. Han knælede for Agastya og sagde: Oh store lærer! Oh legemliggørelse af barmhjertighed! Ayodhya s prins, selve opretholderen af dette univers, er netop trådt ind i vor ashram sammen med Sita og Lakshmana. Den selv samme person, som du, uden hensyn til om det er nat eller dag, gennem åndelige discipliner i årenes løb har søgt at kende og visualisere. Han er kommet til dig; han er kommet dig nær. Hvilken storslået dag det er! Hvor er vi heldige! Sutheekshna tabte helt fatningen og blev opfyldt af en umådelig begejstring. 19.25. Da Agastya hørte dette, rejste han sig hurtigt fra sit sæde. Hastigt gik han ud på den åbne plads. Han så de tre komme hen mod sig. Tårer strømmede frit fra hans øjne. Han løb hen imod dem, idet han råbte: Herre! Herre! Han trykkede Rama mod sit bryst; han havde ikke i sinde at slippe Rama fri for sin omfavnelse. Vismanden stod med sine arme rundt om Rama; som en slyngplante klynger sig til en træstamme, klyngede han sig til ham. 19.26. Da Agastya førte Rama, Sita og Lakshmana ind i sin eneboerhytte, var han ikke i stand til at rumme den glæde, der vældede op i hans indre. Han inviterede dem til at hvile sig på ophøjede pladser. Han fik bragt frugter og søde rodfrugter, og disse tilbød han som måltid. Herefter forespurgte han om den rejse, de havde foretaget. Da Rama besvarede hans spørgsmål, lyttede Agastya med stor fryd og lukkede øjne. Glædestårer strømmede ned ad hans kinder. Et lykkeligt smil dukkede frem på hans ansigt. Endelig talte vismanden: Herre! Jeg er overbevist om, at der ikke eksisterer noget menneske, der er mere velsignet end jeg. Selve Herren Narayana er kommet til mig. Han opholder sig i min hytte! Er det sandt? Er det 11 11

en drøm? Nej, det er tydeligvis en sand oplevelse. Ved hjælp af taknemmelige og andægtige ord gav han udtryk for sin taknemmelighed. 19.27. Rama sagde: Oh konge blandt munke! Jeg har intet at skjule for dig. Du kender alt for godt årsagen til, at jeg er kommet ind i skoven. Fortæl mig, hvordan jeg kan tilintetgøre de dæmoniske personers afkom, der lægger hindringer i vejen for vismændenes og de hellige mænds askese. Fortæl mig, hvordan jeg kan beskytte og sikre Guds pligttro tjenere fra farer. Jeg skal handle i overensstemmelse dermed; jeg afventer dit råd. I den kolde vintersæson svinder lotusblomster ind og dør. Sæsonen, hvor dæmonerne svinder ind og dør, er kommet. 19.28. Da Agastya hørte Rama s ord, smilede han. Han svarede: Herre! Du er alvidende. Jeg ved ikke, hvorfor du spørger mig om, hvad du skal gøre. Jeg er ude af stand til at afgøre, om du velsigner eller tester mig. Ikke desto mindre er jeg på grund af konsekvensen af din nåde, den nåde der består i, at jeg har set dig, rørt dig og talt med dig, og som du lige har velsignet mig med, i stand til at forstå dit spørgsmåls betydning. Det er også din nåde. Illusionen, der er din skabelse og din dukke, din slave der ligger ved dine fødder, er altid opmærksom på den mindste hævelse af dine øjenbryn, så den kan udføre dine befalinger. Ved hjælp af de evner, du har udstyret illusionen med, skaber den alle eksistenser på Jorden og i Himlen. 19.29. Din illusion er ikke til at besejre. Uden ende plager og forstyrrer den alle væsener, altså dem der bliver offer for dens rænkespil. Det er en sandhed, alle kender til. Din illusion, din vildfarelse, er som figentræet, der spreder sig vidt og bredt; planeterne i kosmos er som dette træs frugter; de væsener og de ting, der eksisterer i dette kosmos, er som ormene og larverne, der kryber rundt inde i frugten. Udefra ser frugten måske dejligt ud, men når den bliver skåret igennem, kan man se hundredvis af orme, der snor og vrider sig indeni. 19.30. De, der er knyttet til denne ydre verden og dens flygtige skatte, er bange for dig, efter som du, i din fremtoning som tid, forårsager ubønhørlig ødelæggelse af deres planer. Kosmos selv er et udtryk for din virkelighed. Rama! Du bliver tilbedt og forgudet af alle verdener. Præcist som et almindeligt menneske beder du mig om vejledning. Du hylder mig, som mennesker gør det. Det får mig til at le. Nu er jeg ikke bekymret for noget som helst. Jeg ønsker, at du sammen med Sita og Lakshmana bliver her i denne hytte. Det er mit eneste ønske. Jeg foretrækker til hver en tid at tilbede Gud med form frem for Det formløse guddommelige Princip. Det er, hvad jeg tror på, og det er, hvad jeg underviser i. Det er mit ideal, mit foretrukne mål, min stræben. 19.31. Derfor beder jeg dig opfylde dette ønske. Det er en af dine lege at ophøje dine tjenere og selv glide i baggrunden, som om du ikke har noget med noget at gøre, og som om du er uvidende om alting! Men lad være med at ophøje mig. Bed mig ikke om vejledning. Min pligt er at gå ind på at acceptere dine ønsker og følge i dine fodspor. Fader! Lok mig ikke ind i din illusion, og nar mig ikke ind i min egen egoisme ved at gøre mig til målet for din leg. 19.32. Til det sagde Rama: Oh ærværdige vismand! Du kender dette område godt. Så hvad kan det skade, hvis du fortæller mig, hvilket sted jeg bør vælge til mit opholdssted? Det er, hvad alle og enhver ville forvente af dig, er det ikke? Agastya svarede: Herre! Eftersom du har befalet mig, vil jeg adlyde og svare. Meget tæt på dette sted flyder den hellige flod Godavari. Siden tidernes morgen har denne storslåede flod flydt uforstyrret. Stødende op til floden ligger Dandaka-skoven. Når du helliggør den ved at tage ophold i den, vil du skænke tilfredshed og lykke til de hellige mænd og vismænd, der bor i denne skov. For dette skovområde og dets beskyttende hersker har fået nedkaldt en forbandelse over sig, og de er konstant hjemsøgt og plaget af den. 19.33. Her afbrød Rama vismanden med ordene: Mester! Sita er ivrig efter at kende historien om den forbandelse. Fortæl os om den i detaljer. Agastya gennemskuede denne anmodning, og derfor tiltalte han Rama på følgende måde: Oh, Instruktøren af det evige Spil. Vismanden 12 12

fortsatte: Der var engang en hungersnød, der hærgede området omkring Panchavati (et sted på Godavari-flodens sydlige bred; stedet fik sit navn på grund af de fem banyan-træer, der stod i en cirkel). Alle de hellige mænd og asketer, der boede der, søgte tilflugt i vismanden Gouthama s ashram. Gennem de kræfter, han havde erhvervet som et resultat af sin spartanske levevis, gav han dem alt, hvad de havde behov for! Da hungersnøden var forbi, besluttede de hellige mænd sig for at vende tilbage til deres tidligere boliger. 19.34. Men der var nogle falske hellige mænd blandt dem. De rottede sig sammen mod Gouthama og planlagde at bringe ham i miskredit for derved give ham et dårligt ry. De fik fat i en ko, der var lige ved at dø. Denne ko lukkede de ind i ashrammens have. De bragte den til et jordstykke, der var særligt grønt og charmerende. Gouthama opdagede, at koen var lige ved at bide en smuk blomst af stilken; han forsøgte derfor at drive koen væk. Men ved hans første skub drog koen sit sidste åndedrag! Straks anklagede de sammensvorne vismanden for at have begået den frygtelige synd, der består i at have slået en ko ihjel. De dømte ham til at være en kasteløs og en hedning. Gouthama ønskede at finde ud af, om koen døde som et resultat af hans skub, eller fordi dens tildelte tidsrum her på Jorden var til ende. For at finde frem til svaret på sit livsvigtige spørgsmål satte han sig i dyb meditation. Snart blev det åbenbaret for ham, at det blot var et puds, de fjendtlige hellige mænd havde spillet ham. Han væmmedes ved deres foragtelige natur. Derfor sagde han: Må denne skov, der er vanhelliget af sådanne tarvelige personer, blive forbudt område for de gode og de fromme. Må skoven blive tilflugtssted for de dæmoniske, halv-himmelske væsener. 19.35. En anden hændelse øgede også effekten af denne forbandelse. Områdets hersker, der hed Danda, krænkede sin egen gurus datters ærbarhed. Guruen, der hed Bhrgu, lyttede til den sørgelige historie, som hans datter fortalte. I sin voldsomme vrede oversvømmede han området med en styrtregn af støv. Derfor blev dette område fuldstændigt gennemblødte af mudder, og i tidens løb blev området, fra ende til anden, forvandlet til tæt jungle. Området hedder Dandaka-skoven, og det er opkaldt efter den førnævnte, nedrige hersker. Rama! Raghu-dynastiets brystsmykke! Jeg er sikker på, at når du tager ophold i denne skov, så vil der blive tyndet ud blandt dæmonerne, og forbandelsen vil blive ophævet. Hellige mænd og åndeligt søgende vil endnu engang kunne bo i skoven og gøre fremskridt med deres asketiske levevis. Overalt vil menneskeheden nyde godt af denne renselse og afslutning på forbandelsen. Jeg kan yderligere fortælle dig, at vismanden, der kastede forbandelsen over området, vil blive lykkelig for det, du gør, for han er ked af sin vredes konsekvenser. 19.36. Da Agastya sluttede sin beretning om Dandaka-skovens historie, sagde Rama: Godt! Lad det ske. Jeg vil tage ophold der. Han forlod vismanden Agastya og fortsatte sammen med Sita og Lakshmana til Dandaka-skoven. Før de forlod Agastya s ashram, fremkaldte vismanden visse våben, som han gennem sig askese havde fået af guddommelige kilder. Disse våben overgav han til Rama, idet han sagde, at han ikke selv havde noget ønske om at anvende dem. Nu havde de en udøver, der fortjente dem, og som ville anvende dem til et helligt formål. Rama!, sagde vismanden. Du er mit skjold, min styrke, min tapperhed. Disse våben kan ikke frelse mig, men du kan. Din nåde er det kraftigste våben, som jeg besidder. Du er mit tilflugtssted, min fæstning, mit brysts uigennemtrængelige rustning. 19.37. Mens Sita, Rama og Lakshmana gik ind i Dandaka-skovens tætte jungleområde, blev træer, der allerede var gået ud, så begejstrede, at de kom til live igen. Overalt voksede der sarte klynger af blade ud fra kviste og grene; disse blade hviskede i vinden. Svage, kraftløse slyngplanter og vinplanter følte sig pludseligt fulde af liv, årvågne og aktive. De skænkede mængder af velduftende blomster. Skoven skyndte sig at iklæde sig den smukkeste grønne farve, og over alt var den spækket med flerfarvede blomsterknopper. De tre rejsende søgte et sted, hvor de kunne slå sig ned, og snart ankom de til stedet, der er kendt som Panchavati, og som var det sted, Agastya havde peget på. 13 13

19.38. Her så de ørnenes gamle leder, Jatayu. Han var en god ven af kong Dasaratha og havde ledsaget kongen på dennes togter i rummet, der blev gennemført for at hjælpe Himlens beboere. Rama fortalte ørnen de triste nyheder om Dasaratha s død. Han lindrede Jatayu s sorg over tabet af en nærtstående ven. Rama fortalte ham om sig selv, og han fortalte ham om Sita, Lakshmana og sine andre brødre. De besluttede sig for at opføre en løvtækket hytte på floden Godavari s bred. Jatayu blev en nær ven, og gennem ham kunne de få et klart overblik over området. Den nat tilbragte de timerne under et træ; her fik de sig en sund og forfriskende søvn. 14 14

Kapitel 20 Panchavati 20.1. Rama ønskede at blive i Panchavati på bredden af Godavari i et godt stykke tid. Mens han lå tilbagelænet i skyggen af et stort træs grene, kaldte han sin broder hen til sig og sagde: Lakshmana! Broder! Bestem dig for et smukt og behageligt sted i dette område og byg en dejlig, lille hytte; byg den lige så henrivende, som du måtte ønske. 20.2. Lakshmana modtog denne ordre, som havde den været et dolkestød! Han kunne ikke bære smerten. Han faldt for Rama s fødder, idet han i sin forpinthed råbte: Fortæl mig, hvilken forbrydelse jeg har begået for at fortjene denne grusomme ordre. Sita og Rama blev ramt af forbløffelse over den reaktion. Rama sagde: Lakshmana! Jeg forstår ikke, hvad der gør dig så ked af det. Har du på noget tidspunkt hørt så meget som et enkelt ubarmhjertigt ord fra mine læber? Er jeg blevet så vanvittig, at jeg siger hårde, uvenlige ord til dig eller til nogen anden? Du tager dig af mine behov og ønsker; du tjener mig som selve mit åndedrag. Hvordan skulle jeg kunne tale i grusomme vendinger til dig? Din sorg er meningsløs, den er fejlagtig. Når alt kommer til alt, hvad var det så, jeg lige sagde til dig? Det eneste jeg sagde, var: Udvælg et sted, du synes om, og byg der en løvhytte, som vi kan bo i. Er det ikke sandt? 20.3. Da Lakshmana hørte det, holdt han sig for begge sine øre ved at presse hænderne mod dem. Bedrøvet protesterede han: Rama! Rama! Jeg kan ikke holde ud at høre disse ord. Rama blev overrasket over dette tegn på sorg. Men Lakshmana stod nu foran ham med sine håndflader presset mod hinanden og bønfaldt med ordene: Herre! Der er ingen inde i mig til at sige jeg. Jeg har ikke selv nogen ønsker; jeg har ikke selv nogen vilje. Mit ønske, min vilje, er Rama s ønske, Rama s vilje, Rama s ordre. At adlyde den er mit ønske, min vilje. Jeg er slaven, der ikke bekymrer sig om nogen anden, intet andet. Hvordan skal jeg så kunne holde ud at lytte til ord, der antyder, at jeg i henhold til mine ønsker skal vælge et sted til hytten? Som om jeg har evnen og lysten til at vælge! Hvordan kan jeg være en god og dygtig tjener for Rama, hvis jeg har mine egne præferencer? Hvordan kan jeg så fortjene dette privilegium og denne fornøjelse? Det vil betyde, at jeg er uegnet til at leve på Jorden, og at mit liv blot er en byrde og en vanære. Lakshmana stod og hulkede højlydt. Han var ude af stand til at undertrykke sin sorg. 20.4. Rama så sin broders sørgelige forfatning. Han trøstede ham med venlige ord. Broder! Dit hjerte er i høj grad helligt. Jeg brugte disse ord i en almindelig, verdslig betydning. Men lad være med at få det indtryk, at din broder ikke er bevidst om din hengivenheds inderste karakter. Sørg ikke. 20.5. Rama overøste Lakshmana med sit smil og fortsatte: Broder! Jeg er henrykt over din hengivenheds renhed og din tjenestes oprigtighed. Dine intentioner er troskyldige og ophøjede. I fremtiden vil jeg ikke plage dig med sådanne ord. Jeg anvendte almindeligt sprogbrug, da jeg talte til dig, det er det hele. Tag dig ikke ordene så nært. Kom! Lad os gå hen og vælge et sted! Idet han sagde det, tog han Sita og Lakshmana med sig. Efter at have undersøgt området et stykke tid, standsede Rama og sagde: Godt! Opfør løvhytten her! 20.6. Da Lakshmana hørte de ord, udbrød han i stor glæde: Åh, jeg er i sandhed velsignet. Min pligt er at udføre sådanne ordrer, ikke at udtrykke mine ønsker eller vilje til at gøre noget på egen hånd. Han knælede for sin ældre broders fødder. Lykkelig og tilfreds rejste han sig og begyndte på opgaven med at samle grene og kviste til hytten, der skulle blive deres hjem. 20.7. Sita og Rama indså, at Lakshmana havde et yderst følsomt sind og et fint, skarpsindigt intellekt. I deres indre følte de stor glæde ved at tænke på dybden af hans tro og 15 15

hengivenhed. Over for Rama tilstod Sita ved mange lejligheder, at for hende var livet i skoven endnu dejligere end livet i Ayodhya af den grund, at en broder som Lakshmana ledsagede og tjente Rama. 20.8. Da Sita og Rama så den hytte, som Lakshmana havde opført, blev de henrykte over dens skønhed, dens fortryllende enkelthed og komfort. Ligeledes var de meget glade for de inspirerende omgivelser, som den løvtækkede hytte stod og skinnede i. Sita gik ind i hytten. Hun blev straks betaget af sin svogers dygtighed og kunstneriske smag. Hun roste ham, fordi han havde bygget den så hurtigt og med så meget praktisk og anvendeligt udstyr. 20.9. Lykkelige tilbragte de tre deres dage i denne hytte. Nyheden om, at Rama havde slået sig ned i Panchavati, og at han der boede i en løvtækket græshytte som deres egen, spredtes vidt og bredt blandt eneboerne. Derfor vandrede grupper af asketer hver dag derhen for at tilbyde ham deres hyldest. De havde også deres elever med. Alle fik de til fulde synet af Rama, og de var så heldige at tale til ham, og at han talte til dem. Uvilligt forlod de derefter stedet, idet de priste Rama hele vejen tilbage til deres egne hytter. 20.10. Mange andre slags mennesker kom til Panchavati. De kom i den hensigt at få afklaret den tvivl, der plagede dem. Den slags tvivl der opstod, når de forsøgte at forstå de hellige skrifter, og når de prøvede at definere og tolke reglerne for moralsk adfærd eller teksterne vedrørende ritualer. Andre bad til Rama om at få afklaret, om den asketiske praksis, de fulgte, var rigtig og gavnlig. Eftersom Rama var alle former for rigtig handlings Herre, og eftersom han fuldt ud kendte de hellige skrifter, fik de gennem hans svar og direktiver fuldt ud tilfredsstillet deres ønsker. Hver og en blev de opfyldt af følelsen af glad tilfredshed. 20.11. Når man beskæftiger sig med emnet: Spørgsmål og svar, er det bedst, at man tydeligt forstår de fire klasser af spørgsmål. Spørgsmålene opdeles almindeligvis i fire grupper: 1. Ubetydelige; 2. Ringe; 3. Antagelige; 4. Prisværdige. Spørgsmål, der rejses for at trække andre ind i en skarp meningsudveksling, for senere at påføre vedkommende et ydmygende nederlag, er ubetydelige. Spørgsmål, der stilles for at demonstrere ens egen kløgt og evner, er ringe. Spørgsmål, der kundgør spørgerens intellektuelle formåen og evne til at argumentere, er antagelige, og disse spørgsmål tilhører den tredje gruppe. Spørgsmål, der stilles med det oprigtige ønske at få fjernet sin tvivl, er prisværdige og tilhører den bedste gruppe af spørgsmål. Det behøver næppe blive nævnt, at vismændene, de hellige mænd og asketerne udelukkende stillede Rama den sidstnævnte type spørgsmål. 20.12. Rama og Lakshmana blev opfyldt af glæde, da de så asketerne. Mange blandt dem blev overvældet af beundring og taknemmelighed, da de lyttede til de idealer, som Rama fremlagde. Rama fremlagde idealerne meget enkelt; de var så lette at forstå og føre ud i livet. Idealerne var fuldstændigt i overensstemmelse med de bud, der er fastsat i de hellige skrifter, og de var så ukomplicerede. Tilhørerne brød ud i hymner, igennem hvilke de udtrykte deres hyldest og beundring: Oh du Den højeste Herre!, udbrød de. Oh du Den alvidende Herre der kender fortiden, nutiden og fremtiden! Hvem andre end dig kan være vor Herre og Befrier? Du bor i vismændenes hjerter. Som et resultat af den strenge askese, vi har gennemført, har vi opnået at have dig iblandt os. Oh hvor er vi heldige! Hvor er vores ønsker dog gået i opfyldelse! Meget modstræbende tog de afsked med Herren; glædestårer blandede sig med sorgens tårer og strømmede ned ad deres kinder. 20.13. Nogle få af dem lagde sig under de skyggefulde træer, der stod lidt væk fra den hytte, som Rama boede i. De var fast besluttet på ikke at vende hjem til deres egne hytter. De levede af frugter og rodfrugter, som de samlede rundt om på området. Da de var ivrige efter at få endnu flere syn af Rama, holdt de udkig efter ham. Når Rama engang imellem kom ud fra hytten og gik omkring, mættede de, skjult bag nogle træer eller buske, deres øjne med dette uforglemmelige syn. Således tilbragte de deres dage i fuldstændig tilfredshed. 16 16

20.14. Rama stjal alle hjerterne hos dem, der kom i hans nærhed. De blev forrykte i deres étpunktethed over for ham. De følte, at det at kontemplere på Rama s ansigt og gentage Rama s navn var al den askese, de behøvede at udøve fremover. Til alle dem, der samledes omkring ham, talte Rama om rigtig handling og åndelige øvelser. Det gjorde han både dagen lang og natten igennem. 20.15. Ofte kaldte han Lakshmana til sig og fortalte ham følgende: Broder! Hvordan kan jeg blive i Ayodhya, når jeg er kommet for at udføre denne hellige opgave? Hvordan kan jeg udspille dramaets, Historien om Rama s, efterfølgende kapitler fra Ayodhya? Følgende er formålet, jeg er kommet for at opfylde: At støtte og beskytte de gode og de gudfrygtige; at tilintetgøre uretfærdigheden og det onde der truer freden og fremgangen i verden; at fremme retskaffen adfærd og retskafne aktiviteter. Alt det vil udvikle sig fra nu af. På den måde informerede han sin broder om, hvad han havde besluttet sig for og om hensigten og formålet med, at han var inkarneret som menneske på Jorden. 20.16. Fra tid til anden ophøjede han Lakshmana til at være den, der spredte hans lære. Den lære, der var bestemt til at højne menneskeheden. Rama instruerede ham om idealerne vedrørende moralsk adfærd og fremgang. Lakshmana!, sagde han engang. Hengivenhed og kærlighed til kroppen, tilknytning over for besiddelser af enhver art, egoisme der frembringer konflikter mellem dig og mig, de bånd der vokser mellem et menneske og dets ægtefælle, børn og ejendom alt det er konsekvenserne af den oprindelige illusion. Denne illusion er grundliggende, mystisk og forunderlig. Illusionen skaber og tilvejebringer sit herredømme over alle væsener og ting; over alle former for levende eksistenser. De ti sanser (de fem videnssanser: Høre-, føle-, syns-, smags- og lugtesansen og de fem handlingssanser: Hænderne, fødderne, tungen, forplantningssystemet og fordøjelsessystemet) har hver især deres præsiderende guddom, og gennem disse guddommes medvirken opfatter illusionen den objektive verden og opnår glæde derved. Ethvert element og enhver lille smule af sådanne glæder er frembragt af illusionen og er derfor illusorisk, flygtig og overfladisk. 20.17. Der eksisterer to former for illusion. Den, der betegnes som videnbaseret illusion, og den, der betegnes illusion baseret på uvidenhed. Den illusion, der kaldes illusion baseret på uvidenhed, er meget ondartet; den forårsager bundløs elendighed. De, der bliver trukket ned af denne illusion, vil synke ned i omskiftelighedernes dyb; det evige virvar af glæde og sorg. Illusionen, der kaldes videnbaseret illusion, har, efter Herrens tilskyndelse, skabt kosmos. For denne illusion har ingen egne, medfødte kræfter. Udelukkende i Herrens nærværelse kan denne illusion skabe Kosmos, den skabte verden, der er sammensat af de fem elementer (jord, ild, vand, luft og æter) og som også kaldes Det tredelte Kosmos. (De tre dele eller kvaliteter betegnes: De rene og gode kvaliteter, lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter samt sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter. Hver for sig, eller i en eller anden slags kombination, udgør de alle eksistensers karakteristika. De rene og gode kvaliteter står for den afbalancerede natur; lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter står for den sangvinske eller den følelsesmæssige, aktive natur; sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter står for den sløve, inaktive natur). 20.18. Det virkeligt vise menneske (det befriede menneske), det menneske, der har erkendt virkeligheden, er det menneske, der har frasagt sig de rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til samfundet, kastetilhørsforholdet, alder og status, og som lever i en konstant bevidsthed om, at alt dette er Gud. Det vise menneske har forstået, at der ikke findes nogle mangfoldigheder eller forskelligheder; alt er et. Det vise menneske ved, at hele kosmos udgøres af den samme Gud, og at der ikke kan være nogen eksistens adskilt fra Gud. 20.19. Oh Lakshmana! Du skal vide, at Treenigheden (Brahma, Vishnu og Siva) blot er refleksioner af den ene Gud i hver af de tre kvaliteter: De rene og gode kvaliteter, lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter samt sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter. Lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter er personificeret af Brahma; De rene og gode 17 17

kvaliteter er personificeret som Vishnu og sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter er kendt som Siva. Hele kosmos, inklusiv denne verden, er en manifestation af Den ene Gud gennem den ene eller anden kvalitet eller gennem en kombination af nogle af disse kvaliteter. Så det vise menneske vil bevæge sig hinsides og under disse tre kvaliteter og søge kilden, oprindelsen i Den Ene. Alene et sådant vist menneske fortjener navnet asket eller forsager, for vedkommende har ingen følelse af tilknytning, og vedkommende føler ikke sympati eller antipati. 20.20. Engang imellem kaldte Rama både Sita og Lakshmana til sig. Han forklarede dem, at så længe den individualisered sjæl ikke fuldt ud forstår det åndsslægtskab, det har med henholdsvis illusionen og Gud, kan det aldrig befri sig selv og blive forenet med Gud. Det vil være nødt til blot at forblive et konkret og særskilt individ. Et individ der, af illusionens lænker, er bundet til de begrænsninger, der udgøres af navn og form. Men Rama fortalte, at i samme øjeblik individet opdager og ved, at det blot er Guds billede, og at sondringen mellem Gud og det selv ikke har basis i sandheden, vil illusionen forsvinde, som tågen forsvinder i nærværelse af den opstigende Sol. Det er den ægte bevidsthed om Den guddommelige Gnist, for Gud er Det højeste Selv, og individet er det samme Højeste Selv set som et billede indesluttet i kropmed-navn-og-form. 20.21. I skal handle i henhold til de regler vedrørende korrekt adfærd, der er fastsat for den position, I har udviklet jer til, og den opgave I skal udføre i livet; det, der er jeres pligt her i livet. Hvis I gør det, vil I opnå ikke-tilknytning. Ved at udøve yoga, ved at søge forening med Gud, vil I opnå åndelig visdom. Denne visdom er det allersidste skridt i den åndelige udvikling. Denne visdom fører til fuldbyrdelse. Det at tilbede og forgude Herren med størst mulig kærlighed kaldes hengivenhed. At gøre dette skænker en person nåde; hengivenhed vil skænke vedkommende stor fremgang. Hengivenhed udspringer spontant fra hjertet. Hengivenhed beror ikke på udefrakommende forhold eller personer. Hengivenhed kan også give visdom til den person, der har viet sit liv til Herren. Den glæde, som hengivenhed skænker et menneske, er enestående og umålelig. Hvordan beslutter en person sig for at begive sig ud på hengivenhedens vej? Det hele begynder med, at en god og gudfrygtig vismand eller realiseret sjæl udviser medfølelse. Denne vej fører hurtigt mennesket til mig. Når Sita og Lakshmana lyttede til sådanne udlægninger af åndelig visdom, glemte de alt om, hvor de var og hvilke vilkår, de levede under. I den begejstring som Rama udviste, når han talte vidt og bredt om den åndelige vejs tillokkelser, forekom han også at være ubevidst om alt, hvad der skete omkring ham. Sita og Lakshmana tilbragte lange perioder med selviagttagelse og udforskning af den indre glæde. 20.22. En dag grublede Lakshmana over disse dybe sandheder og værdifulde direktiver, mens han holdt vagt omkring hytten. Hans blik faldt på et lille lime-træ, der kæmpede sig opefter under et meget stort træs skygge. Han ønskede at plante træet tættere ved hytten og gennem sin pleje at hjælpe det til at blive et stort og robust træ. Så han gravede det op med rod. Han gjorde det med inderlig kærlighed og dyb koncentration. Da han således var i gang med at grave, kom Ravana s ondsindede og modbydelige søster ved navn Surpanakha stormende ind på området! 20.23. Så snart hun fik øje på Lakshmana, blev hun tiltrukket af den glorie af godhed og den stråleglans, der oplyste hans legeme. Hun blev målløs over det uventede syn. Straks forvandlede hun sig til en henrivende ungmø, og med æggende bevægelser gik hun hen til Lakshmana. Men Lakshmana ænsede hende ikke; upåvirket af Surpanakha s forvandling fortsatte han sin opgave. Surpanakha kunne ikke bære at blive overset ret længe. Hun gik tæt hen til ham, og med en indsmigrende stemme appellerede hun: Herre! Hvorfor styrter du mig ud i fortvivlelse? Jeg beder dig om at kølne min uudholdelige glød. Se på mig med dine kærlige øjne, der skænker lykke. Lakshmana reagerede ikke på hendes opfordring. Han hørte hendes ord, men han smilede blot indvendigt af hendes skamløshed. Han fortsatte sit forsøg på at redde limetræet, så det sikkert kunne blive flyttet væk fra det skyggefulde sted. Surpanakha 18 18

mistede tålmodigheden. Hun beredte sig på at trække ham ind til sig. Lakshmana veg tilbage, idet han sagde: Moder! Jeg er Herren Rama s slave; jeg er ikke en fri mand. Lige meget hvad jeg foretager mig, ligegyldigt hvor lille et job jeg udfører, så gør jeg det udelukkende efter hans ordre. Disse ord sagde han som optakt til det råd, han påtænkte at give hende. Da Sita og Rama hørte hans ord, og da de var nysgerrige efter at vide, hvem han talte med, kom de ud fra hytten. De trådte ind i haven. Rama bemærkede Surpanakha og så straks, at hun havde forvandlet sig til en ungmø. Han forberedte sig på alle eventualiteter. Imidlertid overdængede Surpanakha Lakshmana med hårde, fornærmende ord som kujon og skurk, og hånligt lo hun af hans ansvarsløse opførsel. Hun havde ikke lagt mærke til Rama. Al hendes opmærksomhed og vrede var alene vendt mod Lakshmana. Nu bønfaldt hun: Oh kæreste! Gift dig med mig og bliv lykkelig. Jeg kan være en kilde til glæde for dig, og jeg kan tjene dig fuldstændig loyalt. Lakshmana forsøgte at værge sig mod hende ved at sige: Smukke kvinde! Jeg er en slave. Hvis jeg gifter mig med dig, vil du blive nødt til at leve som en slave. Idet han fortsatte sit spøgefulde genmæle, sagde han i sjov: Godt. Her kommer min herre, Rama. Hvis du gifter dig med ham, vil jeg blive din slave. Surpanakha tog ham på ordet. Hun syntes, det lød som en god plan. Hun vendte sig mod hytten, som Lakshmana havde peget på, da han fortalte, at hans herre var kommet. Der, stående tæt ved døren, så hun en meget smuk kvinde. Ved hendes side så hun legemliggørelsen af maskulin skønhed! Begge lo de af hende. 20.24. Surpanakha blev lidenskabeligt forelsket. Hun styrtede hen mod Rama, og ude af sig selv sagde hun grådkvalt og bønfaldende: Kærlighedens Gud! Skønhedens Gud! Accepter mig som din hustru. Rama besluttede sig for at give hende en moralprædiken og få lidt sjov ud af denne latterlige og groteske situation, der udspillede sig lige foran ham. Med en kluklatter sagde han: Oh skønne kvinde! Jeg kan ikke gifte mig med dig, for jeg har afgivet det højtidelige løfte om kun at have én hustru. Jeg har min hustru her. Min broder, Lakshmana, som du allerede har truffet, har også en hustru, men hun er ikke her. Så gift dig med ham og bliv tilfreds. Han er den rette person for dig; gør du blot tilnærmelser til ham. Da kvinden hørte det, skyndte hun sig hen til Lakshmana og begyndte endnu engang at appellere. Hun sagde: Din broder er gået ind på, at vi gifter os. Så udsæt det ikke; accepter mig som din brud. Nu var hendes holdning meget ydmyg og mild. Lakshmana forstod absurditeten i hendes ynkelige forfatning, og han ønskede at forøge morskaben. Han sendte hende hen til Rama, og Rama sendte hende tilbage til Lakshmana. Det gjorde de adskillige gange, indtil hun blev så fortvivlet og forblændet af lidenskab, at hun igen vendte tilbage til sin dæmoniske natur! Hendes syge intellekt fortalte hende, at det var Sita, der stod i vejen for hendes succes i dette vellystne eventyr. Rama kunne jo ikke gifte sig med hende, eftersom Sita var ved hans side. Hvis Sita blev skaffet af vejen, ville Rama helt sikkert give efter for hendes opfordring til utugt. Så hun kastede sig over Sita for at dræbe og sluge hende, for hun var helt igennem en dæmon. Lakshmana stod parat; han så på Rama s ansigt efter tegn på ordre. Rama erkendte, at kvinden helt havde tabt besindelsen, og at hun måtte standses. Da Rama var af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at bruge en økse, når man kan nøjes med at bruge neglene, løftede han sin ene hånd i vejret og talte på fire af sine fingre, idet han så over på Lakshmana. 20.25. Lakshmana fattede straks betydningen af ordren! Ved at tælle til fire hentydede Rama til de fire vedaer, der samlet kaldes Det der blev hørt, hvilket henviser til øret. Lakshmana var i besiddelse af et skarpt, årvågent intellekt, derfor kunne han på rette vis tolke Rama s mindste tegn. Rama havde holdt sin hånd op; opad mod Himlen. Himlen, eller rummet, er det femte element (betegnes ofte som æter). Dette element er karakteriseret af lyd; lyd er symbolet på Herren, kendt som Lydens Gud eller Gud. Gud opholder sig i Himlen, og Himlen bliver også angivet ved den løftede, pegende hånd. På sproget sanskrit er Himlen kendt som naaka; det ord har også en anden betydning, nemlig næse! Ikke så snart havde Rama gjort disse to tegn, før Lakshmana med draget sværd for hen mod den dæmoniske kvinde. Han trak hende ned på jorden, og idet han råbte, at hendes uforskammethed skulle straffes, huggede han hendes ører og næse af! Surpanakha hylede så højt, at skoven skælvede og rystede. Hun antog sin sande skikkelse som uhyre og skreg: Er dette retfærdigt? Hvordan kan du misdanne 19 19

en kvinde, der kommer til dig, på så forfærdelig en måde? Jeg vil bringe min broder, Ravana, hertil, så han kan gengælde denne grusomme handling. Med disse ord forsvandt hun hurtigt ind i skoven. 20.26. Hun tog direkte hen til dæmon høvdingene, Khara og Dushana, i Dandaka-skoven. Her jamrede hun: Hvordan kan I stiltiende udholde den fornærmelse og de kvæstelser, som jeres søster er blevet udsat for? Til hvilket formål har I opbygget al jeres tapperhed og styrke? Det er bedre, I brænder det hele til aske. Er I rigtige mænd? Kan I kalde jer selv det? Skam over jer og skam over jeres praleri om at være modige. De var ude af stand til at forstå, hvad der var hændt hende, og hvem der i en så sørgelig grad havde misdannet hende. De spurgte hende: Søster! Hvem forvoldte dig al denne skade? Fortæl os det, og vi vil tage en voldsom hævn. 20.27. Nu begyndte Surpanakha at fortælle, hvad der var hændt. Hun startede med i detaljer at beskrive Rama s og Lakshmana s tiltrækning og fortryllende skønhed. Brødrene blev rasende, da hun begyndte at tale om dette. De spurgte, hvorfor hun spildte sin egen og deres tid med denne overflødige indledning. Fortæl os, hvem der sårede dig? Hvem skamferede dig? Nu fortalte hun dem alt, hvad der var sket i skoven. 20.28. Khara og Dushana var meget ophidsede over deres søsters sørgelige tilstand; over at hendes ører og næse var blevet hugget af. De samlede en hær på fjorten tusind dæmoner og marcherede i stor hast mod brødrene, Rama og Lakshmana, der havde straffet hende på den måde. Dæmon-krigerne var så ubetvingelige, at de end ikke i drømme kunne besejres. Krigerne kendte ikke til tilbagetrækning eller nederlag; i kamp var de uovervindelige. Som var de bjerge med vinger, bevægede de sig i gruopvækkende delinger hurtigt langs dalene; jorden skælvede under deres fødder. Hver eneste af dem var bevæbnet til tænderne med forskelligartede, dødbringende våben. 20.29. Den øreløse og næseløse enke, Surpanakha, gik med sit blødende ansigt forrest for hele hærstyrken. Hun var ivrig efter at få hævn. Hun førte hæren til den grønne plet, hvor hun havde mødt brødrene. 20.30. Men hendes tilstedeværelse betød og varslede en ugunstig begyndelse på felttoget. Hendes tilstand var et dårligt varsel for ekspeditionen. Et blødende ansigt og det at være enke blev dengang opfattet som dårlige varsler. Surpanakha havde og var det hele. Dæmonerne kendte imidlertid ikke til fordelene og ulemperne ved tegn og varsler forud for en march mod slagmarken. De stolede på deres fysiske og materielle styrke og på deres forbryderiske krigslist. Det var den egentlige årsag til, at de altid var ude af stand til at klare sig mod det guddommeliges og den rigtige handlings styrker. 20.31. For hvem kan modstå kraften, der er frembragt gennem overholdelse af rigtig handling og gennem Guds nåde? Dæmonerne tog aldrig notits af retskaffenhed eller guddommelighed; de koncentrerede al deres energi og alle deres evner på at udstyre sig selv med fysisk styrke. Stolte af deres våben, deres muskler og deres ondsindethed marcherede de af sted ind i skoven. De blæste i deres trompeter, de brølede som løver, de brølede som vilde elefanter, de hylede op om deres bedrifter, og de vred sig voldsomt i deres vilde danse. De forstod aldrig, at deres stormløb blot var at sammenligne med en spurvs angreb på en ørn! 20.32. For sine brødre udpegede Surpanakha på lang afstand den hytte, hvor Rama opholdt sig. For at opildne dæmonerne til at komme i en tilstand af vanvittig ophidselse inden slaget, råbte hæren som med én stemme: Dræb, fang, myrd, og løb fremad. Da de nærmede sig hytten, udfordrede Khara og Dushana Rama, idet de råbte så højt de kunne: Oh du den mest ondsindede! Oh du den mest uheldige! Du vovede at misdanne vores søster, gjorde du ikke? Forsøg nu, hvis du kan, at redde dit liv fra at blive tilintetgjort. 20 20