3F s skriftlige bemærkninger til Vismandsrapporten, foråret 2018 Kapitel 1: Konjunktur, offentlige finanser og aktuel økonomisk politik Vismændene vurderer, at dansk økonomi aktuelt befinder sig i en neutral konjunktursituation. BNP og beskæftigelsen er vokset pænt de senere år, og fremgangen ventes at fortætte med gode, positive takter i år og de kommende år. 3F er overordnet enige i vækstbilledet og vurderingen af, at der aktuelt ikke er kapacitetsproblemer i dansk økonomi eller på det danske arbejdsmarked. Bortset fra arbejdsmarkedet har økonomien vist visse svaghedstegn i 1. kvartal 2018, og prognosen forudsætter på den helt korte bane, at den historiske BNPvækst enten revideres, eller at der kommer markant mere gang i væksten den resterende del af 2018. På længere sigt skal der mere gang produktivitetsvæksten, der stadig (i nationalregnskabstallene) ser ud til at være udfordret. Der ventes øget kapacitetspres på økonomien i fremskrivningen, men presset på arbejdsmarkedet kommer aldrig i nærheden af det, vi så i anden halvdel af 00 erne. Der udestår fortsat store effekter på arbejdsmarkedet for de mange reformer, der er lavet de seneste 10-15 år. Samtidig er der stor opsparing i husholdningerne, der er enorme betalingsbalanceoverskud, og konkurrenceven vurderes som god. Det anses ikke som et større problem, hvis der kommer et pres på økonomien, der giver anledning til lidt højere lønstigninger. Der forventes således ikke en situation med overophedning, selvom der advares om, at der er en risiko. Det er særligt på boligmarkedet, der vurderes at være en risiko. Der er stadig ledige ressourcer i dansk økonomi, men det er naturligt, at der kommer mere pres på arbejdsmarkedet, i takt med at det går bedre og bedre i økonomien. Det er også, hvad Vismændenes vurdering fortæller os, der er sket de senere år. Vi har dog endnu til gode at se en reaktion på lønudviklingen i Danmark. Efter lønstigningstakten bundede ud efter den dybe krise, er der kun sket en mindre acceleration, og lønvæksten på det private arbejdsmarked har været relativ flad siden begyndelsen af 2015 på lige over 2 procent. Selvom der kan være argumenter for, at lønstigningstakten generelt ikke skal op på de niveauer, vi har set historisk, er det bemærkelsesværdigt, at den har ligget så stabilt de senere år, samtidig med at presset på arbejdsmarkedet skulle være steget. Også i lyset af meldingerne fra dansk erhvervsliv: Om stigende problemer med at skaffe arbejdskraft er det paradoksalt. Det havde været interessant med en analyse af den sammenhæng til lønudviklingen, kapacitetspres og meldingerne fra STAR s rekrutteringsundersøgelse historisk. Det kunne også være relevant at få en vurdering af situationen, hvis økonomien går i stå. Der er i rapporten et interessant afsnit om frihandel og importtold. Der argumenteres for og imod toldsatser, der ikke entydigt kan opfattes som negativt, og der sættes fokus på, at stigende frihandel kan have negative fordelingsmæs-
sige konsekvenser, hvor gevinsterne er spredt, mens omkostningerne er koncentreret på visse grupper. Øget frihandel kan have store konsekvenser for de grupper, der bærer omkostningerne. Selvom der kan være overordnede positive samfundsøkonomiske gevinster ved øget frihandel, er det vigtigt, at holde sig de fordelingsmæssige omkostninger for øje. Danmark har med vores flexicurity-model og vores velfærdssamfund klaret de samfundsomstillinger relativ godt, der er fulgt med stigende frihandel, globalisering og ny teknologi. Men vi må også konstatere, at der har været en stigende ulighed herhjemme, der er blevet forstærket af den førte økonomiske politik. Sikkerhedsdelen og opkvalificeringselementet i flexicurity er under pres, mens fleksibiliteten samtidig er øget. Den fortsatte udhuling af dagpengenes dækning skaber en øget ubalance og sætter modellen under pres. Det er uholdbart. Den offentlige saldo har de senere år overrasket gang på gang. De nyeste tal for 2017 viser et overskud på de offentlige finanser på 1 procent af BNP. Så sent som i februar 2018, skønnede Vismændene et overskud på 0,1 procent af BNP, og i efteråret 2017 ventede de et underskud på 0,9 procent af BNP. Vismændene har i 2017 opjusteret den strukturelle saldo fra -1,1 procent i efteråret til nu - 0,7 procent. På trods heraf er den strukturelle saldo for 2018 nedjusteret fra - 0,6 pct. i efteråret til nu -0,9 procent. Der savnes en analyse af fejlskuddene for den offentlige saldo i Vismændenes prognoser, og en undersøgelse af, om ikke det er muligt at finde indikatorer, der bedre rammer de aktuelle offentlige finanser. 3F mener fortsat, det er svært at blive klog på den strukturelle saldo, og hvad der ligger bag både revision og udvikling. De offentlige finanser har gang på gang overrasket positivt de senere år. Nogle år har været præget af enorme ekstraordinære indtægter især fra beskatningen af pensioner. Det ser ikke ud til at være tilfældet i 2017, og når Vismændene samtidig vurderer, at konjunkturtilstanden i dansk økonomi er tilbage på normalen, så burde den underliggende normaltilstand for de offentlige finanser også ligge omkring normalen sidste år i stedet for et mærkbart minus. En del af revisionerne af den strukturelle saldo skyldes tilsyneladende prisudviklingen på de offentlige udgifter, og at man i 2018 forventer at budgetterne anvendes fuldt ud. Det sidste springer i øjnene, og der savnes perspektiv til det, vi har set de senere år, hvor forbruget har ligget mærkbart under budget. Der ligger tilsyneladende også en forklaring i en ny nedjustering af den strukturelle beskæftigelse. Det er uklart, hvad det dækker. Det er heller ikke med Vismændenes opgørelse muligt at se den såkaldte genopretningspakke, der igennem flere år forbedrede den strukturelle saldo med 1,5 procent af BNP fra 2010-2013 (i Finansministeriets opgørelse), og det er svært at forstå, at det store fald, der er set gennem krisen, skulle afspejle, at den økonomiske politik blev lempet i denne periode. Der bør i evalueringen af budgetloven sættes fokus på metoden til opgørelse af den strukturelle saldo samt forklaringer på udvikling og revisioner.
I forhold til den aktuelle økonomiske politik fraråder Formandskabet finanspolitiske lempelser. Man mener, at det med udsigt til fortsat højkonjunktur, er et godt tidspunkt at gennemføre nye reformer, der løfter arbejdsudbuddet, selvom disse vurderes at virke begrænset på arbejdsmarkedspresset. Endelig foreslås øget import af arbejdskraft ved at lempe beløbsgrænsen og ved at fjerne topskatten for udlændinge de første fem år, de arbejder i Danmark. 3F er enig i, at tiden ikke er til finanspolitiske lempelser af større grad. Igen savnes dog perspektiv i forhold til et forsat underforbrug i den offentlige efterspørgsel, der kan trække den anden vej. Vi mener ikke, der er behov for nye reformer, der løfter arbejdsudbuddet de kommende år. Den relativt flade lønudvikling viser, at der stadig er ledige ressourcer herhjemme, og flere hænder følger de kommende år i takt med at de historiske reformer får fuld effekt. Det er derfor ikke mangel på hænder og vækstbidrag fra arbejdsmarkedet, der er en udfordringen for danske økonomi de kommende år, men derimod om hænderne har de rette kvalifikationer. Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er meget afgørende for den fremtidige vækst i Danmark. Det er i det lys stærkt bekymrende, at regeringen med grønthøsteren fortsat vil spare på uddannelse og samtidig vil skære knap 900 millioner kroner på den aktive arbejdsmarkedspolitik, der forudsætter mindre uddannelse til de arbejdsløse. 3F er heller ikke enige i, at der skal lempes på beløbsordningen, eller at topskatten skal fjernes for udlændinge. Der er allerede gode muligheder for at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Hvis ikke det med en ihærdig indsats, gode løn- og arbejdsvilkår er muligt inden for de eksisterende rammer - herunder Sydeuropa, hvor arbejdsløsheden stadig er tårnhøj - at finde den kvalificerede arbejdskraft, så må det afdækkes hvilke specifikke typer og hvor mange, der mangler, og så må man kigge på positivlisterne. Formandskabet mener ikke, der er gode argumenter for den selvvalgte og faste kritiske finanspolitiske grænse i forhold til den strukturelle saldo på -0,5 procent af BNP. Desuden efterlyses mere systematiske konkrete og udtømmende effektberegninger for alle større politiske aftaler og lovforslag. Endelig advares der mod at aktiesparekonto og investorfradrag kan tilskynde til mere risikobetonede investeringer, der burde være forbeholdt professionelle. 3F er enig. Kapitel 2: Finanspolitisk holdbarhed De offentlige finanser vurderes trods (forventede) mindre underskud i udgangsårene at være sunde. Vismændenes nye, lange fremskrivning viser trods en mindre nedjustering, at der ikke er nogen nævneværdig hængekøjeproblematik. Der er stort set ingen offentlig (netto)gæld fra nu og frem, mens der fra cirka år 2050 kommer offentlige (netto)formue. Den finanspolitiske holdbarhed er fortsat meget positiv med 0,9 procent af BNP. Det lidt mindre end sidste år og mindre end den nyeste opgørelse fra regeringen (1,1 procent af BNP). Igen
viser beregninger, at hvis man indregner værdien af det offentlige tilgodehavende i de danske pensionsformuer, ville der være overskud og markant offentlig formue, så langt øjet rækker. Ligeledes vises der eksempler på, hvordan tilsyneladende uskyldige opgørelsesprincipper kan have mærkbar indflydelse på opgørelsen af den strukturelle saldo i forhold til den finanspolitiske kritiske grænse. Der er ikke nogen finanspolitisk brændende platform, selvom hængekøjeperioden stadig problematiseres fra politisk hold. De offentlige finanser må grundlæggende betegnes som meget sunde og robuste. Der afleveres en check og ikke en regning i børneværelset. At saldoen i en årrække dykker og nærmer sig den selvpålagte kritiske grænse afspejler, at store årgange på arbejdsmarkedet afløses af små. Vi kan i princippet selv bestemme, om vores offentlige saldo skal rykkes væk fra den kritiske grænse og op i positiv, ved at fremrykke (dele af) beskatningen på den enorme pensionsformue. Så længe det enorme pensionstilgodehavende er skjult i de officielle tal, risikerer vi, at de finansielle markeder fejlvurderer sundhedstilstanden for de danske offentlige finanser. 3F anbefaler derfor, at der i forbindelse med regeringspublikationer og tal fra Danmarks Statistik offentliggøres tal for statens tilgodehavende i det danske pensionsguld. Vismændene kritiserer Finansministeriets opgørelse af generationsneutral holdbarhedsindikator og gentager pointerne omkring de generationsmæssige fordelingsbetragtninger i relation til den offentlige saldo og længden på det forventede pensionsotium. Vismændenes pointer understreger, at man skal passe meget på med de ensidige generationsmæssige sammenligninger alene baseret på de forventede pensionsotium. Hvis det går som fremskrivningerne forudsiger, vil generationerne der lever fra år 2045 - ud over en markant højere velstand - stå med offentlige finanser, der forbedres år efter år, og som vil vise stigende overskud og formue en situation, der i princippet kan veksles til en anden pensionsalder. Kapitel 3: Uddannelsesstøtte på de videregående uddannelser Det sidste kapitel sætter fokus på uddannelsesstøtte med fokus på de videregående uddannelser. Der fremlægges en lang række økonomisk teoretiske argumenter og nogle primært internationale studier, for hvad der påvirker unges uddannelsesvalg. Der præsenteres argumenter for at støtte uddannelse fra offentlige side herunder i forhold til at sikre alle lige uddannelsesmuligheder. Der sammenlignes med forholdene i nabolande. Vismændene mener ikke, der findes gode argumenter herunder fordelingsmæssige for, at der ydes SU-støtte frem for lån. Rapporten taler i det lys blandt andet for at ændre støtten for kandidatstuderende på de videregående uddannelser fra SU til lån. Der er bringes mange faktorer for uddannelsesvalg i spil faktorer, som det er svært at vurdere betydningen af i forhold til virkelighedens valg for eksempel i hvor høj grad marginalskatten reelt påvirker den enkeltes uddannelsesvalg. Det
havde samtidig været interessant med et bredere perspektiv på emnet, herunder hvilke faktorer, der bryder den sociale arv og sikrer alle med samme evner og flid har lige muligheder uddannelsessystemet. 3F er ikke tilhængere af at øge den økonomiske belastning ved at tage uddannelse i Danmark ej heller på de videregående uddannelser. Der er dels frygt for, at det rammer mere skævt end antaget, dels at mange studerende i stedet for at optage lån, vil tage yderligere erhvervsarbejde under studierne til skade for studieaktivitet og udbyttet. Tidligere opgørelser har vist, at det i Norge, som der sammenlignes med i rapporten, kun er 59 procent, der gennemfører kandidatuddannelsen mod 81 procent i Danmark. Gennemførelsesprocenten faldt i Norge efter indførelse af låneordningen, og det skulle især være studerende hvis forældre, der ikke selv har en uddannelse, der dropper ud af studierne. Regeringen har imidlertid varslet et udspil på SU-området, og går det i den retning, som Vismændene peger, er det afgørende, at de sparede midler forbliver i uddannelsessystemet til gavn for kvaliteten af de danske uddannelser, den sociale mobilitet og ikke mindst sikring af flere faglærte samt voksen- og efteruddannelse.