Børnepanel Styrket Indsats november 2016 Indhold Introduktion og læsevejledning... 1 Samarbejde mellem skole og døgntilbud... 2 Inklusion i fællesskaber udenfor systemet... 2 Relationsarbejdet mellem barn og professionelle... 2 Udvikling af barnets identitet... 4 Forældreinvolvering... 5 Introduktion og læsevejledning Børnepanelet var samlet igen for tredje gang både i København og i Jylland i november 2016. I alt deltog 23 børn og unge fra forskellige tilbud. De unge delte deres tanker og perspektiver på det at være anbragt samt perspektiverede de konklusioner og interventioner, som vores 14 deltagende tilbud har lavet. Der var også et inspirationsbesøg på Aarsleffs byggeri af en 750 m. lang tunnel til en ny jernbane og kunstmuseet AROS. Der blev stillet nysgerrige spørgsmål, taget billeder og løst opgaver. Temaet for denne gang var at høre, om de deltagende børn og unge i panelet kunne mærke en forskel på deres tilbud i forhold til tidligere, samt at forstå hvad der lige nu optager dem i forhold til deres egen trivsel og mulighed for udvikling. Mange af Styrket Indsats initiativer kan jo være svære at sætte i kasser og faktisk også opdage i det daglige, da det drejer sig om små praksisforandringer, og flere initiativer er ikke implementeret i drift endnu. Alligevel er der mange af panelets budskaber, der kan bruges til at nuancere og perspektivere de konkrete indsatser, som alle tilbud arbejder med, samt give vigtige opmærksomhedspunkter i forhold til implementering og måske forklare overraskende reaktioner. Samtidig kan panelets budskaber også understøtte og bekræfte vigtigheden af de udviklede interventioner. På tværs af de 14 døgntilbuds løsninger kan vi se 5 samlede temaer, som de alle adresserer, og vi har derfor forsøgt at organisere børnepanelets tilbagemeldinger efter disse: 1. Samarbejdet mellem skole og døgntilbud, 2. Inklusion i fællesskaber udenfor systemet 3. Relationsarbejdet mellem barn og professionelle 4. Udvikling af barnets identitet 5. Forældreinvolvering 1
Vi opfordrer jer derfor til at læse panelets tilbagemeldinger og bruge dem til at reflektere over jeres lokale valg og praksis og evt. lave justeringer eller opmærksomhedspunkter i forhold til jeres konkrete løsninger! Samarbejde mellem skole og døgntilbud Dette tema fyldte ikke så meget i denne omgangs børnepanel, men det skyldes delvist også de øvelser, vi lavede. Alligevel pegede børnene på, at de voksne godt kan hjælpe på døgntilbuddet i forhold til at lytte til det, som børnene oplever, og hjælpe dem med at fjerne de barrierer, der er tilstede overfor skolegang f.eks. at bo langt væk fra sin skole, føle sig utryg der hvor man går, hjælp til transport osv. Inklusion i fællesskaber udenfor systemet Der er noget værdifuldt i selve det at være med i børnepanelet Børnene giver udtryk for, at det at være med i børnepanelet i sig selv er en positiv oplevelse, som hjælper dem i forhold til både trivsel og skole. De beskriver, at det er rart at være sammen med andre børn, der har samme udgangspunkt, og hvor der er plads til at dele tanker, erfaringer og strategier. Der er også noget værdifuldt i fællesskabet på institutionen I projektet har vi fokuseret meget på fællesskaber udenfor systemet, men panelet peger også på, at venskaber og kærester på tilbuddet også gør en positiv forskel. De voksne blander sig for meget i, hvem vi skal være venner med. De oplever, at voksne kan have en holdning til hvem, der er de rigtige, og hvem der er de dårlige. Men børnene oplever ikke, at de voksne er i en position, hvor de kan bestemme, hvad der er godt selskab. Relationsarbejdet mellem barn og professionelle Børnene oplever, at de faktisk bliver hørt, og at der er tid til dem. De oplever også, at de voksne kommer tilbage og spørger og holder fast Det er en forandring fra det første børnepanel, hvor et gennemgående tema er, at de voksne ikke hører på os eller forstår os. Nu oplever børnene faktisk, at der er tid til dem, de voksne spørger dem og følger op. De voksne bliver mindre og mindre mongoler de ved mere, hvornår de skal spørge ind, og hvornår de skal lade være. Panelet peger dog stadig på, at de ikke får lov til at bestemme, og det kan også frustrere, da de selv mener at vide, hvad der er bedst. Enkelte har aftalt, at de kan skrive deres tanker ned, 2
tegne deres følelser eller på andre måder give udtryk for deres tanker og aflevere det til det voksne Børnene peger dog også på, at det er en balance, og at det er ikke alle voksne, de gerne vil tale med om alt. Børnene understreger at det er en balancegang, fordi at det ikke er altid, at man har lyst til at snakke, og det kan være rigtig hårdt at snakke om det. Derfor er det dels vigtigt, at det er de rigtige voksne, der snakker med en, og dels at de voksne er gode til at læse barnets signaler. De skal læse vores kropssprog og respektere, hvis vi ikke trænger til at snakke. Nogen børn siger, at de voksne jo bare kan spørge, om de vil snakke men hvis de siger nej, kan det være ok at komme tilbage lidt senere og spørge, om de er sikre på, at de ikke vil snakke om det. Børnene peger på, at voksne godt kan stille for mange spørgsmål. En observation, vi som konsulenter gør, er, at de mange dybdegående samtaler, som børnene oplever lige nu qua initiativer som ungesamtaler, en-til-en-tid, evaluere de svære situationer mv., også giver børnene noget at arbejde med. På den korte bane (lige nu) gør det, at samtalerne kan opleves som utrolig hårde, fordi børnene arbejder med emner som deres relation til forældre, sig selv, temperament osv., og det kan være medvirkende til, at samtalerne lige nu evalueres negativt, men på længere sigt vil de måske have en positiv effekt på børnenes identitetsdannelse. Der er også stadig forskel på de voksne nogle er særligt gode til at gøre en forskel for børnene. Her peger børnene på, at de gør følgende: - De lover ikke noget, men siger jeg hører, hvad du siger, og så sker der altid et eller andet o Handling efter samtale betyder noget i forhold til børnenes oplevelse af at føle sig taget alvorligt - De lærer os at kende. Det er godt, når de voksne kender vores historie og forstår, hvor vi kommer fra. De skal både spørge os, men det kan også være rart ikke at skulle forklare alt alt det hårde i historien - De gode pædagoger tør også nogen gange at bryde reglerne og lade os gøre små ting som at ryge, når vi ikke må eller være sammen - Der er en hårfin balance imellem at være en autentisk voksen og en upålidelig voksen. Nogle voksne, der taler i hverdagssprog f.eks. du trænger til et los i røven, kan i den rigtige relation virke ligeværdigt og motiverende og i den forkerte relation virke utrygt og uprofessionelt på børnene. - Børnene har op- og nedture, og det afgørende bliver, at de voksne ved, hvornår de skal holde fast og spørge dybdegående de store ting, og hvornår de skal lade børnene klare det selv de små ting. 3
- De oplever, at rutinerne kan være meget forskellige fra voksen til voksen: Nogle er meget optaget af det praktiske og virker stressede, andre har mere tid til børnene og det at være sammen. Børnene oplever også, at de enkelte voksne kan være skizofrene og nogle dage være meget afslappede og andre dage meget optagede af regler og rutiner. Det bliver derfor vigtigt at tilbuddene hele tiden arbejder med at stimulere den faglige dømmekraft, hjælper hinanden til at udvise god dømmekraft og hele tiden aflæser børnenes respons. Børnene er utrolig opmærksomme på det sårbare i enerelationen, og det at de voksne på et tidspunkt forsvinder. Samtidig beskriver de også, at det er netop den relation, de særlige voksne, der gør en forskel. En svær balancegang. Svært at alt bliver skrevet ned, da det fjerner børnenes mulighed for selv at vælge, hvem de vil dele deres tanker med OG fjerner muligheden for selv at dele sine succeser. Børnene beskriver, at deres liv er en åben bog som alle kan læse i. Da jeg stoppede med min medicin ville jeg selv gerne have fortalt det til alle. Jeg nåede kun at fortælle det til en voksen, hvorefter alle de andre nævnte det overfor mig, da de så mig det gjorde, at jeg ikke følte at det var specielt længere og gad heller ikke sige det til nogen derefter. Derudover oplever nogle af børnene, at de voksne godt kan tale om de andre børns udfordringer med dem, og det giver en usikkerhed omkring, hvad mon de voksne så siger til de andre børn om mig. Udvikling af barnets identitet Børnene oplever, at de hele tiden skal tilpasse sig både andre børn, et system og en række voksne Der er en frustration hos børnene omkring det at bo sammen med mange andre børn og derfor være en del af et system, som de skal tilpasse sig. Det kan være svært at opleve, at der er plads til dem, og de skal ofte gå på kompromis. Flere af børnene siger, at det er rigtig svært i starten, hvor man ikke kender systemet, og når man stritter imod, har det konsekvenser. Det bliver nemmere, når man forstår systemet, og hvad de voksne vil have at finde sin egen rutine. De børn, der har boet flere steder, beskriver hvordan de igen har tilpasset sig og beskriver det med følelsen træt. Imidlertid beskriver mange af dem også, at man taler de voksne efter munden for at få fred og frihed, men det er ikke nødvendigvis taget ind. De mener, det gælder om at gøre de voksne glade, og deres råd til andre anbragte er hurtigt at lure systemet og gøre de voksne glade så slipper man også for at skulle igennem alle deres spørgsmål og kommentarer. Der er generelt en erkendelse af, at det kommer an på en selv om man vil være med, og hvor hurtigt man lærer at tilpasse sig, i forhold til hvor god oplevelsen på døgntilbuddet bliver. 4
Flere af børnene peger på, at de føler, at de har indgået en noget for noget relation med de voksne, hvor de hjælper de voksne ved at være søde, hjælpsomme, ikke lave ballade, og de voksne så omvendt hjælper dem med at nå deres mål. Mange af børnene nævner, at deres trygge sted er der, hvor de kan være helt dem selv, og de selv bestemmer, hvem de lukker ind (både fysisk og mentalt). Nogle af børnene kan endda beskrive, at de kan vælger handlingsstrategier, hvor isolation fra de andre børn vil være konsekvensen, men det er det værd, fordi man så kan være sig selv. De børn der oplever at være kommet væk derfra, hvor de var og ved, hvor de skal hen, har mere ro og er mere tilfredse De børn, der oplever, at livet fungerer, giver samtidig udtryk for, at de nu ved, hvad næste skridt er, eller at de lykkes med noget. Det kan være en ny hobby, der giver energi, det kan være et arbejde, som udgør en plan, når man flytter, og det kan være skolen, der pludselig giver mening. Alle kan se et næste skridt med udgangspunkt i de oplevelser, og det giver motivation. Børnene har lettere ved at forholde sig til anerkendelse, når det er konkret, og når det er autentisk Alle de andre roser os hele tiden, men det betyder ikke så meget som ham. Når han roser os, så ved man, at det er godt, fordi man forstår, hvad han siger. Og fordi han roser os sjældent, og det betyder noget, når det sker Dem der giver udtryk for, at livet er bøvlet, er forvirrede. Forvirret går igen som en dårlig følelse. Denne følelse af forvirrethed bliver beskrevet af mange, fra dengang de blev anbragt, men går også igen, hvis man f.eks. er uden skoletilbud, man ikke ved, hvordan ens familieforhold skal se ud osv. Forvirrethed er også en følelse, som mange af de unge bruger om dengang, de blev anbragt. Det kan være tabu at være ked af det - Overfor søskende: Man vil ikke gøre dem bekymrede - Overfor de voksne, nogle af børnene føler stadig, de skal være alene med deres tanker og følelser Forældreinvolvering Forældrenes trivsel, relationen til forældrene og forståelse for forældrene fylder utrolig meget i børnenes bevidsthed Alligevel er forældrene og samarbejdet med dem ikke et af de områder, tilbuddenes løsninger adresserer mest. Der er elementer af løsninger på udvalgte tilbud, og temaet har været 5
present i alles diskussioner, men det kan være en overvejelse værd, om forældre som tema skal adresseres igen, når nogle af de andre initiativer er implementeret. Børnene peger på, at det er en stor hjælp, når de voksne hjælper barnet med at forstå forældrene og bygge bro. Det er ikke det samme som at forsvare forældrene, men at den voksne forsøger at sætte sig i forældrenes sted og forklare det for barnet. De unge peger her også på, at de ikke vil have, at deres forældre får hele skylden for deres udfordringer. Det er altså igen en balancegang. 6