At være ydmyge af hjertet og ikke kun af tanken Prædiken af Kristine S. Hestbech Søndag den 27. september 2015. Også kaldet for den 17. søndag efter trinitatis. salmer: 392,414,365, 373, 26 Teksten der prædikes over er taget fra Lukasevangeliet kapitel 14, 1-11: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne:»er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?«men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå 1
sagde han til dem:»hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?«det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse:»når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«luk 14,1-11 Lagde I mærke til stilheden? 2
Manglen på lyd? At ingen svarer? Prøv at lytte til historien igen; Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne:»er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?«men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem:»hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?«det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse:»når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske 3
er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. De er stille. Helt stille. Og hvorfor siger de ikke noget? Tager til genmæle? Men jo, de siger noget. 4
Bare ikke med ord. -- En søndag skulle jeg holde gudstjeneste i en lille trækirke med græs på taget og fjorden lige udenfor vinduerne. Det var vinter og frost, og solen stod smukt ind gennem de små vinduer og vandfaldet udenfor, der plejede at larme og mose afsted, var stivnet i kulden og lignede størknet stearin fra en kæmpemæssig lysestage. På Færøerne kommer folk ikke i god tid til kirke nej, de kommer når klokkerne kalder, - også denne søndag, - og stille blev kirken fyldt. Unge og gamle og børn imellem hinanden. Og der var helt stille. 5
Så stille som her er nu. Og jeg begyndte på min prædiken, og jeg så på dem, som jeg gør med jer og spurgte lidt indimellem, som jeg kan gøre med jer, - men ingen så op. Ingen så på mig. Alle så ned. I stilhed. Ikke et smil. Ikke en trækning. -- Stilhed kan være dejligt. Men det var ikke stilhed. 6
Det var tavshed. Og det var ikke rart. Det var ubehageligt. Som om noget blev sagt uden det blev sagt. Som om rummet var fyldt med noget der ikke var lyst. Og efter gudstjenesten listede de tavse ud igen og forsvandt i vintersolen. Hvad var dét? spurgte jeg klokkeren. Han trak på skuldrene og svarede; De vogter på hinanden. 7
Intet andet sagde han. Blot; de vogter på hinanden. Jeg fornemmer det har været sådan i farisæerens hus. Stilheden som har været tavsheden, som har været fyldt med ord. For selvom de intet sagde, så sad de og holdt øje med ham, som der står. Sikkert med et øje på hver finger. Som den morgen i den færøske bygd. Jeg blev holdt øje med. Og de holdt øje med hinanden. Det er ikke rart at blive holdt øje med. Som en stærekasse i trafikken. 8
En drone du ikke kan se. De onde øjne. Øjnene på stilke. Der bagtaler. Der angiver. De onde øjne som desværre ofte findes i særligt fromme selskaber. Hvor man yder social kontrol så ingen tør tage eet skridt forkert. Det begynder i skolen. - Et ikke særligt fromt sted! Hvor man vogter på hinanden og stivner op inden man er nået til 8. klasse. Ingen tør spørge om noget fordi de andre bare sidder og venter på 9
at man skal sige noget dumt så den onde latter kan lyde.. Og den forfølger én. Igennem hele livet.. Helt ind i kirken. Denne linjevogtermentalitet. Når der kommer dåbsfamilier der, som det naturligste sætter sig forrest i kirken og alle andre rystende på hovedet så må sætte sig bagerst. Åh, disse kirkefremmede.. FRI os fra dem. Ikke at vi siger det. Nej, et øje er nok. Og manglen på smil og imødekommenhed. Og så denne angst for at falde udenfor 10
der gør, at der alle andre søndage om året som regel er MEGET god plads på de forreste bænke i mange kirker. (Men egentligt ikke her?!) Man holder øje med hinanden og ve den der sætter sin hat som hun vil.. Aj, ved du nu hvad hun skal da også altid føre sig frem.. Jesus spørger, om hvad der er tilladt efter han har helbredt en mand for vand i kroppen. De siger ingenting. De lurepasser. Og lader Jesus stå der midt i rummet - alene. 11
Og Jesus spørger dem igen om de mon ikke ville have haft gjort det samme selvom det var sabbat, som et ekko af de danskere der trods loven imod menneskesmugling, tager flygtninge op i deres biler og giver dem et lift videre. Ville I ikke have haft gjort det samme? Men de svarer ham ikke. Der er ingen LYD i det rum. Og alligevel er der noget der larmer. De tavse pauser hvor der går en engel igennem stuen. Ubehageligt. Og Jesus udfordrer. 12
Og han ser. Han ser at de i det hus, sætter sig til bordet efter rangorden. De vigtigste øverst oppe. Som når dronningen kommer på besøg og alle lister rundt og ser på bordkortene. Hvor langt væk fra hende skal jeg mon sidde? Hvor tæt på? Og hvad kan jeg lægge i det? Som til fester og bryllupper og konfirmationer. Skal jeg sidde til højbords? Er der nogen af os der kan sige os fri af det? -- 13
Er der? Men det skal vi. Vi SKAL sige os fra af det. Det er hele pointen i Det ny Testamente. At den der ophøjes skal ydmyges og den ydmyge skal ophøjes. Høj bliver lav, fattig er rig og Jesus blev født i en stald. Men hvordan? Enhver har hørt nyudnævnte til magtfulde poster tale om med hvilken ydmyghed de går til opgaven. Men allerede fordi de udtaler det skurrer det i ørerne. 14
For egen ydmyghed kan man jo ikke tale om. For i det du taler om den ophøjer du jo dig selv. Se, hvor ydmyg jeg er. Falsk beskedenhed kalder vi det vel. Ydmygheden kan ikke ophøjes til dyd uden at blive tom. Den kan nærmest heller ikke prædikes om uden det samme sker.. At jeg står her og ophøjer mig selv eller mine tanker og ord. Og den er vel også umulig at kræve af hinanden. Uden det samme sker. At vi bliver linjevogtere og stærekasser 15
og tavse dommere som i kirken på Færøerne og i klasseværelset. Det er som i Joseph Hellers bog: Punkt 22 med bombeflyveren, der søger om at blive fritaget fra flere togter under 2. verdenskrig. Den eneste måde at gøre det på, er ved, hos eskadrillens læge, at blive diagnosticeret som sindssyg. Men det at ønske at komme på flere togter anses af militæret for sindssygt. Så i det bombeflyveren påberåber sig sindssyge for at slippe for flere bombetogter viser han, at han er ved sine fulde fem og altså tjenestedygtig og sendes derfor ud på flere bombetogter. 16
Det er det samme Catch 22 her. Paradokset, hvor du, uanset hvad du siger om ydmyghed, kommer til at sige det modsatte. Ingen kan give sig selv eller mig, ret i at de eller jeg er ydmyg. Og ingen af os kan sige at andre ikke er det - uden at blive fanget i en selvmodsigelse. Så hvad kan vi? Ja, det eneste vi kan er at have det sindelag som var i Kristus Jesus, som Paulus siger. At vi ikke kun er ordets hørere, men i høj grad dets gørere. 17
-- At være ydmyge af hjertet og ikke kun af tanken. Stilhed kirkebøn Nærværende Gud, som taler til os fra højeste sted, Vi takker. Vi simpelthen takker for at det er dig og ikke os der har skabt verden. Tak for de store strøg og små detaljer. For morgenernes gyldne september-lys der kalder på taknemmelighed og strækken sig i sengen. og for aftnernes begyndende mørke der sænker vores energiniveau så vi MÅ sætte os lidt ned og reflektere.. Dejligt med effektivitet og hurtige beslutninger og skønt at en del af din skabelse også er ugidelighed og dovenskab, glemsomhed og unytte. Dryp lidt ydmyghed ned over os. Gør os næste-fikserede så vi slipper egen navle og blander os i andres liv. Lær os at sætte os på de nederstes pladser 18
så vi husker at se hvordan verden ser ud nedefra. Før os i vort sind hen til de mennesker i verden der gisper efter vejret, i gummibåde, under tog og lastbiler. Giv os rummelig forståelse for mennesker på kanten. De flygtende, de hjemløse, de på 7. år sorgfulde, de for tidligt fødte og alt for gamle. -- Lad os bede for dem og det vi tænker på I Jesu navn. Amen 19