Thomas Kuhns paradigmebegreb og forståelsen af sand viden

Skriftlig opgave Thomas Kuhns paradigmebegreb og forståelsen af sand viden Skrevet af Mikkel Mathiasen Juni 2007 1

Indledning og problemformulering Hele vores liv baserer sig på at træffe beslutninger og konklusioner. Ligegyldigt hvad vi foretager os er der valg som skal tages eller konklusioner som skal drages. Beslutningsgrundlaget, hvorpå vi foretager disse valg og beslutninger er afgørende for udfaldet. Vi baserer alle vores valg på noget forudgående viden, som vi har fra foregående situationer (Kuhn, 2007, s. 44). Står man eksempelvis hos købmanden og skal købe en liter mælk, men er i tvivl om det skal være letmælk eller sødmælk; så er det sandsynligvis tidligere erfaring som afgør valget. Kan man bedst lide sødmælk, så vil man, baseret på denne viden, købe en liter sødmælk. Dog, hvis man lige har hørt i radioen at alle sødmælk produkter er fordærvede, så vil man baseret på denne viden formentlig vælge at købe en letmælk i stedet for. Men kan man egentlig være sikker på at man træffer de rigtige konklusioner? Kan man være sikker på at det man tror, er rigtigt? Radiooplæseren kunne jo have sagt forkert, sådan at det faktisk ikke var sødmælken, men letmælken der var fordærvet. Så er det overhovedet muligt at klassificere noget som værende rigtigt eller korrekt? Tidligere mente man at jorden var universet centrum, og dette anså man for at være sand viden, for sådan havde Gud skabt det. Men det viste sig dog senere at det ikke var tilfældet, og man fandt ud af at Solen var universets centrum, Dette var dog også før man indså at solen og solsystemet var en del af en enorm galakse, Mælkevejen. Mælkevejen igen, var blot en del af en endnu større galaksehob, som igen kun var en del af superhobe. Dette er vores opfattelse af jordens placering lige nu, men kan vi med rette tro at vi har ret, og at vi har opnået den endelige sande forklaring? I forhold til historiske begivenheder ville dette være usandsynligt. Men vi kan ikke desto mindre kun træffe valg ud fra hvad vi tror vi ved når valgene skal foretages. Vi handler og agerer i forhold til hvad vores erfaringer viser og hvad vi tidligere har lært; altså en grundlæggende viden. Thomas Kuhn omtaler denne form for grundlæggende viden, som et paradigme, som er nogle fasttømrede videnskabelige synspunkter, som der er en generel konsensus omkring (Pedersen, 2007, s. 1) Thomas Kuhn anfører dog at paradigmer blot er midlertidige og derfor efterhånden vil blive afløst af nye paradigmer (Kuhn, 2007, s. 60). 2

Dette sker når der bliver flere og flere observationer som det eksisterende paradigme ikke kan forklare. Thomas Kuhn kalder dette for anomalier 1 (Pedersen, 2007, s.1). De valg man foretager i forbindelse med videnskab er alle truffet ud fra den generelle konsensus som et paradigme udgør. Idet paradigmer er midlertidige, problematiserer Thomas Kuhn ideen om, at det er muligt at opstille en sand viden. Dette leder mig til følgende problem formulering: Hvordan problematiserer Thomas Kuhns paradigmebegreb forståelsen af sand viden? Til at besvare problemformuleringen ønsker jeg at gøre brug af følgende tre arbejdsspørgsmål: 1. Hvordan skal Thomas Kuhns begreb om paradigmer forstås? 2. Hvilke historiske eksempler har der været på en grundlæggende viden, der kan karakteriseres som et eksempel på et paradigme? 3. Er vi i dag i stand til at producere sand viden, og er det overhovedet muligt at tale om sand viden? 1 Anomalier er fænomener som man ud fra paradigmet ikke uden videre kan forklare. Man forsøger i første omgang at tilpasse paradigmet til at kunne forklare dem, men kommer der tilpas mange af disse fænomener, så må det gamle paradigme, iflg. Kuhn, erstattes af et nyt. (Pedersen, 2007, s. 1) 3

Thomas Kuhns videnskabsteori Det var Thomas Kuhn der i 1962 i sin bog Videnskabens Revolutioner indførte begreberne paradigme og paradigmeskift. Bogen Videnskabens Revolutioner handler om Thomas Kuhns syn på hvordan man i dag, og tidligere, har bedrevet forskning. Kuhns teorier var oprindeligt møntet på naturvidenskaben, men er siden også blevet brugt indenfor både humanisme og samfundsvidenskab (Thurén, 2002, s. 69). I dette afsnit vil jeg gøre rede for de væsentlige aspekter af Thomas Kuhns videnskabsteori. Grundlæggende handler Kuhns teori om at vi alle har forudfattede meninger om det vi undersøger. Ønsker en forsker for eksempel at undersøge ved hvilken bølgelængde solen udsender sit lys, så kunne det være baseret på at han antog at solen udsendte sortlegeme stråling og at spektret derved var fordelt som en Planck-kurve med et peak afhængigt af temperaturen så han vælger måske af denne grund at se bort fra at undersøge hele spektret, men kun det område hvor han formoder at finde peaket. Resultatet af forskerens måling bliver derfor ikke ren fakta da det er påvirket af hans forventninger og erfaring. Dette vil være tilfældet ved alle former for eksperimenter og forsøg. Man vil altid have en såkaldt tavs viden som forhindrer en i at opnå ren fakta og i stedet må man nøjes med teori-ladede fakta (Thurén, 2002, s. 70). Den erfaring og viden som præger ens målinger, er ikke altid noget som man selv er klar over. Det er noget som ligger dybt begravet i en, og kan derfor kaldes for tavs viden. Thomas Kuhn kalder det for et paradigme, når denne tavse viden er en udbredt mening i et samfund. Kuhn skriver: Men i videnskaben er et paradigme sjældent noget, der kan reproduceres. Derimod er det, ligesom en accepteret retsafgørelse i sædvaneretten, genstand for videre samordning og specificering under nye eller klarere betingelser. (Kuhn, 2007, s. 49). Et paradigme er derfor en form for ubevidst vedtaget grundlag, hvorpå nye fakta udledes. Et godt eksempel på et paradigme er anskuelserne om universet opbygning, hvilket jeg vil gøre nærmere rede for senere i opgaven. Et paradigme er, skal det understreges, kun midlertidigt (Kuhn, 2007, s. 60). Efterhånden som der opstår flere og flere situationer, der ikke kan forklares inden for paradigmets rammer, vil paradigmet brydes, og erstattes af et nyt, som bedre kan forklare de nye ting (Kuhn, 2007, s. 44). Disse ting som ikke kan forklares inden for et paradigme kaldes for anomalier. 4

Anomalier er afvigelser fra paradigmet, og altså ting som det nuværende paradigme ikke kan forklare. Kommer der tilpas mange af anomalier, så vil det føre til et paradigmeskift. Hvor et paradigme altså helt bliver udskiftet med et nyt, som bedre kan forklare de nye opståede problemer. Paradigmer er altså midlertidige, og udskiftes løbende af nye paradigmer som er bedre til at beskrive problemerne. Da det, der anses som sand viden afhænger af det herskende paradigme, sætter det spørgsmål ved om man overhovedet kan hævde at besidde sand viden. Man kan også diskutere om et nyt paradigme skulle være mere sand end et foregående? Torsten Thurén skriver: Kuhn er uklar i det væsentlige spørgsmål, om erkendelsen er absolut eller relativ. Dels kan han tolkes sådan, at videnskaben afgjort gør fremskridt. Det sker ganske vist ikke gradvist, skridt for skridt, men i ryk med stadige afbrydelser i form af videnskabelige revolutioner. Men hvert nyt paradigme forklarer virkeligheden bedre end det gamle. [ ] Men Kuhn kan også tolkes relativistisk. Paradigmerne er ikke sammenlignelige, og derfor kan vi ikke vide, om et paradigme er bedre end et andet. Vi kan derimod vide at intet paradigme varer evigt, men alle lidt efter lidt skiftes ud. Vi svæver helt i det blå og ved intet sikkert. (Thurén, 2002, s. 73) Ifølge dette kan man altså enten vælge at men at man konstant nærmer sig den sande viden, men at man aldrig når det. Med hvert paradigmeskift er man dog kommet et lille stykke tættere. Man kan også vælge at mene at paradigmer er usammenlignelige, og at det derfor ikke giver mening at tale om sand viden, endog at sige at man nærmer sig den. 5

Det geocentriske verdens billede. I dette afsnit vil jeg give nogle eksempler på historiske paradigmer. Der har gennem historien været flere eksempler på paradigmer og paradigmeskift. Det mest iøjefaldende er vel nok overgangen fra det geocentriske verdensbillede til det heliocentriske verdensbillede. Det er nok dette paradigmeskift, som har været det mest omfangsrige for det almindelige folk. Den generelle relativitetsteori var også en stor omvæltning, men det er ikke noget som almindelige mennesker kan forholde sig til. Derimod havde overgangen, og hele optrækket, til det heliocentriske verdensbillede meget stor opmærksomhed i samfundet, og mennesker blev sågar brændt på bålet for at foreslå at solen var centrum. Ud over overgangen til det heliocentriske verdensbillede kan man også tale om et paradigmeskift i forbindelse med Einsteins introduktion af den generelle relativitetsteori, indførslen af kvantemekanikken, og kontinentaldriften samt andre. Jeg vil her fokusere på overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede med udgangspunkt i Thomas Kuhns teorier om paradigmer og paradigmeskift. I det geocentriske verdensbillede, som herskede helt frem til ca. 1600, troede man at jorden var universets centrum, hvoromkring solen, månen, planeterne og stjernerne bevægede sig i lukkede cirkelbaner. Man mente at himmellegemerne var knyttet til gennemsigtige kugleskaller hvorpå de bevægede sig. Dette var et paradigme, og man stillede ikke spørgsmål ved om det nu var rigtigt (Pedersen, 2007, s.1). Det var bare sådan det var, ligesom vi i dag ikke betvivler at jorden er rund eller at universet er stort. Det er en del af vores tavse viden som vi drager konklusioner og beslutninger ud fra. Dette verdensbillede mødte dog med tiden en del modstand; særligt da man begyndte at observere himmellegemerne systematisk. Man opdagede planeterne ikke bevægede sig i rene cirkelbevægelser, men også havde en såkaldt retrograd bevægelse (Pedersen, 2007, s.1). Dette kunne ikke forklares med en model hvor jorden var i centrum, og planeterne bevægede sig i cirkelbevægelser omkring jorden. Forsøg på at forklare denne observerede bevægelse blev fremlagt af Ptolemaios som forklarede det med indførslen af epicykler. Altså at planeterne bevægede sig i cirkelbuer som igen bevægede sig på cirkelbuer (Pedersen, 2007, s.1). Dette førte til en geometrisk meget kompliceret beskrivelse af situationen, men ikke desto mindre blev denne forklaring godtaget af den Katolske kirke. Forklaringen lå indenfor det originale paradigmes rammer og man kan således ikke sige at der her var tale om et paradigmeskift. 6

Senere hen dukkede flere anomalier op, og den polske astronom Nicolai Copernicus kunne lave en meget enklere model med Solen i centrum. I starten blev denne model dog ikke modtaget særlig godt, og det skyldtes at den jo var et opbrud med det eksisterende paradigme, og da anomalierne i det gamle ikke var tilstrækkelige blev den af den brede befolkning forkastet (Pedersen, 2007, s.1). Den danske astronom Tycho Brahe havde lavet nogle meget præcise observationer af himmellegemer, og da han i 1572 opdagede en supernova henvisning, som indikerede at de ydre kugleskaller som indeholdt stjernerne ikke var uforanderlige, var dette endnu en anomalie som dukkede op. Tilsammen med dette lavede Gallileo også observationer, og nye anomalier dukkede op. Endelig var der så mange anomalier som det geocentriske verdensbillede ikke kunne forklare, men som Copernicus heliocentriske verdensbillede kunne. I stil med Kuhns videnskabsteori førte dette til et af historiens mest tydelige paradigme skift; nemlig overgangen fra det geocentriske verdensbillede til det heliocentriske (Pedersen, 2007, s. 1). 7

Videnskabsteoriers opfattelse af sand viden. Man kan anskue viden og den måde man tilegner sig viden på, på flere forskellige måder. Som vi tidligere har været inde på så problematiserer Kuhns paradigmebegreb, hvad man kan forstå som sand viden. Der findes to måder man kan anskue begrebet viden på. Grundlæggende er der, ifølge Thurén en distinktion mellem dogmatikere og relativister (Thurén, 2002, s. 11). Som dogmatiker mener man, at man har set lyset, og man ved hvad der er sandt (Thurén, 2002, s. 10). I Kuhns perspektiv ville en dogmatiker mene at det paradigme han befandt sig i var det ultimative, og han ville ikke betvivle rigtigheden af det. Dogmatikerne forholder sig til anomalier i et paradigme ved at benægte dem, og ikke tage stilling til dem. Torsten Thurén illustrer hvordan en dogmatiker tænker: Ganske vist modsiger en del fakta, hvad jeg tror, men disse fakta kan ikke være sande, de må ikke være sande. Hele mit verdensbillede braser sammen, hvis de er sande, derfor vægrer jeg mig ved at tro på dem. (Thurén, 2002, s. 10-11) Modsætningen til dogmatikeren er relativisten. En relativist er opmærksom på alle komplikationerne, der kan opstå ved begrebet sand viden. Han mener altså ikke at man kan tale om noget som værende sand viden. For ham findes der kun mange små sandheder (Thurén, 2002, s. 11), som kan støbes sammen til at give et helhedsindtryk. Han mener ikke at noget er mere rigtigt end noget andet. Dette indkapsles ved følgende (Thurén, 2002, s. 10): Der findes ingen sandhed, og hvis den findes, kan vi ikke opnå den. Man kan se virkeligheden på den ene eller den anden måde, forskellen spiller ingen større rolle. I Kuhns paradigme ville en relativist være fuldt ud bevidst om begrænsningerne på hans viden, og ville ikke mene at det ene paradigme var mere rigtigt end det andet. Som ekstrem relativist ville man ikke mene at vores forståelse af jordens placering i universet i dag er mere rigtig end den var i oldtiden. Så selvom relativisten i første omgang virker fornuftig, så kan de fleste formentlig ikke være helt enige i dette, i lighed med en decideret relativist. Man kan heller ikke som tilhænger af Kuhns teori bakke 100% op om denne fremstilling, da nye paradigmer jo opstår ved at de er bedre til at forklare anomalierne end det forrige paradigme. Derfor må det nye paradigme jo i en eller anden forstand også være mere sand end det forrige. Torsten Thurén siger om relativister: "Alligevel kan jeg ikke erklære mig enig i erkendelsesrelativismen. Selv om man ikke kan nå frem til nogen absolutte sandheder, så tror 8

jeg man i det mindste kan komme frem til standpunkter, som er mere eller mindre sandsynlige (Thurén, 2002, s. 11). Dette har været nogle grove opridsninger af hhv. dogmatikere og relativister. Man finder ikke mange, som er udpræget det ene eller det andet, vi fleste er nok en god portion af både det ene og det andet. Som naturvidenskabsfolk hælder vi dog måske mest til den dogmatiske synsvinkel, idet vores job som naturvidenskabsmænd har til formål at finde svar og løsninger på spørgsmål og problemer. En mere nuanceret udgave af den dogmatiske fremstilling, er positivismen. Her mener man at der trods alt er en kerne af sand viden. Så hvis man skærer alt det væk som man troede man vidste, men som man egentlig ikke var helt sikker på, så vil man stå tilbage med en kerne af sand viden, som man så kan arbejde videre ud fra. Men spørgsmålet er om man så kan koge ens viden ned til den sande essens af sand viden, eller om dette ikke også blot vil blive et resultat af det paradigme, som man nu engang befinder sig i? Så vi er vel heller ikke i dag i stand til at producere noget, som vi kan kalde sand viden; dette ville en dogmatiker være uenig i. Han ville som sagt tro på at hans viden var den sand, og korrekt. Thomas Kuhns teori om midlertidige paradigmer er imidlertid ikke kompatibel med denne ide, og må have det man kunne kalde en asymptotisk sandhedsudvikling. Hvor man nærmer sig sandheden, men aldrig når den. Identificering af mulige anomalier i et nutidigt naturvidenskabeligt paradigme. I dette afsnit vil jeg prøve at identificere mulige anomalier, altså uforklarlige spørgsmål, i vores nuværende naturvidenskabelige paradigme, og i forlængelse af dette anslå om der ligger et paradigmeskift nært ude i fremtiden. Som vi tidligere har været inde på så vil der i løbet af et paradigme opstå problemer og spørgsmål, som ikke umiddelbart kan besvares i det nuværende paradigme. Vi har på dette tidspunkt i videnskabshistorien oplevet flere eksempler på paradigme skift, som har ledt os frem til det forståelsesgrundlag vi har lige nu. Men der er også ting som vi ikke umiddelbart forstår, og ting som ikke i vores forståelsesramme kan forklares. Et interessant emne, som vi tidligere har diskuteret er vores verdensbillede. Vi er nu kommet frem til en forståelse af jordens placering i universet som vi umiddelbart er godt tilfredse med. Men kan vi 9

overhovedet tro på at det er den endelige forståelse. Der er jo uomtvisteligt dukket nogle begreber op i nyere tid som vi ikke uden videre kan kapere og forstå med vores nuværende tavse viden. Universets størrelse eksempelvis. Kan vi overhovedet tale om at universet er uendeligt stort? Og Big Bang; hele universet startede med en enkelt eksplosion som dannede universet. Hvordan kan man ud af ingenting danne noget som er uendeligt stort? Generel relativitetsteori kan til dels svare på disse spørgsmål ved at koble rummet og tiden til en 4 dimensional rumtid 2. Men er vi tilfredse med dette. Vi opnår ikke ad denne vej en forståelse af begrebet uendeligt. Derudover er der spørgsmålet om hvordan gravitationen egentlig virker. Man har siden Newton kendt til gravitationen, og været i stand til at regne på tiltrækning mellem forskellige objekter. Men man forstår stadig ikke hvordan gravitationen egentlig virker. Man er i øjeblikket i gang på CERN 3 med at undersøge dette, og jeg formoder at et hvilket som helst resultat vil medføre en nuancering af vores opfattelse af gravitationen. Så på dette område ser jeg at anomalierne allerede er til stede, det der mangler er en alternativ forståelse. Ifølge Thomas Kuhn er paradigmer midlertidige, og vi vil meget sikkert se et nyt paradigmeskift ude i fremtiden. Det kan dog også være svært at få øje på paradigmeskift samtidigt med at de sker. Formodentlig har man heller ikke ved overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede kunne mærke overgangen da det skete. Det er en ting som bedst ses i bagklogskabens klare lys. Konklusion og afslutning Jeg kan konkludere Thomas Kuhns teorier om paradigmer og paradigmeskift i stor grad problematiserer hvad man kan forstå som sand viden, og om man overhovedet kan forstå noget som sand viden. Kuhns teorier fokuserer på at man baserer sin forskning på et vidensgrundlag, som der er en bred konsensus omkring. Man stiller ikke spørgsmål ved det grundlæggende, men arbejder blot videre fra paradigmets basale retningsbestemmelser. Man forsøger endvidere at forklare afvigelser indenfor paradigmets rammer, men hvis der kommer 2 I Einsteins generelle relativitetsteori er tid og det 3-dimensionale rum slået sammen til et enkelt 4-dimensionalt manifold kaldet rumtiden. Et punkt i rumtiden bliver benævnt en hændelse og enhver hændelse har derfor 4 koordinater (t, x, y, z). 3 CER er et europæisk center for forskning i partikelfysik. 10

mange afvigelser som ikke kan forklares, det som kaldes anomalier, så vil der ske et brud med paradigmet, og der vil forekomme et paradigmeskift. Gennem historien er der flere eksempler som kan placeres under kategorien paradigmeskift, hvoraf det mest iøjefaldende var overgangen fra det geocentriske verdensbillede til det heliocentriske verdensbillede. Paradigmer er midlertidige, og dette problematiserer hvad vi forstår som sand viden. Man kan have forskellige anskuelser med hensyn til om sand viden er opnåeligt, men Thomas Kuhns teorier om midlertidige paradigmer er ikke kompatibelt med forestillingen om at noget er sand viden. Da ethvert paradigme på et tidspunkt vil blive udskiftet af et nyt, tvinger det os til at indse at vores nuværende forståelse af verden ikke kan argumenteres for at være den korrekte og sande forståelse. Men med dette i baghovedet kan vi dog heller ikke, som en decideret relativist udelukke at nogle sandheder er mere sande end andre, vi må blot ikke tro at det er endegyldige sandheder. Med henblik på diskussionen af dogmatisme kontra relativisme kan jeg også konkludere at Thomas Kuhns tilgang udgør en relativistisk videnskabsteori, hvor man dog når man er indfanget i paradigmet kan have en mere eller mindre dogmatisk opfattelse. Litteraturliste: Thurén, Torsten; Videnskabsteori For Begyndere, Denmark 2002, Gyldendals Bogklubber. Kuhn, Thomas S.; Videnskabens Revolutioner, s. 43-61 i kompendiet Videnskabsteori og etik for fysikere, det naturvidenskabelige Fakultet, april 2007. Pedersen, Stig Andur; Paradigmeskiftets fader, s. 1 i kompendiet Videnskabsteori og etik for fysikere, det naturvidenskabelige Fakultet, april 2007. Kongsted, Christian; Når videnskaben bliver politisk, s. 2 i kompendiet Videnskabsteori og etik for fysikere, det naturvidenskabelige Fakultet, april 2007. 11