love alley love News 1 Kunstnere og arkitekter fortæller i denne udgave af love alley News om deres arbejde i love alley. love alley er et kunstnerisk byggeprojekt parallelt til byggeriet på den anden side, der er en typisk, standardiseret bystruktur, hvor beboerne ikke har haft indflydelse på byggeriet. love alley anvender de strategier man ikke bruger i almindeligt byggeri. love alley er en visualisering af et tankesystem, der kan gøre en bydannelse spændende og tankevækkende. Nogle af projekterne i love alley kan ses som en overgang eller et bindeled til den rigtige by, mens andre laver tilføjelser, som man normalt ikke ville se i en bydannelse. Enhver færdig opskrift medfører at man udelukker alt andet, og at man ikke engagerer sig. I love alley er der ikke er en færdig opskrift, og tiden kan strækkes i alle retninger indtil alle er tilfredse med deres konstruktion, og dialogen mellem værkerne er synlig. Marianne Jørgensen lovealley.dk 2010 News
2 love alley News love alley News 3 love alley Sophus Ejler Jepsen og Cecilie Bendixen Udgivet i forbindelse med udstillingen På den ene side og på den anden side af Marianne Jørgensen Kirkebyggeri Kunsthal Brænderigården 23. januar - 14. marts 2010 2010 Kunsthal Brænderigården, kunstnere og forfattere Grafisk tilrettelægning Sine Bang Nielsen Fotografer Marianne Jørgensen Barbara Katzin Christian T. Joergensen Jesper Ramussen Tegneserie Mathias Sæderup på love Tryk Mediefabrikken Oplag 5000 Brænderigårdens Forlag ISBN 978-87-90192-60-0 alley Tak til Svend Erik Kristensen Barbara Katzin Iben Mosbæk Hofstede Jens Balder Joaquin Zaragozza Åse Eg Jørgensen Anna Kate Scott Jessen Christian T. Joergensen Siska Katrine Jørgensen Benjamin D souza Jesper Rasmussen August Ras Jørgensen Svend Leth Ejvind Post Christian de Thurah Morten de Thurah Ella Fabricius Jørgensen Asta Fabricius Jørgensen Jens Jørgen Dyrbjerg Hans Kristian Dyrbjerg John Klein Emil Thomsen Morten Kyndby Holm Louise Harbo Thue Sørensen Elle Mie Ejdrup Jonas Georg Peter Olsen Mathias Sæderup Ulrik Lyne Lars Sønderskov Sørensen Jan Rüsz Christian Warncke Nutzhorn Bertil Mulvad Jacob Molberg Støttet af Kulturudviklingspuljen Århus kommune Entreprenør Svend Erik Christensen Papagallo Ordet kærlighedshus begyndte at give mening: Kirkebyggeri er en del af en lang kærlighedshistorie, der på én gang er grusom, fan tastisk og smuk som kærlighed er det Af Anne Ehlers, præst Kører man i tog fra Århus mod Skanderborg, kan man få et glimt af et særligt landskab i landskabet: Det er love alley, som med en mangfoldighed af bygninger og skulpturer er byg get på en eng i udkanten af Viby. På det højeste sted ligger en kirke. Den ligger på toppen af love alley s bakke, for enden af l erne i alley, sådan at de to l er og græsarealet danner en vej op til kirken. Kirkebyggeri har fra kristendommens komme til Danmark på lignende måde indgået i land skabet: Der blev bygget på bakker og høje, som fra førkristen tid havde fungeret som helligsteder. Derved indgår kirke byggeri i helligdommenes lange kulturhistorie. At bygge en kirke er at blive en del af en lang og uafsluttet proces. Umiddelbart forbinder man måske ordet kirke med noget statisk, men der findes jo ikke én middelalderkirke eller nyere kirke som ikke afspejler historiens foranderlige gang. Mennesker har gennem tiderne præget deres lokale kirke. Nogle kirker er bukket under for naturens kræfter, andre kirker holdes ved lige med reparationer og andre igen er ganske nye bygninger. Kirken på love alley er et helt nyt kirkebyggeri. Bygningens form fremstår traditionelt som en processionskirke med apsis. Den bygges af hø, snor, beton og gips. Høet bindes med snoren i en løbebinding og danner kirkens vægge og tag. Som en del af væggen former løbebindingen samtidig støbeforme til to gips/beton-figurer. Under selve kirkebyggeriet er løbebindingen støtte-konstruktion for de flydende gips/beton-figurer. Når byggeriet er afsluttet, støtter de hærdede fig urer hø-konstruktionen. Endnu senere, når høet forgår, vil figur erne afsløre sig som to gående mennesker, på vej ned ad hver sit l med den sammensunkne hø-konstruktion om fødderne. Kirkebyggeri udgør et led i en lang og fortsat kristen fortolkningshistorie. Grundtvigs ord Vi er Guds hus og kirke nu, byg get af levende stene (DDS nr. 323 vers 2) får sin egen dimen sion, når man står dér i den lille kirke for enden af l erne på love alley: Det er nu, du og jeg er her i denne verden, lige nu på love alley, og det er os, der skal bygge videre på den lange kærlighedshistorie. Det er dig og mig, der lige nu kan identificere os med kirkens beton/gips-figurer. I et interview fortæller Sophus om kirkebygningen, a t det i udgangspunktet slet ikke havde været meningen, at der ligefrem skulle etableres en kirke
4 love alley News love alley News 5 Sophus Ejler Jepsen og Cecilie Bendixen Martin Richard Olsen Klokkestøbning i Århus og Indien I 2003/2004 tog jeg og min søn, Thue, til Sydindien. I staterne Tamil Nadu og Kerala opsøgte vi forskellige bronzestøber-samfund og værksteder. Nogle fandt vi via internettet, andre via folk, der kendte til dem. Kombakunam, Swamimalai, Narciacoville, Mannar bare navnene emmer af det fremmede. Og de var flinke til at lade os fotografere, tegne og spørge. Jeg havde fået et rejselegat fra SKF til at studere de metoder, man siden oldtiden har anvendt til at støbe bronze med i Indien. Traditionen er stadig spillevende og dens udøvere ligeså. De har også topmoderne støb erier til industrielt brug, men de gamle metoder bliver holdt i hævd, blandt andet fordi templerne efterspørger deres produkter. Det giver vel også en større efterspørgsel i kraft af, at der bor en 1 milliard mennesker og ikke 6 millioner som herhjemme. I Indien er de forskellige erhverv tit samlet i nærheden af hinanden, f.eks. ligger en masse skomagere og producenter af ting til sko i det samme område. Der er også stenhuggerbyer, keramikerbyer osv. Og jeg ser pludselig en sammenhæng til love alley et lille kunstsamfund. I Sydindien har de haft den samme hinduistiske tro i flere tusind år, mens man nord på har været under muslimsk og buddhistisk indflydelse. De udfører de samme ritualer som deres forældre og forfædre. De bruger de samme templer, går på de samme slidte sten og følger de samme skikke. De hænger fast i gamle uhygge lige tabuer, som f.eks. kastesystemet. Deres tog kører til tiden, og det er utrolig billigt. Togene er tit fyldte med folk på pilgrims færd. Deres offentlige transport er meget billig, synlig og voldsom. De er sig selv nok og meget stolte af at være indere, og vi mødte en utrolig venlighed og gæstfrihed. Desværre forurener de naturen helt vildt. Det var en af de største oplevelser i mit liv. Et år efter var jeg nærmest i en slags trance. Alt ved livet i Indien er fuldstændig anderledes end herhjemme bare vejret! De er næsten 1.000.000.000 vegetarer, hvilket jeg også tror påvirker samfundet fuldstændigt i en fredelig retning. Det er en verdensdel, og det er en helt anden verden med en helt anden kunst. Jeg forstår ikke helt, hvordan liv og kunst hænger sammen for dem. Kunsten er overalt som en del af religionen. I Chennai var der noget, der mindede om lidt gammeldags, provinsagtig kunstnerstemning med en flot kunstbygning. Så der er både en religiøs- og en verd slig kunsttradition. I Tamil Nadu drysser kvinderne hver morgen et smukt mønster af både hvid- og farvet rismel foran deres hoveddør. I templet kaster de smørklatter på nogen af figurerne, og de bliver vasket med mælk af halvnøgne mænd. I de mest hellige templer skulle man have bar overkrop for at komme ind. Der bliver flettet de smukkeste blomsterkranse og lavet guirlander, som hænger alle vegne, og der går køer rundt i gaderne. Elefanten henne i templet er malet med de samme flotte mønstre som ses på gaden. De tusindvis af figurer på templerne er malet i de grimmeste farver, men man vænner sig til det. Og så spiser de allesammen med fingrene på højre hånd. De fleste mænd går med mørke bukser og hvide skjorter, mens de fleste kvinder går med sari og bluser i alle kulører. Sjovt nok er Sophus og Cecilie i Indien lige nu. Det er dem, der bygger love alley s kirke som jeg er blevet bedt om at støbe klokker til. Det kommer til at foregå i et lille støberi bygget på stedet, og næsten alle materialer findes på stedet. Der er noget med Indien. Der er også noget med Århus og Marianne Jørgensen og hendes familie. Der er dejlig varmt og højt til loftet. Klokketempel, Mannar, 2004. Foto: Martin R. Olsen Fra venstre: Storklokke trækkes ned i gruben. Stor klokke.klokke formen stampes fast i gulv. Lukket digle med lille hul. Bronzen hældes i med enmandsdigler, uanset hvor store klokker der støbes. Foto: Martin R. Olsen Mannar 2004 i love alley s landskab. Faktisk lød op gaven på et kærlighedshus, men dette ord bragte umiddelbart en blanding af irriterende og lumre billeder frem på nethinden, så det blev nødvendigt at tænke forfra... To forskellige indfaldsvinkler sporede Sophus og Cecilies tanker hen på et kirkebyggeri: Deres yngste søns fødsel, og der af følgende overvejelser i forbindelse med at få den lille dreng døbt, samt erfaringen af de alternative rum, som mennesker altid har formet mellem sig i med- og modspil til de rum, vi i vores hverdag omgiver os med og lader os begrænse af. Ordet kærlighedshus begyndte at give mening: Kirkebyggeri er en del af en lang kærlighedshistorie, der på én gang er grusom, fantastisk og smuk som kærlighed er det. Alle mennesker bliver født ind i en tradition og historie, og alle traditioner også den kristne kirkes rummer eksempler på grusomhed. Det er en illusion at forestille sig, at man uden videre kan vende ryggen til det onde og grufulde, som om man ikke havde del i det. Man bliver tværtimod nødt til at forsone sig med det, tage det på sig, for så at forsøge at komme med sit bud på, hvordan godhed kan blive til virkelighed mellem mennesker. Et kirkerum er i sig selv et alternativt rum. Her opbygges en særlig orden. Kendetegnende for denne orden er Gudsrigets fællesskab, tilgivelse, tro og næste kærlighed. Disse kendetegn er bygningen i sig selv en stadig påmindelse om: Guds rige af tro, håb og kærlighed findes som ord og handlinger mellem mennesker, fordi der altid er andet og mere at fortælle om menneskelivet end grusomhed og ondskab. En kirkebygning minder os om det, der er større, rigere og dybere i livet end vi med vores, til tider, noget begrænsede holdninger til tilværelsen og til hinanden får praktiseret. Det minder os også om, at kirke rummets orden bestan d igt skal opbygges af de mennesker, der tager kirkens særlige rum og orden på sig. Sandt og oprigtigt kirkebyggeri er en uophørlig virkelig gørelse af bud skabet om tilgivelse og forsoning, og af omsorg og kærlighed mellem mennesker. Gudsrigets fællesskab er alt andet end smukke ord, for fælles skabet findes kun dér, hvor der rækkes en hånd ud til hjælp. To kunstnere fik til opgave at bygge et hus for kærligheden og lod sig inspirere af overvej elser over dåb: Dåb som udgangspunkt for kirkebyggeri. Dåb som er kirkens klareste udtryk for budskabet om til givelse og kærlighed. Dåbens velsignelse som sætter et menneske ind i en himmelsk orden, hvor det aldrig skal gå alene. Når vind og vejr har brudt love alley s kirke ned, gælder rummets orden stadig, hvilket kirkens to gips/betonfigurer vil erindre om: De to mennesker går, med tilgivelse og velsignelse i ryggen, ned ad hver sit l men fælles om at skulle bygge videre dér, hvor de er på vej hen i livet.
6 love alley News love alley News 7 Henriette Heise Anna Kate Scott Jessen Lag på lag i love alley På den ene side: (Bygge-) grund til diskussion love alley et stykke bar mark er Marianne Jørgensens reak tion på nabolagets omformning. En eksplosion og et nybygger-område i miniformat har taget form. Jeg går med gummistøvler over marken. Det er svært at aflæse skriften skrevet i jorden. Græsset har nået at brede sig siden sprængningerne. Næste gang er her asfalteret og et udsigtstårn har rejst sig. Det letter overblikket, men ikke frustrationen over, hvor skal jeg tage fat. Konteksten glimrer ved sit fravær. Her er kun vejen og Mariannes tanker at spille op imod. Der går lang tid før de første projekter skyder frem. Med en egen dagsorden bliver der bygget inden for matriklerne. Projektet mimer lige på det område den omkringliggende verden. Mariannes Jørgensens lokalplan er fri. Her er ingen faste højdegrænser eller begræns ninger i materialevalg, form, udtryk eller funktion. Jeg må kigge på den anden side og se hvad reaktionen kom mer af, inden jeg kan finde fodfæste i love alley. Og på den anden side: Symbolernes verden Jeg kigger mig omkring i den nye bebyggelse, og tænker: Her er masser af huse, men ingen arkitektur. Er det nonchalant at tænke sådan? Og hvorfor er det, at jeg så åbenlyst føler fraværet her? Her er udstykninger, huse og haver. Her står barnevogne og biler parkeret. Grundene og materialerne har været dyre og der er i høj grad foretaget valg i forhold til udformning og signalværdi. Her er bygget drømmeboliger for mange mil lioner. Her ligger herre gården med brolagt gårdsplads og med sort, glinsende tegltag, der ridder højt over dets hvidpudsede murværk og opsprossede vinduer. Funkisvillaen, der ligger ved siden af, har fladt tag, store vinduesåbninger og klare linjer, der tegner sig bedst i billeder, inden familien flytter ind. Udtrykket synes at variere, men alle lader til at ønske sig den samme livsstil med åbent køkken, lukkede badeværelser og et privat rum til hver person i husstanden. Der skal ikke eksperimenteres for meget med planen. Haverne er systematisk opbygget over et, endnu synligt, fælles diagram bag de spinkle, nyplantede hække. Tættest på huset ligger terrassen, pænt anlagt med rigelig flisebelagt plads til både havebord, grill og treenigheden af krukker. Sorte terrazzokrukker til den hvide funkisvilla, romersk antik-look til herregården eller terracotta krukker til minde om sommerens ferie sydpå. Herefter kommer plænen; jævn, grøn og tæt er målet. Den vokser sjældent højt nok til at bellisen begynder at blomstre. Staudebedet fra den traditionelle landbohave, der flyttede med ind i 70 ernes byggeri, er byttet ud med en lavendelhæk eller et stenbed med sukkulent lignende planter. Importeret pinjebark der er indfarvet og kinesiske granitskærver holdes ligeså klinisk rene og frie for uønskede vækster som græsplænen. Rododendron er, ligesom de eksotiske orkideer i vindueskarmen, blevet hvermandseje. Huse og haver ligger iscenesat ned til mindste detalje og repræsenterer hver enkelt families velordnede fremtidsdrøm. Symbolerne er direkte aflæselige uafhængig af, om det er bondeidyl, verdensudsyn eller blikket for design, der skal formidles. Husene fremstår som en repræsentation af beboerne en præsentation der viser sig allerbedst i den egentlige repræsentation som f.eks. fotografiet. Hvorfor er arkitektur, i denne verden af valg, fravalgt? Fri kærlighed Jeg er tilbage i love alley, og jeg mangler systematikken og regelsættet, som jeg på den ene side så bragende ønsker at frigøre mig fra, men samtidig savner til at igangsætte processen. Jeg må definere ordet arkitektur, hvis jeg skal have nogen som helst fornemmelse af, hvad mit ærinde som deltager og arkitekt på love alley er. Arkitekturen, æstetikken og det stedsspecifikke Der er oplevelser, som går under huden af den slags det er svært at sætte ord på. Kirkerum er et af de steder jeg opsøger for denne slags stille oplevelser. Religiøs? Nej, men jeg mærker det, når en bygning er lagt, hvor hellige ritualer, religiøse tanker og helt almindelige mennesker har bevæget Min matrikel står som et vildnis. Der er rodet i jorden og lagt vej ud omkring, så kun det ihærdige senegræs og et par stædige tidsler dukker frem. Det er et smukt jordlod, der strækker sig fra bakketoppen ned i landskabet, langt og dybt ned i y et, som er afslutningen på ordet alley. Alley mine tanker falder på passager mellem huse; steder, hvor selvsået hyld sender sin duft af forår af sted. Steder, hvor efterårsblade samler sig i bunker bunker som børnestøvler og travle støvler sparker op i hvirvelvinde med fare for at vække et vinter søvn igt pindsvin. Alley trækker tank erne hen mod steder efterladt i barndommen; hemmeligheders og drømmes sted. love alley tanken er vanret til at være teenager med forventninger om kys, cigaretter røget i smug og en voksende selvstændighed. Her er et stykke, midt imellem byggelegeplads, mur og vulkan, tæt på kirken. Det er både start og slut. Det er her man som gæst ankommer til området, og samtidig afslutningen det sidste bogstav i love alley. sig gennem år tusinder. Tykke mure, hvor hænder har strøget hver enkelt sten, lag på lag på lag af kalk, der suger lyset dybt ind og reflekterer et farvespekter, der ikke kan imiteres. Stengulv, slidt af brug, og træværk, hvor alle hjørner er afrundet af de tusinder af gange det er blevet berørt. Selvfølgelig mærker jeg det, det guddommelige en æstetisk oplevelse og fornemmelsen af at høre til. Jeg netop mærker det; dufter kalken, lytter til klangen, rører ved træværket, ser på lyset sanser rummet jeg er i. Den oplevede arkitektur tager afsæt i æstetikken. Æstetik som det græske Aisthetikos den umiddelbare erkendelse via sanserne. Rum, ophold og materialevalg, herunder forståelsen af materialernes iboende egenskaber, ses i denne sam Undervejs i en proces Et lille sted med ingenting Jans mur gennemskærer det øverste hjørne af min matrikel. Et stiforløb, der snirkler sig af sted uafhængigt af vej en og løber omkring min matrikel, slutter brat ved mødet med muren. Jeg ankommer, da der er støbt fundament, og armeringsjernet stritter op som ranke soldater. Indre protester rejser sig i mig; sådan at klodse en mur ned gennem det hele og tværs over min matrikel?! Samtidig viser muligheder og idéer sig til kobling af muren og nye projekter. Jeg stopper med stien. Jeg kan stadig træde over fundamentet og fortsætte, men forestiller mig hvilke konsekvenser det får, når muren er fuldt opført. Jeg forestiller mig, hvorledes den vil blokere mit udsyn, mit blik og min gang. Nej, det vil jeg simpelthen ikke finde mig i. Jeg tænker mig et muldvarpeskud ikke på plænen men på muren! Der skal være et hul et hul i muren! Vender og drejer tanken; et musehul, et nøglehul, hullet til en hule, sprækker og åbninger, døråbninger, portåbninger? Jeg accepterer murens tilstedeværelse med undtagelse af et lille område, hvor jeg vil skabe et kighul. Kompromiset Mit hul er et kighul. Da jeg ikke kan bygge selve hullet, må jeg arbejde med afgrænsningen det der omkranser hullet. Sætter kig-rør op; korte rør med små huller og lange rør med store huller. Jeg kigger rundt. Røret styrer mit udsyn og aktiverer mine bevægelser, når jeg placerer mig i forhold til røret for at få et kig. Underligt hvorledes et lillebitte hul, næsten ingenting, bliver styrende for min adfærd og mit udsyn. Kigget har fået retning. Det er blevet indrammet, og hvad det kigger menhæng som det sansede, det oplevede. Når vi oplever er der ingen afgrænsning. Oplevelsen præges af den forudgående oplevelse og kan ikke frigøres fra sin kontekst, hvilket gør arkitekturen stedsspecifik. Forståelsen af arkitektur i denne diskussion er derfor med udgangspunkt i æstetik og genius loci. Arkitekturen er sanset og stedsspecifik som grundvilkår for at kunne skabes. Symbolik versus æstetik Når drømmeboligen skal bygges er det nærliggende at hente på har pludselig fået betydning. Som et sigte flytter jeg rundt på røret. Jeg indfanger bævreaspens vajende grene, der gør opmærksom på bladenes konstante spil i vinden. Dernæst indrammer jeg farverig graffiti, hvis farveintensitet koncentreres, når alle omgivelser skæres bort. En solsort synger aftensang på toppen af skorstenen. Volumen for dobles, når mit blik og min koncentration rettes mod den. Til sidst lander blikket på love alley s udsigtstårn og jeg betragter beskueren dér. Som tårnet udfylder kighullet er det pludselig rykket tæt på blevet vedkommende og en slags blind makker i love alley. Jeg forestiller mig det, der ligger skjult bag muren, og hvordan den visuelle kontakt til dette kun sker gennem røret. Jeg vender tanken rundt: Hvis jeg gennem hullet kan betragte beskueren, vil beskueren således også kunne betragte det bagvedliggende. Men et lille hul på lang afstand er ikke i sig selv opsigtsvækkende. Muren er massiv, passiv og mørk. Kan man bringe bevægelsen, det levende og omskiftelige ind gennem et lille bitte hul? Himlen har den foranderlige og forunderlige omskiftelighed en uforudsigelighed jeg gerne vil koncentrere. Fra tårnet, gennem hullet, danner kigget en ellipse spredt ud i landskabet. Spejle, der reflekterer lyset, vejret og skyernes flagren over himlen, skal for beskueren i tårnet samle sig gennem kighullet som et blinkende øje i muren. referencer ind om det gode liv. Det samme gør sig gældende, når vi kigger over naboens hæk. Vi ser efter billeder og symboler, der fortæller os, at her går det godt. Fortællingen om opholdet i kirken søger at illustrere det udefinerlige, det som man kan hige efter, det der vanskeligt lader sig indfange af et sæt spilleregler, og det som med held opstår, når man lytter til intuitionen, lærer af erfaringen og stiller sig åben for en oplevelse af stedet. Jeg foreslår Jan Danebod et kompromis: Som modsvar til, at hans mur løber gennem min matrikel, konstruerer jeg et hul og sætter spejle op, hvor imellem intet må sættes op, der visuelt kan forhindre denne kontakt. Transformationen Hullet er flyttet! Hjælp. Jeg er sur faktisk rasende. Mit omhyggeligt anlagte hul er flyttet. Jan har ikke accepteret kompromiset dette er ikke præmissen for hans mur, lyder svaret. Jeg er vred, for jeg synes jo på ingen måde, at han har ret til at flytte, hvad jeg har etableret på min matrikel. Hmpf! Sådan at fjerne mit hul. Skal jeg rive muren ned?, flyver det gennem mit hoved. Vreden skifter til en stædig insisteren: Så må jeg jo fastgøre mit hul. Fra at hullet var en omkransning, der forsigtigt afventede at blive omsluttet af muren, må det nu fastgøres og være en uomgåelig klods. Der må svejses ben på og det må støbes fast. Hullet kan og må ikke flyttes! Forandringen, fra at være et fritsvævende hul til at have en fysisk forankret krop, ændrer hullet fra at være hul (og dermed ingenting) til at være en kikkert og dermed et objekt. Jeg havde langt fra tænkt mig, at mit projekt skulle være et objekt. Det forandrer selvforståelsen i projektet, men det er måske her jeg skal finde mit egentlige ærinde i love alley-projektet; som tanke klods og tankespind, der kan give mine tanker en mur at spille bold op af.
8 love alley News love alley News 9 Sine Bang Nielsen Åsa Sonjasdottir A Potato Perspective on: Den Grønne Ø Karin Michaëlis The Order of Potatoes asyl Kære Ven! ( ) I min Have har jeg 3 smaa bitte Træhuse, hvor man baade kan bo og arbejde og lave Mad! ( ) Hvis De nu kom i Løbet af en lille Uges Tid, ville jeg sikkert være hjemme igen, og saa til at begynde med, kunne De bo hos mig, derefter i et af de smaa bitte Huse, hvor jeg næsten tænker De selv maa kunne lave Mad. Paa den maade kom De jo ganske billigt over Sommeren, da Huslejen er fri, og Maden i Danmark for Tiden er meget billig. ( ) Altsaa De er hjertelig velkommen,og De kan komme naar som helst. ( ) Hjertelige Hilsner og paa Gensyn! Karin Michaëlis In the presentation A Potato Perspective on: The Order of Potatoes for love alley, I grow and share potato varieties that are prohibited for commercial circulation within the EU. I also present material on the historical journey that has led to this state of order. The potatoes journey through Europe, from its first appearance as loot from Spanish Conquistadores raids in South America in the 1500s to its position today as genetically regulated plant material, contains many surprising details and conjunctions with major historical, political and economic transformations. Becoming an important foodstuff during industrialisation, the potato is one of the basic threads woven through the story of modern societal transformation. Cultivated potato varieties are living historical material; they are carriers of information and knowledge from the past. Throughout history, the tubers have been bred to cater to our varying needs and desires, be it those of home-gardeners, small-scale farmers or cor porate life sciences researchers. Some of this living history will be available during the exhibition since it takes place very appropriately during the potato-planting season; it will be possible for visitors to collect samples of potato varieties that still exist but have been outlawed for commercial circulation, planting or further distribution. The farming and handingout of marginalized potato varieties is an act that increases, in real terms, the genetic diversity that is currently kept locked away in gene banks. It can at the same time be understood as a symbolic distribution, highlighting a matter of urgent importance to Europe: The marginalisation and criminalisation of what capital interests define as disturbing elements. Den danske forfatterinde Karin Michaëlis husede mellem 1933-1938 mere end 15 emigranter på flugt fra nazismen eller det sovjetiske styre. De var kunstner kollegaer eller personer som hun var kommet i kontakt med via sit humanitære og litterære arbejde i Europa. Hun lod bygge tre træhuse i sin have på Thurø, så hun havde plads til sine gæster. Hendes utopiske science- fiction-roman Den grønne Ø, ud givet på dansk i 1937, indtager en særlig plads i Karin Michaëlis forfatterskab. I romanen beskriver hun, hvorledes 1600 indbyggere overlever en naturkatastrofe på en lille ø, hvor de i lang tid er afskåret fra omverdenen, som er sunket i havet. De indretter et socialistisk og vegetarisk fælles skab, som dels synes inspireret af det nødhjælps arbejde som Karin Michaëlis så i Østrig under 1. verdenskrig, og dels afspejler hendes politiske engagement efter 1. verdenskrig, præget af venskabet med de tre russiskamerikanske anarkister Emma Goldman, Alexander Berkman og Agnes Smedley. Både Alexander Berkman og Agnes Smedley har opholdt sig hos Karin på Thurø. I Den grønne Ø er øens jordemoder og kloge kone, der på grund af sin syltemani kaldes Syltesørine, ophavskvinde til de politiske tiltag, herunder afskaffelse ejendomsretten. Karin beskriver i Den grønne Ø, hvorledes Syltesørine i sine unge år bliver hjulpet i Hamborg af en jødisk familie. Da hun senere rejser ud for at finde dem igen, er de tyske jøder på flugt, og hun kan ikke finde familien: Ja saa rejse jeg hjem til Øen her, og igen gik der mange Aar. En Dag ser jeg i Avisen, at Jøderne ikke blot jages og forfølges nede i Ukraine og Polen, men her i Nærheden af os, i Tyskland, (...) Og jeg sagde til mig selv: Et sted skal de være velkommen. Er Hytten her kun ringe og snever, her skal de føle det jeg følte, da Schalom sagde: Pengene er dine! Og fra den Dag af begyndte jeg ligesaa stille at gemme hen af Træernes Frugter og Havens Grønsager. (Den grønne Ø, s. 129) Øverst: Fotografi af Karin Michaëlis i sin have på Thurø. Fra Randers Lokalhistoriske Arkiv. Nederst: Foto af et af Karin Michaëlis træhuse på Thurø. Fra Randers Lokalhistoriske Arkiv.
10 love alley News love alley News 11 Hanne Nielsen & Birgit Johnsen Birgit Johnsen & Hanne Nielsen Intruder / græsset er altid grønnere... Mand drev rundt på olietønde Mystik om mand på olietønde Nu vil olietønde-manden til USA Manden, som blev samlet op fra en tømmerflåde i Skager rak i fredags, kan have iscenesat det hele selv Et norsk skib reddede her til morgen en forkommen mand, der flød rundt på hjemmelavet flåde i Skagerrak 12:41 den 21. april. En forkommen mand blev fredag morgen ved syvtiden fundet i Skagerrak, hvor han flød rundt på en flåde af fire olietønder midt mellem Norge og Danmark. Den skibbrudne blev samlet op af det norske fragtskib Berge Odin, som er på vej fra England til Sverige. Manden lå på en palle, som var bundet fast til fire olietønder. Han hævder, at han er blevet smidt over bord fra et andet skib. Han er noget forkommen og nedkølet, men han er ikke fysisk skadet, siger redningslederen til det norske nyhedsbureau. Ifølge norske medier har manden fortalt, at han var om bord på et engelsk skib. Han er østeuropæisk af udseende, men hævder at komme fra Californien. Rederi selskabet Bergesen bekræfter, at de nu tager hånd om manden, indtil Berge Odin fredag eftermiddag lægger til i Sverige. Derefter vil svensk grænsepoliti gå ind i sagen og afhøre manden. 17:37 den 21. april. Mand nægter at fortælle svensk politi, hvorfor han flød rundt i Skagerrak på en hjemmelavet flåde af olietønder. Politiet i Göteborg afhørte fredag aften den mand, der om morgenen blev fundet i Skagerrak flydende på en flåde af olietønder. Men han er tavs som graven. Det eneste, han foreløbigt har fortalt os, er, at han er fra USA. Han vil ikke fortælle, hvordan han havnede på flåden, eller hvor længe han har opholdt sig på den, oplyser pressetalsmand for Göteborg Politi. Manden ligger i øjeblikket til observation på syge huset i Göteborg. Herefter vil politiet fortsætte afhøringen af ham. Vi vil selvfølgelig gerne vide noget mere om både hændelsen og om mandens identitet. For hvis han er blevet smidt overbord fra et andet fartøj, er det ikke svært for os at spore. En sydafrikansk mand nægter at fortælle svensk politi, hvorfor han flød rundt i Skagerrak på en hjemmelavet flåde af olie tønder. Den mand, der fredag morgen blev fundet i Skagerrak flydende på en flåde af olietønder, vil nu videre fra Sverige til New York i USA. Manden blev fredag aften afhørt af politiet i Göteborg og fortalte, at han er den 47-årige George Williams og opvokset i Cape Town i Sydafrika. Politiet har dog ikke kunnet bekræfte mandens identitet, oplyser pressetalsmand for Göteborg Politi. Han har fortalt, at han har tilbragt fire døgn på flåden, men han vil ikke oplyse, hvordan han er endt der. Manden har fortalt, at han på et tidspunkt har boet i USA, og at han nu vil til New York i USA, hvor han har bekendte. De svenske myndigheder vil nu tage kontakt til den amerikanske ambassade i Sverige i et forsøg på at komme videre i sagen. Skagerrak-tømmerflåde måske PR-stunt Svensk politi mistænker nu den meget lidt samarbejdsvillige olietønde-mand fra Skagerrak for at have iscenesat et PRnummer til søs. 18:04 den 23. april 2006. Manden, som blev samlet op fra en tømmerflåde i Skagerrak i fredags, kan have iscenesat det hele selv. Svensk politi mistænker ham for at have iværksat det som et PR-nummer for at få opmærksomhed, skriver flere aviser i Norge og Sverige søndag. Han har selv oplyst, at han blev sat på tømmerflåden fra et skib, at han er fra Sydafrika, men at han gerne vil til USA og arbejde. Langt hen ad vejen har han været meget lidt samarbejdsvillig med politiet. Manden blev samlet op 50 kilometer fra land, han var stærk forkom men og lugtede ramt af ged. Siden er han kommet til hægterne på et sygehus i Göteborg, men hans forklaringer til politiet er stadig hverken fyldestgørende eller sammenhængende. En mand er fredag morgen blevet fundet flydende på en flåde af olietønder i Skagerrak Fredag den 21. april 2006, 11:45. Omkring klokken 8:30 i morges blev manden samlet op af det norske lastskib B e r g e Odin. Ifølge ham selv er han blevet kastet ud fra et engelsk skib. Han var kold og forkommen, men har det efter omstændighederne godt, skriver netudgaven af den norske avis Fædrelandsvennen. Han ser ud som en østeuropæer, men påstår selv han er fra Californien, siger redningsleder fra hovedredningscentralen i Sola, der mener manden kan være en blind passager, der er blevet kastet overbord fra et skib. Manden blev fundet på en flåde bygget af fire olietønder med nogle planker over, fortæller direktør i rederiet Bergesen, som ejer Berge Odin. Manden, der ikke selv har forklaret yderligere om sin flådetur, befandt sig fredag formiddag i syge-lukaffet på Berge Odin, der ventes at anløbe Marstrand i Sverige ved 15-tiden fredag eftermiddag. Manden blev fundet i internationalt farvand mellem Norge og Danmark, over 55 kilometer fra land. Sverige er det første land, skibet ankommer til. Derfor tager de svenske myndigheder sig af sagens videre forløb. Læs Kaptajnens log Log extract 21.04.2006: 0805: Hrs. LT: Master called by duty officer on the bridge about suspicious object, seems to be carrying a person(s). 0808: Rescue boat on the water, in pos: N5735,6 E00815,2 close enough to confirm one person on the raft. 0830: The 1 man on the raft transferred to the rescue-boat. 0835: The rescued person on board and transferred to the ship s hospital. Taken under treatment by the C/O. All cloths removed and put into hot water in the bath tub. 0850: Voyage resumed. Loggen beskriver, hvordan skibets mandskab lidt over otte fredag morgen fik øje på og samlede manden op. 45 minutter senere kunne rejsen genoptages, skriver kaptajnen kortfattet.