Borgerkrig I 1146 opgav Erik Lam tronen for at blive munk. Riget blev delt mellem Knud og Svend (Grathe). Knud blev konge i Jylland, mens Svend tog sig af Sjælland og Skåne. Det varede dog ikke længe, før en åben konflikt brød ud mellem de to konger. Begge søgte hjælp i Tyskland. Den tyske kejser, Frederik Barbarossa, indkaldte Knud og Svend til rigsdag i Merseburg i 1152. Kejseren afgjorde, at for fremtiden måtte kun Svend bære kongetitel. Til gengæld aflagde han lensed til Frederik. Knud fik tildelt Sjælland som len, og Valdemar, Knud Lavards søn, blev hertug i Slesvig. Denne ordning bestod dog kun i kort tid. Svend lagde sig ud med den magtfulde Hvide-slægt, hvilket betød, at Valdemar gik over på Knuds parti. De to lod sig udråbe til konger over Jylland. Før der udbrød borgerkrig mellem de tre tronprætendenter, blev der indgået forlig, således at Skåne tilfaldt Svend, mens Knud fik Sjælland og Fyn. Valdemar skulle have Jylland. Nogle måneder senere samledes man hos Knud i Roskilde for at stadfæste forliget. På gildets tredje dag lod Svend sine mænd overfalde Knud og Valdemar. Knud blev dræbt, mens det lykkedes Valdemar lettere såret at undslippe sammen med Absalon. Svend forfulgte dem til Jylland, hvor det kom til et slag på Grathe hede i 1157. Valdemar sejrede, mens Svend blev dræbt under flugt. Valdemar blev anerkendt som enekonge. Den opgave, han nu stod overfor, var at styrke rigets enhed og sikre landet mod ydre fjender. Kongemagt og kirke Valdemar, der blev født en uge efter, at hans far Knud Lavard var blevet myrdet, voksede op hos stormanden Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare af Hvide-slægten. I 1158 lykkedes det Valdemar at få valgt Absalon til den vigtige post som biskop i Roskilde. Alligevel var forholdet mellem Valdemar og kirken ikke helt problemfrit. Ærkebispen Eskil blev holdt som fange af den tyske kejser. Det bragte kejseren på kollisionskurs med pave Hadrian, og bedre blev det ikke, da paven bekendtgjorde, at kejseren havde sin verdslige magt som en gunstbevisning fra paven. Selv om Eskil blev løsladt, var der stadig kold luft mellem de to parter. Uoverensstemmelserne blussede op igen, da Hadrian døde, og en ny pave blev valgt. Den nye pave, Alexander 3., havde samme opfattelse af forholdet mellem pave og kejser som Hadrian. Kejseren fik på et kirkemøde valgt sin slægtning Octavian under navnet Victor 4. til pave. Nu var der to paver. Valdemar, der var i afhængighedsforhold til kejseren, valgte at støtte Victor 4., mens Eskil stod på Alexanders side. Da Victor indsatte nye biskopper i Slesvig og Odense, lyste Eskil dem i band. Efterhånden blev det lidt for broget for Eskil, og han valgte for at komme på afstand af det hele at tage ophold i Frankrig, hvorfra han søgte at hævde den danske kirkes selvstændighed.
Kongemagten styrkes I 1164 døde Victor, og selv om kejseren omgående udnævnte en ny, blev han ikke anerkendt af Valdemar og Absalon, der nu følte sig mere sikre på magten. I stedet indledte de en forsoningspolitik med Eskil, der vendte tilbage til Danmark. I 1170 blev der afholdt en stor fest i Ringsted kirke, hvor Knud Lavard blev helgenkåret. Helgenkåringen var et led i Valdemars bestræbelser på at styrke kongemagten og blev gennemført med støtte fra Eskil. Ved festen i Ringsted kronede Eskil Valdemars søn, Knud, til medkonge og tronfølger. Dermed var det frie kongevalg sat ud af spillet, og kongeslægtens sidelinjer var nu berøvet ethvert håb om at komme på tronen. Klostre og munke Absalon havde studeret i Paris. Måske som en af de første danskere. Efter sin hjemkomst tilskyndede han unge mænd til at studere i udlandet. Det betød ikke kun, at viden om kirkeret og teologi i almindelighed blev styrket, men også at der blev knyttet kontakter til politikere og kirkefolk i udlandet. Men kontakterne gik ikke kun den ene vej. Munkeordner fandt vej til Danmark. Allerede i 1000- tallet var der grundlagt klostre af augustiner- og benediktinerordenen. I midten af 1100-tallet kom et nyt opsving. Eskil grundlagde et benediktinerkloster ved Næstved, et cistercienserkloster i Skåne og et i Esrum. Erik Emune gav et gavebrev til opførelsen af Ringsted kloster. Ofte var munkene højtstående udlændinge, som kongen kunne bruge ved forhandlinger med fremmede fyrster eller med paven. Hvide-slægten grundlagde et benedektinerkloster i Sorø, der senere blev omdannet til et cistercienserkloster. De rige gaver, der tilflød klostrene fra konger og stormænd og ikke mindst tiende (indført o. 1125), gjorde efterhånden klostrene og kirken velhavende og til nogle af de største godsejere. Ærkebispesædet i Lund ejede således over 300 ejendomme og hele Bornholm Klostrene var ikke kun sæde for religiøsitet. De spillede en vigtig rolle i udviklingen af nye produktionsmetoder og teknologi ifm. landbrug og byggeri. Det gjaldt specielt cisterciensermunkene, der både arbejdede med landbrug, teglproduktion, konstruktion af vandmøller og jernproduktion. Klostrene tog sig også af fattigforsorg og lægevidenskab. Som eksempel kan nævnes Æbelholt kloster, der udviklede sig til både præsteskole, et herberg for fattige og et medicinsk center baseret på urtemedicin. Over 100 forskellige lægeplanter blev benyttet. Af opgravede skeletter ses, at munkene har benyttet sig af kirurgiske indgreb, bl.a. trepanering. Mange af skeletterne viser også knoglebrud, der er sat på plads i korrekt stilling og sår, der er helet efter økse- og sværdhug.
Korstog Startskuddet til korstogene var pave Urban 2.s berømte tale i 1095 i Clermont. Målet var at befri det hellige land fra muslimerne. Senere blev ideen udstrakt til at gælde alle hedenske lande. Korsfarerne aflagde ed til paven eller en af hans repræsentanter om at drage på korstog og blev til gengæld lovet syndsforladelse. For Danmarks vedkommende rettede korstogene sig i første omgang mod de slaviske folk ved Østersøens sydkyst. Her boede forskellige stammer: polabere, wagirer, obodritter, wilzere, pommere og ruianere. Under ét blev de af danskerne kaldt vendere. Men det var specielt mod ruianerne, de danske korstog rettede sig imod. Venderne havde i mange år hærget Danmarks kyster. Da Valdemar var blevet enekonge, blev kampen mod dem sat ind. Det handlede imidlertid ikke kun om at beskytte Danmark. Baggrunden var også mission og ønsket om dansk indflydelse i Østersøområdet. Venderne og danskerne Forholdet mellem danskere og vendere var ikke altid fjendtligt. I perioder har man været hinanden mere venlig stemt. Harald Blåtand blev således gift med en datter af en vendisk fyrste, og i 1120 erne blev Knud Lavard udråbt til knes (fyrste) over obodritterne. Mange stednavne i det sydlige Danmark har navne af vendisk oprindelse. Det gælder Billitse, Tillitse, Kuditse og flere andre. Det kunne tyde på, at der har været vendiske bosættelser her. Det samme gælder Vindeboderne i Roskilde, der antages at have haft et betydeligt islæt af vendere. Det er værd at bemærke, at Saxo, fra hvem vi har det meste af vor viden om vendertogterne, ikke nævner den fredelige sameksistens mellem danskere og vendere, der til tider har fundet sted. Venderne beskrives af Saxo som umandige krigere, falske og kulturelt lavtstående i modsætning til danskerne. I 1169 lykkedes det Valdemar og Absalon at erobre ruianernes højborg Arkona og senere hele Rügen. Venderne blev kristnet, og der blev bygget kirker. Området blev lagt ind under Roskildebispen (Absalon). Uoverensstemmelser mellem Valdemar og den nordtyske Henrik Løve betød dog, at vendernes plyndringer fortsatte nogle år endnu. Den baltiske korstogspolitik blev, efter pavens opfordring, fortsat i Estland. I 1184 havde sjællændere og skåninger foretaget et flådetogt mod esterne, og missionærer begyndte deres virksomhed i landet. I 1219 udgik så det store Estlandskorstog. Paven havde forinden givet sit samtykke til, at Valdemar Sejr måtte lægge erobringerne ind under den danske krone. Kulminationen på korstoget var slaget ved Lyndanisse den 15. juni og sagnet om Dannebrog, der faldt ned fra himlen. Korstogene samlede landet efter borgerkrigen. Plyndringer og skatter fra de undertvungne områder gav øgede indtægter. Politisk blev Danmark en stærk stat i det nordlige Europa. Estland var dansk indtil 1346, da Valdemar Atterdag solgte det for at skaffe penge til landets genopbygning, efter at det i årevis havde været pantsat til de tyske grever.
De baltiske lande har ikke været glemt i dansk udenrigspolitik. I 1980 erne opstod en folkelig sympati for de baltiske landes frihedsbestræbelser. Der blev dannet venskabsforeninger og foranstaltet indsamlinger for at støtte landene i deres kamp for selvstændighed. Også fra officielt politisk hold blev der udtrykt sympati for frihedsbevægelserne. Denne støtte er fortsat efter landenes genvundne frihed i 1991. Danmark har også senere været aktiv i bestræbelserne på at få de baltiske lande med i EU og NATO. København bispens by Det begyndte for ca. 900 år siden med en landsby omkring det, vi i dag kalder Strøget og en anløbsbro ved den nuværende Højbro Plads. Fra anløbsbroen kunne man sejle til Skåne eller Amager. Der er ingen tvivl om, at byens vækst skyldtes dens centrale placering mellem domkirkebyerne Roskilde og Lund. Desuden lå byen strategisk godt, fordi man herfra, da borgen blev bygget, kunne beherske sejlruten ned gennem Øresund. Absalons borg blev et led i en række borge, som blev bygget rundt om i Danmark for at beskytte sejlruterne og befæste kongens magt. Efter borgerkrigen fik Absalon alt kongeligt gods i Københavnsområdet af kong Valdemar, og paven bekræftede hans ejendomsret til området. Under Absalon begyndte byen at vokse. Den blev beskyttet med volde og grave. Nye købmænd og håndværkere kom til byen. Men den kirkelige dominans over byen bestod. Andre danske byer havde et bystyre med en borgmester og et råd, men helt op til 1416 var det Roskildebispen og hans folk, der bestemte i København. Sildemarkedet i Skanør Danskerne er umådelig rige på grund af det fiskeri, som hvert år drives i Skåne, hvor købmænd fra alle omkringboende folk iler hen og bringer guld, sølv og andre kostbarheder for at hente de sild, som danskerne har gratis som en gave fra Gud, skriver abbed Arnold fra Lübeck. Han vidste, hvad han talte om, for købmændene fra Lübeck mødte talstærkt op på markedet. Den katolske kirkes krav om faste havde skabt efterspørgsel på sild i hele Europa, og lybækkerne havde salt, der skulle bruges til saltning af sildene. Det skånske sildemarked begyndte i 1100-tallet. Omkring 1200 dukkede tyske købmænd op, og så tog sildeeventyret for alvor fart. Fiskerne boede på den smalle strand i primitive huse. Stranden var inddelt efter hjembyer. Længere inde holdt købmændene til. Ligesom fiskerne var de opdelt efter hjemstavn. Hver by fik tildelt et område. Her var lagerbygninger, skure til konerne, der rensede og saltede fiskene samt købmændenes boder. Fra midten af august til hen i oktober strømmede mere end 25.000 mennesker til Skanør og Falsterbo. De to små byer havde hver under 100 indbyggere uden for sæsonen. I de bedste år blev der saltet ca. 300.000 tønder sild á 120 kg. De mange afgifter, som kongen lagde på fiskeriet, betød store indtægter til staten, men de store pengebeløb der var i omløb, stillede også krav om sikkerhed. Det sørgede kongens foged for. Han åbnede sæsonen med oplæsning af motbogen, der indeholdt reglerne for fiskeriet.
I 1300-tallet svækkedes kongemagten, og de tyske købmænd, hanseaterne, fik en dominerende indflydelse på Skånemarkedet. Da Valdemar Atterdag i 1340 fik magten, angreb han den vigtige hansestad Visby på Gotland for på den måde at svække hanseaternes magt. I første omgang gik Valdemar sejrrigt ud af kampen, men i sidste ende vandt hansestæderne, og i 1370 måtte Valdemar afgive hovedparten af toldindtægterne til hanseaterne i 15 år. I denne periode var sildemarkedet en guldgrube for hansestæderne, men samtidig blev det starten på sildemarkedets nedtur. Tyskerne fortrængte de engelske og hollandske købmænd for at undgå konkurrence. Men de udenlandske handelsfolk fandt andre fiskesteder, og dermed fik hansaen mindre handel og færre afgifter på Skånemarkedet. Sildeeventyret sluttede for hansestæderne i 1600-tallet, da Christian 4. nægtede at forny deres handelsprivilegier, men allerede forinden var de gyldne tider forbi. De store sildestimer forsvandt, og det samme gjorde markedet for sild. Den nye trosretning, protestantismen, havde færre fastedage, hvor det var forbudt at spise sild. Den danske konge havde dog for længst fundet en anden indtægtskilde, der viste sig at være mindst lige så lukrativ som Skånefiskeriet, nemlig Øresundstolden, der varede til 1857. Luftfoto, der viser sporene efter den middelalderlige fiskerbosættelse på Skanør. Man ser fordybninger fra lergulvene i de primitive fiskerhytter, hvis overdel kun har bestået af et sadeltag, formentlig af rør. Alle hytter er orienteret med kortsiden mod havet. Antallet er betydeligt, men sporene stammer dog givetvis ikke alle fra hytter, der har stået på samme tid. Der må antages at have været endnu flere på halvøens sydlige del, hvor sporene imidlertid er udslettet af vore dages sommerhusbebyggelse.
Skriftlige kilder Ved indgangen til Valdemarernes tidsalder står vi i en ny kildemæssig situation. Historiske fremstillinger er ikke længere henvist til kun at benytte ikke-skriftlige kilder og beretninger fra udenlandske forfattere. I større og større omfang giver danske kilder oplysninger om forskellige indenlandske forhold. Danske historikere dukker frem. Den mest kendte er Saxo, der i årene ca. 1190 til efter 1208 på opfordring af Absalon skrev Gesta Danorum, Danernes Bedrifter, I forordet anføres formålet med de 16 bøger, som værket består af: på linje med andre nationer at forherlige vort fædreland og give det berømmelse og eftermæle. Saxo er hovedkilden til vor viden om Absalon og vendertogterne, og dermed også en af kilderne til nærværende bog, Absalon og Arkona. Saxos værk er et politisk propagandaskrift, der skal forherlige Valdemar den Store og Absalon, og det er derfor vigtigt at være kritisk over for det. Der findes flere udenlandske kilder, som beskriver vendertogterne og vort forhold til Tyskland. Her skal nævnes et par. Helmold var en tysk præst, der levede i det 12. årh.. Han skrev et historisk værk omtalt som Helmolds Slavekrønike (slaver henviser til de slavisk-talende folk, der omtales som vendere). Bogen går frem til ca. 1170. I Absalon og Arkona er samtalen mellem Ingeborg og Preben til dels bygget på Helmolds bog. Arnold af Lübeck var ligesom Helmold gejstlig. Han fortsatte Helmolds Slavekrønike frem til 1209. Arnold beskriver bl.a. Danmarks stilling til Tyskland og giver et positivt billede af Danmark.