Tekster: Job 19,23-27a, Ef 3,13-21, Luk 7,11-17 Salmer: Lem 9.00 754 Se nu stiger solen 677 Nu glæd dig i Herren 27 Du gav os efter dit behag 8 Om alle mine lemmer Lihme 10.30 754 Se nu stiger solen 791.7 Dig, milde Jesus, lille 677 Nu glæd dig i Herren 27 Du gav os efter dit behag 438 Hellig 477 Som korn 8 Om alle mine lemmer Lars Lilholt indspillede for mange år siden en sang, der hed : Og så blev der ro. Den hedder også Baglæns krigsfilm. Sangen er et forsøg på at rulle historien om 2. verdenskrig baglæns. Man hører, hvordan amerikanske bombefly under 2. verdenskrig flyver baglæns ud af Tyskland. Et smadret fly stiger op fra marken hvor det ligger og flyver baglæns ud sammen med de andre, mens flyene ordnes i formationer. Tyske Messerscmidt-jagere kommer farende og suger ild, røg og stålsplinter ud af fly og besætninger, mens den glødende nattehimmel over det brændende Dresden bliver mørk og ilden går ud. Tilbage i England afmonteres bomberne og flyves tilbage til USA, hvor tusindvis af kvinder på fabrikkerne skiller bomberne ad i deres 1
oprindelige bestanddele, der køres tilbage til bjergene hvor de graves ned. Og så bliver der fred! Så langt kan Lilholts sang godt minde om evangeliefortællingen om Jesus og enkesønnen fra Nain. Begge tekster handler om noget, der ikke kan ske: en bombe, der er sprængt, kan ikke tages tilbage igen. Et menneske, der er dødt kan ikke gøres levende igen. Alligevel er det lige nøjagtigt det, der sker i både sangen og evangeliet. Det uigenkaldelige tages tilbage. Men her skilles vejene så. For Lars Lilholts sang slutter ikke med at der bliver fred igen og krigens katastrofale gru gøres usket. Men tilbagerulningen fortsætter: Hitler bliver baby og er slet ikke blevet til, alle mennesker bliver babyer og er slet ikke blevet til, til sidst er der bare Adam og Eva, og så var der Gud og Ordet. Og så blev der ro. Så sangen ender dybt pessimistisk: for at der skal blive fred og glæde skal man helt tilbage til før skabelsen, til der hvor der kun er ordet og Gud: krig, ødelæggelse og død er en nødvendig konsekvens af at der er mennesker til! At der er en verden til! Det er anderledes i Lukas s fortælling om enkesønnen fra Nain, som vi lige har hørt. Her rulles filmen ganske vist også tilbage, for den døde sætter sig op og begynder at tale og bliver givet tilbage til sin mor. Og ser man på hvordan døden ytrer sig ikke bare somme tider, men altid, så er det netop det, der altid kendetegner døden, der gøres ugjort igen i fortællingen. Når man dør lægger man sig ned og bliver liggende for altid. Når man dør, forstummer man for aldrig nogensinde at tale igen. Når man dør rives man ud af de fællesskaber, man har levet i for aldrig at blive del af dem igen. Så 2
Jesus gør det, der ellers aldrig er sket eller har kunnet ske: han gør den indtrufne død usket. Men til forskel fra Lars Lilholt, lader Lukas i sin fortælling om Jesus tilbagerulningen standse her. Vi skal ikke tilbage til tiden før Adam og Eva, til Gud alene med ordet i sin evighed for at komme til en tilstand, hvor døden ikke er. Og dermed fortæller Lukas også, eller måske rettere: Jesus viser, at livet er godt. Døden er ikke er en nødvendig konsekvens af livet. Livet kan befries fra døden, døden kan overvindes, og det vil sige, at livet kan være til uden at der er nogen død, der truer og ødelægger det. Men det er jo ikke nogen almindelig menneskelig erfaring! Tværtimod, det vi erfarer, når mennesker dør, det er jo tværtimod netop at døden uovervindeligt ødelægger og udsletter liv, der er dyrebare og umistelige for os. Hvad skal vi så stille op med Lukas s fortælling? Er det trods alt ikke mere realistisk og måske også sundere at sige med Lars Lilholt at død og ødelæggelse er en side af tilværelsen, som man skal helt ud af tilværelsen, helt tilbage til det intet, der var før alt blev til, for at blive fri for. Så hvis man vil have et liv, så må man tage med, at der en død og en masse ondt, der ødelægger det? Nej for i Lukasevangeliet og i det hele taget i de bibelske fortællinger om livet og verden, der er opvækkelsen af enkesønnen i Nain og de ganske få andre fortællinger om dødeopvækkelser netop ikke enkeltstående hændelser. Både fortællingen om enkesønnen fra Nain, Jairus s datter, Lazarus og de mennesker der opvækkes af apostlene henter deres mening og betydning i forkyndelsen af Jesu opstandelse fra de døde. Til forskel fra de dødeopvækkelser, vi hører om i Biblen, hvor man må formode, at de opvækkede efter at have levet deres liv til sidst er døde som andre mennesker, så 3
fortæller Jesu opstandelse, at der findes en virkelighed, hvor døden slet ikke findes, hvor døden er overvundet og udslettet for evigt sammen med alt det onde og ødelæggende, som på en eller anden måde er forbundet med døden, fordi det enten suger næring af døden ved at sprede rædsel eller er forløber for døden ved at fremkalde den. Denne nye virkelighed, hvor døden er overvundet, er på vej til os, påstår Jesus. Ja, han bruger simpelthen sit eget liv og sin egen dø på at gøre det begribeligt for os, at horisonten for vores tilværelse ikke er død, grav, mørke og ingenting, men en virkelighed, hvor døden ikke findes mere, men hvor livet udfolder sig i alt dets skønhed, storhed og herlighed. Det er det, Jesus lader sine disciple opleve, da han kommer til dem lyslevende trods det, at de netop har set ham dø på korset. Fortællingerne om hvordan Jesus opvækker enkens søn fra Nain, Jairus s datter og Lazarus bliver ud over al den glæde, de bringer de opvækkedes familier, til glæde for os alle sammen, fordi de bliver håndgribelige, plastiske eksempler på, hvad det vil sige, dette med at Guds rige er på vej til os som den tilstand, hvor ødelæggelse, ondskab og død ikke findes. Når man færdes ude om morgenen før solen står op, kan man se skyerne mod øst blive rosenfarvede endnu før solen har vist sig. Somme tider kan man også se strålebundter skyde op over horisonten, før solen er kommet frem. Når jeg ser disse tegn, på dagen der er ved at bryde frem, fyldes jeg uvilkårligt af glæde over 4
det daglige under: at mørket ikke er evigt. At der venter en ny dag også bag denne nat. Jeg tænker, at de ganske få opvækkelser af døde fandt sted og beretningerne om dødeopvækkelserne er fortalt for at give os i disse sene tider en forestilling om, hvad det Guds rige, som er på vej frem mod os egentlig er: det er døden der overvindes, det er gråden der hører op og af løses af jubel, det er det stivnede og stumme, der bevæger sig og bryder ud i tale og sang. Og her standser tilbagerulningen: i en glæde som ikke hører op, i en kærlighed som ikke trodses, i et liv, der er evigt. En fortælling som den om enkens søn fra Nain er som en sky, der før solen står op farves af lyset bag horisonten. Den er et tegn på en virkelighed som skal komme, en afglans af det, der endnu ikke er belevet virkelighed: livet uden død i glæde og fred i evighed. Amen. 5