nr. 5 / oktober 2011-73. årgang magasin for mindretal, sprog og kultur straffelejren lykke er et vi modersmålet i et grænseland

nr. 5 / oktober 2011-73. årgang magasin for mindretal, sprog og kultur straffelejren lykke er et vi modersmålet i et grænseland

2 nr. 5 / oktober 2011 indhold sprog og kultur STRAFFELEJREN Efter befrielsen i 1945 blev Frøslevlejren til Fårhuslejren. I fire år var den interneringslejr for landssvigere. Hovedparten af de 5.000 fanger var fra det tyske mindretal. Mindretallet har gennem årene fortalt historier om kz-lignende forhold i Fårhuslejren og placeret sig selv i en offerrolle. En ny bog gør op med denne opfattelse. GRÆNSEN har besøgt forfatteren. side 4 Foto: Lars Salomonsen MODERSMÅLET I ET GRÆNSELAND De fleste danskere har kun ét modersmål. Men for mennesker i grænselandet og for nydanskere er det anderledes. Uanset hvor dansksindede de er i Sydslesvig, har nogle af dem flere modersmål. Og uanset, hvor danske vore indvandrere bliver, må vi respektere, at de er opvokset med et andet modersmål i deres hjemland. Artikel af Birthe Rønn Hornbech. side 14 Foto: Scanpix LYKKEN ER ET VI H.C. Andersens eventyr om Den grimme ælling handler om ikke at vide, hvem man er, fordi man ikke hører til noget sted. Fordi ællingen ligner noget, ingen har set før, vedtages det, at ællingen er grim. Om et fællesskab er ekskluderende eller inkluderende afhænger, ifølge eventyret, af hvilken verdensopfattelse fællesskabet er forankret i. Kathrine Lilleør tolker eventyret ind i en moderne dagsorden, hvor vi i Danmark skal skabe fællesskaber mellem nye forskelligheder. Side 11 Læs også Side 17 Dybbøl i brændpunktet mellem dansk og tysk Side 19 Debatstormen på Dybbøl Side 21 Bøger Side 22 GRÆNSEN.DK nyt debatforum for frie ord

nr. 5 / oktober 2011 3 leder ISTEDLØVEN OG HVERDAGEN Af Finn Slumstrup, formand Lørdag den 10. september 2011 vendte Istedløven officielt hjem til den gamle kirkegård i Flensborg. Man kan fristes til at skrive hjem i anførselstegn, for i virkeligheden har H.W. Bissens store løvestatue jo kun tilbragt de første fem af dens 149 år i Flensborg. Samtidig må det så siges, at netop løvens omtumlede tilværelse understreger, at tilbagekomsten er en historisk begivenhed. Statuen blev afsløret den 12. juli 1862, altså på 12-års dagen for slaget på Isted Hede. Men det danske sejrsmonument virkede så provokerende på slesvig-holstenerne i 1864, at løven den 28. februar blev væltet ned fra soklen, så hovedet faldt af. Prøjsiske tropper forhindrede yderligere hærværk, og i 1867 blev løven overført til Berlin, hvor den blev opstillet i Tøjhuset. I april 1878 blev den flyttet til det prøjsiske kadetakademi i Berlin-Lichterfelde. Herfra blev løven i 1945 ved journalist Henrik V. Ringsteds mellemkomst transporteret til København af amerikansk militær og den 25. oktober overgivet til den danske stat repræsenteret ved Kong Christian X. Da majestæten modtog løven, sagde han, at han håbede det engang ad åre måtte blive muligt, at den atter kunne komme til Flensborg. Det var naturligvis en udtalelse, som den gamle konges oldebarn, Prins Joachim, lagde vægt på, da han holdt tale ved løvens tilbagekomst til Flensborg i sidste måned. Arrangementet forløb på en måde, som Flensborg by med overborgmester Simon Faber i spidsen havde megen ære af. Efter den dansk-tyske højtidelighed på kirkegården var der reception på rådhuset, og ved den lejlighed mindedes bypræsident Christian Dewanger de byrådspolitikere, som for snart mange år siden foreslog, at løven skulle tilbage til Flensborg. De havde været for tidligt ude, for dengang kunne løven både brøle og bide, bemærkede bypræsidenten med et smil. Men pionererne havde banet vejen for, at det i foråret 2009 var et næsten enstemmigt byråd, der stod bag den officielle henvendelse til Danmark om løvens tilbagevenden. En henvendelse, som knap toethalvt år senere førte til, at en gennemrestaureret Istedløve blev opstillet på det sted, hvor den hører hjemme. Ved receptionen talte også Slesvig-Holstens undervisningsminister, Ekkehard Klug, og ministerens nydelige tale bragte atter hverdagen tæt på for det danske mindretals repræsentanter og for os der var kommet til Flensborg nordfra. Der var mange smukke ord om gensidig forståelse og samarbejde i ministerens tale, men ikke et ord om den slesvig-holstenske regerings diskriminerende behandling af de danske skoler. Istedløvens tilbagekomst til Flensborg er en glædelig begivenhed i grænselandets historie og i den fortsat positive udvikling af det dansk-tyske forhold i det hele taget. Flensborg har fået en ny attraktion, som også mange af Grænseforeningens lokalafdelinger vil besøge. Ja, Hørsholm og Sønderborg var allerede med ved indvielsen. Efter enhver selv nok så glædelig begivenhed bliver det mandag, og hverdagen stirrer os i øjnene. Dansk Skoleforening for Sydslesvig er nabo til Istedløven på den gamle kirkegård i Flensborg, og i Skoleforeningens hverdag får danske elever fortsat kun 85 % af tilskuddet til de tyske offentlige skoler. Men efter enhver selv nok så glædelig begivenhed bliver det mandag, og hverdagen stirrer os i øjnene. Dansk Skoleforening for Sydslesvig er nabo til den gamle kirkegård i Flensborg, og i Skoleforeningens hverdag får danske elever fortsat kun 85 % af tilskuddet til de tyske offentlige skoler. Denne forskelsbehandling er derfor stadig det største tilbageskridt for det danske mindretal i de sidste 30 år og vil blive et varmt emne i den politiske kamp op mod delstatsvalget den 6. maj næste år.

4 nr. 5 / oktober 2011 sprog og kultur

nr. 5 / oktober 2011 5 STRAFFELEJREN Efter befrielsen i 1945 blev Frøslevlejren til Fårhuslejren. I fire år var den interneringslejr for landssvigere. Hovedparten af de 5.000 fanger var fra det tyske mindretal. Mindretallet har gennem årene fortalt historier om kz-lignende forhold i Fårhuslejren og placeret sig selv i en offerrolle. En ny bog gør op med denne opfattelse. Men hvorfor fortalte man historier, der ikke passede, og hvorfor har vi troet på dem? GRÆNSEN har besøgt forfatteren for at få svaret. Af Erik Lindsø. Foto Lars Salomonsen

6 nr. 5 / oktober 2011 sprog og kultur I et fængsel er der to klart adskilte grupper: Vogterne og de bevogtede. Forestiller man sig, at disse to grupper over night skifter roller, så fangerne bliver dem, der burer vogterne inde, så har man et billede af, hvad der skete, da Frøslevlejren den 5. maj 1945 blev til Fårhuslejren. Frøslevlejren blev oprettet i august 1944 på dansk initiativ for at hindre deportationer til tyske kz-lejre. Godt For den danske flertalsbefolkning er lejren symbolet på tysk besættelse og modstand. For det tyske mindretal er den symbolet på et uretfærdigt retsopgør 5.000 arresterede modstandsfolk fyldte lejren. Straks efter befrielsen blev lejren under modstandsbevægelsens kommando omdannet til interneringslejr for landssvigere dem, som havde arbejdet for eller identificeret sig med den tyske besættelsesmagt. Frøslevlejren havde rummet helte, så da de samme bygninger pludselig fylkes med bedragere, tog den navneforandring til Fårhuslejren efter den nærliggende landsby. Hovedparten af fangerne i Fårhuslejren var hjemmetyskere medlemmer af det tyske mindretal i Nordslesvig. Ca. 3.200 eller 15 procent fra mindretallet blev interneret i Fårhuslejren. FÅRHUSLEJREN UD AF GLEMSLEN Siger man Frøslev, vil de fleste danskere kunne forklare, hvad det er. Siger man Fårhus, vil de fleste ligne et spørgsmålstegn. Det til trods for, at Frøslevlejren kun eksisterede i ni måneder, hvorimod Fårhuslejren var i funktion i fire år. Fårhuslejren var en straffelejr og en del af retsopgøret efter besættelsen. Men besøger man i dag Frøslevlejrens Museum, er der intet om Fårhuslejren ikke endnu, ligesom Fårhuslejren indtager en forbavsende lille placering i litteraturen om perioden efter besættelsen. Historien om Fårhuslejren blev pænt parkeret i tusmørket. Først nu 62 år efter, at den sidste straffefange forlod lejren, bliver tusmørket over Fårhus oplyst. Leder af Frøslevlejrens Museum, Henrik Skov Kristensen, har udgivet Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret en grundig og læseværdig moppedreng på 640 sider. Forfatteren har gennemgået 4.500 fangerapporter og et væld af andre kilder. For første gang kan man læse en samlet, videnskabelig beretning om livet i den gigantiske straffelejr. MYTE OG SANDHED Folk fra det tyske mindretal, der sad i lejren, har gennem årene skrevet og fortalt om tortur, udsultning og mord. Ved flere lejligheder har repræsentanter for mindretallet bedt om dansk anerkendelse af en urimelig behandling af dem f.eks. ved at de i Frøslevlejrens Museum fik lov at fortælle deres Fårhus-historie på lige fod med den danske Frøslev-historie. Læsere med kendskab til grænselandet er også bekendt med en stærk, bundfældet fornemmelse af, at fangerne i Fårhuslejren blev udsat for en behandling, som ville forstyrre de danske smagsløg, om den blev hevet frem fra sit tusmørke. Henrik Skov Kristensens store forskningsarbejde hamrer en pæl igennem denne opfattelse, og han konkluderer, at de mange historier om kz-lignende forhold for fangerne ikke har hold i virkeligheden. Fangerne i Fårhuslejren blev med få undtagelser udsat for en rettergang, som udøvede den lovgivning, enhver dansker ville være dømt efter. Men hvorfor opstod der i det tyske mindretal historier om det modsatte. Hvorfor har historierne været så sejlivede, at de er blevet gangbar sandhed om et mørkt kapitel i danmarkshistorien? GRÆNSEN satte Henrik Skov Kristensen stævne i Frøslevlejren for at få svaret. EN AFGRUND MELLEM OPFATTELSER Det her er jo ikke bare et almindeligt museum, men et mindesmærke, og da ved vi jo, hvor brisante mindesmærker kan være ikke mindst her, hvor mindesmærket har en dobbelt symbolværdi, indleder Henrik Skov Kristensen. Om den dobbelte symbolværdi forklarer han: For den danske flertalsbefolkning er lejren her symbolet på tysk besættelse og modstand. Hvorimod den for det tyske mindretal er blevet symbolet på et uretfærdigt retsopgør. Vi har altså et sted, som har to vidt forskellige symbolværdier for to befolkningsgrupper, og da er det I det tyske mindretal var det ikke noget negativt at have siddet i Fårhus, det var nærmest et ridderslag altså, at vi er ude i noget brisant. Henrik Skov Kristensen uddyber skismaet: I flertalsbefolkningen var det i udpræget grad stigmatiserende at have

nr. 5 / oktober 2011 7 siddet i Fårhuslejren. Men i det tyske mindretal derimod var det på ingen måde stigmatiserende. For dem var det ikke noget negativt at have siddet i Fårhus, det var nærmest et ridderslag. Da han bliver bedt om at give konkrete eksempler, kommer han med to: For det første: Hvis du ser nekrologer, der har været skrevet de sidste 20-30 år inden for mindretallet, vil der typisk stå, at vedkommende har siddet i Fårhuslejren næsten som en anerkendelse. På samme måde som der i det øvrige land næsten altid står i en nekrolog, hvis en person har været modstandsmand eller har siddet i kz-lejr. Henrik Skov Kristensen snakker, mens han finder en nekrolog frem fra Der Nordschleswiger, det tyske mindretals avis: Se her, så sent som for et par uger siden skriver man i en nekrolog i Der Nordschleswiger om afdøde, at han blev ikke engang sparret for en internering i Fårhuslejren, selv om han kun var 16 år gammel. Det viser noget om mindretallets selvforståelse, som den dag i dag afviger fra, hvad flertalsbefolkningen mener. Jeg kan uddybe med et andet eksempel: I det tyske mindretal er det i årene efter på ingen måde diskvalificerende at have siddet i Fårhus og have haft en nazistisk fortid. De fik jo efterfølgende ledende positioner også politisk. Næsten alle de ledende politikere i mindretallet helt op til 1980-85, havde en mere eller mindre brun fortid her. Jeg mener, den første generalsekretær, der blev ansat i BDN (Bund Deutscher Nordschleswiger Det tyske mindretals paraplyorganisation, red.) i 1955, det var Rudolf Stehr, den tidligere chef for Presse und Propaganda og leder af det tyske kontor i Statsministeriet, som jo mere var et kontor i forhold til Werner Best. Det viser altså en total ligegyldighed overfor, hvordan flertalsbefolkningen ser på en. Man signalerede: Vi er hamrende ligeglade med jer, vi fører vort indre mindretalsliv, præcis som vi vil. Det er lige før, man må sige, at det i mindretallets selvopfattelse var diskvalificerende ikke at have siddet i Fårhus, hvis man skulle have ledende positioner. DYBT NAZIFICEREDE Man kan så få den tanke, at denne afgrund mellem forståelser skyldes, at mindretallets medlemmer havnede i Fårhuslejren for noget, der ingenting var. Men nej, lyder det fra Henrik Skov Kristensen: Mindretallet på organisatorisk niveau var fuldstændig gleichgeschaltet dvs. ensrettet på samme måde, som de var i Tyskland. Og de var mindst ligeså nazistiske her Altså, de var dybt nazificerede. Mindretallet på organisatorisk niveau var fuldstændig gleichgeschaltet dvs. ensrettet på samme måde, som de var i Tyskland. Og de var mindst ligeså nazistiske her, kommer det kontant fra Skov Kristensen. Han henviser til, at nazificeringen var et kendetegn hos mange af de tyske mindretal rundt om i Europa, men markerer en forskel: Man skal huske, at principielt stod det det tyske mindretal her i Nordslesvig frit for, om de ville være nazistiske. De kunne jo godt have sagt i hvert fald indtil den 9. april 1940 at vi er tyskorienterede, men vi er ikke nazister. Det stod dem frit for, det må man holde fast i. Og det var der også enkeltpersoner, der gjorde f.eks. en del socialdemokrater. Men langt den overvejende del blev nazificeret mere eller mindre. Når de efterfølgende har påstået, at de solidariserede sig med Tyskland udelukkende af nationale årsager og ikke ideologiske, så er det ikke korrekt. Det kan man jo se, når man læser, hvad de skriver, og ser, hvordan hele deres liturgi udfoldede sig, f.eks. på Knivsberg. Det var også en ideologisk solidarisering med Tyskland, men det abstraherer de fuldstændig fra. FÅRHUSMENTALITETEN Det er nærliggende at spørge, hvorfor der er så stor forskel på mindretallets opfattelse af og beretninger om det, der skete,

8 nr. 5 / oktober 2011 sprog og kultur og så det, som forskningen når frem til? Henrik Skov Kristensen forklarer: Det tyske mindretal har altid hævdet, at det, de gjorde, var loyalitet over for Tyskland. Men man abstraherer helst fra, at det ikke var Tyskland man solidariserede sig med, men et totalitært regime og en menneskefjendsk ideologi. Og der har de, når jeg skal være hård, efterfølgende søgt tilflugt i en dobbelt offerrolle. Først forført af Hitlers Tyskland, og dernæst straffet og svigtet af herbergstaten Danmark under retsopgøret. I denne dobbelte offerrolle slipper de for personligt ansvar. Henrik Skov Kristensen mener, at netop den dobbelte offerrolle er hovedårsagen til, at det har været svært for det tyske mindretal at føle sig accepteret: De divergerende opfattelser mellem mindretallet og danskerne ligger i det, jeg kalder Fårhusmentaliteten, som er denne tilflugt i offerrollen med en åbenlys mangel på vilje til selvransagelse. Fårhusmentaliteten er bl.a. skabt på baggrund af de historier, der i mange år er blevet fortalt om forholdene i lejren, og som Henrik Skov Kristensens forskning ikke kan bekræfte. Men hvorfor overlevede disse historier som troværdig sandhed? Det er lykkedes for det tyske mindretal at overbevise den danske flertalsbefolkning om, at det var dybt uretfærdigt, hvad de blev udsat for Det tyske mindretal har på mange måder vundet en opinionskamp, for jeg har også hørt fremtrædende politikere som Bertel Haarder og Kresten Philipsen, der mente, at de blev spærret inde, bare de snakkede lidt tysk. Men det passer simpelthen ikke. Det er lykkedes for det tyske mindretal at overbevise den danske flertalsbefolkning om, at det var dybt uretfærdigt, hvad de blev udsat for at bare de snakkede tysk, blev de buret inde, og der i lejren foregik mord, og de blev udsultede osv. Altså, som jeg påviser i bogen, så var der episoder, som vi i dag vil karakterisere som tortur straffeeksercits osv. Jeg prøver på ved at gå helt ned i kildematerialet at finde ud af, hvad der er belæg for. Og jeg dølger jo heller ikke. Jeg har i høj grad tænkt på mindretallet, da jeg skrev bogen. Men jeg kan ikke finde belæg for den fremstilling, de har formået at lancere. Spørgsmålet bliver endnu mere påtrængende: Hvorfor opfandt de, der sad i Fårhuslejren historier, der ikke passede? Jeg kan ikke finde anden forklaring end den, at de hele tiden af et ærligt hjerte har ment, at de var ofre, forklarer Henrik Skov Kristensen. Først blev de forledt af Hitler-Tyskland, som snød dem på det forfærdeligste, og så blev de svigtet af danskerne, som de mente burde have trøstet dem over det forfærdelige bedrag, de havde været udsat for. Men danskerne, hvad gør de? De spærrer dem inde. Jeg tror virkelig, at det skabte en ægte følt forargelse mod den danske stat. EN DYBT MENNESKELIG REAKTION Henrik Skov Kristensen påpeger det psykologiske faktum, at når man internerer Det tyske mindretal har søgt tilflugt i en dobbelt offerrolle. Først forført af Hitlers Tyskland, og dernæst straffet og svigtet af herbergstaten Danmark. I denne dobbelte offerrolle slipper de for ethvert personligt ansvar folk, sker der nemt det, at fejlkonklusioner konstrueres for at holde straffen ud og for at blive fritaget for skyld. Men han mener også, at det er et faktum, at mange i mindretallet af et ærligt hjerte mente, de i stedet for straf skulle have haft tilgivelse og trøst. På det menneskelige plan forstår man det jo godt. Det var en befolkning på ca. 25.000. 750 var døde ved fronten. Det er mange, og mere end 3.000 i den erhvervsdygtige, mandlige del af befolkningen blev indespærret. Ved du hvad? Det er et hårdt slag både menneskeligt, økonomisk og kulturelt. Så fanden stå i, om de, der går derhjemme konen, børnene og bedsteforældrene siger: Hvad er det for noget sauerei det her? Der sidder min far han har udelukkende været til et par øvelser i uniform og herhjemme skal vi klare det hele selv. Altså, det er en dybt menneskelig reaktion, de udviser. Historikeren uddyber ved at trække på den religiøse mytologi: Man kan ikke skrive historie hverken politisk eller kulturel historie uden at erkende syndefaldet. Gør man ikke det,

nr. 5 / oktober 2011 9 Retfærdig er et stort ord, men jeg mener, det var en rimelig foranstaltning. For man skal hele tiden spørge: Hvad var alternativet? Om det så var klogt, når man ser på eftervirkningerne, er en anden sag, forklarer Henrik Skov Kristensen. Der er ingen tvivl om, at Fårhus har banket det tyske mindretal endnu mere sammen, og gjort, at de menige ikke stillede lederne og de drivende kræfter til ansvar for deres gerninger. For hvordan stiller man lidelsesfæller og fangekammerater til ansvar? Det er svært, for de er jo i samme båd som en selv. Set i eftertidens perspektiv tror jeg ikke, at straffelejren var en klog eller produktiv foranstaltning, men hvad var alternativet? Og for Henrik Skov Kristensen var der ikke noget alternativ. Han sammenligner med i dag, hvor vi også sætter forbrydere i spjældet. De bliver sjældent bedre mennesker af det, men vi har ikke opfundet alternativet. Straf har et element af gengældelse og hævn. Staten påtager sig på borgerens vegne at lave en passende hævn over for vedkommende simpelthen for at undgå selvjustits. Det samme var det ved retsopgøret: statsmagten påtog sig en hævn. På det menneskelige plan forstår man det jo godt det er en dybt menneskelig reaktion, de udviser havner man i de her idealtilstande, hvor man hele tiden analyserer: Hvorfor gjorde de sådan, når de kunne have gjort anderledes? Men man skal hele tiden have i baghovedet, at mennesket simpelthen har syndefaldet, som gør, at vi er løse i kødet. Det gælder selvfølgelig også det tyske mindretal. Det har været mentalt påkrævet for dem at søge tilflugt i den der offerrolle. Og det er forståeligt på mange måder. Hvor mange vil fare ud og sige: Det er min skyld! Værsgo, nu kan du bebrejde mig for det. Sådan er der ikke mange, der reagerer. Det er menneskeligt, at vi prøver at se, om der i det mindste ikke er nogen, vi kan dele skylden med. Eller vi forklarer: Jeg gjorde sådan, fordi andre svigtede. INTET ALTERNATIV Spørgsmålet står tilbage, om Fårhuslejren var en retfærdig foranstaltning mod det tyske mindretal? Havde en anden løsning været mere hensigtsmæssig? Henrik Skov Kristensen: STRAFFELEJREN. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 640 sider illustreret. 400 kr. vejl. Bogen er ikke blot blevet tildelt buketter af anmelderroser, men den har også fået omfangsrig omtale. Første oplag var udsolgt på en måned.

10 nr. 5 / oktober 2011 FAKTA sprog og kultur Frøslevlejren var under besættelsen en dansk interneringslejr i Frøslev i Sønderjylland (1944-45), oprettet i et forsøg på at hindre, at danskere blev deporteret til tyske kz-lejre. Efter besættelsen hed lejren Fårhuslejren, hvor landssvigere og medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, blev indsat (1945-49). Senere blev den til Padborglejren, hvor militæret havde kaserne (1949-84). I dag hedder lejren igen Frøslevlejren og huser forskellige museer, en naturskole og en efterskole. Frøslevlejrens Museum (i dag en enhed under Nationalmuseet) blev oprettet i 1969 og informerer primært om Frøslevlejren 1944-45, da lejren husede Det tyske Sikkerhedspolitis fanger i Danmark, samt om deportationerne af fanger til kz-lejre i Tyskland. I 2012 supplerer museet sig med en udstilling om Fårhuslejren (1945-49). Henrik Skov Kristensen (f.1953) er ph.d., overinspektør ved Nationalmuseet og leder af Frøslevlejrens Museum samt forfatter til en lang række bøger om Danmark under 2. Verdenskrig. FÅRHUSLEJREN HINDREDE EN FOLKEDOMSTOL GRÆNSEN ringede til dr. theol. Günther Weitling, mangeårig aktiv medlem af det tyske mindretal bl.a. som præst for den tyske menighed i Sønderborg og ankermand bag mindretallets museum i Sønderborg for at høre hans mening om Henrik Skov Kristensens bog. Det er en udsædvanlig grundig fremstilling, lyder svaret fra Günther Weitling på spørgsmålet, om bogen så var, hvad mindretallet havde ventet. Det er et værk, som graver dybere i kildematerialet, end nogen har gjort før, og efter min bedste overbevisning behandles kildematerialet på en fair og objektiv måde, uddyber Weitling. Henrik Skov Kristensen forklarer, at det tyske mindretal placerede sig selv i en offerrolle. Det medgiver Günther Weitling ham i nogen grad: Jeg mener, der opstod et Fårhuskompleks hos en del af dem, der havde siddet i lejren et syndrom som man havde svært ved at slippe af med. Det var svært for dem efterfølgende at få andre til at forstå de eftervirkninger, man uvilkårligt får ved sådan en straf. Derfor opstod der mellem dem, der havde siddet der, et indforstået fællesskab en Fårhussolidaritet hvor man i nogle tilfælde dyrkede et martyrium, som ikke har gavnet, forklarer Günther Weitling, der samtidig påpeger, at der var en stor gruppe, der tog straffen og skæbnen på sig, og som efterfølgende har været meget nøgterne og accepterende i forhold til, hvad de blev udsat for. Henrik Skov Kristensen mener, at det efterfølgende har været et problem for mindretallet, at det var personer med en brun fortid, der fik ledende positioner. Det giver Günther Weitling ham ret i, men tilføjer: Der var ikke andre. Stort set alle med organisatoriske evner, som kunne udfylde ledende poster, havde siddet i Fårhuslejren. Men det skal tilføjes, at de afsonede deres straf, og de tilsluttede sig solidaritetserklæringen med det danske samfund. Ser vi på resultatet i dag var det også solidariteten, der slog igennem. Henrik Skov Kristensen påviser, at mange af de historier, der er blevet fortalt om mord og udsultning, ikke passer. Hertil forklarer Günther Weitling, at det første år i Fårhuslejren føltes ydmygende: Mange skulle vente meget lang tid på at sagerne blev afgjort, og de indsatte blev frustrerede samtidig med, at de var bekymrede for familierne derhjemme. Günther Weitling giver Henrik Skov Kristensen ret i, at der ikke havde været noget alternativ til den straf, som mindretallets medlemmer blev idømt, og som betød, at over 3.000 af dem kom i Fårhuslejren: Retsopgøret var en nødvendig udvikling. Man kunne jo ikke lade to plus fem være lige. Men straffen blev mere opfattet som en politisk affære end en juridisk. Man oplevede, at man blev straffet som følge af et folkekrav. Men ingen tvivl om, at Fårhuslejren betød, at det hele blev på legalitetens grund og ikke endte i en folkedomstol. Det skal vi være glade for i dag, forklarer Günther Weitling.

nr. 5 / oktober 2011 11 LYKKEN ER ET VI H.C. Andersens eventyr om Den grimme ælling handler om ikke at vide, hvem man er, fordi man ikke hører til noget sted. Fordi ællingen ligner noget, ingen har set før, vedtages det, at ællingen er grim. Udklækkes man i en andegård kan verdensopfattelsen være meget snæver. Om et fællesskab er ekskluderende eller inkluderende afhænger, ifølge eventyret, af hvilken verdensopfattelse fællesskabet er forankret i. Kathrine Lilleør tolker eventyret ind i en moderne dagsorden, hvor vi i Danmark skal skabe fællesskaber mellem nye forskelligheder. Af Kathrine Lilleør Den grimme Ælling. Det har taget mig adskillige år at nærme mig det eventyr. Intet andet eventyr har den biografiske H.C. Andersen-forskning formået at sætte sig så afgørende på. Brandes udtalelse om, at det er Kvintessensen af hele dens Ophavsmands Væsen har sejret i en sådan grad, at hvis man placerede en statue af en bronzeælling med høj hat og stok midt på torvet i ligegyldig hvilken by, så ville enhver vide, at det forestillede H.C. Andersen. Det er rigtigt, at hvis man skubber lidt til eventyret, så kan man få det til at læne sig op af Andersens selvforståelse, men fortællingen kan også stå selv. Jeg vil mene, at Den grimme Ælling fra 1844 først og sidst handler om manglende identitet. Om ikke at vide, hvem man er, fordi man ikke hører til noget sted. Årsagen til, at den ælling ikke hørte til og ikke vidste, hvem den var, skyldtes, at den blev udklækket i en andegård, hvor verdensopfattelsen var meget snæver. Vi og verden Der var saa dejligt ude paa Landet, står der først i eventyret, hvorefter det beskri-

12 nr. 5 / oktober 2011 sprog og kultur Lykken er at finde sit vi. Gør man det, så gør det ikke noget, at man er født i andegården eller andre steder, hvor der ikke var plads til én ver en tilværelse, der var alt andet end dejlig. Alene betegnelsen ude paa Landet signalerer, at forfatteren godt ved, at der findes andre steder i verden end ude paa Landet. Inde i byen, f.eks. Men de fleste tror, at der, hvor de lever deres liv, der er verdens navle. Det handler frem for alt om verdensanskuelse. Når man ligger i et æg, er verden ikke større end op til indersiden af æggeskallen. Da ællingerne får prikket hul på skallen, er synet af skræppebladene over reden naturligvis overvældende. Hvor dog Verden er stor!, sagde ællingerne derfor, forståeligt nok. Næh, det er skam ikke hele verden, belærer andemor dem. Den er meget større. Verden strækker sig langt på den anden side af haven, lige ind i Præstens Mark; men der har jeg aldrig været. Verden er godt nok større end æggeskallen, og lysningen over reden er uoverskueligt meget større. Men grænsen for, hvor verden ender, er ikke udvidet mere, end det er til at overskue for alle andre end ællingerne og andemor. Verden går ind i præstens mark. Det er en skæbnesvanger afgrænsning for svaneællingen, der har svært ved at blive anerkendt i andegården. Han ligner noget, ingen har set før. Og fordi man aldrig har set noget lignende, vedtages det, at ællingen er grim. Ja mere end det, han er sådan en, man kan bide og skubbe. Han er ingen. Og dermed ingenting. Og lige om lidt, når han er død af deres bid, så findes han heller ikke mere. De havde fået bidt ham ihjel, hvis han ikke var flygtet ud i det store intet, ud på den anden side af præstens mark. Det er en vild flugt. Og dumdristig. Nogle ville ikke have turdet, men have ladet skæbnen og døden tage over. Men andre har en overlevelsesevne. Ællingen flakser ud i det ubekendte land, der støder op til præstens mark, og den er så heldig at få husly i den gamle kones hus. Man ånder lettet op, men det viser sig, at her regerer hønen og katten, der holder sig for gode til korporlige angreb, men de formulerer ideologien bag andegårdens forfølgelse, som de dermed erklærer sig enige i. Katten var Herre i Huset, og Hønen var Madame, og altid sagde de: Vi og Verden! for de troede, at de var Halvparten, og det den allerbedste Del. Ællingen syntes, at man kunde ogsaa have en anden Mening, men det taalte Hønen ikke: Kan du lægge Æg? spurgte hun. Nej! Ja, vil du saa holde din Mund! Og Katten sagde: Kan du skyde Ryg, spinde og gnistre? Nej! Ja, saa skal du ikke have Mening, naar fornuftige Folk taler! Og Ællingen sad i Krogen og var i daarligt Humør... Uden fællesskab intet liv Tankegangen er den samme som i andegården. Fordi ællingen ikke medtages i kattens og hønen vi, hører den heller ikke til i verden. Fordi den ikke er omsluttet af et vi, ved den heller ikke, hvem den selv er. Det eneste ællingen har, er sin ubøjelige overlevelsesevne, og ingen, altså heller ikke ællinger, lever af brød alene. Føden og varmen i huset var ikke Uden fællesskab, uden at vide, hvem man er, kan man ikke overleve. Derfor forlader ællingen konens hus. Ud i den vide Verden flagrer den videre. Man kan være fortabt på mange måder nok, uden fællesskab, uden at vide, hvem man er, kan man ikke overleve. Derfor forlader ællingen konens hus. Ud i den vide Verden flagrer den videre. Man kan være fortabt på mange måder. Dette er en af dem. Da den svømmer mod de voksne svaner i mosen, har den opgivet at opretholde livet ved egen kraft. Den er indstillet på, at nu bliver den hakket ihjel. Men i stedet får den livet igen. Det gjør ikke Noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg! Sætningen har fået en bonmot-karakter, som rummer den essensen af eventyret. Men bemærkningen er ikke eventyrets udgangsreplik. Sætningen står til sidst i fortællingen, og er bare udtryk for den lykke, ællingen har fundet. Hvis den betragtning var faldet alle andre steder i eventyret, havde det været meningsløst, for fortællingen har netop handlet om, hvor livsfarligt det er at være født i en andegård, når man har ligget i et svaneæg. Det er en glad efterrationalisering, som ællingen kan tillade sig, nu hvor alt er godt. Sådan som man i de lykkelige øjeblikke i sit liv kan tilgive fortiden alt det værste. Historien endte lykkeligt. Slutordene sætter to streger under: Og Svanerne bøiede sig med Grenene

nr. 5 / oktober 2011 13 lige ned i Vandet til den, og Solen skinnede saa varmt og saa godt, at da bruste dens Fjer, den slanke Hals hævede sig, og af Hjertet jublede den: Saa megen Lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme Ælling! Det handler om, hvordan man finder lykken. At lykken er at finde sit vi. Gør man det, så gør det ikke noget, at man er født i andegården eller andre steder, hvor der ikke var plads til én. Herfra og dertil Der er sunde, og der er usunde fællesskaber. Andegårdens vi var forkrøblende i forhold til svanernes vi, der skænker Vi er lige så afhængige, som ællingen var det, af at blive optaget i fællesskabets vi. Dette vi behøver ikke at være et bornert og snævert vi. Det kan også være favnende ællingen identitet og liv. Man har ofte læst eventyret som en fortælling om, hvordan arv går forud for miljø. Ællingen havde ligget i et svaneæg, og det fornægtede sig ikke. Men, hvis man læser sådan, glemmer man, at det kun var, fordi ællingen selv fandt frem til sine artsfæller, at den overlevede sin fortvivlelse. Eventyret kombinerer, for mig at se, på foruroligende vis netop arv og miljø. Alle har en genetisk kode. En slægt. Men vi er lige så afhængige, som ællingen var det, af at blive optaget i fællesskabets vi. Dette vi behøver ikke at være et bornert og snævert vi. Det kan også være favnende. Om et fællesskab er ekskluderende eller inkluderende afhænger, ifølge eventyret, af hvilken verdensopfattelse fællesskabet er forankret i. Hvor stor man forestiller sig, verden er. Den klaustrofobiske definition af verden som noget der går dertil. På den anden side af præstens mark. Den verdensopfattelse er nært forbundet til andegårdens snævre og velafgrænsede vi. Men eventyret ender blandt svaner. Andersen forbandt udsyn, brede vinger og frihed med svanen. Han elskede de vilde svaner. De går som trækfugle igennem forfatterskabet, og således genfinder man deres reder seks år senere i 1850 i det sidste vers af I Danmark er jeg født. Her genspejler svanernes rede i sidste vers den vidtrækkende verdensopfattelse, som sangen så enkelt formulerer i første vers. Det står og falder med ét enkelt ord: I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme der har jeg rod, derfra min verden går. Derfra min verden går. Ikke dertil, som i andegården. Hvor eventyret indgående beskrev konsekvenserne af den snævre verdensopfattelse, bruser sangen af den harmoni og det selvværd, som det giver at synge sig ind i et fællesskab, hvor det netop ikke er nødvendigt at definere verdens grænse. Tværtimod. Her synges om det fælles udgangspunkt, og så kan verden være lige så stor, som den nu må vise sig at være. Verden går ikke til noget, den udgår fra noget. Så langt øjet, tanken og rejsen rækker. Sangen er holdt i jeg -form. Enhver, der vil, kan slutte sig til og synge sig sammen til et vi. Heri ligger forskellen på eventyrets vi og sangens fællesskab. Dyr grupperer sig med artsfæller. Mennesker grupperer sig i fællesskaber, der bl.a. baserer sig på sprog, historie og land. I Danmark er jeg født er en trosbekendelse. Den, der synger med, synger sig ind i fællesskabet og modtager et jeg, et dansk jeg, fra sangen. Sangen uddeler rundhåndet identitet til den, der vil synge med. Generøsitet er et af det favnende fællesskabs adelsmærker. Men som eventyret om ællingen beskrev det, så er ikke alle fællesskaber generøse. Det er ikke altid, at det vi, man gerne vil, også vil én. Af så mange grunde. Så er der altid andre fællesskaber. Andre steder, hvor man kan blive set, hørt og forstået. Eventyrene har igennem årene for mig været ét af de steder. Eventyrene kender alle sindets kroge. Måske fordi de er skrevet af en, der kunne høre Sjælenes sagteste Tale. Artiklen er et indlæg, som Kathrine Lilleør holdt på et debatarrangement om danskheden i det multikulturelle Danmark, der den 18. maj blev afholdt i Landstingssalen på Christiansborg. Arrangementet var et samarbejde mellem Grænseforeningens Kulturmødeambassadører og Gazette et magasin, der sætter fokus på unge nydanskere. Kathrine Lilleør har skrevet ph.d. om H.C. Andersens eventyr, og man kan læse mere i bogen Fra hjerte til hjerte. Nye tolkninger af H.C. Andersens eventyr. Gyldendal 2005. Kathrine Lilleør er sognepræst, debattør og forfatter.

14 nr. 5 / oktober 2011 sprog og kultur Modersmålet i et grænseland De fleste danskere har kun ét modersmål. Men for mennesker i grænselandet og for nydanskere er det anderledes. Uanset hvor dansksindede de er i Sydslesvig, har nogle af dem flere modersmål. Og uanset hvor danske vore indvandrere bliver, må vi respektere, at de er opvokset med et andet modersmål i deres hjemland. Vores begrebsapparat og vores kultur hænger nøje sammen med modersmålet. Af Birthe Rønn Hornbech Det er sommeren 2008. Der er dansk præstekursus i Luthers gamle land. Jeg har holdt foredrag aftenen før på et slot uden for Weimar, og er nu på vej fra Weimar til Dresden sammen med en busfuld diskussionslystne præster. Det ene emne inspirerer til det næste. Bølgerne går højt. Jeg lægger specielt mærke til Christa, som jeg ikke har mødt før. Det tryllebinder mig, at hun ikke blot boltrer sig mellem sønderjysk, rigsdansk og tysk, men bruger sprogene med lynhurtige skift alt efter, hvem hun taler med. Provsten i Flensborg, der er dansk provst for det danske mindretal, tiltaler hun på rigsdansk med tysk tone. Lederen af kurset, rektor for Teologisk Pædagogisk Center, TPC i Løgumkloster, Eberhard Harbsmeier, bliver tiltalt på tysk. For det tyske modersmål har Christa og Eberhard til fælles. En af præsterne, der kommer fra Københavnsområdet og ellers taler rigsdansk, slår over i sønderjysk, da Christa tiltaler ham på sønderjysk. Christa er meget slagfærdig og udadvendt, så jeg får ret hurtigt kantet mig ind på hende. Jeg hører nærmere om hendes forhold. Jo, hun er da præst for det tyske mindretal i Hadersleben, og hun er i den anledning naturligvis udstyret med tysk præstekjole. Når hun er til dansk landemodegudstjeneste, så viser hun flaget ved at gå i procession iført den tyske præstekjole. Men ellers kan det lige så ofte være, at Christa har den danske præstekjole på, for hun er også dansk præst. Fader Vor og Vater Unser I Sønderjylland eller Nordslesvig, som Christa foretrækker at kalde landsdelen, har vi den helt særlige ordning, at vi i Den Danske Folkekirke har et antal præster, der er præster for det tyske mindretal, men også betjener en dansk menighed. Det er en ordning, som vi i Danmark virkelig har grund til at være stolte af, og som jeg som minister har værnet om trods knappe præstebevillinger. Den danske stat støtter gennem finansiering af et antal præstestillinger både det tyske mindretals kirke nord for grænsen og det danske mindretals kirke i Sydslesvig. Det har vi råd til, og det skal vi have råd til. Som integrationsminister og med min optagethed af forholdet mellem sprog og kultur kan Christa hjælpe mig. Er du tysker? spørger jeg. Hvis Christa skal formulere sig med få ord, så er hun dansker. Danmark er mit fædreland, Tyskland mit moderland. Tysk er mit modersmål. Når det kommer til stykket, så er jeg nok dybt bekendende slesviger. Jeg har et følelsesmæssigt tilhørsforhold, der ligger Foto: Scanpix uden for nationale kategorier. Plattysk var det første sprog, jeg lærte, dernæst tysk, og faktisk samtidig sønderjysk og så rigsmålet. Hvilket sprog beder du Fader Vor på, sådan for dig selv? spørger jeg. Hun tænker længe og svarer så: Det er nok på dansk. Jeg tror nu ikke, Christa altid selv rigtig tænker over det, sådan som hun på brøkdele af sekunder kan suse over flere sproggrænser. Måske havde hun ærligt

nr. 5 / oktober 2011 15 kunnet svare, at hun beder Vater Unser på tysk, hvis hun var blevet spurgt på tysk. For en dansker virker Christa så, da hun bekender, at det er friheden, hun sætter højt i Danmark. Hun røgter sit hverv som sjælehyrde lige så godt på dansk som på sønderjysk. Og lige så godt på hochdeutsch som på plattdeutsch. Christa er fire-sproget. Hendes sprog afhænger helt af, hvem hun taler med. Sådan er det såmænd også for de tosprogede danskere, der mestrer både rigsdansk og en dialekt, som de kun taler, når de er hjemme på fødeegnen. Respekt for modersmål Jeg har også drøftet spørgsmålet om modersmålet med danske i Sydslesvig. Jeg har holdt foredrag om sprog og kultur og bedt de dansksindede tilhørere overveje, hvilket sprog der egentlig er deres modersmål. Det har givet anledning til mange svar og mange forskellige eksempler, der har kunnet hjælpe mig til at forstå nydanskeres forhold til dansk og til deres modersmål. Til et foredrag på en højskole i Sydslesvig er der en dame, der fortæller, at hun altid taler dansk med danske slægtninge, der er gift dansk, men tysk, når hun er på besøg hos en bror, der er gift med en tysker, der ikke forstår dansk. Hvis hun er sammen med dem begge, undgår hun at henvende sig direkte til sin bror. For ham kan jeg virkelig ikke tale til tysk til. Og hvad forklarede ikke den danske Susanne Bier, da hun på engelsk takkede for

16 nr. 5 / oktober 2011 sprog og kultur sin Oscar-statuette og pludselig slog over i dansk for at takke forældrene: Jeg kan da ikke tale engelsk til mine forældre. Nej, det kan Susanne Bier ikke, og hun har i modsætning til Christa og de danske og tyske mindretal på hver sin side af den dansktyske grænse kun ét modersmål, og hun har altid talt dansk under sin opvækst. Dansk er hjertesproget for Susanne Bier. Hun kan ikke forestille sig et andet hjertesprog. Og derfor begynder hun naturligvis ikke at tale engelsk til sine forældre. For mig selv er det også kunstigt at sidde ved en frokost i EU og skulle tale Hvis danskere i Sydslesvig skulle leve udelukkende, som vi på årsmøderne forestiller os og det, så ville der ikke være meget danskhed tilbage. Danskheden overlever ikke i det store Tyskland ved at lukke sig om sig selv, men netop ved at åbne sig imod det omgivende samfund engelsk til en landsmand, en svensker eller nordmand. Jeg har kun ét modersmål. Men for mennesker i grænselandet og for nydanskere er det anderledes. Uanset hvor dansksindede de er i Sydslesvig, har nogle af dem flere modersmål. Og uanset hvor danske vore indvandrere bliver, så må vi respektere, at de er opvokset med et andet modersmål i deres hjemland. Deres begrebsapparat og deres kultur hænger nøje sammen med modersmålet. Integrationen kan lære af Sydslesvig Der er meget at lære af grænselandet, selvom de danske i Sydslesvig netop ikke er indvandrere i det tyske rige. Danskerne har set fra et dansk synspunkt en historisk hjemstedsret til Sydslesvig. Og der er naturligvis en verden til forskel på at være opvokset som nationalt mindretal i grænselandet nord og syd for grænsen og at være indvandrer i Danmark. Men vi kan jo være ærlige over for os selv og i vore overvejelser om integration tage ved lære af vore egne forestillinger om det danske i Sydslesvig. Vi kan jo ikke på én gang lovprise det danske i Sydslesvig og samtidig kræve, at alle nydanske skal assimilere sig i Danmark og glemme deres egen kultur og identitet. Vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Til gengæld er det vigtigt netop at gøre sig forskellen mellem nationale mindretal og indvandrere klart. Det er direkte pinligt, at der er danske politikere, der ikke har forstået denne grundlæggende forskel. Således har repræsentanter for det tyske mindretal under et møde i Kirkeministeriet beklaget sig over, at der er danske politikere, som oven i købet er medlemmer af Europarådet, der blander begrebet nationalt mindretal i grænselandet sammen med indvandrere. Det er repræsentanterne for det tyske mindretal med rette stærkt fortørnet over. Og det er jo fatalt, at der virkelig er danske politikere, der er så udprægede historiske analfabeter, at de ikke kan skelne en grænselandsborger fra en indvandrer. Danskheden overlever kun ved at åbne sig Vi er med rette stolte af vore landsmænd syd for grænsen. Vi kan lide, at de hævder danskheden. Mange folketingsmedlemmer valfarter til årsmøderne i Sydslesvig og lovpriser i de mange taler netop det danske, men glemmer måske, at danskerne udgør et mindretal i den tyske forbundsrepublik. Hvis danskere i Sydslesvig skulle leve udelukkende, som vi på årsmøderne forestiller os det, så ville der netop ikke være meget danskhed tilbage. Danskheden overlever ikke i det store Tyskland ved at lukke sig om sig selv, men netop ved at åbne sig imod det omgivende samfund. Der er derfor heller ingen grund til at være forarget, når man i de danske skoler i Sydslesvig hører tysk i frikvartererne, ligesom vi ikke kan forlange, at indvandrere, der kommer til Danmark, skal falde pladask for leverpostej og snaps, bare bryster og ungdomsdrikkeri. Det er tværtimod udtryk for åndelig og kulturel armod, hvis vi mener, at vor egen tro og kultur kun kan overleve ved, at vi kræver, at alle, der bor i Danmark, skal være præcis som os. Vi kan kræve, at nydanskere, der ønsker at slå sig ned i Danmark, skal lære dansk. I Danmark, som er et lille sprogområde, må man kunne dansk, for det er først og fremmest sproget, der binder os sammen. Dansk er det officielle sprog i Danmark, og det er det sprog, der tales i skolen, på de fleste arbejdspladser, i Folketinget og ved domstolene. Men vi kan ikke kræve, at det danske sprog skal føles som modersmål og hjertesprog for dem, der indvandrer til Danmark. Det vil være at gøre vold på nydanskernes tro og kultur og identitet. Og det vil være at gøre vold på det danske frihedsbegreb. Modersmålet i grænselandet er et kapitel fra Birthe Rønn Hornbechs: Ministerbilleder, som udkom 6. september på Gyldendals Forlag. 243 sider. 279 kr. Bogen er Birthe Rønn Hornbechs egne betragtninger over hendes godt tre år som kirke- og integrationsminister.

nr. 5 / oktober 2011 17 Dybbøl i brændpunktet mellem dansk og tysk Tyskere og danskere har opfundet to forskellige historier om den samme begivenhed om Dybbøl. Resultatet i Danmark er en skepsis over for Tyskland, som tyskerne har svært ved at forstå. Begge parter tror, at de kender hinanden, men i virkeligheden skiller en misforståelse dem ad. I en ny bog mødes danske og tyske forskere for at kaste nyt lys over begivenhederne på Dybbøl i 1864. Af Finn Slumstrup Bogens undertitel er Den dansk-østrigskpreussiske krig i 1864 og dens betydning i dag. Man tænker, at det er så altså endnu et historisk værk om Dybbøl, men hovsa: det er ikke hverdagskost, at bogen er tosproget og har fået fondsstøtte fra både dansk og tysk side. Er det måske en ny praksis, der er på vej? Bogens indhold er 20 indlæg, som blev holdt på Københavns Universitet 7.-8. november 2009. Konferencen havde samme overskrift som bogen: 1864 og historiens lange skygger. Ni af bidragene er på dansk, de øvrige på tysk idet dog den tidligere tyske ambassadør i Danmark, Christoph Jessen, holdt sit bidrag på begge sprog. Og det er netop diplomaten Christoph Jessen, som ved indgangen til konferencen både sætter fingeren på et centralt punkt og formulerer et spørgsmål, der også ligger bag flere af de andre indlæg. Hvad det første angår knytter Jessen til ved forfatteren Peter Høeg, som har påstået, at den historie, vi fortæller om fortiden, er et produkt af vor bevidsthed: Forholder det sig ikke således, at vi, tyskere og danskere, har opfundet to forskellige historier om den samme begivenhed om Dybbøl? At resultatet i Danmark er en skepsis over for Tyskland, som tyskerne har svært ved at forstå. Således tror begge parter, at de kender hinanden, men i virkeligheden skiller en misforståelse dem ad, skriver Christoph Jessen. Senere behandler han Dybbøls betydning i den tyske historie, hvor det er velkendt, at det tyske riges samling blev bygget på tre krige i 1864, 1866 og 1870-71: Dybbøl var begyndelsen eller startede det hele allerede tidligere?, spørger ambassadøren. Og han går videre til de europæiske samlingsbestræbelser efter det tyske riges sammenbrud i 1945 og spørger: Var Dybbøl måske den første stærke advarsel imod den store fejltagelse at bygge Europa på den rene nationalisme? Kan det være, at Dybbøl ikke længere kaster nogen skygge, men et lys ligesom et lys fra et fyr, der advarer vores skib mod at sejle på grund? Det er naturligt nok en noget ujævn bog, for en snes forskellige indlæg vil uundgåeligt være af vekslende kvalitet og lødighed. Redaktørerne har tematiseret bidragene, så de falder i fire grupper: 1864 og politikken i dag, Erindringspolitik, 1864 som traume samt De glemte 1864. Under den sidste lidt pudsige titel, (som måske er en trykfejl, for på tysk hedder temaet Das vergessene Jahr 1864 ), findes bidrag om så forskellige emner som de nationalliberales glemte modstandere; hvorfor Oversø-traditionen er mere levende end Dybbøl hos tyskerne; hvordan den slesvig-holstenske historiebevidsthed blev udsat for prøjsisk dominans i skolerne; hvordan Dybbøl næsten er skrevet ud af den østrigske historie, samt endelig en gennemgang af Det unge Grænseværns fortolkning af arven fra 1864 og 1920 under Det tredje Riges levetid. Det er med andre ord ikke en bog, man 1864 frelste os fra nazismen ( ) vi havde det alt sammen, og ikke altid så meget svagere end sydpå. Men der var jo lige det med Dybbøl. Vi brød os ikke om tyskerne! Per Øhrgaard tager frem som hyggelæsning. Men for enhver, der er seriøst interesseret i det uafbrudt fascinerende drejepunkt i dansk og europæisk historie, som 1864-krigen blev, lønner det sig at give sig i kast med læsningen, som gang på gang bærer vidnesbyrd om, hvordan Dybbøl fortsat kommer os ved. Personligt har jeg haft særlig glæde

18 nr. 5 / oktober 2011 sprog og kultur af professor Uffe Østergaards glimrende oversigt over Nederlaget 1864 i dansk og tysk historie, af dr. phil. Jan Schlürmanns 1864 und das Ende des Gesamtstaates med overvejelser om de strukturelle og ideologiske forandringer i Helstatens sidste dramatiske år mellem 1848 og 1864, samt endelig dr. phil. Carsten Jahnckes afsnit om 1864 und der Verlust der eigenen Geschichte om den prøjsiske uddannelsespolitik over for den slesvig-holstenske flertalsbefolkning og den dansksindede del af befolkningen. Men det gælder for mange af indlæggene, at de bobler med provokerende iagttagelser, som man kan gå og fundere over. Eksempelvis leverer professor Per Øhrgaard med vanlig elegance betragtninger over Tyskland og Danmark i det 20. århundrede, hvor han hævder, at 1864 frelste os fra nazismen, for nu at sige det lidt firkantet. Ser man på dansk kulturdebat i mellemkrigstiden er det ikke spor svært at finde tydelige paralleller til forholdene i Tyskland. Nationalisme, Blut und Boden, antisemitisme vi havde det alt sammen, og ikke altid så meget svagere end sydpå. Men vi brød os ikke om tyskerne! Det er en væsentlig forklaring på, at der var færre prominente, færre samfundsstøtter blandt danske nazister end blandt norske og svenske, hvor man ikke havde en gammel grænsekonflikt med Tyskland, og det er forklaringen på, at f.eks. mange danske konservative herunder en senere udenrigsminister kunne hylde Mussolini, men stort set holdt sig fra at gøre det samme med Hitler: Der var jo lige det med Dybbøl. Carsten Jahnke & Jes Fabricius Møller: 1864 og historiens lange skygger. 1864 und der lange Schatten der Geschichte. 360 sider. Ihleo Verlag, Husum 2011. DER SKAL VÆRE HARMONI Forfatter og formand for Grænseforeningen Finn Slumstrup fyldte 70 år den 6. oktober. Finn Slumstrup har altid arbejdet for at få det hele til at spille sammen. Om det helt konkret har været i sin rolle som jazz-trommeslager eller siden hen som højskolemand, informationschef i Dansk Flygtningehjælp, kanalchef på Danmarks Radios P1, forfatter til knap en snes bøger eller som formand for Grænseforeningen de sidste syv år, handler det om at skabe harmoni. Der er ingen tvivl om, at Finn Slumstrups baggrund er dansk. Nok er han stolt af at være himmerlænding (født i Arden i 1941), men hans karriere har ført ham rundt forskellige steder i Danmark. På Århus Seminarium tog Finn Slumstrup lærereksamen i 1964 og blev siden højskolelærer i henholdsvis Snoghøj og i Askov. I 1979 gik turen til Sjælland, da han blev forstander for Vallekilde Højskole, og i 1986 startede så et langt kapitel i København, først som informationschef for Dansk Flygtningehjælp, dernæst som chef for Danmarks Radios P1 efterfulgt af et job som programmedarbejder indtil 2007. Herefter var der intet, der sagde, at adressen fortsat skulle hedde København, så i 2009 flyttede Finn Slumstrup med sin hustru Anne Mette Holstein til Ærø. Et centralt udgangspunkt for den landsdækkende foredragsvirksomhed, han har bygget op ved siden af sit forfatterskab, alt imens den gamle slesvigske ø kun ligger en kort færgerejse fra Sønderjylland, hvor han ofte har gøremål som formand for Grænseforeningen. Fra Ærø står Finn Slumstrup i spidsen for 79 lokale grænseforeninger i hele Danmark, der ifølge Grænseforeningens politiske strategi skal bakke op om, at erfaringen fra det dansk-tyske grænseland er et vigtigt bidrag til den europæiske samtale, hvor med- og modspillet mellem flertal og mindretal igen og igen er afgørende for, om resultatet bliver harmoni eller konflikt. Står det til Finn Slumstrup, skal der være harmoni mellem de forskellige kulturer i såvel det dansk-tyske grænseland som i resten af Danmark. Og i de tilfælde, hvor det er for meget forlangt, skal der i hvert fald være reel dialog mellem parterne.

nr. 5 / oktober 2011 19 Debatstormen på Dybbøl Det har skabt protester i Sønderjylland, at Grænseforeningens bestyrelse ikke har taget klar afstand fra et forsoningsmonument på Dybbøl, og at soldater ved den årlige mindehøjtidelighed deltager bevæbnet og i fuld kampuniform. Debatten kulminerede sidst i september, da Grænseforeningens bestyrelse valgte at imødekomme en samlet opfordring fra de fem sønderjyske lokalforeninger. Af Erik Lindsø. Foto Lars Salomonsen Der har de seneste måneder kørt en voldsom diskussion i Sønderjylland, der har drejet sig om tre temaer: 1) En idé fra kunstneren Kenn André Stilling om et forsoningsmonument i Skanse 4 på Dybbøl i anledning af 150-året i 2014. 2) Spørgsmålet om Grænseforeningen støtter, at soldaterne er i kampuniform og fuldt bevæbnede ved den årlige mindehøjtidelighed på Dybbøl. 3) Om man kan kalde området mellem Kongeåen og Ejderen for Slesvig. Grænseforeningens manglende afstandtagen førte til en markant modstand både i og udenfor de sønderjyske grænseforeninger med over 50 debatindlæg i JydskeVestkysten, Flensborg Avis og Jyllands Posten. Sagen kort Ideen om et monument på Dybbøl blev lanceret i Politiken den 5. marts og den 9. april 2011 og er omtalt i GRÆNSEN nr. 4, juni 2011, hvor man også kan læse Græn-

20 nr. 5 / oktober 2011 sprog og kultur seforeningens bestyrelses stillingtagen til ideen. Bestyrelsen for Grænseforeningen i Sønderborg tog kraftigt afstand fra ideen i sin beretning på generalforsamlingen den 28. april. Den 10. juli bragte Jydske- Vestkysten i forbindelse med en kronik af H.E. Sørensen et resume af artiklerne i Politiken, og så begyndte debatten at rulle for alvor. Det andet tema har været, at soldater ved mindehøjtideligheden den 18. april bærer kampuniform og er bevæbnede. Sønderjyske debattører har forlangt, at Grænseforeningens ledelse tager afstand herfra. Det sidste tema har sammenhæng med Grænseforeningens projekt Generation Slesvig, hvor man forestillede sig, at området mellem Kongeåen og Ejderen kaldes for Slesvig for dermed at betone, at området hænger sammen og på mange måder har fælles skæbne. Dette forslag har givet mange reaktioner fra både sønderjyder og sydslesvigere, som bestemt ikke ønsker at kalde sig slesvigere. Ved et møde den 31. august forsøgte bestyrelsen for Grænseforeningen i Sønderborg og formandskabet for Grænseforeningen uden held at tale sig til rette. Samlet markering fra sønderjyske lokalforeninger Den 26. september udsender de fem sønderjyske grænseforeninger en samlet udtalelse, hvor det bl.a. hedder: Med hensyn til forsoningsmonumentet er man enige om, at det ikke skal placeres på Dybbøl. Vedr. de tyske soldaters deltagelse i mindefesten på Dybbøl er der enighed om, at Grænseforeningens formand Finn Slumstrup opfordres til at skrive til kommandanten på Sønderborg Kaserne og anmode ham om at nytænke arrangementet. Foranlediget af adskillige henvendelser fra medlemmer opfordres kommandanten til at undgå, at soldater deltager i mindehøjtideligheden bærende våben og i kampuniform. Budskabet m.h.t. anvendelse af navnet Slesvig, som Grænseforeningen har brugt til et af sine projekter, har ikke været klart nok. Det burde have fremgået mere klart, at det aldrig har været tanken, at navnet Slesvig skulle erstatte begrebet Sønderjylland. Grænseforeningens bestyrelse præciserer Pressemeddelelsen fra de fem sønderjyske lokalforeninger får Grænseforeningens bestyrelse til at resignere. Den 28. september udsender bestyrelsen ved formand Finn Slumstrup en pressemeddelelse med overskriften Bestyrelsen respekterer de sønderjyske grænseforeningers holdning. Her hedder det bl.a., at når de fem lokalforeninger klart vender sig imod idéen om, at et forsoningsmonument, som foreslået af kunstneren Kenn André Stilling kan placeres på Dybbøl, må bestyrelsen respektere dette. Såfremt idéen om et sådant monument overhovedet bliver til virkelighed, vil det derfor være bestyrelsens holdning, at der må findes en anden placering end på Dybbøl. Vedr. soldaters medvirken ved mindehøjtideligheden på Dybbøl den 18. april erklærer man sig enig i opfordringen om, at Grænseforeningen retter henvendelse til kommandanten på Sønderborg Kaserne om at nytænke arrangementet på Dybbøldagen den 18. april, så man undgår, at de soldater, der deltager i mindehøjtideligheden, bærer våben og er i kampuniform. Når de fem lokalforeninger klart vender sig imod idéen om, at et forsoningsmonument, som foreslået af kunstneren Kenn André Stilling kan placeres på Dybbøl, må bestyrelsen respektere dette Finn Slumstrup Om det tredje kritikpunkt brugen af navnet Slesvig skriver Grænseforeningens bestyrelse, at man glæder sig over, at det nu endeligt er fastslået, at der har været tale om en misforståelse, når nogen har haft den opfattelse, at brugen af begrebet Slesvig skulle fortrænge betegnelsen Sønderjylland. Såvel Grænseforeningens bestyrelse som de fem sønderjyske lokalforeninger er enige om, at en del af striden skyldes misforståelser som følge af dårlig kommunikation. Grænseforeningens bestyrelse lover at arbejde for at forbedre kommunikationen mellem ledelse og lokalforeninger. Debatten har ført til 12 udmeldelser og 2 indmeldelser i Grænseforeningen. Læs mere på www.grænsen.dk