2. Pinsedag 2015, Ashøje Johannes 3, 16-21 Jakob er elleve år. Han har besøg af sin kusine Louise på tolv og sin fætter Mikkel på ni år. De spiser sammen, fordi der er fødselsdag i familien. Da de er færdige med at spise, siger Jakob: Far, vi går ud for at spille fodbold! Ja, men husk, at I ikke må spille henne ved mors rosenbed omme ved drivhuset! Ja, ja! råber Jakob på vej ud af døren. Jakob vil gerne vise Louise og Mikkel, at han er god. Så han både dribler og sparker. Og så kommer der en bold, som får en helflugter. Bolden står i en flot linje gennem luften lige i retning af roserne omme ved drivhuset. Bolden stryger lige gennem rosenbedet, gennem en rude i drivhuset og ligger stille mellem agurkeplanter og tomater. Da de kikker efter, er der knækket 12 af mors fine røde roser og så altså en rude i fars drivhus. Slukørede går de tre ind i stuen. Jakob sætter sig, kikker lidt ned. Er I allerede færdige?, spørger far. Jaah! Vi kom altså til at sparke bolden gennem roserne og hen imod drivhuset! siger Jakob med lav stemme. Sagde jeg ikke! siger far. 1
Mor er hurtig: Så, så. Hvad skete der? Der røg nogle roser - og en rude i drivhuset! Far lignede en vulkan lige før udbrud. Løb I tre nu ud igen, siger Mor. Da Louise og Mikkel kører sammen med deres forældre, går Jakob ind til sig selv. Men da han skal i seng, går han ind og siger undskyld. Hans far vinker ham hen i sofaen, giver ham et knus og siger: Godt; så glemmer vi det! Men husk det nu en anden gang! Jakob var flov, men glad, da han faldt i søvn. Og næste dag sagde hans far: Ha det godt i dag, min ven!, da han kørte på arbejde. Jakob vidste godt, at han ikke måtte spille fodbold deromme. Men han gjorde det alligevel. Da det gik galt, fik han det at vide igen, men han blev også tilgivet. Først var alting mørkt omkring ham, men det blev lyst igen. Han lærte noget om rigtigt og forkert. Men han oplevede også, at hans far og mor kunne lide ham alligevel. Det var som at komme ud af mørket og blive omgivet af lys igen. Han blev glad. Jeg tror ikke, at Jakob går og tænker på, at han bliver tilgivet af far og mor hver gang, han gør noget forkert. Men han oplever det måske tit. Han bliver rigtig træt at sig selv, når det sker, men han bliver ikke bange. 2
Det er sådan det er, når kærligheden betyder mere end æren, og tilgivelsen betyder mere end hævnen. Det er det, vi lærer, når vi er i kirke. Vi lærer, at lyset er bedre end mørket. Vi lærer at skelne mellem kærlighed og ære mellem tilgivelse og straf. Når det er pinse, og alting rundt omkring stråler grønt og lyst, er det tiden til at holde kirkens fødselsdag. En fødselsdag er til for at sige tak og være glad. Tak for at være født, og glæde over at turde tro på kærligheden og tilgivelsen. Kirken blev til, da disciplene på en underfuld måde blev fyldt af tak og glæde og gav sig til at prædike for folk. De prædikede, at Jesus var Guds besked om, at den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er det, der står i den lille bibel. Og så står der noget en dom. At den, der tror ikke skal dømmes. Dom hedder krisis på græsk. Krisis betyder at skelne. Dommen er altså ikke en knusende fordømmelse, men skelnen mellem lys og mørke, mellem godt og ondt. I Guds dom er der ikke fordømmelse, men frihed. Krisis er et skelne. Det er det samme ord, der bliver til kritik. 3
Kritik er altså at skelne. Vi ved det, når vi skal kritisere noget, at så skelner vi mellem det, som lyder rigtigt, og det, som lyder forkert. Kritikken skal skelne mellem sandhed og løgn. Med det formål at kunne glæde sig over sandheden. Med det formål at få sandheden belyst og få løgnen ud af mørket. Kærligheden gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. (1. Kor. 13, 5-6) Derfor sætter vi kritikken og altså ytringsfriheden højt i de lande, hvis samfundsform er vokset ud af kristentroen. For kærligheden finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Tingene skal frem i lyset, så vi tør sætte kærligheden højere end æren og tilgivelse højere end hævnen. Det var det, disciplene begyndte at fortælle den første pinse, da kirken blev født. Og når vi fejrer kirkens fødselsdag til pinse, så er det for at glæde os over, at der ikke er fordømmelse hos Gud, når han lærer os at skelne mellem lys og mørke, mellem kærlighed og ære, mellem tilgivelse og hævn. Da vi blev døbt blev vi flyttet ud af ærens og hævnens mørke og ind i kærlighedens og tilgivelsens lys. Det er som med en lille plante, der lige nu er ved at spire i skovbunden mellem de visne blade fra sidste år. Sådan en lille plante vil have godt af at blive plantet ud af mørket og ind i lyset for at få et andet liv. 4
Sådan blev du og jeg flyttet ud af mørket og ind til kærlighedens og tilgivelsens lys i dåben. I dåben blev glæden vores måde at leve på. Det fejrer vi nu til pinse og ønsker hinanden tillykke med fødselsdagen. Så mærk det synge gennem blodet! Hør Helligåndens fællessprog! Det genoprejser hjerteblodet og lutrer sjælen i et fog. Ved Guds forladelse alene kom vi omsider til os selv. Så føl, miraklet må forene! Se, flammen går fra sjæl til sjæl. AMEN 5