Odin for begyndere Tale holdt på Maison du Danemark 7.2.2012 Af Thomas Bredsdorff Lad os forestille os at vi er til premiere på et helt almindeligt, klassisk teater. Lad os forestille os, for eksempel, at vi sidder i Det kongelige Teater i København 21. december 1879 til urpremieren på Henrik Ibsens Et Dukkehjem. De skuespillere vi skal se, har for 2 måneder siden fået et manuskript. De har så brugt de 2 måneder på, med instruktørens hjælp, at leve sig ind i figurerne sådan som de fremstår gennem replikkerne, og genskabe disse figurer for vores øjne, Nora, Thorvald Helmer, dr. Rank. Ibsen har brugt ikke 2 måneder, men 2 år på at lære disse figurer at kende og gøre dem levende. Han har engang beskrevet sit arbejde med et stykkes personer sådan: Første gang jeg møder dem, er det som at møde fremmede mennesker i toget. Det vil sige: han kender kun deres ydre; har kun vage ideer om hvor de kommer fra og hvor de skal hen. Han laver så en skitse. Derefter begynder jeg langsomt at lære dem at kende. Gennem fornyede gennemskrivninger kommer han tættere og tættere på dem, og til sidst, efter to år, er de færdige, og dramatikeren er parat til at overgive dem til skuespillerne, som så sammen med instruktøren tolker hans tekst og intentioner efter bedste evne. I Odin Teatret går det anderledes til. Her er også skuespillere, instruktør, tekst men i et andet indbyrdes forhold. Der er sandelig også en forfatter, men alle fire ingredienser har andre roller end i Ibsens teater. I Odin Teatret har instruktøren dramatikerens rolle. Den der først møder stykkets figurer som vage konturer i en togkupé dvs. den der undfanger stykkets ide er Eugenio Barba. Han giver så skuespillerne nogle konkrete opgaver, der bliver udgangspunkt for næste led, den proces der tog Ibsen 2 år. Det tager den også på Odin Teatret, eller somme tider mere end 2 år, men skuespillerne er aktive i processen hele vejen, de agerer. Instruktøren iagttager hvad skuespillerne gør, hvordan de løser de opgaver de har fået; han opdager nye indfaldsvinkler; kanhænde han opdager overraskende løsninger som kuldkaster de oprindelige udgangspunkter; så vælger og vrager han mellem de muligheder skuespillerne tilbyder. Og af det han vælger bliver forestillingen til sidst sat sammen. Lad os bruge det latinske ord autor om den der er værkets ophavsmand. Når det gælder Et Dukkehjem på teatret, er det Ibsen der er dets autor. Når det gælder 1
en Odin forestilling, er det instruktøren Barba som er autor. Som Ibsen digter med ord, digter Barba med skuespillernes gester (handlinger). Lyder det lidt abstrakt? Så kommer her et konkret eksempel. For nogle år siden rejste Odin Teatret verden rundt og hentede stor succes med Andersens drøm, et stykke om den danske eventyrdigter H.C. Andersen. Arbejdet på det stykke begyndte med at Barba bad hver skuespiller gøre tre ting: 1) vælge et Andersen-eventyr og iscenesætte det med gruppens øvrige skuespiller; 2) rejse til Afrika, et kontinent ingen af dem havde besøgt før, og vælge noget fra den kultur de besøgte en genstand, et bevægelsesmønster, en sang; og 3) af de ingredienser udarbejde en times materiale, som det hedder i Odins terminologi, det vil sige en række sammenhængende handlinger og scener at udføre på scenens gulv. Skuespillerne kom hjem med hver sit eventyr og hver sine nye gester. Det blev til mange timers materiale, 24 timer i alt, som de viste deres instruktør, der tålmodigt sidder i et hjørne af salen og observerer. Dernæst vælger han, og sætter de stumper han har valgt, sammen til et hele. Fra denne montage begynder en langsommelig proces, megen trial and error, også en del serendipity, det vil sige arbejde i forvisning om at noget vil vise sig, som Mr. Micawber siger hos Dickens. (David Copperfield). Et par år senere er der mirabile dictu en forestilling. For autoren Barba styrer og lægger til og smider væk undervejs, men bevarer den samlende hånd. De tilskuere der gik ind til forestillingen Andersens drøm, fik udleveret en lille tekst, som vor autor havde hentet fra Andersens dagbog 26. september 1874 og til sidst lagt oven i forestillingen: Jeg drømte sådan var Andersen-optegnelsens essens at jeg skulle om bord på kongens skib, jeg kunne ikke blive færdig med at pakke mine to kufferter, hele tiden opdagede jeg noget der skulle med. Da jeg omsider nåede havnen, var kongen sejlet; men der lå et andet kongeligt skib jeg kunne komme om bord i. Først da skibet var sejlet, opdagede jeg at jeg befandt mig ikke på et kongeskib, men på et slaveskib. Den forestilling man kan se i Paris i disse dage, Det kroniske liv, er blevet til på en tilsvarende måde, men lad mig gå lidt tilbage og give et rids af Odin Teatrets historie. 2 Odin Teatret er grundlagt i 1964 af italieneren Eugenio Barba og en håndfuld unge nordmænd. Efter et vellykket gæstespil i Danmark modtog Odin Teatret en indbydelse fra bystyret i den danske provinsby Holstebro: om de kunne tænke sig at slå sig ned dér og blive byens teater. Svaret var ja og dér har Odin Teatret boet 2
siden. Derfra har de vundet deres kunstneriske sejre ude i verden. De har holdt fast ved Holstebro, og Holstebro har holdt fast ved dem. Sit gennembrud til den kræsne kreds af teaterkendere fik Odin Teatret ved Biennalen i Venezia 1967, tre år efter teatrets grundlæggelse. Siden da har teatret vist sine forestillinger på et meget stort antal scener og festivaler i et meget stort antal lande. Selv i København har Odin Teatret været, skønt ikke mange københavnere har opdaget det. Odin Teatret er ekstremt verdensberømt i et ekstremt smalt udsnit af verden (som ikke omfatter hovedstaden!). Det er der to og kun to danske teatre der er, Den kgl. Ballet og Odin Teatret. Jeg har mødt teaterfolk i Sydamerika, som er sikre på at Holstebro må være hovedstaden i Danmark! Jeg selv er oprindelig kommet til Odin Teatret som tilskuer. Jeg mødte det første gang, da jeg var teaterkritiker på den danske hovedstadsavis Politiken, og blev sendt af sted for at anmelde en forestilling. Næste stadie var at jeg af Eugenio Barba blev indbudt til at være moderator ved et seminar der blev holdt på Odin Teatret i Holstebro. Ved dette og følgende seminarer oplevede jeg instruktive foredrag og opvisninger af store teaterfolk som Jean-Louis Barrault, Jacques Lecoq, Dario Fo, Julian Beck, Jerzy Grotowski. Det var stimulerende møder. Verdensnavne i en dansk provinsby det var på grund af deres respekt for Barba at jeg først fik en anelse om hvor stort en indtryk han havde gjort ude i verden. Hans forestillinger havde jeg stadig ikke set ret meget til. Men det kom jeg til. Efter at jeg holdt op med at være teateranmelder blev jeg en slags groupie hos Odin Teatret. Jeg kunne bruge erfaringer med teatret i mit arbejde som professor i litteratur på Københavns Universitet. Og teatret kunne efterhånden bruge mig. Fra og med forestillingen Mythos er jeg fast knyttet til teatret som dets dramaturg. Jeg skal senere fortælle hvad den opgave består i. 3 Hvis man vil vide noget om Odin Teatrets væsen, er der især to af Eugenio Barbas mange bøger jeg vil anbefale. Den bedste er On Directing and Dramaturgy Burning the House, udgivet i London og New York på forlaget Routledge, 2010. En næsten lige så instruktiv bog er The Dilated Body, Rom 1985, hvor Barba beskriver et grundprincip i sit teater, modsætningsprincippet. Det er kendt fra dagliglivet, siger han her, at en handling der kræver en vis energi, bliver foregrebet af en handling der går i den modsatte retning. Inden jeg skal slå, trækker jeg armen væk fra slagets mål. For at springe op, må jeg bøje ned i knæene. Før jeg sætter af til et spring fremad, læner jeg mig tilbage. Han bruger et fransk udtryk for princippet: reculer pour mieux sauter. Så vidt drejer det sig om handlinger der er underlagt en hensigt. Det er det der er indeholdt i pour mieux: for desto bedre at kunne. Jeg går ned i knæene for 3
bedre at kunne springe højt, jeg trækker armen tilbage for at kunne slå hårdere osv. Det ny Barba føjer til denne dagligdags erfaring, er at der under den negerende bevægelse bevægelsen i den modsatte retning af den intenderede kan opstå noget nyt og uventet, hvis man vel at mærke glemmer den oprindelige hensigt. Det er ifølge ham under sådan en proces at kunstneriske og videnskabelige opdagelser bliver til. Når et teater bygget på dette princip viser revolten mod magten, drejer det i samme sekund rundt på hælen for at vise hvordan revolten rummer tyranniets kerne. Det søger ateismen i religionen og religionen i ateismen. Satan og engel i samme skikkelse er dets nøglefigur. Den opmærksomme tilskuer vil finde mange eksempler på modsætningens æstetik i Det kroniske liv, som gæster Paris i disse dage. Selve grundideen i stykket bygger på modsætningen. Jeg nævnte udgangspunkterne for Andersens drøm: et eventyr, et bevægelsesmønster, en dagbogsoptegnelse. Udgangspunktet for Det kroniske liv var noget der kunne lyde som en selskabsleg. En februardag i 2008 samlede Barba sine skuespillere og bad dem om at reagere på følgende meddelelse: En skønne dag møder I op på teatret og får den besked at jeg er død, og nu skal I arrangere min begravelse, værsgo!. Af opgaven: en begravelse, voksede i løbet af 3-4 år Det kroniske liv, det kan man da kalde en modsigelse: pour mieux vivre il faut mourir! Som der i Mythos medvirkede en forfatter, nemlig poeten Henrik Nordbrandt, er der bag Det kroniske liv også en forfatter, nemlig en kendt dansk poet af næste generation, Ursula Andkjær Olsen. Men ingen af de to forfattere, Nordbrandt og Andkjær, er forfatter til stykkerne, på den måde som Ibsen er forfatter til Et Dukkehjem. Deres medvirken er en anden: De har stillet deres allerede publicerede digte til rådighed for den sande ophavsmand til Det kroniske liv, Eugenio Barba. Det er så ham der har valgt og vraget mellem versene, på samme måde som han har valgt og vraget i skuespillernes materiale. 4 Der er som sagt fire piller under en klassisk teateropførelse, f.eks. af Et Dukkehjem 1)forfatteren (:Ibsen), 2)teksten (:bogen Et Dukkehjem), 3)instruktøren, 4)skuespilleren. Der er de samme fire piller under en forestilling på Odin Teatret som Det kroniske liv, men de har alle fire radikalt andre opgaver end i det klassiske teater. Forfatteren (1) Ursula Andkjær Olsens ord forekommer i forestillingen. Jeg har set forestillingen i Polen blandt tilskuere der ikke forstår et ord af hendes digte, men som gennem skuespilleren Tage Larsens fremførelse af dem fornemmede den ironiske tone de føjer til forestillingen. Der er andre ord i forestillingen end Ursula Andkjærs, ord der er valgt eller skrevet af Barba og skuespillerne på så 4
forskellige sprog rumænsk, tjetjensk, færøsk, baskisk at ingen enkelt tilskuer nogensinde forstår dem alle, men overalt forekommer udvalgte tekster på det lokale sprog. Dramaets tekst (2) er ikke kun de sproglige ord, teksten er det væv af ord, bevægelser og ikke mindst musik som udgør dramaets partitur, hvis egentlige ophavsmand er (3) instruktøren, som altså her er stykkets egentlige autor idet man må tilføje at skuespillerne er med-autorer i den forstand at det er på deres materiale han har bygget forestillingen. Her kan jeg svare på det spørgsmål jeg ofte får stillet: Hvad laver egentlig en dramaturg på Odin Teatret? Det enkle svar er at hvad Barba bygger op, river jeg ned. I den lange periode hvor en Odin-forestilling bliver til, deltager jeg kun med mellemrum. Jeg kommer altså ind med friske øjne og siger: dér er et dødt punkt; hér forsvinder energien, på dét sted går rytmen i stykker. En dramaturg på Odin har ikke (som en dramaturg i det klassiske teater) noget særligt med ordene, med det litterære, at gøre. Dramaturgen er dramatikerens/instruktørens, altså autors, samtalepartner og boksebold. Men det er og bliver Eugenio Barba der samler alle tråde i sin hånd og er ene om at bære det afgørende ansvar. En af de store franske instruktører fra La nouvelle vague, det var enten Francois Truffaut eller Jean-Luc Godard, har engang sagt om den svenske filminstruktør Ingmar Bergman: Her er en mand, som har gjort alt det vi drømte om at gøre. Han har skrevet film som en romanforfatter skriver en bog. I stedet for pennen bruger han kameraet. Han er en auteur de cinéma, en filmens forfatter. La Maison du Danemark er vel det rette sted til at overføre denne definition fra Cahiers du cinéma til den teatermester der nu besøger Paris: Eugenio Barba bruger skuespillernes kroppe, stemmer og følsomhed som en romanforfatter bruger sin pen. Han er ikke en instruktør, altså en metteur en scène; han er en auteur en scène. Efterskrift to uger senere Det kroniske liv er nu igennem to uger blevet vist i den smukke, langsomt forvitrende fabriksbygning på La Cartoucherie, som Théâtre du Soleil har stillet til Odins rådighed. Ingen parisiske aviser har ulejliget sig med at vurdere besøget. Alligevel har der været fuldt hus hver aften. Sammenklemt på bænkene har pariserne fulgt dramaet uden at ænse den kulde som strømmede ind fra den nedfrosne Vincennes Skov udenfor. Jeg så deres ansigter hver aften, så hvordan spillet og musikken sugede de franske tilskuere ind, fornemmede hvordan de fulgte også det spil hvis ord de ikke forstod, og hvordan mange af dem ligesom stadig jeg overrumples af den forbløffende slutning. Måske gælder for hele Det kroniske liv selve Odin Teatrets grundformel. I scene efter scene trækker spillet sig længere og længere tilbage i den europæiske sjæls både dystre og komiske afkroge for til sidst bedre at kunne springe. 5