Vi har ikke siddet på skødet og fået knus

DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET Vi har ikke siddet på skødet og fået knus - En antropologisk analyse af et værested for tidligere anbragte Charlotte Cécile Renard Nr. 282/2011 Projekt- & Karrierevejledningen

Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 282/2011 Vi har ikke siddet på skødet og fået knus Charlotte Cécile Renard ISSN: 1339-5367 ISBN: 978-87-92677-43-3 Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- & Karrierevejledningens hjemmeside. Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade 5 1014 København K 35 32 30 99 www.samf.ku.dk/pkv pkv@samf.ku.dk

Vi har ikke siddet på skødet og fået knus - En antropologisk analyse af et værested for tidligere anbragte Charlotte Cécile Renard Kandidatspeciale Vejleder: Tine Tjørnhøj-Thomsen Institut for Antropologi Københavns Universitet Afleveringsdato: 1. november 2010.

Vi har ikke siddet på skødet og fået knus. - En antropologisk analyse af et værested for tidligere anbragte [...] Da jeg var færdig med at være anbragt efter alle de her år og skulle ud og klare mig i samfundet, så var det ligesom at gå i land på et koralrev, [ ] det skær man sig faktisk på...og det var farefuldt og det var meget svært at gå i land. [ ] Det at være tidligere anbragt, det er jo [ ] ligesom man kunne forstille sig med en plante, man planter ude i haven. Og så går der et halvt år, så finder man faktisk ud af, at den plante den skal flyttes over til det andet hjørne af haven. Sådan gør man, og så et halvt år yderligere, og så ved vi alle, hvordan det går med sådan en plante, at den har ikke særlig gode vækstbetingelser, fordi rodnettet og vand og alt det her... og det eneste vi faktisk laver i Baglandet, det er, at vi tager os af de planter, som faktisk har et et lidt dårligt rodnet, og dem prøver vi at passe og pleje og give omsorg, så de også bliver voksne og fine træer, som kan bidrage til vores samfund. (Uddrag fra Baglandets leder, Lorentz Lindemanns, takketale ved overrækkelsen af en af Kronprinseparrets små Sociale Priser til Baglandet København d. 30. september 2010). Forsideillustration af: Louise Christensen og Mads Danker Danielsen 1

Tak Tak til Baglandet, ansatte såvel som baglændere, der tog imod mig med gæstfrihed og knus. Tak for den tillid I har vist mig ved at åbne døren til jeres sted, jeres verden, jeres tanker og jeres glæder såvel som bekymringer og tillod mig at udføre feltarbejde hos jer. Også tak til min vejleder Tine Tjørnhøj-Thomsen, der fra begyndelsen af har vist interesse og engagement for projektet, og hvis altid konstruktive kritik har været en stor hjælp. 2

Information og læsevejledning Alle personer i dette studie optræder under pseudonymer med undtagelse af Baglandet Københavns stifter og leder, Lorentz Lindemann. Hvor der ikke er en særlig pointe i, at der er tale om lederen, benævnes han som en ansat på lige fod med de øvrige ansatte. Kursiv markeringer anvendes ved introduktion af analytiske begreber samt ved egne særlig fremhævelser. Dobbelte anførselstegn anvendes ved lokale termer og citater. 3

Indholdsfortegnelse: 1. Indledning...6 1.1 På vandring i Baglandet...6 1.2 Problemfelt...8 1.3 Vejen gennem specialet...11 2. Kontekst...12 2.1 Introduktion til Baglandet...13 2.2 Den regionale kontekst...14 2.3 Danske anbringelsestraditioner i en skandinavisk kontekst...15 2.4 Landet omkring Baglandet...18 3. Metode og etik...19 3.1 At mestre den lokale fortælleform...20 3.2 Den svære tillid...21 3.3 Den intersubjektive arena og positionerne...24 4. Fortællerum som analysemetode...28 4.1 Historiefortællingens rum...29 4.2 Den tidligere anbragthed og forestillingen om den fælles fortid...31 5. Groteske fortællinger og fællesskab...33 5.1 Fortællerum 1: de groteske fortællinger...34 5.1.1 Case: A...34 5.1.2 Case: B...35 5.2 Det groteske som norm...36 5.2.1 Grænsedragning og kategorisering...37 5.2.2 Identifikation og anormalitet...39 5.3 Den liminale refleksion...40 5.3.1 Betwixed og between...42 5.3.2 Kammeratskab, mødet med det groteske og refleksion...42 5.4 Opsamling...44 6. Vejrmelding og personskabelse...44 6.1 Fortællerum 2 Vejrmeldingen...45 6.2 Personskabelse i fællesskabet...48 6.3 Fortælleformen og det psykologiserede rum...50 6.4 Opsamling...52 7. Hjemlighedens dobbeltheder...53 7.1 Skabelse af hjemlighed...53 7.1.1 Fællesspisning...55 7.1.2 Slægtskabsterminologi...56 7.1.3 Knus og kram...58 7.2 Fortællerum 3: modbilleder på hjemlighed...60 7.2.1 Den lukkede dør...61 7.2.2 De ansattes dobbeltrolle...63 7.3 Opsamling...66 8. Ufortalte fortællinger og brugernes hverdag...67 8.1 Fortællerum 4: De ufortalte fortællingers rum...68 8.2 Jeg har fandeme klaret mig i 10-15 år alene!...71 8.3 Fra gode intentioner til klientgørelse...73 8.4 Baglandet i verden - diskussion af socialpolitiske væresteder...75 8.5 Opsamling...80 9. Konklusion...81 10. Abstract...87 11. Litteratur...90 4

11.1 Hjemmesider...94 11.2 Avisartikler...95 5

1. Indledning 1.1 På vandring i Baglandet Baglandet København er et værested for unge og voksne, der har været anbragt uden for hjemmet som børn; tidligere anbragte kalder de sig selv. Baglandet har til huse i en stor, højtliggende stuelejlighed i indre København og her mødes baglænderne 1 og de ansatte, tre gange om ugen og spiser, snakker og drikker kaffe. Det er her, jeg har lavet feltarbejde. Det første jeg ser, når jeg træder ind i Baglandets store entré, er et sofaarrangement med sofabord og lænestole. På væggene i entréen hænger to store billedrammer med kollager af hhv. nuværende og tidligere baglændere. Jeg kaster altid et blik på dem, når jeg kommer, og jeg betragter dem også ofte i løbet af dagen. Med tiden kan jeg genkende de fleste af dem, der fra billedrammerne smiler ned til mig. Også folk, jeg ikke har mødt, er blevet præsenteret for mig af forskellige baglændere, når jeg har bedt dem om at fortælle mig om billederne. Jeg kan genkende billedet af Ane, der om nogen har gjort det klart for mig, hvor svært det er som udefra kommende at skabe tillid til baglænderne. Hun er en af mine hovedinformanter, og jeg kan mærke, at hun gerne vil dele sine synspunkter med mig, selvom hun har svært ved at have tillid til nye mennesker. Det er noget, hun ikke lægger skjul på, og nogle dage vinder usikkerheden, og jeg kan mærke, at hun trækker sig væk fra mig. Andre dage svarer hun glædeligt på mine spørgsmål og fortæller mig yderligere, hvad hun anser for relevant, at jeg undersøger. Jeg flytter blikket fra billedet af Ane til billedet af en smilende ung kvinde, Sandra. Jeg mindes vores samtale om, at det er en integreret del af den måde, man omgås i Baglandet, at give knus. Hun illustrerede betydningen af det fysiske fællesskab for mig og var også med til at sætte fokus på den ambivalens mange baglændere i starten oplever i forhold til at give knus. Fra Sandra falder mit blik på billedet af Jens. Han italesatte som den første af mange betydningen af, at baglænderne og de ansatte på mange måder har en fælles fortid, som bevirker, at han føler sig 1 Baglændere er den identitetsskabende betegnelse for brugerne af Baglandet. En betegnelse, der er valgt for at signalere, at Baglandet er deres sted og for at lægge afstand til ord som klient og bruger. 6

tilpas i Baglandet. Alle har oplevelser, der gør dem i stand til at forstå de andre. Karina, Sigrid og flere andre rettede mit fokus på både indholdet og formen af de måder, historier fortælles i fællesrummet. Jeg hænger min jakke på stumtjeneren og kaster et blik på billederne af Stine og Dina, der med deres kritiske fortællinger om stedet bl.a. satte fokus på, at der eksister en dobbelthed både i den måde hjemlighed forstås og i selve organiseringen af væresteder. Fra entréen kigger jeg til venstre ind i den store stue for at se, om der er nogen. I stuen står det store spisebord, som bliver brugt ved højtiderne - til julemiddagen og påskefrokosten. Til dagligt sidder der nogle gange baglændere rundt om det og snakker, hvis de da ikke sidder i køkkenet. I stuen står også tv'et, der ikke er sat til, og på væggene hænger to store billedrammer med flere fotos. Fra hver sin side af stuen går døre ind til de ansattes kontorer. Dørene er altid åbne, hvis der altså ikke er en samtale derinde. På kontorerne står de ansattes skrivebord og computer samt nogle personlige ejendele. Det er her de private samtaler med baglænderne foregår, så der er også ekstra stole. I dag er der ikke nogen i stuen, så jeg kigger kort ind i bestyrelseslokalet, hvor døren står åben. Her holder Baglandets bestyrelse sine møder, men til hverdag bliver det brugt af baglænderne til at tage en lur på sofaen alene med lukket dør, selvom flere baglændere også benytter sig af sofaen i entréen til at tage en lur, fordi de her kan høre vores andres rumsteren. Fra entréen går jeg ned ad den lange gang til køkkenet, hvorfra jeg kan høre stemmer. På vejen kommer jeg forbi det halvtomme computer-/lektierum. Her føles altid halvkoldt og halvmørkt, selvom lyset er tændt og væggene udsmykket med farverige malerier, malet af baglændere gennem tiden. Fra computerrummet kan man gå direkte ind i malerrummet, et lille rum fuld af diverse malergrej. Den lange gang fører også forbi det bitte lille toilet, som er husets eneste. For enden af gangen ligger køkkenet, der er livsnerven i huset. Der er altid lunt og rundt om det lille spisebord sidder næsten altid folk og snakker, spiser og drikker te eller kaffe. I dag er ingen undtagelse. Køleskabet er altid bugnende fuldt, og alle er velkomne til at smøre sig en mad, når de 7

kommer. Faciliteterne til madlavning er ikke særlig gode. Der er et par kogeplader, der ikke virker optimalt og ingen rigtig ovn 2. Alligevel er det her, at størstedelen af tiden bliver tilbragt og også her, at dagens hovedbegivenhed, fællesspisningen, foregår. Jeg går rundt om spisebordet og giver knus til de tilstedeværende, inden jeg tager en kop, sætter mig ned og spørger: Er der varmt vand på kanden?. 1.2 Problemfelt Nogle unge ved ikke, hvordan de skal vaske tøj, søge om boligsikring, eller hvordan de færdes i andre af de systemer, som samfundet er bygget op omkring, og som forekommer elementære for os andre. Derfor skal vi have et større fokus på tiden efter, at de unge er anbragt og bygge videre på de initiativer, som vi ved, virker, udtaler Socialminister Benedikte Kiær i en artikel i Berlingske Tidende d. 24. august 2010. Artiklen tager afsæt i Rockwool Fondens rapport 3 om anbragte børn, der blandt andet berører, hvordan anbragte børn og unge klarer sig senere i livet. Rapporten viser, at unge, der havde været anbragt generelt har en kortere uddannelse, bliver mere arbejdsløse, har ringere helbred og oftere ender i kriminalitet end andre unge (Berlingske Tidende, 24. august, 2010). I artiklen kan man læse, at Socialminister Benedikte Kiær over de næste fire år vil afsætte 80 millioner kroner fra Satspuljen 4 til efterværnsprojekter 5, der skal hjælpe de unge til at etablere deres voksenliv. Konkret vil Socialministeren etablere 9 kommunale forsøgsprojekter, der skal sætte ind allerede fra den unge er 16 år. Til forslaget kommenterer socialordfører for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, der også ønsker et øget fokus på efterværn, at: Vi bruger årligt 14 milliarder kroner på at anbringe børn, så det er langtfra nok at afsætte 80 millioner over de næste fire år til at forbedre efterværnet. Det kommer ikke til at gøre en forskel og virker som endnu et af de her små projekter, der ikke vil føre til noget. Jeg synes egentlig, at de her børn fortjener 2 Køkkenet blev renoveret i slutningen af min feltarbejdsperiode. Nu er der derfor både ovn og velfungerende kogeplader. 3 Rapporten blev offentliggjort i maj 2010. 4 Satspuljen fordeles hvert år i oktober-november måned af de partier, der har indgået forlig om den: Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti. Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance. Den første lov om Satspuljen kom i juni 1990. Den er blevet ændret flere gange siden, senest i maj 2003. (Socialministeriets hjemmeside). 5 Efterværn er en fællesbetegnelse for de tilbud, der findes til unge op til og efter anbringelsestidens ophør. 8

bedre end det (Berlingske Tidende, 24. august, 2010). Senere i samme uge udtaler Tine Egelund 6 til avisen 24timer: [...] på stort set alle områder klarer børn og unge, der tidligere har været anbragt sig dårligere end andre. Det er bare svært at sige, om deres problemer har noget at gøre med det, der skete før anbringelsen, under anbringelsen, eller om det skyldes en kombination heraf (24timer 27. august, 2010). Debatten viser, at selvom der blandt forskere og politikere i øjeblikket synes at være opmærksomhed på, hvordan børn og unge, der tidligere har været anbragt uden for hjemmet, klarer sig i deres videre liv, er der forskellige holdninger til, hvordan man bedst støtter de unge i overgangstiden. I 2006 blev det lovpligtigt for kommunerne at tilbyde unge, der fraflytter deres anbringelsessteder, det såkaldte efterværn. Mindst 6 måneder før den unge fylder 18år, skal kommunerne i samråd med den unge udarbejde en plan for den unges nære fremtid (Bengtsson og Jakobsen 2007:75). Efterværn kan eksempelvis bestå i hjælp til at finde en praktikplads, studieplads, bolig eller en aftale om, at den unge en gang om måneden kan besøge sit tidligere anbringelsessted 7 (Ebsen 2007:17-16). Satspuljen, der skal finansiere de 9 forsøgsprojekter foreslået af Socialministeren, financierer også andre socialpolitiske tilbud herunder Baglandet København, der er et sted for tidligere anbragte, og som er omdrejningspunktet for nærværende studie. Puljemidler har gennem de senere år finansieret sociale tilbud for såkaldte socialt udsatte herunder væresteder. Væresteder er som sådan ikke et nyt fænomen og er ifølge Finn Kenneth Hansen 8 et af de mest traditionelle sociale tilbud, som specielt private hjælpeorganisationer og kirkelige, sociale organisationer har haft som tilbud til fattige, hjemløse, psykisk syge og misbrugere (Hansen 1996:7). Nyt er det dog, at der i dag er tale om en statsligt støttet socialpolitisk indsats til udvikling af væresteder. Fra Socialministeriet lyder det, at der foruden de 9 forsøgsprojekter om efterværn, også skal 6 Professor og programleder for forskning om børn på SFI. 7 Nogle døgninstitutioner for anbragte børn og unge har også tilknyttet ungdomshybler, hvor unge kan bo i deres udslusningsfase. 8 Finn Kenneth Hansen er samfundsforsker ved Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), hvor han forsker i udsatte grupper, særligt hjemløse. 9

iværksættes undersøgelser, der helt konkret peger på, hvordan de unge bedst hjælpes. For det er en mangelvare (Berlingske Tidende 24. august, 2010). I dette lys er det relevant at studere de eksisterende socialpolitiske væresteder for unge og voksne, der har været anbragt uden for hjemmet, for derigennem at opnå yderligere indsigt i og viden om, hvordan sådanne væresteder kan bidrage til efterværnsindsatsen. Der findes en del danske, antropologiske studier af anbragte børn (eksempelvis Højlund 2009, Kristiansen & Højlund 2005, Stokholm 2007, Sommer 2008), men der er langt mellem studier af unge og voksne, der har været anbragt. Derimod er der lavet flere studier af socialt udsattes møder med det offentlige danske system, hvoraf flere beskæftiger sig med magtforholdet i mødet mellem offentlige velfærdsinstitutioner og brugeren af disse institutioner (eksempelvis Järvinen & Mik-Meyer 2003, Mik-Meyer 2004, Asmussen & Jöhncke 2004, Egelund 2004). Disse studier kaster lys over, hvordan der eksisterer en indbygget magtrelation, hvor kontrol af brugeren er en integreret del af den institutionelle praksis, også i forbindelse med sociale hjælpeforanstaltninger og tilbud. Mit ærinde I dette speciale er med etnografisk udgangspunkt i, hvordan brugerne, kaldet baglændere, af det socialpolitiske værested Baglandet København, ser deres eget behov for stedet, og hvilken rolle det spiller i deres hverdag. Nærværende studie er således en undersøgelse af Baglandet København som socialt tilbud til tidligere anbragte og min problemformulering lyder: Gennem en analyse af, hvordan et socialt fællesskab kontinuerligt skabes blandt brugere og ansatte i Baglandet København, vil jeg studere stedet, som socialpolitisk tilbud med fokus på, hvilken rolle stedet spiller i brugernes hverdag. Mit fokus på det sociale fællesskab som indgangsvinkel til at forstå, hvilken rolle Baglandet København (herefter: Baglandet) spiller i baglændernes hverdag og mere generelt til at sige noget om væresteder, er resultatet af, at netop fællesskabet har en central placering i baglændernes fortællinger om, hvorfor de kommer i Baglandet. Igen og igen centrerede fortællingerne sig om beskrivelser af tilknytning, identifikation, samt at blive mødt, rummet og forstået af de øvrige 10

baglændere. Fortællingerne understøttedes af praksisser i det sociale fællesskab, som jeg vil behandle senere. Fællesskabet forekom dermed at være essentielt i baglændernes forhold til stedet, hvorfor det i et studie af Baglandet som socialpolitisk værested og det tilbud, der udbydes, er relevant og nødvendigt at undersøge, hvordan dette fællesskab etableres og opretholdes. I min analyse af fællesskab inddrager jeg foruden analyser af, hvordan fællesskabet som helhed afgrænser sig, også hvordan personskabelse finder sted i fællesskabet, idet jeg argumenterer for, at personer og fællesskab skabes på en og samme tid. Endvidere udforsker jeg dobbeltheden forbundet med væresteder som Baglandet, idet de på én gang skal møde brugernes basale behov for socialt samvær og samtidig skal udvikle, ansvarliggøre og integrere dem i det såkaldte normalsamfund (Grytnes 2004:150). Jeg viser, hvordan dobbeltheden har konsekvenser for udformningen af Baglandet, og hvordan især de ansattes roller er præget af denne dobbeltrolle, hvor de både skal fungere som erstatningsforældre og samtidig være professionelle rådgivere. 1.3 Vejen gennem specialet Specialet er opbygget omkring en introducerende, en metodisk og en teoretisk og analytisk del. Først vil jeg i kapitel 2 præsentere Baglandet, stedet hvor feltarbejdet fandt sted og dernæst kontekstualisere sted og tema gennem en introduktion til Baglandet, Danmark som region og anbringelser i en dansk og skandinavisk kontekst. Endvidere vil jeg kort skitsere landet omkring Baglandet og de lignende sociale indsatser. I kapitel 3 lægger jeg mine metodiske og etiske overvejelser frem i lyset, med særligt fokus på de metodiske forhold, der har kendetegnet min felt og har været vigtige både for den empiri, der ligger til grund for specialet, samt for de analyser, jeg foretager. I kapitel 4 beskriver og argumenterer jeg for valget af min analysemetode og trækker på nogle udvalgte antropologiske forståelser af historiefortælling for at beskrive, hvordan historiefortællingen, som min analyse bygger på, skal forstås, ligesom jeg præsenterer egne centrale begreber, der har betydning for analysen. I den analytiske del, som består af fire kapitler, vil jeg i kapitel 5 analysere, hvordan ansatte og baglændere gennem historiefortælling skaber et socialt 11

fællesskab, der afgrænser sig i relation til verden uden for som en anormal kategori af tidligere anbragte. Dernæst analyserer jeg i kapitel 6, hvordan person og fællesskab skabes på samme tid, og studerer den psykologiserede fortælleform, der anvendes ved særlige fortællinger, som jeg argumenterer for, er et udtryk for baglændernes berøring med det offentlige system gennem deres opvækst - et system, som de samtidig taler sig op imod. Herefter vender jeg i kapitel 7 fokus mod en analyse af, hvordan de ansattes bestræbelser på at skabe hjemlighed i Baglandet skaber forbundethed samt problematiserer samme hjemlighed gennem baglændernes egne fortællinger om stedet. Jeg viser, at der eksisterer en dobbelthed i måden, hvorpå hhv. nogle baglændere og de ansatte forstår hjemlighed. Jeg peger på nogle årsager og konsekvenser ved denne dobbelthed. I sidste analysekapitel, kapitel 8, retter jeg blikket mod Baglandet som socialpolitisk værested og viser, at dobbeltheden, som blev tydelig i kapitel 7, er indlejret i tanken om væresteder. Slutteligt diskuterer jeg, hvorvidt Baglandet kan betragtes som et vellykket værested med udgangspunkt i hvilken rolle, stedet spiller i baglændernes hverdag. Disse temaer bringer mig ud i et krydsfelt af antropologisk litteratur om fællesskab og personskabelse, historiefortælling, hjemlighed og forbundethed samt om socialpolitik og velfærdsstaten. Jeg inddrager endvidere etnografisk, historisk samt anden samfundslitteratur om Danmark til mine kontekstbeskrivelser. 2. Kontekst Den regionale kontekst for nærværende studie er Danmark eller i en lidt bredere definition: Skandinavien. Konteksten formes, ligesom analysen, af antropologen selv og findes dermed ikke i verden, men i vores forestillinger om forbindelser og mangler på samme [ ] den opstår i og med fortolkerens opfattelse af relevans og grænser (Hastrup 2003c:413). I mit studie af Baglandet anser jeg det for nødvendigt at forstå den danske kontekst for socialpolitiske væresteder og Baglandets placering i denne, ligesom en beskrivelse af anbringelsesområdet lovmæssigt og historisk er 12

relevant i et studie af et socialt tilbud til tidligere anbragte 9. Jeg vil derfor 1) introducere Baglandet, 2) kort skitsere nogle af kendetegnene ved Danmark/Skandinavien som region og velfærdsstat, inden jeg går videre til 3) anbringelsesområdet, og sidst 4) det jeg benævner landet omkring Baglandet, som er en kort opridsning af lignende sociale tilbud. 2.1 Introduktion til Baglandet Baglandet omtales til dagligt som et sted for tidligere anbragte. Ordet sted rummer her flere betydninger: netværkssted, rådgivningssted eller værested. Baglandet kan siges at være alle tre. Jeg anvender betegnelsen socialpolitisk værested, idet jeg anser værested som rummende muligheder for både netværksdannelse og rådgivningsvirksomhed. Baglandet blev etableret i 1999 på initiativ af Lorentz Lindeman, der forsat er leder af stedet. Han har selv været anbragt fire forskellige steder i sin barn- og ungdom, og Baglandet er inspireret af hans egen oplevelse af at mangle et bagland, da han som 18årig fraflyttede den institution, han havde boet på. Han fortæller, at han som ung var stofmisbruger og begik kriminalitet, men samtidig higede efter noget andet og bedre. Da han blev stoffri, påbegyndte han arbejdet for at etablere Baglandet, som skulle være et sted, hvor tidligere anbragte kunne komme og få opbakning, råd og vejledning. Tanken i Baglandet er, at behovet for efterværn ikke stopper kort efter man bliver 18år, 23år eller for den sags skyld 45år. Tidligere anbragte vil resten af livet have et mangelfuldt socialt netværk og behovet for et bagland forsvinder ikke, fordi man bliver voksen. Mange af baglænderne har ikke haft nogen form for efterværn, så for dem er Baglandet deres efterværn. Flere af de unge baglændere, der har fået tilbuddet om efterværn, fortæller, at hjælpen ikke har været tilstrækkelig eksempelvis fortæller en baglænder, at hendes efterværn bestod i en times samtale om måneden på det tidligere anbringelsessted, hvilket ikke i praksis fungerede, idet hun ofte havde brug for hjælp til konkrete problemstillinger, som ikke kunne vente. En anden fortæller, at hendes efterværn bestod i kommunale kurser i tøjvask, madlavning og husholdningsbudgettering noget hun allerede havde 9 Jeg sætter citationstegn om tidligere anbragte, idet det er udtryk for en lokal term. Jeg ønsker hermed at gøre opmærksom på, at det er en kategori, der anvendes af de lokale i Baglandet. 13

lært på institutionen. Flere understreger, at det er voksenkontakten, de reelt manglede. Nogen de kunne spørge til råds om alt fra praktiske gøremål til følelsesrelaterede emner. Baglandet har en fast siddende, professionel bestyrelse og den daglige drift forestås af to ansatte, lederen og en anden samt evt. i kortere eller længere perioder suppleret af en madmor 10. Baglandet har åbent tre af ugens hverdage fra kl. 12, 13 eller 14 afhængig af dagen og til kl. 22 om aftenen og i dette tidsrum kan baglænderne opholde sig i lokalerne og efter aftale, har de mulighed for at få en privat samtale med en af de ansatte. Der er stor aldersspredning blandt baglænderne og mine informanter spænder fra 17-55år. De største grupperinger var dog, mens jeg opholdt mig i Baglandet, folk i 20'erne og 40'erne, og langt størstedelen af baglænderne er kvinder. Uddannelsesmæssigt er baglænderne en broget flok, hvor få har lange videregående eller mellemlange uddannelser, men størstedelen har korte uddannelser eller kun folkeskolens afgangseksamen. Fællesskab i Baglandet er primært stedligt forankret idet de færreste af baglænderne ser hinanden jævnligt uden for Baglandet. Lejligheden, som danner rammerne om Baglandet, danner derfor også i høj grad rammerne om fællesskabet. Jævnligt går de ansatte og baglænderne i samlet flok på café eller på restaurant, i de tilfælde bevæger fællesskabet sig sammen uden for dets stedlige forankring. 2.2 Den regionale kontekst Flere forskere 11 har peget på, at der i Skandinavien eksisterer et ligheds- og enshedsideal, der er dybt forankret i både de skandinaviske befolkninger og velfærdsstaterne, og som er udtryk for en magtfuld kulturel antagelse (Jöhncke 2007:37), der influerer på, hvordan vi anskuer samfundet og vores konkrete opbygning af dette (Jöhncke 2007:37). 10 11 Efter mit feltarbejdes afslutning har bestyrelsen yderligere ansat en studerende, der hjælper med at løfte de administrative og økonomiske opgaver i forbindelse med den daglige drift f.eks. Gullested 1991, Olwig & Liep 1994, Steffens 1994, Salamon 1992. 14

Disse grundlæggende idealer om enshed og lighed udmønter sig konkret i socialpolitikken, hvor der ifølge Steffen Jöhncke eksisterer en normativ antagelse om, at integration af det, der opfattes som anormalt grundlæggende er positivt og ligefrem nødvendigt for samfundets opretholdelse (Jöhncke 2007:39). Antagelsen resulterer i, at alt, der falder uden for idealet om enshed og lighed bliver kategoriseret som anormalt og derfor skal integreres eller reintegreres i det såkaldte normalsamfund. Kategorier som utilpassede unge, socialt udstødte eller misbrugere signalerer, at disse mennesker har en livsførelse, der er i uoverensstemmelse med de fremherskende normer i samfundet (Järvinen & Mik-Meyer 2004:12). Det sociale arbejdes formål er netop derfor at integrere dem i normalsamfundet. Jeg vil i kapitel 8 gennem en analyse af den nutidige socialpolitik vende tilbage til dette, og nu i stedet rette blikket mod anbringelsesfeltet. 2.3 Danske anbringelsestraditioner i en skandinavisk kontekst Relevant for mit studie af Baglandet er, at anbringelsersfeltet i Danmark gennem historien har været præget af to dominerende idealer om hhv. hjem og professionalisme. Disse idealer præger forsat danske døgninstitutioner, men også den førte socialpolitik i relation væresteder som Baglandet. De konkrete konsekvenser af denne dobbelthed vil blive tydelige gennem specialet. I Danmark har anbringelsesfeltet gennem mange år været domineret af kristne principper om den lille, hjemlignende, private institution inspireret af den tyske præst Johann Hinrich Wichern, der i 1833 oprettede institutionen, Das Rauhe Haus, for hjemløse, forladte og fattige børn. I Danmark var Harald Stein 12 central i udbredelsen af Wicherns idéer (Højlund 2009:58). Også i dag er flere anbringelsessteder drevet efter kristne principper, således driver f.eks. Bethesta anbringelsessteder. Synspunkter om, at institutioner for anbragte børn skulle være hjemlige med afsæt i barnets ret til hjem og idealet om det kristne hjem, prægede tiden omkring slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet (Højlund 2009:59). 12 Teolog og præst ved Diakonissestiftelsen i København og senere biskop i Odense (Højlund 2009:58). 15

Relevant for min kontekstualisering er de karakteristiske kendetegn ved det danske anbringelsessystem sammenlignet med eksempelvis anbringelsestraditioner og -lovgivning i de øvrige skandinaviske lande. Den danske anbringelsespraksis adskiller sig på væsentlige punkter fra andre skandinaviske lande, hvilket har stor indflydelse på de anbragte børns opvækst. Jeg trækker i min redegørelse på Tea Torbenfeldt Bengtsson og Turf Böcker Jakobsens 13 undersøgelse (2007) af lovgrundlaget og udviklingstendenser i anbringelser i Norden. Den første danske Børnelov kom i 1905 og fastsatte for første gang principper om, at staten havde mandat til at gribe ind og fratage forældre deres forældremyndighed, noget der hidtil ikke havde været muligt. Med loven blev det klargjort, at staten og kommunerne også havde et ansvar for børn og unges opdragelse og eventuelle anbringelse uden for hjemmet (Bengtsson og Jakobsen 2007:67). På daværende tidspunkt udgjorde alle anbringelser uden for hjemmet tvangsanbringelser, hvor forældrene samtidig mistede forældremyndigheden. Dette gjaldt helt frem til forsorgslovens revision i 1958. Ved revisionen af forsorgsloven i 1958 blev det muligt at foretage frivillige anbringelser. Samtidig ændredes fokus i anbringelserne fra opdragelse mod behandling af børnene, hvorfor der i institutionerne kom øget fokus på psykologfaglig ekspertise og behandling af børn og unge med sociale og følelsesmæssige problemer, som ikke kunne rummes i de almindelige skoletilbud (Bengtsson og Jakobsen 2007:68-69) 14. Langt størstedelen af alle anbringelser i Danmark er frivillige anbringelser 15, altså anbringelser med samtykke. Unge over 15 år anbragt efter Servicelovens 52 samt forældremyndighedshaveren kan fri ophæve en frivillig anbringelse efter Servicelovens 68. Lovgivningen giver dog mulighed for, at børn og unge-udvalget i den pågældende kommune kan forlænge en frivillig anbringelse med op til 6 måneder for at sikre, at 13 Tea Torbenfeldt Bengtsson og Turf Böcker Jakobsen er forskere ved SFI, afdelingen for børn og familie. 14 Bistandslovens indførelse i 1976 markerede et skift i ansvaret for anbringelsesområdet. Fra at have været et statsligt anliggende blev ansvaret i 1976 flyttet ud hos de sociale udvalg i kommunerne, som stadig i dag bærer det primære ansvar for langt de fleste opgaver og funktioner inden for det såkaldte børne- og ungeområde, herunder også anbringelsesområdet. Det overordnede ansvar ligger hos Indenrigs- og Socialministeriet, som har ansvaret for udarbejdelse af lovgivning, bekendtgørelser og vejledninger på området samt for at sikre, at disse efterleves i kommunerne (Bengtsson og Jakobsen 2007:69,73). 15 Bengtsson og Jakobsen opregner eksempelvis kun tvangsanbringelser til at udgøre omkring 8% af det samlede antal af anbringelser af 13-17årige unge. I dette tal er inkluderet anbringelse via ungdomssanktionen som en strafferetlig dom til unge mellem 15 og 18år (Bengtsson og Jakobsen 2007:79). 16

barnet eller den unge ikke brat rives ud af et velfungerende anbringelsesforløb (Bengtsson og Jakobsen 2007:77). Bengtsson og Jakobsen konkluderer på baggrund af tal fra Ankestyrelsen, at denne mulighed bliver dog yderst sjælden anvendt i praksis. I 2006 blev der kun truffet seks afgørelser om udskydelse af hjemgivelse (Bengtsson og Jakobsen 2007:77). Det danske anbringelsessystem bygger altså i høj grad på frivillighed og samarbejde mellem kommunen og forældrene omkring anbringelsen, hvilket også afspejles i lovgivningen, hvor det fulde forældreansvar og den fulde forældremyndighed under enhver form for anbringelse forbliver hos forældrene. Her adskiller Danmark sig fra de fleste andre skandinaviske lande, hvor dele af forældremyndigheden juridisk overdrages til staten ved anbringelse (Bengtsson og Jakobsen 2007:81). Netop dette og muligheden for at kunne bringe en anbringelse med samtykke til ophør er særligt vigtigt at bemærke i forhold til baglænderne, idet mange i deres barn- og ungdom har oplevet flere skift bl.a. fordi deres forældre i en periode har ønsket dem hjem. Når dette så i mange tilfælde ikke har fungeret, er de atter blevet anbragt på samme eller en ny institution. Sammenligner man anbringelseslovgivningerne i de skandinaviske lande, bliver det tydeligt, at der netop i landenes vægtning mellem frivillighed og tvang i forhold til anbringelser er væsentlige forskelle. Bengtsson og Jakobsen begrunder forskellene med, hvorvidt man i landene anskuer barnets interesser som samstemmende eller modstridende med forældrenes i anbringelsessager (Bengtsson og Jakobsen 2007:15). Uanset landet er formålet med anbringelseslovgivningen formuleret som en sikring af barnets bedste, afgørende er derfor, hvordan de enkelte lande udfører den opgave. Bengtsson og Jakobsen belyser, hvordan der i Danmark og Grønland eksisterer en opfattelse af, at barnets interesser er sammenfaldende med forældrenes - selv ved tvangsanbringelser. Som konsekvens af denne opfattelse er brugen af tvangsanbringelser begrænset i Danmark og Grønland (Bengtsson og Jakobsen 2007:15). I Finland, Island og Norge er opfattelsen derimod, at der eksisterer en indbygget interessekonflikt mellem barnet og forældrene i forbindelse med anbringelser. Derfor betragtes tiltag, der rummer elementer af tvang, og hvor hverken forældrene eller barnet/den unge selv har 17