MARIOLOGI OG KULTUR <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<- Jeg har aldrig selv læst en artikel om mariologisk kultur, og søgning på Google og Amazon.com har ikke givet mig indtryk af, at der eksisterer bøger eller tekster om dette emne. Men det gør der måske alligevel, for det kan være at det er behandlet under en anden overskrift. Jeg ved det ikke. Men i hvert fald føler jeg mig som lidt af en pioner, når jeg går i gang med denne artikel og jeg føler at spørgsmålet om forholdet mellem Mariologi og kultur er meget relevant. For selve formålet med mariologien er jo at påvirke mennesker, og der findes ikke nogen bedre måde at påvirke mennesker på end gennem kulturen. Mariologien har eksisteret lige så lang tid som mennesket og den humane kultur har eksisteret. Venus fra Willendorf, som kan ses på Wiens naturhistoriske museum er den først kendte kulturgenstand her i Europa, og den forestiller en kvinde. Da figuren er skabt 23.000 år før kristendommens indførelse, er det klart, at man nok ikke har kaldt den pågældende kvinde for "maria", men intentionen med at afbilde hende har med stor sandsynlighed været den samme, som formålet er med at afbilde den kristne kvindeikon, Jesu mor, Maria. Det handler om at opstille idealer og om at skabe en målestok, som kan virke vejledende for mennesker i det daglige liv. Den har det samme formål som kultur og religion i almindelighed, nemlig at præge mennesker og at forme deres adfærd, så de passer bedre ind i fællesskabet og det til enhver tid eksisterende samfund. Mariologien, altså dyrkelsen af de kvindelige dyder, starter - i kristen sammenhæng - først med kristendommens indførelse i Europa, og her taler vi om perioden fra 350 e.kr. og fremefter. Men der er forskel på den mariologi, som findes i den tidlige kristendom, og den som senere gør sig gældende, for mariologien har altid været et redskab til mobilisering af den rette tro og dens tilhængere i kampen mod dem, som havde andre, kætterske og dæmonistiske opfattelser. Og sådanne mennesker har altid eksisteret. For at finde de historiske rødder til det, som i dag kaldes for mariologi, skal vi tilbage i 1500-tallet, hvor den kristne kirke og mariologien gennemgik store rystelser, foranlediget af muslimernes forsøg på erobring af de kristne territorier i Øst og skismatikernes forsøg på at splitte kirken fra Nord. I denne tid opstod en ny kunstretning, som den katolske kirke specifikt fremhævede som værende et redskab i kampen mod lutheranismen, nemlig barokken. Denne kunstretning havde til formål at vise, at mennesket har en fri vilje, at mennesket kan handle både godt og ondt og at intet, som har med menneskelig adfærd at gøre, derfor kan forudsiges med sikkerhed. Den barokke kunst var dels et modsvar til lutheranismen, som hævdede, at alt menneskeligt - og dermed livet som sådan - var ondt, og at mennesket ikke havde en fri vilje. Men samtidig var den også et svar til det billedforbud, som kendes fra jødedom og islam, og som datidens protestanter også havde taget til sig. Barokken ville vise, at man både måtte og kunne afbilde mennesker, og at sådanne afbildninger tilmed var forudsætningen for, at man kunne undervise mennesker i
religionens lære, for selv om bibelens skrifter var blevet oversat til de europæiske sprog, så var der meget få, som kunne læse dem. Som tidligere nævnt har man - så vidt jeg ved - aldrig tidligere talt om mariologisk kunst, så det er ikke umiddelbart indlysende at skulle svare på spørgsmålet om, hvad forskellen er mellem barok og mariologisk kunst. Hvis man med mariologisk kunst forstår kunstværker, som afbilder Jomfru Maria, så er der stor forskel mellem mariologisk kunst og barok, for kun en mindre del af barokkens kunstværker havde Maria som motiv. Det man koncentrerede sig om var former og flader i almindelighed, men når denne kreative æstetik blev anvendt i kirkelig sammenhæng, var det naturligt også at præsentere Mariamotiverne i barokke rammer. Men barokken som kunstretning, bredte sig langt ud over kirkens verden, så det vil ikke være rigtigt at identificere det barokke med det kirkelige. Barokken var den katolske æstetik og udgjorde i 1500-tallet et indlæg i den kulturkamp, som reformatorerne havde indledt med deres deterministiske teologi og det robotpsykologiske menneskebillede, som udsprang af denne teologi. Så selv om barokkens eksistensberettigelse i 1500-tallet på mange måder minder om mariologiens eksistensberettigelse i dag, så er barok og mariologi alligevel ikke identiske størrelser. Som jeg selv ser det, er mariologien den overordnede ideologi, der bygger på det ikoniske menneskebillede, som kommer fra Maria og den kunst, som afbilleder hende. Barokken, som i dag kan findes under betegnelsen neo-barok, er i dag en rent æstetisk stilretning, hvis eksistensberettigelse ikke hentes i teologiske spekulationer, men i kunstneres og arkitekters ønske om at adskille sig fra andre. Dette forhindrer dog ikke mariologien i at tage ved lære af barokken og fra at se denne stilretning som et udtryk for den samme ide, som mariologien selv bygger på. Dermed kan barokken ses som en del af den moderne mariologi, på samme måde som, at mariologien i 1500-tallet udgjorde en del af barokken. I begge tilfælde handler det om at understrege menneskets frihed, og dets evne til at handle både godt og ondt, og dermed også dets fejlbarlighed. Det gør man ved at vælge helt særlige udtryksformer, når det drejer sig om farver, linjer, serier og andre af æstetikkens virkemidler. Lad os se på dem her: 1. Farver Mariologien tror på den frie vilje, og dermed på forskelligheden. Uden den frie vilje ville menneskers forskellighed ikke eksistere, og denne forskellighed illustreres bedst gennem en flerhed af farver med særligt vægt på de farver, som udtrykker varme og liv, nemlig gul, rød, grøn og blå. Omvendt gælder det for den ikke-mariologiske kultur - robotkulturen - den kultur, som har sine rødder hos Martin Luther, at livet bedst beskrives i farverne sort og hvid. Der eksisterer kun det himmelske regimente (hvid) og det jordiske regimente (sort). Alle nuancer mellem disse to yderligheder anses for at være falske. Skærsilden, den tidsbestemte straf for mindre synder, eksisterer ikke, og det gør hele farveskalaen mellem sort og hvid derfor heller ikke. Dog tolereres farven grå, som er en sammenblanding af sort og hvidt. Disse æstetiske idealer ses realiseret i det såkaldte Skandinaviske Design, som er præget af sort og hvid, kombineret med glatte flader og lige linjer. Det er robotpsykologi i - 2 -
praksis, som det f.eks. ses i radiofabrikken B&O's design og boligmagasinet Bolias møbeludvalg. Ikke sådan forstået at disse produkter er ringere end andre konkurrerende produkter, men sådan forstået at det æstetiske ideal, som disse brugsgenstande er skabt efter, har sin rod i den lutherske robotfilosofi. 2. Linjer Mariologien - og barokken - kan lide "ikke-lige-linjer" og "ikke-runde-cirkler". Det handler om at undgå det forudsigelige, og intet er så forudsigeligt som en lige linje. Den lige linje er forudsigelig, fordi man ved, hvor den fortsætter hen, og det gør man i høj grad også med cirklen, selv om den findes i flere udgaver end den lige linje. De forudsigelige linjer svarer til robotten - robotpsykologiens ideal - som er 100 % forudsigelig, fordi den kun gør det, som den er programmeret til. Gør den noget andet, så er det fordi den er i stykker, og så skal den repareres. Derfor hører disse linjer ikke til i mariologien, i hvert fald ikke i teorien. I praksis er det imidlertid umuligt at undgå lige linjer og runde cirkler, da netop disse figurer går igen i al industriel produktion. I det industrielle får robotterne virkelig en rolle at spille, for her skal hvert eneste produkt være identisk med det foregående produkt, fordi det er den måde, man opnår den højeste effektivitet. 3. Serialitet Overalt i verden findes serialitet, altså rækker af genstande, der anvendes som dekoration på hylder, vægge, lofter, gulve eller andre steder. Det som karakteriserer det mariologiske - og det barokke - er en særlig form for serialitet, hvor hver enkelt genstand ikke er identisk med den foregående. Man kan derfor ikke forudsige, hvad der kommer næst i rækken ved at se på de foregående genstande eller former, da hver af disse er forskellig fra de andre. Derved illustrerer man det ikke-forudsigelige, hvilket - som al anden mariologisk kultur - er med til at holde friheden i hævd. For friheden er menneskets mulighed for at beslutte sig og at beslutte sig om igen, hvilket betyder, at den næste aktion ikke nødvendigvis er identisk med de foregående. Tingene forandrer sig, og denne forandring er ikke en fejl, men et æstetik og moralsk ideal. 4. Kropsholdning Mariologerne kan lide forskel medens man i robotkulturen har ligheden som ideal. Det giver sig - i mariologisk kultur - udtryk i, at alle accepterer og finder det meningsfuldt, at der er en vertikal niveauforskel mellem tjener og herre, medens denne forskel anses for at være noget odiøst i robotkulturen. Denne holdningsforskel finder vi udtrykt hos Søren Kierkegaard, som i "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed" skriver at "Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og derved forstaae, at det at hjælpe ikke er at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er - 3 -
Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer." Denne anerkendelse og helliggørelse af det at bøje sig under den anden og af den ydmyghed, som dette kræver, er karakteristisk for de mariologiske idealer, og netop denne holdning finder du hos de sydlandske og mellemøstlige skopudsere, som gerne - uden at skamme sig - bøjer sig ned for at pudse kundens sko. Man finder det også i den katolske tradition med fodvask Skærtorsdag, hvor præsten bøjer sig ned og vasker menighedens fødder, præcis på samme måde som Jesus vaskede apostlenes fødder, inden han blev korsfæstet. 5. Billedlighed I den klassiske lutherske æstetik må billeder af levende mennesker ikke anvendes. Den tyske præst Bugenhagen tog af samme årsag på rundrejse i de danske kirker i 1537 med det formål at få kalkmalerierne malet over, så menigheden alene havde bibelen at rette sig efter og dermed angiveligt skulle lære at følge det nye trosdogme om frelse ved "tro alene". Den lutherske billedfjentlighed kendes også fra islam og jødedom, og i den calvinske udgave af lutheranismen er billeder ligeledes forbudt. I lutheranismen i dag er man uafklaret overfor billeder. Man har langsomt ændret den strikse anti-billede holdning i takt med tidens gang. I dag anses det ikke for forkert at have enkelte billeder i kirkerne, i hvert fald ikke hvis disse billeder er abstrakte og nonfigurative. Desuden har man geninstalleret mange af de gamle altertavler, som blev pillet ned ved reformationen, fordi de er fyldt med billeder. I den mariologiske kultur er billedet velkomment. Hvis det ikke var for billedet, ville mange mennesker ikke have kendskab til Maria, og den forståelse, som mariologien har af Maria, bygger også i høj grad på de fremstillinger, som kunstnere gennem århundreder har gjort af hende på ikoner, malerier og kunstværker. Det er ikke forbudt at bruge hvid farve eller at lave lige linjer i den mariologiske kultur, men disse stilelementer står på ingen måde alene. For mariologien er der en stor forskel mellem industri og kunst. Det første handler om effektivitet, og det sidste handler om liv. 6. Kønslighed I mariologien er kønsligheden noget centralt. Maria elskede sine to mænd, ligesom de elskede hende. Denne kærlighed mellem mand og kvinde bygger på erkendelsen og fremhævelsen af de særlige dyder, som hvert af de to køn er i besiddelse af. Det gælder ikke om at blive ens eller om at finde ud af, hvem der er bedst, men om at nyde forskelligheden. Mænd og kvinder er skabt forskellige, og denne forskellighed skal bevares og dyrkes, for derved sikres den gensidige interesse og den dragning, som gør at de to køn til sammen kan skabe liv og dermed udgøre den ultimative vinderkombination. - 4 -
Den mariologiske kønslighed fremhæver derfor det feminine hos kvinden uden at gøre det vulgært. Pornoficering ligger mariologien fjernt, da pornografi ikke er udbredelse af sex, men derimod det modsatte; erstatning af sex med tomme fantasier. 7. Raskhed og sygdom Forskellen mellem den mariologiske kultur og robotkulturen kan sammenlignes med forskellen mellem den krumme linje og den lige linje. Den første fortsætter på en måde, som ikke kan forudsiges, medens den anden fortsætter på en forudsigelig måde. Den første udtrykker derfor det frie viljes valg, medens den anden viser robotnaturens blinde vandren fremad, uanset hvad dette "fremskridt" fører til. På samme måde som mariogien helliggør det uforudsigelige, helliggør den også det, som er anderledes, og dermed flyttes grænsen for normalt og unormalt længere ud end i robotkulturens verden. Det betyder, at der er plads til flere forskellige slags mennesker i det mariologiske samfund. Det gælder børn og ældre, sorte og hvide, kristne og muslimer, mænd og kvinder. Det overordnede formål med dette samvær er ikke at gøre grupperne ens. Det handler ikke om at skabe industriel effektivitet, men om at skabe glæde ud af forskelligheden og at lære mennesker at leve i fred med hinanden. En del af den robotpsykologiske sygdomsforståelse - især når det drejer sig om psykiske sygdomme - handler om at finde ud af, om patienten har egenskaber, som afviger fra normen. Har man det, så er risikoen for at blive erklæret mentalt syg større end ellers, og man kommer let udenfor normen i en snæver og ensrettet robotkultur. Derfor er der videre grænser for det normale i den mariologiske kultur, og dermed også færre syge mennesker. Grænserne for det normale, og dermed også det raske, er simpelthen større i den mariologiske kultur, og man interesserer sig derfor ikke i samme grad for menneskers produktive effektivitet, som man gør i robotkulturen. I den mariologiske kultur kan et menneske både være unormalt og uproduktivt, uden dermed at blive regnet for at være mentalt sygt og en belastning for samfundet. Derfor er der ikke brug for så mange socialarbejdere og psykoterapeuter for der er ikke så mange mennesker at helbrede. De fire dynamikker Mariologien er karakteriseret ved at fokusere på Marias fire egenskaber, som også kaldes for de fire dynamikker (viden, vilje, etik og spiritualitet), og når det drejer sig om mariologisk kultur, må man forvente, at denne kultur også i en eller anden form forholder sig til disse egenskaber. I sin mest traditionelle form kan dette ske ved at vise Maria i form af billeder, ikoner eller statuer, og sådan gør man gerne i kirker og religiøst prægede miljøer. Men de marianske dyder er heldigvis ikke forbeholdt den historiske Jomfru Maria. Enhver kvinder har større eller mindre del i disse værdier, og de mariologiske - 5 -
dynamikker kan ses virke overalt hvor livet leves. Det, at en kultur er mariologisk præget, adskiller den derfor ikke fra robotkulturen på anden vis end ved, at de mariologiske værdier i højere grad æres og søges realiseret til fælles bedste. Og hvordan sker det så? Realiseringen af de mariologiske værdier sker på forskellig måde i kultur og æstetik. Jeg har i det foregående gennemgået principperne for den mariologiske æstetik, men kultur er andet og mere end æstetik. Æstetikken handler først og fremmest om det, der kan ses, og den angiver de konstruktive principper for malerier, bygninger, klædedragter og andet, som kan ses med øjnene. Men kultur er mere end æstetik, for kultur handler om alle de livsytringer, som menneskene i en given tidsalder frembringer, herunder deres sprog, familieformer, religion og almindelige sædvaner. At beskrive mariologiske kultur er derfor mere omfattende, end det er at beskrive mariologisk æstetik. Medens æstetikken kan ses på et fotografi, taget på en brøkdel af et sekund, vil det at sætte sig ind i en kultur sædvanligvis kræve længere tids studier, da menneskers adfærd og vaner kun kan forstås, når de ses over tid. Lad os se på de fire dynamikker: 1. Viden At beskrive en kultur som mariologisk fordi den respekterer medlemmernes viden, vil være alt for forenklet. Viden respekteres i de fleste kulturer også i den mariologiske, men det, som adskiller den mariologiske viden fra megen anden viden, er måske det at man fokuserer på en hermeneutisk (forstående) tolkning af kulturen, snarere end en ren deskriptiv fremstilling af dens fremtrædelsesformer. Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om mennesker. Den mariologiske viden om mennesker tager sit udgangspunkt i den antagelse, at de har en fri vilje, og at de derfor selv har valgt det liv de lever. Dette er naturligvis en sandhed med modifikationer, for både arv og miljø spiller en rolle i den mariologiske forståelse af virkeligheden. At danskere taler dansk er således ikke et resultat af et personligt valg, som hver enkelt har truffet, men derimod resultatet af den miljøbetingede træning, som de har modtaget af deres forældre og omgivelser, siden de blev født. Og kender en dansker den danske kongerække, men ikke den engelske, så er det ikke fordi at han anser den danske kongerække for at være bedre, men fordi den danske kongerække er mere relevant for hans forståelse af det samfund han lever i. Det som karakteriserer den mariologiske viden frem for viden i øvrigt er det, at den handler om noget, som har med mennesker at gøre. Det vil ikke give mening at tale om "mariologisk fysik", men det vil være meningsfuldt at snakke om mariologisk antropologi, da antropologien er det videnskabelige studium af mennesker og deres leveformer, og her har mariologien et bidrag at yde. Formålet med Marias eksistens og med mariologien i det hele taget er jo at give mennesker idealer at leve efter og en tro på, at det gode eksisterer, ikke kun som fantasi i film og tv-serier, men også i virkeligheden. Det gode er universelt og det findes i alle kulturer og derfor er det den mariologiske - 6 -
antropologis formål at finde det gode og det meningsfulde i de livsformer, som man vælger at studere. Tilsvarende gælder det for andre former for vidensformidling, som den f.eks. ses i litteraturen, at det - mariologisk set - gælder om vise forskelligheden og åbenheden i de menneskelige muligheder. Mariologien afviser den trælbundne vilje, som dyrkes i lutheranisme og robotkultur og som giver sig udtryk i et billede af mennesket, som værende moralsk degenereret. Men det passer ikke. Mennesket falder ganske vist, det fejler og det synder. Men der er altid en vej tilbage til livet igen. Ingen dumhed er så stor, at den ikke kan fortrydes. 2. Vilje Det mariologiske synspunkt er, at viljen eksisterer. Derved modsiger man den klassiske lutheranisme og robotpsykologi, hvis grundholdning er, at mennesket ikke har nogen egen vilje, men i det som kaldes for viljeshandlinger blot er udtryk for noget, som i forvejen er indkodet eller indlært i dets bevidsthed. I kunsten og kulturen kan det mariologiske syn på viljen kun vises på én måde, nemlig som den uforudsigelige handling. Der er intet andet ydre kendetegn på den frie viljes virkning end det, at en handling ikke kan forudsiges. Hvis en mand går på arbejde mandag, tirsdag, onsdag og torsdag, vil det ikke overraske nogen, hvis han også går på arbejde fredag. Hvis denne mand, som går på arbejde hver dag i ugen bliver vist i en film, så vil ingen opfatte denne film som et udtryk for instruktørens tro på en fri vilje. Tværtimod. Men hvis den pågældende person derimod handler anderledes, end man skulle forvente, hvis han f.eks. undlader at gå på arbejde om fredagen og i stedet drager på vandretur til Spanien, så vil man tage dette som udtryk for, at han har anvendt sin frie vilje. Han har bevist denne viljes eksistens ved at gøre noget, som er anderledes. Husk: Den trælbundne vilje udtrykker sig i den lige linje, altså i den evige gentagelse af det samme. Den frie vilje udtrykker sig i den krumme linje, som viser det uforudsigelige, og dermed netop det, som kun den frie vilje kan forklare. At vise den frie vilje i kunst og kultur kan kun ske, når man viser det uforudsigelige. En robot handler på samme måde, hver gang den sættes i samme situation, men det gør et menneske ikke. Han vil eksperimentere, og han vil gøre noget andet end det, han gjorde sidst, simpelthen for at undgå kedsomheden og for at prøve noget nyt. Robotter keder sig ikke, det gør kun mennesker. 3. Etik En vigtig forskel mellem den mariologiske kultur og robotkulturen er det, at etikken spiller en rolle i den første. Tanken om at noget er godt og andet er ondt, ligger til grund for al mariologisk tænkning, og i den mariologiske kultur vil dette synspunkt skinne igennem. Krig er ikke lige så godt som fred, vold er ikke lige så godt som samtale, sygdom er ikke lige så godt som sundhed og egoisme er ikke lige så godt som altruisme. I den mariologiske kunst og kultur er der normer, og disse normer er ikke udtryk for tilfældighed eller for tom relativisme. Noget er rent faktisk bedre end andet, og det er - 7 -
vigtigt at vise dette i kunsten og at lære det til vores børn og medmennesker. Ikke blot sådan at vi bliver endnu bedre, end vi er allerede til at se de andre svagheder, men også sådan at vi bliver i stand til at lære noget selv. Det er nemlig gennem det personlige eksempel, at budskabet bliver spredt. Den film som viser, at det svage og hjælpeløse menneske er i stand til at skabe noget godt, er derfor bedre end den, som får ham til at give op. I hvert fald hvis det skal bedømmes efter mariologiske normer. Og det samme gælder om den kultur, som fremstiller mennesket som noget æstetisk godt, og som fokuserer på denne skønhed frem for det andet. Den lutherske forkærlighed for fækaliekulturen kan læses i hans "tischenreden" (uformelle bordsamtaler som blev skrevet ned af tilhørerne), og den kendes i dag fra dansk nutidssprog og dets hyppige referencer til lort, pis, fuck og op i røven. I mariologien er det ikke menneskets fækalier, som er det mest karakteristiske for dets identitet, men dets kreative gøremål og moralske ansvar. Hvor mange gange man skider er ikke afgørende for den moralske dom, som et menneske bør indstille sig på at møde. Men det er de handlinger, som han har udført og det ansvar, som han har påtaget sig. Det som gør livet skønt, er ikke affaldet og forfaldet, men det at håbet altid består, og at det gode slet ikke kan slås ihjel. Men det kan lyves bort. 4. Spiritualitet For mariologien er eksistensen af det spirituelle en selvfølge, og det er derfor naturligt at illustrere dette i kunsten med sproglige billeder eller maleriske effekter. I kulturen og samfundet som sådan er det mariologiske karakteriseret ved respekt for religionerne og ved understregning af deres positive rolle i formningen af mennesket og dets moralske karakter. Det spirituelle eksisterer i alle religioner, og der behøver ikke at være modsætning mellem den spiritualitet, som knytter sig an til den ene eller anden religion. En hindu kan sagtens bede sammen med en kristen, og en muslim kan sagtens diskutere livet efter døden med en buddhist. De vil sandsynligvis ikke være enige, men diskussionen vil være interessant for dem begge og måske kan de lære noget af hinanden. Det afgørende er, at alle religioner - og dermed mariologien - anerkender, at mennesket har en sjæl og at livet er mere end blot en kemisk proces. Menneskets søgen og dets adfærd har en mening, og selv om man ikke altid kan udtrykke, hvad det er man søger efter, og man måske ikke føler sig tilknyttet en bestemt religiøs dogmatik, så er mennesket altid i kontakt med evigheden. Livet efter døden eksisterer, uanset hvilken form man vælger at tolke det til at have. Og netop derfor har livet før døden så meget mening, som det ellers aldrig ville kunne opnå. Afslutning Mariologisk kultur er et stort emne, for mariologien er en beskrivelse af livet og da al kultur handler om liv, er ingen kultur uden mariologiske elementer. Forskellen mellem den gode mariologiske kultur og det, som her kaldes for robotkulturen, er at mariologien - 8 -
søger at fremhæve mennesket som værende frit og som stræbende efter det gode. Det gør robotkulturen ikke. Robotkulturen findes i forskellige udgaver, hvor nogle er karakteriseret ved simpel mekanisme og normløshed, medens andre har som ledende princip, at verden er ond, at mennesker er onde og at livet derfor er håbløst. I den dæmonistiske udgave af robotkulturen - den som Martin Luther gjorde sig til talsmand for i sin bog om den Trælbundne Vilje - har mennesket kun onde intentioner. Livet har ingen mening, og det er derfor kun naturligt, at man fordriver tiden med ondskab f.eks. ved at dræbe andre mennesker i hobetal. Uanset hvem mennesker er, så er de - iflg. lutheranismen - onde, så intet værdifuldt går tabt når de slås ihjel. Og det er vel også sådan at Anders Breivik og de ansvarlige for de amerikanske skoleskyderier tænker. Alle mennesker er onde, så jo flere man slår ihjel, jo mindre ondskab er der tilbage. Det er logik for robotpsykologer. Men mariologiens dyrkelse af freden, som et positivt alternativ til krigen, skal naturligvis ikke misforstås. Det gode har fjender, og dem må vi forholde os til. Kampen for at virkeliggøre de mariologiske idealer er desværre ikke altid fredelig. Jesu apostle gik med sværd (Luk. 12;35-38) og på tilsvarende vis må mariogiens tilhængere også indse, at det en dag kan være nødvendigt at forsvare de universelle idealer med våben. Vi håber naturligvis ikke at komme i den situation, for mariologien trives bedst i fred. Den rummer universelle værdier, og den kan derfor kaldes for sandheden, vejen og livet. Men den kommer ikke af sig selv. <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<< Jakob Munck 2/3-13//1.3k - 9 -