HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 19. august 2013 Sag 33/2013 Alm. Brand Forsikring A/S (advokat Michael Steen Wiisbye) mod A (advokat Keld Norup) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 11. maj 2012 og af Østre Landsrets 3. afdeling den 26. september 2012. I sagens behandling har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Jon Stokholm, Hanne Schmidt og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Kærende, Alm. Brand Forsikring A/S, har nedlagt påstand om frifindelse. Indkærede, A, har nedlagt påstand om stadfæstelse. Anbringender Alm. Brand Forsikring har supplerende anført bl.a., at der ikke er grundlag for den udvidende fortolkning af forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, som byretten har foretaget, og som landsretten har stadfæstet. Bestemmelsen var for få år siden genstand for et omfattende udvalgsarbejde, hvor udvalgets flertal fandt, at bestemmelsen ikke skulle ændres, hvilket lovgiver efterfølgende var enig i. Det er således fortsat en nødvendig forudsætning for, at skadelidte kan rejse krav direkte over for skadevolders forsikringsselskab i medfør af forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, at både skadevolders erstatningspligt og erstatningens størrelse skal være fastslået.
- 2 - Det bestrides, at Højesteret kan lægge til grund, at As arbejdsgiver som skadevolder skulle have accepteret en bestemt erstatningsopgørelse over for A, eller at arbejdsgiverens skriftlige erklæring om, at han ikke kan vurdere erstatningens størrelse, skulle være forkert. Det er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt A kan anlægge retssag mod Alm. Brand Forsikring, at der har været ført forhandlinger vedrørende bl.a. erstatningsopgørelsen mellem disse parter forud for sagsanlægget. Hvis man statuerede, at sådanne forhandlinger gav skadelidte adgang til søgsmål direkte mod forsikringsselskabet, ville betingelserne for et sådant søgsmål i forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, reelt blive sat ud af kraft, da der i praksis så godt som altid foregår sådanne forhandlinger direkte mellem skadelidte og skadevolders forsikringsselskab. A har supplerende anført bl.a., at Alm. Brand Forsikring ikke ses at have en beskyttelsesværdig interesse i, at kravet først formelt fastslås over for skadevolder, der flere gange har givet udtryk for ikke at ville modsætte sig udbetaling af beløb, som var dækket af forsikringen og opgjort af A. Dette bestyrkes af, at skadevolder efterfølgende har tiltrådt As opgørelser af erstatningskravet ved erklæringen af 29. marts 2012. Alm. Brand Forsikring har ikke med skadevolders e-mail af 11. april 2012 løftet sin bevisbyrde for, at der i forholdet mellem A og ham er uenighed om opgørelsen af erstatningskravets størrelse. Retsgrundlag I 1999 nedsatte justitsministeren et udvalg, der skulle overveje en revision af forsikringsaftaleloven. Af udvalgets betænkning nr. 1423/2002 fremgår bl.a. følgende om udvalgets overvejelser om direkte krav ved ansvarsforsikringer (side 211-215): 14.3. Udvalgets overvejelser Som anført ovenfor i kapitel 14.1.1. er spørgsmålet om, i hvilket omfang skadelidte efter forsikringsaftalelovens 95 kan rette et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, i praksis navnlig opstået i tilfælde, hvor skadevolderen er gået konkurs eller lignende. Det er nu fastslået ved UfR 2001.1303 H, at skadelidte i tilfælde af skadevolderes konkurs i medfør af forsikringsaftalelovens 95 har et direkte krav mod forsikringsselskabet. Herudover kan skadelidte efter ordlyden af 95 alene rette sit krav direkte mod forsikringsselskabet, hvis skadevolderens erstatningspligt og erstatningens størrelse er fastslået ved skadevolders anerkendelse af kravet eller ved dom eller lignende over skadevolderen.
- 3 - Skadelidte skal således først rette sit krav mod skadevolderen, selv om det oftest vil være forsikringsselskabet, der i sidste ende kommer til at betale erstatningen. Forsikringsselskabet vil dog i praksis ofte blive involveret i sagen mod skadevolderen ved, at han eller hun kontakter forsikringsselskabet, som herefter bistår skadevolderen under sagen (f.eks. med advokatbistand mv.). Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der bør indføres en almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. En sådan almindelig adgang til at rejse et direkte krav vil for skadelidte indebære den processuelle lettelse, at han eller hun kun behøver at rejse kravet mod forsikringsselskabet, der i de fleste tilfælde er den, der skal betale erstatningen, og som derfor vil kunne opfattes som den reelle modpart og den mest naturlige at rette kravet imod. Hertil kommer, at forsikringsselskabet som nævnt allerede i vidt omfang inddrages i sagen mod skadevolderen/sikrede. Med en generel regel om direkte krav vil skadelidte endvidere ikke være afhængig af skadevolderens stillingtagen til erstatningskravet og behøver ikke at afvente en eventuel retssag mod en skadevolder, der ikke ønsker at anerkende kravet. Det er under udvalgets arbejde også blevet anført, at det i praksis ikke er ualmindeligt, at en retssag som følge af manglende kendskab (også hos advokater) til 95 først anlægges mod forsikringsselskabet og derefter må anlægges mod skadevolderen, hvilket bl.a. indebærer, at skadelidte skal betale retsafgift flere gange. Ligesom efter den gældende 95 vil skadelidte ved en almindelig adgang til at rette krav direkte mod forsikringsselskabet som udgangspunkt blot indtræde i skadevolderens/sikredes ret mod selskabet. Forsikringsselskabet vil således fortsat kunne gøre de samme indsigelser gældende over for skadelidte som over for skadevolderen/sikrede. Udvalgets flertal finder, at selv om en ansvarsforsikring i praksis bidrager til at sikre, at skadelidte får den erstatning, som han eller hun har krav på, er forsikringen principielt tegnet af forsikringstageren med henblik på at sikre ham eller hende (eller andre sikrede) mod de økonomiske følger af et eventuelt erstatningsansvar. Der er i dansk ret ingen almindelig pligt til at tegne en ansvarsforsikring, og det er som udgangspunkt et anliggende mellem den enkelte forsikringstager og forsikringsselskabet, om og i givet fald med hvilken dækning der skal tegnes en ansvarsforsikring. Efter flertallets opfattelse må det således som udgangspunkt være op til den enkelte skadevolder, om han eller hun ønsker at inddrage sin eventuelle ansvarsforsikring i sagen. Hertil kommer, at skadevolderen kan have gode grunde til at ville afklare skadelidtes erstatningskrav uden at involvere forsikringsselskabet. Det kan f.eks. være af hensyn til forsikringsselskabets fastsættelse af den fremtidige forsikringspræmie eller for at undgå, at forsikringsselskabet overvejer at opsige forsikringen, f.eks. fordi selskabet tidligere har måttet dække flere skader forvoldt af sikrede. En generel regel om direkte krav aktualiserer endvidere i endnu højere grad end den gældende 95 spørgsmålet om, hvordan forsikringsselskabet sikrer, at skadevolderen/sikrede bidrager til sagens oplysning. I en lang række tilfælde vil det være nødvendigt med skadevolderens medvirken for at sikre en tilstrækkelig oplysning af sagen. Selv om skadevolderen i de fleste tilfælde må antages at ville medvirke til sagens op-
- 4 - lysning, herunder med henblik på at undgå at blive anset for erstatningsansvarlig, har forsikringsselskabet en berettiget interesse i at undgå, at det som følge af skadevolderens manglende interesse og medvirken kommer til at betale en erstatning, som skadelidte ikke har krav på. En almindelig adgang til at rette et krav direkte mod ansvarsforsikringsselskabet har kun reel værdi for skadelidte, hvis skadevolderen og/eller forsikringsselskabet har pligt til at oplyse om, at der er tegnet en ansvarsforsikring. For visse forsikringstyper navnlig på erhvervsforsikringsområdet, f.eks. bestyrelsesansvarsforsikringer og underslæbsforsikringer er det imidlertid et normalt led i forsikringsbetingelserne, at forsikringsdækningen bortfalder, hvis sikrede oplyser om, at der er tegnet en forsikring. Ved f.eks. underslæbsforsikringer er formålet hermed bl.a. at undgå, at medarbejdere i virksomheden fristes til at begå underslæb under henvisning til, at der vil være forsikringsdækning for skaden, således at arbejdsgiverens tab vil være begrænset. Udvalgets flertal finder på denne baggrund, at der med den nuværende udformning af forsikringsaftalelovens 95 er fundet en rimelig og passende balance mellem hensynet til, at sikrede som skadevolder kan råde over, om forsikringsselskabet skal involveres i sagen, og hensynet til, at skadelidte rent faktisk får den erstatning, som han eller hun har krav på. Flertallet vil også pege på, at spørgsmålet om skadelidtes direkte krav mod forsikringsselskabet navnlig har voldt problemer i tilfælde af skadevolderens konkurs mv., og at der ikke herudover kan peges på et udtalt praktisk behov for at indføre en generel regel om skadelidtes direkte krav mod forsikringsselskabet. Udvalgets flertal finder det herefter rigtigst, at forsikringsaftalelovens 95 alene ændres således, at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at skadelidte har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, hvis skadevolderen er gået konkurs, jf. UfR 2001.1303 H. Flertallet foreslår endvidere en præcisering af, at dette også gælder, hvis skadevolderen har fået tvangsakkord eller gældssanering, idet skadelidte heller ikke i disse tilfælde har mulighed for at få sit fulde krav betalt af skadevolderen. Et mindretal i udvalget finder i modsætning til flertallet ikke, at en justering af 95, der alene tager højde for retstilstanden efter UfR 2001.1303 H, er tilstrækkelig til at beskytte skadelidtes interesser i relation til en ansvarsforsikret skadevolder og dennes forsikringsselskab, i hvert fald ikke når skadelidte er en forbruger. Efter mindretallets opfattelse fører hensynet til skadelidte til, at Danmark i lighed med norsk og svensk forsikringsaftalelovgivning giver skadelidte et direkte krav mod forsikringsselskabet. Ansvarsforsikringer, der er et meget udbredt forsikringsprodukt, tegnes i dag ikke kun i den sikredes, men også i potentielle skadelidtes interesse, og loven bør nu drage konsekvenserne heraf. Det er dog vigtigst, at der herved sker en sikring af skadelidte, der har lidt tab i forbindelse med en forbrugeraftale. Skadelidte, der er erhvervsdrivende, bør derfor kunne aftale med sikrede, at det direkte krav mod forsikringsselskabet frafaldes. Lovens 95 bør derfor indledningsvis fastslå det, der efter mindretallets opfattelse bør være den nye hovedregel: At skadelidte kan kræve erstatning direkte fra selskabet. Både selskabet og sikrede skal have pligt til på forespørgsel at oplyse skadelidte om, at der foreligger en ansvarsforsikring.
- 5 - Det bør endvidere fastslås i lovbestemmelsen, at selskabets indrømmelser over for skadelidte ikke binder den sikrede. Selskabet bør kunne kræve, at skadelidte ikke blot sagsøger selskabet, men at han eller hun også medsagsøger den sikrede. Ellers risikeres det, at væsentlige oplysninger fra den sikrede ikke kommer til at indgå i sagen. Virkningen af, at skadelidte i så fald undlader at medsagsøge den sikrede, bør være, at sagen i forhold til selskabet afvises. Det bør i lovbestemmelsen præciseres, at selskabet ikke blot kan fremsætte samme indsigelser over for skadelidte, som den sikrede kan fremsætte, men at også selskabets indsigelser i forhold til den sikrede, dvs. på grundlag af forsikringsaftalen, kan gøres gældende over for skadelidte. Lovforslaget, der førte til lovændringen ved lov nr. 434 af 10. juni 2003, var udformet i overensstemmelse med flertallets forslag. Ved lovændringen blev forsikringsaftalelovens 95, stk. 2, om direkte krav ved skadevolders konkurs, tvangsakkord og gældssanering indsat, mens 95, stk. 1, ikke blev ændret. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgik bl.a. (Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4376): Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgsflertallets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets 1, nr. 14 (forslag til lovens 95, stk. 2). Justitsministeriet lægger særligt vægt på, at den gældende 95 som anført af udvalgets flertal i praksis navnlig har givet anledning til problemer i tilfælde, hvor skadevolderen er gået konkurs eller lignende, og at der ikke herudover kan peges på et udtalt praktisk behov for at indføre en almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Der er ikke i dansk ret nogen almindelig pligt til at tegne ansvarsforsikring, og det bør efter Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt være op til skadevolderen/sikrede, hvorvidt han eller hun ønsker at involvere sin ansvarsforsikring i sagen og som anført kan den pågældende have gode grunde til at ville afklare erstatningssagen uden at involvere sin ansvarsforsikring. Forsikringsaftalelovens 95, stk. 1 og 2, har herefter følgende ordlyd: 95. Når den sikredes erstatningspligt over for den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt, indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod selskabet, for så vidt han ikke er fyldestgjort. Stk. 2. Den skadelidte indtræder endvidere i den sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. I det omfang skadelidtes krav ikke er blevet dækket, kan det fulde krav på erstatning rettes mod selskabet. Selskabet skal i de i 1. pkt. nævnte tilfælde uden ugrundet ophold underrette den sikrede om, at det har modtaget et krav på erstatning.
- 6 - Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om skadevolders ansvarsforsikringsselskab er rette sagsøgte, eller om skadelidte efter forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, skulle have anlagt sagen mod skadevolder. Ifølge forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, indtræder skadelidte i sikredes ret mod ansvarsforsikringsselskabet, når sikredes erstatningspligt er fastslået, og erstatningens størrelse er bestemt. Alm. Brand Forsikring A/S har som ansvarsforsikringsselskab for As daværende arbejdsgiver, B, på dennes vegne anerkendt, at arbejdsgiveren er erstatningsansvarlig for den arbejdsulykke, som A var udsat for i juli 2003. Parterne er uenige om, hvorvidt B også har anerkendt erstatningens størrelse. Ved erklæringen af 29. marts 2012 har B tiltrådt, at erstatningskravet under retssagen mod Alm. Brand Forsikring er opgjort som sket i As stævning (899.191,05 kr.) og replik (502.669,61 kr.). Højesteret finder, at erstatningens størrelse ikke herved er fastslået på en måde, som er bindende for B som skadevolder, eller for et bestemt beløb. Det kan derfor ikke på grundlag af erklæringen fastslås, at erstatningens størrelse [er] bestemt. Ved lovændringen i 2003 blev det overvejet at udvide skadelidtes adgang til direkte søgsmål mod ansvarsforsikringsselskabet, men bortset fra lovfæstelsen og præciseringen af adgangen hertil ved skadevolders konkurs, tvangsakkord eller gældssanering, jf. nu forsikringsaftalelovens 95, stk. 2, valgte lovgiver at fastholde betingelserne i 95, stk. 1. Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2003, at man var opmærksom på, at et ansvarsforsikringsselskab i vidt omfang bliver involveret i sagen mod skadevolder forud for et eventuelt sagsanlæg. Dette forhold kan derfor ikke i sig selv begrunde en fravigelse af betingelserne i forsikringsaftalelovens 95, stk. 1. A var endvidere ikke afskåret fra at få erstatningens størrelse fastslået ved skadevolders anerkendelse eller ved dom over skadevolder, og der er derfor ikke som anført i forarbejderne et
- 7 - udtalt praktisk behov for at tillade et direkte krav mod forsikringsselskabet i den foreliggende situation. Idet Alm. Brand Forsikring herefter ikke kan anses som rette sagsøgte, jf. forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, tager Højesteret selskabets frifindelsespåstand til følge. Sagsomkostninger er fastsat til dækning af advokatudgift for byret, landsret og Højesteret med 75.000 kr. og af retsafgift for landsret og Højesteret med 1.150 kr., i alt 76.150 kr. Thi kendes for ret: Alm. Brand Forsikring A/S frifindes. I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal A inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 76.150 kr. til Alm. Brand Forsikring A/S. Beløbet forrentes efter rentelovens 8 a.