Uanmeldt tilsyn Opholdsstedet STEDET Thulevej 4A 3060 Espergærde 19. juni Tilsynet er udført af: Peter Ege og Tina Knop FFA Familie, Forebyggelse & Anbringelse (erhvervsdrivende fond) Kongevejen 47 3480 Fredensborg TLF 48460800 FAX 48460838 CVR 26930626 info@ffa.dk www.ffa.dk
Indholdsfortegnelse Sammenfatning af tilsynets vurderinger og anbefalinger Formalia Observationer under tilsynet Opfølgning fra sidste tilsynsbesøg Den pædagogiske praksis Rammer for indsatsen Konflikthåndtering Organisatoriske og personalemæssige forhold Beskrivelse af fysiske rammer Ledelsens bemærkninger til tilsynsrapporten Side 2
Sammenfatning af tilsynets vurderinger og anbefalinger Vurderinger Tilsynet vurderer, at tilbuddet efterlever lovgivningen på området i forhold til at sikre de unge stabile voksenrelationer og hjemlige rammer. Endvidere er tilbuddets styrke at fastholde og støtte de unge i uddannelse, hvilket bidrager til den enkelte unges udvikling af selvværd og forberedelse til en selvstændig og selvforsørgende voksentilværelse i egen bolig. Tilsynet oplever, at der er faste holdepunkter og oplevelser for de unge i fritiden, som f.eks. crossfitting og ferieoplevelser til bl.a. Spanien. Tilsynet taler med en pårørende og to unge, der alle giver udtryk for stor tilfredshed med tilbuddet. Tilsynet oplever en engageret og faglig velfunderet ledelse, der sikrer stabilitet og pædagogisk udvikling i hverdagen omkring de unge og blandt personalet. Tilbuddet har arbejdet med tilsynets påbud fra det anmeldte tilsyn. Daglig leder og socialrådgiver deler et ledelsesmæssigt ansvar mellem sig i dagligdagen, men det er stadig stifter, der er driftsansvarlig for tilbuddet. Ledelsen giver udtryk for, at stifter er i dialog med Helsingør Kommune omkring den organisatoriske ramme. Ledelsen er begge en del af vagtplanen og har faste vagter. Stifter indgår ikke i vagtplanen men som pædagogisk supervisor på hjemmesiden og som fultidsansat 37 timer på Tilbudsportalen. Anbefalinger Tilsynet anbefaler, at der træffes beslutning om, hvad der skal ske organisatorisk i forhold til tilbuddets ramme, og at dette sker i fortsat samarbejde mellem stifter og Helsingør Kommune. Tilsynet anbefaler, at oplysninger omkring personale på hhv. Tilbudsportal og hjemmeside stemmer overens i forhold til de faktiske forhold og tilbuddets godkendte normering. Formalia Tilbuddets navn: Adresse: Opholdsstedet STEDET Thulevej 4A, 3060 Espergærde Telefonnummer: Leder: Stifter og driftsansvarlig: Ole Henrik Hansen; Daglig ledelse: Side 3
Helle Christensen samt Mai Munch Antal beboere: Antal pladser: Målgruppe: 5, med 1 udflytning pr. 01.09.2013 5 Normaltbegavede unge med forskellige former for psykosociale vanskeligheder i alderen 13-23 år. Kognitiv art (problemer med oplevelsen og fortolkningen af sig selv, andre mennesker og begivenheder) Affektiv art (problemer med følelsesmæssige reaktioner) Psykisk art (personlighedsforstyrrelser) Relationel art (problemer med tilknytning, kontakt og social formåen) Uanset hvilken type vanskeligheder barnet/den unge har, må den unge eller barnet have ressourcer til at indgå i en familielignende struktur med grad af selvforvaltning. Formål og målsætning: At bedre barnets selvværd At bedre barnets sociale kompetencer At bedre barnets evne til refleksion At bedre barnets evne til læring At udrede traumer fra opvæksten og øge selvindsigten At bibringe barnet den bedst mulige dannelse og uddannelse At barnet udsluses i egen bolig og egnet netværk Program Interview med ledelsen Interview med beboere og pårørende Opsamling med ledelse Tilsynets varighed Start kl.: 14.00 Slut kl.:16.30 Deltagere Ledelsen 2, daglig leder Helle Christensen samt socialrådgiver Mai Munch Side 4
Medarbejdere 0: Socialrådgiver havde døgnvagten Beboere/Brugere 2 Pårørende 1 Tilsynets formål Det uanmeldte tilsyn sker på baggrund af aftale imellem FFA Familie, Forebyggelse og Anbringelse og Helsingør Kommune om at udføre et uanmeldt tilsyn i henhold til 16 i lov om Retssikkerhed og Administration. Det uanmeldte tilsyn har til formål dels at følge op på de fokuspunkter, det seneste tilsyn har udpeget og dels at sikre, at de rammer og forhold, der vises frem ved det anmeldte tilsyn, også er de, der ses ved det uanmeldte. Tilsynet gør opmærksom på, at denne rapport er udarbejdet på baggrund af et øjebliksbillede. Tilsynet har ved besøget haft særlig fokus på, hvordan hverdagen er sammensat i forhold til den organisatoriske ramme omkring de unge og tilbuddet som helhed. Observationer under tilsynet Beskrivelse Tilsynet ankommer kl. 14.00 til STEDET. Der holder flere biler udenfor, og tilsynet møder en ung på vej op til huset. Tilsynet hilser på den unge og præsenterer sig. Den unge ved godt, hvad et tilsyn er og fortæller, at der pt. er møde indenfor. Tilsynet spørger den unge, om det er muligt at tale med den unge senere, hvis den unge kommer tilbage. Det indvilger den unge i. Tilsynet banker på døren og bliver taget imod af tilbuddets socialrådgiver. Medarbejderen fortæller, at de er ved at afslutte et møde indenfor 10 minutter, og tilsynet venter på STEDETS terrasse. Den unge kommer i mellemtiden tilbage. Da mødet er afsluttet efter ca. 10 minutter, bliver tilsynet inviteret indenfor, og tilsynet tilrettelægges ud fra, at der både er en pårørende til stede, to unge samt daglig leder og socialrådgiveren. Tilsynet starter med at tale med daglig leder og socialrådgiver sammen, da daglig leder er nødt til at gå indenfor en halv time. Efterfølgende taler tilsynet med en pårørende til en af de unge. Tilsynet taler med to unge hver for sig og afrunder kort med socialrådgiver kl. 16.30. Tilsynet bemærker, at der er en rolig og rar atmosfære på STEDET. Det er eksamenstid for flere af de unge, og der er forberedelser i gang i forhold til en af de unge, der dimitterer fra gymnasiet. Side 5
Der har været møde omkring en af de unge, hvorfor der er en pårørende at tale med. Tilsynet kan se, at der til mødet er stillet frem med kaffe, vand og frugt: En stor flot blomst pryder bordet i stuen, hvor mødet er afholdt. Der er gjort noget ud af at skabe en rar stemning. Opfølgning fra sidste tilsynsbesøg Ledelsen Påbud Tilbuddet har fået to påbud ved sidste anmeldte tilsyn. Dels skal STEDET finde frem til en fremtidig organisatorisk ramme for tilbuddet, og herunder tage beslutning om, hvordan den fremtidige ledelse skal se ud. Alt afhængig af, hvordan den organisatoriske ramme fastsættes, skal denne være i overensstemmelse med tilbuddets budget samt nuværende godkendelse. Daglig leder og socialrådgiver fortæller, at der er truffet beslutning om, at daglig leder og socialrådgiver deler ansvaret mellem sig omkring den daglige ledelse. Begge fortæller, at det stadig er stifter, der har det driftsmæssige ansvar. Daglig leder og socialrådgiver fortæller, at de af stifter ved, at stifter er i dialog med Helsingør Kommune omkring en omlægning af organisationen. Det er stadig uafklaret, hvordan denne kommer til at se ud. Tilsynet spørger ind til muligheden for at oprette en fond, hvilket daglig leder og socialrådgiver giver udtryk for har været på tale. Indtil nærmere afklaring har daglig leder og socialrådgiver som nævnt valgt at dele ledelsesopgaver mellem sig, hvilket betyder, at de f.eks. ikke afholder ferie samtidig. Det betyder endvidere, at stifter stadig fremgår som en del af normeringen på Tilbudsportalen og af budgettet, men uden at være en del af vagtplanen. Stifter er endvidere pædagogisk supervisor for STEDET s personale. Adspurgt om de organisatoriske forandringer har smittet af på personale og de unge fortæller leder, at det har været en tumult tid for personalet. Der er mere ro på nu, efter stifter har givet udtryk for, at der er dialog med Helsingør Kommune om en løsning. I forhold til de unge giver daglig leder udtryk for, at de unge ikke er involveret i situationen, og at personalets fokus har været at bevare den rolige tilgang og kontakt til de unge i hverdagen. Ny ansættelse. Side 6
Der har været en opsigelse, og tilbuddet er i gang med at ansætte en ny medarbejder. Daglig leder og socialrådgiver fortæller, at der har været ansættelsessamtaler af to omgange, før tilbuddet har fundet den rette medarbejder. Det har været vigtigt, at alle medarbejdere har været enige, da personalegruppen ikke er stor, og derfor også afhængige af at få en person ind i huset, der matcher både de unge, kulturen i huset og personalet. Daglig leder fortæller, at der stadig mangler et par formaliteter omkring indhentning af straffeattest og børneattest, men at udgangspunktet er, at medarbejderen starter pr. 01.09.2013 og træder til som vikar allerede i august i forhold til ferieafvikling mv. Personalenormering i forhold til vagtplan, hjemmeside Tilbudsportal og godkendelse STEDET er normeret med 12 personaler til 5 unge. I gennemgang af personalenormering er denne i overensstemmelse med oplysningerne på Tilbudsportal fra 01.09.2013. Der er dog ikke overensstemmelse mellem den oplyste normering på hjemmesiden og Tilbudsportalen. På hjemmesiden fremgår det, at der pt. er ansat 4 pædagogiske personaler, hvilket er oplyst som 5 på Tilbudsportalen. Endvidere bliver ledelsen opmærksomme på under interviewet, at der på hjemmesiden mangler at blive oplyst, at der er ansat en underviser 10 timer ugentligt. I forhold til den godkendte normering er stifters arbejdstid ifølge vagtplanen udfyldt af vikarer. Tilsynet kan se af vagtplanen, at der er kontinuitet i vagtplanen, således at fastansatte har en fast døgnvagt på samme ugedag i de uger, hvor man ikke har weekendvagt. Rammer for indsatsen Interview af pårørende Trivsel og inddragelse Adspurgt, hvordan den pårørende oplever, at den unge trives og synes om at bo på STEDET, fortæller den pårørende, at den unge er glad for at bo der. Den pårørende oplever, at STEDET har skabt nogle hjemlige rammer, og at det er den unges hjem. Om dette siger den pårørende: Det er det helt rigtige sted at komme hen. Jeg oplever, at det er den unges hjem, og jeg føler mig tilpas ved at komme. Den pårørende fortsætter: Det er en del af kulturen her, at det er ok, jeg er her. Jeg føler mig altid velkommen Side 7
Den pårørende oplever at blive inddraget omkring den unge, og at der bliver lyttet til den pårørendes mening. Den pårørende oplever, at der er en plan for den unge, som også den unge inddrages i. Den pårørende giver udtryk for, at der er en fri stemning på stedet, men at informationsniveauet er højt omkring den unge, ligesom der kan være faste aftaler. Skole og fritid Den pårørende fortæller, at den unge afslutter sin 10. klasse og har fået sit første 12-tal. Den pårørende fortæller, at den unge har oplevet succes ved skolegangen, og at det bl.a. skyldes at den unge har haft udbytte af den lektiehjælp, der tilbydes på STEDET. Den pårørende fortæller, at i fritiden tager alle til crossfit 2 gange om ugen fast sammen med en voksen. Den pårørende fortæller, at der er bestilt ferie til september til Spanien. Kontinuitet og samarbejde Den pårørende oplever tryghed i samarbejdet med personalet. Den pårørende fortæller, at der hver dag overlappes mellem personalet, hvilket sikrer, at informationer videregives. Om dette siger den pårørende: Personalet overlapper mellem vagterne, så hvis jeg har skrevet en mail f.eks., bliver der fulgt op på den af den næste, der møder ind. Jeg kan mærke, at personalet har samme mål og holdninger om, hvordan STEDET skal køres. Adspurgt fortæller den pårørende, at der er regelmæssighed i personalefremmøde, således den pårørende også kan genkende en struktur i, hvem der møder ind på vagt de forskellige dage. Omgangstonen Den pårørende oplever, at der er et godt forhold mellem personalet: Jeg føler, at de har det godt sammen. De hilser varmt på hinanden, når der møder en ny ind på vagt, og spørger til hinanden. En pårørende fortæller, at der er en god stemning blandt de unge og mellem de unge og personalet. Den pårørende supplerer, at der er småting og brok, men at det altid løses. De unge har ikke en fast kontaktpædagog men kan vælge at gå til den voksen, de har det bedst med eller bedst kan hjælpe dem i en situation. Den pårørende oplever, at der er plads til individualitet, og at man samtidig skal opføre sig ordentlig overfor andre. Side 8
Interview af unge Trivsel og inddragelse Begge unge giver udtryk for, at de er glade for at bo på STEDET. En af de unge giver udtryk for, at de voksne er gode til at lytte. Den unge fortæller: F.eks. har jeg brug for at komme hjem hver weekend frem for hver anden weekend. Så sover jeg bare kun en gang der i stedet for to. De voksne lyttede til, at det havde jeg brug for. De unge oplever, at hvis de gerne vil have indflydelse på noget, eller har brug for at tale om noget, går de til en voksen. Hvis der er noget, der kan tages op i fællesskabet, tages det op ved aftensmaden. Skole og fritid Begge interviewede unge færdiggør deres 10. klasse med flotte karakterer. De unge giver udtryk for, at det har været vigtigt, at de har modtaget lektiehjælp. En af de unge fortæller, at lektiehjælpen både kommer fast en gang om ugen, men man kan også spørge, om man kan få lektiehjælp, hvis der er brug for det på andre tidspunkter. Begge unge skal starte i nyt praktik/uddannelsesforløb efter sommerferien. I fritiden arbejder den ene af de unge i Netto. Begge de unge bruger tilbuddet om Crossfit. De unge fortæller, at der arrangeres forskellige aktiviteter som shelterture, gå-ture til stranden og filmaften. Når man har fri, kan man slappe af, spille kort eller være sammen med venner. Man må gerne tage kammerater med hjem efter aftale, og de er velkomne til at spise med. De unge fortæller, at de skal på ferie til Spanien, ca. 40-50 km nord fra Barcelona. Det glæder de sig til. Der er bestilt et stort hus, de skal bo i. Pligter og regler De unge fortæller, at de i udgangspunktet skal være hjemme kl. 22. De unge supplerer, at man godt kan lave andre aftaler med de voksne. I forhold til kærester, fortæller de unge, at kærester ikke må overnatte, før man har kendt hinanden et par måneder. En af de unge tilføjer, at de voksne skal lære kæresten at kende, før det er i orden, at vedkommende overnatter der. De unge oplever ikke, at de har mange pligter. De fortæller, at man skal vaske sit tøj og holde styr på sit værelse. Man hjælper hinanden med aftensmaden og skiftes til at rydde af bordet, dække bordet og sætte i opvaskemaskinen efter aftensmaden. De unge fortæller, at der ikke er en plan for det, og at de voksne Side 9
er gode til at sikre, at pligten går efter tur. Omgangstone De unge oplever, at der er en god stemning i huset. Der er sjældent gnidninger mellem de unge, og alle har respekt for, at nogen skal tidlig op næste morgen, så der ikke larmes og spilles højt musik om aftenen. En af de unge oplever at diskutere engang imellem med sin favoritvoksen. Den unge ser det som positivt og vælger bevidst at tage nogle diskussioner med den bestemte voksen, fordi den unge på den ene side føler sig hørt men samtidig mærker en grænse. Om omgangstonen mellem hinanden siger en af de unge: Nogen kan bedre sammen end andre, men vi har det godt her. Konflikthåndtering Ledelsen Socialrådgiver oplyser, at der ikke har været en magtanvendelse siden sidste tilsyn. Det er tilbuddets holdning, at man som voksen trækker sig fra konflikten, hvis man kan mærke, at den er på vej til at eskalere. De unge De unge fortæller, at der ikke har været nogen magtanvendelser i den tid, de har boet på STEDET, og som er hhv. 1 og 2 år. En af de unge fortæller, at hvis man skændes med en voksen eller en anden ung, så trækker den voksne sig, eller også trækker den unge sig og går 5 min. ned på værelset og puster ud. Om dette siger en af de unge: Så kan man lige gå ned på værelset og falde ned, og så er man klar til at snakke. Adspurgt om det er de unge selv eller de voksne, der løser de konflikter, der foregår internt blandt de unge, fortæller en af de unge, at den unge på et tidspunkt havde en konflikt med en af de andre unge. Først forsøgte de at løse den selv, men det lykkedes ikke, så de gik til en voksen og spurgte om hjælp. Den unge oplever, at de voksne hjalp dem til at finde årsagen til, hvorfor konflikten havde eskaleret, og hvordan de kunne løse den. Den unge oplever, at forholdet mellem dem i dag er blevet god igen. Tilsynets bemærkninger Vurderinger STEDET er beliggende i udkanten af et almindeligt villakvarter i Espergærde. Huset er på ca. 200 m2 og består af to huse, der er sammenbygget med et glasoverdækket køkkenalrum. Der er fem Side 10
beboerværelser i varierende størrelse fra 12 m2 op til 40 m2. Der er 300 meter til station, indkøbscenter og nærmeste skole. Ledelsens kommentar Citeret fra mail den 4. juli 2013 Tak for den fine tilsynsrapport og den stemmer fint overens med hvordan vi ser os selv. I fht de rettelser i har bedt om, så vil Mikkel efter sin ferie sørge for at der er overensstemmelse mellem hjemmeside og Tilbudsportal. Hvad ang. vores lærer, så er hun der 2-3 gang om ugen, og ikke kun en gang. I forhold til punkt 2 under påbud*, så er det korrekt, at daglig leder og socialrådgiver på nuværende tidspunkt deler det daglige ledelsesansvar. Der er endnu ikke truffet afgørelse om, hvad der på sker på sigt, da dette bl.a. beror på hvorledes tilbuddet skal fortsætte *der henvises til rapporten fra det anmeldte tilsyn Side 11