Den rådne banan et politisk valg?

Den rådne banan et politisk valg? Da jeg fornyligt læste Politiken-artiklen Der er blevet langt til Kølvrå, fik det mig til at tænke over den hastige udvikling i Danmark, såvel som i resten af verdenssamfundet. I artiklen fortæller direktøren for Dansk Detail, Jens Birkeholm, om opvæksten i den lille, jyske by Kølvrå. Han beretter i sin fortælling om den udvikling, som den lille by har gennemgået, siden han var barn. Dengang havde Kølvrå egen slagter, tøjbutik, elektriker og en lang række andre butikker, som udsmykkede et flot butikstorv, som desuden bugnede af liv og glade dage. Efterhånden gjorde en række politiske beslutninger, ifølge Birkeholm, det dog langt sværere for butikkerne at overleve, og byen er i dag endt som en del af Udkantsdanmark, eller den rådne banan, som vi ofte hører det i medierne. Artiklen fik mig som sagt til at reflektere. Jeg kom til at tænke over hele Udkantsdanmarksproblematikken og over, hvordan vort samfund ændrer sig. Debatten om, hvordan man skal løse konflikterne i og omkring Udkantsdanmark, raser for fuld styrke i tv, nyheder og aviser. Efter at have læst Birkeholms artikel, måtte jeg nikke genkendende til en række af de problemstillinger, som han opstiller. Jeg er godt nok ikke, som Birkeholm, født i den såkaldte rådne banan. Jeg voksede op i en del af landet, der i de sidste mange årtier har befundet sig i en konstant ekspansion, Aarhus. Nye bydele og bygninger skyder i vejret, havnen udbygges år for år, og der bygges en ny, topmoderne letbane, som på moderne og effektiv vis skal transportere aarhusianerne rundt i byen. Efter opvæksten i Aarhus flyttede jeg med resten af familien til Thyholm i Vestjylland. Opvæksten i Aarhus gav et iøjnefaldende perspektiv på de kontraster, der befinder sig mellem storbyen og landdistrikterne i den rådne banan. Omtrent 2 kilometer fra mit hjem, en gammel gård omgivet af marker, ligger den lille landsby, Uglev. Da min familie og jeg i vinteren i 2009 rykkede fra den lille 3-værelses lejlighed i Aarhus midtby til den landlige idyl på Thyholm, fandtes der stadig en slagter, en bank samt en mindre købmandsforretning i den lille landsbyflække. I dag er alle butikker lukket. Når jeg om morgenen cykler gennem byen på vej til toget, ser jeg dag for dag, måned for måned og år for år, flere og flere bygninger forsvinde fra bybilledet. Der efterlades underlige, tomme rum mellem

husene i byen, og landsbyen forvandles langsomt til en mere og mere øde flække. Ligesom Jens Birkeholm beskriver det, så var det ikke altid sådan. Engang var alting anderledes. Da min papfar voksede op, var tiden en helt anden. Byens lokale torv var fyldt med butikker og liv, man handlede altid lokalt og de fleste af beboerne i byen arbejdede i byen eller tæt på. Sådan er det som bekendt ikke længere. Men hvem bærer egentlig skylden for, at butikkerne lukker? Er det, som Birkeholm mener, politikere og beslutningstagere, der bærer ansvaret, eller ligger skylden i virkeligheden hos befolkningen i randområderne? Da regeringen, med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, i oktober sidste år annoncerede planer om at flytte op mod 3.900 fra hovedstatsområdet til yderområderne, for at komme problemet til livs, pustede det yderligere liv i debatten om, hvem der bærer skylden for problemet, og hvordan man bedst løser det. Forslaget om at flytte de statslige arbejdspladser fra hovedstatsområdet til yderområderne fik komikeren og debattøren Michael Schøt til at kritisere provinsforkæmpernes tankegang om de onde københavnere, der grådigt har hugget alle de statslige arbejdspladser og beholdt dem. Schøt argumenterede i samme ombæring for, at en tvangsflytning af statslige arbejdspladser ikke ville løse Udkantsdanmarks nedadgående spiral. I følgende sætning satte komikeren eftertrykkeligt sit synspunkt i debatten fast: Udkantsdanmarks problemer er ikke københavnernes skyld, eller EU s skyld, eller indvandrernes skyld det er fucking Udkantsdanmarks egen skyld!. Schøt skød med skarpt efter den dobbeltmoral, som han mener hersker i landdistrikterne. Komikeren beskyldte borgerne i Udkantsdanmark for at mangle borgersind og for at være nærige, når de handler. Når beboerne i et yderområde vælger at handle billigt ind i de større byer, i stedet for at handle hos de lokale købmænd, så står de, ifølge Schøt, selv til ansvar for, at butikkerne i nærområderne lukker. Schøt mener, at nærigheden hos de lokale er roden til den onde, nedadgående spiral i de små samfund, som i sidste ende forringer landsbyernes konkurrenceevner. Mod slutningen af debatindlægget udtaler Schøt: Man har aldrig nogensinde kunnet spare sig til en positiv samfundsudvikling. Hvis der er noget du gerne vil ha, så er du altså nødt til at betale for det. Hvis du ha at der er en lokal købmand, så du

nødt til at handle ind dér. Du er nødt til at bidrage til samfundet omkring dig, ellers kommer der ikke noget tilbage. Schøt putter yderligere brænde på bålet i den debat, der i øjeblikket brager afsted som et løssluppent lokomotiv. Overordnet tegner der sig et billede af et problem, som bunder i forskellige ideologiske udgangspunkter. Schøt forholder sig kritisk overfor lokalsamfundene med et forholdsvis liberalistisk tilværelsessyn, hvor man ikke kunstigt kan forbedre samfundsudviklingen i yderområderne ved at flytte statslige arbejdspladser. Udbuddet og efterspørgslen på arbejde er større i byerne, og udviklingen er ikke til at tage fejl af. Ifølge Schøt er man nødt til selv at yde en indsats, hvis man vil modvirke udviklingen. Men er svaret virkelig så entydigt, som han fremstiller det? Man må spørge sig selv, om det virkelig blot handler om nærige lokalbefolkninger, eller om der ligger andet bag. Skal vi lade verdensudviklingen gå sin gang og blot acceptere, at tingene ændrer sig, og at urbanisering er og bliver en mere og mere uundgåelig del af vores liv i nutidens Danmark? Men når man som Michael Schøt tager udgangspunkt i sagen fra en liberalistisk, konkurrenceorienteret vinkel, så risikerer man måske at miste nuancerne. For kan det virkelig passe, at man, fra regeringens side, slet ikke kan løse problemet politisk? Kan man ikke vedtage politiske forslag, som kan gøre det mere attraktivt at bo på landet? Ifølge en artikel, jeg for nyligt læste i Kristeligt Dagblad, vil op mod hver femte dansker, som bor i byen, gerne bo på landet. Men hvorfor flytter flere så ikke fra byen og til landet? I artiklen interviewes et forældrepar fra hovedstadsområdet, der for nyligt har byttet tilværelsen i København midtby ud med landlig idyl i det vestfynske. De taler om, hvor dejligt det har været at bytte byens stress og jag ud med fred, ro og egen have på Fyn. Når regeringen vedtager forslag om at flytte statslige arbejdspladser til udkantsområderne, er det et forsøg på at få flere til at gøre som føromtalte københavner-familie. Men er det vejen frem at tvinge familier til at rykke fra byen til landet? Hvis man skal forhindre den rådne banan i at blive endnu mere rådden, skal der altså gøres et eller andet så langt er de fleste enige. Men svaret på problematikken er muligvis langt fra så entydigt som i Schøt s forklaring, og skal måske findes andre steder.

Sociologer og andre kloge hoveder taler i stadig stigende grad om en konkurrencestat. I et stadigt mere globaliseret, internationaliseret samfund, er det nødvendigt med en stærk, konkurrencedygtig befolkning, som kan konkurrere med andre lande. I dag bør vi vælge vores uddannelse og bopæl efter, hvor der er bedst mulighed for at få et job i fremtiden. Administrerende direktører i de store virksomheder og forretningsmænd gransker og analyserer på Danmarks konkurrenceevne og placerer deres fabrikker og forretninger dér, hvor der er bedst chance for profit. I dag forholder det sig overvejende sådan, at de bedste uddannelses og jobmuligheder findes i de store byer. Størstedelen af unge gymnasieelever på min egen alder vælger at rive pløkkerne op, pakke deres tasker og så ellers rejse mod storbyerne. De bidrager derved til det, Michael Schøt kalder for Udkantsdanmarks nedadgående spiral. Vender man denne udvikling ved at flytte uddannelsesinstitutioner og statslige arbejdspladser til provinsen, sådan som regeringen forsøger, eller er dette blot et krapagtigt forsøg på at bekæmpe en moderne udvikling, som i sidste ende ikke kan bekæmpes politisk? Ligger ansvaret i virkeligheden, som Schøt fremstiller det, hos lokalbefolkningerne selv? Hvem er det i virkeligheden, der har fået bananen til at rådne? Skal lokalbefolkningerne i den rådne banan selv redde sig ud af denne situation ved at skabe bedre konkurrencemuligheder, og hvordan gør de det? Den langsomt rådnende banan skal under alle omstændigheder skiftes ud med en ny, moden version. Omstrukturering, fleksibilitet og udvikling er blevet nøgleord i nutidens konkurrence-samfund. Selvom medierne til tider tegner et dystert billede af udviklingen, så findes der også eksempler på en positiv udvikling, hvor lokalsamfund netop har formået at omstrukturere. Unge familier strømmer for tiden til den lille vestjyske by Klitmøller. Man valgte for nogle år siden, fra kommunen og lokalbefolkningens side, at investere kraftigt i surferkulturen omkring byen og bygge nye faciliteter. Under brandet Cold Hawaii har byen fået et helt nyt liv og image. Byen har forbedret sin økonomi og har tilpasset sig til konkurrence-staten. Der afholdes nu store surfkonkurrencer hvert år, og byen fremhæves af mange vestjyder som et eksempel på, hvordan man kan vende urbaniseringen og lokke folk til landområderne. I Klitmøller har en kombination af politiske og lokale tiltag om udbygning af surfer-kulturen, sat byen tilbage på landkortet og givet området et kæmpe økonomisk boost. Så måske er det slet ikke så urealistisk at genoplive de døde byer, som vi går rundt og tror? Måske har hverken Schøt eller Birkenholm knækket koden

til at løse Udkantsdanmark-problematikken? Måske skal vi, som man så ofte gør i et demokratisk samfund, lytte til begge sider af sagen og finde svaret et sted midt i mellem?