7: Eksegetisk gennemgang af 16,1-8

7: Eksegetisk gennemgang af 16,1-8 Oversættelse 1Da sabbatten var ovre købte Maria Magdelene, Maria Jakobs mor og Salome aromatiske olier og de kom for at salve ham. 2Meget tidligt om morgenen, dagen efter sabbatten, kommer de til graven efter solopgang. 3De sagde til hinanden: Hvem vil rulle stenen fra gravens indgang for os? 4De ser op og observerer 1 så, at stenen var væltet fra, fordi den var meget stor. Kontekstbestemmelse Fjernkontekst Perikopen er omhandlende tiden efter Jesu død hans tomme grav, som følger efter passionsnarrativet, Jesu ydmygelse, tortur og død. Nærkontekst Jesus er blevet korsfæstet på en fredag under Pesach og han dør på korset, hvorefter templets forhæng flænges. Samme aften tages han ned og Josef fra Arimatæas får udleveret hans lig og lægger ham i en klippegrav og vælter en stor sten foran. Maria Magdalene, Maria, Joses mor er begge er vidner til dette. Disse kvinder er de eneste angivne med undtagelse af Josef, som stadig er omkring Jesus - disciplene har forladt ham. Tidligt søndag morgen ankommer Maria Magdelene, Maria Jakobs mor og Salome til graven, og inde i møder de en hvidklædt ung mand. Efter den unge mand har talt til dem, flygter de fra graven. Parafrase 1 Kvinderne køber salver 1 Kvinderne præsenteres og de køber aromatiske olier, til at salve Jesus. 2-4 Kvinderne ankommer til graven 2 Kvinderne ankommer tidligt om morgenen, første dag i ugen og efter solopgang. 3 De spørger hinanden, hvem der skal hjælpe dem med at vælte stenen bort fra graven. 1 Har også at gøre med forståelse Side 1 af 5

4 De opdager at stenen allerede er væltet bort og det konstateres at den er meget stor. 5-7 Kvinderne indeni graven 5a Kvinderne ser en ung mand i hvidt tøj 5b Kvinderne forfærdes. 6a og b Den unge mand fortæller dem, at de ikke skal forfærdes og at de søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. 6cHan forklare at Jesus er opstået og ikke er til stede i graven 6d Han pointerer stedet hvor han havde ligget. 7a Den unge mand byder dem at gå til disciplene og Peter og sige at Jesus er gået forud for dem til Galilæa. 7b Han siger: At de skal se Jesus dér, som også Jesus har profeteret. 8 Kvinderne udenfor graven 8a Kvinderne går ud og flygter fra graven, fordi de var rystede. 8b De siger intet til nogen, fordi de er bange. Eksegese Kvinderne præsenteres i Markusevangeliet 16,1, på trods af at nogle næsten tilsvarende (15,40) allerede er blevet præsenteret. At Markus er ligeglad med uoverensstemmelsen i hvem kvinderne er, og at de skal nævnes to gange, må ud fra en redaktionskritisk vinkel siges at tyde på, at han her har at gøre med to forskellige traditioner som han har sammenskrevet (Hooker 2011: 385). Kvinderne bevæger sig ud til Jesu grav for at salve ham efter jødisk skik, hvor de opdager at stenen som skulle være udenfor graven er væltet bort. Her kan ses en analogi til templetforhængets splittelse (15,38) og dermed også en guddommelig indgriben. Dette indikerer en adgang til det guddommelige, hvor der før var en barriere (Willert 1997: 240). Da Jesus har været død siden fredag og de tager der ud tidligt søndag, er det bemærkelsesværdigt at de ønsker at salve ham nu, da liget kan formodes at været gået i forrådnelse. Aage Pilgaard er dog åben overfor muligheden af at et lig i en klippehule, godt ville kunne holde sig Side 2 af 5

(Pilgaard 1988: 235), hvilket ikke er en mulighed som synes åben for Morna Hooker (Hooker 2001: 383-4). De mange tidshenvisninger kan ses som et udtryk for kvindernes iver for at komme til graven og salve. Det understreges at det både er tidligt om morgenen og efter solopgang. De har ikke kunne gøre det på Sabbatten, men gør det så tidligt som overhovet muligt efterfølgende. Udover at tidangivelsen (den tredje dag) stemmer med de ældste bekendelser (1 Kor 15,4), kan den ses som symboliserende en ny begyndelse, analogt til at det betegner en ny uge (Kinukwa 1994: 108). Kvinderne møder inden i graven en ung mand, i en hvid klædning (νεανίςκον καθήμενον ἐν τοῖσ δεξιοῖσ περιβεβλημένον ςτολὴν λευκήν), som er en engel. Kvinderne reagerer med at blive forfærdet (ἐξεθαμβήθηςαν), som det er normalt ved mødet med Guds engle. Denne er en angelus interpres som formulerer opstandelsesbudskabet (Pilgaard 1988: 234-5). Englens forklaring på at Jesus ikke er at finde, er at han er blevet rejst/opvakt (ἠγέρθη). Den handlende i opstandelsen er således ikke Jesus selv, men må være Gud. Hermed er Jesu evangelium (1,1), blevet bekræftet og har fået guddommelig autoritet. Det er ikke blot Jesus evangelium, men tillige Guds (1,15). Derfor er det også så vigtigt for Markus at slå fast, at Jesus vitterlig var død (15,44-5), at kvinderne er i den rette grav (15,47) og at han indiskutabelt ikke er i graven mere (16,6d). Englens formelle sprog i sin omtale af Jesus tyder på at det er tidlig bekendelse (Hooker 2011: 385), hvilket også understøttes af den participiale form (Donahue 2002: 458). At det er kvinder, som er vidner til den tomme grav, er meget bemærkelsesværdigt. Kvinder er ikke blevet set som troværdige vidner og narrativet således som apologi ikke særlig overbevisende for samtiden 2. Kvinderne som centrale vidner, kan forklares ud fra at Markus forsætter sin brug af ironi. Det ironiske består i at lade kvinder vidne om opstandelsesbudskabet, når disse ikke er troværdige vidner. Dette passer godt sammen med, at passionen har haft flere ironiske træk. Salvingen i Betania fortages af en kvinde (14,3) og de tolv (mandelige) disciple lader Jesus i stikken under tilfangetagelse (14,50) og Peter benægter ham tre gange (14,68-72). Hvem er tilbage af Jesu disciple når det gælder og lidelsen truer? De mandlige er væk og tilbage er de mange trofaste kvinder, som er der, også ved Jesu korsfæstelse og død (15,40-1) og altså ligeledes ved kvinder ved som vidner til gravlæggelse (15,47) og den tomme grav. På den måde er de tilstede ved de vigtige stunder fra den tidlige tradition (1. kor. 15,3-4) (Kinukawa 1994: 94). Således danner beretningen et fundament for en opkvalificering af kvinder i et ellers patriarkalsk samfund. Englen byder kvinderne at sige til disciplene og Peter, at Jesus er gået forud til Galilæa (som profeteret i 14,28). At Peter nævnes eksplicit, skyldes hans fornægtelse af Jesus, og på den måde tydeliggøre englen Jesu tilgivelse, som rækker ud, selv til benægteren (Hooker 2011: 385) (Pilgaard 1988: 236). Kvindernes 2 På trods af dette mener bl.a. Bultmann, at den tomme grav er en apologetisk legende (Willert 1997: 234-5). Side 3 af 5

reaktion på det, som må være englens budskab, at Jesus er opstanden, er meget stærk og følelsesladet. De ikke bare går der fra, men flygtede (ἔφυγον) fordi de var grebet af skælven (τρόμοσ) og forfærdelse (ἔκςταςισ). Deres opgave fejler de, da de ikke siger noget til nogen. På den måde er de tilsvarende de mandelige disciple, de lever ikke op til de guddommelige krav som stilles dem. Pilgaard mener at deres reaktion og tavshed tjener til at budskabets overvældende og underfulde indhold stilles i relief (Pilgaard: 236). Hisako Kinukawa har et andet perspektiv: [T]he women must [ ] have communicated the news of Jesus resurrection in some way, and the disciples must have taken the news seriously by going to Galilee and meeting the resurrected Jesus. Otherwise evangelism would not have begun at all (Kinukawa 1994: 112). Og denne forskel mener jeg ikke bunder forskelligt syn på historiciteten, altså om nogle kvinder var de første til at konstatere Jesu tomme grav. Pilgaard bemærker at salvingen, som er begrundelsen for at kvinderne går til graven nok ikke er et legendarisk motiv (Pilgaard 1988: 234) og slåedes må have en historisk karakter. Den bratte slutning på Markusevangeliet og det forunderlige i at slutte med en præposition, har skabt forskellige tolkninger. Tydeligvis har slutningen være problematisk for nogle af de første kristne, da senere afslutninger er blevet tilføjet. Tekstkritisk må vi konstatere at disse er ikke fra Markus hånd. Den længerer slutning (16,9-20) er først og fremmet ikke bevidnet i de ældste manuskripter. Derudover er de ikke med i Markus version ud fra princippet om lectio brevior og den bidrager til dogmatiske forbedringer ved bl.a. at tilfører en missions- og dåbsbefaling. Den manglende troværdighed kvinder har som vidner, løses også ved at den opstandene Jesus nu viser sig for de mandelige disciple. Når jeg i det følgende udlægger den bratte slutning, gør jeg det med den forforståelse af, at Markus har haft til intention afslutte teksten her, med en bevidsthed om, at der forefindes mange andre alternative teorier. Konstateringen af at Jesus er opstanden og ingen beretning om mødet med ham, kan havde været nok, hvis vi antager at han og hans menighed, real reader, har oplevet den opstandende som nærværende i deres liv. Derfor har Markus valgt at skrive om Jesu jordiske liv, da opstandelsesnærværet ikke har været nødvendigt at beskrive yderligere. Med Kinukawa kan man sige at Markus epilog er en prolog. Det er begyndelsen på muligheden for et nyt liv med Jesus (Kinukawa 1994: 111). Dette understreges af at Markus laver et set up, at vi skal til at møde den opstandende Jesus, men at der intet pay off kommer, vel og mærke i narrativet. Han skal mødes udenfor teksten. Side 4 af 5

Litteratur Donahue, John R. & Daniel J. Harrington. 2002. The Gospel of Mark (Sacra Pagina). USA: Liturgical Press. Holmes, M. W. 2010. Reconstructing the Text of the New Testament. I: The Blackwell Companion to the New Testament. Udg. af D. E. Aune. Malden: Wiley-Blackwell. 77-89. Hooker, Morna. 2011. The Gospel According to St Mark (Black s New Testament Commentaries). USA: Baker Academic. Kinukawa, Hisako. 1994. Women and Jesus in Mark A Japanese Feminist Perspective (The Bible & Liberation Series). New York: Orbis Books. Malbon, E. S., 2008. Narrative Criticism: How Does the Story Mean? I: Mark and Method: New Approaches in Biblical Studies. Udg. af J. C. Anderson og S. D. Moore. Minneapolis: Fortress Press. 29-57. Nestle-Aland. 28.ed. 2012. Novum Testamentum Graece. Tyskland: Deutsche Bibelgesellschaft. Pilgaard, Aage. 1988. Kommentar til Markus Evangeliet. Århus: Aarhus Universitetsforlag. Willert, Niels. 1997. Den korsfæstede konge Kristologi og discipelbillede i Markusevangeliets passionsfortælling 1. England: Aarhus Universitetsforlag. Side 5 af 5