Hvidovre Kommuneatlas

Skov- og Naturstyrelsen og Hvidovre Kommune har kortlagt kommunens bevaringsværdige bymiljøer og bygninger. Resultaterne præsenteres i dette atlas. Samtidig skitseres de bevaringsværdige miljøers topografiske, historiske og arkitektoniske kvaliteter. Hvidovre Kommuneatlas Hvidovre Kommuneatlas Hvidovre Kommuneatlas Byer og bygninger 2000 Hvidovre Kommune Skov- og Naturstyrelsen Miljø- og Energiministeriet Skov- og Naturstyrelsen Miljø- og Energiministeriet

INDHOLD Forord / side 2 Indledning / side 3 Landskab og bebyggelse / side 4 Hovedtræk af Hvidovres historie / side 6 Arkitektoniske kvaliteter i Hvidovre / side 13 - Byen og landskabet / side 14 - Vestvolden / side 15 - Trafik, de store veje / side 16 - Hvidovre og vandet / side 17 - Hvidovrevej / side 18 - Risbjergkvarteret / side 19 - Bredalsparken / side 20 - Præstemosen / side 21 - Rebæk Sø / side 22 - Strandhaven / side 23 - Beringparken / side 24 - Engstrand Allé bebyggelsen / side 25 - Strandhavevej / side 25 - Phønixhusene / side 26 - Grenhusene / side 26 - Landsbyen Avedøre / side 27 - Avedøre Holme / side 27 - Avedøre Stationsby / side 28 - Avedøre Lejren side 30 - Hvidovre Torv / side 31 - Hvidovregade / side 31 Byggeskik i Hvidovre / side 32 Bygningernes bevaringsværdier / side 39 - Hvidovre Sogn / side 40-41 - Risbjerg Sogn / side 42-43 - Strandmark Sogn / side 44-45 - Avedøre Sogn / side 46-49 Bevaringsplanlægning / side 50 Litteraturliste / side 52

Hvidovre Kommuneatlas Byer og bygninger 2000 Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet i samarbejde med Hvidovre Kommune

FORORD Med Hvidovre Kommuneatlas er der sat fokus på de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier i kommunen. Hvidovre Kommuneatlas er blevet til i et samarbejde mellem Hvidovre Kommune og Skov- og Naturstyrelsen, som med atlasset har gennemført en registrering og kortlægning af bevaringsværdierne i kommunen. Dermed er der skabt et solidt grundlag for den fremtidige planlægning. Borgere, politikere og planlæggere i kommunen får bedre muligheder for at vurdere, hvilke kvaliteter der bør værnes om i fremtiden, og hvor der kan skabes mulighed for nybyggeri. Kommuneatlasset skal ses i sammenhæng med en række andre initiativer på Kulturmiljøområdet f. eks. Folketingets beslutning i 1997 om ændring af bygningsfredningslovgivningen. Bag ændringerne af denne lov ligger en ambition om at styrke arbejdet med de bevaringsværdige bygninger og byer, men absolut også et ønske om at inddrage en bredere del af befolkningen i bevaringsarbejdet. I forlængelse heraf udarbejdede Skov- og Naturstyrelsen i 1998 en vejledning om bevarende lokalplanlægning. Vejledningen rummer eksempler på, hvordan et kommuneatlas kan danne grundlag for forskellige typer af bevarende lokalplaner. Endvidere har kommunerne fået mulighed for at nedsætte et bygningsforbedringsudvalg, som kan yde økonomisk støtte til istandsættelse af bevaringsværdige bygninger. Udpegningen af de bevaringsværdige bygninger i kommune- og lokalplanlægningen kan med stor fordel ske med udgangspunkt i kommuneatlas. Bygningskulturen i Hvidovre har i en årrække været højt prioriteret i kommunens arkitekturpolitik, og bag dette kommuneatlas står en lokal følgegruppe, som har fulgt arbejdet tæt og i atlasset kommer med en række iagttagelser, synspunkter og anbefalinger. Hans Henrik Christensen Direktør Skov- og Naturstyrelsen Britta Christensen Borgmester Hvidovre Kommune Følgegruppen, bagest fra venstre: Otto Arp, arkitekt, konsulent Niels Erik Madsen, chefredaktør, Hvidovre Avis Peter Lougart, kommunalbestyrelsesmedlem Karl-Erik Høholt Jensen, grundejerforeningen Strandøre Leif Dencker, formand for Boligforeningen Hvidovrebo Ole Larsen, Sammenslutningen af grundejerforeninger i Avedøre og oldermand for Avedøre Landsbylaug Karsten Thøgersen, byplanlægger, Teknisk Forvaltning Poul Sverrild, arkivar, Lokalhistorisk Arkiv. Forrest og siddende fra venstre: Judith Laursen, planchef, Teknisk Forvaltning Anders Thanning, teknisk direktør Britta Christensen, borgmester Jens Kristensen, fhv. kommunalbestyrelsesmedlem Kirsten Andersen, arkitekt, Lokalhistorisk Selskab. Følgende medlemmer af følgegruppen var ikke til stede ved fotograferingen: Carsten Mejer, kommunalbestyrelsesmedlem Mikkel Dencker, kommunalbestyrelsesmedlem Børge Jensen, formand for Hvidovre Almennyttige Boligselskab Flemming Arp, Danmarks Naturfredningsforenings Lokalkomité Åse Lyngby Sørensen, Lejerbo Boligselskab Jesper H. Nielsen, arkitekt, konsulent Eske Møller, arkitekt, Skov- og Naturstyrelsen Hannelene Toft Jensen, historiker, Skov- og Naturstyrelsen 2

INDLEDNING Fra landsby til forstad Inden for en kort årrække fra omkring 1910-1950 blev Hvidovre Kommune helt forandret. Landsbysamfundet med spredte gårde og gartnerier blev til en forstadskommune, bebygget med parcelhuse, bungalows, rækkehuse og enkelte etageejendomme. Udgangspunktet for Hvidovre Kommunes bebyggelseshistorie er landsbyen med de spredte gårde. Fra omkring 1910 blev marker og engdrag erstattet af bebyggelse. Der opstod en befolkning af nybyggere, som ud fra den tids idealer om lys og luft og eget hus med have, var flyttet væk fra Københavns tætte kvarterer. Den første udviklingsbølge fra 1910 til 1925 fyldte store dele af Hvidovre med lysthuse. Derefter var det parcelhusbyggeriet, som prægede udviklingen op til 1945. Den sidste store udbygning var det almennyttige etageboligbyggeri fra 1945 til 1965. Udbygningen af Hvidovre efter 1945 blev på mange måder et billede på samfundets skiftende kultur- og boligpolitiske udvikling, og kan i nogen grad opfattes som et spejlbillede af velfærdssamfundets opbygning. En høj standard i de sociale institutioner og gode sunde boliger til rimelige priser blev målet. Rækkehuse og etageboliger skød op. Bredalsparken opførtes i tiåret 1950-60 og blev hurtigt kendt som et vægtigt socialt og arkitektonisk vellykket projekt, og et eksempel på, at etageboligbyggeriet blev eftertragtet i det nye velfærdssamfund, der i disse år var under hastig udvikling. Luftfoto af Hvidovre Kommune optaget juli 1999. Arbejdet med Hvidovre Kommuneatlas blev indledt i vinteren 1999 med indsamling af materiale og udarbejdelse af en forundersøgelsesrapport, der summarisk beskriver kommunens by- og bygningshistorie samt topografiske forhold. Følgegruppen, som har været det centrale midtpunkt i arbejdet, har herefter i samarbejde med konsulentfirmaet udvalgt en række bebyggede strukturer, bymiljøer og landskabselementer, som i det efterfølgende feltarbejde er blevet kortlagt, registreret og vurderet. Feltarbejdet omfattede endvidere en registrering af alle bygninger, der er opført før 1940. Som noget særligt for Hvidovre Kommune er registreringen udvidet til at omfatte en række udvalgte bygninger opført efter 1940, idet en meget stor del af det byggeri, der er identitetsskabende for Hvidovre, netop er opført efter 1940. Det har derfor været vigtigt for kommunen også at få en del af de bygninger, der er opført i denne periode, bygningsregistreret. I kommuneatlasset er foretaget to slags vurderinger. Den ene vurdering vedrører de bevaringsværdige sammenhænge de arkitektoniske kvaliteter i byen og omfatter det samlede bymiljø eller forskellige forhold i en bebyggelse. Den anden vurdering vedrører de enkelte bygningers bevaringsværdi. De to vurderinger giver ikke altid det samme resultat, når man ser på den enkelte bygning. Bygninger, der er dominerende eller udgør en del af et bevaringsværdigt bebyggelsesmønster, er derfor ikke nødvendigvis bevaringsværdige i sig selv. Følgegruppen har på dette meget solide grundlag erhvervet sig et godt overblik over bevaringsinteresserne i kommunen, som også borgerne via kommuneatlasset kan få del i. På de følgende sider i dette kommuneatlas er tekster, billeder, tegninger og kort sammensat i en helhed, som inddrager det samlede kulturmiljø: landskab, kulturhistorie og bygningskultur. Kommuneatlasset afsluttes med anbefalinger fra følgegruppen til det fremtidige bevaringsarbejde i kommunen. Luftfoto af Hvidovrevej ved Holbækmotorvejens gennemskæring. 3

LANDSKAB OG BEBYGGELSE Landskabets udformning Hvidovres landskab er fladt og skovløst. Naturlige søer findes ikke. Kommunen domineres af en lavtliggende moræneflade, der strækker sig fra Kalveboderne og Køge Bugt til kommunens øvrige grænser. Kysten bestod tidligere af lave strandenge; store dele af den oprindelige kystlinie er opfyldt og anvendes nu til rekreative formål og parcelhusbebyggelse, mens det lavvandede farvand foran er EU-fuglebeskyttelsesområde for især rastende andefugle. Et stort vådområde ved Avedøre Holme blev fra 1960 erne af et privat konsortium inddæmmet, tørlagt og udstykket til et 450 ha stort industriområde. Øst for Vestvolden ligger Avedøresletten som et større grønt område. Vestvolden, der blev anlagt i perioden 1888-1892 som en del af Københavns Befæstning, fungerede indtil 1920. Harrestrup Å, der tidligere var en særdeles vandrig å, afvander Damhussøen. Åen udgør i store træk grænsen mellem Hvidovre og Københavns Kommune. Åens vand var rent og bød på gode fiskemuligheder. I 1920 erne fik åen dog efterhånden mere karakter af åben kloak, og åen blev i folkemunde betegnet som Lorteå. De hyppige oversvømmelser og den ubehagelige stank fra åen generede de omkringboende, og åen blev derfor i den kommende tid reguleret, da Vigerslevparken blev anlagt langs med åen. Køge Bugt Strandpark, der blev anlagt i 1970 erne, åbnedes for offentligheden i 1980. Den store strandpark er kunstig natur med klitter og sandstrande fra Avedøre Holme og sydpå langs Køge Bugt. De første tanker om et sådant projekt blev formuleret helt tilbage i 1920 erne. Kort fra år 1900 over Avedøre Holme inden inddæmningen. I Hvidovre Kommune kendes kun få fortidsminder: Langhøj og gravhøjen Simonshøj. I Hvidovre er udgravet to mindre gravpladser fra henholdsvis ældre og yngre romersk jernalder. Geomorforlogisk kort 1:100.000 Kommunegrænse Inddæmmet areal Marint forland Morænelandskab Der er stadig store drivhuse på Avedøresletten. 4

Landskab og bebyggelse Den oprindelige Hvidovre Landsby lå med gårdene omkring en langstrakt åben plads, en forte, der senere udviklede sig til en egentlig landsbygade, Hvidovregade, parallelt med Harrestrup Å. Mod vest førte to markveje ud over det flade land, mens større veje førte mod nord til Roskilde Landevej, mod øst til Vigerslev og mod syd til Avedøre. I 1779 udskiftedes jorderne i landsbyen, og bønderne flyttede efterhånden ud på deres jorder, som overvejende var beliggende syd for byen. I 1901 bestod den samlede bebyggelse i kommunen af 30 gårde, 6 bolssteder (mindre landbrug), 50 huse, en skole, en smedie og et banevogterhus. Mod nord førte fra landsbygaden en vej til Roskilde Landevej og mod syd en vej ned til den nye landevej til Køge (Gammel Køge Landevej), som gennemskar kommunen mod syd. Sammen med en ny vej udenom den gamle landsbygade udgjorde denne vejstrækning Hvidovrevej, som i dag er hovedstrengen i kommunens bymæssige sammenhæng. Helt op til midten af 1920 erne var Hvidovre en decideret landkommune, men efterhånden udstykkedes flere og flere parceller, og byen voksede i de næste 40 år til at blive en af landets 10 største kommuner. Det er i dag svært at genfinde det gamle Hvidovre; men kirken, Rytterskolen og et par ældre huse langs den gamle landsbygade vidner stadig om den gamle landsby. Området Avedøre blev i 1974 tillagt Hvidovre Kommune, og med Avedøre Landsby fik kommunen en rigtig landsby omgivet af åbne marker. Syd herfor ligger Avedøre Stationsby, der blev opført i 1970 erne, og mod vest det lange forløb af Vestvolden, der knytter sig til de grønne strandenge sydligst i kommunen. Udsnit af Videnskabernes Selskabs kort fra 1768. 1:100.000. Fingerplanen. Fingerplanen I januar 1948 fremkom et skitseforslag til en egnsplan for Storkøbenhavn. Planen fik på grund af sin idé, hvor byudviklingen strålede radialt ud i fem retninger, navnet Fingerplanen. Byudviklingen skulle foregå omkring et system af S-togsbaner i hver af de fem fingre eller retninger. Landskabskilerne mellem fingrene skulle forblive ubebyggede og anvendes som rekreative områder for den voksende befolkning i Storkøbenhavn. Kilerne skulle være grønne områder, hvor skov, eng og marker afvekslende skulle afløse hinanden. Hvor fingrene mødte håndfladen skulle industrien placeres, mens de centrale boligområder skulle placeres i fingrenes knoer. Industriområdet på Avedøre Holme ligger således helt rigtigt i forhold til planens intentioner. Selve Hvidovre ligger i tommelfingeren, hvor bebyggelsen fortsætter langs Køge Bugt. Selv om der er lidt svømmehud mellem fingrene, er planen i dag stadig gældende. Den grønne kile, Vallensbækkilen, mellem tommelfingeren og pegefingeren (Roskildefingeren) er stadig i dag stort set ubebygget og skovområdet Brøndby Skov og Avedøresletten strækker sig langt ind i storbyområdet. Byerne langs Køge Bugt (tommelfingeren i Fingerplanen) er planlagt som perler på en snor omkring Køge Bugtbanens stationer. Efter planen skulle der være et center ved hver S-togsstation. Køge Bugt planen bygger på hovedprincipperne i Fingerplanen for København: Bysamfund omkring stationscentre, som bliver betjent af S-togsbane og motorvej. Fingerplanen skal opfattes som et princip, snarere end en detaljeret geografisk planlægning. Tommelfingeren mod Køge Bugt er således blevet meget lang og tynd. Men Fingerplanens idé har haft stor betydning for Storkøbenhavns udvikling, hvor den blev grundlaget for fremtidige tinglyste byudviklingsplaner for Københavnsegnen. Den grønne kile i Hvidovre præges af markante poppelhegn og drivhuse. 5

HOVEDTRÆK AF HVIDOVRES HISTORIE De ældste tider Landsbyerne Avedøre og Hvidovre med deres tilhørende jorder udgør det område, som Hvidovre Kommune i dag omfatter. I sin aktuelle udstrækning er Hvidovre Kommune en moderne konstruktion opstået i 1974 som del af kommunalreformen ved sammenlægning af Avedøredelen af Glostrup Kommune og den daværende Hvidovre Kommune. I dette afsnit gennemgås den lokale historie med særligt henblik på de forhold, som har været bestemmende for udformningen af bebyggelsesstruktur og -karakter. De ældste spor af menneskelig aktivitet i området er fundet på Avedøre Holme i form af resterne af en boplads fra Ertebølle-kulturen, ca. 2500 år f.kr. Men først fra bronzealderen findes endnu bevarede elementer i landskabet i form af gravhøjene Langhøj og Simonshøj i Hvidovre. Spor efter andre høje kendes fra navnestof og jordfund, f.eks. fra Frydenhøj i Avedøre. Landskabet struktureres Omkring 1720 blev den ny landevej mellem København og Køge anlagt langs Køge Bugt. Dermed kom landsbyerne Avedøre og Hvidovre til at ligge udenfor hovedfærdslen mellem hovedstaden og provinsen og uden direkte vejforbindelse til markedet i byen. Mod slutningen af 1700-tallet sank landevejen langs Køge Bugt ned til sognevejsstatus og blev efterhånden helt afbrudt mod Køge. Hermed kom de to landsbyer til at ligge endnu mere afsides i forhold til det overordnede vejnet. Hvidovre fik af Kong Frederik d. IV sin første skole i 1722, og Avedøre fik på lokalt initiativ sin egen skole i 1781. Den er i dag bevaret som Avedøres ældste bygning. Under landbrugsreformerne i anden halvdel af 1700- tallet udskiftedes jorderne, og fra den ældre landbrugsstruktur er kun navnestof bevaret i dag. Det gælder overordnede kvarternavne som Strandmarken og vejnavne som Ørager og Hvidovre Enghavevej. Landbrugsreformernes nye ejendomsstruktur med samlede bedrifter spejles i dag i det ældste overordnede vejnet, i de enkelte kvarterers vejnet og i vejes, bebyggelsers og kvarterers navnestof. På Avedøresletten ses endnu klare spor efter udskiftningens ejendomsskel i afgrænsningen. På dette tidspunkt rummede Hvidovre 27 gårde og 31 huse med i alt 303 indbyggere, og Avedøre bestod af 18 gårde og 19 huse med i alt 175 indbyggere. Kontinuerlig bebyggelse har der som minimum været fra før år 1000 e.kr. i landsbyerne Avedøre og Hvidovre. Begge landsbyer blev anlagt i god afstand fra kysten. Dette kunne sikre mod oversvømmelser og overraskelsesangreb. Landsbyerne er ældre end kristendommens indførelse, og i kirkebyen Hvidovre blev middelalderkirken derfor opført i landsbyens udkant ca. år 1200. Den kirkeløse Avedøre Landsby blev anlagt så langt mod nord i sine jordtilliggender, at grænsen til nabosognet Brøndbyøster kom til at gå gennem selve landsbyen, og enkelte af byens huse kom til at ligge i Brøndbyøster. Af betydning for landsbyernes liv og udvikling i århundrederne frem mod 1700-tallet var, at de begge lå på hovedlandevejen fra København mod Køge. Det betød blandt andet, at begge landsbyer fik kongeligt priviligerede kroer i anden halvdel af 1600-tallet. Ved kysten i Hvidovre lå et gammelt slæbested, hvis alder ikke endnu er fastslået, men som muligvis daterer sig til tidlig middelalder. Hovedparten af landsbyernes ejendomme tilhørte kirken indtil reformationen i 1536 og overgik derefter til kongelig besiddelse. Dahlbergs kort fra 1659 (1699) har Hvidovre og Avedøre liggende øverst til venstre omkring hovedlandevejen mellem København og Køge. 6

Nye grænser I forbindelse med Englandskrigene først i 1800- tallet blev en tidlig industri etableret ved Hvidovres gamle slæbested i Kalveboderne for enden af den nuværende Lodsvej. Her opstod et teglværk og et kalkbrænderi, som fungerede frem til omkring 1840. I 1807 blev Kalvebodernes Lodseri også etableret her og fungerede frem til slutningen af 1930 erne. Fra 1870 erne kom der igen udvikling ved Hvidovres slæbested, idet ophævelsen af Amagers monopol på fiskeriet i Kalveboderne åbnede for et fiskeri fra Hvidovresiden. Her etableredes i årtierne efter en lille fiskerkoloni ved siden af lodseriet. Anlægget af Københavns Befæstning skar Avedøres gamle forbindelse mod vest over. Vestvolden for enden af Avedøre Tværvej, okt. 1889. I Avedøre oprettede Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab i første del af 1900-tallet en forsøgsplanteskole for frugttræer, Plantagen, som en del af sit oplysningsarbejde. Den blev en forløber for den senere gartnerivirksomhed, som kom til at præge begge landsbyer markant i mere end 100 år. Med etablering af det første kommunestyre i midten af 1800-tallet kom Hvidovre administrativt til at orientere sig østpå som del af Frederiksberg-Hvidovre Kommune, medens Avedøre orienterede sig mod vest og fik sin gamle kirkelige forbindelse med Glostrup cementeret som en del af Glostrup Kommune. Samtidig blev den yderste nordlige del af Hvidovre skåret over ved anlægget af København-Roskildebanen, så blot en enkelt lille ejendom kom til at ligge nord for banedæmningen. 1844-1857 Frederiksberg-Hvidovre. 1857-1900 Hvidovre-Valby. Hvidovre Kommune har flyttet sig vestpå siden 1842. Som del af Frederiksberg-Hvidovre Kommune rakte den ind til Skt. Jørgens Sø. Ved Frederiksbergs udskillelse i 1857 opstod Hvidovre-Valby Kommune, som varede til 1901, hvor Valby, Vigerslev og Kongens Enghave blev indlemmet i København. Derpå udgjorde Hvidovres gamle ejerlav sin egen kommune frem til 1974, hvor Avedøre blev lagt til. Københavns Befæstning, hvis sydligste del skærer gennem Avedøre, skar også fra midten af 1880 erne den gamle forbindelsesvej vestpå fra Avedøre over. Sydvest for landbefæstningens afslutning ligger den vestligste del af Københavns søforsvar, Avedøre Batteri, som er opført i 1892. To af Avedøres gårde blev samtidig isoleret på vestsiden af forsvarsanlægget, og Avedøres århundredgamle kirkelige forbindelse med Glostrup blev vanskeliggjort i en grad, så Avedøre nu kirkeligt blev knyttet til Brøndbyøster Sogn. Kommunalt fortsatte Avedøre sin tilknytning til Glostrup. 1901-1974 Hvidovre. Fra 1974 og frem Hvidovre. Presset fra et København i stærk udvikling gennem anden halvdel af 1800-tallet mærkedes på den ene side i Avedøre og Hvidovre som en mulighed for at lægge landbruget om mod gartneridrift og på den anden side som en stærkt stigende spekulation i landbrugsejendommene. Det er dog kun i Avedøre, denne periode har sat sig væsentlige spor i de eksisterende kulturmiljøer i form af virksomheder og bebyggelse. 7

Sommerland I 1901 blev Hvidovre frigjort for sit kommunale fællesskab med områderne øst for Harrestrup Å: Valby, Vigerslev og Kongens Enghave. Med deres indlemmelse i København var det opfattelsen, at Hvidovre herefter ikke ville komme til at indgå i en bymæssig udvikling i de følgende årtier. Men allerede inden 1910 begyndte den parcellisering af Hvidovre, som på under 15 år udstykkede en trediedel af landbrugs- og gartneriarealerne til sommerhusgrunde. Udstykningsudviklingen foregik uden nogen form for overordnet planlægning eller idé. Når udstykkeren af en ejendom havde skaffet købere til parcellerne, blev udstykningen af ejendommen gennemført ud fra en plan, som alene havde som mål at sikre det størst mulige antal af parceller på det mindst mulige areal. Langs kysten udvikledes et sommer- og badeliv, som i 1928 førte til opførelsen af en stor søbadeanstalt. Herfra fik Hvidovre i en årrække adgang til rutebådstrafikken fra København ned gennem Køge Bugt. Fra midten af 1930 erne førte forureningen til delvist badeforbud, og strandsumpene langs Kalveboderne blev gradvist forringet, så attraktionerne ved den kystnære beliggenhed blev mindre oplagte. Parallelt med den omfattende udstykning af sommerhusgrunde foregik gennem hele perioden udstykning af gartnerier i både Hvidovre og Avedøre. I Avedøre opførtes i 1912 kaserneanlægget, Avedørelejren, som erstatning for Paradislejren. Fra 1917 fik Avedøre yderligere en militær flyveplads, som blev anlagt på Avedørelejrens eksercerplads vest for Vestenceinten. Parcelhusby Socialdemokratiet overtog i 1925 styret i kommunen efter de konservative bønder og gartnere, som havde styret siden kommunestyrets begyndelse. Magtskiftet kom til at symbolisere skiftet fra land- til bysamfund. I perioden frem mod 1945 skabtes hovedparten af det vejnet i Hvidovre, som i dag betjener parcelhuskvartererne, samtidig med at transformationen af de oprindelige sommerhuskvarterer til parcelhuskvarterer tog fart. Det blev i denne periode, den bymæssige udvikling slog igennem med store vej- og kloakanlæg i parcelhuskvartererne og med etablering af trykvand fra et kommunalt vandværk med tilhørende vandtårn. I midten af 1930 erne løstes trafikproblemerne på Hvidovrevej gennem anlægget af en omfartsvej, som lagde byens hovedgade vest for landsbyen. Den tekniske udvikling blev fulgt op af offentligt institutionsbyggeri, så Hvidovre i 1940 havde tre store byskoler og landets største sognebibliotek. Investeringerne skulle forsøge at følge med en befolkningsvækst, som i 1945 bragte Hvidovres befolkning op på 13.000 indbyggere. Sommerhuset på Hvidovre Strandvej er et godt eksempel på den vildtvoksende byggestil, som prægede Hvidovres parcelkvarterer fra første færd. Foto fra 1927. Marketenderiet på Hjørnagervej 7 viser den byggeskik, hvor behov og økonomi bestemte uden hensyn til æstetik. Billedet er fra 1919-1920. Med indretningen af et trinbræt på København- Roskildebanen i 1934 fik forstaden endnu en forbindelse til København som supplement til busruterne ad Køgevej og Vigerslev Allé. Udviklingen i Avedøre var forskudt med et par årtier, så det var kun et par sommerhusudstykninger/parcelhuskvarterer omkring Avedøregårdsvej og syd for Gammel Køge Landevej, som kom til omkring 1930. Den nye skole fra 1929 syd for landsbyen demonstrerede også med sin arkitektur udviklingsforskellen mellem de to områder. Avedøre Skole var fortsat en landskole. Fra 1930 erne blev såvel Hvidovre som Avedøre præget af offentlige jordopkøb. I Hvidovre var det især Københavns Kommune, som med købet af Spurvegårdens jorder i begyndelsen planlagde opførelsen af et hospital efter en forventet indlemmelse af Hvidovre, og som med købet af gården Friheden yderligere sikrede sig indflydelse på Hvidovres fremtidige fysiske udvikling. I Avedøre var det især staten som køber af gårdene Kastanienborg og Lysholm, som kom til at præge landsbyens udvikling, ligesom den militære tilstedeværelse og senere københavnske opkøb styrede udviklingsmulighederne. 8

Social byggeskik Med trinbrættet fra 1935 på København-Roskildebanen fik Hvidovre styrket sine forbindelser til byen. Det er karakteristisk for denne periodes udstykninger, at de var rettet mod en samfundsklasse, som efterspurgte et stykke jord til hus med have, men som så stort på den finere planlægning. Det gadenet, som opstod, afspejler gårdparcellernes placering. Sommerhusgrundene udstykkedes i de dele af Hvidovre, som lå tættest på grænsen mod København og ud mod Kalveboderne. Byens vækst nåede Hvidovre som et naturligt lag uden på den eksisterende by. Udstykningernes oprindelige karakter af sommerhusudstykninger afspejles endnu enkelte steder af sommerhuse, men i øvrigt var det almindeligvis købernes forventning, at det var kommende helårsgrunde, de anskaffede sig. Den brede samfundsmæssige udvikling i forbindelse med den store bolignød i årene efter 1917 fik afgørende indflydelse på udformningen af hus- og boligmassen i Hvidovre i de kvarterer, som på det tidspunkt var udstykket som sommerhusgrunde. I Hvidovre som i Rødovre blev ulovlig beboelse af sommerhuse et udbredt fænomén, og i Hvidovre kulminerede problemet omkring 1924, hvor antallet af ulovligt boende oversteg antallet af registrerede borgere. Den ulovlige beboelse betød, at en lang række huse, som alene var godkendt til sommerbrug, blev taget i anvendelse til helårsbeboelse på trods af, at deres standard på ingen måde kom i nærheden af det, som krævedes for helårsboliger. Det var ikke usædvanligt, at en familie boede på omkring 16-20 m 2 i et træhus med vægge af ét lag brædder beslået med pap. Konflikten blev løst i 1924 ved en generel dispensation, som accepterede det uundgåelige og sikrede de mangelfulde boligers eksistens gennem de følgende godt 30 år. Først i slutningen af 1950 erne blev det gennemført, at bygninger til helårsbeboelse skulle være grundmurede m.v. De mange helårsbeboede sommerhuse blev grundlag for en byggeskik, som vel er det nærmeste, man kommer en lokal byggeskik i forstaden Hvidovre. Kombinationen af familier med begrænsede midler og af, at husene var beboede året rundt, førte til en bebyggelsesudvikling, hvor husene gradvist voksede med ekstra værelser, førstesale, skalmuring, kviste og karnapper. Det blev en slags organisk arkitektur, hvor krydsfeltet mellem stram økonomi og kultur placerede æstetiske hensyn lavest, når behovene skulle tilfredsstilles. Strøbyvej 17. Fint og velproportioneret parcelhus bygget i 1928. Mange af disse sommerhuse eller lysthuse står i dag som skjulte kærner i midten af villaer, som er udviklet gennem flere menneskealdre. Hvidovres selvgjorte arkitektur udført med de forhåndenværende materialer er en funktion af den industrialiserede bys opdeling i en social geografi. Sommerhus på Bjeverskov Allé i 1920 erne. Huset blev anvendt til helårsbeboelse under bolignøden. Skelgården i Hvidovre i 1930 erne. En række gårde i kommunen vidner fortsat om en velstående bondebefolkning i perioden før første verdenskrig. 9

Etageboligbyggerier En helt ny periode startede i Hvidovre med den tyske besættelses ophør i 1945. De store planlægningstiltag, hvoraf Fingerplanen for hovedstadens fremtidige udvikling var det mest afgørende, kom til at præge udviklingen. Hvidovre lå inderst i Fingerplanens område, og det var fra starten klart, at Hvidovre ville få problemer med planen, idet kommunen var udspændt mellem to fingre, og det ville i overensstemmelse med planen ikke blive muligt at få et naturligt centrum. Avedøre lå derimod klar til fremtidens byplanlægning med sine store ubebyggede arealer og bedre centrering omkring den planlagte bane langs Køge Bugt. Spurvegården. Rosenhøj. Drivkræfterne bag den eksplosive byggeudvikling i Hvidovre i perioden 1945-1965 kom både inde- og udefra. Der var efterkrigstidens voldsomme bolignød, Hvidovres centrale placering i forhold til Hovedstaden, de store ledige arealer, en offensiv boliglovgivning samt en stærk lokal politisk vilje til at gå aktivt ind i arbejdet med tilvejebringelsen af sunde og billige arbejderboliger. Resultatet af byggeaktiviteten blev en række store og mindre byggerier indenfor kommunens grænser, hvor det nu er muligt at følge periodens udvikling i arkitektur, teknologi og lovgivning fra bebyggelse til bebyggelse. Friheden. Parcelhuskvarterernes store udstykninger havde koncentreret sig om de østligste og sydligste dele af Hvidovre, derfor kom de almennyttige bebyggelser til at koncentrere sig om Hvidovres vestlige dele. De meget omfattende byggeprojekter prægede udviklingen op gennem 1950 erne og skabte dermed det andet dominerende træk i kommunens bebyggelsesstruktur, blokbebyggelserne. I løbet af de 20 år fra 1945 var Hvidovre periodevis den kommune i landet, hvor byggetempoet var højest. Hvidovre blev eksperimentarium for de almennyttige boligselskaber og den spirende byggeindustri i en hektisk udvikling, som på de 15 år fra 1945 til 1960 stod for opførelsen af over 5.500 nye boliger. I samme periode tredobledes indbyggertallet fra 13.000 til 39.000, da der også blev opført et stort antal statslånshuse spredt over hele kommunen. Begyndelsen blev gjort med Hvidovreparken og Højgården i 1945-46, hvor forbilledet var stokbebyggelser fra 1930-erne. En planløsning, som også blev brugt i Arbejderbos Danalund. Bredalsparken. Altaner i Bredalsparken. 10

Med Lejerbos meget omfattende byggeri på Hvidovrevej holdt blokbebyggelsen sit indtog, og umiddelbart derefter bidrog Bredalsparken med en moderne parkbebyggelse, hvor solorientering blev et bærende princip. Her indførtes standardhøjde i dansk byggeindustri. Den stærke byvækst i Hvidovre kulminerede i første halvdel af 1960 erne med opførelsen af de store præfabrikerede betonbebyggelser, Rosenhøj og Friheden. Med disse bebyggelser var Hvidovre reelt udbygget, og der var nu kun plads til mindre udfyldningsbyggerier. Lejerbo. Spurvegården fra 1952 placerede sig med en ganske bymæssig blokbebyggelse med mange detaljer som et af kvalitetsprojekterne, medens Hvidovre Socialfilantropiske Boligselskab med bebyggelsen på Sognegårds Allé i gule sten og let anvendelse af betonelementer, viste en model for byggeri i den billigste ende. Ligeledes i første halvdel af 1950-erne indvarslede Hvidovrebos avancerede industrielle byggeprojekter på Engstrand Allé og Strandhavevej montageteknologien som fremtiden for dansk boligbyggeri. Med udarbejdelsen af projektet for Grenhusene i 1953 udtænkte arkitekt og forhenværende Kgl. Bygningsinspektør Svenn Eske Kristensen et meget tidligt tæt-lavt byggeri, som af økonomiske årsager først realiseredes sidst i 1950 erne. I Avedøre var det parcelhusbyggeriet, som prægede udviklingen i efterkrigsårene, og først i 1960 erne kom det almennyttige byggeri til at spille en rolle. Et enkelt kvarter, Strandhaven, fik en stram udviklingsplan, som skilte kvarteret ud fra samtlige øvrige parcelhuskvarterer. Bortset fra Strandhaven var udstykningerne ikke kvalitativt anderledes end i Hvidovre og Avedøre. Efter et ophold i storbyggerierne og et mindre prøveprojekt blev Avedøre Stationsby, som blev opført gennem 1970 erne, den foreløbige slutsten på de store almennyttige projekter i Hvidovre Kommune. Stationsbyen blev et skoleeksempel på det totalplanlagte byggeri, hvor rationaliteten i planlægningen var udstrakt til at omfatte forventningerne til beboernes liv. Avedøre Stationsby. Med åbningen af en S-togsstation på Roskildebanen i 1954 understregedes den voksende bymæssighed, og i 1952 fik Hvidovre ny status med borgmester og kommunalbestyrelse, og den nye værdighed blev markeret med to anlægsarbejder. I kommunens gamle centrum ved Hvidovre Kirke anlagdes Hvidovre Torv som en central plads med gode muligheder for udvikling af detailhandelen. Samtidig flyttede den kommunale administration bort fra samme område, da det nye rådhus blev bygget på bar mark halvanden kilometer længere mod syd ved siden af biblioteket. Indgangsparti fra Bredalsparken. Altaner. Danalund. I midten Engstrand Allé. 11

Udbygning Inddæmningen af Avedøre Holme var gennemført i 1966. I 1966 åbnede den første virksomhed på Avedøre Holme, og forventningerne til væksten i industriområdets arbejdsstyrke var store. Den kommende nye boligby i Avedøre, som blev planlagt omkring en S-togsstation på den forventede bane langs Køge Bugt, skulle efter planen levere boliger til arbejdsstyrken på Avedøre Holme. Sammenlægningen af de to bydele, Avedøre og Hvidovre, blev gennemført uden forsøg på at indrette infrastrukturen på det nye fællesskab. Gennem historien har de to bydele vendt ryggen til hinanden, og der er da også kun to forbindelsesveje mellem bydelene, som betjener alle trafikformer, Gammel Køge Landevej og Brostykkevej. I Hvidovre var slutningen af 1960 erne og begyndelsen af 1970 erne præget af investeringer i undervisnings- og fritidssektoren, skoler, stadiontribune, ishal, svømmehal m.v. I 1967 kom Hvidovres første egentlige store butikscenter i Friheden og lagde grunden til den decentrale centerstruktur, som stadig præger kommunen med detailhandelscentre i hver ende af Hvidovrevej og et stærkt udtyndet butiksstrøg imellem. Opførelsen af Avedøre Stationsby faldt sammen med to udviklinger, som kom til at præge Hvidovre Kommune i de efterfølgende årtier. Kommunalreformen nåede til Københavns Amt i begyndelsen af 1970 erne, og ét af resultaterne var flytningen af Avedøre fra Glostrup til Hvidovre Kommune, som fandt sted den 1. april 1974. Samtidig satte den økonomiske krise ind og kom til på afgørende vis at præge indflytningen i den nye by, som fik en anden social profil end planlagt. Med anlægget af Avedøre Havnevej som fødevej til Avedøre Holme og senere motorvejen langs Vestvolden og broforbindelsen fra Avedøre Holme til Vestamager blev Hvidovre Kommune rammet ind af storbylandskabets infrastruktur og skåret over på en måde, som besværliggør oplevelsen af en kommunal helhed. Ved Hvidovre Kommunes overtagelse af det tidligere militære anlæg, Avedørelejren, nyder kommunen godt af de funktionstømninger, som overgangen til en ny samfundsstruktur byder på. Arkitekt Svenn Eske Kristensens rækkehuse på Engstrand Allé var teknologisk revolutionerende. Byggeelementerne blev støbt på elementfabrik på stedet, og udstyret på byggepladsen var i 1953 endnu ganske primitivt. 12

ARKITEKTONISKE KVALITETER I HVIDOVRE Indtil omkring år 1900 var de eneste koncentrerede bebyggelser i kommunen samlet i Hvidovre og Avedøre landsbyer. Spredt i kommunen, og navnlig mod syd, lå de udstykkede gårde fra den ret store landsby, Hvidovre. Disse, ofte store, gårde havde deres væsentligste indtjening ved at levere landbrugs- og gartneriprodukter til hovedstadens voksende befolkning. Efterhånden som den industrielle byudvikling tog fart i begyndelsen af århundredet, voksede også boligbehovet for den ekspanderende arbejdsstyrke i København. På mindre end et halvt århundrede blev det meste af kommunens landbrugsjord gradvist inddraget til boligbebyggelse, og på de bare, flade markjorde voksede de nye forstadskvarterer frem. I Hvidovre blev der fra 1909 udstykket et stort antal småhusparceller, idet Kalvebod Strand kunne byde på rekreative tilbud som badning, sejlads og fiskeri. Det trak et stort antal købere fra de overfyldte brokvarterer til Hvidovre. Der blev foretaget store spekulationsopkøb af landbrugsjord, som hurtigt blev udstykket i det størst mulige antal parceller og solgt som billige sommerhusgrunde. Men lysthusene og sommerhusene blev efterhånden ombygget til helårshuse, og Hvidovre udviklede sig snart til en egentlig udflytterkommune. Bebyggelsen i Hvidovre var således i disse år en sær blanding af gartneri, landbrug, parcelhuse og lysthuse. Oversigtskort over arkitektoniske kvaliteter i Hvidovre. 1 Hvidovrevej, s. 18 2 Rebæk Sø, s. 22 3 Hvidovre Torv, s. 31 4 Hvidovregade, s. 31 5 Præstemosen, s. 21 6 Risbjergkvarteret, s. 19 7 Vestvolden, s. 15 8 Landsbyen Avedøre, s. 27 9 Bredalsparken, s. 20 10 Hvidovre og vandet, s. 17 11 Grenhusene, s. 26 12 Beringsparken, s. 23 13 Phønixhusene, s. 26 14 Avedørelejren, s. 30 15 Engstrand Allé, s. 25 16 Avedøre Stationsby, s. 28 17 Strandhaven, s. 23 18 Strandhavevej, s. 25 19 Avedøre Holme, s. 27 Selv om Hvidovre Kommune i dag er præget af en bygningsmasse, som er opført inden for et forholdsvis kort tidsrum, har udviklingen alligevel aflejret sig som forskellige strukturer og lag. Udskiftningstidens arealfordeling har således sat sig tydelige spor i den overordnede bebyggelsesstruktur. Sporene af de store gårdmatrikler tilhører den ældste udvikling i kommunen. Risbjergårdkvarterets struktur har underlagt sig udskiftningstidens arealfordeling. Kvarterets veje og grundstykker er underlagt denne tidlige matrikulering og typisk for området er, at vejene løber skråt ind mod Hvidovrevej. Vejene er flere steder udlagt som alléer, alléer, hvoraf nogle tidligere førte op til gårdene. Men den bymæssige bebyggelse, der i 1920- og 30 erne rejste sig på de flade, bare marker i Hvidovre, var på ingen måde planlagt eller reguleret. Den eneste regulering drejede sig om bygningsmæssig sikkerhed, sundhed og vejmæssige forhold. Hvidovre blev en bydel med en planløs, spredt bebyggelse, hvor detailhandelen opstod spredt ud over hele bebyggelsen i kommunen. Den store spredning afspejlede Hvidovres grundlæggende problem at byen var uden centrum. Hvidovre spænder således over både by og land. Det viser sig tydeligt ved grænsen mellem boligområderne og den ubebyggede Avedøreslettes marker. I kommunen findes en række forskellige bydele, hver med sine karakteristiske træk og kvaliteter. Mod øst havebyerne og parkbebyggelserne med den gamle hovedgade Hvidovrevej som et bymæssigt midtpunkt. Mod vest det åbne land med Stationsbyen, Avedørelejren og Avedøre Landsby. Der er således store individuelle forskelle på de forskellige bydele, der bryder den monotoni, som ofte præger storbyernes forstadskommuner. Hertil kommer en række markante landskabstræk som Vestvolden, Harrestrup Å, Avedøresletten samt strandengene mod Avedøre Holme. Disse landskabelige elementer omkranser størstedelen af kommunen og tilfører den bymæssige bebyggelse en række markante grønne træk. Grønne områder i Hvidovre Kommune. Dominerende træk Et dominerende træk i Hvidovre Kommune er de grønne bælter, der omgiver kommunen: Vestvolden, Avedøresletten, Mågeparken, Strandengen, Lodsparken og Kystagerparken med beliggenheden ud til Kalveboderne samt de grønne arealer ved Harrestrup Å. Som et andet væsentligt træk kan nævnes kommunens skarpe opdeling i to vidt forskellige områder: et åbent landskabeligt område, der knytter sig til Vestvolden og et bebygget, mere bymæssigt område mod øst, der går ud til Harrestrup Å. Endvidere præges kommunen af byens lange hovedgade, Hvidovrevej. Bebyggelsesmønstre I kommunen findes et stort antal områder med hver deres specielle karakter og udformning. Dette er overvejende betinget af de boligpolitiske vilkår samt de arkitekturtendenser og strømninger, der har præget boligbyggeriet igennem store dele af 1900-årene. De store parcelhuskvarterer, Bredalsparken og Avedøre Stationsby er eksempler på denne forskellighed. Byarkitektoniske elementer Pladser, vejkryds, gadestrækninger og markante bygninger danner sammenhænge og steder, der fremstår som knudepunkter i kommunen. I Hvidovre findes imidlertid ikke mange eksempler på markante og arkitektonisk fremtrædende byelementer. I atlasset beskrives Torvet og Hvidovres gamle landsbygade som eksempler på byarkitektoniske elementer. 13

Byen og landskabet Hvidovre er et krydsningspunkt mellem land og by. Hvidovre afgrænses mod øst af Harrestrup Å med de tilknyttede grønne områder samt mod vest af Avedøresletten, hvor den bymæssige bebyggelse har en klar og skarp afgrænsning mod det åbne land. Mod syd møder kommunen vandet ved Køge Bugt. Her var tidligere et stort strandengområde, Kalveboderne, med store vidtstrakte rørskove ved den slyngede kystlinie med småøer og holme. I dag er en stor del af kystlinien reguleret ved inddæmning og opfyldning. Det åbne landskab Avedøresletten er en vigtig kvalitet for det store byområde og det eneste sted i kommunen, hvor man kan iagttage, hvordan landskabet så ud, før Hvidovre Kommune blev bebygget. Her findes stadig enkelte store gartnerier, som der tidligere var så mange af i Hvidovre. Kystagerparken med den karakteristiske ski- og kælkebakke (Bjerget) og Lodsparken møder byen ved den lavere parcelhusbebyggelse mod sydøst. Det er et landskabeligt element, der ligger hen som et stort, frit landskab bevokset med birk, hassel og hvidtjørn præget af nærheden til vandet. Især fra Lodsparken, som er meget lidt beplantet og mest henligger med græsbevoksning, ses kontakten til vandet med Kalvebodbroen og det store Avedøreværket i baggrunden. Lodsparken har endvidere en lille historisk dimension, idet resterne af byens tidligere lods- og industrihavn ligger her. Luftfoto af Hvidovre set fra sydvest. Sydøst for Langhøjskolen ligger et stort strandenglignende område. Ud for skolen er adgangen til området i praksis ret begrænset, idet den store parkeringsplads og indhegningen af fodboldbaner m.v. aflukker området for rekreativ brug. I forlængelse af Søstjernevej ligger en fin lille runding, hvorfra der er stiadgang til området. Langs med Mågevej ses den ret tydelige grænse mellem by og land; her møder byen landskabet ved Mågeparken, der mod vest afsluttes i den store grav fra Vestvolden. Mågeparken er et meget kuperet område og er præget af træbevoksning samt af kanaler til afvanding og regulering. Det kuperede terræn er ikke naturligt, men derimod resultat af jordreguleringer i forbindelse med anlæggelsen af motorvejen. Vestre Strandvej, der er en del af Voldgaden, har sit forløb parallelt med Vestvoldens sydlige del. Vestvolden fremtræder som en høj, grøn væg på den ene side af vejen, på den anden side ligger en parcelhusbebyggelse, der på dette sted skaber en skarp overgang mellem naturen mod vest og bebyggelsen mod øst. Avedøre Stationsby, beliggende syd for Avedøresletten tæt ved Vestvolden, er omgivet af en bymur i form af tre-etages høje boligblokke. Nord for Brostykkevej ligger langs Byvej en spredt bebyggelse med større eller mindre marker på begge sider af vejen. Markante poppelrækker inddeler landskabet, og minder om tidligere tiders gartnerier i området, hvoraf der stadig er store sammenbyggede drivhuse mod øst. Fra Stavnsbjerggård ved Holbækmotorvejen er der frit udsyn mod syd ned over Avedøresletten. Det er et meget vidtstrakt landskab, der indrammes af høje lange poppelrækker. I nærheden af Vestvolden virker poplerne som markante og karakterfulde vægge i forhold til den væg, som Vestvoldens beplantning udgør. Der dannes på denne måde nogle karakterfulde grønne rum. Sydligst i denne store udsigt ses konturerne af de mægtige Avedøreværker. Forholdet mellem byen og landskabet er i mange områder af Hvidovre uden væsentlig betydning, idet landskabet i store dele af byen hverken fornemmes eller opleves. I kommunens nordvestlige del mellem Avedøre Stationsby og Avedøre Landsby ligger det store frie landskabelige område Avedøresletten tillige med det store område nord for Avedøre Flyveplads ved Gammel Køge Landevej. Vestvolden danner en smuk og klar afgrænsning af de landskabelige områder. Endelig skal nævnes de grønne kiler ned mod vandet og kyststrandområderne ved Kalveboderne, men den overvejende del af bebyggelsen i Hvidovre relaterer sig imidlertid ikke til disse landskabelige værdier. Harrestrup Å, som afgrænser Hvidovre og Københavns Kommune er generelt ret vanskeligt tilgængelig og ikke noget væsentligt aktiv for kommunen. Enkelte steder er der dog mulighed for at komme til åen blandt andet i den sydligste del af Vigerslevparken, men ellers er det boligbebyggelser og parcelhusgrunde, der går ned til åen. Fra Vestvolden er der en smuk udsigt ud over den ubebyggede Avedøreslette. 14

Vestvolden Vestvolden strækker sig som et over 100 m bredt bælte i et cirkelslag rundt om København i en afstand af ca. 10 km fra Rådhuspladsen. Vestvolden er et kulturhistorisk og landskabeligt monument, der blev opført som en del af Københavns Landbefæstning i årene omkring 1890. Landbefæstningen bestod af Vestvolden fra Avedøre til Utterslev Mose, og nordvest herfor af en række forter og batterier, der kunne suppleres med et oversvømmet område fra Utterslev Mose til Øresundskysten. Vestvolden er med sine næsten 15 km et af verdens længste sammenhængende fæstningsværker og endvidere et af datidens mest moderne anlæg, opført efter tegninger og planer af oberstløjtnant i ingeniørtropperne, E. J. Sommerfeldt. Volden blev opbygget med forvold, der bestod af en 3,5 m dyb og 16 m bred våd grav samt hovedvolden, der var 10 m bred foroven og op til 7 m høj. Langs voldens østlige side blev anlagt en kørevej, den 6 m brede Voldgade, der flankeredes af allétræer. Fra Voldgaden fører trapper og ramper op til voldgangen, hvor magasiner og kasematter af forskellig art var indbygget i volden. Volden var i princippet en række sammenhængende kaponierer med ca. 200 kanoner og yderligere suppleret af et 6-kanoners batteritog, der på jernbaneskinner hurtigt kunne føres i position i tilfælde af et angreb. Fæstningen blev nedlagt i 1922 og har således kun fungeret som forsvarsværk i omtrent 30 år. Voldområdet blev først åbnet for offentligheden i 1960 erne. I dag er Vestvolden desuden bindeled for Brøndbyskoven, den grønne kile fra Vallensbæk mod Hvidovre og Køge Bugt Strandpark. Vestvolden blev fredet i 1994 og ejes af Skov- og Naturstyrelsen. Snit gennem Vestvolden. Vestvolden med voldgraven. Vestvolden møder i Hvidovre Kommune den bymæssige bebyggelse ved Gammel Køge Landevej samt ved Avedøre Stationsby. Ellers fremstår volden med sit lange og homogene forløb som en skarp grænse mod det åbne land, Avedøresletten, som har et vildt eller naturligt præg med små bevoksninger af tjørn og buske på de små bakker i området. Der er kun få veje til Hvidovres del af Vestvolden, f.eks. Avedøre Tværvej, der fører til Vestvolden fra Avedørelejren. De fleste tilgange til volden er gangeller cykelstier. Området ved Vestvolden opleves som et roligt område, men motorvejen fornemmes med den stadige, uafbrudte trafikstøj i det fjerne. Dele af Avedøre Stationsby ligger relativt tæt op ad Vestvolden, og der dannes nogle klart afgrænsede rum mellem Stationsbyens omkransende, murlignende bebyggelse og Vestvoldens høje, markante trærække. Magasiner er indbygget i volden, hvis profil er næsten skjult af bevoksning. Vestvolden, 1:25.000. Voldgaden er kantet af store allétræer. 15

Trafik, de store veje De store veje og de mange stationer er trafikalt set en fordel for indbyggerne i kommunen, men f.eks. Holbækmotorvejens forløb gennem det centrale Hvidovre, både hvad angår terrænmæssige forhold og de nødvendige afspærringer, medfører flere uheldige og afbrudte vejforbindelser mellem kvartererne nord og syd for motorvejen. På den lille del af Vigerslev Allé, der ligger parallelt med motorvejen, ses resultatet af en afblænding mod motorvejen. Her er opsat et langt, højt plankeværk, bagved hvilket den stadige og jævne trafikstøj høres. Hvidovre er i dag stærkt præget af indfaldsvejene og jernbanelinierne til København. Den ældste vej mellem hovedstaden og Køge gik gennem Avedøre Landsby. Denne vej afvikledes i løbet af 1720 erne og afløstes af Gammel Køge Landevej, som stadig har sit oprindelige forløb. Gammel Køge Landevej er således Hvidovres ældst eksisterende indfaldsvej til København og har med sit forløb været forudsætningen for anlæggelsen af mange af de senere veje og bebyggelser. Hvidovrevej er ligeledes en ældre struktur og den omgivende bebyggelse har tilpasset sig Hvidovrevejs forløb. Både Gammel Køge Landevejs og Hvidovrevejs forløb virker således naturlige i sammenhængen. De store motorveje, Holbækmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen præger kommunen. Især Holbækmotorvejen, som gennemskærer kommunens nordlige del, er direkte synlig og tilstede i byen. Også jernbanen med en tværgående linie i nord og én i syd præger byen. I Hvidovre Kommune er der ikke mindre end 5 S-togsstationer: Avedøre Station, Friheden Station, Åmarken Station, Hvidovre Station og Rødovre Station. Holbækmotorvejen gennemskærer kommunens nordlige del. Gammel Køge Landevej er på en lang strækning præget af boligbyggeriet Beringparken, der med sine halvvalmede tage giver dette forløb af vejen en vis ro og stabiliserende karakter. København-Roskildebanen krydser Hvidovrevej nordligst i kommunen. De tre store øst-vest gående veje, der gennemskærer Hvidovre Kommune: Køge Bugt Motorvejen, Holbækmotorvejen og Gammel Køge Landevej, fører alle mod København. De krydses af de to nord-syd gående færdselsårer Avedøre Havnevej og Hvidovrevej. Hvidovrevej er i dag en moderne bygade og den gennemgående streng, der binder bebyggelserne fra nord til syd sammen. Et karakteristisk træk ved Hvidovrevejs forløb fra nord til syd er underkørslerne ved de to jernbanebroer, henholdsvis ved Hvidovre Station nordligst i kommunen og ved Friheden Station ved Gammel Køge Landevej. Hvidovrevej har forretninger og boliger og en blandet trafik i modsætning til f.eks. Avedøre Havnevej, som ligger mere vestlig og uden egentlig forbindelse med byen. Den er transitvej, hvilket understreges af, at den er facadeløs. Hvidovre Kommune, 1:50.000. Gammel Køge Landevej med boligbebyggelsen Beringparken til højre. 16

Hvidovre og vandet Hvidovre Kommune har tidligere haft en væsentlig tilknytning til vandet og stranden ved Kalveboderne samt mod Køge Bugt med de lave holme ved Avedøre. En del af befolkningen har tidligere ernæret sig som fiskere, og der har i 1800-årene været sælfangst fra kysten. Hvidovre og vandet, 1:25.000. De første sommerhusbeboere opførte i de første årtier af 1900 erne deres huse på små udstykninger ved Kalvebod Strand. Badelivet var en del af livet her, og da arealerne var lavvandede, opstod behovet for en badeanstalt snart. Hvidovre Søbad blev indviet i 1928 og eksisterede til omkring 1941. Der var turbåd fra Langebro til Køge, og rutebåden Strandgreven lagde til ved Hvidovre Søbad. Nutidens tæmmede og friserede områder langs Kalveboderne har været et vildt og uberørt naturområde. Det fladvandede farvand har været omgivet af udstrakte rørskove. Overgangen mellem vand og land var vanskelig at definere, idet kystlinien varierede med vandstanden. Kalveboderne er i dag forvandlet fra et bredt farvand omgivet af et naturvildnis til et snævert farvand omgivet af regulerede, kunstige kystlinier. I løbet af 50 år er rørskovene blevet ryddet, og farvandet begrænset til en bred sejlrende. Adskillige opfyldninger ændrede i første omgang området; men inddæmningerne i slutningen af 1930 erne mere end halverede vandområdet. Senere gennemførtes inddæmningen af Avedøre Holme i 1960 erne med den delvise afspærring af adgangen til vandet til følge. Lystbådehavnen, sommer... Hvidovre åbner sig i dag ikke mod vandet. De få grønne kiler, der kunne give kik og adgang til vandet, er lukket for udsyn. Et stort aktiv er dog forbindelsen til vandet langs den ikke gennemførte vej Engstrand Allé, som henligger som en grønning ud til Kystagerparken. Den grønne kile, Langhøjparken, har tidligere ført ned til Strandengen, men udsynet spærres nu af bebyggelsen Langhøjskolen og Hvidovre Teater. Enkelte steder langs Hvidovre Strandvej åbner bebyggelsen sig således, at der bliver udsyn og adgang til vandet. Hvidovre Lystbådehavn er rammen om et frodigt liv sommeren igennem, og er et stort aktiv for mange borgere i Hvidovre.... og vinter. Motiv fra Kalveboderne, 1920 erne. Tegning af Victor Johansen. Den markante ski- og kælkebakke (Bjerget) dominerer det nordligste strandengområde. Her ligger på kystsiden en række små huse, der giver mindelser om bebyggelsen fra 1920 erne. På Lodsvej ligger endnu nogle huse som reminiscenser fra fiskeri- og lodseritiden. Fra flere veje i kvarteret er der fine kik ud mod kysten og vandet. Der er stadig rørskov tilbage på en mindre strækning. 17

Hvidovrevej I midten af 1930 erne blev den nuværende Hvidovrevej anlagt uden om den gamle landsbygade. Sidevejene til Hvidovrevej følger stadig de gamle veje og markskel fra udskiftningstiden, og mange af bebyggelserne og kvartererne har navne efter de gårde, på hvis jorder de var opført. Hvidovrevej er næsten 5 km lang og er karakteriseret ved blandet bebyggelse, der veksler mellem ældre bebyggelse, stokbebyggelse langs med vejen samt parcelhuskvarterer, hvor alléer og veje løber lidt skråt ind mod vejen, idet de følger de gamle matrikelskel. Bebyggelsen fra stationscentret til Hvidovre Torv består af både en- og to-families huse med haver ud til vejen samt mindre boligblokke i op til tre etager. Bygningerne er således ret forskellige og giver strækningen en lidt opløst karakter, selv om bebyggelseslinjen langs vejen overvejende er opretholdt. Overfor Torvet, der markeres som en stor åbning i bygningsflugten, ligger Hvidovre Kirke og Rytterskolen som reminiscenser fra den gamle landsby og udgør et tyngdepunkt i Hvidovrevejs forløb. Mellem Torvet og Holbækmotorvejen opleves Hvidovrevej som en egentlig bygade, hvor den bymæssige karakter er fastholdt af de tre-etages boligblokke med forretninger i stueetagen. Hvor Holbækmotorvejen føres under Hvidovrevej ved Vigerslev Allé, dannes et stort diffust åbent rum uden markerede hjørner til afgrænsning. Umiddelbart syd for motorvejen ligger på vestsiden en række store, dominerende boligblokke, og på østsiden nogle tre-etages ensartede boligblokke med klare og veldefinerede bygningskroppe med klassicistiske træk som på den over for liggende kommuneskole, der markerer sig stærkt i gadebilledet med en stor rødstensbygning fra 1920 erne. Hvidovrevej syd for Holbækmotorvejen præges af Sønderkærskolen (til venstre) og Spurvegården (til højre). Mellem skolen og rådhuset er vejen bred og uden egentlig bymæssig gadekarakter. På østsiden ligger enfamiliehuse med haver ud til Hvidovrevej. Syd for Broholmkirken samler de ensartede boligblokke dog vejforløbet igen. Selve rådhuset er trukket tilbage fra vejen. Over for rådhuset ligger Risbjerggård, der tidligere var hovedbygning til en større gård. Bebyggelsen på strækningen fra rådhuset til Svendebjergvej karakteriseres af to- og tre-etages mindre boligblokke. Boligbebyggelsen Bredalsparken præger med de karakteristiske, skråtstillede blokke den ene side af Hvidovrevej. Omkring krydset ved Brostykkevej virker gaden noget opløst. På strækningen Svendebjergvej til Friheden Station er vejen mindre bymæssig med ganske få forretninger i de lavere enkelthuse og mindre boligblokke. Hvidovre Stadion er omgivet af høje lindetræer og danner et grønt og rekreativt område, men også et hul i bebyggelsesrækken mod øst. Rytterskolen og kirken over for Hvidovre Torv. Bredalsparken med de karakteristiske skråtstillede blokke præger Hvidovrevej syd for rådhuset. Hvidovrevej, 1:20.000. Den nordlige del af Hvidovrevej. Hvidovre Stadion. Hvidovrevej mellem torvet og Holbækmotorvejen. Hvidovre Rådhus. 18