1 28. dec. kl. 16.30 Julesøndag 118 Julen har englelyd 123 Her kommer Jesus dine små 117 En rose så jeg skyde 125 - Mit hjerte altid vanker 111 - Hør hvor englesangen toner Der er en ting, jeg mangler i den offentlige debat. Der er én ting, jeg savner forfærdeligt, når vi taler om, hvordan vi skal indrette vores kirke og lave samfund, der er én ting, der trænger til at blive talt op og få opmærksom. For det, man giver opmærksomhed, vokser. Det er glæden, jeg tænker på. Glæden. Kan det betale sig? Hvad får vi ud af det? Giver det overskud? Hvad koster det? Det er vore spørgsmål, det er i hvert fald rigtig tit mine egne spørgsmål. Og det er det jo også, når vi holder menighedsrådsmøde og når vi planlægger, hvad der skal ske i kirken. Jeg kan høre mig selv bruge et gammelt mundheld, når jeg vurderer, at det ikke kan betale sig at binde an med noget meget skrig og lidt uld. Vi spørger sjældent om, hvorvidt noget giver glæde. Jeg bliver så ramt af det, jeg selv siger nu, for jeg spørger heller
2 ikke selv om det. Giver det glæde? Giver det mennesker glæde? Det er jo også derfor evangeliet lyder, for at vi ikke skal sande til i vore egne begrænsede og indskrumpede tanker om verden, for at vore liv kan få den størrelse, som Vorherre har tænkt, og ikke den som vi undertiden selv får det til at have. Julesøndag, den her velsignede søndag i julen hjerte, huskes vi på, at det er det, vi skal spørge hinanden om, når vi stiller an med noget i kirken, ja vel de fleste steder. Og så kan vi måske så i anden omgang svare, at denne gang vil vi i stedet gøre noget for tænksomheden eller fællesskabet eller lave noget, der giver overskud - eller hvad ved jeg. Men glæden er det første. Og det skal vi også søge at få ind i vores samtale om, hvilket samfund vi vil have. Velfærd er ikke kun gratis hospitaler og økonomisk hjælp, hvis man er betrængt, velfærd er også at man har adgang til glæde, at glæden ikke er spærret inde, men er i frit løb. Glæden er i familie med troen og håbet, men om det er en følelse eller en stemning, det er ikke sådan at indkredse? Det
3 eneste, jeg ved, er, at glæden ikke umiddelbart er det samme som at være glad. Glæden kan findes, også når man sørger. Og måske er den de dér glimtvise erfaringer af, at vi selv i det dybeste mørke dog går på et lag af lys eller af, at der er sprækker i mørket, hvor Guds herlighed finder vej ind, fordi Gud er gået ind i verden og har gjort den til sin verden og ikke kun til vores verden. Hvorom alting er møder vi i dagens evangelium to, der bærer glæden i sig, Simeon og Anna. I det ydre er der ikke noget misundelsesværdigt over deres liv, navnlig ikke over Annas. Hun har givetvis været enke i en 60-70 år og levet det liv, der var fattige enker beskåret. Men hun har glæden. Og nogen gange ser jeg dem for mig, de to gamle, med deres gråhvide hår og furede ansigter, og lemmerne der har mistet den spændstighed, de havde førhen. Og dog, når jeg forestiller mig Simeon og Anna, så er det ikke det, at de er mærket af livets slid og hårdhed, der springer i øjnene. Det er deres øjne, det er glæden i deres øjne. De to gamle gør det tydeligt, at glæden kan bo i et menneske, selv om dets liv ikke er omkranset af ydre medgang. Det er noget andet, der skaber glæden. Og jeg tror, det har noget med Simeons og Annas fokus at gøre. De er ikke ret optaget af sig selv. De bruger ca. ingen
4 tid på at granske deres eget indre og mærke efter og finde kræfterne i sig selv eller det guddommelige eller hvad det er, vi søger, når vi graver indad. Simeons og Annas liv er forankret i et punkt udenfor sig selv. I Gud. I håbet. I forventningen. I troen. I tilliden til, at Gud Herren bærer deres liv, og at han vil gøre det, han engang lovede, nemlig at træde ind i verden i et menneskes skikkelse, at nedbryde skillelinjen mellem himmel og jord og lade mennesker kende sin vilje. Og det er vel derfor, de genkender Jesus, da de ser ham, fordi deres liv er rettet mod Gud. Mange andre i deres tid ventede Guds komme til verden som noget ikke så lidt mere spektakulært end et barn, et helt almindeligt barn. Om de to gamle var døde, førend de så barnet, der var blevet dem lovet, da tror jeg de var gået til deres fædre med tryghed i hjertet alligevel. Deres liv rakte ud ad og opad, deres liv udfoldede sig i tro og håb og tillid til Gud. Og glæden udsprang deraf. Og vel at mærke ikke kun en glæde for dem selv, men noget der omfattede alle. Og når de herefter fortalte om dette Guds barn til alle, de mødte var det vel netop fordi, de måtte dele ud af glæden; for modsat så meget andet, lever glæde af at blive delt, den vokser ved det.
5 - Måske er det med den som med meget andet, at den kræver øvelse og opmærksomhed? Og har stærke tråde ind i det, Salmebogen hedder kristenlivet og som vi vist ikke bruger i dagligsproget. Kristenlivet. Og bønnen. Og dette med vores forankring. At vi tænker vores liv som noget, der kommer oven ned og udspiller sig i en vekselvirkning med Gud og med de andre. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, desværre har jeg kun opskrifter på pebernødder og æbleskiver, ikke på glæde, den har ingen formel og jeg kan ikke lave den eller frembringe den. Men jeg ved, at verden drejer sig en smule, når jeg beder til Gud. Jeg ved, hvor forkrøblet jeg kan blive af optagetheden af mig selv og mit eget, jeg ved at Himlen pludselig kan omgive mig i mødet med andre, og jeg tror, at glæden begynder i den simple bevægelse, det er at løfte mit hoved fra blikket på min egen navle mod Gud og mod de andre. Amen