1 Den gode hyrde Det romantiske billede af hyrden, der vender hjem til folden med det vildfarne får over skulderen, som med rette er så elsket i den vestlige tradition, er som ikon ukendt i den østlige kirke. Her det et andet billede af den gode hyrde, der er blevet forlæg for fremstillingen af Den gode Hyrde - den hyrde, der virkelig sætter sit liv til for at redde fårene. Det tekstmæssige grundlag finder vi i Johs.10, hvor Jesus kalder sig selv den gode hyrde, der er fårenes redningsmand. Baggrunden er de tusindvis af fåreofre, der gennemførtes i forbindelse med den jødiske påskefest. Man fortæller, at vejene op til Jerusalem i denne tid beherskedes af store fåreflokke, der var på vej til templet i Jerusalem - på vej til den sikre død. Om aftenen slog man lejr, da man ikke kunne vandre med flokken i nattemørket. Det er en sådan lejr, hvor Jesus, den gode hyrde, trænger ind for at befri fåreflokken. I denne sammenhæng kalder han sig Døren - den dør, hvorigennem fårene går ud til friheden og redningen. Den mosaik, som vi reproducerer her, skildrer denne anden beretning. Det er den korsfæstede, men igen opstandne Kristus, vi ser sidde på klippen omgivet af sin fåreflok, som han har reddet ud nattelejren på vej til den visse død ved påskefesten i Jerusalem. Det viser hen til den Kristus, der har gæstet dødningkongens slot - som har sprængt Helvedes port i stykker og har tømt Helvede ved at befri alle, der var blevet ofre for ondskaben og døden og som nu holdtes fangen af de fordærvsmagter, der både dengang og nu truer med at lægge livet øde for mennesker. Han er redningsmanden, der skaber både fremtid og håb for mennesker - enten de er på denne eller den anden side af dødens grænser. Han er Den gode Hyrde. Den gode Hyrde, der sætter sit liv til for fårene.
2 Skytsenglen Englene møder vi i hele Bibelen fra den første begyndelse i Det gamle Testamente til det allersidste i Det ny Testamente. På græsk hedder en engel angelos og det betyder Sendebud - Guds sendebud til mennesker. Englenes opgave er at holde øje med hele Guds skabning og først og fremmest med mennesker, at de må finde den rette vej gennem livet - budbringere fra Guds skjulte virkelighed. Vi er omgivet af dem på alle sider og de beskytter os under deres vinger. Englene er åndelige væsener og kan derfor kun fremstilles som symboler, der dog låner træk fra menneskelivet. De er altid unge og smukke, fordi de i deres kærlighed til Gud fremstiller hans skønhed, hans kærlighed og hans omsorg for hele menneskeslægten. Gabriel er sandhedens engel, der skal åbenbare Guds virkelighed for mennesker. Derfor er det også ham, der bliver sendt til Maria for at fortælle hende, at hun skulle blive mor til Guds Søn, der fuldt og helt skal afsløre den hele virkelighed og lade den lyse ind i menneskers begrænsede virkelighed. Sct. Michael med sværdet er kampens engel. Han kæmper mod ondskabens magt og alle de dæmoniske kræfter, der truer med at lægge menneskers liv og verden øde. Derfor males han ofte iført rustning og udstyret med et sværd. Denne kamp er skildret i et medrivende billedsprog i Johannes Åbenbaring kap. 12. Englen kommer til Peter, da han sidder fængslet i Rom og kan se frem til en dødsdom. Lænkerne falder af hans hænder og han bliver reddet ud af trængsler og truende undergang. Det er værd at bemærke, at Peter først ikke fatter, hvad der sker, - at der er virkelighed. Først senere kommer han til sig selv og forstår, at Gud har sendt sin engel og udfriet ham. Vi kender ikke navnet på den engel, der bliver sendt til Peter. Det er en af de mange anonyme skytsengle, der tager vare på det enkelte menneske. Det er Den ortodokse Kirkes tro, at hvert enkelt menneske ved fødselen af Gud får givet sin egen skytsengel - til hjælp og støtte. Frygt ikke var Gabriels første ord til Maria ved bebudelsen. Det er i det hele karakteristisk, at englen hilser os med et frygt ikke, fordi de kommer som hjælpere i kampen mod alt det, som vi frygter og som
3 kan paralysere os, så det hindrer os i at vende os mod den hele og sande virkelighed. De samme ord frygt ikke, hilser skytsenglen os med, når han kommer til os som budbringer fra Guds virkelighed, som hjælper og som beskytter mod det onde og truende. Denne skytsengel kan vi vende os til hver morgen: Guds engel, min hellige vogter: Inderligt beder jeg dig: Oplys mig i dag med dit lys.
4 Sct. Georg - dragedræber Sct. Georg er en af de mest elskede helgener i Rusland, i England og for den sags skyld også i Danmark. Jeg tænker her på de mange Sct. Jørgensgårde, der har været spredt ud over landet. På dansk blev Sct. Georg nemlig til Sct. Jørgen og knyttedes sammen med sygehuse for spedalske og i det hele kampen mod svære og livstruende sygdomme. Georg er en virkelig eksisterende person. En romersk soldat fra 200-tallet, som blev kristen og som led martyrdøden under kejser Diokletian, der regerede fra 284 til 303. Hvordan de mange datidige vandrelegender om sejren over dragen er blevet knyttet sammen med Sct. Georg skjuler sig i historiens mørke. Farverne i ikonen er få og iøjnefaldende. Baggrunden er guld, der i enhver ikon symboliserer den guddommelige stråleglans og det himmelske - det uskabte lys. Guld er for ikonmaleren ikke en farve, men selve lysets symbol. Den aggressive røde farve, der symboliserer kamp, lidelse og død finder vi i Sct. Georgs kappe og hestens seletøj, mens hesten selv er helt i hvid. Hvidt er den farve, der kommer guldet nærmest. Den skabte verden gennemlyst af det himmelske lys. Derfor knytter den hvide farve motivet tæt til den guddommelige virkelighed - og får os til at
5 tænke på ærkeenglen Mikael - englen for kampen og sejren over de gudfjendtlige kræfter i livet. I Johannes Åbenbaring finder vi da også omtale af Sct. Mikael, der bekæmper dragen, der så sættes lig med slangen, djævelen og Satan - alle symboler for det onde og livsfjendtlige i tilværelsen. I kapitlerne 6 og 19 tales der til fuldkommenhed om Rytteren på den hvide hest. Vi møder også jævnligt billedet af Mikael som dragedræberen - men vil altid kunne skelne ham fra Sct. Georg, fordi han som engel - et himmelsk væsen - i modsætning til Sct.Georg altid vil være malet med vinger. Altsammen er det enkle, men kraftfulde symboler på lysets kamp mod mørket. Kampen mod ondskaben og alt det, der truer med at gøre et menneskeliv tomt og øde. Vi ser igen ind i den mørke åbning i klippen eller ned i dammens hemmelighedsfulde dyb. Ind i mørket, hvor dæmonerne og de onde ånder har deres bolig, og hvorfra de truer med at brede sig ud over verden. Sct. Georg er ridderen på den hvide hest - uden frygt og dadel, som sætter sig selv og alle sine kræfter ind på at bekæmpe ormekrybet. Han er kun et menneske. Men alligevel er hans kamp ikke over evne. Han har mødt lyset ovenfra, og dette lys er begyndt at oplyse ham indefra, - så vi er vidne til en dobbelt kamp: Kampen mellem lys og mørke inde i Sct. Georgs eget sind og kampen uden for ham selv - i verden - mod mørket der og mod alle de magter, der kan true med at gøre menneskelivet øde og uden håb og fremtid.
6 Joakim og Anna Joakim og Anna er ifølge traditionen Jomfru Marias forældre. Vi møder dem uden for Jerusalems byport - den der hedder Den Gyldne. Men før de er kommet så langt, har de haft en række vanskeligheder, der har måttet overvindes. Begivenheder har de oplevet, der i mangt og meget minder om bebudelsen forud for Johannes Døberens fødsel. Hverken Joakim eller Anna hører vi om i Det nye Testamente. Oplysningerne tilhører legendernes verden og er hentet fra et ikke autoriseret sktrift: Jakobs Forevangelium - fortællinger hentet fra tiden forud for Det nye Testamente. (Oversat af Knud Banning - Gads forlag 1980). (Vi møder også den hellige Anna på en anden kendt Maria ikon, hvor hun har fået navnet Anna Selvtredie, fordi vi der ser hende sammen med Gudsmoder og Jesusbarnet.) Den afbildede ikon er en typisk Novgorod-ikon med få detailler og lysende klare farver grønt, rødt og gult. Efter 20 års ægteskab har Joakim og Anna endnu ingen børn. Joakim bliver afvist i templet på grund af sin barnløshed, hvorefter han i sorg flygter ud i ørkenen. Fyrre dage efter viser englen sig - først for ham og siden for Anna - med løftet om, at deres barnløshed nu er til ende. Vi hører en tydelig genklang af fortællingen om Abraham og Sarah og deres barnløshed. Og
7 endnu en beretning fra Det gamle Testamente melder sig i erindringen. Hanna - Samuels mor - der også er barnløs, men som beder så inderligt om at få et barn, samtidig med at hun lover, at dette barn skal tjene Gud alle sine dage i templet i Jerusalem. Det samme bliver tilfældet med Jomfru Maria. Hele sin barndom og første ungdom tilbragte hun i Jerusalems tempel. Kærligheden er det centrale tema i den ikon, som viser Annas og Joakims møde uden for porten. Deres ømme omfavnelse. Deres samhørighed og deres fællesskab i tro og håb. Kærlighedens dynamiske magt, som kan bygge bro mellem mennesker og bane vejen for en hel ny begyndelse Altsammen et ekko, et genskin af den guddommelige kærlighed, som Gud nærer til sine børn. Det er Grundtvig, der i et beåndet øjeblik har formuleret linierne: Den blomst med sig fra Paradis, tog Adam og tog Eva... Ved ham (Kristus) den blomst til Paradis - på sælsom vis - skal end tilbagevende. Det betyder, at i erfaringen af den menneskelige kærlighed kommer et menneske så tæt på den guddommelige kærlighed, som det er muligt her på jord. Der møder vi skyggen af menneskets oprindelige bestemmelse - målet og meningen med et menneskes liv på jorden. Dette genskin er det, som lyser ud af ikonen med Joakim og Anna - far og mor til Jomfru Maria, der blev det menneskelige redskab til, at den himmelske kærlighed i Kristus tog bolig midt iblandt os.