1 Nollund Kirke. Mandag d. 6. april 2015 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. Salmer. DDS 243 Luk øjne op, al kristenhed!. DDS 234 Som forårssolen morgenrød. DDS 241 Tag det sorte kors fra graven!. - - - DDS 245 Opstandne Herre, du vil gå. Altergang: DDS 218 Krist stod op af døde. DDS 249 Hvad er det at møde den opstandne mester. Tekstlæsninger. Sl. 22,22b-32; Ap.G. 10,34-41; Luk. 24,13-35.
2 Evangelietekst. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem:»hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«de standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:»er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?hvad da?«spurgte han. De svarede:»det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«da sagde han til dem:»i uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:»bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:»brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«og de brød op med det
3 samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:»herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35. Prædiken. Han viste ikke foragt og afsky for den hjælpeløses nød; han skjulte ikke sit ansigt for ham, men hørte, da han råbte om hjælp. Denne beskrivelse af Gud hørte vi i gudstjenestens første læsning, der stammer fra en af de gammeltestamentlige salmer. Allerede på gammeltestamentlig tid lagde man altså vægt på, at Gud ikke udelukkende var interesseret i eliten; de magtfulde og rige. Han var ikke kun Hærskarers Herre, som han ind imellem kaldes i Det Gamle Testamente. Han var ikke kun den, der sikrede magthaverne sejr og rigdom. Han havde også øje for dem på samfundets bund; de hjælpeløse og nødlidende. Han var med andre ord Gud for alle uanset status og indtægt. At Gud ikke kun anser de succesfulde og formuende for at være noget værd er en beskrivelse, som ikke er forbeholdt Det Gamle Testamente. I Det Nye Testamente kommer Guds interesse i de nedbøjede og fattige til orde i julens beretning om Jesu fødsel i en stald. Gud lader sig føde der, hvor dem, der befinder sig nederst på rangstigen, hører til. Derfor er de første barselsgæster en flok ildelugtende og beskidte fårehyrder. Denne forståelse for de svageste mennesker bliver endnu mere tydelig langfredag, hvor Jesus henrettes som en simpel forbryder; som et samfundsmæssigt udskud. Han blev dømt i en tid, hvor der absolut ingen mulighed var for at påberåbe sig moderne menneskerettigheder. Tværtimod blev han udsat for hårdhændet tortur og en henrettelsesmetode, der skulle være så smertefuld og langvarig som muligt med den
4 simple begrundelse, at det måske kunne skræmme andre fra at følge i hans og andre korsfæstedes spor. For disciplene var det et voldsomt slag at miste Jesus. Gennem flere år havde de fulgt ham og lyttet til ham. De var blevet forundret over hans undergerninger, men de havde ikke forstået, at han mente det bogstaveligt, når han talte om sin død og opstandelse. Det oversteg deres fatteevne, fordi det i for høj grad modsagde deres erfaringer af, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt. Derfor følte de sig svigtet, da han modstandsløst havde ladet sig tage til fange og korsfæste. Denne følelse af svigt fyldte fra top til tå de to disciple, der var på vej til Emmaus. De var så nedslåede, at de knap nok havde energi til at sætte det ene ben foran det andet. Ham, de havde sat deres lid til; ham, de havde bygget hele deres tilværelse op om, havde ikke alene skuffet dem - han havde nærmere forrådt dem; overgivet dem til det modsatte af det, han havde lovet dem. Selv var han blevet forrådt af Judas, der havde udpeget ham til vagtmandskabet med noget så upassende som et kys. Som om der var noget som helst kærligt i at udpege et andet menneske til arrestation! Men måske havde Judas gjort det rette. Hans handling havde i hvert fald afsløret, at Jesus ikke havde været den, han påstod. I så fald havde han vel frelst sig selv, sådan som de spottende tilskuere til hans korsfæstelse netop havde opfordret ham til. Men nej! Jesus havde skreget efter Gud, som om hele hans fundament var blevet sprængt væk under ham, så han nu var i frit fald på vej mod den uafvendelige død. Og netop død var han nu. At nogle af disciplene påskemorgen havde konstateret, at Jesu grav var tom, gjorde blot deres fornemmelse af forladthed endnu større. Ganske vist påstod nogle af kvinderne fra Jesu følge, at de havde mødt nogle engle, der sagde, at Jesus var opstået fra døden, men disciplenes tillid til mirakelsnak var slået i stykker efter at Jesus havde undladt at udføre det sidste og strengt nødvendige, store mirakel; nemlig at befri sig selv fra korset. Spillet var tabt, og derfor skulle kvinderne holde deres ønskedrømme og ammestuesnak for sig selv. De to disciple havde mistet deres tro. De gik som i blinde med det eneste ønske at komme væk fra Jerusalem, for det var dér, troen var blevet
5 taget fra dem af ingen ringere end den, der i sin tid havde givet dem den. Deres faste tilflugtssted fandtes ikke længere. De var blevet åndeligt hjemløse. Erik Hagens: EsbjergEvangeliet (2003-2005), detalje. Foto: Poul Madsen, Profoto, Esbjerg. De to disciples hjemløshed er netop, hvad kunstmaleren Erik Hagens har skildret i en detalje på sit 135 kvadratmeter store kunstværk EsbjergEvangeliet. Disciplene kan ses på det uddelte papir. Med bare fødder i sandaler, men iført lange vinterfrakker, bevæger de sig forsigtigt søgende fremad. Maleriets detalje har den forhistorie, at Erik Hagens i 1999 opholdt sig nogle måneder i Litauens hovedstad Vilnius. Her var han ikke bare en traditionel turist, der besøgte byens seværdigheder. Tværtimod opsøgte
6 han først og fremmest repræsentanter for den lokale befolkning, hvorved han fik indblik i deres dagligdag og de glæder og sorger, der prægede den. Med sig havde han altid sin skitseblok, som blev flittigt brugt. På et tidspunkt så han et par hjemløse mænd, som han straks tegnede blandt en flok nedfaldende efterårsblade. På skitsen holder den ene af mændene sin hånd op foran munden, som om han hoster, mens den anden ser bekymret på ham og fører sin ene hånd hen for at give sin makker et opmuntrende klap på armen. 1 De to hjemløse er henvist til hinandens selskab og omsorg. Der er ingen hjælp at hente andre steder. Derfor er den enes sygdom også en trussel for den anden. Uden hinanden står de helt alene og er endnu mere hjælpeløse. Denne skitse brugte Hagens som udgangspunkt, da han skulle male emmausdisciplene. På detaljen i EsbjergEvangeliet er de to hjemløse gjort om muligt endnu mere hjælpeløse. Ganske vist har de hinanden at støtte sig til, men tilsyneladende er de begge blevet blinde. De raver rundt uden mål og med, fordi de har mistet det, de tidligere brugte til at orientere sig ud fra, nemlig troen på Jesus som frelser. De er i en sølle forfatning og har i høj grad brug for et nyt pejlemærke. Selvom Hagens skildrer de to disciple som materielt fattige og fysisk invaliderede, befinder deres nød sig på et åndeligt plan. Deres hjemløshed skyldes, at de har mistet orienteringen i selve livet. De er overbeviste om, at de ikke har noget hjem at vende tilbage til. Derfor går de som i blinde i forsøget på at finde et nyt udgangspunkt. Så vidt tror jeg, at Erik Hagens vil kunne acceptere min analyse af discipeldetaljen på hans store maleri. Han har en stor forståelse for, hvor invaliderende nød, ensomhed og manglende orienteringsevne kan have på mennesker. Han ved, at det er nødvendigt at have nogle pejlemærker i livet, som man kan udstikke en kurs fra. Men i kraft af at han ikke selv tror på Jesu opstandelse, begiver jeg mig nu ud i en fortolkning, som ikke kan tillægges kunstneren. 1 Erik Hagens: Vilnius. En kunstner og en by, Brøndum 2000, s. 44-45.
7 Ligesom Jesus viste sin forståelse for og solidaritet med de fattige og nødlidende i den beskidte stald og på korset, så gør han det også i emmausberetningen. Med den begrænsede fart disciplene har på, i kraft af at de har mistet deres åndelige kompas, er det ingen sag for den opstandne Kristus at nå op på siden af dem. Selvom det store ansigt, der fylder størstedelen af det gengivne udsnit, er tiltænkt en helt anden funktion fra Hagens side, er det svært ikke at kombinere de to motiver; disciplene og ansigtet. Disciplene befinder sig lige ud for ansigtets øjne. De bliver set! Derfor er det oplagt at forstå ansigtet som tilhørende Kristus, der ser og opsøger de hjemløse disciple for at oplyse dem om, at de bestemt ikke har mistet deres åndelige hjem. Tværtimod er hjemmets fundament blevet styrket i kraft af hans opstandelse fra de døde. Dette kan de imidlertid først se efter Kristi gennemgang af de bestemte gammeltestamentlige tekster, der kan forstås som forudsigelser af Kristi liv, død og opstandelse. Kristus lægger ikke fingre imellem. I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?, spørger han retorisk og svarer selv med en grundig gennemgang af de gamle tekster. Dette får disciplene til at spidse ører. Der er nemlig trøst i hans tale. Måske er de alligevel ikke blevet forladt. Måske kan troen genoplives. Måske er deres åndelige hjem slet ikke jævnet med jorden, men blot blevet forandret. Måske er de alligevel ikke hjemløse. Taknemmelige for den fremmedes forklaring inviterer de ham til aftensmad, da de når frem til deres bestemmelsessted i landsbyen Emmaus. Han takker ja. Senere, da de sidder omkring bordet og skal til at påbegynde måltidet, tager den fremmede et brød, som han velsigner, brækker i stykker og deler ud af til de to disciple. Denne handling får de to mænd til at tænke på situationen skærtorsdag, hvor Jesus delte brød ud til disciplene og kaldte det for sit legeme. I det samme går det op for de to, at det er den opstandne Kristus, de sidder til bords sammen med. Lige så pludseligt som dette går op for dem, er de ikke længere hjemløse; heller ikke selvom Jesus forsvinder i det samme. Det gør han sikkert for at understrege to ting: Dels at hans synlige nærvær ikke er nødvendigt for, at man kan tro på ham, dels at han netop er usynligt tilstede,
8 når vi holder nadver. Han kan også sagtens være til stede i andre sammenhænge, men netop altergangen har han så at sige bundet sig til, idet han kaldte brødet for sit legeme og vinen sit blod samtidig med at han opfordrede til, at man mindes ham, når man mødes for at spise sammen. Når man således mindes og forenes med Kristus i nadveren, får man bekræftet, at han ikke spekulerer i de skel, vi som mennesker sætter op mellem hinanden, for ved alterbordet er alle rige og fattige, tykke og tynde, smukke og grimme velkomne. Det er vi, fordi det kristne budskab udgør et åndeligt hjem, vi altid vil kunne vende tilbage til; et hjem, der gør, at vi aldrig er hjemløse. Amen.