2. påskedag 2015 salmer: 408, 236, 222, 248, den blå salme, post: jeg bliver mødt med åbne arme Af sognepræst Kristine S. Hestbech

Transkript

1 2. påskedag 2015 salmer: 408, 236, 222, 248, den blå salme, post: jeg bliver mødt med åbne arme Af sognepræst Kristine S. Hestbech Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem:»hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«de standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:»er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?hvad da?«spurgte han. De svarede:»det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«da sagde han til dem:»i uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:»bliv hos os! Det er 1

2 snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:»brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:»herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35 Prædiken: At gennemleve påsken er som at gennemleve en virkelig alvorlig livskrise. Først rider man igennem livet på sit skrøbelige æsel. Alle vinker opmuntrende til en og siger; Det skal nok gå. Alligevel går det ikke og man prøver at samle venner og familie omkring sig og man prøver at sætte ord på, hvor svært det hele er 2

3 og mens man sidder der og spiser og drikker og krænger hjertet ud, siger vennerne og familien, som et ekko fra disciplene skærtorsdag aften, - stadigvæk trøstende: Det skal nok gå alt sammen - og vi er her jo. Og fællesskabet er styrkende, men kampen med det svære er ens egen. En livskrise er ikke for mange. Ofte ikke engang for to. Man må alene igennem sin Getsemane-kamp, sine anfægtelser og sine livtag med livet og Vorherre. Det er et soloridt. Og smerten kan være lammende, lidende og livstom. Som blev sjælen korsfæstet. Og universet går under og man tror at smerten har sat sig i blodets pumpen 3

4 og aldrig nogensinde vil forlade ens matrikel igen. Kommer man igennem sin livskrise-korsfæstelse kan opstandelsen virke voldsom.. ER verden i farver? Smiler jeg virkeligt? Lo jeg? Som om Gud starter sin skabelse forfra og siger; Lad der blive lys, indeni én. Og mørket forandrer sig, opløser sig, som var der nogen der åbnede døren eller skubbede en sten, jeg slet ikke vidste havde taget bolig i mit hjerte, væk.. - Og livet trænger sig igen på nu ikke som noget rædselsfuldt irriterende og krævende som det var, da jeg lå krøllet sammen som papir inde i det elastiske hylster man kalder for huden, (Bjørn Rasmussen) 4

5 men som noget godt og rart og lyst. Og man kravler ud af sin livskrise som en rekonvalescent på vej til Emmaus, usikker og svag på sit skrøbelige æsel og håber at der aldrig, aldrig nogensinde vil komme en påske til mit liv igen.. Åh Gud, lov mig at der aldrig kommer en påske i mit liv igen. Men det gør der. For som Klaus Rifbjerg sagde: Livet er ikke for fastholdere. Og det står skrevet i livets tykke bog, Manualen, der følger enhver rejsekuffert i verden at hver eneste periode af livet sluttes med et nervesammenbrud. Og der er ingen vej udenom. Man bliver nødt til at møde op 5

6 - klar til næste runde, som nyfødt, forgrædt, udmarvet.. (Fra Halgrimur Helgasons; kvinden ved 1000 grader ) Nej, livet er ikke for fastholdere - og påsken kommer igen, - den guddommelige, som den årlige fejring og den jordiske som levet liv.. På den måde går den guddommelige og den menneskelige påske hånd i hånd, og påsken er derfor også en erklæring om den værdi som Gud giver menneskelivet. Og at du fejler, såres og bukker under gør dig ikke værdiløs, for Gud har været igennem det hele, så der ikke er et sted, en plet en erfaring som er gudstom. 6

7 Der er noget ødselt over Jesu korsfæstelse. Selvom det er ulækkert at sige sådan. Men det er sådan det er. Ekstremt ødselt. Og derfor også lidt spild. Ligesom da Maria hælder hundedyr salve ud over Jesu hoved og bruger en hel krukke. Hun ku da have nøjedes med en håndfuld. Eller da faderen slagter en hel kalv da sønnen endelig dukker op, - som om han havde fortjent det. Eller da vandet bliver til vin ved brylluppet. Hvem venter med at servere det bedste til sidst? Ødselheden. Spildtheden. Som drypper ned i påsken også. For der ER noget ødselt over korsfæstelsen. OG der er ikke en dråbe blod for meget. 7

8 Selvom det er ulækkert at sige sådan. Men det er sådan det er. Ekstremt ødselt. Selvom det også er ubehageligt. For intet menneske må dø på den måde - for min skyld For min skyld må intet menneske dø på den måde. Men ingen blev spurgt. Hvis folk var blevet spurgt havde de nok sagt nej tak. Det havde de nok også gjort til salven og kalven og vinen. Nej tak. Men ingen blev spurgt. Heller ikke om korsfæstelsen. For så havde man sagt nej tak. Nej tak, sådan må intet menneske dø for min skyld. Den særeste og mest forfærdelige gave som ingen ville kunne tage imod, 8

9 hvis de blev spurgt. Vi blev ikke spurgt. Derfor hænger han der. Død for vores skyld. Og påsken blev til. For os. Lad palmerne vaje og champagnepropperne springe, for dette grusomme og uforståelige og dermed ekstremt håbefulde. At vi når vores livskapitler afsluttes med en tragedie og et nervesammenbrud og et skrig, at vi der indkranset i vores egen følelse af værditab, ikke er overladt til os selv - men går på vejen sammen med Kristus. At han er så ødsel at han bare går der sammen med os. 9

10 I tid og sted og evighed. Går på nåle på tæer på violer og på torne sammen med os og vores skrøbelige æsel, igennem livet og helt ind i opstandelsen. Stilhed Kirkebøn: Opstandne Gud Med tvivlens skæl for øjet står vi her. Du kender, Gud, vor splittethed, vores længsel mod dit lys og din fred og usikkerheden dybt i sindet. Vi tror på det vores øje ser det kendte, sikre intet mer. Bank på vores forstand, at du under os en evighed 10

11 et liv, som ingen grænser ved. Og vis dig selv bag det vi ser bare i lidt brød og lidt vin, intet mer. Og vær hos os når vi vandrer ud gennem det liv som vi mister. Vis os vores næste der græder og ler at vi er her.. Vær hos os Gud når vi træder ind i ukendte steder giv os en skæbne der læger vores sår og en vej der giver fodfæste når vi forsvinder.. Amen Indsamling til julehjælp i Havdrup Udenfor er der champagne og påskeæg for proppen skal springe som stenen fra graven påskemorgen og vi skal spise påskeæg fordi Jesus brød igennem dødens mur, 11

12 som kyllingen der bryder igennem æggets skal. 12