1 Prædiken til 1. s. e. trin. 2015 kl. 10.00 i Engesvang 747 - Lysets engel 448 - fyldt af glæde 291 - Du som går ud fra den levende Gud 163 Fuglen har rede Nadververs 292 v 3 I det store sjælebad 522 - Nåden er din dagligdag Det er ikke en ret behagelig historie, Vorherre putter ind i vore øre i dag, vel nærmest ubehagelig. Og mærkelig. Og én af den slags tekster, der umiddelbart afføder flere spørgsmål end svar. Et par af de helt oplagte spørgsmål er: Findes der et helvede, også når vi dør? Og er det varmt og pinefuldt? Ødelægger det ikke Himlens glæde, hvis man derfra kan se ind i helvedes elendighed? Er det sådan, at man får det i døden, som man ikke fik i livet - både af det gode og af det onde? - Det er altid godt at spørge, også til bibelske tekster. For når man spørger, bliver noget mere klart - og et spørgsmål som hvordan der kan være glæde i himlen, hvis man kan se andres elendighed derfra, gør det tydeligt, at noget er helt,
2 helt galt, hvis dagens evangelium handlede om himmel og helvede. Og sådan er det netop: dagens lignelse om den rige mand og den fattige Lazarus er ikke en historien om døden eller om, hvorvidt helvede også findes, når vi dør. Det er en fortælling om livet, det er ord til brug i livet. Hvis vi havde levet på Jesu tid, ville vi have vidst det og havde ikke haft problemer med noget. For Jesus har med dagens fortælling nærmest lavet en karikatur af en historie eller rettere af en type historier, som alle kendte og brugte. Disse historier handlede altid om to forskellige slags menneske, en vis og en uforstandig, en dydig og en lastefuld, en flittig og en doven, en from og en ufrom osv. Og det var ikke nuancer man excellerede i. Lidt ligesom når vi fortæller vittigheder, forskellen var bare at de her historier ikke var morsomme men opbyggelige. Og der skete altid det i disse fortællinger, at begge typer dør og kommer i himmerige eller helvede. Himmel og helvede har i de her historier samme funktion, som når vi fortæller om en, der dør og kommer op til Sct. Peter, det er jo ikke historier om Gud og livet efter døden, men en historie om mennesker. Og fuldstændig det samme gjorde sig gældende i forhold til de her fortællinger: de var ikke historier om døden, men om livet.
3 Historierne havde den skabelon, at den dumme, den dovne eller hvad den forkerte type nu kaldtes, fik en chance mere og forbedrede sig. Det var fortællinger, som endte godt og ligesom gik op sådan kan vi bedst lide det, selv om det ikke er sådan i virkeligheden; i virkeligheden går tingene meget tit ikke op, det går ikke de gode godt og de onde skidt, men sådan var det altså i den her type fortællinger. Så da Jesus går i gang med sin historie, tror tilhørerne, de ved, hvad der vil komme. Der var en rig mand. Allerede med begyndelsesordene er billederne i deres hoveder færdige: en rig man, som Gud har belønnet med rigdom, fordi han er god og retfærdig. Og de slutter lynhurtigt, at den anden person i fortællingen er fattig. Og hvis rigdom er Guds belønning for et retfærdigt liv, så må fattigdom jo være Guds straf - hvor svært kan det være? Men Jesus er ikke ret lange inde i fortælleskabelonen, før noget skrider. Han giver den fattige et navn. Og ikke et hvilket som helst navn, men navnet Lazarus. Det betyder Gud hjælper. Og blot ved det lille greb, ved at give den fattige et navn, er der med ét eneste ord sagt, at det ikke forholder
4 sig, som tilhørerne tror rigdom er ikke Guds belønning, og fattigdom er ikke Guds straf. Og rigdom forpligter. De to - den rige og den fattige - lever side om side. Og så dør de, nogenlunde samtidig. De kommer ikke op til Sct. Peter, som de ville have gjort i en historie fra vores kulturkreds, derimod kommer den ene i himlen og den anden i helvede. Her er Jesus loyal mod fortællerammen. Bortset fra den betydelige detalje, at enhver anden fortæller end lige netop Jesus ville have forlænget den riges lykkelige liv og ladet ham komme i himlen. Ikke den fattige Lazarus. Igen et lille greb med en enorm betydningskraft. Som vi hørte vil jo den rige mand, der nu er et sted, der passer til alle helvedes stereotyper med flammer og tørst og hvad har vi, have Abraham til at sende Lazarus tilbage til livet for at advare hans brødre mod den grumme skæbne, der venter dem, hvis de ikke begynder at leve anderledes. Han ved altså, hvad den fattige hedder, denne rige mand. Han har kendt et andet menneske ved navn og været ligeglad med ham, selv om han så let som ingenting, uden at det ville have kostet ham den mindste ulejlighed, kunne have hjulpet ham, bare med et vink med lillefingeren kunne den rige have forandret Lazarus liv. Men han gjorde det ikke. Igen, hvis en anden havde fortalt, ville Abraham have sendt den fattige tilbage til livet og at den rige fik en chance til.
5 Historien havde sluttet med at nogen vendte om og forbedrede sig, og at alt gik op og at alle var glade til sidst. Og så kunne man ryste det hele af sig og gå videre. Men sådan er det ikke med dagens historie, den går ikke op, og den slutter mærkeligt. Det er helt med vilje. Jesus ved, hvad han gør. Tilbage står der en fortælling og dirrer. Forstyrrer stærke og selvtilstrækkelige med sit spørgsmål: ligger der en Lazarus udenfor din dør? Og trøster lidende og underprivilegerede, netop ved at give Lazarus navnet Gud hjælper og ved afdække, at rigdom er en uorden, når man vil beholde den for sig selv. Jesus har fortalt noget, der er skruet sådan sammen, at det sætter sig fast, som en burre eller et velkrobånd og tvinger os til at tænke. Og det er netop meningen. Uanset hvem i lignelsen, vi spejler os i. Her er en fortælling, som generer, fordi den ikke er glat og rundt, men skarp og krasende. For livet er for alvorligt til at vi glider af på det. Og det er én af evangeliets talrige funktioner: at det igen og igen minder os om, at fem og syv ikke er lige, at der er op og ned i tilværelsen, der er forskel på godt og ondt. Det er ondt
6 at lade Lazarus dø udenfor sin dør. Og hver dag, der gives os, er en dag til at gøre godt. Det er derfor, vi er her. - - Men samtidig fletter der sig, blot som en antydning, som en tynd snor, en anden historie, en langt større historie ind i den her lignelse. Vi aner den i ordene om en, der vendte tilbage fra de døde, om Ham, der vendte tilbage fra de døde, der er ligesom en revne i fortællingen der peger ud over den, hen på noget andet. Uanset hvilke spørgsmål vi stiller - om det er til de Bibelske tekster eller om det er til det dybe i vore egne liv, om hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi går hen, om hvad vi skal med det hele og hvad vi skal gøre ved alt det, vi ikke magter, så lærer troen os at læse - såvel tekster som vore egen liv - gennem Ham, der er stået op fra de døde, Ham, der vendte tilbage fra de døde for at vi skal høre til i himlen. Og som har sat os i verden for at vi skal gøre godt.