Kan jordbunden bruges?

Kan jordbunden bruges? Kan jordbunden bære vejen? En motorvej med fire spor vejer cirka 55 tons for hver meter. Hertil kommer trykket fra biler og lastbiler. Så regel nummer ét er: Jordbunden, som vi bygger motorvejen på, skal være stærk og stabil. God jord... Den bedste jordbund til vejbyggeri er blandet sandjord med korn af forskellig størrelse. Blandet sandjord er nem at vibrere sammen til et solidt underlag....og dårlig jord! Det værste er fint ler, som bliver meget blødt og smøragtigt, hvis det kommer i forbindelse med grundvand eller regnvand. Blød søbund og mosejord er heller ikke godt at bygge vej på. I nogle lavninger er vi stødt på bløde moselag, der er 10-15 m dybe. Solid og fast sandbund i Nordskoven. Her er det nemt at gøre jordbunden klar til vejen. Blød mose langs kanten af Gubsø. Her er jordbunden som skumgummi eller som en svuppet vandseng. Her er er det svært at anlægge en motorvej.

God jord sparer penge Stor betydning for økonomien Når vi støder på god jord, som er nem at stabilisere, føler vi os heldige. Vi skal bare have fjernet det øverste lag muld, så kan vi gå i gang. Det sparer tid og penge. Hvis der er overskud af god jord, kan vi næsten altid bruge det et andet sted for eksempel i dæmninger. Det sparer penge til køb af jord udefra. Rigtig god sandjord kan vi også bruge til at bygge selve vejkassen, som er motorvejens indmad fra jordbunden op til vejbanens asfaltlag. Som et spil i lotteriet Dårlig jord, som ikke kan bære motorvejen, skal vi have gravet væk og lagt et andet sted, ofte under mulden på en landmands jord. Det skal landmanden have betaling for og det er tidskrævende og dyrt at flytte rundt på jorden. Gravemaskinen graver ud til motorvejen i en sandet bakke ved Dyrehaven. Jorden er så god, at vi kan bruge den andre steder, hvor vi mangler jord blandt andet i krydset ved Århusvej og Skærbækvej. Endnu dyrere bliver det, hvis vi bagefter skal ud til grusgravene og købe god jord som erstatning for den dårlige jord, som vi graver væk. Overskud af sand ligger i bunker og venter på at blive brugt til motorvejen.

Gravemaskiner har overalt travlt med at klargøre terrænet til motorvejen.

Prøveboringer Overblik ned i jorden! Prøveboringer er geoteknikernes mulighed for at se ned i jorden. Før vi går i gang med byggeriet, borer vi ned til 3-10 meters dybde midt i motorvejssporet for hver 100 meter langs hele strækningen. Prøverne bruger geoteknikerne til at analysere, hvor egnet jordbunden er til at bygge på. Bagefter sætter vi pejlerør ned i nogle af boringerne for at undersøge, hvor langt nede grundvandet ligger. Vandspejlet bliver målt en gang om måneden i cirka et år. Hvor mange penge, vi skal bruge på at flytte og erstatte dårlig jord langs motorvejen, finder vi først for alvor ud af, når vi begynder at lave prøveboringer. Boremaskinen fungerer lige som en boremaskine derhjemme i værkstedet den er bare meget større. Det lange bor kan nå ned til cirka 10 meters dybde eller mere, hvis det er nødvendigt. De lumske steder Hvis vi støder på gamle mosehuller, lerlag eller andre områder med blød bund, borer vi med kortere afstand som regel for hver 20 meter. Det samme gør vi, der hvor vi skal bygge broer og dæmninger, så vi er helt sikre på, at jorden kan bære de tunge anlæg.

Hvordan er jordbunden? Det første overblik Her ser du et jordtypekort karteringskort der giver et indtryk af jordbunden langs motorvejen. Kortet er lavet af geologer, som har taget prøver ned til cirka 1 meters dybde. Vi har brugt kortet til at planlægge de mange dybe prøveboringer, som skulle til for at beregne jordbundens styrke og de mængder jord, som skulle bortgraves eller udskiftes før vi gik i gang med at bygge motorvejen. Forskelle fra vest til øst Længst mod vest er vi ramt ind i nogle moser, hvor vi har været nødt til at fjerne blød bund. Længst mod øst ved Låsby er vi så langt inde i Østjylland, at ler afsat af istidens smeltevand begynder at stikke snuden frem. Men kun få steder har det været nødvendigt at afgrave dårlig jord og køre det væk. Vi har derfor sparet mange penge i forhold til andre motorvejsbyggerier. Blandet sandjord af den helt rette slags, fundet under mulden i Nordskoven! Godt område til at bygge veje Jordbunden mellem Funder og Låsby er bedre til at bygge vej på end mange andre steder i landet. Især mod vest nær Funder og midt på strækningen gennem Silkeborg og Nordskoven er jorden mange steder sandet, med en god sammensætning af korn i forskellig størrelse. Her er jordbunden velegnet til at bygge vej på. Ensartet sand med korn i samme størrelse er svært at gøre stabilt. Kornene kan ikke glide ind mellem hinanden, men står bare og hopper oven på hinanden, når vi kører hen over jordlagene med vores vibreringsmaskiner. Blandet sand har korn i forskellig størrelse. De glider nemt sammen til et stabilt underlag, når vi kører hen over det med tunge vibreringsmaskiner.

Sand og grus fra smeltevand Blandet sand og grus, som skyllede ud med smeltevandsfloder i istiden. Blev blandet rundt af gletsjerne. Meget velegnet til at bære motorvejen og til at bygge veje og dæmninger med. Aflejringer fra sidst i istiden Lag af grus, sand, ler og silt, som blev efterladt af smeltevand fra gletsjerne, da isen trak sig tilbage ved slutningen af istiden. Er ofte velegnet til at bygge veje og dæmninger. Sand og grus fra moræner Består af sand og grus fra istidens bakker (moræner). Kan være egnet til at bygge veje og dæmninger, hvis der ikke er for mange store sten. Smeltevandsler Finkornet ler aflejret af langsomt flydende smeltevand i istiden. Bliver let blødt og smøragtigt af vand i jordbunden. Skal fjernes, før vi bygger vej. Moræneler Ler blandet med sand og nogle steder også med grus i bakker, som blev skubbet op af gletsjerne under istiden. Kan bruges til at bygge veje på og i dæmninger, hvis leret ikke er for vådt og blødt. Mose og søbund Finkornet ler aflejret af langsomt flydende smeltevand i istiden. Bliver let blødt og smøragtigt af vand i jordbunden. Skal fjernes, før vi bygger vej.

Kalk som tryllestøv! Vådt ler, som vi ikke kan bygge vej på. Bindingerne mellem lerpartiklerne og det vand, som er mellem lerets porer, brydes nemt op ved hård belastning, så det hele skrider sammen og ud af facon. Der spredes brændt kalk på de lerede jordlag ved landskabsbroen ved Linå, september 2013. Kalken fræses ned i de øverste lerlag. Den lumske ler Når ler blødes op i vand, for eksempel ved regnvejr, bliver det meget fedtet og ustabilt næsten som smør. Og smør dur ikke til at bygge tunge veje på... Brændt kalk stabiliserer leret Heldigvis har vi en enkel og ikke al for dyr metode til at gøre den ustabile ler brugbar til vejbyggeri. Metoden går ud på at blande brændt kalk ned i de øverste 30-40 cm af leret med en maskine, der fungerer som en stor havefræser. Den brændte kalk optager vandet i jorden, mens der udvikles varme. Det er alt sammen med til at udtørre leret. Ler og kalk har også forskellige ladninger, så deres partikler tiltrækker hinanden omtrent som vi kender det fra magneter. Det betyder, sammen med udtørringen, at leret nu pludselig bliver til krummer eller små gryn, som er stærke og lette at vibrere sammen. Stor fordel Kalkstabilisering er så effektivt, at vi ofte kan lade leret ligge under motorvejen, eller bruge det i dæmninger. Det er meget billigere end at opgrave og bortkøre leret, og skifte det ud med sand eller stabilt grus. Mindre gravearbejde og mindre transport sparer også CO 2 til gavn for klimaet. Kalken gør lerjorden tør og grynet, så den straks kan vibreres sammen. Den kalkstabiliserede lerjord bliver ved med at være stærk, også i regnvejr. Jordbunden er nu klar til at bygge vej oven på.

Som en mini-geyser... Så varmt kan det blive... Brændt kalk suger vand til sig og varmer jorden op, så leret tørres ud. Tryk på knappen og se, hvor meget temperaturen kan stige. Optagelserne stammer fra kalkstabilisering øst for landskabsbroen ved Linå i 2013. Arbejdsholdet blev ret overrasket, da fræseren ramte en vandlomme i leret. Kalken fik vandet til at dampe op af jorden i en tæt dampstråle.

Lerfræser, der fræser den brændte kalk ned i leret.

Gubsø var en rigtig snyder! Mere blødt end forventet I første omgang regnede vi med, at vi kunne bygge en dæmning til motorvejen langs nordsiden af Gubsø. Men undergrunden snød os ret så gevaldigt. Da geoteknikerne gik i gang med at prøvebore, fik de både sved på panden og alt for meget mudder på hænderne! Undergrunden var alt for blød af silt og dynd fra mosen til at kunne holde på en tung vejdæmning! Desuden var terrænet så skråt, at dæmningen ville glide ud i mosen. En bro blev løsningen I stedet for at grave en masse blød mosejord væk og køre nyt stabilt sand på for at understøtte dæmningen, valgte vi at bygge en bro på betonpæle, som blev ført dybt ned i undergrunden. En bro er normalt meget dyrere end en dæmning, men her blev prisen næsten den samme fordi en dæmning ville kræve en masse ekstra jordarbejde. Og så valgte vi broen, fordi den meget bedre som faunapassage for det rige dyreliv ved Gubsø. Hertil og ikke længere! Vejdæmningen ført frem til kanten af mosen ved Gubsø, august 2013. Herfra har vi valgt at bygge en bro i stedet for at fortsætte med en dæmning langs mosen. Rør banket ned i den bundløse mose. Vandtrykket fra bakkerne omkring mosen er så kraftigt, at vandet af sig selv pibler oven ud af røret, selv om røret er cirka 1 meter højt. Model af den bro, som vi har valgt ved Gubsø.

Muldjorden bruger vi også Muld er godt som dække Vi kan ikke bygge vej direkte oven på de øverste jordlag med døde plantedele og smådyr, fordi de let trykkes sammen. I stedet for skraber vi den øverste jord af, og hvis jorden er egnet, genbruger vi den som dække der, hvor vi gerne vil have nyt græs og andre planter til at vokse op. God og næringsrig muld lagt på dæmninger, som vi er færdige med at bygge, giver hurtigt et tæt lag græs, som beskytter skråningerne mod at blive ødelagt af regnvand eller af smeltevand fra sne og is. De arbejdsarealer, som vi efterlader på landmændenes marker og i byerne, lægger vi også muld på. Det øverste jordlag under en græsmark. Til højre i knolden stikker en regnorm snuden frem. En mørk bunke muldjord er lagt fra ved siden af sandbunkerne klar til at blive brugt som øverste dække på arbejdsarealer, dæmninger og vejskråninger.

Fortidens synder Skjult affald Gamle mergel- og grusgrave, som har været brugt til lossepladser, kan give os slemme overraskelser, når vi bygger veje. 1954 En overraskelse Ved Borgdalsvej syd for Hårup ligger der en nedlagt losseplads af den type netop der, hvor vi skulle bygge en masse ramper, rundkørsler og broer. Heldigvis lykkedes det for ingeniørerne at rykke Borgdalsvej mod øst og flytte de planlagte ramper og broer, så fundamenterne ikke rammer ned i den værste del af lossepladsen. Gemt under motorvejen Selve motorvejen fører stadig hen over lossepladsen. Affaldet er flyttet hen mellem motorvejen og ramperne hvor der var losseplads i forvejen. Det har sparet os for at fjerne 80.000 tons forurenet jord og affald til en udgift på cirka 100 mio. kr. 2013 Luftfotos fra 1954 og 2012 ved Hårup. De store pile viser midten af den gamle losseplads lige der, hvor vi nu bygger motorvej. De små pile viser, hvor vi har flyttet affaldet hen.