Tilgivelse er ikke et hukommelsestab og fjerner ikke skyld Af Kristine Stricker Hestbech Prædiken til søndag den 31. august 2014, dagen der i kirkens kalender er 11. søndag i trinitatis. Evangelieteksten, der prædikes over er fra Lukasevangeliet: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv:»hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«jesus sagde da til ham:»simon, jeg har noget at sige dig.«han svarede:»sig det, Mester!En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af 1
dem vil så elske ham mest?«simon svarede:»den, han eftergav mest, vil jeg tro.«jesus sagde:»det har du ret i.«og vendt mod kvinden sagde han til Simon:»Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«og han sagde til hende:»dine synder er tilgivet.«de andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv:»hvem er han, som endog tilgiver synder?«men han sagde til kvinden:»din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«luk 7,36-50 salmer: 31, 192, 151, 524, 724 Kærlighed gør blind, siger et ordsprog et ordsprog som skulle betyde at kærligheden skjuler de mangler og fejl vi alle går og har. 2
Ja, nærmest som om den dækker dem til med en kåbe så de ikke er synlige. For kærligheden kan dække en mangfoldighed af synder, - siger man. Ja, det er nok rigtigt, i hvert fald den side af kærligheden hvor vi formår at tilgive hinanden. For tilgivelsen kan man sige lægger sig som en kåbe ned over det vi har forbrudt, - ikke så skylden forsvinder men så den ikke står i vejen for én længere. Og det sidste her er vigtigt. For skyld kan ikke fjernes. Det er misforstået at tro det, også rent kristent. For skylden er en byrde 3
- ikke et problem. Problemer kendetegnes ved at de kan løses og når man har løst dem, er man af med dem. Skylden derimod, er en byrde, og som man ikke kan komme af med. I hvert fald ikke når det drejer sig om den ægte skyld hvor man har været årsag til en virkelig skade for nogen. Én af grundbetydningerne af skyld er netop årsag. Vi kender det, når nogen siger undskyld så kan man svare: Åhr, ingen årsag. med mindre der ER en årsag, sådan at den anden forventer en eller anden form for straf. 4
Man kan jo godt sige; Ingen årsag hvis man er blevet gået ind i, men ikke hvis den anden har slået mig ned. Da kræver man straf for den andens skyld. Så skyld og straf hænger altså sammen. Det ses når vi siger undskyld hvor vi beklager og håber på tilgivelse for det vi har forbrudt. når vi undskylder tager vi skylden på os og håber på at den anden vil afstå fra at straffe os. Meningen med at sige undskyld er altså at man ber om at slippe for straffen for sin skyld. Ja, så logisk set skulle det hedde: undstraf og faktisk har vi i det kirkelige sprog et ord der betyder netop det: 5
Det er ordet MISKUNDHED. Det kommer af verbet at miskende hvor kende betyder at dømme sådan som I kender det fra sætningen: Thi kendes for ret. Miskende betyder altså at misdømme, for når man sætter mis foran et ord får det den modsatte betydning. Miskende bliver til misdømme altså at dømme uretfærdigt. Det er ikke retfærdigt at straffe den uskyldige men det er heller ikke retfærdigt IKKE at straffe den skyldige og det er præcis den form for uretfærdig undstrafning 6
vi beder om, når vi siger undskyld. Når vi siger: Åh Undskyld, det var ikke meningen at såre dig, håber vi på at den anden ikke vil straffe os i det vi godt ved vi er skyldige i, nemlig at såre.. Vi beder om miskundhed fra den anden. Som kristne har vi et syn på mennesket som værende skyldigt. Vi står i et skyldighedsforhold til Vorherre fordi vi aldrig kan leve uden at begå fejl. Vi er uperfekte og dermed skyldige. Det er der mange der kløjs i, for vi gider ikke høre om at vi er skyldige, men for mig at se er der en stor lettelse i det. Ikke mindst i vores liv som godt kan være præget af perfekthedstyranni. 7
Jeg har et godt job og alt materielt jeg ku ønske mig. Min ven til gengæld er lige røget ud af dagpengesystemet og må gå fra hus og hjem fordi han ikke kan betale huslejen med den kontanthjælp som han får nu. I Nordirak forfølges kristne og alle som ikke deler Islamisk Stats opfattelse af Islam. De skydes, halshugges og begraves levende. Og vi er stadig alle sammen skyldige for Gud. Bare fordi jeg kan forsørge mig selv og er en god skatteyder betyder ikke at jeg IKKE er skyldig ligesom min ven på kontanthjælp heller ikke er IKKE skyldig selvom nogen måske synes han er et offer for et dagpengesystem der er meget barskt. Og medlemmerne af Islamisk Stat siger sig selv. 8
Filosoffen Schopenhauer (1788-1860), der tit kaldes for en af åndshistoriens største pessimister sagde klogt, at vi ikke er herrer i eget hus. Vi er styret af vilje og impuls. Der er noget der kører med os og det er det vi kalder for arvesynden. Den som får Paulus til at udbryde: Det gode jeg vil det gør jeg ikke, Det onde jeg ikke vil, det gør jeg. Vi er alle i samme fordømte båd og ingen kan hævde de er syndfri.. Det gør at vi aldrig kan gøre os selv til Gud og aldrig kan retfærdigøre os overfor andre. Det er en sikkerhed mod storhedsvanvid. 9
Når Gud viser os miskundhed er det himmelråbende uretfærdigt, sådan som farisæeren må have tænkt da han oplever optrinnet med kvinden i sit eget hus og sådan som det jo også er et kors for tanken at tænke at Gud stadig kan elske mennesker der begår uhyrligheder overfor hinanden sådan som det i høj grad sker i verdens brændpunkter lige nu. Men kvinden bliver ikke mindre skyldig efter hun har mødt Jesus, det er der intet menneske der gør, og han siger heller ikke at hun aldrig har gjort noget forkert men at hun til trods for sin skyld agerer langt mere kærlighedsfuldt end de farisæere, Jesus besøger, og som selv synes de er skyldfri, gør; 10
Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig; Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Kvinden er stadig skyldig, hendes byrde er stadig den samme og er ligeså uafrystelig som tyngdekraften er på vores kroppe. Gjort gerning står ikke til at ændre, heller ikke selvom der kan ske en vis genopretning af skaden. Det gjorte kan ikke glemmes sådan som jeg tror mange af os jo også mærker, 11
og tilgivelse er ikke hukommelsestab. Det er der mange der tror. At skal man kunne tilgive skal man kunne slette skylden. Men så ville der jo ikke være nogen forskel på at modtage tilgivelsen og så at få en tagsten i hovedet.. Det her siger jeg, fordi der er mange der tror at når man har tilgivet skal man kunne glemme og dermed elske den anden ligeså højt som før. Men det er en misforståelse, og en barnlig tanke om at man kan vende tilbage til en form for oprindelig uskyld - som et Paradisets have inden syndefaldet.. Tilgivelse fjerner ikke skyld, 12
og fjerner heller ikke det had eller den vrede der måtte være, men gør at hadet ikke er det der får lov at råde i den ydre verden. I den indre verden kan vi ikke fjerne hadet. Men i kærligheden kan det være muligt at finde styrke til at leve med hadet. (Flemming Kronborg Bak Poulsen, tilgivelse er ikke for tøsedrenge) Altså styrke til at leve med dobbeltheden, ambivalensen. Tilgivelsen gør at du ikke sættes i stå af skylden men kan vandre videre på trods af skylden. Det er det store ved tilgivelsen: At man ser den fulde sandhed om skylden i øjnene og at man udholder denne sandhed. Man ser skylden men vælger at lægge tilgivelsens kåbe over den. 13
Det, er miskundhed. Derfor gør kærlighed blind og den bedste måde at beskrive Gud på er måske derfor at sige at han er den blinde Gud som vi kan ære og leve i en kærlighedsfyldt relation til. Ikke fordi han kan fjerne vores skyld så vi bliver til de gode mennesker vi aldrig har været men fordi han kan holde vores skyld ud og vi dermed måske kan lære at leve i den ambivalens - også i vores menneskelige relationer - både at være skyldige og elskede på en og samme gang. Amen Kirkebønnen: Våg du Herre med dem der våger eller græder i denne nat. 14
Beskærm dine syge og lad dine trætte finde hvile. trøst dine lidende og sæt dit kys i panden på de døende. Forbarm dig over dine bedrøvede, forvitrede og fortvivlede. Lad os se verden som den er; i brand, i oprør, i dybt had hvor brødre og søstre forfølges. Vi ber for verden. For dens brændpunkter; for Syrien, for Irak, for Ukraine, for Israel og Palæstina. Vi ber for børnene og de svage, for kvinderne og for mændene der kæmper. Vi ber for dem der skal tage beslutninger, dem der bærer våben, og dem der affyrer skuddene. Vi ber for dem der bærer blodet og skylden på deres hænder. Vi ber for alle nødhjælpsarbejderne, lægerne, sygplejerskerne, chaufførerne. Giv dem indsigt og visdom til at handle så næstekærligt de kan. 15
Vi ber for alle forfulgte kristne i verden. Husk os på at vi er podet på dig som grene på et og samme træ uanset hvilket folk og hvilken nation vi tilhører lad derfor miskundheden vokse i vores hjerter.. Lad os være stille et øjeblik imens vi beder for det og dem vi tænker på: I Jesu Kristi navn. Amen 16