Indholdsfortegnelse: KARL ØSTMANS FORKLARINGER...2 De to forskellige forklaringer...2 Var saltfundet et svindelnummer?...3 Hvorfor disse to modstridende forklaringer?...5 DE INVOLVEREDE PARTERS INTERESSER...7 Aktørerne...7 Frederick F. Ravlin...7 Gunnar Larsen...7 Karl Østman...8 Thorkild Juncker...8 Victor Madsen...9 Aktørernes interesser i koncessionen...9 KONKLUSION...10 Side 1 af 1
Karl Østmans forklaringer Ingeniøren Karl Østman afgav i henholdsvis 1943 1 og i 1948 2 to forklaringer om omstændighederne ved saltfundet i Harte. Forklaringen i 1943 blev afgivet til politiet, hvorimod forklaringen i 1948 blev afgivet i Københavns byret. Det bemærkelsesværdige ved disse to vidneudsagn er, at de er aldeles modstridende. Derfor vil jeg påpege forskellene i de to forskellige forklaringer, og derefter vil jeg gennemgå Østmans motiver for det ændrede vidneudsagn. De to forskellige forklaringer Den første forklaring afgivet af Østman er delt op i tre afhøringer, de fandt sted den 11. marts, 16. marts og 9. april, hvor Østman blev afhørt af politiet under ledelse af overbetjent Dyrsted. Karl Østman hævdede i 1943, at Ravlin var nervøs, fordi der ikke var fundet salt. Herefter brugte Ravlin, ifølge Østman, udtrykket: To salt the well. Det Ravlin mente med dette var, at hvis man ikke kunne opnå positive resultater, så kunne man fremprovokere dem via snyd, dette skete i USA, sagde Ravlin, han skulle dog ikke have sagt, at han selv ville snyde 3. Dette var altså, hvad Østman sagde i 1943, forklaringen på udtrykket var dog en ganske anden i 1948 i byretten. Her hævdede Østman, at udtrykket To salter well/to salt the well var Ravlins udtryk om indvielsesceremonien af et borehul, hvor man hældte et råstof i borehullet 4. Karl Østman har via denne nye forklaring på salt the well forsøgt at lægge afstand til den gamle forklaring om udtrykket, og han har dermed forsøgt, at fjerne mistanken om snyd ved saltfundet. Den næste detalje omhandler købet af salt. Østman hævdede i 1943, at Ravlin bad ham om at købe noget salt, og det skulle helst være et naturprodukt 5. Dette produkt købte Østman i Odense, men forinden havde han tænkt på Ravlins historie om at fremprovokere et positivt resultat 6. Østman gjorde dog opmærksom på, at han forventede, at saltet skulle bruges til tyngdemålinger 7, sandsynligvis for at fjerne enhver mistanke rettet imod ham selv. Denne forklaring er også ændret voldsomt i 1948, hvor Østman siger, at han på eget initiativ købte et stykke stensalt til enten et 1 Tekst 14 2 Tekst 22 3 Tekst 14, side 18, linie 607-613 4 Tekst 22, side 31, linie 1140-1143 5 Tekst 14, side 19, linie 639 6 Tekst 14, side 19, linie 643-645 7 Tekst 14, side 19, linie 642-643 Side 2 af 2
vægtfyldeforsøg eller også af ren nysgerrighed 8. Her er der igen stor forskel på de to udsagn, og igen er den nye forklaring i 1948 til fordel for Ravlin. I 1943 mistænkeliggør Østman Ravlin, hvorimod Østman forsøger at redde Ravlin i 1948. Det er dog selve anvendelsen af saltstykket der virkelig er den store og afgørende forskel fra 1943 til 1948. Østman hævder i sin første forklaring, at han den 13. november 1936 så Ravlin i færd med at slibe et stykke salt til mellem kærnehovedets fræsere 9. Derefter skulle Ravlin have lukket kærnerøret til ved at komme ler deri. Det skulle derefter være gået op for Østman, at Ravlin ville få det til at se ud som om, at saltet blev fundet dybt nede i jorden 10. I 1948 siger Østman, at han ikke husker, om Ravlin foretog samlingen af kærnerøret den 13. november 11. Yderligere hævder Østman, at han først så saltstykket, da Dr. Madsen undersøgte det den efterfølgende dag 12, hvilket ikke stemmer overens med Østmans forklaring i 1943, hvor han skulle have overværet saltfundet fra kærnen, bl.a. kunne han citere, hvad Dr. Madsen sagde ved fundet 13. I 1948-forklaringen siger Østman, at han ikke fandt noget mistænkeligt ved forløbet, men at han kom til at tænke på det, da en olieagent fortalte om nogle svindelrygter 14. Der er altså ingen tvivl om, at det er to modstridende vidneudsagn fra Karl Østmans side. I 1943 siger han direkte, at der var tale om svindel ved saltfundet i Harte, hvorimod han i 1948 siger, at han ikke fandt noget videre mistænkeligt eller var vidne til noget. Han må i det ene tilfælde, hvis ikke begge, tale usandt. Derfor er det vigtigt at finde ud af, om der var tale om svindel ved saltfundet. Var saltfundet et svindelnummer? I 1943 hævdede Østman, at Ravlin havde placeret saltklumpen i kærnehovedet, der var altså tale om et svindelnummer ifølge dette udsagn. Ravlin var sandsynligvis ved at blive desperat i 1936, da han endnu ikke havde fundet beviser for, at der var salt ved Harte. Det var afgørende for ham at finde et råstof, da kun et fund ville udløse koncessionen, som ville give Ravlin eneret til indvinding af råstoffer i Danmark over en 50-årig periode. Det ville utvivlsomt være en fordel for Ravlin, hvis han kunne bevise, at der fandtes salt i den danske undergrund, da dette ville forøge koncessionens 8 Tekst 22, side 31, linie 1147-1150 9 Tekst 14, side 19, linie 658-659 10 Tekst 14, side 19, linie 666-667 11 Tekst 22, side 31, linie 1157-1159 12 Tekst 22, side 31, linie 1166-1167 13 Tekst 14, side 20, linie 690-691 Side 3 af 3
værdi voldsomt. Det kunne derfor sagtens tænkes, at Ravlin havde plantet et stykke salt i kærnehovedet. Adskillige ting peger i retning af, at der var tale om svindel. Dr. Madsen skriver i sin skriftlige erklæring af 14. november 1936, at man fandt saltet i 958 meters dybde 15. Man kan i Karl Østmans notater fra boringen se, at han slet ikke har nævnt saltfundet 16, muligvis fordi han vidste, at der var tale om et svindelnummer. Victor Madsen afviser, at der kan være tale om svindel med bl.a. følgende citat: I givet faldt ville der også være blevet anbragt et længere saltstykke, idet det er noget abnormt, at et saltlag har en så ringe tykkelse som de 17cm, der var længden af saltkærnen 17. Det han siger kan omformuleres til; det ligner snyd så meget, at det ikke kan være snyd. Meget tyder altså på, at det rent faktisk var snyd, og at Victor Madsen glemte sin kritiske sans på selve dagen, hvor man fandt saltet. Det kan skyldes flere ting, at Victor Madsen glemte sin kritiske sans. En mulighed er, at han simpelthen ikke var kompetent, hvilket underbygges af Gunnar Larsens vurdering af Victor Madsen, hvor Madsen blev kaldt en gammel mand. Gunnar Larsen skriver endvidere, at Dr. Madsen ikke ser helt nøgternt på tingene, da han ser sin drøm gå i opfyldelse 18. Denne drøm må for Madsen være, at der blev fundet råstoffer i den danske undergrund, da han selv var en drivende kraft bag Mineloven i 1932 19. Man forventede på daværende tidspunkt, at der var råstoffer i Danmark 20, hvis ikke de blev fundet, så ville Madsen muligvis tabe ansigt, hvis ellers han var en af dem, der havde påstået, at der var råstoffer i den danske undergrund. Det var også på Madsens foranledning, at der blev boret ved Kolding 21, så hvis der ikke blev fundet noget, så havde man spildt adskillige ressourcer pga. Madsen, men et fund kunne derimod retfærdiggøre Madsens valg af borested. Af andre beviser på at det rent faktisk var svindel kan nævnes Gunnar Larsens dagbog, hvor han skriver, at en analyse af saltet har bevist, at det var kemisk rent kogesalt 22. Et bevis, der indikerer svindel, må være, at man ved de efterfølgende boringer intet salt fandt, og boringerne blev indstillet i august 1937 23. Et sidste bevis der indikerer, at Østman var vel vidende om svindelen er fra den 28. april i 1946, hvor Østman skriver til Ravlin. 14 Tekst 22, side 31, linie 1171-1172 15 Tekst 4, side 7, linie 130 16 Tekst 3, side 6, linie 115 17 Tekst 11, side 12, linie 367-368 18 Tekst 12, side 14, linie 410-412 19 Indledning, side 3, linie 8-9 20 Indledning, side 3, linie 7-8 21 Indledning, side 3, linie 14-15 22 Tekst 12, side 13, linie 386-387 23 Indledning, side 3, linie 32-33 Side 4 af 4
Her nævner Østman den nedsatte kommission, som Østman åbenbart var bange for skulle finde frem til sandheden, eller som han skrev: I was kind of worried the game was up. Meget tyder altså på, at der var tale om et svindelnummer fra Ravlins side, hvor Østman var hans medsammensvorne. Der foreligger ikke et afgørende bevis, vil jeg mene, men et overtal af beviser peger på, at saltfundet ved Harte var et svindelnummer. Hvorfor disse to modstridende forklaringer? Det er interessant at undersøge, hvorfor Karl Østman kom med to så vidt forskellige forklaringer. Årstallene er meget interessante, 1943 var under Anden Verdenskrig, hvorimod 1948 var under processerne efter krigen, hvor man straffede folk, der havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Grunden til at jeg nævner kollaboration med besættelsesmagten er, at hele tre af de involverede personer blev sigtet for dette. Disse tre personer havde det til fælles, at de alle var involverede i Produktionsselskabet Undergrunden og Vendsyssel Naturgas Kompagni 24, hvilket jeg vil komme nærmere ind på afsnittet om de involverede parters interesser. Østman var en af disse folk, og han blev i 1949 idømt to måneders betinget fængsel for værnemageri 25. Før politiforhøret i 1943 var Østman gået til bekendelse om svindelen ved Harte. Allerede den 4. juni 1941 havde Østman talt med landsretssagfører Lannung om svindelen 26, det er dog muligt, at dette ikke var den første han stod frem over for. Juncker er efter al sandsynlighed blevet informeret tidligere, da det var igennem ham, at sagen var kommet til Ministeriet for Offentlige Arbejders kendskab 27. Det var altså i starten af 40 erne, at Østman stod frem, men hvorfor netop på dette tidspunkt? Østman havde sandsynligvis flere grunde til at stå frem i starten af 40 erne og hævde, at Ravlins saltfund var det rene fup. En af grundene kan være et personligt vendetta, da Ravlin ikke havde betalt Østman som aftalt. Ravlin tjente bl.a. $554.000 på aktiehandel, og efter aftale skulle Østman have 4% af beløbet efter omkostninger, hvilket var $19.960 28. Disse penge modtog Østman ikke, og han truede derfor i mere eller mindre grad Ravlin i et brev, hvor denne uafklarede situation kunne få serious consequences 29. Dette var muligvis en dobbelttrussel, først og fremmest skulle det 24 Personliste, side 34-35 25 Personliste, side 35 26 Tekst 3, side 10 27 Tekst 14, side 21, 751-752 28 Tekst 7, side 9, linie 203 29 Tekst 7, side 9, linie 218 Side 5 af 5
økonomiske spørgsmål afklares, for det andet kunne der være tale om afpresning, Østman havde viden, som kunne fælde Ravlin. Det forsøgte han så de efterfølgende år, hvor han fortalte om Ravlins svindelnummer. Østman undlod dog at nævne det økonomiske udestående med Ravlin ved forhøret, han sagde rent faktisk, at der ingen uoverensstemmelser var 30. Dette sagde han formentlig for at undgå at have et motiv for at ville Ravlin ondt. Endvidere siger Østman, at det ville koste ham, hvis amerikanerne mistede koncessionen 31. Det er dog tvivlsomt, da Østman er direktør i både Produktionsselskabet Undergrunden og Vendsyssel Naturgas Kompagni et af disse firmaer, hvis ikke begge, kunne være interesserede i at erhverve sig eneretten til Danmarks råstoffer. Dette ville dog kun kunne ske, hvis man kunne bevise, at DAPCos koncession var baseret på et falsk grundlag. Østman kunne altså ved at bevise, at Ravlins saltfund var svindel, få DAPCos koncession annulleret, og dermed kunne han få muligheden for at overtage den til VNK eller Undergrunden. Yderligere kunne han få hævn over Ravlin, som havde snydt ham for adskillige tusinde dollars. En af grundene til, at han stod frem skyldes formentlig også, at minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen sikrede Østmans immunitet 32, og dette punkt leder videre til 1948, hvor Østman benægtede, at han havde set svindelen finde sted. Det er her, at Anden Verdenskrigs efterspil kommer ind i billedet. Gunnar Larsen kunne under krigen sikre Østman immunitet, da han var minister, men han blev retsforfulgt efter krigen 33. Gunnar Larsens garantier var efter krigen uden værdi, yderligere var garantien udstedt af en mand, der var sigtet for værnemageri, det var ikke ligefrem noget, der satte Østman i en god position. Nu kunne han pludselig anklages for at være en del af Ravlins bedrageri, og immuniteten var ikke eksisterende. Dette var dog ikke den eneste grund til holdningsskiftet, en anden var, at han stadig havde penge til gode, og den 28. april 1946 skrev han et brev til Ravlin, hvor han gjorde opmærksom på dette 34. Han kunne altså måske få reddet forholdet til Ravlin, og dermed kunne Østman måske også få de penge, som han havde til gode. Yderligere spillede der nogle interesser ind, som vil blive behandlet i afsnittet om interesser. Karl Østman ændrede altså forklaring, når ellers han så muligheden for at vinde noget ved det. I 1943 var han muligvis rasende på Ravlin, og for det andet kunne han sikre koncessionen til et af de andre firmaer, som han var direktør for. I 1948 ændrede han forklaring for at få pengene fra Ravlin, koncessionen var sandsynligvis opgivet på dette tidspunkt. 30 Tekst 14, side 21, linie 741-742 31 Tekst 14, side 21, linie 743-746 32 Tekst 12, side 13, linie 391-392 33 Personliste, side 34 Side 6 af 6
De involverede parters interesser Den anden del af denne opgave kræver, at man skal komme med en vurdering af de forskellige parters interesser i udforskning og indvinding af råstoffer i Danmark. Denne del af opgavebesvarelsen vil blive inddelt efter hver enkelt person, hvor jeg kommer med mine bud på, hvilke interesser den pågældende person havde i dette spil. Derefter vil disse aktørers interesser blive sat ind i en større sammenhæng, hvor venner og fjender bliver sat sammen. Aktørerne Frederick F. Ravlin Ravlin kom til Danmark med forhåbninger om at finde råstoffer, så han kunne få koncession. Han ansøgte om koncession til at bore efter olie den 3. august 1934 35. I november 1936 har han øjensynligt mistet håbet om at finde et råstof, og i stedet har han set muligheden for at sælge koncessionen. Denne koncession skulle dog først sikres via et råstoffund, som ville medføre, at koncessionen gjaldt i en længerevarende periode, og værdien af koncessionen ville også stige betydeligt, hvis der blev dokumenteret råstoffer i den danske undergrund. Da Ravlin sælger sine aktier har han ikke længere interesser i det senere spil der udspilles, men han er naturligvis interesseret i at holde svindelen hemmelig, da han ellers vil få tilsværtet sit navn og blive retsforfulgt for bedrageri. Gunnar Larsen Minister for offentlige arbejder fra juli 1940 til august 1943 36, Gunnar Larsen, havde adskillige interesser på spil, da Østman begyndte at komme med indrømmelser om svindelen i 1936. Gunnar Larsen var medstifter af de to firmaer, VNK og Undergrunden 37, og det må være i begge disse to firmaers interesse, at koncessionen afgivet til DAPCo blev annulleret, dette kunne bl.a. ske ved at bevise, at den var udformet på et falsk grundlag. VNK og Undergrunden ville derefter kunne overtage koncessionen. 34 Tekst 18, side 27, linie 994 35 Tekst 1, side 5, linie 56-58 36 Personliste, side 34 37 Personliste, side 34 Side 7 af 7
Karl Østman Som tidligere nævnt havde Karl Østman forskellige interesser på spil alt efter den pågældende tidsperiode. Han tilpassede løbende sine vidneudsagn med personlige interesser. Han øjnede i 1943 øjensynligt chancen for at få annulleret DAPCos koncession, og dermed sikre koncessionen til et af de firmaer, hvor han også var direktør, VNK og Undergrunden. Han hævdede efter krigen at der var tale om løgn, og at hans påstande om svindel var kommet frem via pres fra Gestapo 38. Det er dog tidligere nævnt, at meget kunne tyde på, at der var tale om svindel, derfor er hans vidneudsagn fra 1943 nok det mest pålidelige. Thorkild Juncker Denne mand var en af de tre folk, der både havde forbindelser til VNK og Undergrunden. Det var ifølge Østman gennem Juncker, at sagen kom til ministeriets kendskab. Juncker har altså tydeligvis været interesseret i, at sagen blev taget op. Hvis man havde interesse i, at sagen blev taget op, så tyder meget også på, at man havde interesse i, at koncessionen blev frataget DAPCo. Meget kunne også tyde på, at Juncker har haft et omfattende samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Dette baserer jeg på, at Juncker blev idømt to års fængsel for samarbejde med besættelsesmagten 39, og et brev skrevet af Karl Østman den 4. juli 1945 til DAPCos præsident. Heri skriver Østman, at Juncker havde fået tilsagn fra statsministeriet om at få koncessionen på danske hænder. Derudover nævner Østman, at fratagelse af koncessionen med tysk bistand var på tale 40. Østman var naturligvis ikke den mest troværdige kilde, men det er meget tvivlsomt, at disse beskyldninger er taget ud af den blå luft. Det kan underbygges med, at Hilmar Ødum den 22. januar 1947 hævder, at Østman samarbejdede med direktør Juncker, så han kunne følge tyskernes arbejde 41. Juncker havde altså forbindelser til tyskerne. 38 Tekst 18, side 26, linie 968 39 Personliste, side 34 40 Tekst 17, side 25, linie 919-920 41 Tekst 19, side 27, linie 1010-1011 Side 8 af 8
Victor Madsen Den sidste aktør jeg har taget fat på er geolog, dr. phil. Victor Madsen. Han vil ikke blive anvendt i den større sammenhæng, hvor de forskellige aktører bliver sat sammen. Det skyldes, at han ikke havde økonomiske interesser på spil ved saltfundet i Harte eller i det efterfølgende spil, han kunne derimod tabe ansigt, hvis der ikke blev fundet et eneste råstof. Som tidligere nævnt foreslog han borestedet i nærheden af Kolding, og han var en vigtig aktør i skabelsen af Mineloven 1932, han regnede altså med, at den danske undergrund indeholdte adskillige råstoffer. Da fundet blev gjort undersøgte han tilsyneladende ikke saltet nærmere, for det skulle angiveligt være kemisk rent kogesalt, hvilket blev bevist ved en senere analyse 42. Hvis ellers der var tale om svindel, så ville Victor Madsen i hvert fald aldrig indrømme det. Han havde foreslået borestedet og havde selv set saltet, da det blev taget ud af kærnehovedet. Endvidere skrev han også til statsministeriet lidt over en uge senere, at fundet aldrig ville have fundet sted, hvis ikke der havde været en geolog til stede 43. Han lagde dermed en stor betydning til geologernes tilstedeværelse, og dermed ville han tabe gevaldigt ansigt, hvis der var tale om et svindelnummer. Aktørernes interesser i koncessionen Når de fire hovedaktører skal opdeles, så mener jeg, at de kan opdeles i tre forskellige grupper: F. F. Ravlin K. Østman G. Larsen og T. Juncker Ravlin havde fra starten et motiv om at finde olie i den danske undergrund 44, det endte dog med, at han søgte efter salt, og det lignede heller ikke en succes. Han fik til sidst i 1936 et positivt resultat, hvor DAPCo hævdede, at man havde fundet salt 45. Dette gav DAPCo koncession til at udvinde alle råstoffer i Danmark for en længere periode. Derefter solgte Ravlin sine aktier i DAPCo og al indflydelse på koncessionen, og det er rent faktisk her, at konflikten mellem ham og Østman starter. De to får penge i klemme imellem sig, og Østman bliver muligvis rasende på Ravlin. Den eneste måde Østman kunne ramme Ravlin på var ved at afsløre det påståede svindelnummer i Harte. 42 Tekst 12, side 13, linie 386-387 43 Tekst 5, side 7, linie 154-155 44 Tekst 1, side 5, linie 58 45 Tekst 2, side 6, linie 91 Side 9 af 9
Det er her, at Gunnar Larsen og Thorkild Juncker kommer ind i billedet. De kunne begge profitere af en afsløring af Ravlin, da dette ville underkende DAPCos koncession og bane vejen for, at det nyt selskab kunne sikre sig koncessionen. Disse to mænd var ligesom Østman involverede i VNK og Undergrunden. De kunne bruge Østman til at annullere DAPCos koncession, det er muligvis også derfor, at Østman er blevet direktør i VNK og Undergrunden, begge firmaer var nemlig blevet stiftet af de to herrer, Larsen og Juncker 46. Det har altså været Larsen og Juncker, som har haft den store interesse for den danske undergrund, Østman har dog sikkert også gerne set, at VNK og Undergrunden fik koncessionen, da han sad i disse firmaer. Ravlin mistede interessen for undergrunden efter svindelnummeret, og han fik en økonomisk gevinst via det efterfølgende aktiesalg, hvilket angiveligt var tilfredsstillende for ham. Konklusion Det må antages at saltfundet i 1936 var svindel, dette tyder en del beviser i hvert fald på. Dette mente Østman også i 1943, hvor han var sikret immunitet. Denne immunitet var dog ikke længere eksisterende i 1948, og derfor ville Østman være medskyldig i svindelen, han måtte derfor redde sig selv ved at komme med en ny forklaring, hvor Østman ikke selv bar noget af skylden. Interessespørgsmålet i undergrunden er præget af de fire personer, Ravlin, Østman, Juncker og Larsen. Ravlin var interesseret indtil 1936, hvor han sandsynligvis svindlede, og han var derefter ikke interesseret i den danske undergrund. Firmaet DAPCo beholdte dog koncessionen, men den var Juncker og Larsen interesserede i at annullere, og her var Østman en afgørende brik, hvis ikke han også var en aktiv deltager. Østman kunne bevise, at Ravlin havde svindlet, og dermed kunne koncessionen ophæves, og VNK og Undergrunden ville derefter have muligheden for at overtage retten til danske råstoffer. 46 Personliste, side 34 Side 10 af 10