7.s.e.trin.A Luk 19,1-10 Salmer: Det er en pudsig lille historie om Zakæus i træet. Den rige mand, -overtolderen, -den

Transkript

1 7.s.e.trin.A Luk 19,1-10 Salmer: Det er en pudsig lille historie om Zakæus i træet. Den rige mand, -overtolderen, -den store, magtfulde mand, -han er lille af vækst, og da han gerne vil se Jesus, men ikke kan se for alle folkene langs vejen, så kravler han op i et træ. Det er pudsigt, hvis vi forstiller os scenen, og så en måde vel også nedværdigende sådan at skulle kravle op i træ. Og det bliver vel i første omgang ikke bedre af, at Jesus standser op ved træet og begynder at tale til ham. Man kan sagtens forestille sig, at folkene, der overværede sceneriet, pegede fingre ad træklatreren, -siger: Ha - se Zakæus den snyder og bedrager, -han sidder deroppe som en fugl på sin gren Sådan har de moret sig, -peget fingre, moppet ham, de hadede, og som de ganske givet ikke har villet få plads foran. Havde Zakæus puffet sig frem i første række, så havde han givet fået et hak i siden og et bestemt skub bag i rækkerne. Et skub fuld af skadefryd. Godt nok var man nødt til at finde sig i, at Zakæus opkrævede skat til 1

2 romerne, og at han ofte stak penge til side til sig selv, - at han udnyttede sin magt og position med besættelsesmagten i ryggen til at gøre sig rig på sine landsmænds og byfællers bekostning. Det var man nødt til affinde sig med, -men når der var lejlighed til det, så kunne Zakæus regne med at få kærligheden at føle. Så på den måde var det Zakæus mange fjender, der havde jaget ham op i træet, -op i den ydmygende position. Zakæus var sat i bås, han er værnemageren, den mest afskyelige af alle. Og hvor har det frydet folk at se den lille Zakæus sidde deroppe og blomstre. Så kunne han lære det. Men så sker der det, som folkene i Jeriko ikke havde regnet med. Jesus stopper ved Zakæus træ, -ikke for at grine af ham, men for at sige at han vil være gæst i hans hus. Af alle folk i Jeriko vælger han at gå ind i overtolderens, værnemagerens, bedragerens hus. Det kan nok være, at morskaben fik en brat ende. I stedet spreder forargelsen sig. Som der står: Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: Han er gået ind som 2

3 gæst hos en syndig mand. Folk mente, de havde alt på det rene. Zakæus var sat ud på et sidespor, -han var jo den, ingen ville lege med, så at sige og med god grund synes alle, -men Jesus, ham de havde stået og spændt ventet på at se, -han mener noget helt andet. Han vælger at gå ind til den mest foragtede af alle. Og blev der peget hånlige, latterliggørende fingre af træklatreren, så peges der nu lige så mange fingre, men fingre af forargelse over, at Jesus ikke slet accepterer, at Zakæus var persona non grata, -en man ikke ville have med at gøre. Det har altid været en yndet sport at pege fingre ad andre. Være ude med riven. Sætte folk i bås. Dem vil vi ikke have med at gøre, basta. Presse andre udenfor det fine selskab. Moppe, latterliggøre, presse tilbage og give et huk med albuen, så man kender sin plads. Og det er ganske interessant, hvem der lige nu skal være offeret, hvem der nu skal have kniven. Hvem der skal latterliggøres og jages op i træet. 3

4 I den sidste tid er det bemærkelsesværdigt at iagttage, hvordan det er kristendommen, den kristne tro og de kristne som sådan, der nu skal latterliggøres, rystes på hovedet af. Og denne tendens der har været tydeligt igennem længere tid, den fik sat hovedet på sømmet, da Danmark fik en ny uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen. Han er sådan set faktisk regeringens højest uddannede medlem, - men det var lige netop det, der var galt. For han er cand. theol, ja har skrevet en phd om Grundvig. En cand theol, -så tror han måske på Gud. Og ved det første interview til en avis lød selvfølgelig også spørgsmålet: Tror du på en skabende Gud? og da ministeren sagde ja til det, -ja, han tror på Gud, så fulgte spørgsmålet omgående: hvordan kan det forenes med at være forskningsminister? Og i interviewet fortalte Esben Lunde Larsen, at han ikke kunne se, at der var noget forkert i at tro på en skabende Gud og så være forskningsminister, og at han da bestemt ikke så nogen modsætning mellem at tro på Gud og tro på 4

5 naturvidenskaben. Nu kan man ikke vide, om den nye minister havde forventet den storm, der rejste sig efterfølgende, men den har ikke fået for lidt. Så er man ude med riven, så peges der fingre. Og forskningsministeren lyves det ene og det andet på. Hvordan kan man være forskningsminister og tro på, at Gud skabte verden på 7 dage, stod der et sted. Hvem siger, at ministeren tror på, at Gud har skabt verden på kun 7 dage. Det har han ikke sagt. Og så beskyldte man ham for at være kretionist, en særlig fundamentalistisk måde at se på verdens skabelse, og en kretionist accepterer ikke evolutionslæren. Men Esben Lunde Larsen er ikke kretionist, for han accepterer bestemt videnskabelig indsigt og evolutionslæren, men han tror på Gud. Debatten har floreret, og den ene efter den anden har søgt at latterliggøre forskningsministeren. Ja, man er gået så langt som at hævde, at man simpelthen ikke kan være forskningsminister og samtidig tro på Gud, som om det er to helt uforenelige størrelser. Religionsfriheden gælder ikke en forskningsminister, 5

6 åbenbart. Og hvad værre er, -der er nogle meningsdannere, der mere eller mindre højlydt mener, at de, der tror på Gud, de må være mindre begavede, - for vi der ikke tror på Gud, -hævder de, -vi ved da bedre. Der peges fingre, og der sættes i bås. De kristne, de er dumme, og de tror bogstaveligt på alt, der står i bibelen. Og der ikke står noget i bibelen om The Big Bang, og om at udviklingen her på jorden er sket over millioner af år, og ikke over 7 dage. Der peges fingre, og der latterliggøres, og en troende minister bortdømmes. Men modsætningsforholdene, som alle disse hadefulde og latterliggørende debattører prøver at sætte op, -de modsætningsforhold de eksisterer ikke. Der er ingen modsætning mellem at tro på Gud og glædes over naturvidenskabelige landvindinger. At man tror på en skabende Gud er ikke en modsætning til, at forskningen peger på, at universet er opstået ved en kæmpeeksplosion. Der er simpelthen ikke en 6

7 modsætning mellem det at være personligt troende og basere sig på videnskab. Man spørger sig: Hvorfor der så er så mange, der vil gøre grin og pege fingre af os kristne som mindrebegavede og barnligt naive? Det siger måske mere om dem selv end om os. Som nogle af verdens mest intelligente naturvidenskabsmænd har fastholdt deres personlige kristne tro. Som eksempelvis Niels Bohr, der blev spurgt: Hvordan kan De, som har fået så stor indsigt, stadig tro på Gud?. Hertil svarede Niels Bohr: Jo, jeg kan tro, for når jeg gennem min forskning finder svar på ét spørgsmål, så har der omgående rejst sig to nye spørgsmål. Det er beskæmmende, som der peges fingre ad kristendommen og os kristne, og det jo på trods af at 80 % af den danske befolknings er medlemmer af den kristne danske folkekirke og på trods, af at vores danske samfund på alle måder er gennemsyret af kristendom, og det at vores frihedsforståelse, demokrati, vores syn på velfærd er baseret på en kristen 7

8 tankegang. Men det er så bekvemt og dejligt at pege fingre, latterliggøre og føle sig klogere og bedre end andre. Nu kan man jo så sige, at det engang imellem er godt, at der ruskes op, godt at man jages op i træet af den forargede flok, -for udsigten fra toppen af træet er trods alt bedre. Og det er godt at vide, at Jesus standser op ved træet og siger: I dag skal jeg være gæst i sit hus. Lad så bare flokken af de forargede fortsætte med at pege fingre. Jesus går ind til os. Han er gæst hos os her i vores kirke. Han glæder sig over samværet med os og indbyder os til at gå til bords sammen med ham. Om den ene og den anden søger at gøre os til grin, -vi kan kækt gå ned fra træet og vide, at på trods af alle naturvidenskabelige fremskridt, så er der endnu ingen, der har fundet beviset for, at der ingen Gud er. Vi har frihed til at tro og mene, hvad man vil her i Danmark. Vi har lov til at tro på en Gud, og vi har lov til ikke at tro på en Gud, og den ret skal der ikke sættes grænser for, -og det går -vel at bemærke- begge veje. 8

9 Tro er en personlig sag, og en forskningsminister har fuld frihed til at tro på kristendommen og på en skabende Gud. For når man er så godt uddannet som vores forskningsminister, så ved man godt, hvad der er tro, og hvad der er viden. Han ved alt om, at der ikke behøver at være noget modsætningsforhold mellem en tro på Gud og videnskab. Vi skal bestemt ikke som kristne bøje nakken og undskylde os selv, fordi der er nogle, der synes, det er fint at latterliggøre enhver religiøsitet. Nej, vi skal ikke lade stå til og se, at kristendommen presses ud i alle sammenhænge, fordi der er nogle, der mener om sig selv at være så kloge, at selv en minister skal bortdømmes pga en personlig overbevisning. Vi skal fastholde at udsynet fra træets top er bedre. Deroppefra kan vi se klart, og vide med os selv, at vi har lov til at tro på Gud, og vi skal ikke forstå os som mindrebegavede. Tværtimod. Det er mindrebegavet, når nogle vil fratage andre friheden til at mene og tro, som man vil. Vi har trosfrihed, og vi har frihed til ikke 9

10 at tro, -men det ene er ikke nødvendigvist klogere end det andet. Det må hver især i respekt afgøre sig overfor. Så lad os glædes over, at Kristus kommer til os, for han er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Og den troens gave skal vi glæde os over, og rette ryggen for. Og ingen skal tage den glæde fra os. Amen 10